Pulp Horror Fiction
Antologi. Red. Lars Grill Nielsen
Enter Darkness, 2021, 326 sider
Hvis ikke titlen på denne antologi tydeligt nok fortæller at dette er en hyldes til kiosklitteraturens underlødige horrorfortællinger hvor muterede monstre var hovedattraktionen, så viser monsterknæleren på forsiden det helt sikkert. Denne bog er med andre ord skrevet til en målgruppe som jeg i høj grad er en del af. Da jeg blev tilbudt at modtage et anmeldereksemplar af bogen, havde jeg faktisk allerede købt den.
Bogen starter stærkt ud med en novelle af Lars Ahn hvori en indehaver af en krokodillezoo bliver tilkaldt pga. mistanke om en krokodille i en kloak. Alle har hørt vandrehistorierne om krokodiller der lever i kloakker, men han kan som fagperson fortælle at dette ikke vil kunne lade sig gøre, da krokodiller skal have adgang til sollys for at kunne holde sig varme. Det han i første omgang støder på, er en kæmpe fedtklump der nærmest er ved at fortære en kloakarbejder, og det bliver ikke mindre underligt da han rent faktisk finder rester af krokodilleæg. Og da han lige pludselig er omgivet af lejesoldater, er det tydeligt at en er gal.
I den næste novelle, “Knælernes nat” af Karsten Brandt-Knudsen (som også står bag omslagets illustration), bliver to lejemordere sendt ud for at destruere et narkolaboratorie som en del af en bandekonflikt. Det viser sig dog at det, de kommer ud til, ikke er et almindeligt lille narko-kogeri, og de ender i et udslip af noget de på ingen måde var forberedt på.
I Alice Aagaards “Velkommen til Monarch” er en mands bil gået i stå, og mens han venter på vejhjælpen går han hen til den nærmeste Monarch. De han går ind ,er der en mand der stormer ud med et forfærdet udtryk i øjnene. Det viser sig at dette ikke er noget let sted at komme væk fra igen.
Bog er fyldt med action, mutationer, børneædende monstre og andet splat, og jeg sad næsten og savnede at bogen var trykt i et format og på en papirkvalitet der havde mindet mere om kiosklitteraturens udgivelser, for også at have genskabt den del af læseoplevelsen.
Selvom de i alt 11 noveller er meget forskellige, så passer de alle meget godt ind i temaet, og jeg var bestemt ganske godt underholdt hele vejen igennem bogen.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 63