She-Ra and the Princesses of Power

She-Ra and the Princesses of Power
Animationsserie, Netflix 2018-2020
52 afsnit af ca. 25 minutter
Udviklet til tv af Noelle Stevenson
Stemmer: Aimee Carrero, Marcus Scribner, Karen Fuku-hara, Keston John, AJ Michalka m.fl.

Netflix har i nogle år arbejdet med at opdatere det gamle Masters of the Universe univers til moderne seere. Masters of the Universe startede som en legetøjsserie fra Hasbro med titlen He-Man and the Masters of the Universe, som blev til en animeret tv-serie af samme navn og senere til en spillefilm med Dolph Lundgren i titelrollen. På tv kom også en spinoff-serie, She-Ra: Princess of Power (1985), og dette blev den første serie som Netflix begyndte at opdatere tilbage i 2018, i samarbejde med forfatteren Noelle Stevenson, kendt for sine feministiske tegneserier Lumberjanes og Nimona. Og det feministiske skinner klart igennem, da langt størstedelen af de centrale figurer er kvinder – eller rettere, piger, for de flestes vedkommende.

I første episode møder vi den unge Adora, en toptrænet kadet for det civiliserede samfund Horden, og hendes medkadetter, specielt den rebelske kattepige Catra, der er Adoras bedste veninde, måske fordi de begge er forældreløse og er blevet opdraget af Horden. Kadetterne er trænet til at bekæmpe de dæmoniske Prinsesser i den farlige Whispering Forest, som omgiver Hordens by, og Adora bliver forfremmet til kaptajn, som skal lede et angreb mod en by i skoven. Men inden det sker, nødlander hun i skoven, hvor hun finder et magisk sværd og møder en af de frygtelige prinsesser, Glimmer, og hendes ven Bow. Hun indser at Glimmer og Bow faktisk ikke er så dæmoniske, og hun bekæmper sin indoktrinering og skifter side. Det magiske sværd forhandler hende til en ny inkarnation af She-Ra, den mægtigske af de prinsesser, der bekæmper Horden og dens leder Hordak, som er kommet til planeten Etheria fra en anden verden. Som She-Ra er hun superstærk, men som Adora bliver hun mødt med mistro fra prinsesserne, da hun bærer en Horde-uniform. Hun bliver dog efterhånden accepteret og begynder at kæmpe mod Horden, især i selskab med Glimmer og Bow. Det bringer hende i direkte konflikt med Catra, som føler at Adora har forrådt hende og Horden.

I løbet af seriens fem sæsoner (hvor sæson 2 og 3 reelt er én sæson delt i to) bliver vi introduceret til et stort galleri af bifigurer, hvoraf nogle har dramatiske forhistorier mens andre mest er comic relief. Denne blanding af drama og humor kendetegner i det hele taget serien, og man kan virkelig leve sig ind i personernes ambitioner, sorger og frustrationer. Figurerne kan ikke sort/hvidt deles op i helte og skurke, for selv de værste skurke har gode sider eller forståelige motiver, mens flere af heltene kan optræde selvisk mod deres allieredes bedste. Det gælder fx seriens nok sjoveste figur, prinsesse Entrapta, der lader sig lokke til hvad som helst hvis hun får lov til at lege med avanceret teknologi. I det hele taget er serien regnbuefarvet i mere end én forstand. For det første er tegningerne holdt i en kulørt, pastelfarvet palet, og for det andet er en del figurer mere eller mindre tydeligt homoseksuelle. Det viser sig fx at Bow har to fædre, og to af prinsesserne har et romantisk forhold til hinanden. Det er ikke noget som der bliver gjort et stort nummer ud af – sådan er det bare – og det bliver heller ikke påtrængende, blandt andet fordi der ikke er en gnist af sex i serien. She-Ra og de andre prinsesser ligner for eksempel ikke Barbie-dukker som i den oprindelige serie, men er i stedet naturligt proportionet (med plads til overvægt) og har ikke specielt fremtrædende bryster eller røve, sådan som det ellers tit ses for kvindefigurer i fantasyfilm og serier.

Seriens univers byder på en blanding af magi, super­evner og science fic­tion-teknologi. I de sidste sæsoner får det sidste mere plads, da konflikten breder sig ud over planeten Etheria og kommer til at dreje sig om hele universets skæbne; en opgave som She-Ra og hendes venner er dårligt rustet til at håndtere. Der er solid spænding helt indtil slutningen af den dramatiske finale, som afslutter serien.

Selvom serien er lavet til børn, er der rigtig meget for voksne at komme efter. Konflikterne er komplekse, persondramaerne er medrivende, og humoren lige i plet, så man klukler sig gennem flere episoder. Serien er hermed helhjertet anbefalet!

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 63