He-Man and the Masters of the Universe
Animationsserie, Netflix 2021
Sæson 1
10 episoder af ca, 25 minutter
Udviklet til tv af Robert David
Stemmer: Kimberly Brooks, Antony del Rio, Grey Griffin, David Kaye, Yuri Lowenthal, Ben Diskin m.fl.
Netflix har i 2021 lavet ikke mindre end to animationsserier baseret på serien He-Man and the Masters of the Universe fra 1980’erne. Hvor den anden serie er en slags fortsættelse af den gamle serie, er denne en re-imagining med nyfortolkninger af figurer og steder. En anden nyskabelse er at denne serie er 3D-animeret til forskel fra de andre seriers klassiske 2D-animation.
Vi starter med at følge Teela, som her er en ung tyv, der af nogle skumle typer er blevet hyret til at stjæle et magisk sværd fra kongeslottet. Som følge af en mængde begivenheder ender sværdet i stedet i hænderne på den unge mand Adam, som har mistet hukommelsen og er vokset op i en barbarisk klan, hvor han blandt andre er blevet ven med den store, grønne krigerkat Cringer og pigen Kras’tine. Da Adam samler sværdet op, bliver han til den muskelsvulmende He-Man, som bliver rodet ind i kampen mod den onde Skeletor og hans kumpaner. Det viser sig (måske ikke overraskende for folk med lidt kendskab til He-Man) at Adam er Kongens søn, som alle troede var død. Måske mindre overraskende er det, at Skeletor er Kongens bror og dermed Adams onkel; et forhold der skaber lidt ekstra drama.
Det er tydeligt at serien henvender sig til et yngre publikum, som ikke kender den gamle serie, og især til drenge, der gerne vil have mere action end romantik. Dette ses blandt andet i de svulstige (og lange og gentagende) transformationsscener, som når Adam løfter sit sværd og bliver til He-Man.
Jeg kan godt mærke at jeg ikke er det rette publikum til denne nyfortolkning. Historien er sådan set okay, om end med lovlig meget fokus på lange actionscener, men jeg finder animationsstilen grim, larmende og, i mangel på et bedre ord, skrydende. Men måske er jeg bare en træt, gammel boomer (okay?).
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 63