The Lies of Locke Lamora
Roman af Scott Lynch
Gollancz 2006
530 sider, £7,99
Fantasymarkedet bliver i disse år oversvømmet af serier af murstensromaner, der desværre alt for ofte viser sig at være mere gasbeton end mursten: Fulde af luft og med en tendens til at smuldre i kanterne. Der er heldigvis undtagelser, og denne debutroman af Scott Lynch er en af dem.
The Lies of Locke Lamora undgår fælden med at lave episke Tolkien-deriveret fantasy og vælger i stedet for at fokusere på én by og en lille håndfuld unge gentlementyve, der kalder sig selv “The Gentlemen Bastards” og lever af at stjæle fra de rige og give til sig selv. Lederen af disse er den anarkistiske og sympatiske Locke Lamora, der har svindel i blodet og indviklede planer i hovedet, men mangler ambitioner, der strækker længere end til det næste kup.
Den unge, forældreløse Locke blev taget under vingerne af en Fagin-type, der organiserede kriminelle børn, og senere af præsten for røvernes gud. Nu er han selv steget i graderne og er blevet chef for den dygtigste røverbande i byen Camorr – langt mere dygtige end Camorrs røverkonge the Capa er klar over. Men Capa’ens nye udfordrer The Grey King opdager kvaliteterne hos Locke & Co. og tvinger dem ind i sine planer ved hjælp af en ret grum troldmænd.
Troldmænd som sådan er ellers et sjældent syn i Lynch’s verden – der er faktisk kun et enkelt laug, og de er ikke særligt søde. Det meste magi er alkymistisk, og man kan få alle mulige mystiske salver, pulvere og trylledrikke, hvis man ellers har råd. Byen Camorr er også magisk i sig selv, for den er bygget op omkring resterne af en oldgammel by bygget af en forlængst uddød race. Denne race mestrede et byggemateriale kaldet elderglass, der ud over at være stærkt nok til at lave tårne flere hundrede meter høje, også har den egenskab at det lyser om natten.
The Lies of Locke Lamora er en af den slags fantasyromaner, jeg kalder metropolitan fantasy, hvor en by spiller en central rolle og hvor heltene ikke skal rejse rundt på et landkort og samle plotkuponer ind. Meget inspiration synes at være kommet fra Fritz Leibers by Lankhmar, og Locke Lamora og hans ven Jean Tannen minder da også en smule om Leibers helte Fafhrd og The Gray Mouser. Der er dog ikke tale om simple derivater, og der er en del originale – eller i hvert fald sjældent sete – ideer i bogen, blandt andet en del inspiration fra spansk renæssance. Jeg fornemmer også noget indflydelse fra Alexandre Dumas, især den blanding af humor, action og nervepirrende spænding, som man ser i fx De tre musketerer.
At i alt synes jeg der er tale om en rigtig vellykket debut. Hvis man skal kritisere den for noget, er det at Lynch nogle gange fylder for meget på, måske af frygt for ikke at være underholdende hele tiden. Det gør bogen tykkere end strengt nødvendigt, men det vil næppe genere ret mange.
Lynch har allerede skrevet en fortsættelse, Red Seas Under Red Skies. Den har jeg ikke læst endnu, men har fået at vide i min øresnegl at den er udmærket, men ikke helt på højde med den første. Det skal dog ikke afskrække nogen fra at læse Lies, der er afrundet nok til at kunne stå alene.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.17
