I skyggen af Udgårdsø
af C. C. Thybro
Read.Die.Repeat, 2024, 600 sider
På Bibliotek.dk kan du i ’Bibliotekernes vurdering’ af C. C. Thybros bog, der er en elegant moppedreng på 600 sider, læse følgende under anmeldelser:
Hvis man undlader at stille spørgsmål ved plotmæssige udfordringer, såsom hvad et indkøbscenter og et psykiatrisk hospital laver på en lille, småt befolket ø og blot nyder uhyggen, er der timevis af god underholdning.
Netop det, at C. C. Thybro lader handlingen foregå i et lille øsamfund, synes jeg gør hele romanen dejligt overskuelig og bevirker, at man som læser hurtigt bliver fortrolig med stedet og personerne, ikke mindst fordi bogen indeholder både et kort over Udgårdsø og et detaljeret persongalleri.
Jeg har aldrig læst særlig meget hverken fantasy eller horror. Faktisk kan jeg ikke huske at have beskæftiget mig rigtigt med de to genrer siden jeg var ulveunge, hvor vi fortalte hinanden bloddryppende gyserhistorier, når vi var på sommerlejr og lyset var blevet slukket på sovesalen.
Derfor har I skyggen af Udgårdsø for mit vedkommende været en rejse ind i et nyt univers, som jeg begav mig ud på af nysgerrighed. Jeg havde redigeret C. C. Thybros roman Komplekskakkerlakkerne, der også udkom i 2023, og måtte simpelthen se, hvordan Cecilie gebærdede sig i dette helt anderledes univers. Jeg blev imponeret. Plottet er selvfølgelig helt anderledes, men hvad der i særlig grad imponerede mig, var sproget. Det er så anderledes, at jeg flere gange forledtes til at tænke, at I skyggen af Udgårdsø måtte være skrevet af en anden forfatter.
Beskrivelsen af miljøet i øens uhyggelige parallelle univers synes jeg er genial. Hvorfor finde på sofistikerede begreber, når mørke, tåge og skygge dækker fint. Eller hvorfor lade hovedpersonerne traske rundt i mærkelige substanser, når aske kan gøre det samme. Og hvorfor komme med komplekse psykologisk inspirerede beskrivelser af personer, som er fortabte i det uendelige mørke miljø, når det kan klares med at beskrive dem som tomme?
Og nu vi er ved enkelthed. Jeg synes, at forklaringen på hovedpersonen Adams evne til at finde personer, er rigtig fin. Den er, siger han, at det er ligesom om han følger en tråd.
Som jeg plejer, så røber jeg ikke mere om handlingen i mine anmeldelser end forfatteren selv gør i sin bagsidetekst, hvor jeg dog lige må gøre en enkelt undtagelse. Det er heldigt, at der står en lygtepæl nedenfor Runas’ lejlighed. Men tilbage til bagsideteksten, der lyder:
’Det er en alment kendt sandhed på Udgårdsø, at alle forsvinder før eller siden, og at ingen vil lede efter dig eller gøre noget, når det sker. Tværtimod.’
Da en gruppe unge amerikanske turister på spøgelsesjagt forsvinder på en lille ø i Kattegat, bliver Adam Winther – en mand, der efter sigende kan finde alt – sat på sagen. Men det eneste han finder, er et tabt kamera med en grynet optagelse.
Rosemarie Udgaard har altid drømt om at komme væk, men inden hun rejser, vil hun til bunds i mysteriet om øens forsvundne. Der er bare det problem, at ingen tør bryde tavsheden.
Mosemanden tager nemlig efter sigende dem, der stiller for mange spørgsmål, og gennem årene er øboerne blevet gode til at ignorere mørket, der har fortættet sig og ligger som en tæt tåge over øen.
Omstændighederne får det umage par til at slå sig sammen om at løse mysteriet, men for hvert skridt de kommer tættere på sandheden, træder skyggerne dem i hælene, og det bliver mere og mere usikkert, om de nogensinde vil komme af øen i live.
Til plottet, som jeg allerede har omtalt, må jeg lige tilføje, at jeg synes flugten sidst i bogen godt kunne være kortet ned, for der er vel meget dacapo i beskrivelserne af den overlast, som personerne udsættes for.
Tilbage er kun sproget, hvor C. C. Thybro gerne excellerer i anvendelsen af fremmedord. Det er, som i Komplekskakkerlakkerne, elegant og flydende. og da I skyggen af Udgårdsø er første bog i en planlagt serie med titlen Om Skyggeaksens kald, så ser jeg allerede frem til at læse næste bind.
Til slut; jeg er meget imponeret over, at C. C. Thybro har klaret at skrive to bøger med så forskellige handlinger som Komplekskakerlakkerne og I skyggen af Udgårdsø næsten samtidigt. Derfor er det synd, at forlagets korrekturlæser ikke har leveret, hvad jeg synes man bør kunne forvente, i det mindste ved at bruge autokorrektur.
Anmeldt af Johannes Lundstrøm
