The Thing with Feathers (2025)
Film, Storbrittanien, 2025, 98 min.
Instruktør: Dylan Southern
Medvirkende: Benedict Cumberbatch
Baseret på en pressevisning fra Another World Entertainment
Der findes film om sorg, som rammer én med et tyst, menneskeligt chok: de lader tabet sive ind i hverdagens små bevægelser, så man mærker, hvordan et menneske gradvist mister sin tyngdekraft og langsomt må genopfinde sin måde at være til på. Og så findes der film, der vælger en anden vej: de gør sorgen til et væsen, et billede, et fysisk nærvær: en symbolsk “gæst”, der kan gå rundt i rummet, sætte sig i møblerne og tage ordet.
The Thing with Feathers, instrueret af Dylan Southern og baseret på Max Porters prisbelønnede roman Grief is the Thing with Feathers, hører til den sidste kategori. Filmen præsenterer en far (Benedict Cumberbatch), der står alene med sine to sønner efter tabet af sin kone. Familien forsøger at få dagene til at hænge sammen, og midt i den sørgelige, praktiske kamp for normalitet dukker et mystisk fuglelignende væsen op: en krage, som begynder at fylde mere og mere i hjemmet og i den måde sorgen bliver levet, udlevet og oplevet på. Genren er magisk realisme, og i pressematerialet nævnes paralleller til The Babadook: et sørgevæsen som både trussel, spejl og mental manifestation. Cumberbatch (som i filmen kun hedder ”Dad”) er tegneserietegner, og kragefiguren kommer fra hans seneste tegneserieprojekt – uden at tegneserier dog i øvrigt spiller nogen speciel rolle i plottet.
På mange måder er det en stærk idé, og filmen er tydeligvis båret af en seriøs intention: at give sorgen form, stemme og krop. Cumberbatch er da også filmens store aktiv. Han spiller ikke “sorg” som en enkelt følelse, men som en fysisk tilstand, en uro i huden. En mand, der hele tiden holder sig oprejst af hensyn til børnene, mens noget inde i ham samtidig falder sammen. Det er et præcist portræt af den type forælder, der ikke tillader sig selv at bryde helt ned, fordi det ville efterlade børnene uden anker. Man mærker en glødende anspændthed i hans spil: en handlekraft med revner.
Også det tekniske og det visuelle håndværk har en kvalitet, der fortjener respekt. Filmen er flot fotograferet, og produktionsdesignet skaber en gennemgående stemning af et hjem, der stadig er et hjem, men hvor luften er blevet tyk af fravær. Kragefiguren (flot stemmeført af David Thewlis) er iscenesat med en effektiv blanding af det fremmede og det uundgåelige: den er ikke bare et monster, men en slags konstant, påtrængende kommentator. Lidt efter lidt begynder både faren og de to små sønner også selv at opføre sig som denne figur.
Alligevel må jeg dog indrømme, at filmen ikke rigtig greb mig. Ikke fordi temaet ikke er vigtigt, og ikke fordi den mangler ambition, men fordi symbolikken ofte føles så tydelig og så insisterende, at den kommer til at stå i vejen for den menneskelige oplevelse. Sorgen bliver meget hurtigt “kragen”, og kragen bliver meget hurtigt “sorgen”, og dermed forsvinder noget af den friktion, som ellers gør sorgfilm virkelig stærke: tvivlen, det uventede, de små realistiske detaljer, hvor man pludselig genkender sig selv.
Jeg savnede især, at filmen i højere grad lod sorgen spejle sig i den tid, der var før tabet. At have set hovedpersonen glad i et lykkeligt ægteskab før konens død, ville have suppleret den kontrast, der skulle til for at lidelsen ved tabet virkelig kunne mærkes. For netop kontrasten mellem “sådan var det” og “sådan er det nu” er for mange mennesker en stor del af sorgens brutalitet: at man stadig kan se lyset i hukommelsen, mens man går rundt i en hverdag, der ikke længere har samme klang. Når filmen primært forbliver i den mørke bearbejdning, kan sorgen komme til at virke mere som et poetisk koncept end som et liv, der er blevet revet over.
Derfor tog jeg mig også i at blive distraheret adskillige gange i løbet af fimen. Ikke af kedsomhed i banal forstand, men af en oplevelse af, at filmen hele tiden vil have mig til at “forstå” den i forvejen meget indlysende symbolik, snarere end at lade mig føle den. Det giver en oplevelse af, at filmen er for “forklarende” i sin måde at være poetisk på. Her er The Babadook måske mere effektiv, fordi den på en anden måde lader det overnaturlige forblive ubehageligt tvetydigt, og fordi den er stærkere forankret i hverdagens konkrete konflikter.
Filmens/bogens titel vælger går i dialog med en linje fra et berømt Emily Dickinson digt: “Hope is the thing with feathers”. Men netop derfor bliver substitutionen også lidt problematisk: at sætte sorg ind i håbets syntaks kan føles som en poetisk kortslutning, hvor associationen er stærkere end tanken bag den. Jo, man kan læse titlen som en antydning af, at sorgen, når det engang er lykkes at bearbejde den, kan give plads til nyt håb. Men denne type tab bliver sjældent fuldt ud behandlet; det skifter snarere form og bliver en permanent del af tilværelsen. Set i dét lys kommer referencen til at virke mere dekorativ end oplysende.
Når det er sagt: Hvis man er til en tydelig, magisk-realistisk sorgfortælling, hvor symbol og psyke går hånd i hånd, vil man sandsynligvis opleve filmen som både gennemført og rørende. Og det er nemt at forstå, hvorfor materialet har vakt begejstring i bogform: grundideen har en poetisk enkelhed, og filmens ambition er oprigtig.
For mig blev helheden bare lidt for programmatisk. Den vil så gerne være et stærkt billede, at den nogle gange glemmer at være en levende fortælling. Men det er bestemt en film, der fortjener at blive set af dem, der søger en mere fabulerende og symbolbåret måde at tale om sorg på, og som gerne vil se Benedict Cumberbatch i en rolle, der kræver både kontrol og sårbarhed.
Karakter: 6/10
Anmeldt af Tue Sørensen
