Høst
Jacob Hedegaard Pedersen
Roman, 197 sider
Hovedland 2005
Det er ikke, fordi Danmark svømmer i forfattere, der holder sig inden for de fantastiske genrer – der er dog heldigvis nogle, som holder en dansk tradition i live. Jacob Hedegaard Pedersen har over de sidste ti år udgivet ti ro-maner inden for horror (Tarot-serien) og fantasy (Dværgenes krønike). Jeg må dog indrømme, at jeg ikke har rørt hans bøger siden debuten Dyret: Apokalypser fra 1995. Den var første bind i Tarot-serien og burde, som jeg husker den, aldrig været blevet udgivet. Det var derfor noget af en bitter overraskelse, da det gik op for mig, at Høst var femte bind i serien, hvilket jeg ikke havde opdaget, før jeg investerede i den.
Lykkeligvis er der gået ti år siden debuten, og Hedegaard Pedersen er kommet langt. Hvor Dyret: Apokalypser druknede i højtravende floskler om universets herskere, der kæmpede mod hinanden, holder Høst sig helt nede på jorden. Vi befinder os i pro-vinsbyen Vesterbæk i august, og høsten er lige startet. Omkring byen er høstmaskinerne begyndt på deres arbejde, og lyden af dem danner en konstant baggrundsstøj for byen – indtil folk begynder at forsvinde, og maskinerne lang-somt går i stå. Vi introduceres til et større persongalleri, som ikke alle vil overleve dagen, og en stadig mindre flok, som forsøger at finde en forklaring. Ikke at der umiddelbart gives nogen, og det er en af romanens styrker. Det lykkes forfatteren at antyde de ting, der skal antydes, og vise andre – han kender tydeligvis sin genre, og selv om han falder i nogle ganske få klicheer, lykkes det ham at styre omkring de fleste. Der er endda plads til et par små, intertekstuelle referencer, bl.a. til Night of the Living Dead. Det er tydeligvis også samme stemning, Hedegaard Pedersen har forsøgt at ramme, og det er i høj grad lykkedes – der er samme low-budget intensitet, og Høst kunne faktisk i mine øjne blive noget så sjældent som en vellykket dansk horrorfilm: fokus på personerne og ikke så megen effekt- og splatjageri, som ofte er dansk horrors skæbne.
Nu er der tale om bind 5 i en serie, og læsere, der har været igennem alle bind, vil sandsynligvis se mere i romanen, end jeg har gjort. Ikke desto mindre synes jeg, at den står fint på egne ben. Nye læsere kan sagtens begynde her – den umiddelbart eneste serie-forbindelse er romanens epilog, som man med udbytte kan undlade at læse; faktisk vil jeg anbefale det, for de sidste tre sider falder fuldstændig i den forkerte grøft i forhold til resten af romanen og virker direkte ødelæggende på læseoplevelsen. Man kunne håbe på en director’s cut, hvor de simpelthen var fjernet, i så tilfælde ville der være tale om en perle inden for dansk horror.
Bagsiden på Høst rummer den Stephen King-sammenligning, som åbenbart skal til for at sælge horror i lille Danmark. Eneste store lighed mellem de to er dog, at de begge lader en by og dens beboere gå igen i forfatterskabet. Dette skulle være sidste bind i serien, så Hedegaard Pedersen har afgjort sat et passende punktum for Vesterbæk. I en sådan grad, at jeg har overvejet at læse hans ældre bøger og i al fald fremover vil følge, hvad der kommer fra hans hånd.
Anmeldt af Janus Andersen i Himmelskibet nr.8
