Joker

Joker
Film, USA, 2019, 122 min.
Instr.: Todd Phillips
Medv.: Joaquin Phoenix, Robert De Niro, Zazie Beetz, m.fl.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

På film er det muligt at lave mange og meget forskellige versioneringer af figurer og historier fra tegneserier, og det står specielt tydeligt frem i disse dage, hvor der produceres rigtig mange film fra disse tegneserieuniverser. Med film som Joker og Venom (se anmeldelse i Himmelskibet nr. 56) ser vi spin-off figurer fra superhelteuniverserne: de første superskurke-film, hvor heltene slet ikke er med. Skurkene definerer sig traditionelt i forhold til heltene, men når de er hovedpersoner i deres egne film bliver det muligt at gøre nye ting med dem. Der er stort behov for at forny netop Joker-figuren, for han er allerede Batmans mest kendte ærkefjende, og vi har set ham på film og tv mange gange allerede, helt tilbage fra Batman tv-serien fra 1966. Indenfor de sidste tre årtiers film er der nu tradition for at de helt store skuespillere tackler Joker-rollen – Jack Nicholson spillede ham i Tim Burtons Batman-film fra 1989, Heath Ledger var en legendarisk Joker i The Dark Knight fra 2008, og nu er turen kommet til at ingen ringere end Joaquin Phoenix skal gøre figuren til sin egen.

Man kommer ikke uden om at Phoenix er en af sin generations bedste skuespillere. Man kommer ikke uden om at han leverer en pragtpræstation i denne film. Og man kommer heller ikke uden om at selv den bedste skuespiller i rollen kun fungerer hvis filmens manuskript også er vellykket – og det er det heldigvis. Visuelt kører Todd Phillips en linje der fokuserer på Jokerens farver – grønt og hvidt, tilsat lidt rødt – og konstruerer hele filmens og Gotham Citys dunkle og trøsteløse stemning ud fra dette farveskema. Med sikker instruktion og en skuespiller som Phoenix i centrum er resultatet en film hvori alle scener og sekvenser føles fuldkommen ikoniske, ja, næsten skæbnebestemte. Samtidig er det en film der handler om depression og fortvivlelse, hvilket jo er passende når man skal skildre en superskurk. Optimisme hos heltene, pessimisme hos skurkene. Det ikke bare giver mening; det er mening. Og meningen begrænser sig ikke til Jokerens egen figur – tværtimod: det handler helt overordnet om måden hvorpå det moderne samfund både skaber og forsømmer folks problemer. Dermed skriver den sig ind i en langt større debat om sociale problemer i et samfund med store afgrunde mellem rige og fattige, og hvordan kriminalitet er et symptom på et sygt samfund.

Som tegneserielæser har jeg personligt altid haft et problem med måden både Batman og Jokeren er blevet skildret på i tegneserierne siden midt-1980erne. På baggrund af Frank Millers The Dark Knight Returns (1986), som er en dystopisk fremtidsfortælling der slet ikke foregår i det egentlige DC-univers, blev denne nye mørke og sammenbidte Batman så uendeligt populær at han også i de almindelige tegneseriehistorier begyndte at gå i den retning: I stedet for at være en traditionel helt blev han en overdrevet indædt bad-ass som dels kunne vinde over ALLE andre (også superhelte med vilde kræfter, såsom Superman), og som blev mere og mere voldelig overfor kriminelle. Man kan næsten sige at han tilnærmede sig en Judge Dredd-agtig fascisme, og ikke længere repræsenterede klassisk heroisme. Af samme grund har han i mange af de mere kendte historier siden dengang været uvenner med Superman. Det er som om der har udviklet sig en faktion af fans som synes at Batman bør være en sådan bitter og grum eksponent for ultravold, som hader alle de øvrige og spejderdrenge-agtige superhelte, selv om det samtidig gør at Batman ikke er nogen klassisk helt længere, men bare en voldsfanatiker der er sunket til samme niveau som de kriminelle (eller for den sags skyld samme niveau som de hensynsløse rige, som han i kraft af sin Wayne-formue er en del af). Det er også sådan han skildres i den efter de flestes mening – inkl. min – dybt mislykkede 2016-film Batman v Superman: Dawn of Justice (anmeldt både af undertegnede og af Flemming Rasch i Himmelskibet nr. 48).

Men problemet med Jokeren er faktisk værre endnu. Jokeren skal jo være en værdig fjende for den mørkeste af mørke Batmænd, og derfor er han gennem årene gradvist blevet mere og mere sadistisk og massemorderisk. Han myrder løs, og fordi han er en ikonisk figur som Batman altid skal spejle sig selv i, bliver han aldrig reelt straffet for sine forbrydelser (udover nogle måneder på et sindssygehospital nu og da), men vender altid tilbage for at begå nye. Jeg finder ikke dette hverken holdbart eller acceptabelt. En ordentlig helt kan ikke bare lade en skurk blive ved og ved med at myrde løs igen og igen. Og ironisk nok er Batman heller ikke nogen ordentlig helt længere, MEN han holder stadig fast i sit princip om aldrig at slå nogen ihjel (uanset hvor brutal han i øvrigt kan være). I min optik fungerer det slet ikke, og jeg kan simpelthen ikke læse eller på anden måde støtte sådan nogle historier. En skurk så slem som Jokeren bliver en ordentlig helt nødt til at uskadeliggøre permanent. Men fordi Batman og Jokeren er så ikoniske figurer, bliver de ved og ved med at danse omkring hinanden, og vedligeholde en uholdbar situation. På den måde opfylder historierne i tegneserierne i hvert fald ikke længere mine krav til hvad god heroisk moral er.

Men, her kommer så Todd Phillips’ Joker-film med en historie hvor Batman slet ikke er med. Så bliver det pludselig muligt at anlægge en helt anden vinkel på figuren, hvor det overhovedet ikke drejer sig om Jokerens interaktion med Batman. Phillips vælger i denne film at bruge en variant af samme idé som Christopher Nolan forsøgte at anvende på superskurken Bane i 2012-filmen The Dark Knight Rises. Nemlig at skurken i yderste konsekvens er et billede på den undertrykte og forsømte arbejderklasse der gør oprør mod det etablerede og elitære system, som bl.a. repræsenteret af den rige Bruce Wayne og/eller hans forældre. Gotham City portrætteres som en koncentreret udgave af et urbant samfund hvor byforfald og kriminalitet er gået amok pga. elitens forsømmelse og ligegyldighed overfor de laveste klassers problemer. Ud af denne situation opstår Jokeren som en oprørsfigur der inspirerer mange andre til også at sige fra og protestere. I denne version er der det yderligere twist at Jokeren måske er, eller tror at han er, Bruce Waynes illegitime bror. Og at Bruce Waynes forældre myrdes i de optøjer som Jokeren inspirerer den rebelske folkemængde til. Her er det altså Jokeren der indirekte skaber Batman – og spørgsmålet er så hvilken Batman der kommer ud af dét. Hvis Jokeren repræsenterer social uretfærdighed, og Batman bliver hans ærkefjende, så må Batman jo komme til at repræsentere det undertrykkende og elitære samfundssystem. Så må Batman blive en skurk, mens Jokeren er helten. Symbolsk, i hvert fald. Om det er en holdbar situation der kan anvendes i yderligere historier som fortsættelse til denne film, kommer til at stå hen i det uvisse indtil vi finder ud af om denne film får en fortsættelse. Umiddelbart lader det ikke til det, og jeg tror også at jeg vil foretrække at denne film står alene. For symbolikken, og den yderligere skade dette vil forvolde på den klassiske version af Batman-figuren, kan meget nemt gå hen og blive noget frygteligt rod. Men som helt selvstændig film virker Joker utroligt godt. Figuren er her blevet til en working class hero, hvor hans forbrydelser repræsenterer en retfærdig modstand mod et hensynsløst og mareridtsagtigt samfund, hvilket er et soleklart budskab fra Todd Phillips om at alt ikke just er fryd og gammen i Guds eget land.

Jeg kunne i begyndelsen ikke helt bestemme mig for om jeg syntes at filmens løsrivelse fra tegneserienes versioner af figuren var en god eller en dårlig ting, men jeg må sige at jeg ender med at godkende denne films valg et hundrede procent. Og dermed er filmen faktisk intet mindre end… perfekt.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

– Tue Sørensen

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Susanne Aalling Ovesen – Experimentet 1- De andre

Experimentet 1- De andre
Roman af Susanne Aalling Ovesen
LS Books & Games, 280 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Sophia er lige blevet student. Da hun nu har brug for at slappe af er hun taget alene op til sine forældres sommerhus. Hun har det generelt bedst med ikke at være i nærheden af for mange mennesker, da hun har en speciel evner der bl.a. gør at hun fornemmer andres følelser, hvilket påvirker hende kraftigt. På en indkøbstur bliver hun pludseligt ramt af en helt ny fornemmelse, og hun bliver meget påvirket af en ung mands tilstedeværelse. Værre går det dog, da der lige pludseligt er noget mystisk der jager hende, noget der bestemt ikke vil hende det godt. Den unge mand (William) kommer hende dog til undsætning.

William tager hende med hen til sine forældre. Det viser sig at William også har specielle evner, han kender dog til hvor disse evner stammer fra. Sammen med sine forældre kan han fortælle Sophia om ”De Fremmede”. Det et udenjordiske væsner der har lavet experiemter på mennesker, hvilket der er kommet nogle børn med specielle evner ud af, og både William og Sophia høre til disse. Det viser sig også at Sophia egentligt er adopteret, men hos de forældre som hun også troede var hendes biologiske forældre finder hun en mappe med en masse informationer om hendes biologiske mor.

Sophie får rigtigtig mange informationer fortalt af William, eller via den mappe hun finder. Bogen handler derfor ikke så meget ikke så meget om at hun skal finde informationerne, men mener om at hun skal forholde sig til dem, og ikke mindst til de følelser som hun hurtigt får for William.

Bogen er bind 1 i en ny serie, og det er meget tydligt at denne bog mest af alt er til for et etablerer nogle karakterer og relationer, som vil skulle bruges i de kommende bind. Bogen kan derfor dårligt læses selvstændigt, men så er det heldigt at bind 2 allerede er udkommet (den har jeg dog ikke fået læst endnu).

Bogen har såvel gyser- som science fiction-elementer, men mest af alt er det historien om en ung kvinde der altid har følt sig anderledes, og som nu lige pludseligt skal forholde sig til, hvorfor hun ikke er som de fleste, men også skal forholde sig til at hun har fundet en der er ligesom hende.

Det var ikke sådan at jeg efter endt læsning tænkte at jeg straks ville gå i gang med bind 2, men ingen tvivl om at jeg nok skal få det bind læst også. Bagsiden af bind 2 fortæller at i dette bind rejser Sophia og William til London, for at mødes med andre der er lige som dem. Det der forfølger Sophia har dog ikke opgivet jagten endnu.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Konkurence – Valnir Rok

Konkurence:

Vi har fået mulighed for at give 10 af vores læsere adgang til at spille PC-spillet Valnir Rok. Det er et OpenWorld multiplayer rpg sat i en viking-verden, med et stort tilskud af monstre.

Valnir Rok at Steam: https://store.steampowered.com/app/658980/Valnir_Rok_Survival_RPG/

See the Valnir Rok trailer here: https://youtu.be/JxEzGamnXwU

 

For at deltage i konkurencen skal du blot svare på flgende:

Hvad er titlen på Himmelskibets jubilæumsbog.

Svaret sendes til kasserer@fantastik.dk inden den 20-Marts-2020

 

Præmien er sponseret af PR NORDIC

 

 

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Ad Astra

Ad Astra
Film, Regency Enterprices, Fox m.fl, 2019, 123 minutter
Instruktion: James Gray, Cast: Brad Pitt, Tommy Lee Jones m.fl.
Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

I Ad Astra følger vi McBride (Brad Pitt) på en farefuld rejse fra Jorden, via Månen og Mars til et sted i den ydre del af solsystemet, hvor hans far (Tommy Lee Jones) forsvandt for mange år siden, i nærheden af Neptun, mens han ledte efter aliens. Det er et plot de fleste af os er stødt på mange gange før, i film som 2001 og Event Horizon, men selve rejsen er altid lidt forskellig, og den MacGuffin der venter for enden af rejsen kan varieres i det uendelige.

Selve rejsen er heldigvis den største del af filmen. For det virker som om budgettet og/eller ideerne slap op da man endelig havde fået Brad Pitt ud til Neptun (Jeg vil ikke afsløre om han faktisk møder sin far – Tommy Lee Jones er også med i nogle scener der foregår før man mistede kontakten med McBride senior). Men en god scene eller to venter der da stadig derude.

Ad Astra er på én gang en rigtig god science fiction-film og en ret middelmådig action- / space opera-film. I den gode sf-film spiller Brad Pitt en meget overbevisende astronaut, i en utrolig flot og autentisk udseende rejse fra en Jorden i en ikke så fjern fremtid, til de ydre planeter. Men af en eller anden grund var det ikke nok for James Gray. I stedet for bare at finde sin far, og efterforske hvad der var sket, skulle McBride senior også udstyres med at dommedagsvåben der er løbet løbsk, og truer med at udslette Jorden (ude fra Neptuns bane – enhver med lidt forstand på fysik ville have fortalt Gray at det er komplet idiotisk). I stedet for at nøjes med lade uheld og astronautiske udfordringer give spænding, får vi nogle mystiske politiske kræfter som modarbejder McBrides mission, og tilføjer diverse action-scener, hvor man ikke forstår de involveredes motivation. Og i stedet for bare at lade McBride være en astronaut af Neil Amstrongs støbning, skal vi absolut have ham psykologiseret, og på en lidet overbevisende måde have hans personlighed forklaret ved hjælp af forholdet til hans far.

Med al den kritik virker det nok som om jeg synes at Ad Astra er en dårlig film. Både og: Hvis man kan abstrahere fra plottets tåbeligheder, er det en utrolig flot film, hvor cinematografi, billede og lyd fungerer nær perfekt, godt suppleret af en velspillende Brad Pitt. Så jeg kan anbefale filmen til dem der hadede fysik i skolen og bare gerne vil have noget rum-action, men også til dem som sukker efter film med en realistisk fremstilling af hvordan det er at være ude i rummet, og kan leve med at realismen kun udstrækker sig til det man faktisk ser, og ikke plottet bagved.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Hanne Lykke Rix- Prins af Okenos – Kongestenen 4

Prins af Okenos – Kongestenen 4
Roman af Hanne Lykke Rix
Forlaget DreamLitt, 2019, 440 sider.

Anmeldereksemplar er venligt stillet til rådighed af forlaget.

Middelalderfantasylandet Okenos er besat af Demurgien, som har indgået en alliance med den opportunistiske nabokonge Flod af skovriget Furien. Efter en barndom med vanrøgt får den forræderiske konges teenagesøn, Falk, endegyldigt nok og siger fra ved at flygte med kronjuvelen Kongestenen.

Under navnet Fioron bliver den tidligere prins frihedskæmper. Nu skal han dygtiggøre sig, vokse med opgaven og, sammen med sit umage helteteam, bringe Kongestenen til Kong Leos på modstandsbasen Sønderfæstning i den anden ende af landet. Lukt gennem de farlige, besatte områder!

Således er scenen sat til 4 bind af Hanne Lykke Rix’ saga om Kongestenen. Fra starten har det været klart, at Rix’ besidder fortælleglæde og en intuitiv forståelse af fantasy- og young adult-genrenes grundelementer. Der er teenageproblemer, sværd, magi og naturligvis en helt særlig skæbne i vente for Fioron.

Sagaens fortælling er samtidig så fremskreden nu, at en retfærdig omtale nødvendigvis må inddrage noget af det tidligere, som jeg er så heldig også at have anmeldt.

Efter elegant, at have undveget klicheen om ”den svære 2’er” med en girlpower-fortælling om Fiorons nok fremtidige udkårne, Ellin, og dernæst skrevet sig igennem en noget frustrerende 3’er, er Rix vist for alvor ved at finde kampformen.

Sproget, der siden debuten har været præget af en god enkelhed, som desværre også let afslører fejl og mangler, er for første gang ikke alvorligt fejlbehæftet. Det nager mig stadig, at fantasypersoner her kan sige, at noget er ”pisseirriterende”, som var de nutidsunge, men det kan vi lade være et stilvalg. Men der er generelt ikke stort blik for, at skriftsprog som genre opfattes mere formelt og forskelligt fra talt sprog.

Præcision i beskrivelser og personernes talegaver kan derfor svigte til tider.

Noget bør næppe beskrives som ”gigantisk” hvis to mennesker uden videre løfter det. Oprørsild brænder fjenden op – ikke ud af landet.

Det er heller ikke den slags en ungdomsfortælling skal brænde for! Det er således langt mere interessant at se Fioron flytte sig fra en retningsløs teenager fanget i vredeståge, til en mere moden ung mand, der gradvist begynder at forstå, at han har forpligtelser overfor verden omkring sig, og må flytte sig hensiddes sin offermentalitet og selvretfærdighed, hvis han skal opnå sine mål. I den forrige bog kunne han ikke se ud over sig selv og tage konkret ansvar.

Den følelsesmæssige transformation skrives her overraskende nemt ud.

Rix er god til teenagefølelser. Også venskab og kærlighedsanliggender berøres med en god nænsomhed. Vi får også en stadig større nuancering af fiktionsverdenen med temaer som værnemageri, guerillakrig, forræderi og nye geografiske, politiske forhold.

Det er en temmelig jordnær fantasy vi har med at gøre. Personlig udvikling, ansvar og moral fylder meget. Det er konkret forankret og der er action, hvilket er godt, men de filosofiske overvejelser føres sjældent helt igennem.

Er værnemageren, som kun undtagelsesvis sætter sig selv på spil for hovedpersonerne nu på de godes side? Er hans tidligere (eller fremtidige) gerninger nu godtgjorte?

Er guerillakrigerne, der udveksler fanger med fjenden gode eller onde? Svarene bogen giver er halvfærdige.

Vi får ligeledes forsøgsvis en forklaring på, hvordan magi og metafysik tilsyneladende virker i Okenos fra den kloge og moderlige heks Marion, som forfatteren øjensynligt gerne vil skildrer som meget vis. Magi minder om new age-energier, selvudvikling og positiv visualisering. Tænk det og det sker. Sjælen skal give slip på sin jordiske bagage og drage videre.

Lad os håbe fjenden ikke også ved disse ting om verdens sammenhæng, så de kan tænke helten til døde. Magi i fantasy er altid en kompleks balancegang.

Tilgangen til relationer og reaktioner forbliver fra forfatterens side en anelse for didaktisk og docerende. Modne, voksne bipersoner antager ofte ukritisk 16-årige Fiorons vigtighed og evner, og de ret entydige persontræk, forfatteren gerne vil påhæfte hovedkaraktererne, udtales gerne meget stærkt og tit næsten ordret af andre, fremfor at blive levendegjort i dem selv via skrivekunsten.

Alt i alt står vi tilbage med god, gedigen ungdomsfantasy, der har skabt sin egen personlige identitet, men som netop derfor også har både huller og ønsker, der kan overgøres og nogle gange skade fortællingens helhed. Jeg sidder med indtrykket af Rix som en følelsernes forfatter, hvor der ikke er langt fra indskydelse til skrift.

Det er godt og har sin plads! Men hvis der ikke indtræder en større og alvorligere stringens omkring de lidt komplekse ideer og følelser, forfatteren selv bringer på bane, kan fortællingerne komme til at fremstå ureflekterede. Som en trædesten læserne taknemmeligt kan udvikle sig på, inden de bliver så dygtige, at de nødvendigvis må gå andre steder hen.

Og fred være med det. Ikke alle forfattere skal kunne alt. Rix er en lovende ungdomsforfatter.

Anmeldt af Aske Sparrebro

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Crawl

(2019)
Film, USA/Canada/Serbien 2019, 88 min.
Instr.: Alexandre Aja
Medv.: Kaya Scodelario, Barry Pepper, m.fl.
Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

”Action/horror/thriller” beskrives denne film som; et andet term for denne type film er ”creature feature”: en spændingsfilm hvor hovedpersonerne forsøger at overleve sammenstødet med et eller flere farlige dyr. Når man sætter sådan en film på og den tydeligvis foregår i et vandmiljø, så forventer man næsten pr. automatik at det skal handle om hajer, men i Crawl er vi i Florida under en orkan, og her er det alligatorer der udgør faren på færde. Under et stormvarsel mister den ca, 18-årige konkurrencesvømmer, Haley (Kaya Scodelario), kontakten til sin far (Barry Pepper), og beslutter at køre tilbage til den lille hjemby, Coral Lake, for at få ham ud fra stormområdet. Da hun ankommer er stormen taget så meget til at det er umuligt at komme derfra igen – og hendes far ligger såret og bevidstløs i et svært fremkommeligt hjørne af den snart oversvømmede kælder, offer for en glubsk alligator, som også sørger for at holde Haley fanget i samme kælder… mens vandet stiger og stiger. Og så kan man jo dårligt tro andet end at dét nok skal give anledning til at Haley får brug for sine evner som elite-svømmer.

Det bedste ved filmen er Kaya Scodelarios skuespil i spændingsscenerne, hvor hun er meget overbevisende panikslagen og stakåndet. Desuden imponeres man markant af de meget virkelighedstro visuelle effekter. Der er over 45 minutters ekstramateriale på Blu-rayen, hvor man finder ud af at hele filmen er optaget i et studie (i Serbien!), og samtlige effekter til både storm og alligator består af computer-animation. Her er der for én gangs skyld tale om god CGI, inkl. en lyssætning der ser særdeles ægte ud, og hele cinematografien er virkelig vellykket.

Filmen kommer til os fra horror-producent Sam Raimi og horror-instruktør Alexandre Aja, som samlet har lavet en hel håndfuld kendte og elskede horror-film, fra The Evil Dead og Drag Me To Hell og til The Hills Have Eyes og Piranha 3D, så de er et par erfarne herrer. Filmen gik da også aldeles udmærket i biograferne, hvor den indtjente over 90 millioner dollars, baseret på et budget på kun 13,5 millioner. Ifølge Wikipedia har Quentin Tarantino ligefrem kaldt Crawl for hans yndlingsfilm i 2019, hvoraf man måske kan udlede at der ikke var ret mange andre anstændige horror-film sidste år?

Skal man finde noget at kritisere må man nok pege på at den overordnede historie er meget tynd – der er et tema om at far og datter finder sammen igen efter forældrenes skilsmisse, men filmen bruger ikke meget tid på at gå i dybden med dette. Hvilket på sin vis er forståeligt nok, når det nu er en action- og spændingsfilm – publikum kommer jo for at se monster-action! Og det får man også i rigt mål, selv om filmen i sidste ende er den form for rendyrkede popcorn-underholdning hvor man godt kan slå hjernen fra det meste af tiden… undtagen måske krybdyrhjernen!

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

– Tue Sørensen

Udgivet i Film, Horror | Tagget , | Skriv en kommentar

Ready or not

Ready or not
Film, USA, 2019
Intruktør : Matt Bettinelli-Olpin, Tyler Gillett
Medvirkende : Samara Weaving, Adam Brody, Mark O’Brien
DVD fra Twentieth Century Fox Home Entertainment
Bonus materiale DVD & Blu-ray: Let the Games Begin: The Making of Ready or Not, Gag Reel, Audio Commentary by Radio Silence and Samara Weaving, Gallery

Anmelder eksemplar leveret af distributøren

To drenge løber igennem et stort hus, som var der nogen efter dem. Det viser sig dog at det ikke er dem der bliver jagtet, men den mand der er offeret bliver indhentet af sine forfølgere da han er lige ud for drengene, så de ser ham blive skudt med en armbrøst, hvorefter han bliver slæbt skrigende bort. Det er drengenes familie der har jagtet og skudt manden.

Samara Weaving in the film READY OR NOT. Photo by Eric Zachanowich. © 2019 Twentieth Century Fox Film Corporation All Rights Reserved

30 år senere er vi på det ungt par Grace og Alexs bryllupsdag. Hun er meget opsat på at ville giftes, hvor han halvt i sjov joker med at de ikke behøver at blive gift, for hvis de bliver det, så bliver hun en del af hans mærkelige, men stenrige, familie. Familien har skabt deres formue på at producere og sælge brætspil, og om aftenen efter brylluppet bliver bruden introduceret for en familietradition. Der placerer et blankt kort i en mystisk boks, hvorefter hun skal trække kortet ud. Kortet fortæller nu hvilket spil de skal spille den aften. Det kan være spil som skak eller Sorteper. Det hun trækker er gemmeleg. Da hun læser højt fra kortet bliver alle meget alvorlige, og hun kan tydeligt mærke at der er noget helt mærkeligt i gang. Hun får at vide at for at vinde skal hun gemme sig og undgå at blive fundet før daggry. Hun forlader rummet for at finde et sted at gemme sig, og familien gør klar til at lede efter hende. Den måde de gør sig klar er ved at bevæbne sig med pistoler, armbryst og økser.

Det viser sig at familien tror at deres rigdom skyldes en aftale som deres oldefar lavede med en djævel, og hvis der til dette ritual trækkes Gemmeleg, så skal de finde og dræbe den der har trukket kortet som et offer til dæmonen, ellers vil dæmonen dræbe dem. Alex er dog ikke med på at jagte sin brud, så han gør hvad han kan for at hjælpe hende, noget som familien bestemt ikke billiger

Dette kunne lige så godt have været indledningen til en splattet B-film, men det vi for er en både underholdende og overraskende film. Overraskende fordi den har en masse gode ideer som den udføre virkeligt fint, og underholdende fordi man følger spændt med, og der er flere steder man ikke kan andet end lade sig underholde af de grotekse dødsfald og jagtscener som filmen byder på.

Samara Weaving in the film READY OR NOT. Photo by Eric Zachanowich. © 2019 Twentieth Century Fox Film Corporation All Rights Reserved

Nu er det ikke fordi familien er trænede dræbere, da det er 30 år siden den sidst har været en der trak gemmeleg. De har derfor ikke alle helt lige godt styr deres våben. Ham der får armbrøsten må bl.a. kigge på youtube for at finde ud af hvordan han skal bruge den. Andre vil rigtigt gerne vise at de vil følge familietraditionerne, så de bliver lidt for ivrige, hvilket ender i at de får myrdet de forkerte.

Denne blodige gyserkomedie om familiens jagt på Grace og hendes udvikling fra jaget kvinde i brudekjole til en overlever der tager kampen op, skal man bestemt ikke snyde sig selv for.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Film, Horror | Tagget , | Skriv en kommentar

Hanne Lykke Rix- Fioron – Kongestenen 3

Fioron – Kongestenen 3
Roman af Hanne Lykke Rix
Forlaget DreamLitt, 2018, 263 sider.

Anmeldereksemplar er venligt stillet til rådighed af forlaget.

Den forræderiske kong Flod har prisgivet middelalderfantasylandet Okenos ved at indgå en alliance med de forfærdelige Demurgere for at tilrane sig mere magt. Hans søn, prins Falk af skovkongeriet Furien får da endegyldigt nok. Han træffet et valg, der aldrig kan gøres om. Efter en barndom med vanrøgt flygter Falk i trods og vrede fra sin fader. Med sig har han det royale symbol Kongestenen. Dén skal tyrannen Flod aldrig se igen!
Sådan begynder tredje bind i Hanne Lykke Rix’ ungdomsserie om Kongestenen, Fioron – mere om den titel senere. Jeg har anmeldt de to tidligere bøger i serien Ellin og Miralins Datter. Fiorons hændelsesforløb begynder omtrent direkte efter sidstnævnte, hvilket ikke altid er en selvfølge.

Falks hemmelige hjertenskær Ellin – de forrige bøgers hovedperson – bragte Kongestenen til Furien på anden side af bjergene. Her skulle den være i sikkerhed efter den pludselige invasion af Okenos. Kongestenen er dog i stedet havnet direkte i hænderne på netop den centrale komplotmager, nemlig Furiens kong Flod.

Fioron er historien om Falks helterejse, om en modning, og om at puste til oprørets ild så retfærdigheden kan ske fyldest og landet atter blive frit. Bundsolide fantasytroper som forvaltes godt og i tråd med sagaens tidligere bøger. Alligevel er Fioron seriens hidtil mest problematiske bog. Men nok også den mest interessante.

Grunden til denne tvetydighed er, at der grundlæggede virker til at være tale om en bog, der er kommet ud af kontrol og som vokser sin skaber over hovedet. Eller som forfatteren velvilligt har ladet vokse hvorhen den end vil. En sympatisk, men ikke altid fornuftig fremgangsmåde.

Det er imidlertid for det første en glæde at se, at de forfatterkvaliteter jeg noterede mig i den første anmeldelse, bragt i Himmelskibet 55, stadig står ved magt. Fejlene er blevet færre, forfatterens personlige stemme stærkere. Men forventningerne stiger med rette når udgivelserne bliver flere.

Sproget er stadig kluntet visse steder. Fantasyverdenens karakterer bruger stadig engelske låneord som job og okay. Dronningen bor visse steder i en lejlighed i stedet for i værelser eller gemakker – selvom ordet er forfatteren bekendt. Grebet om ordforrådet kan især glippe når forfatteren søger at være særligt suggestiv.

Som fx når det nævnes at ”… den kluntede krop hang ligesom i laser” om en hovedperson der, viser det sig, ’blot’ er udaset – ikke såret. Hænger hans krop i laser eller ej? Er det i overført betydning? Det er uklart. Eller: ”at der var steder i Furiens skove som kong Flod og alle hans soldater og spejdere ikke havde opdaget eller overhovedet anede eksisterede.”
Er disse to kendsgerninger ikke identiske? En bunke roer kan næppe heller være ”så stor som et mindre hus”, hvis den samtidig ”ligger i et hjørne af køkkenet.” En skurks stemme bør ikke beskrives som ”metallisk” når meningen i realiteten lader til at være, at betegne den som følelseskold, rå, eller nådesløs i tonefaldet. For den betydning har ordet ”metallisk” reelt ikke. På dansk har man ligeledes heller ikke ”korte hænder”, men små, brede, smalle eller slanke hænder.

Det kan altid med velvilje fremlæses hvad der menes, men vejen dertil er ikke altid sprogligt elegant eller præcis. Der er mangler simpelthen en dybere dansk sprogbevidsthed. Og Rix kan ikke længere undskylde sig med at være debutant.
Når man selv skriver sig ind i middelalderfantasy er der et særligt sprog, man er nødt til at mestre. Og formelle krav er højere på bogsiden end i samtalen. Længere er den vel ikke.
Dog har Rix bibeholdt sin intuitive sans for den klassiske fantasyfortælling, plus et nyt spændende ønske om at gøre den til sin egen, som går ganske klart igennem. Disse kvaliteter kan ikke benægtes, uanset hvilken kritik der ellers kan gives.

Ønsket om en mere socialrealistisk og jordnær fortælling, der taler i øjenhøjde til tidens unge, har fået mere næring siden sidst. Magien spiller en meget begrænset rolle. Det drejer sig om psykologi og politik. Sløret løftes for mere af Okenos mytologi og vi stifter mere indgående bekendtskab med lavere sociale klasser, andre folkeslag og krigens gru. Alt sammen noget, der udbygger fantasiverdenens teksttur. Dét er i sig selv prisværdigt og virker ganske fint!

Men det er også her, at bogen begynder til at vokse på en måde så man kommer i tvivl om, hvorvidt forfatteren stadig er i kontrol. I de foregående bøger udfoldede voksentemaer sig mellem linjerne – nænsomt antydet og læsbart for den med evner og modenhed i ret mål.
Sådan er det ikke i Fioron. Gravide kvinder bliver dræbt af besættelsesstyrker og vi bevidner en skrigende tyveknægt, der bløder fra resterne af sine afhuggede hænder. Hovedpersonen er en overgang selvmordtruet, paranoid og selvskadende. Han har desuden fået tæsk som barn, og stikker tilsyneladende sin bror ihjel under et svampetrip. Samtidig er også en almindelig 15-årig, der knapt er gammel nok til at barberer sig og stadig kæmper med sin første forelskelse.

Som læser forvirres jeg over hensigten med at bibringe al dette på en gang. At spørge til målgruppen må være legitimt. Jeg vil i hvert fald ikke anbefale Fioron til ikke-voksne uden forhåndsgodkendelse fra forældrene.

Det sværeste ved dette er, at det giver indtrykket af en bog, der gerne vil være sofistikeret og realistisk indenfor sine rammer, men må give op på halvvejen. Sproget er ikke stærkt nok til det. Bipersonerne og skurkene er indtil videre for ensidige, de gode for selvretfærdige og moraliserende – uden mange tegn på, at det er forfatterens mening, at skildrer dem sådan.

elten er åbenlyst racistisk overfor besættelsesmagten, og tøver ikke med at bruge feje tricks. Det naturlige i at ville udvide sit territorium i en hårdkogt middelalderverden italesættes ikke. Forståelsen for det iboende politiske problem ved i en sådan mørk middelalderverden at være kongesøn, som samtidig er svagelig og en bogorm kommer aldrig rigtig frem. Skurkene forbliver ’bare’ skurkagtige.

Jeg sidder med en klar fornemmelse af at forsøget på at forny genren, at italesætte eller møde nutidige problemer med fantasygenren i Fioron er fejlslagent. Enten er den formodede læser for ung og uprøvet til at forstå nuancerne i stoffet – eller også er vedkommende så øvet at han straks vil længes efter bøger af større format. Der er desværre her en kløft imellem visionen og evnerne.

Hermed er vi fremme ved Fiorons største enkeltstående problem. Nemlig det dramaturgiske problem. Prins Falk er, som helte så ofte er det ved begyndelsen af deres klassiske dannelsesrejse, mangelfuld. Han er frustreret, kvabset og uerfaren. Problemet er, at han i sin nye identitet som frihedskæmperen Fioron, er stort set samme sted efter en 260-siders roman. Rix skriver selv nær slutningen:

”Du aner ikke, hvor lidt jeg kan, Konras. Jeg kan ikke svømme, jeg kan ikke ride, jeg kan ikke slås. Jeg kan ikke bruge et sværd eller en bue, jeg kan ikke drikke vin, jeg kan ikke gå på jagt. Jeg kan ikke klatre i træer eller… ”

Fiorons dannelsesrejse har altså langt hen ad vejen været dramaturgisk forgæves, og ’kun’ gjort ham klar til at begynde på sin egentlige skæbne i næste bind. Han har simpelthen høstet for få erfaringer til, at det at følge hans udvikling, er en tilfredsstillende læseoplevelse. Dannelsesrejsen giver for lidt og er ikke skrevet overbevisende, effektfuldt eller moralsk karakteropbyggende nok. Uanset om der er tale om Fiorons indre kvaliteter eller hans ydre formåen. Det føltes ikke så meget som om, at helten når til bogens ende ved sin egen kraft, som et organisk voksende menneske. I stedet hjælpes og reddes han ustandseligt, under hvad der mærkes som forfatterens tydelige plotdrevne tvang. Det ærgerlige er, at det virker påduttet, selv på fiktionens præmisser.

Summen af Fiorons handlinger står slet ikke mål med den læring som genremæssigt er ventet hos læseren eller som forfatteren antager for sket. Vi får forløbet og den personlige vækst fortalt eller doceret af fortælleren. Kun i ringe grad får vi begivenheder udpenslet eller fremvist i ægte stærk handling, der tilllader os se helten vokse. Det hele får dermed karakter af et forhalet forspil der skal overstås, før den rigtige historie om Fioron kan begynde.

Vi har brugt en hel bog på at se ham gøre sig klar til måske at begynde på at blive en helt. Det kunne være gjort dramaturgisk smartere – mere intenst, foldet ud over mindre plads. Begyndelsen og klimakset tager kegler i god stil, men derimellem er der for langt imellem snapsene. En helt må gerne have falsk beskedenhed. Han må gerne tvivle. Men man må helst ikke som læser for alvor blive overbevidst om, at helten vitterligt er utilstrækkelig. Det sker her.

Fioron rummer således både de farer og de muligheder, der kendetegner vildskaben eller udforskningen som skrivemodus. Vi ender med en bog der klart viser, at forfatteren har evner og er vedholdende, men også at der mangler omhu og måske litterær selvransagelse. Hun kan nemlig ikke gøre det hele på en gang. Fat mod! Næste bind er netop kommet fra trykket.
——————————————————————————————-
Anmeldt af Aske Sparrebro

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

A. Silvestri – Et satans arbejde

Et satans arbejde
Roman af A. Silvestri
Brændpunkt, 2019, 414 sider

Anmeldereksemplaret er stillet til rådighed af forlaget

Asger er måske verdens bedste flyttemand. Han har i hvert fald et ry for aldrig at tabe eller ødelægge noget af flyttegodset. Han har mange kendte og rige kunder, da han ikke kun er dygtig; han er også diskret og respekterer kundernes privatliv og kigger aldrig nærmere på de mærkelige ting han nogle gange skal flytte for dem. Et sådan omdømme gør at han aldrig mangler kunder.

En dag kontaktes han af en udsendinge fra Helvede der har et job til ham. En del af Helvede skal flyttes til en adresse i Hellerup, da der er brug for en filial der. Det er ikke Satan selv han skriver kontrakt med, men selv hans udsendinge skal man passe på med at indgå aftaler med. Heldigvis er Asgers kone vant til at læse kontrakter, så hun gennemgår den for at sikre at Asgers sjæl ikke lige pludseligt er fordømt.

Asger tager jobbet, og han og hans to medarbejdere skal nu i den næste tid arbejde for Satan, mens de bor i en campingvogn i Helvede. Ikke alle i Helvede er glade for at der er mennesker der skal hjælpe med flytningen, men kun mennesker kan flytte godset i både Helvede og på jorden.

På A. Silvestris blog[1] skrev han, at han har lavet meget research til denne bog, og sat sig ind i forskellige beskrivelser af Helvede. Dette kan man godt mærke i bogen, for der går til tider lidt namedropping i den, men de mange reference passes ind i historien ved at den er skrevet somom det er Asger der fortæller om hans oplevelser efter arbejdet er udført, og det nævnes et par gange at han efter arbejdet var afslutte har læst op på emnet. Asger ser også flere forskellige dele af Helvede, både hvor sjæle pines med smerte, men også hvor en sjæl må sidde og drikke alle de kopper kaffe som hun drak imens hun var i live, for så efterfølgende at skulle gentage andre ting gjort i livet. Andre steder af Helvede beskrives som værende designet af Escher og Giger over en frokost, for de derefter har ringet til Lovecraft og spørge om nogle detaljer.

På bloggen skriver Silvestri, at da han startede med at skrive bogen, så var den tænkt til at skulle sendes ind til forlaget Kandors serie af kortromaner om Satan. Bogen fik dog sit eget liv, og den viste sig ikke at være en kortroman. Det er faktisk et rigtigt godt indlæg Silvestri har på sin blog om denne bog, så jeg bliver næsten helt ærgerlig over at den ikke er sat ind i bogen som et efterord, men jeg må printe indlægget og lægge det ind i bogen inden den sættes op på reolen.

Sideløbende med historien om den satans flytning, så fortælles også historien om en sydamerikansk trompetist. Faktisk ender musik også med at få en stor rolle i flyttehistorien, for selvom Asger er meget bevidst om ikke at udfordre kontrakten for meget, så har han dog på fornemmelsen at der er noget lusket ved det hele, men at det måske ikke er ham selv der er den der føres bag lyset. Det betyder dog ikke at han vil lade være med at gøre noget ved det fordækte spil.

Dette er Silvestris femtende bog og femte roman. Igennem sit forfatterskab har han været vidt omkring i forskellige genrer og har aldrig været bange for at eksperimentere, noget der også gælder for denne bog. På bagsideteksten står der bl.a. at man som læser skal “spænde selen, sikre hjelmen og så ellers bare slippe håndbremsen”. Dette udsagn passer faktisk rigtigt godt, for dette er en bog man ikke skal prøve at sætte i en genrekasse, men man skal blot kaste sig ud i den og lade sig føre igennem Helvede til Hellerup og tilbage igen, igennem en historie der er underholdende, pudsig og helt sin egen.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 58

[1] https://amdisilvestri.com/asilvestri/2019/8/30/historien-om-en-bog-et-satans-arbejde

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Tobias Stenbæk Bro – Blodets Sti

Blodets Sti
– anden del af Et varsel om Storm
Roman af Tobias Stenbæk Bro
Turbine

Tobias Stenbæk Bro skriver noget så sjældent som fantasy til voksne på dansk. Nogle forlag er ved at få øjnene op for, at der rent faktisk findes danske forfattere, der kan skrive fantasy, og at der tilmed også er læsere til bøgerne.

I den første bog, Væddermændenes nat, blev vi introduceret til bogens univers; mere specifikt De Brudte Riger og mere præcist Vestagamore. Et sted med traditioner, folklore og et verdensbillede, der bliver detaljeret forklaret. Det er gedigen world building. Det kunne godt trække tempoet lidt ud af historien i den første del, men så er der til gengæld kommet væsentligt mere gang i den i fortsættelsen.

3 brødre
2 hemmeligheder
1 sejrherre

Står der bag på bogen, og så dykker vi ellers ned i dystert fantasyunivers.

Vi mødte de tre brødre Rodrik, Cedrik og Stormfrik. De måtte flygte fra deres hjem, Ravnehøj, da det blev brændt ned af maskerede mænd. I Blodets Sti fortsætter vi, hvor vi slap. De tre brødre er stadig på flugt. Det er med livet som indsats, at de påbegynder den lange rejse mod Mågehavn, hvor de måske kan finde de svar, de søger. Deres fjender er stadig ude efter dem. Mellem brødrene lurer konflikterne også, og det bliver ikke nemt at finde ud af, hvad det er for en stor hemmelighed, faderen gemte på og hvorfor han skulle dø.

Igen er historien fortalt i skift mellem de forskellige brødres perspektiver. Desuden har Olyssia fået sin helt egen stemme. Det fungerer rigtig fint og driver fortællingen fremad på naturlig vis med et dejligt flow. Blodets Sti er væsentligt mere voldelig og grusom end sin forgænger, og forfatteren holder sig bestemt ikke tilbage, når det kommer til beskrivelserne. Tobias Stenbæk Bro har helt sikkert fundet sin stemme og man bliver ført gennem den spændende fortælling med sikker hånd. Det er spændingsmættet fantasy fra start til slut. Det er en udsøgt fornøjelse at læse en dansk forfatter, der først og fremmest har gjort sig umage med at skabe et forunderligt og detaljerigt univers. Tobias Stenbæk Bro tør godt – og det kan man kun være taknemmelig for.

Anmeldt af Helle Perrier

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar