Pascal Jousselin – Overmand 1: Med kappe og porre

Overmand 1: Med kappe og porre
Tegneserie af Pascal Jousselin
ShadowZone, 2018, 48 sider

Overmand er en meget atypisk tegneseriesuperhelt, og hans superkraft er aldrig set før. Han ved at han er en tegneseriefigur, hvilket han benytter til sin fordel. Han kan se og springe frit imellem ruderne på en tegneserieside. Dette kan han bruge til at springe frem i tiden og derved overhale skurken, men han kan også stå i en af de sidste ruder og skyde skurken i en af de første ruder. Denne springen imellem ruderne gør at man lige er nødt til at læse nogle af siderne to gange for helt at holde styr på hvad det er der sker, men det gør det også utroligt underholdende, og en tegneserieoplevelse som jeg i hvert fald ikke har haft før.

Flere af historierne handler ikke om superhelteting, men om mere dagligdags ting, som i den hvor Overmand besøger sin bedstemor. Da han ankommer til hendes hjem, siger hun at hun er løbet tør for brød, og om han vil smutte ned og købe noget. Men i stedte for at smutte ned til bageren, skriver han en besked på et stykke papir og folder det til en papirflyver, som han så sender tilbage til en af de første ruder. Dette gør at han derved allerede på turen derover køber brødet.

Overmand er dog ikke den eneste der kan benytte mediet. Der er også en der kan flytte ting fra baggrunden af et billede op foran, således at tingene kommer ud af perspektiv. Dette gør at en fugleunge der falder ud af en rede lige pludseligt er på størrelse med et hus. Der er også en hvis talebobler bliver fysiske, så andre falder over dem, og så er der en som kan gå igennem siderne.

Alt dette giver en speciel, men også underholdende oplevelse, og bestemt en læseoplevelse som folk der holder af tegneserier ikke bør snyde sig selv for.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationen er hentet fra forlagets hjemmeside.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 57

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Det grufulde bibliotek: danske gys før og nu

Det grufulde bibliotek: danske gys før og nu
Antologi redigeret af Kristian Nordestgaard og Jette S. F. Holst
Forord af Nicolas Barbano
Serieklubben 2019, 330 sider

I de sidste 10 år har der været udgivet rigtigt mange antologier med danskskrevne gyserhistorier. I de sidste par år er der så begyndt at udkomme flere novelleopsamlinger hvor forfattere har samlet deres bidrag til disse antologier. Den danske tradition for at fortælle historier hvor det ikke går hovedpersonen godt, er dog på ingen måde ny, men går langt tilbage og har rødder tilbage i folklore-fortællinger. Det store researcharbejde der ligger bag bogen Det grufulde bibliotek, henter glemte forfattere i denne tradition frem igen, men lige så vigtigt er det, at den også viser at kanoniske forfattere som B.S. Ingemann og Holger Drachmann også har skrevet sådanne fortællinger.

Bogen er ikke blot en samling af gamle noveller; bogen gør det gode at alle novellerne har en indledning der fortæller hvorfor netop den historier er udvalgt til samlingen. Historierne er yderligere udvalgt til at repræsentere forskellige typer historier. Der er det klassiske uhyggelige fortælling med rod i folkloren, der er avisartiklen, de nyere fra nutidens forfattere, den Lovecraft-inspirerede og så er der også de nyskrevne som ikke har været udgivet før.

Denne bog er således ikke kun yderst interessant fordi den indeholder en lang række historier som på hver sin måde er værd at læse, men den er i sig selv et studie i hvordan en genre har udviklet sig herhjemme.

Jette Holst har på sin blog gyseren.dk haft en række indlæg hvor hun har skrevet yderligere om de udvalgte noveller, og det er bestemt også værd at læse med her for at få endnu mere info om samlingen.

Der er desværre ting der trækker ned ved denne ellers gode udgivelse. Bogens omslag og ikke mindst den store tekststørrelse får det til at se ud som om dette er en bog der er tiltænkt 12-årige. Dette stemmer ikke overens med at de ældre tekster bringes med de oprindelige stavemåder, og ord og vendinger er ikke opdateret. Jeg syntes det er en skam, når man tænker på det store arbejde, der er lagt i at lave denne bog, at den har fået den opsætning den har.

Opsætningen skal dog ikke ændre på at denne bog skal have en klar anbefaling med for alle der er interesseret i gyserhistorier, men også de der er interesseret i dansk fantastisk litteraturs udvikling.

Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 57

Udgivet i Antologi, Bøger, Horror | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

FAR: Lone Sails

FAR: Lone Sails
Computerspil
PC på GOG og Steam, Xbox One, Playstation 4 og Mac OSX
Okomotive, 2018, 112 kroner

FAR: Lone Sails er et spil fra firmaet Okomotive. Det er fra 2018. Det er et spil, hvor man er fyrbøder i et slags lokomotiv som kaldes Okomotive. Det er en postapokalyptisk steampunk-verden. Man skal finde brændstof til lokomotivet i form af kasser, benzindunke og andet som man brænder i lokomotivets ovn, så man kan lave damp til at få lokomotivet til at bevæge sig. Man trykker så på lokomotivets speeder og skal ind i mellem lukke damp ud. Når man gør dette, får lokomotivet et ekstra skub fremad. Hastigheden øges meget.

Ens rejse starter ved at man er ved en eller andens grav. Det er ikke forklaret i spillet hvad dette går ud på. Man bevæger sig til højre og kommer til ens lokomotiv. Spillet er set fra siden, og man ser midten af lokomotivet. Man løber aldrig rigtigt tør for brændsel. I gamle Commodore 64-spil ville man dø og skulle begynde helt forfra, hvis man gik glip af et eller andet, men sådan er det ikke i et moderne spil. Jeg prøvede at undgå at samle brændstoffet op, men der kom bare mere fem minutter efter. Der er undervejs forbedringer til ens lokomotiv som bliver sat på. Jeg tror at det er fem stykker. Man skal også reparere lokomotivet, hvis det går i stykker. Dette har man en bestemt mængde tid til.

Der kommer mange forhindringer undervejs. De er i grunden ikke så svære at løse. Jeg kunne hurtigt løse dem. Det er ikke et særligt svært spil. Det er mere rejsen undervejs som man oplever i spillet. Det er en flot verden, og spillet kører i en flot, moderne skærmopløsning med mange farver. Der mangler overhovedet ikke noget her. Der er også et godt soundtrack til spillet. Jeg lytter tit til det på Spotify og YouTube.

Det er en flot postapokalyptisk verden. Verden er gået under på en eller anden måde, og man ser resterne af den. Der er også store steampunk-maskiner lidt ligesom i filmen Wild Wild West. Jeg spillede spillet med en Xbox-controller, og det er perfekt til det. Det ville også fungere fint på en spillekonsol. Spillet kan godt spilles af børn og unge. Jeg følte mig godt underholdt. Det tager dog kun 4 timer at gennemføre spillet, og det koster 112 kroner. Det er lidt billigere på udsalg – nok omkring 80 kroner.

Jeg vil give spillet 8 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr. 57

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Jannich Allan Stæhr – Det Sorte Tårn

Det Sorte Tårn
Roman af Jannich Allan Stæhr
Saxo Publish, 2019, 269 sider

Mina har magiske evner, noget hun i de sidste 18 år har udviklet mens hun har stået i lære hos den ældre Mester Cuno. Igennem sine evner har hun nogle gange drømme som beskriver mulige fremtider. I et af disse drømmesyn ser hun et angreb på det slot, de to er på vej til; et angreb som hendes læremester ikke overlever.

På slottet skal der finde et bryllup sted, hvor prinsessen skal giftes med sin prins. Brylluppet når dog ikke at finde sted, før at slottet angribes. De sortklædte tropper ledes af den onde troldmand Arzur, der viser sig at være for mægtig for både Mina og hendes læremester. Den gamle mand dør i kampen, som Mina havde forudset, og det hele ender med at den sorte troldmand bortfører prinsessen.

Kongen ønsker selvfølgeligt at få sin datter tilbage, også for at forhindre at hun skal blive brugt i et politisk tvangsægteskab. Da det vil tage tid at samle hæren, sendes Mina i forvejen sammen med elverkvinden Elena og dværgen Dagrim. De skal lokalisere prinsessen og drager derfor afsted mod Det Sorte Tårn i dragelandet.

Selvom deres mission er hemmelig, står det hurtigt klart at nogen kender til den, for de støder både ind i pirater og trolde, hvilket ikke virker tilfældigt. For at holde missionen hemmelig, er Mina nød til at begrænse sin brug af magi, men hun ender dog ofte med at måtte bruge sine evner.

Den verden de rejser igennem, bliver mere og mere dyster efterhånden som de nærmer sig dragelandet, og de finder ud af at der er mange der lider under Azurs regime.

Målgruppen er den unge fantasylæser, og bogen har godt med action og holder et fint tempo, hvor der både er tid til at følge de tre gruppemedlemmer samt lære dem at kende. På mange måder er det en klassisk ungdomsfantasy-fortælling, hvor vi følger en gruppe bestående af forskellige racer med forskellige egenskaber, men hvor det netop viser sig at det er via deres samlede evner at de kan løse deres mission.

Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 57

Udgivet i Bøger, Fantasy | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Darkside Detective

Darkside Detective
Computerspil
Spooky Doorway, 2017
PC på GOG og Steam, Linux, Mac OS X og Nintendo Switch
USD 12,99

Darkside Detective er et point-and-click adventure, hvor man er en detektiv som skal opklare overnaturlige kriminalsager. Der var oprindeligt seks sager i spillet, men som en bonus er tre ekstra blevet tilføjet. Det er meget ligesom X-Files. Der er mange referencer til alt muligt. Man møder blandt Lovecraft, Aleister Crowley, Edgar Allan Poe og Scully fra X-Files. Der er referencer til Monkey Island, Simon the Sorcerer, Day of the Tentacle, Indiana Jones and the Fate of Atlantis og mange andre spil. De fleste sager tager en halv time. De er ikke så svære, men i nogle sager kan man godt sidde fast og have svært ved at komme videre. Den ottende kriminalsag tog et kvarter, mens den niende tog halvanden time. Den niende var nok den dårligste. Den er meget ulogisk.

Man oplever alt muligt ligesom i X-Files. Der er også gremlins og zombier. Man rejser gennem magiske portaler til “The Darkside”. Der var en sag med et tog som var fanget mellem vores dimension og den anden dimension. Man skulle få det til at komme videre. Der er også en sag med et bibliotek med genfærd. Der var også en julesag, hvor Julemandens børn var blevet overtaget af ham som ond magt, men var det også den rigtige julemand?

Ens karakter går ikke rundt. Når man skifter skærmbillede, står han et sted. Man får også hjælp af en politimand som er ens partner. Man klikker rundt på objekter. Man kan også kombinere objekter og bruge objekter på omgivelserne. For det meste er det nemt at regne den ud.

Jeg syntes ikke spillet var uhyggeligt. Det var kun ét uhyggeligt øjeblik i spillet. Jeg vil sige at unge kan spille spillet. Det tog mig 6½ time at gennemføre det hele. Jeg sad dog fast til tider, særligt i niende kriminalsag. Firmaet bag spillet har lavet en kickstarter og fået penge til at lave en fortsættelse til spillet. Det vil jeg også gerne spille. Jeg tænker at spillet er bedst at styre med en mus. Der er en enkelt konsol version. Det er et fint spil.

Jeg vil give spillet 8 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr. 57

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Chronicle of Innsmouth

Chronicle of Innsmouth
Computerspil
Udviklere: Umberto Parisi og Amedeo Vasaturo
Psychodev, 2017, USD 12,99
PC på Steam

Der har været mange forsøg på Lovecraft-spil gennem tiderne, men de er typisk endt med at firmaerne bagved ikke havde penge til at lave flere spil. Sarah Fürst anmeldte engang mange af dem i Thomas Winthers blad Nyarlathotep. Senere anmeldte jeg selv The Last Door sæson 1 og 2. Det firma skulle også have lavet fire sæsoner, men fik ikke penge nok. Nu er der kommet nye forsøg. Der er lige kommet Call of Cthulhu, som er i 3D. Det er et lidt dyrere spil. Der har været en ny kickstarter af de to udviklere bag Chronicle of Innsmouth som har nået sit mål. De skal lave historien om Mountains of Madness som computerspil. Noget lignende ville firmaet bag det legendariske Dark Corners of the Earth, men de havde ikke økonomi til det.

Chronicle of Innsmouth er lavet ligesom The Secret of Monkey Island fra 1990. Der er den samme grafik og de samme verber nede i bunden som man kan bruge på objekter. Verberne stammer jo fra tekst-eventyrerne, og da det blev til grafiske point-and-click eventyr, beholdt man dem i starten. Senere var der færre og færre verber. Mange moderne eventyr har ingen verber, men man peger bare og klikker. Selv da kan de jo være svære, og man kan sidde fast.

Spillet er den samme fortælling som A Shadow Over Innsmouth. Mange kender jo godt historien i forvejen. Når man kommer ind på ens hotelværelse, skal man låse døren og prøve at komme væk, når fiskemændene kommer. Læsere kender formentlig Lovecrafts historie, ellers kan de høre den på YouTube. Charmerende er det dog. Spillet er lidt mærkeligt nogle steder, da det prøver både at foregå både i nutiden og 30’erne. Det kan være uhyggeligt til tider. Der er et sted, hvor man skal gemme sig bag en søjle på et hotel. Mange på Steam skriver at her er en bug, men det synes jeg dog ikke. Man skal vælge søjlen sådan at der står ‘column’, og klikke. Så virker det at man gemmer sig, ellers ikke.

Jeg tænker at spillet ikke er noget for børn, men godt til unge. Det er særligt for Lovecraft-fans. De vil elske det. Man spiller det med mus. Det fungerer godt at spille det om natten med ikke for meget lys. Jeg følte mig godt underholdt. De har også senere tilføjet engelske stemmer til spillet.

Jeg vil give spillet 9 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr. 57

Udgivet i Spil | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

No70: Eye of Basir

No70: Eye of Basir
Computerspil
Oldmustache Gameworks, 2017, € 4,99

No70: Eye of Basir er et gyserspil fra Oldmoustache Gameworks. Det udkom i 2017 til PC på Steam. Det har haft en lidt turbulent opstart, hvor spiludvikleren trak spillet tilbage fra spillere på Steam. Det er folk blevet sure over. De havde jo betalt for det. Senere har spiludvikleren sendt nye nøgler til kopier af spillet til dem som havde købt spillet. Folk har syntes at det var en anelse mærkeligt. Spillet kostede ikke så meget, da det lige blev udgivet. Det var 1,50 euro, men nu er det steget til 5 euro. Jeg fik det i en ‘bundle’ på Groupees.

Det er et gyserspil fra en tyrkisk udvikler. Det foregår i tre kapitler. Man starter i et gammelt hus men kommer også uden for dette. Der er en hel del ‘jump scares’, hvor man kommer til at gyse. Man er i dette mørke og uhyggelige hus som man har arvet af sin onkel. Der er mange hemmeligheder i huset. Eye of Basir er et artefakt; en amulet formet som et øje, man kan se en anden virkelighed igennem. Det artefakt finder man senere i spillet. Det er måske en rigtig ting man kan læse om i okkulte bøger. Jeg skal dog ikke kunne sige det med sikkerhed.

Der er en masse noter rundt om i spillet, som man kan læse. Der er en hel lille historie i spillet og en masse baggrundsmateriale. Spillet tager 7 timer at gennemføre. Man kan finde løsninger på nettet. Man kan godt sidde fast. Der er en del ting som skal findes og bruges andre steder ligesom i en point-and-click. Jeg havde nogle problemer med at få spillet til at køre glidende, men måske kan det være at man skal have 4 gigabyte RAM på grafikkortet for at få det til at glide. Jeg har 2 gigabyte. Jeg havde specielt problemer med tredje del. Jeg var dog godt underholdt af spillet. Det har en fed og uhyggelig stemning. Spillet er lidt stort på 15 gigabyte. Dermed kan jeg godt forestille mig at teksturerne i spillet skulle fylde en hel del. De virkede også ret detaljerede.

Der har altid været uhyggelige spil. Der var det meget uhyggelige Forbidden Forest til Commodore 64 i 80’erne. Senere var der Phantasmagoria 1 og 2 til PC. Jeg syntes ikke Phantasmagoria var så uhyggeligt. Senere er spillene blevet rigtigt uhyggelige til PC og konsol. Der var nogle spil, som spillet over Slenderman, hvor man møder et væsen som bliver stående, når man kigger på det og kommer tættere på, når man kigger væk.

Jeg vil give spillet 7 ud af 10 stjerner. Det kan ikke rigtigt spilles af børn. Det kan dog godt spilles med en Xbox-controller. Det fungerer fint til spillet.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr. 57

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

The Journey Down

The Journey Down
Computerspilserie
SkyGoblin 2013-2017
Samlet pris: USD 32,00

The Journey Down er et point-and-click adventure i tre dele. Det fås på Steam til PC, Mac og Linux. Det er udkommet fra 2013 til september 2017. Det har en afro-caribisk stil over sig. Der er også en del film noir til tider i spillet. Man spiller Bwana, som arbejder sammen med sin ven Kito som flymekanikere i havnen i en by. De møder en dame som vil have dem til at fragte hende til “The Underland” i deres flyvemaskine. Hun har en bog som hun vogter. Denne dame er søgt efter af gangstere af en eller anden grund. Jeg vil ikke nævne mere for ikke at røbe handling.

Sådan starter en flot historie med vores helte. Historien er rigtigt godt fortalt, men jeg synes spillet er en smule for let. Man kan kalde det et spil for begyndere.

Der er rigtig meget flot film noir. Det er en længere historie. Jeg synes dog at det er en anelse irriterende med al den snak i spillet. Man siger selv en enkelt sætning og den man snakker med, giver aldrig et simpelt svar. Det er altid adskillige sætninger.

Der er en del fantastiske væsener i spillet. Særligt i anden del er der meget ude i havet som bliver beskrevet. Alting i spillet er rigtigt godt forklaret, og man kan rigtigt leve sig ind i verdenen. Der er også en hel by i spillets tredje del som er rigtigt flot afbilledet.

Man sidder til tider fast i The Journey Down, men det er sjældent i længere tid. Jeg synes at sværhedsgraden er tilpas. Der er en god stemning i spillet og handlingen skrider godt fremad.

Grafikken er rigtig flot, og musikken er bare fantas­tisk. Man kan lytte til den på YouTube. Der er jazzmusik. Al tale er indtalt, og det lyder godt. Grafikken er meget tegneserieagtig og fungerer godt. De har brugt lang tid på at udvikle de tre dele som spillet består af. Det har taget nogle år.

Man kommer vidt omkring i spillet og kommer ind i diverse lokationer. Det foregår mest om natten, og det er en meget mørk verden, man er i. Der er det store hav som de flyver hen over og nødlander i. Der er også de store byer med deres personligheder af karakterer. Man møder også fatale damer og mange gangstere.

Det tager måske 12 timer at gennemføre det hele, men det er en fantastisk rejse. Det er bedst at begynde ved den første del. Nogle har fået det gennem Humble Bundle Monthly, men det var kun den tredje del. Det spilles med mus og kan spilles af børn uden problemer.

Spillet vil jeg give 9 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr. 57

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Gudrun Østergaard – Kodeks

Kodeks
Roman af Gudrun Østergaard
Calibat, 2017, 143 sider, kr. 99,00
Omslag af Manfred Christiansen

Kodeks er en roman skrevet af Gudrun Østergaard. Gudrun har før skrevet bøger, blandt andet Tidsfordærv udgivet af Science Fiction Cirklen. Det er en bog om venskabet mellem tre unge, som bliver skabt da de bliver angrebet af nazister, der smadrer den enes guitar. De tre unge laver et kodeks mellem dem. Et kodeks er en række regler og love for medlemmer af en gruppe. Ordet kommer fra latin “codex” og betyder oprindeligt bog.

Bogen fortæller om de unges dagligdag. Der sker noget i deres verden, som jeg ikke vil røbe her, men som er inden for science fiction. Gudrun har skrevet meget i stil med socialrealisme. Der er også indimellem sekvenser i kursiv som fortæller noget om personerne i en lidt surrealistisk stil. Jeg tænker at det er det som personen drømmer om om natten. Det er en afspejling af personens dagligdag.

To af de unge er af dansk oprindelse, og en, Khalil, er af mellemøstlig oprindelse. Der fortælles lidt om en krig. Der er også oversvømmelse sydpå, og regeringen prøver at lukke grænsen for flygtningene derfra. De unge går i skole og bor hos deres forældre.

Bogen er hurtigt læst. Jeg synes den er godt skrevet. Den kan godt læses af børn og unge, men jeg tænker at den måske mere er skrevet for voksne. Den virker som en moderne bog. Jeg syntes bøger havde en lidt anden stil i 80’erne. Der var ikke rigtigt nogen fejl i opsætning eller stavefejl.

Jeg fik mere smag for Gudruns historie jo længere ind i historien jeg kom. Til sidst syntes jeg at det var rigtigt godt. Jeg vil give bogen 9 ud af 10 stjerner.

Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet 57

Udgivet i Bøger | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Captain Marvel

Captain Marvel
Film, USA 2019, 123 min.
Instr.: Anna Boden & Ryan Fleck
Medv.: Brie Larson, Samuel L. Jackson, Jude Law, Ben Mendelsohn, Lashana Lynch, Clark Gregg, m.fl.

Vi bragte en spoiler-fri anmeldelse af denne film i forrige nummer af Himmelskibet; i dette nummer er det tid til en spoiler-fyldt anmeldelse  i anledning af filmens udgivelse på DVD/Blu-ray.

Wonder Woman var ikke den første DC-film med en heltinde; det var Supergirl fra 1984. Captain Marvel var ikke den første Marvel-film med en heltinde; det var Elektra fra 2005. Men hvor Wonder Woman var en meget bedre film end Elektra, er Captain Marvel efter min mening desværre ikke en meget bedre film end Supergirl. Nu har jeg set Captain Marvel to gange, og mens jeg vil indrømme at den er aldeles underholdende og fungerede bedre anden gang, så er det desværre stadig en film som ved en nærmere analyse falder delvist fra hinanden og er utroligt uklart fortalt, samt, synes jeg, dårligt gennemtænkt. Der ligger en idé til en god film inde i Captain Marvel, men den kigger kun frygtsomt ud mellem filmens frames og får aldrig lov til at skinne igennem. Man kan godt sige at der er to film i filmen som hver kæmper om søgelyset, med det resultat at ingen af dem kommer ordentligt frem. Jeg har faktisk så mange indvendinger og kritikpunkter at jeg ikke aner hvor jeg skal begynde – men jeg skal gøre mit bedste for at koge det ned til en række rimeligt overskuelige punkter.

Jeg kan jo starte med en ting som glædede mig, fordi det er en reference til en stor storyline i de gamle tegneserier: Vi finder ud af at The Kree-Skrull War er i gang før filmens handling starter og bestemt ikke er slut da filmen slutter!

Skrullerne er i tegneserierne næsten altid bad guys, men denne film vender dem om til good guys. Kree-imperiet har ødelagt Skrullernes hjemplanet og gjort de overlevende Skruller til flygtninge. Om Skrullerne selv havde et stort imperium, ligesom Kree’erne, ligesom i tegneserierne, informerer filmen os dog desværre ikke om. Vi ved således endnu ikke om alle Skruller er good guys på flugt fra the bad guys, eller hvor mange Skruller der er i det hele taget. Jeg håber at der også er nogen Skruller som i stil med tegneserierne er bad guys; ellers ville the Marvel Cinematic Universe have slettet lidt for mange klassiske tegneseriehistorier.

Men det hører vi sikkert mere til i de næste to Captain Marvel-film (som jeg hørte Brie Larson sige i et tv-interview vil blive filmet back-to-back). Indtil videre lader det ikke til at der er specielt meget ‘krig’ over denne version af The Kree-Skrull War; der er mest bare tale om at Skruller bliver forfulgt og slået ihjel af Kree’erne. Dette er et eksempel på hvad der skete mange gange for mig i denne film: en forventning om noget stort og spektakulært endte med skuffelse over elementer som viste sig at være små og langt mindre spektakulære. Jeg forventede at Jude Law ville spille den klassiske Mar-Vell i en eller anden form (perfect casting!!), men han spillede bare forrædderen Yon-Rogg. Jeg forventede vitterligt en kosmisk film med masser af sci-fi og rum-action, men næsten hele filmen foregår bare på Jorden og handler om at Carol Danvers skal genvinde ting fra sin hukommelse som publikum delvist allerede ved.

Derved kommer hele fortællestilen og engagementet til at hvile på Brie Larsons evner som skuespiller; hendes forvirring, hendes reaktioner, hendes “drive” … ingen af hvilke desværre skærer klart nok igennem til at få denne film op på niveau med de øvrige MCU-film. Det er sjældent at jeg mener mig i stand til at kritisere en skuespillers faglige kunnen (og jeg har intet overhovedet imod Brie Larson som person; jeg støtter fuldt og helt hendes aktivistiske arbejde), men i dette tilfælde forsømmer hun altså i høj grad at give udtryk for den handlekraft og beslutsomhed der skulle have gjort hende til en overbevisende action-helt/superhelt. Hun har simpelthen ikke det nødvendige drevne blik i øjnene, og det er tydeligvis fordi hun som person og skuespiller aldrig har været synderligt interesseret i action- eller genrefilm, men er mere til mainstream-drama.

Det overordnede plot i Captain Marvel er ligeledes utilgiveligt uklart. Carol er ude for en eksplosion som slår hende bevidstløs, og så bliver hun kidnappet af Kree’erne, fordi de vil bruge hende som våben. Til dette formål bliver hun hjernevasket til at tro at hun selv er Kree – men de nærmere omstændigheder forklares ikke. Vi ved faktisk ikke om hun reelt fik hukommelsestab, eller om hendes erindringer om sit tidligere liv er blevet slettet af Kree’erne med vilje. Hun får Kree-blod fra Yon-Rogg, men om dette var en transfusion for at redde hende, eller om det bare var en måde at få hende til at tro at hun selv var Kree, er ikke klart – ingen af delene give faktisk mening. Med sine nye superkræfter var hun næppe i fare for at dø, og hvis formålet er at bedrage hende til at tro at hun er Kree, hvorfor er hun så klar over at hun fik Yon-Roggs blod?

Og det bliver værre: Hvis hun skulle tro at hun er Kree, hvorfor gav de hende så navnet Vers fra den overlevende halvdel af hendes Carl Danvers dog-tag? Hvorfor giver de hende hvad de selv tror er et jordnavn, baseret på jordisk alfabet? Hvorfor gav de hende ikke i stedet et Kree-navn og en falsk Kree-baggrund? Og hvilken forklaring har de givet hende på at hun har superkræfter? Og hvorfor viser The Supreme Intelligence sig for Carol i form af Dr. Wendy Lawson/Mar-Vell, som netop kan stimulere Carol til at genvinde sin hukommelse om hvem hun i virkeligheden er? Det er bestemt ikke særligt intelligent at gøre hvis man vil opretholde en illusion om at hun faktisk er Kree. Og sidst men ikke mindst; hvis Kree’erne så gerne vil bruge Carol og hendes kræfter som våben, hvorfor bruger de så SEKS ÅR på blot at træne hende til at blive en rumpoliti­kvinde? Missionen i begyndelsen af denne film er hendes første! Det virker dybt besynderligt at et super-rumimperie ikke har kunnet finde på at bruge hende til noget særligt i så lang tid, og at deres store plan bare er at hun skal være med i deres Starforce-patrulje.

Enten er der et eller andet som jeg misforstår totalt, eller også er manuskriptet meget mangelfuldt gennemarbejdet, givetvis fordi det er blevet omskrevet et halvt dusin gange. Det virker som om mange elementer kun er inkluderet for at få publikum til at forstå hvad der foregår (dvs. hvad Carols rigtige hukommelse og baggrund er), men ikke giver mening på sine egne fortællemæssige præmisser. Med andre ord er denne film offer for at den fokuserer for meget på karakteren (og skuespilleren), mens den er dybt mangelfuld hvad angår ideerne og præmissets logik.

Og hvordan får Carol så egentlig sine erindringer om sit liv på Jorden tilbage? Sker det af sig selv, eller fordi Skrullerne putter hende ind i en maskine der undersøger hendes hukommelse? Det får vi ikke klart at vide.

Ville Skrullerne af-hjernevaske Carol fordi de vidste at hun var en allieret til Wendy Lawson/Mar-Vell og derfor ville hjælpe dem med Mar-Vells projekt om at lave en overlysmotor som kunne transportere de flygtende Skruller til en anden galakse? Det får vi ikke klart at vide! Muligvis sker disse ting rent tilfældigt.

Ender Skrullerne i filmen med at have fået fat i den overlysmotor, de skulle bruge og som er så central for plottet? Det får vi ikke klart at vide – og dermed forløses filmens plot overhovedet ikke! Men alt tyder på at de ikke gør, selvom de tager afsted til det ydre rum med Carol til sidst. Motoren blev jo ødelagt af Carol for seks år siden i den eksplosion der gav hende hendes kræfter, og kraftkilden til motoren – the Tesseract – forbliver på Jorden (det beder Carol specifikt Fury om!). Måske har Skrullerne nu tegningerne til motoren, men så vidt filmen fortæller os. har de ikke hverken motoren selv eller kraftkilden til den (om end det selvfølgelig er muligt at Carol selv kan agere kraftkilde – men det får vi ikke noget at vide om at hun gør).

Det er en utrolig uklar og utilfredsstillende slutning. Men måske er det også noget der bliver gemt til næste film? Eller også er det noget de simpelthen har glemt at inkludere i det endelige manuskript. Det må tiden vise. I hvert fald er det ingenlunde godt nok til at leve op til MCU-seriens standard.

En af årsagerne til filmens struktur er åbenbart (ifølge interviews) at publikum skulle gå ind til filmen i den tro at Kree’erne var the good guys, da Carol jo siger i traileren at hun tilhører en gruppering af “noble warrior heroes” – og derfor skal det forestille et stort reversal da det afsløres at Kree’erne er skurkene og Skrullerne er the good guys. Men det fungerer desværre dårligt hvad angår Kree’erne, idet alle som har læst tegneserierne og alle som har set Agents of SHIELD tv-serien er udmærket klar over at Kree-imperiet i det store hele er fascistisk. Plottet har således bundet knuder på sig selv ved at forsøge at appellere til et totalt uvidende publikum og fejler fælt over for et vidende (nørd-/MCU-)publikum, som hele filmen igennem er aldeles klar over hvor tingene bærer hen og bliver irriteret over at Carol bruger så meget tid på at finde ud af ting som er ret indlysende for os.

Og jeg kunne sådan set blive ved længe endnu med mine indvendinger, men jeg vil stoppe mens anmeldelsen stadig har en begrænset længde. Næst efter Guardians of the Galaxy Vol. 2 (som jeg syntes var MCUs største skuffelse) og The Incredible Hulk (som kun lige knap er med i MCU; den er nærmest apokryf), så må jeg med sorg erklære Captain Marvel den dårligste MCU-film i hele serien. Filmen har da også gode ting, og er som sagt generelt underholdende og seværdig, men det er umuligt for mig at se bort fra dens meget markante mangler og svagheder. Jeg er skuffet over at Kevin Feige syntes at dette utroligt rodede manuskript var godt nok.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 57

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar