Stargirl, sæson 1

Stargirl, sæson 1
Tv-serie, USA, 2020
CW/DC Comics
Skabt af Geoff Johns og Greg Berlanti
Skrevet af Taylor Streitz
Med: Brec Bassinger, Luke Wilson m.fl.
Kan ses på HBO

Stargirl er en superhelte-tv-serie baseret på en mindre kendt figur fra DC-universet, Courtney Whitmore, som har haft to superhelte-identiteter, Star-Spangled Kid og Stargirl. Figuren blev skabt af den kendte tegneserieforfatter Geoff Johns i den kortlivede serie Stars and S.T.R.I.P.E., hvor Courtney får fat på det bælte, der årtier før gav StarSpangled Boy fra Justice Society of America sine evner. Senere blev hun givet Starmans stav og blev til Stargirl. Tvserien følger ret tæt plottet fra Stars and S.T.R.I.P.E., blot er det her Starmans stav, som Courtney finder. Til gengæld er tv-seriens Starman på alle områder, bortset fra staven, ellers identisk med tegneseriens Star-Spangled Boy.

Tv-serien starter med at Courtney sammen med sin lillebror, sin mor og sin stedfar flytter til en mindre by. Blandt de flyttekasser som stedfaderen Pat Dugan (Luke Wilson) har med, finder hun en magisk-teknologisk stav, som binder sig til hende og giver hende superevner. Snart finder hun ud af at Pat har en fortid som sidekick (uden superevner) for Starman og reddede dennes stav da Starman blev dræbt, men har ikke selv været i stand til at bruge den. Til gengæld har han nu bygget en mecha-agtig robot kaldet Stripe, som han bruger til modvilligt at hjælpe Courtney, der nu tager identiteten Stargirl. Hun er overbevidst om at Starman i virkeligheden er hendes egen forsvundne far og at det er derfor hun kan benytte staven (eller omvendt, for staven har bestemt sin egen vilje).

Det viser sig hurtigt byen er hjemsted for Injustice Society of America, den gruppe superskurke der slog Starman ihjel og nu i det skjulte er i gang med et ambitiøst plot om at få magt over, om ikke hele USA, så i hvert fald en stor del af det. Man kommer til at tænke på Doofenschmirtz fra Phineas & Ferb, der prøver at få magt over Trekantsområdet, men skurkene er her betydeligt mere kompetente og viger ikke tilbage for noget for at nå deres mål – slet ikke at myrde en næsvis, blod teenagepige, der blander sig i deres planer. Tingene bliver ikke nemmere ved at nogle af Courtneys kammerater på hendes nye high school er børn af skurkene, nogle uden at vide det. Heldigvis finder hun også nogle kammerater, der kan hjælpe hende.

Stargirl er en letbenet, men underholdende superhelteserie, der ligger langt fra dystre serier såsom The Boys og Punisher. I lighed med serien Supergirl (også fra CW) lever den i høj grad på charme og en sympatisk, ung heltinde, som her er ude på dybere vand end hun kan håndtere alene. Plottet har man set varianter af mange gange i tegneserier (og i Phineas & Ferb), så det er det, der skal være grunden til at se Stargirl.

Den unge skuespillerinde Brec Bassinger er sød og køn og god i hovedrollen. Måske er hun (der er tidligere barnemodel) lidt for køn; det virker ikke troværdigt at hun bliver mobbet i skolen og har svært ved at finde en kæreste. Luke Wilson leverer en troværdig præstation som en stedfar med en trodsig steddatter og nogle hemmeligheder som han helst ikke vil have at hans nye kone opdager. De øvrige skuespillere, unge som ældre, gør det også godt i serien, hvis produktionsværdier ikke fejler noget. Jeg vil anbefale serien som hyggelig underholdning med humor, drama og en vis portion uhygge.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 61

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Space Sweepers

Space Sweepers
Film, Sydkorea/Netflix, 2021, 136 min.
Originaltitel: Seungriho
Instruktion/manus: Sung-hee Jo
Med: Song Joong-Ki, Kim Tae-ri, Richard Armitrage m.fl.

Sydkorea har i de senere år gjort sig bemærket på det internationale filmmarked, bl.a. med den sorte komedie Parasite. Nu er så kommet rumfilmen Space Sweepers, som er produceret af Neflix og derfor kan ses på streamingtjenesten.

Vi befinder os i år 2092, hvor Jorden er stærkt belastet af forurening, klimaforandringer og overbefolkning, med den konsekvens at de mest velhavende er flyttet ud i rummet i habitater i kredsløb om Jorden. Rumskrot er blevet et stort problem, og derfor benytter man sig af ‘space sweepers’, selvstændige aktører som indsamler rumskrot og afleverer det mod betaling – og det er en gruppe sådanne, som er filmens hovedpersoner. Disse rumskraldemænd er, i lighed med alle de andre arbejdere som får habitaterne til at fungere, ikke borgere og har ikke samme rettigheder som velhaverne, og de må også leve i slidte, beskidte og tætbefolkede rumstationer, som modsætning til velhavernes grønne og luftige habitater. Polariseringen er altså mindst lige så stor i 2092 som i 2021: De, som har penge, behøver ikke arbejde og har alle goderne, mens de, der faktisk gør arbejdet, der får det hele til at fungere, må kæmpe for at få hverdagen til at hænge sammen. Hvem siger at science fiction ikke er realistisk?

Den rigeste mand i verden (eller rettere, over verden), hedder James Sullivan og er samtidig verdens ældste mand med over 150 år på bagen, holdt i live og kunstigt ung med al mulig eksperimentel teknologi. Han har en drøm: Mars skal terraformes og koloniseres med udvalgte mennesker med de rette egenskaber, så man kan skabe et paradis uden voldelige og kriminelle typer. Tilfældigvis er det ifølge Sullivan generelt de rige, der besidder disse egenskaber…

Vores helte er en kulørt samling tabere, der har svært ved at få deres forretning som rumskraldemænd til at hænge sammen. Deres lykke ser ud til at ændre sig, da de redder en lille, velklædt pige fra et ødelagt rumskib: forældrene må da være villige til at belønne dem for at redde hende. Den tanke får en brat ende, da nyhedskanalerne i kredsløb melder om en farlig, eksperimentel androide, som har en brintbombe i maven – og ser et billede af pigen, de reddede…

Tingene er naturligvis ikke som de ser ud til, og vores (anti-)helte har snart Sullivans håndlangere i hælene. Det viser sig at omkring halvdelen af vores besætning rent tilfældigt har en fortid med Sullivan, og den anden halvdel har også markante fortider som narkogangster, kasseret kamprobot og så videre. Det virker lidt som om at filmskaberne har været klar over at filmens grundplot var ret tyndt og lignede noget, man har set hundrede gange før, og så har kompenseret ved at forsøge at gøre hovedpersonerne interessante. Det lykkes ikke rigtig, for man kommer ikke rigtig under huden på nogen af dem, undtagen Tae-Ho (Song Joong-Ki), som nogle år forinden mistede sin lille adoptivdatter, da der gik hul på en rumstation, og nu søger at skaffe penge for at betale for at finde hendes lig, der svæver omkring et sted i verdensrummet. Han er villig til at gøre alt for dette, selv at forråde sine venner; noget der virker en smule svært at tro på. I det hele taget er hovedpersonernes motiver generelt ikke specielt troværdige; det virker som om de mest har til formål at drive plottet videre.

Space Sweepers er en flot film med overvejende realistisk rumteknologi, og den er stedvist ganske underholdende, men den fejler alligevel ved dels at være utrolig klichefyldt og dels ved at man ikke rigtig føler noget for hovedpersonerne. Trods realismen må man undre sig over at når man nu kan lave en bevidst robot med alt muligt sejt udstyr, skal man alligevel have en menneskelig besætning på skrot-rumskibet. Måske er de billigere i drift? Et problem er også at Sullivans plot er tilføjet en dimension af ultimativ ondskab, som ikke virker specielt nødvendigt for hans plan og mest er til for at vores hovedpersoner skal have en grund til at stoppe ham og for at skabe et tidspres, der skal give spænding. Det hjælper heller ikke at filmen får en urealistisk lykkelig slutning, som virker en smule påklistret. Godt forsøgt, men ikke helt vellykket, må blive den endelige dom. Filmen er god til et par timers let underholdning hvis man ikke kan finde andet at se, men så heller ikke mere.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 61

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

Zack Snyder’s Justice League

Zack Snyder’s Justice League
Film, Warner/DC 2017 / 2021, 242 minutter.
Instruktion: Zack Snyder
Med: Ben Affleck, Henry Cavill, Gal Gadot, Jason Momoa, Ray Fisher, Ezra Miller, Ciaran Hinds m.fl.
Set på HBO Nordic.

Efter Christopher Nolan havde haft succes med sin Batman-triologi, blev det Zack Snyder som skulle forsøge at gøre noget tilsvarende med Superman. Det blev til filmen Man of Steel som mange (undertegnede inklusiv) syntes var en original og vellykket tolkning af den populære helt. Men mange superhelte-fans mente at filmen var for mørk og dyster, med for eksempel dens delvise ødelæggelse af en tæt befolket storby. Ikke desto mindre fik Snyder lov til at fortsætte, denne gang med filmen Batman V Superman. Da der var en del rod med plottet i BvS (måske forårsaget af at de skiftede manuskriptforfatter David Goyer ud med Chris Terrio på et ret sent synspunkt) og fordi den var endnu mere mørk i tonen end Man of Steel, fik filmen både dårlige anmeldelser og skældud fra fans. Så selv om et mindretal af anmeldere og fans faktisk kunne lide filmen, endte den med at blive så udskældt, at Warner valgte at fyre Snyder. Dog kunne det ikke så godt ske før han havde færdiggjort fortsættelsen Justice League, hvis produktion allerede var ret fremskreden.

Der kom så en officiel meddelelse om at Zack Snyder trak sig som instruktør af Justice League på grund af hans datter Autumns tragiske død. Filmen var da optaget næsten færdig, og Joss Whedon var blevet hyret som ny instruktør til at gøre de sidste småting færdige. Jeg må indrømme at jeg var en af dem som købte den historie. Filmen kom i biografen, og var ikke noget mesterværk, men dog udmærket superhelte-underholdning. Jeg var også en af dem der tænkte, at der nok var gået endnu mere kludder i manuskriptet efter pres fra Warner, som var meget utilfreds med at deres film klarede sig meget dårligere end konkurrenten Disney/Marvels film gjorde. Så jeg regnede med at Whedon faktisk havde prøvet både at redde en halvdårlig Snyder-film og samtidig gøre den mere spiselig for fans. Og hold da op hvor jeg tog fejl!

The Snyder Cut er naturligvis ikke en film som Snyder allerede havde lavet da Whedon overtog. Men i modsætning til for eksempel The Donner Cut af Superman 2 fra 1980, var alle scenerne faktisk optaget. Der manglede derimod al post production, hvilket er ret omfattende for en moderne superheltefilm. Men Snyder har tilsyneladende siddet derhjemme og lavet en del af det arbejde sammen med sin kone Deborah, der også er film-professionel. Da hans fans havde presset på længe nok, pungede Warner så penge ud til at lave filmen færdig, så den kunne få premiere på deres streaming-tjeneste HBO.

Det første man opdager med The Snyder Cut er, at den vises i et meget smallere format end hvad der er normalt for moderne film og tv. Det skyldes at Snyder valgte at optage filmen i et format, der vil være optimalt at se i en IMAX-biograf. Efter at have genset Whedons og Snyders udgaver af Justice League lige efter hinanden, er det ret tydeligt at filmen er lavet til at blive set i det format. Så må man finde sig i nogle sorte striber i hver side af skærmen, hvis man ser den på sit tv. Hvor en bredformat-film ofte udnytter at den er bred, og bruger hele bredden af lærredet, har Snyder i ret mange scener gjort noget tilsvarende med højden. Da Whedon fik filmen klippet om til bredformat, er der formentlig nogle af scenerne som måtte vælges fra eller optages om, udelukkende fordi de ville se meget underlige ud med top og bund klippet væk. Andre scener som han brugte af Snyders, virker bare som om man har flyttet kameraet alt for tæt på. Men i hvert fald, når man sammenligner filmene, er Whedons version en grov skamklipning af det Snyder ville vise os.

Meget tyder på at Whedon havde fået en bunden opgave af Warner: Få filmen skåret ned til to timer, fjern det som fans ikke vil kunne lide, og tilsæt noget humor. Det gjorde han så. Problemet med nedklipningen (i længden) forværres af at der også blev gjort plads til de ting Whedon tilsatte, som ikke har noget med filmens historie at gøre. Det er for eksempel scener med en familie der er naboer til superskurken og har deres hyr med det. Tydeligvis tilsat humor. Det der blev fjernet ret meget af, var scener der gav baggrund til superskurken og til filmens plot, scener der introducerede de nye superhelte (især scenerne med Flash og Cyborg gik det hårdt ud over), og en del scener med Batman som åbenbart blev dømt for voldelige, så Batman i Whedons version ikke rigtig fik lov at lave noget nyttigt i slutningen af filmen. I det hele taget led plottet gevaldigt – superskurken Steppenwolf fremstod for eksempel bare som et stort dumt monster, hvis motiver og handlinger man ikke rigtig forstod. Darkseid (Jack Kirbys klassiske overskurk fra New Gods – Steppenwolfs var hans onkel) er nævnt, men man får ikke noget at vide om ham – virker nærmest som om at han skulle fjernes fra filmen, men man glemte det i en enkelt scene.

Historien i den restaurerede film (som Snyder Cut reelt er) følger umiddelbart i forlængelse af historien i Batman V Superman, men plottet er solidt nok til at man sagtens kan følge historien selv om man ikke har set den film. Tre mystiske bokse, der har været vogtet i årtusinder, kommer pludseligt til live. De tilkalder et meget gammelt og ondt væsen (Steppenwolf) og hans bevingede uhyrer (parademons). Vi følger Batman opsøge andre superhelte, og sammen med dem prøve at finde ud af hvad der foregår, og til sidst finde frem til Steppenwolfs hovedkvarter. Samtidig er Steppenwolf i gang med at samle de tre bokse, som han skal bruge til sin store plan. Historien glider stille og roligt fremad, med introduktion af helte og skurke og fremskridt og tilbageskridt i deres planer, indtil det hele afsluttes i kamp hvor alle heltene omsider forenes i kamp mod Steppenwolf. Vi får også en kort scene med Steppenwolfs chef Darkseid, der skulle have været hovedskurk i en efterfølger. Efter den store kamp er overstået, kommer der en række epilog-scener, hvoraf flere nemt vil kunne undværes, men det er alligevel sjovt at se de oplæg til senere film der aldrig kom, som ligger i denne del af filmen. Den naturlige humor der især kommer fra superhelten Flashs personlighed, virker i øvrigt langt bedre end Whedons påklistrede humor.

En sidste ting jeg vil nævne er musikken. Whedon havde valgt helt at udskifte lydsporet, og selv om han fik Danny Elfman til at lave et nyt, var det ikke noget man lod specielt mærke til. Nu er Junkie XL’s oprindelige lydspor tilbage (i en udvidet udgave). Stort set alle personerne i Justice League har oplevet død og tragedier i deres liv, og nu får de en chance for endelig udrette noget rigtig godt med deres liv, selv om de risikerer at det bliver det sidste de gør. Det giver en speciel stemning, der underbygges af både billeder og lydspor. Jeg kan varmt anbefale Snyders version af Justice League til fans af både superhelte og film. Måske virker fire timers film lovlig lang, men den er opdelt i seks kapitler og en epilog, som kan bruges til at holde pauser undervejs. Filmen fortæller en fin superheltehistorie med utroligt flotte billeder og er filmhistorisk også et meget interessant værk. Man kan håbe at Warner og Joss Whedon skammer sig over deres opførsel overfor Zack Snyder. Jeg gør det i hvert fald, over ikke rigtig at have troet på at The Snyder Cut skulle vise sig at være en så meget bedre Justice League end den film vi fik serveret i biografen.

Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr.61

Udgivet i Film | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Wonder Woman 1984

Wonder Woman 1984
Film, USA, 2020, 151 min.
Instruktør: Patty Jenkins
Med: Gal Gadot, Chris Pine,
Pedro Pascal, Kristen Wiig, m.fl.

Indeholder spoilers!

Det bedste element ved den første Wonder Woman-film, som foregik under Første Verdenskrig, var at den unge og naive Diana (som nu for første gang forlod Paradisøen og besøgte “man’s world”) først troede at krigsguden Ares var ansvarlig for krigen, men til sidst måtte erkende at hans rolle kun var begrænset, og det faktisk var menneskene selv der var de hovedansvarlige. I denne anden film, som foregår i 1984, drejer plottet sig om en imponerende idé i samme eller måske endda endnu vildere kategori: et ældgammelt artefakt ved navn the Dreamstone, skabt af en græsk gud, som gennem årtusinder har været ansvarlig for hele civilisationers kollaps hver gang den er faldet i menneskenes hænder. Den udslettede Maya-kulturen, førte til Romerrigets fald, m.m. – og nu er den dukket op i Amerika. Drømmestenen kan opfylde ønsker, men den opkræver en pris. Hvert ønske leder også til kaos et andet sted i nærheden – jo kraftigere et ønske, jo mere kaos.

Før hun indser Drømmestenens onde beskaffenhed, og før hun egentlig tror på dens egenskaber, ønsker Diana at hendes kæreste fra den forrige film, afdøde Steve Trevor, kommer tilbage til hende. Kort efter får den forfejlede forretningsmand Maxwell Lord fingre i Drømmestenen, som han i årevis har sporet og undersøgt og tænkt grundigt over hvad han ville ønske, når han fik fat i den. Han ønsker så at blive selve stenen – at al dens magt overgår til ham, så han kan give folk hvad de ønsker, og opkræve lige så mange ønsker selv som han skænker andre. Ret smart – bortset fra at Drømmestenens kaotiske og onde egenskaber også kommer til at overtage og drive Maxwell Lord. Det er næsten den vildeste hybris-historie, man kan forestille sig: menneskene begynder at lade sig friste til at opføre sig som guder, og straffen for at give efter for denne overmodige fristelse er død og ødelæggelse, mestendels ønsket af menneskene selv via deres eksisterende splid og had.

Rent plotmæssigt er det en idé som er så gennemgribende at den radikalt (om end midlertidigt) forandrer den verden, historien foregår i, hvilket er noget der ufatteligt sjældent sker i denne slags film. En arabisk aristokrat i Ægypten ønsker f.eks. at alle de vantro smides ud af hans families gamle landområde, og så skaber Drømmestenen/ Maxwell Lord en gigantisk mur af bibelske proportioner omkring hans land! Hvilket rapporteres i de verdensomspændende medier. Ideer i denne størrelsesorden er som sagt utroligt sjældne i film, og jeg er meget imponeret over denne films plot. Det er i sig selv tankevækkende og frygtindgydende nok til at filmen fortjener en høj karakter. Der er også mange andre gode ting ved filmen; skønne produktionsværdier (inkl. skønne Gal Gadot herself), en fantastisk åbningssekvens fra Dianas barndom, en god skuespillerpræstation fra Kristen Wiig som Barbara Minerva, og en interessant og meget ‘80er-inspireret struktur og fortællestil, komplet med technobabble der fungerer i en snæver vending. Der er endda et usynligt fly, lige som i de gamle tegneserier! Jeg synes klart det er en god film.

Ikke desto mindre har den alligevel en række problemer og plothuller. Den har desværre kun ganske få actionsekvenser, hvilket sikkert er en af hovedårsagerne til at mange ‘fans’ er sure på den (også i betragtning af at den er 2½ time lang). Det er en snakke-film, som mange nok synes går for langsomt og er for kedelig, men det mener jeg nu ikke selv. Imidlertid havde jeg dog alligevel gerne set lidt flere action-scener. Men dét er kun min fjerdestørste anke. Lad mig nævne de tre største.

Mit tredjestørste kritikpunkt er den eksakte udvikling af Barbara Minerva/Cheetah-figuren. Den er generelt god, men problemet er at hun først bliver Cheetah til sidst, så en figur der skulle være Wonder Womans hovedskurk blot bliver hægtet på som en slags eftertanke sent i filmen – og i øvrigt både skabes og ødelægges af Drømmestenen, så hun næppe kan komme tilbage igen senere. Processen dertil er udmærket i sig selv, men klimakset er så sent og kort at det i stedet bliver lidt af et anti-klimaks.

Det næststørste kritikpunkt handler om Maxwell Lord. Han har en søn som bliver hans redning til sidst; hans kærlighed til sønnen får ham til at opgive sin association med Drømmestenen. Som plotelement er det logisk og vigtigt og ikke dårligt, men måden det er skildret på, fungerer bare ikke rigtig – måske fordi sønnen, som børn ofte er, er en dårlig skuespiller, som stort set ikke laver andet end at være der og se nedtrykt ud. Det hele virker for iscenesat; for gennemsigtigt og ad hoc-agtigt. Men det er kun halvdelen af det. Der er også et decideret plothul i og med at man aldrig får at vide hvad Maxwell Lord egentlig ville med Drømmestenen. Efter han har ønsket at få alle stenens evner, er han kun motiveret af stenens drift mod kaos, ikke længere af sine egne ambitioner. Måske er det implicit at det eneste, han oprindeligt ville, bare var at blive en succesrig forretningsmand, men i betragtning af hvor passioneret han var omkring at anskaffe sig Drømmestenen og udtænke det ultimative ønske, føler jeg at han må have haft en speciel motivation eller intention som filmen bare aldrig afslører. Hm.

Endelig kommer vi til mit største kritikpunkt ved denne film. Det minder, blot i endnu stærkere grad, om et af mine hovedkritikpunkter ved den seneste Star Trek-film, Star Trek Beyond fra 2016 (se min anmeldelse i Himmelskibet nr. 49). Kaptajn Kirk i dén film – morsomt nok spillet af Chris Pine, som er Steve Trevor i herværende film – var melankolsk og nedtrykt og lidt ligeglad med det hele, hvilket er stik imod den korrekte skildring af Kirk; han er netop i sit es når han er stjerneskibskaptajn, fordi han synes det er kedeligt at leve i Føderationens utopiske dagligdagssamfund. Han skal ud og opleve noget og sætte tænderne i nogle moralske dilemmaer. Kirk er helt basalt en passioneret og drevet figur, altid klar på eventyr, lidt lige som Doctor Who! En korrekt skildret Wonder Woman bør være omtrent på samme måde. Hun er symbol på sandhed og retfærdighed og livsglæde; det sidste, hun kunne finde på, er, som hun gør i denne film, at gå rundt og surmule i årtier og være deprimeret over at hun mistede sit livs kærlighed for over TRES ÅR SIDEN!! Det er helt hen i vejret. Hun ville være kommet videre for længst. Hun ville aldrig, aldrig have så ondt af sig selv som hun har i denne film. Det underminerer hendes figur fuldstændig at hun er så forhippet på, og sårbar overfor, gammeldags romantik. Og det er kun inkluderet i historien som en forbindelse til hvad der skete i forrige film. Det er et eksempel på et af de fejlgreb, Hollywood ofte begår i efterfølgere; at fortsætte samme tema eller storyline selv om film nr. to måske foregår så længe efter den originale film at det simpelthen ikke længere giver mening. Wonder Woman burde være ufortøvet heroisk, livlig og munter (hvilket også ville være en langt bedre brug af Gal Gadots evner og store potentiale), i stedet for at sidde fast i ulykkelig kærlighed. Så selvcentreret er en ægte superhelt bare ikke, og Wonder Woman i tegneserierne har aldrig ladet sit privatliv tage prioritet over sit heroiske virke, bl.a. fordi hendes absolutte hovedidentitet er og bør være den heroiske og mytiske Wonder Woman – krigeren fra amazonekulturen – og ikke et almindeligt menneske der plages af almindelige privatlivsproblemer. Wonder Woman er en inspiration først og fremmest; et ikon af store, håbefulde, handlekraftige og selvopofrende idealer – og derfor både anti-tesen og antistoffet til depression og sorg. Som en sej superhelt rettelig skal være.

Selv dette markante kritikpunkt ødelægger imidlertid ikke filmen for mig. Det er stadig en kulørt, flot, solbeskinnet og engagerende film, som jeg godt kan tage den på dens egne præmisser og nyde som den er. Den har mange ideer og detaljer som begejstrer mig og gør den til storslået underholdning, og derfor får den stadig en høj karakter, selv om den ikke er lige så god som den første film.

Karakter: 8 stjerner ud af 10

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 61

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

I ly af mørket

I ly af mørket
En H.P. Lovecraft
tegneserieantologi
Forlaget Afkom 2020, 100 sider, 160 kr.

I ly af mørket er en dansk tegneserie udgivet på baggrund af et kickstarterprojekt, der havde til mål at rejse midlerne til tegneseries udgivelse. Antologien er en indbundet udgivelse med et stemningsfyldt farverigt omslag, og den samler ni historier af ni forskellige tegnere, som bringer hver deres sort/hvide streg til Lovecrafts univers med forord af Thomas Winther.

De ni historier er et udvalg af både de meget kendte historier, som “Rotterne i murene” og “Pickmans model” til mindre kendte historier som “Kattene i Ulthar” og “Udyret i grotten”. Hver tegner giver sin egen særlige tolkning til historien, ikke kun i den måde de oversætter Lovecrafts novelle fra det skrevne medium til det tegnede medium, men også i måden de gengiver historien, hvor nogle er gengivelser af Lovecrafts historie som for eksempel “Randolph Carters erklæring”, mens andre er en nytolkning af historien som for eksempel “Farven fra rummet”. De ni vidt forskellige historier og deres ni forskellige tegnere giver et spændende billede på bredden i Lovecrafts historier og hvordan historierne stadig formår at være grumme og foruroligende lige netop som en god gyserhistorie skal være. Nogle fortællinger er visuelle digte, som oser af stemning som f.eks. “Dagon” og “Billedet i huset” med sin dystre, meget mørke streg, hvor tegningerne næsten skjuler gruen for læseren, og man drages til at nærlæse billeder og tekst, så man trækkes uvægerligt dybere ind i den foruroligende historie.

Lovecrafts historier er kendte for at være svære at filmatisere, men tegneserieantologien viser at tegneseriemediet kan arbejde med det sete og det usete og med forskellige fortællerstemmer, som understøtter den måde, hvormed Lovecraft ofte skaber gru i sine historier, hvor det sker i mødet med det ukendte, det uforståelige og det ubegribelige.

De ni historier i antologien er meget forskellige, men for denne anmelder gjorde særligt Lauge Eilsøe-Madsens “Rotterne i murene”, NMAAR’s “Billedet i huset”, Mathilde Riberholdt Jensens “Randolph Carters erklæring” og Peder Riis’ “Pickmans model” særligt indtryk. Hver især bruger de deres streg på meget forskellige måder til at afspejle den uhygge og det vanvid, som opstår i mødet med rædslerne fra det ukendte. Billederne bliver hængende efter endt læsning. Enkelte af de andre titler gjorde dog desværre ikke samme stærke indtryk, og særligt L.P. Hømkrafts “Kattene i Ulthar” og Anders Fjølvars “Den frygtelige gamle mand” har med deres mere karikerede og let humoristiske streger ikke den samme grad af gru og uhygge, som de andre historier.

I ly af mørket er en god introduktion til Lovecrafts univers for læsere, der endnu ikke har stiftet bekendtskab med The Cthulhu Mythos, mens den for eksisterende fans er en kærkommen genoplevelse af novellerne. Albummets mange gode bidrag gør antologien absolut læseværdig, og det er udgivelse, hvor man håber, at den blot er grundlaget for mere.

Anmeldt af Morten Greis i Himmelskibet nr. 61

Udgivet i Horror, Tegneserier | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Kristian Rasmussen – Arons Saga 1: Sagen om den ultimative skanner

Arons Saga 1: Sagen om den ultimative skanner
Roman af Kristian Rasmussen
Lydbog, 8t 36m
Drops for the Dosed, 2020

Moderne cyberpunk i København Synopsis for Arons Saga lyder således: “2074, det internationale samfund er kollapset og Danmark er disintegreret til disparate enklaver. Politimanden Aron skal finde Den Ultimative Skanner, et stykke ulovligt farmaceutisk teknologi fra Israel der vil ødelægge Danmark økonomisk og socialt.”

Den første bog i serien Arons Saga er udgivet som lydbog på alle streamingplatforme af forlaget Drops for the Dosed. Forfatter Kristian Rasmussen har planlagt 6 bøger i serien og er allerede i gang med at indtale bog 2 og skrive bog 3. Jeg lyttede til lydbogen på Spotify, hvilket gav et godt overblik, da kapitlerne har beskrivende titler og er lagt på Spotify som en playliste, der gør at man let kan gå til og fra lydbogen. At kunne gå til og fra vil være nødvendigt for de fleste, da lydbogen i sin helhed varer 8 timer og 36 minutter.

Lydbogen har sit helt eget soundtrack komponeret specifikt til Arons Saga af Peter Leth under kunstnernavnet Lost Atom. Jeg må indrømme, at jeg var lidt nervøs for om musikken ville være distraherende, men soundtracket er subtilt og smukt, og det forstærker bogens stemninger og stemningsskift. Soundtracket er præget af gamle synthesizere, der giver lytteoplevelsen en gennemført retrofornemmelse, og soundtracket har sin helt egen berettigelse på Spotify. Jeg håber at flere lydbøger i fremtiden får deres egen unikke lydside.

I Arons Saga er Vesten og Danmark brudt sammen i en slags perfekt storm, hvor alt er gået galt samtidig; antibiotika holdt op med at virke, store virksomheder har for alvor overtaget verdensherredømmet, social ulighed er vokset helt enormt. Det er med andre ord klassisk 80’er cyberpunk, men med et moderne twist og en handling, der foregår i København.

Der er mange spændende og gennemtænkte detaljer om fremtids-Danmark, for eksempel om hvordan Told og Skat fanger smuglere i Københavns Havn eller hvordan hospitaler og journalistik fungerer i år 2074. Alle taler med mere eller mindre jysk accent i København i 2074, hvilket lyder en smule sjovt for en ikke-jyde, men måske er det et ret realistisk fremtidsbillede.

Arons Saga bog 1 er præget af en masse worldbuilding, men det fungerer effektivt som indledning til en romanserie. Jeg kan læse på forfatterens Facebook-side, at han planlægger at gå i dybden med de forskellige hoved- og bipersoner i de kommende romaner. Og jeg har bestemt tænkt mig at lytte med.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr.61

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Helen Husted – Camillas hemmelige arv

Camillas hemmelige arv
Roman af Helen Husted
Forfatterskabet.dk, 2020, 168 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Da jeg først kiggede på forsiden af denne bog og så illustrationen af en havfrue, tænkte jeg at der nok ikke var den store grund til at læse bogen, for mon ikke den hemmelige arv som titlen omtaler skulle være at Camilla viser sig at være en havfrue? Jeg satte mig alligevel til at læse bogen, og, ja, der er havfruer med i bogen, men, nej, det er ikke det som er Camillas hemmelige arv.

Den trettenårige Camilla er sammen med sine forældre på vej ud til hendes afdøde mormors hus for at rydde op og vurdere om der skal gøres noget ved huset. Camilla kan ikke huske sin mormor, da hun kun har mødt hende en enkelt gang. Huset ligger ude i skoven ned til vandet, og allerede på vej derud oplever Camilla noget mystisk, da det er som om hun kan se huset fra luften, som fløj hun over det som en ørn.

Camillas mor har aldrig rigtigt fortalt om mormoren, så da de ankommer til huset, sætter Camilla sig for at undersøge det for at lære noget om sin arv. Hun finder en bog som mormoren har efterladt til hende, hvori hun beskriver en skattejagt som hun har lavet til Camilla. I løbet af de næste dage følger Camilla instrukserne i bogen og lærer mere og mere om sin mormor og ikke mindst om stedet. Hun finder langsomt ud af hvorfor hendes mor og mormor mistede kontakten til hinanden, og hun finder også ud af at stedet ikke kun er mystisk, men også omgærdet af magi. Der er bl.a. havfruer i vandet, men i skoven er der mystiske væsner som ikke vil menneskene det godt.

Dette er en fin og spændende YA fantasybog, hvor vi følger Camilla i sine undersøgelser af sit ophav og samtidig lærer hvilke evner hun besidder. De magiske elementer tager til i løbet af bogen, men er fint afbalancerede med historien. Historien er både fint rundet af, men efterlader også masser af mulighed for at følge Camilla igen på et andet tidspunkt.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 61

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Valdemar Holst – Manden der tænkte ting

Manden der tænkte ting
Roman af Valdemar Holst

En bog jeg har haft stående på reolen i flere år uden af få læst, er Manden der tænkte ting af Valdemar Holst. Den udgave jeg har stående, er fra serien Stjernebøgerne fra Vintens forlaget (1965). På forsiden beskrives den som “En dansk gyser i verdensklasse … et moderne sidestykke til Dr. Jekyll og Mr. Hyde og til Poes og Chamissos skrækindjagende fortællinger”. Det må jo siges at være store ord som det kan være svært at leve op til. Bogen er nu blevet genudgivet fra forlaget Baggårdsbaroner, og da jeg kun har hørt godt om den så måtte jeg hellere få den læst.

Det er fortællingen om en læge på den lukkede afdeling. En dag har en af patienterne pludselig en kasse cigarer og en flaske alkohol på sit værelse, noget som ingen kan forklare hvordan er kommet derind. Kort efter forsvinder patienten. Denne tager dog kontakt til lægen igen og beder om en tjeneste som lægen ikke er villig til at give. Nu begynder lægen at blive drevet til vanvid da en dobbeltgænger dukker op med det ene formål at ødelægge lægens liv. Bogen er oprindeligt fra 1938 (det er andenudgaven jeg har). Jeg må sige at det er en bog der bestemt har overlevet de mange år godt, og jeg synes bestemt at den fortjener den flotte genudgivelse den nu har fået.

Det hedder sig at den nye udgave er tredjeudgaven. Der kom dog to udgaver af bogen i serien Stjernebøgerne. Første gang var i 1965, og igen i 1969 med et nyt omslag, der er hentet i den filmatisering der udkom det år. En spændende detalje ved den nye udgave er at den er markeret som værende første bind i en ny serie navngivet ‘De Kælderkolde’. Det bliver yderst spændende at se hvad der ellers udkommer i den serie.

Fra “Korte Omtaler” af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 61

 

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Jan H. Hansen – Nordland

Nordland
Roman af Jan H. Hansen
Forlaget Brændpunkt, 2021
160 sider, 159,95 kr.
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Nordland er udgivet af forlaget Brændpunkt, der udgiver en masse spændende, danske bøger med skæve vinkler og gode historier. Nordland har en flot forside med et grafisk motiv i rødt, sort, blåt og hvidt, der inviterer læseren ind i en alternativ virkelighed.

Nordland er skrevet som alternativ eller ‘kontrafaktisk’ historie. Den beskriver et nutidigt Danmark, hvor Nazityskland vandt 2. Verdenskrig, og Danmark blev underlagt nabolandet. En interessant vinkel er, at i Nordland er Nazityskland og Tusindårsriget efterhånden blevet forældet fortid med gammel-nazister, der minder om klassiske nazister. og nynazister, der minder meget om de nynazister, vi desværre stadig har masser af i den virkelige verden.

Historien følger det unge par Katrine og David, men skifter ind i mellem synspunkt til for eksempel Katrines mor eller embedsmanden i et privat sikkerhedsfirma, Søren Rathe. Det giver som altid friskhed og tempo til en historie når fortællersynspunktet skiftes ud løbende. David er jøde og blev reddet ud af en ghetto af Katrine, da de forelskede sig under Katrines studiebesøg i ghettoen. Deres forhold er dog ikke nemt, og både David og Katrine kæmper med mange eksistentielle overvejelser.

Nordland er skrevet med filosofi i baghovedet og minder til tider en smule om George Orwells 1984 (1949) og nogle gange lidt om filmen Brazil. Der er endda passager, der næsten er nyfortolkninger af passager fra 1984. Dette fungerer rigtig godt som både homage og som en påpegning af hvor relevant 1984 stadig er, og referencerne er subtile nok til at være underforståede nik til læseren fra Hansen snarere end udpenslede referencer. Hansen har en note bagerst i bogen, hvor han fint beskriver hvilke værker, der har inspireret ham.

Hansen skriver rigtig godt og kan sagtens skrive alternativ historie. Men de seneste år har vist, at det er en genre, der skal skrives med lidt varsomhed. De to skabere af Game of Thrones fik næsten grønt lys fra HBO til tvserien Confederate, hvor de amerikanske sydstater havde vundet den amerikanske borgerkrig og amerikanere med afrikansk afstamning stadig var slavegjorte. Efter voldsom kritik blev serien blev skrottet igen, blandt andet fordi hvidt overherredømme ikke ligger i fortiden som mange kunne håbe. I Nordland er beskrivelsen af hvad mange mennesker, især Katrines mor, tænker om jøder, heller ikke hverken science fiction eller historie. Det er altid interessant med en fortælling, der beskriver en stor og meget betydningsfuld ændring af verdenshistorien, for eksempel at tyskerne vandt 2. verdenskrig. Men jeg har læst twistet et par gange før, for eksempel i Philip K. Dicks klassiker The Man in the High Castle; dog ikke med med et dansk perspektiv som Hansen giver i Nordland.

Alternativ historie ER en svær genre, men den er i fremgang. For eksempel med den fantastiske Netflix-serie Bridgerton, der præsenterer et nyt twist af verdenshistorien: Den enevældige konge af Storbritannien forelsker sig i en sort kvinde, gør hende til dronning, og med et vift med scepteret er sorte og hvide mennesker lige i 1700-tallets Storbritannien – halvdelen af adelige titler og jordbesiddelser gives til sorte borgere, og al diskrimination forbydes af den enevældige konge.

At nazisterne skulle vinde krigen, eller at andre “de andre” skulle have vundet krigen (Sydstaterne, Napoleon, Nazisterne eller Sovjetunionen) er en stor pensel at male med, da mange forfattere har brugt den før. Men Hansen slipper godt fra det, og Nordland er god når læseren har sat sig godt til rette i sin bedste stol med masser af kaffe og lidt tid til eftertænksomhed efter hun har lagt bogen fra sig igen.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet 61

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Den anden side

Den anden side
Film, Sverige, 2020, 87 minutter (Andra sidan).
Instruktion: Tord Danielsson og Oskar Mellander, Skuespil: Dilan Gwyn, Linus Wahlgren m.fl.

Den lille familie leder efter et nyt hus, og naturligvis vælger de at købe et spøgelseshus, ellers ville der jo ikke være kommet en spøgelsesfilm ud af det. Den Anden Side er her både noget ganske fysisk – huset er den ene halvdel af et dobbelthus, og den anden side man kommer til når man dør. Vores familie består af far og søn, der for noget tid siden har mistet mor, og far nye kone, som drengen ikke helt ved hvad han skal tænke om.

En måde at fortælle en sådan spøgelseshistorie på er at lade det være usikkert om det overnaturlige er noget som kun foregår i personernes hoveder, og på et tidspunkt afsløre at det enten bare var indbildning, eller at det overnaturlige faktisk fandtes. I filmen her er vi som publikum hele tiden indviet i at spøgelserne faktisk findes. Det samme er drengen. Med stedmor går det lidt langsommere. For hvem tror på den slags, med mindre de faktisk har set dem? Far er på arbejde meget af filmen, så ham går det rigtigt trægt med.

Personerne i filmen er far, stedmor og dreng, det underlige, dobbelte hus, og det eller de spøgelser der bor i det. Naturligvis holder det overnaturlige til i den ubeboede anden halvdel af huset, men det kommer af og til på besøg. Vi følger så hvordan drengen bliver konfronteret med Den Anden Side, dernæst konflikten mellem stedmor og dreng om det hele er indbildning eller ej, og endelig mellem stedmor og far om at hun er ved at blive gal og til fare for hans søn.

Som horror/gyser er Den Anden Side en af den langsomme slags, som man ikke skal se, hvis man bare har lyst til en gang hoppen i sædet og biden negle. Den relativt simple historie bliver fortalt stille og roligt med kulissen af det underlige dobbelthus, et velkomponeret lydspor og noget hverdag krydret med lidt spøgeri. Men der er så heller ikke tale om det venlige spøgelse fra en børnefilm, men et pænt uhyggeligt et, som har for vane at kidnappe børn.

Hen mod slutningen kommer der tempo på handlingen. Faktisk synes jeg det er her filmen er svagest, måske fordi der er nogle uklarheder i hvad der egentlig foregår med det spøgelse. Men alt i alt en fin lille spøgelseshus-historie, som med sine halvanden time akkurat formår ikke at trække sin historie længere ud end den kan holde til.

Set på online presseforestilling.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch

Udgivet i Film, Horror | Tagget | Skriv en kommentar