Christian Engkilde – Pandora -Vulkanvinter

Pandora – Vulkanvinter
Roman af Christian Engkilde
Silhuet, 2019, 515 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

For 30 år siden gik en vulkan i udbrud og dækkede det meste af Asien i aske og død. I flere dage spyede den vulkanske gasser op i atmosfæren, hvilket resulterede i at klimaet ændrede sig på det meste af planeten, og størstedele af verden blev dækket af is og sne i en vulkansk vinter. Det lykkedes nogle overlevende at skabe sig et liv ved at have søgt varmere højtliggende områder. En af disse er Tristan en dansk læge som det var lykkedes at søge sydpå efterhånden som det nordlige Europa blevet ubeboeligt. Tristan bor nu med datteren Pandora uden for en lille landsby.

Pandora er nu 17 år, men da hun kun var 7 blev dere hus angrebet af ranere der dræbte hendes mor foran hende. Siden blev Pandora trænet i både at overleve i en barske natur, men også i nærkamp.

Ranerne hærger stadig området, men de er ikke det eneste problem for det lille samfund omkring landsbyen. Den nærliggende by Vargastad kræver at der afleveres store mængder kød og skind for at sikre “beskyttelse” af landsbyen. En dag lader udsendinge sig dog ikke nøjes med disse varer, de tager Tristan med sig, da byens selvudnævnte leder Vargas datter er syg, og Tristan er den eneste uddannede læge i nærheden. Pandora overhøre nogle af Vargas mænd tale om at Varga nok aldrig vil lade Tristan gå igen, da der helt sikkert er penge at tjene på at have en læge.

Pandora drager afsted for at forsøge at befri sin far. Den jævnaldrende dreng Alexander drager efter hende for at hjælpe, men hun er ikke meget for hans selskab. Hun mener hun kan klare dette selv, men hun skal snart finde ud af at hendes træning i ødemarken ikke rækker til de udfordringer hun kommer til at møde i byen, og at hun kommer til at få brug for alt den hjælp hun kan finde på vejen.

Bogen er en postapokalyptisk YA roman, som handler om den spændende og farlig færd som Pandora er ude på, hvor hun selvfølgelig både skal lære verden udenfor, men også sig selv at kende.

I en tid hvor det er populært at skrive om post apocalypse verdener, hvor mennesket selv er skyld i verdens undergang er det næsten befriende her at sidde med en historie hvor det er planeten der selv igansætter undergangen. Der er dog masser om menneskets dårskab i bogen, for verden er blevet til et sted hvor den stærke dikterer hvad der skal ske, og tager de de vil have. Almindelige mennesker kæmper en kamp for at overleve i den kolde verden, men også for ikke at rage uklar med de der kan finde på at dræbe for selv de mindste ting.

Noget at det meste værdifulde er de ting fra den gamle verden som endnu er brugbare, eller som kan gøres brugbare. Det kan være solceller, batterier, og så selvfølgelig våben.

Bogen er en afslutte historie, men med tråde der kan følges op på i efterfølgende bind, for dette er samtidig  første bind i en serie om Pandora, så vi skal komme til at komme længere ud i denne verden, og der er personer hun møder på sin vej i denne bog, som jeg er sikker på hun kommer til at møde igen.

Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Patrick Leis – Pax Immortalis – Opgøret

Pax Immortalis – Opgøret
Roman af Patrick Leis
Necrodemic, 4
Valeta, 2019, 594 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Vi er nu ved at være ved vejs ende i Necrodemic serien, en rejse der startede i 2003 hvor Patrick Leis udgav zombie romanen Requiem. Denne blev i 2006 efterfulgt af bind 2, romanen Pax Immortalis. Efter denne ventede vi så på det afsluttende bind, men det vi først fik var to bind der fortalte om hvad der var sket inden Requiem.

Alle disse bind er nu blevet genudgivet i ny gennemskrevne udgaver, hvor detaljer er rettet til således det blev en mere samlet historie. Nu venter vi blot på sidste bind, men for nu er det genudgivelsen af Pax Immortalis det handler om. Den oprindelige udgave blev anmeldt i Himmelskibet nr. 12, en anmeldelse jeg indledte med:

Forestil dig at leve i en verden hvor man hele tiden frygter for et angreb fra zombier.

Forestil dig så at du finder ud af at det er blevet planlagt at du og alle dem du kender skal bruges som foder til de levende døde, da du for nogen har mere værdi som udød end levende.

Det afsløres at verden ikke blot består af mindre isolerede samfund der kæmper imod zombie sværmene. Der er også megabyer hvor folk lever i sikkerhed for zombieplagen. Til gengæld så styres disse megabyer med diktatur og kastesystemer. Det viser sig også at der er folk i disse byer der ikke ønsker at bekæmpe zombierne, for for dem er de udøde en ressource. Det er lykkedes forskere at isolerer et enzym i zombierne som kan bruges til at skabe et livsforlængende produkt, noget som eliten i megabyerne benytter sig af.

Da folk i de små farmersamfund finder ud af at megabyerne eksisterer, og at zombiesværmen styrres derfra vælger de at gør oprør. De er dog i undertal, og har hverken træning eller våben der matcher megabyens hær. Og så er der zombierne der i kampens hede måske ikke længere er til at styre. Oprørerne har dog et kort i ærmet der kan vende krigen til deres fordel.

Hvor Requiem handlede som zombie truslen, og om hvordan en lille flok reagerede på truslen, så er Pax Immortalis mere en action historie hvor zombierne blot er en af de trusler der skal kæmpes imod. Og så er det ikke mindst det næstsidste skridt frem til det afsluttende bind som vi efterhånden har ventet på i mange år og som nu endeligt snart er har. Men med den mængde zombier der var i Pax Immortalis, så bliver det spændende hvad det så kommer i det sidste afsnit.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Synne K. Eriksen – De Tre Tyste – Dødeklokken

De Tre Tyste – Dødeklokken
Roman af Synne K. Eriksen
Turbine, 350 sider, 2019

Med Dødeklokken sætter Synne K. Eriksen et bevægende punktum for trilogien om De Tre Tyste.

Fortællingen startede med Sigurds søster Svanhild blev bortført af kæmpeørne. Siden fulgte vi Sigurd i hans søgen efter hende. En søgen der førte ham til den modige klokkemager Myrhat og den gådefulde skygge Oresme. Det viste sig snart, at der var vældige kræfter på spil i Skoven, hvor tusmørket kryber frem. Helt frem til Bavnelandet, hvor de forskellige høvdinge ruster op til krig mellem menneskene.

Dødeklokken er en fortælling, der fører dig sikkert gennem hele følelsesregisteret. Der er dog én gennemgående følelse, der igen og igen træder frem foran de andre; længslen. Den dybe længsel, titter det hele tiden ud gennem siderne, som grenene i den vildtvoksende skov, der er rammen om størstedelen af fortællingen. En fortælling, der egentlig er ligetil; en dreng, der desperat leder efter det, han har mistet. Alligevel er der intet ligetil ved myriaderne af karakterer, hvis skæbner væves sammen på smukkeste vis. Historien byder også på kamp, spænding, mod og intriger i rigt mål, så der vil være noget for alle slags elskere af smuk fortællekunst.

Hvor nogle ting ikke var helt så polerede i de to første bøger, så er Dødeklokken komponeret med sikker hånd. De Tre Tyste er fantasy i særklasse. Velskrevet i en grad, hvor forfatterens omhu tydeligt skinner gennem. Tak, for rejsen! Tak for Sigurd, Myrhat, Grå og alle de andre.

Anmedt af Helle Perrier

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Thomas Alsop – Manhattans beskytter & 3000 sjæle

Thomas Alsop
Bind 1 – Manhattans beskytter
Bind 2 – 3000 sjæle
Tegneserie af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt
Fahrenheit, 2015/2017

For generationer siden blev et medlem af familien Alsop ramt af en forbandelse der gav ham paranormale egenskaber. Samtidig fik han opgaven som øen Manhattans beskytter imod onde overnaturlige kræfter. Disse evner og opgaven er gået i arv i generationer og i 2011 er det Thomas Alsop der er øens beskytter. Han har dog benyttet sine egenskaber til at skabe sig en berømmelse som medie-stjerne, hvor han filmer sine oplevelser og lægger dem op på nettet. Samtidig er han ved at synke ned i stoffer og alkohol, og han er ved at miste forbindelsen til øen som ellers skulle guide ham i hans opgave som beskytter.

Op til 10 års dagen for angrebet på World Trade Center opdager han at sjælene for alle de dræbte stadig er bundet til stedet. Han sætter sig for at frigive dem, men kommer i den sammenhæng ind på en gammel sort magi der hviler på stedet, og han må få styr på sig selv for at klare opgaven.

Historien tager os også tilbage i tiden til dengang en mørk magi blev bundet til stedet, men den ender også med at fortælle hvorfor Alsop er gået i hundene.

Det er en mørk og dyster historie, hvor mange okkulte kræfter på spil, og det er bestemt ikke dem alle der er lige begejstrede for den måde han bruger sine kræfter, og at han viser dem til offentligheden. Men netop offentligheden er en af de faktorer som han kommer til at skulle bruge for at frigøre de 3000 fangede sjæle.

Bind 1 starter med et forord af tegneseriens forfatter Chris Miskiewicz, der fortæller om ideen til historien, mens bind 2 afsluttes med et efterord af tegneren Palle Schmidt der fortæller om hvordan han blev en del af projektet. Såvel forord som efterord er med til at indramme historien godt, en historie som de i samarbejde får formidlet både godt og spændende.

Alsop starter som en overfladisk person der har benyttet sine specielle kræfter til at blive en mediesentation, men man ser hurtigt at det kun er på overfladen han har styr på tingene, og den dystre historie der udfolder sig omkring ham, og ikke mindst Manhattans dystre forhistorie, er bestemt spændende at læse.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Horror, Tegneserier | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Absurd

Absurd
Tegneserieantologiblad
Forlaget Afkom, 2019, 48 sider

Anmeldereksemplaret er leveret af forlaget

I sidste nummer anmeldte vi antologibladet Volt. Det lader til at det står lidt stille omkring det blad. Et nyt har dog meldt sig på banen under titlen Absurd, og såvel navnet, som forsiden viser tydeligt at der er tale om horror tegneserier.

De 48 sider indeholder 5 forskellige historier startende med “Sodapop” af Maria tran, hvori en kvinde netop er blevet droppet af sin kæreste, men hun vil bestemt ikke give slip på ham.

I “Dybet” af Lauge Eilsøe-Madsen er et par dykkere i en minibåd kommet ned i et ukendt, men bestemt ikke livløst dyb. Spørgsmålet er nu hvad de har vækket dernede. Der er bestemt noget Lovecraftiansk over denne, og dette er nok min favorit historie i bladet.

I “Jagt” af Bjarke Johansen er et kæmpe vildsvin løs, og en jæger er efter den, men der er måske også nogen efter ham.

I “Hytten der dryppede blod” af Danni Bardlund Christensen lever bestemt op til sin titel, og er hæftets klart blodigste indlæg, med folk der bliver splittet ad af et brutalt monster.

Det sidste bidrag er “Gæsten” af Matias Gedtek tager en kvinde et job hvor hun skal passe en mystisk mands kat, og det kan næppe komme som nogen overraskelse at det skulle hun ikke have gjort.

Bladet har en fin variation i historier, og jeg må sige at indholdet lever godt op til titlen Absurd, hvilket bestemt er ment på den positive måde. For historierne er absurde, men giver tilsammen en fin udgivelse, som lever fint i samme stil som antologibladet Volt, og andre lignende antologi udgivelser. Jeg ser bestemt frem til fremtidige numre.

Se den første side af hver historie på forlagets hjemmeside.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Horror, Tegneserier | Tagget , , , | 2 kommentarer

Der Goldene Handschuh

Der Goldene Handschuh
dir. Fatih Akin, Tyskland, 2019
Dansk distribution: Another World Entertainment

Fatih Akin er en af Tysklands lovende, unge instruktører. I Der Goldene Handschuh får vi historien om den Tysklands nok mest berygtede seriemorder Fritz Honka, der hærgede Hamburgs Skt. Pauli-kvarter fra 1970 til 1975.

Filmen er nærmest en slags dokumentar over hans liv i denne periode. Honkas liv er monotont, kedeligt og uden indhold. Han går på arbejde, han drikker enten hjemme eller på stamværtshuset Den Gyldne Handske, hvor han forsøger at lokke kvinder med sig hjem.

Honka er et udskud, en samfundstaber og en plaget mand, der lider voldsomt under sin ensomhed og som har fået et totalt forvredet og uhyggeligt ensidigt billede af kvinder. Kvinder eksisterer for at levere sex, og det er i orden at lade sit raseri og sin følelse af mindreværd og håbløshed gå ud over dem og i sidste ende dræbe dem. Resten af filmens galleri består af lige så nedbrudte, knugende ensomme mennesker, der lever i fattigdom, misbrug og uden en eneste ægte, varm relation. Faktisk var det kvindernes skæbner, der rørte mig allermest. De bliver alle behandlet som ting; enten som begærede objekter, nødvendige rekvisitter eller menneskelige boksebolde og ikke kun af Honka.

Filmen er blevet kritiseret for at være kvindefjendsk. Ja, der er masser af kvindehad i filmen. Faktisk er det en af hovedpointerne. Den viser hvor voldsomt men også dagligdags kvindehadet/kvindeforagten er. Og det er væmmeligt og frastødende skildret, fordi det ER væmmeligt og frastødende.

Ofte bliver mennesker “på bunden af samfundet” skildret uden ægte medfølelse eller forståelse, og her synes jeg faktisk det lykkes Der Goldene Handschuh at få formidlet, hvor håbløse, triste og desillusionerede de er uden at sensationalisere, udlevere eller se ned på. Den skildrer uhumskheden, umenneskeligheden og brutaliteten men uden at umenneskeliggøre sine figurer.

Filmen stinker. I bogstaveligste forstand. Sjældent har jeg set en film, hvor jeg har været SÅ glad for, at der ikke følger lugt med. Hvert eneste billede emmer af indelukket råddenskab, gammel sur cigaretrøg, uvaskede kroppe og alkohol. Og det er alt sammen utroligt deprimerende og hjerteknugende. Hvis man nogensinde har haft berøring med sådan et miljø, så vil man også vide, at mennesketyperne i filmen er helt og aldeles realistiske. Flere har fremhævet den som sorthumoristisk. Jeg fandt den på ingen måde morsom. Dertil var den for realistisk og tragisk. Og jeg kan sige, at jeg kender miljøer som det filmen udspiller sig i, og det er ramt på kornet men også fortalt med medfølelse og uden middelklassens sædvanlige nedladende fascination.

Alt i alt er det en imponerende film lige som Jonas Dasslers præstation er i en klasse for sig. Han er nærmest uigenkendelig og synes at være smeltet sammen med figuren Fritz Honka. Det er ikke blot fantastisk makeuparbejde, Dasslers mimik, gestik og hele måde at tale og bevæge sig på er enestående og giver baghjul til mange af Hollywoods store og fejrede karakterskuespillere. Jonas Dassler er kun 23 år gammel, så vi får forhåbentlig glæde af hans talent mange år endnu. Han har fortjent anerkendelse internationalt.

Anmeldt af Helene Hindberg

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Apocalypse Now: Final Cut

Apocalypse Now: Final Cut
Film, USA, 1979/2019, 182 min.
Instr.: Francis Ford Coppola
Medv.: Martin Sheen, Marlon Brando, Robert Duvall, Dennis Hopper, m.fl.

Denne anmeldelse er baseret på en 4K-pressevisning, som filmdistributøren Another World Entertainment inviterede os til, forud for filmens reprise-premiere i biograferne d. 28. november.

Den store polsk-britiske forfatter, Joseph Conrad (1857-1924) har bestemt ikke levet forgæves, og tak og lov for dét. Uden hans kortroman, Heart of Darkness, fra 1899, om en nervepirrende tur op af Congo-floden (baseret på hans egne oplevelser otte år tidligere), havde vi 80 år senere ikke fået mesterværket Apocalypse Now, som omplanter historien til Vietnam, og bedre end nogen anden film hjælper os dybt ind i mysteriet om hvorfor en mægtig militærnation som USA ikke kunne få bugt med de nordvietnamesiske guerrilla-styrker.

Denne fejrede filmklassiker har i anledning af sit 40-årsjubilæum i år repremiere i form af instruktørens eget Final Cut; den endelige version af filmen, som udover at komme op i biograferne igen også udgives på Blu-ray (inkl. 4K); den udkom i USA i august, og i Europa her i november. Man bør dog ikke snyde sig selv for at få den fulde og skarpeste biografoplevelse; denne film er én af de milepæle i mediets historie som absolut nydes bedst på det helt store lærred. Denne anmelder satte sig godt tilrette pænt langt tilbage i IMAX-salen, og nød den fantastiske cinematografi i fulde drag – i øvrigt for første gang i mange, mange år.

Martin Sheen har sin måske væsentligste glansrolle som Captain Willard, en ganske hårdkogt militærmand som før har elimineret folk for CIA. Her sendes han ud på en lang flodfærd for at uskadeliggøre Marlon Brandos Kurtz, en højtdekoreret oberst som er blevet – hvad skal man kalde det – utilregnelig. Første stop er en flodmunding som er kontrolleret af nordvietnameserne. Willard og hans minimale følge eskorteres til det strategiske sted af en hel deling helikoptertropper kommanderet af oberstløjtnant Kilgore, en figur som om nogen personificerer hele Vietnamkrigen, Amerikas attitude og krigens absurditet i det hele taget. Og som også er en rystende, udødelig og uforglemmelig præstation fra Robert Duvall. Sekvensen hvor hans tropper erobrer stranden – ikke mindst fordi de har hørt at den har nogle af de bedste surf-bølger i hele landet – er chokerende blæret instrueret. Man ser tydeligt at filmen har haft et enormt budget, og det visuelle og auditive spektakel her står ikke tilbage for Dunkirk eller nogen anden nyere film med lignende svulstige krigssekvenser. Alene på basis af denne sekvens kan ingen være i tvivl om at dette er en af historiens største krigsfilm.

Da Willard og hans lille skib er nået hele vejen op af floden og ind i Cambodia, bl.a. med et forfriskende stop ved en fransk plantage hvor ejerne stadig holder stand mod kommunisterne, står han endelig ansigt til ansigt med Kurtz. Willard har ikke rigtig bestemt sig for om han egentlig vil slå Kurtz ihjel, og Kurtz lader til at forstå Willard bedre end Willard selv. Kurtz er tydeligvis en formidabel mand, og man kan diskutere om han er mere sindssyg end enhver anden stor militærstrateg. Hans formål er at forstå guerrilla-soldaterne, og det at han har sat sig selv op som en gud for de primitive krigere i Cambodia er et led i et eksperiment: kan han selv skabe en guerrilla-hær der er lige så hensynsløs og grusom som nordvietnameserne kan være? Svaret er at det kan han godt, hvis han bruger lokale krigere, men prisen er hans menneskelighed, og amerikanske soldater ville ikke kunne klare det, for det er ganske enkelt så horribelt at det er uforeneligt med vestlig civilisation. Derfor kan amerikanerne ikke overvinde nordvietnameserne. Og eksperimentet må afbrydes og afsluttes, så Kurtz antyder overfor Willard at han skal slå ham ihjel og tage hjem og fortælle Kurtzs historie.

Selv om Marlon Brando ankom til optagelserne uforberedt og overvægtig, falder det ikke seeren ind at han kunne eller skulle have været anderledes end den mørke og hemmelighedsfulde figur han er her. Han spiller endnu en gang så aldeles fascinerende skuespil at figurens og filmens pointe rammer publikum så rent og stilsikkert at man på intet tidspunkt forestiller sig at der kunne eller skulle have været nogen anden version end denne.

Coppola har sagt at i sidste ende var det ikke ham, men junglen selv, der lavede filmen. Det er også det indtryk man får når man ser den. På trods af lange, problemramte optagelser endte filmen med at blive et tidløst, formfuldendt storværk. Den har sit eget liv, sin egen vildskab, og den lever og vokser videre ud i virkeligheden.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

~Tue Sørensen

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Patrick Leis – Requiem

Requiem
Roman af Patrick Leis
Necrodemic, 3
Valeta, 2018, 386 sider
Fås som paperback og e-bog

I 2003 begyndte Patric Leis zombieserien Necrodemic med bogen Requiem (anmeldt i Himmelskibet nr. 6 i 2005). I de efterfølgende år udkom der yderligere fire bind (hvoraf et var et dobbelt-bind), men serien blev ikke afsluttet. I 2016 startede han så serien forfra, denne gang på forlaget Valeta, og nu er det planen at hele serien skal udkomme. Bøgerne udkommer dog ikke i samme rækkefølge som dengang, men derimod i forhold til historiens kronologi. Det betyder at hvor Requiem var bind 1 dengang, så er det denne gang nummer 3 i serien.

For Requiem er der ifølge bogens intro tale om en del omskrivninger, da første udgave af bogen var blevet tilpasset et yngre publikum, men den er nu omskrevet til en mere rå udgave, hvilket bestemt passer godt til denne historie. Det er ca. 15 år siden jeg læste den oprindelige, så jeg kan ikke huske detaljerne, men læsningen af den nye udgave gav bestemt et indtryk af at der ikke var lagt fingre imellem.

Vi befinder os nogle hundrede år efter civilisationen brød sammen under zombieplagen. Handlingen finder primært sted på en barrikaderet gård, hvor de der kan bidrage til gårdens drift, får lov til at blive. Gården er barrikaderet for såvel zombier som for levende døde dyr. De dyr der holdes på gården, er genmanipuleret så de giver mere kød, men det har også gjort dem aggressive, så det er ikke for enhver at passe dem. Ved historiens start får gårdens beboere besked om at en sværm af zombier har overrendt en nærliggende gård, og beboerne vil nu prøve at samle de andre gårde til fælles forsvar imod de utallige udøde. Dette er dog ikke så let at stable på benene som man kunne ønske.

Det er ikke den store spoiler at afsløre at zombieflokken angriber, da det ligger i kortene fra starten; et angreb der bliver blodigt og som langt fra alle overlever.

Som det hører sig til i en ordentligt zombiehistorie, er den reelle fare de stridigheder og magtkampe som finder sted iblandt de levende, som ofte kan ende med at det giver det hul de levende døde kan slippe igennem og dermed blive en endnu mere dødelig trussel.

Requiem har længe været en af mine favoritter af zombiebøger, og den nye udgave har bestemt ikke gjort min begejstring mindre. Skulle man ikke have læst de to første bind i den nye udgivelsesrække, så vil Requiem være et godt sted at springe ind i serien.

Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 57

Udgivet i Bøger, Horror | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Mette Sejrbo – Vampyrens Pagt

Vampyrens Pagt
Roman af Mette Sejrbo
Ulfhedin-sagaen 3
Dreamlitt, 2018, 558 sider, 299 kr.

Så fandt jeg tid til at kaste mig over Vampyrens Pagt, der er tredje bind i Ulfhedin-sagaen af Mette Sejrbo. Men i modsætning til de to første bind, Heksens Kald og Varulvens Forbandelse, som står i min reol, og som tidligere er anmeldt her i bladet af Jette Holst, så har jeg valgt at låne denne bog på biblioteket. Det gjorde jeg, fordi min forventning var, at alle muligheder for nye ideer og dramaer nu var udtømt. Jeg regnede simpelthen med at skulle læse en tekst fuld af gentagelser. En handling, som udspandt sig i de samme omgivelser og med samme virkemidler, som tidligere – som en gammel vinylplade, hvor stiften bliver ved med at hoppe tilbage i den samme rille.

Men hvor tog jeg fejl.

Når Mette sætter sig til tasterne, så vælter der simpelthen uventede og overraskende nye miljøer og vinkler ned på harddisken i en lind strøm, og læseren fastholdes i et net af dramatisk spænding.

Mest markant er det, at vampyrerne er kommet meget mere på banen her i tredje bind, og de er bestemt ikke kedelige. Heller ikke når de dyrker sex, og her må jeg advare om, at Mette ikke lægger fingrene imellem. At det samtidig er yderst bloddryppende, kan vel ikke overraske nogen.

Under det hele lurer det nu meget anspændte forhold mellem de to gennemgående hovedpersoner, Emilie og Jonas. Emilie kan ikke få vampyren Van der Maas, som hun uvidende om hans sande identitet har haft et forhold til, ud af sine tanker, og Jonas overskrider sine grænser, da han får fært af en jysk pige i ‘løbetid’.

Noget som jeg synes gør Ulfhedin-Sagaen yderst nærværende er, at den har rødder i vores egen forhistorie. Mette har helt tydeligt gjort en enorm indsats for at sætte sig ind i de gamle nordiske sagnfigurer som hun levendegør, så det nærmest virker naturligt, at vølver, varulve og vampyrer færdes imellem os i menneskeskikkelse.

Det skorter derfor ikke på gamle udtryk og benævnelser, som ville have været mere eller mindre uforståelige for læseren, hvis ikke Mette havde lavet en ordforklaring bag i bogen.

Efterhånden som handlingen skrider frem, spidser forholdet mellem varulve, vølver og vampyrer meget dramatisk til. De meget spændende og blodige konfrontationer det afstedkommer, synes jeg imidlertid bliver for synlige. Så synlige at det ikke burde kunne undgå at medføre en reaktion fra de almindelige mennesker, der bliver vidner. Men den udebliver, og det synes jeg er forkert. Derfor burde Mette have ladet sine karakterer udvise langt mere diskretion, så handlingen var blevet holdt på samme skjulte niveau, som den befinder sig på i de tidligere bøger, hvor netop det gør, at det virker sandsynlig, at de tre v-grupper eksisterer og kæmper deres kampe i et skjult parallelunivers.

Vampyrens Pagt er helt tydeligt ikke slutningen på Ulfhedin-Sagaen, og jeg er spændt på, om Mette lykkes med at få styr på ‘balancen’ mellem de øverste okkulte ledere, der kæmper om magten, og som hun nævner flere gange som en magtpolitisk overbygning, der manipulerer i det skjulte på højeste niveau.

Som de tidligere to bøger er Vampyrens Pagt velskrevet og meget tæt på at være uden stavefejl, så har du lyst til at opleve en rejse ind i Mettes nordiske univers med alle de sagnfigurer, som vi kender eller har hørt om, og flere til, kan jeg kun ønske dig en rigtig god ‘tur’. For mig  var det en fornøjelse at læse bogen, selv om den et par gange snuppede lidt af min nattesøvn.

Anmeldt af Johannes Lundstrøm i Himmelskibet 57

Udgivet i Bøger | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Lars A. R. Stender – Rise of the Winged Lion

Rise of the Winged Lion
Roman af Lars A. R. Stender
Enemy of Evil, bind 1
L. Stender e-books 2018, 418 sider, 199,95 kr.

Det første der slår en, når man tænker over Rise of the Winged Lion efter at have læst den, er hvor ambitiøs den er i sit scope. Det er en space opera i en klassisk tjubang-stil, og man er ikke i tvivl om at Stender har brygget godt og grundigt på sit kæmpestore univers. Hele galaksen er i spil i bogen, og det er svært ikke at tro, at historien på sigt ikke vil brede sig endnu mere – flere galakser, hele universet, tid og rum er i spil.

Men i første bog er det altså kun galaksen det drejer sig. Om fem tusinde år er menneskeheden blevet underlagt vorgerne, en parasitagtig fremmed art, der styrer alle Imperiets indbyggere. Vorgerne underlagde sig menneskeheden og alle andre efter en intern borgerkrig havde svækket de eksisterende magthavere.

Men vorgerne sidder ikke så sikkert på magten, som man skulle tro; interne kræfter pønser på oprør, og et ældgammelt supervåben er ved blive vækket. Mens vorgerne gør klar til at knuse de sidste frie stjernesystemer, plotter forskellige fraktioner, hvordan de kan slippe for deres overherredømme.

Stender kaster læseren (sådan føles det i hvert fald) rundt i hele galaksen i et komplekst plot, hvor den ene action-scene afløser den anden, så man bliver både fortumlet og forpustet af at skulle følge med.

Det er tydeligt at forfatteren har nydt at kaste ideer og scener ind, og skal man være lidt kritisk over for den hæsblæsende tour de force i dette kæmpeværk, er det nok, at det faktisk er alt for stort og fragmenteret. Den grundlæggende historie med jagten på vidundervåbenet, heltens begyndende rejse og udvikling er faktisk (trods et par kameler) godt tænkt og velbeskrevet, men jeg synes personligt at det bliver for meget med alle de skift, specielt fordi Stender både introducerer mange nye personer, der beskrives pænt detaljeret for så at blive smidt væk, og mange detaljer om verden og teknologi, der ikke altid er plotrelevante som sådan. Mængden af detaljer understreger i hvor høj grad forfatteren kender sit univers, men jeg kunne have ønsket, at redaktøren havde beskåret den del kraftigt. Det er betegnende at der sidst i bogen befinder sig et femogtyve sider langt appendiks med opslag om alt fra hvordan shunt-teknologien gør det muligt at flyve hurtigere end lyset med samt relevante formler, til ordforklaringer på selvopfundne arkaiske ord benyttet i teksten. Endvidere indledes kapitlerne af afsnit fra fiktive historieværker, der benyttes til at kommentere handlingen.

Det er en balance på en knivsæg at skulle på en gang give fornemmelse af det fremmede og så ikke drukne læseren i uvedkommende detaljer. Problemet for mit vedkommende er, tror jeg, at en del af disse elementer ikke føles integrerede i historien, de er mange gange mere staffage end nødvendigt, og det trækker tempoet ned. Eksempelvis i scenen hvor det onde Vorg-imperium endelig angriber de sidste frie planeter, er der midt under kampen en længere beskrivelse af, hvordan effekten på RED Turbo lasers udregnes.

Inspirationen kommer mange steder fra, og det bliver lidt en sport at gætte, hvad der har inspireret: I høj grad Star Wars (ofte med bedre baggrund og mere sammenhæng end forlægget), i hvert fald dele af Dune (hekseordenen), og endelig også Warhammer 40K, men også andre smådele er fint inkorporeret i historien.

Et interessant greb i fortællingen er en segregering af kønnene i samfundet, som desværre brydes lidt for ofte i fortællingen til at konsekvenserne rigtig mærkes i plottet, og ind imellem føles det store fokus på binært køn sært antikveret – nok også hjulpet på vej af hvad der føles som et overforbrug af ‘curvaceous’ i beskrivelserne af de kvindelige personager.

Et andet er fokus på de økonomiske konsekvenser af FTL-teknologien. Det er ikke økonomisk rentabelt for den enkelte at rejse mellem stjernerne, så der opstår et de facto-monopol på dette; en interessant konsekvens af dette er at venner og fjender kan blive transporteret sammen til deres fælles kampplads og altså må holde freden undervejs.

Har man læst og nydt Star Wars-bøgerne, er der ikke meget at tøve med. Enemy of Evil er kompetent skrevet og elementært spændende. Bogen er velskrevet, med få og ubetydelige korrekturfejl, og det mærkes stort set ikke at forfatteren sandsynligvis ikke har engelsk som modersmål.

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Anmeldt af Jesper Rugård Jensen i Himmelskibet 57

Udgivet i Bøger, Fantasy | Tagget , , , | Skriv en kommentar