Joker

Joker
Film, 2019
Instruktør: Todd Phillips
Med: Joaquin Phoenix,  Robert De Niro, Zazie Beetz m.fl.
IMDb

Trailer

Nogle mennesker har det ikke nemt. Det gælder blandt andet for Arthur Fleck (Jaoquin Phoenix), en midaldrende mand med mange problemer og få muligheder. Han har en mængde psykiske lidelser, blandt andet at han nogle gange ler ukontrolleret på upassende tidspunkter. Han har engang været indlagt (en tid han betegner som den lykkeligste i hans liv), men er nu ude, om end han jævnligt besøger en psykolog (som virker ret ligeglad) og får et helt batteri af psykofarmaka. Han bor hos sin syge mor i en udslidt lejlighed i en udslidt ejendom i en udslidt del af byen Gotham City. Han forsøger at ernære sig som klovn, for hans elskede mor har fortalt ham at han “er sat i verden for at få folk til at le”.

Selvom stakkels Arthur ikke har det nemt i begyndelsen af filmen, får han det hurtigt værre. Han bliver overfaldet og gennemtævet af en bande unge, han kommer i overhængende fare for at miste sit job, og kommunen sparer psykolog og medicin væk. Eneste lyspunkter er den søde, enlige mor Sophie Dumond (Zazie Beetz) som bor på samme sal som ham og syntes at finde sympati for ham, og så tv-showet Live With Murray Franklin, hvor komikeren Murray Franklin (Robert De Niro) har forskellige gæster på besøg foran et live-publikum. Arthur drømmer om selv engang at være med i showet, men det er en drøm, der synes at have lange udsigter.

Gotham City er, som vi kender det fra historierne om Batman, en by med stor polarisering mellem rig og fattig, plaget af kriminalitet. Situationen bliver ikke bedre af en skraldemandsstrejke, som gør at affaldet hober sig op i gaderne. Det lover borgmesterkandidaten og milliardæren Thomas Wayne at rette op på, hvis han bliver valgt. Arthurs mor har engang arbejdet for Wayne og skriver jævnligt breve til ham, hvor hun beder om hjælp, men der kommer aldrig noget svar. Det er uklart præcist hvornår det er meningen at filmen udspiller sig, men det er klart før internet og mobiltelefoner. Klassiske biler som dem vi kender fra gangsterfilm, kan få en til at tro at vi skal meget langt tilbage, mens andre detaljer får en mere til at tænke på 1980’erne.

Tingene går langsomt fra slemt til værre for Arthur, som oplever en masse uretfærdighed fra det offentlige såvel som fra de mennesker, han troede han kunne stole på. Han finder også ud af at flere ting fra hans fortid ikke er som han troede de var; noget der bidrager til at han synker længere ned i sin sindssyge, så han efterhånden har svært ved at skelne virkelighed fra fantasi (og det er i nogen grad op til seerne at afgøre hvad der er hvad). Hvad det præcist er, der får det til at kamme helt over for Arthur, så han bliver den Joker, vi kender fra Batman, vil jeg ikke afsløre for de, der endnu ikke har fået filmen set.

Joaquin Phoenix er mesterlig som Arthur Fleck, og rollen har allerede indbragt ham en filmpris og har fået ham nomineret til flere. Han er en helt anden type Joker end Jack Nicholsons selvsikre gangster eller Heath Ledgers psykopatiske anarkist, og man kan ikke lade være med at fatte en hel del sympati med ham. Phoenix har ladet sig udmarve til rollen, og Arthur er ikke meget mere end skind og ben; lige så dårligt klædt på fysisk som mentalt til at klare de prøvelser, han bliver udsat for.

Arthur Flecks nedtur i filmen gav mig en del mindelser om Martin Scorceses film Taxi Driver fra 1976, hvor Robert De Niros figur Travis Bickle gennemgår en lignende nedtur i fortvivlelse og og vold – om end med et noget anderledes udfald (om end Arthur Flecks Joker ender med at blive hyldet som en helt af borgere, der er utilfredse med tingenes tilstand, lidt på samme måde som Travis Bickle bliver hyldet som lokalhelt i slutningen af Taxi Driver). Jeg kan derfor ikke lade være med at tro at Robert De Niros optræden i Joker er mere end en tilfældighed.

Joker er en rigtig fed film, men på trods af referencerne til Batman-universet (blandt andet i form af en meget kendt mordscene), er der ikke tale om en superheltefilm i klassisk forstand. Filmen har langt mere tilfælles med psykologiske og samfundskritiske dramaer som for eksempel netop Taxi Driver. Superheltefans kan nyde filmen for den anderledes og til nu mest detaljerede baggrundshistorie for Jokeren, men filmseere, der ellers ville gå i en lang bue ude om superheltefilm, kan også få meget ud af filmen, både skuespillermæssigt og scenografisk.

Det kan diskuteres om Arthur Fleck virkelig er den Joker, vi kender fra Batmans tegneserie- og filmuniverser. Han virker lidt for sølle til at kunne få succes som manisk superskurk, og aldersforskellen mellem Fleck og Bruce (Batman) Wayne er lovlig stor. Fleck skal nok forestille at være på alder med Jaoquin Phoenix, dvs. omkring 45 år, mens Dante Pereira-Olson, som spiller den meget unge Bruce, er 9 år. Hvis der går 20 år før Bruce springer ud af skabet i flagermusedragt, vil Jokeren være på kanten af pensionsalderen. Jeg foretrækker derfor at tænke på Joker som en selvstændig film, der trækker på elementer i Batman-universet uden egentlig at være en del af det. Der har dog været rygter om en fortsættelse, og hvis vi er heldige, kommer den til at handle om en ny Joker – ham vi kender fra tegneserierne – der lader sig inspirere af Arthur Fleck og dermed binder denne film sammen med det større Bat-univers.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 58

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Eli

Eli
Film, Netflix, 2019
Instruktør: Ciarán Foy
Med:  Charlie Shotwell, Kelly Reilly, Max Martini m.fl.

IMDb

Trailer

Eli er en ny film på Netflix. Det er en gyser. Der er to halvdele af filmen. Anden halvdel er på en helt anden måde end første halvdel. Jeg synes at det er noget makværk. Første halvdel er som sagt fin nok, men jeg havde nok ladet den fortsætte på en helt anden måde, hvis jeg var instruktøren. Han kunne have ladet den være meget mere uhyggelig. Den ender bare på en rigtig mærkelig måde. Skiftet fungerer slet ikke.

Filmen handler om en dreng som har en sygdom der gør at han ikke kan tåle sine omgivelser. Han kan ikke tåle almindelig luft, vand og mad. Han lever under desinficeret plastik rundt og over hans seng. Hans forældre tager ham til en læge der arbejder i en stor villa, der er komplet desinficeret. Intet fra omverdenen kan komme ind. Han skal nu have lægebehandling her som vil gøre ham rask.

Han oplever dog spøgelser på stedet om natten. De forfølger ham. Måske er det fordi sygdommen er ved at forlade hans krop. Hans forældre vil have at behandlingen fortsætter trods oplevelserne med spøgelserne. Gysene er rigtigt gode. Jeg kan godt lide den slags gys. Som sagt hopper handlingen af i anden del, men jeg vil ikke røbe hvad der sker. Nogle på Facebook kan godt lide hele filmen som den er. Det var dog ikke lige noget for mig.

Skuespillet er dog udmærket. Netflix har også midlerne og viljen til at lave noget godt. Jeg tror ikke filmen kan ses af børn. Jeg synes noget af filmen var udmærket, men ikke den hele. Jeg vil give filmen 5 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet nr.58

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Dark, Sæson 1

Dark, Sæson 1
TV-serie, Netflix, 2019
Skabt af Baran bo Odar og Jantje Friese
Med:  Karoline Eichhorn, Louis Hofmann, Jördis Triebel m.fl.
Tysk tale, danske undertekster
Genre: Science fiction-gyser

IMDb

Trailer
Dark er en ny tv-serie på Netflix. De har lavet to sæsoner, men vil gerne lave en tredje. Der er rigtigt gode skuespillere med. De spiller bare rigtigt godt. Dark skulle være lidt ligesom Stranger Things, men den tv-serie har jeg ikke set, så jeg kan ikke sammenligne. Dark er mørk og dyster. I starten er der meget gys, men det bliver mindre hen ad vejen. Jeg er ikke så bange for gysere længere. Jeg kunne godt lide at Dark er så mørk her op til halloween.

Dark foregår i den tyske by Winden. Den ligger tæt på Rhinen. Der er et stort atomkraftværk tæt ved byen som mange i byen arbejder på. De er derfor afhængige af kraftværket. Der begynder at ske mørke mærkelige ting i byen. Det er en cyklus som gentager sig hvert 33. år. Det er sket i 1953, 1986 og 2019. Der er et stort stort hul i en klippe i den lokale skov som skaber tidsrejser mellem 1986 og 2019. Man ser så hvad det har af konsekvenser for folk at blive smidt ind i en anden tid. Der er mange unge og børn som er forsvundne. Nogle unge bliver fundet i skoven med deres øjne brændt ud og med ting fra en anden tid. Der er også fugle og en bondemands får som får deres trommehinder sprængt ud. Hvad foregår der egentlig i den by? En del af det at se Dark, er at komme nærmere på nogle af alle disse hemmeligheder.

Skuespillet er som sagt fremragende. Tv-serien er dog ikke så uhyggelig. Der er mange mystiske personer i serien. Serien er heller ikke bange for at lade børn komme galt afsted. Jeg har været godt underholdt. Det ser ikke ud til at serien er blevet lige så populær som Stranger Things. Måske kan den ikke fortsætte i lige så lang tid.

Der er ikke de store plothuller i den. Man håber det skal gå godt for folkene i serien, men som regel går det den anden vej. Man følger fire generationer, og man følger dem i forskellige tidsaldre. Der er også folk som bare bliver tabt i tiden og aldrig rigtigt finder sig selv igen. Det er en tv-serie som kræver man holder øje med hvad der sker. Jeg tænker ikke at den kan ses af børn. Der er mange plot tråde. Der er også karakterudvikling. I det hele taget er det en ret god tv-serie. Jeg vil give den 9,5 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet nr.58

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Doom Patrol

Doom Patrol
TV-serie, sæson 1, 2019
15 afsnit af ca. 1 time
Skabt af Jeremy Carver efter tegneserien af samme navn
Med: Diane Guerrero, April Bowlsby, Alan Tyduk, Brendan Fraser, Timothy Dalton m.fl.
Kan ses på HBO

IMDb

Trailer

Nogle mennesker har det ikke nemt. Det gælder blandt andet en lille flok individer, som er blevet horribelt forvandlet af forskellige begivenheder og som videnskabsmanden Niles Caulder (Timothy Dalton), kaldet “The Chief”, har taget under sine vinger og ind i sit hus. Der er den tidligere racerkører Cliff Steele (Brendan Fraser), som efter en ulykke er blevet reduceret til en hjerne i en robotkrop, den tidligere jagerpilot Larry Trainor, i hvis krop et energivæsen har taget bo, så han hele tiden må gå med kemisk behandlede bandager på hele kroppen, skuespillerinden Ríta Farr, der har mistet kontrollen over sin egen krop, der deformerer eller vokser ukontrolleret, og Kay “Crazy Jane” Challis, som har 64 personligheder med hver sin superevne (og hvert sit traume). Ingen af dem er særligt lykkelige for deres tilværelse, selvom de alle på den ene eller anden måde er udødelige – fx var Rita Farr en stor filmstjerne i Hollywoods guldalder, men ligner stadig (når hun har kontrol over sin krop) en ung kvinde.

Gruppens triste dagligdag bliver brudt da Mr. Nobody (Alan Tyduk) kommer ind i billedet. Han er en superskurk, der kan manipulere med virkeligheden, og han har åbenbart et horn i siden på The Chief, som han bortfører under særdeles mærkelige omstændigheder, og så må vores (anti-)helte tage affære.

“Særdeles mærkelig” er et udtryk der passer godt på serien som helhed. Vores hovedpersoner kommer ud for den ene dybt bizarre situation efter den anden og render på adskillige sære personligheder, der har forbindelse til The Chiefs fortid – og måske også deres egen. Hele verdens eksistens er på spil ved flere lejligheder, og vores ‘helte’ er særdeles dårligt klædt på til at håndtere situationerne – selv efter at de får følgeskab af Cyborg fra Teen Titans, som ellers er en erfaren superhelt.

TV-serien er baseret på DC Comics’ tegneserie af samme navn, som debuterede i 1963, kort før X-Men gjorde det hos konkurrenten. Der har været snakket meget om lighederne mellem de to serier – begge har et hold martrede outsider-helte under ledelse af en ældre mand i rullestol – men konsensus er vistnok at det er et tilfælde. Serien blev aldrig voldsomt populær og lukkede i 1968. Flere forsøg på at genoplive serien slog fejl indtil forfatteren Grant Morrison overtog serien i slutningen af 1980’erne sammen med tegneren Richard Case. Morrison tog udgangspunkt i det der havde været seriens særkende fra starten, nemlig bizarre skurke og situationer, og gav det hele en tand mere eller hundrede. Det groteske og absurde tog førersædet, ofte med elementer af eksistentialistisk horror, men det lykkedes Morrison at skabe vedkommende og spændende historier selv når det blev mest mærkeligt – og det var særdeles mærkeligt.

TV-serien baserer sig især på Grant Morrisons historier, om end Rita Farr er et levn fra den originale serie, som ikke optrådte i Morrisons udgave. Den rammer meget godt det absurde og groteske, men kammer oftere over i det fjollede end det var tilfældet hos Morrison, og horror-elementerne er noget nedtonet. Det ændrer dog ikke på at TV-serien er ganske underholdende og også kan ses af folk, der mere er til absurd humor end til superhelte. Heltenes tragiske liv og deres ikke specielt vellykkede forsøg på at håndtere deres skæbner fylder meget, og samspillet mellem skuespillerne er helt i top.

I løbet af de 15 episoder får man løftet sløret for mørke detaljer fra hovedpersonernes og ikke mindst The Chiefs fortid. Tingene viser sig ikke at være helt som vores helte forestillede sig, og de må stille en hel del spørgsmål til sig selv – og ikke mindst The Chief når de til sidst får muligheden. Flere detaljer skal ikke afsløres her – sæt jer ind og se serien! Den kan varmt anbefales, og jeg er ikke ene om anbefalingen. Seriens karakter på IMDb er 8,0, og den får et score på ikke mindre end 96% på Rotten Tomatoes.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.58

Udgivet i tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Cast a Deadly Spell

Cast a Deadly Spell
TV-film, HBO 1991
Skrevet af Joseph Dougherty
Instrueret af Martin Campbell
Med: Fred Ward, Clancy Brown,  Julianne Moore, David Warner
Kan ses på HBO
IMDb

Trailer

Forestil dig en verden, der ligner vores, bortset fra at magi eksisterer og er ret almindeligt. Forestil dig så en noir-krimi, der udspiller sig i denne verden i 1948 i Los Angeles, med en lurvet, men hårdkogt privatdetektiv, som ikke kan eller vil bruge magi. Og forestil dig at privatdetektiven er denne verdens udgave af H.P. Lovecraft, som har valgt en noget anden karriere end i vores verden. Så har du et meget godt billede af filmen Cast a Deadly Spell, som HBO lavede i 1991 og som nu i nogen tid har kunnet ses på HBO Nordic. Selvom der ikke er tale om nogen ny film, vil den og dens fortsættelse (omtalt nedenfor) nok være nye for mange, så derfor synes jeg at det er passende med en anmeldelse.

Fred Ward spiller privatdetektiven Harry Philip Lovecraft (med et lidt anderledes navn end virkelighedens H.P. Lovecraft – så måske alligevel ikke helt den samme?). Han bliver hyret af rigmanden Amos Hackshaw til at finde en sjælden bog – Necronomicon – som er blevet stjålet fra ham. På sporet af bogen render Lovecraft på flere personer fra sin fortid, blandt andre Harry Bordon (Clancy Brown), hans makker fra dengang han var politimand, som nu driver en natklub og har fingrene nede i en del skumle forehavener, og Connie Stone (Julianne Moore), hans ekskæreste, som nu synger i Bordons natklub og måske, måske ikke, har noget kørende med Bordon. Han kommer også i karambolage med gamle venner fra politiet, som ikke er lige begejstrede for Lovecrafts nye karriere, og Hackshaws kønne     teenagedatter, som gerne jagter mænd – med bue og pil.

Ikke overraskende udvikler historien sig til at handle om mere end bare at få en stjålen bog tilbage, for selvfølgelig har Hackshaw skumle planer med den – planer som næppe kommer mange andre end ham selv til gode. Lovecraft deler kontor med en woodoo-heks, Hippolyta Kropotkin, som advarer ham om at der er noget meget slemt magisk på færde, og at Lovecraft bør gøre som hende og stikke af til Florida, så langt fra Los Angeles som man kan komme i USA.

I ægte noir-stil er der masser af forviklinger, og man kan ikke vide hvem man kan stole på. Det hele ender i en apokalyptisk finale, hvor Lovecraft må redde verden. Stilen er en blanding af hårdkogt krimi og tongue-in-cheek-humor, og selvom der ikke er tale om en stor film, er den absolut værd af se – især for Lovecraft-fans. Det hjælper også at hovedrollerne bliver spillet af en håndfuld særdeles kompetente skuespillere.

I 1994 lavede HBO en fortsættelse, Witch Hunt, der finder sted i 1950’erne, hvor heksejagten på kommunister er erstattet af en heksejagt i mere bogstavelig forstand – noget som Lovecrafts hekseveninde Hippolyta kommer i klemme i. Igen er historien skrevet af Joseph Doughterty, men filmen er instrueret af Paul Schrader, og Dennis Hopper spiller nu en lidt ældre H.P. Lovecraft. I andre roller ses forholdsvist kendte skuespillere som Julian Sands og Penelope Ann Miller.

Denne film mangler noir-charmen fra den første film, men er ellers skåret over samme læst og er da også værd at se for Lovecraft-fans, om end den ikke helt er på højde med Cast a Deadly Spell, og den får da heller ikke helt så høj en karakter på IMDb (5,7 mod 6,6). Plottet har ikke helt så meget apokalyptisk horror som i den første film, men til gengæld fungerer krimiplottet måske en smule bedre.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 58

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Snatchers

Snatchers
Film, USA, 2019, 96 min
Instruktør: Stephen Cedars, Benji Kleiman
Medvirkende: Mary Nepi, Gabrielle Elyse, J.J. Nolan mfl.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

Ca. en halv time inde i denne film ankommer to unge piger til en mands hus. Hurtigt bliver han sat ind i situationen med følgende ordstrøm:

Sara havde sex med en fyr og blev gravid, så vi tog hen på klinikken hvor hun fødte en mærkelig ting, der sprængte lægens hoved i luften og styrede en sygeplejerske som en marionetdukke, og nu har hun en til i sig og vi skal have den ud.

Dette opsummerer ikke blot handlingen ind til da, men giver også en ganske god ide om hvad dette er for en film. En ung pige har sex og bliver inficeret med en mystisk parasit. Næste dag føder hun et monster insekt, der sætter sig fast på nakken af folk, og kan dermed bruge dem til at transportere sig rundt, med et blodigt spor af død og ødelæggelse efter sig.

Det går op for pigerne at hvis de ikke får stoppet væsnet så vil det formerer sig, hvilket sikkert vil mange doble antallet af døde. De bevæbner sig derfor, og tager så afsted til den fest hvor flere fra skolen er, da de har en formodning om at alle de hormoner de fulde unge udskiller vil tiltrække væsnet.

På ekstramaterialet beskriver folkene bag filmen den som en popcorns-horror-komedie, hvilket er en meget passende beskrivelse. Det er tydligt at de ikke har forsøgt at skabe en ny klassiker inden for monsterfilm, men egentligt bare gerne vil lave en film der kan underholde.

Dette lykkedes også ganske godt i actionscenerne, men der er nogle noget passager hvor man sidder og tænker ”kom nu videre”. Kæresten er alt for karikkeret og overspillet, så jeg mest havde lyst til at spole fremad når han var med.

Filmen skal bestemt roses for masser af praktisk effekter, både i form af afrevne lemmer og det mystiske kryb, som helt sikkert har givet flere af skuespillerne ondt i nakken, da de har skullet gå (og nogle gange løbe) imens de kiggede ned i jorden med en insektdukke spændt på hovedet.

Dette er som nævnt ikke en film der kommer til at gå over i historien, men til en gang popcorn og cola er den glimrende underholdning.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 59

 

Udgivet i Film, Horror | Tagget , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 58

Himmelskibet 58
Forår, 2020
171 sider.
Forsideillustration: Peter Keller Hansen
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen

Download på: http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6039

Redaktionelt
Roller og regler – Klumme af Bjarne Sinkjær
Den gamle vandmølle – Novelle af Klaus Æ. Mogensen
Nyere tegneserier i udvalg – Klumme af Tue Sørensen
Rumeventyr – eller noget mere? – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Anmeldelser: film og tv
• Cast a Deadly Spell
• Doom Patrol
• Der Goldene Handschuh
• Dark, Sæson 1
• Eli
• Joker
• Apocalypse Now: Final Cut
• The Rise of Skywalker
• Indre Dæmon
• Doctor Sleep
• Critters Attack!
• Ad Astra
• Crawl
• Ready or not
Anmeldelser: bøger og spil
• Et satans arbejde – Roman af A. Silvestri
• Blodets sti – Roman af Tobias Stenbæk Bro
• Fioron – Roman af Hanne Lykke Rix
• Prins af Okenos – Roman af Hanne Lykke Rix
• Dødeklokken – Roman af Synne K. Eriksen
• De andre – Roman af Susanne Aalling Ovesen
• Pax Immortalis – Opgøret – Roman af Patrick Leis
• Vulkanvinter – Roman af Christian Engkilde
• Mulm – Roman af Teddy Vork
• Thomas Alsop – Tegneserie af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt
• Absurd 1-2 – Tegneserieantologiblad Red.: Anders Fjølvar
• Deep Sleep Trilogy – Spilserie
Korte omtaler – Klumme af Thomas Winther
Kolde våde kys – Novelle af Valbo Horn
British fantasy awards 2019 – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Hugo awards 2019 – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Gamle priser, nye navne – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Ny fantastik på dansk – Bogliste af Janus Andersen

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 2 kommentarer

Absurd 2

Absurd 2
Tegneserieantologiblad
Forlaget Afkom, 2020, 44 sider

Anmeldereksemplaret er leveret af forlaget

Anders Fjølvar udgav sidste år første nummer af en ny horrorantologi med bidrag fra forskelige danske tegneserieskabere. Heldigvis så var det ikke en enkelstående udgivelse, for nu er udgave nummer 2 udkommet. Der er flere nye bidgradsydere med, hvilket vidner om at det er lykkedes ham at få aktiveret en stører flok serieskaberer, noget der jo forhåbentligt kan færre til flere udgivelser fremover.

Første bidrag er fra Anders Fjølvar selv, og handler om metalbandet ”The No Fuck No”, der er blevet trætte af deres egen musik, og derfor vil tilkalde Satan som inspiration. Det kan jo ikke gå andet end galt.

”Ham” af Bjarke Johansen. Starter ud på en strand hvor en mand lurer på en smuk kvinde ligger og soler sig. Det viser sig at han ikke blot er en pervers lurer, men han en der venter på sig derhjemme, som har brug for den unge kvinde.

”Opslugt!” af Bjarke Friis Kristensen. Dette er i bund og grund lille groteskhed om en mand der drikker en kop kaffe.

”Sengetid” af Matias Gedtek. Drengen Danny har fået en hund i fødselsdagsgave. Han smugler hunden med i skole, og har den sovende under sengen hver nat. Dette kunne jo lyde som en sød lille historie, men hvis den var det, så ville den ikke være at finde i et blad med titlen ”Absurd”

”Facilitet XVII” af MNAAR og CHM. Dette er en science fiction historie der finder sted lige inden jordens undergang. Vores planet er blevet ubeboelig, og den eneste mulighed for at rede noget menneskeligt er via en såkaldt Dataark. Mange mennesker har meldt sig til at lade deres væsen blive uploaded til denne ark, der så kan sendes ud i universet, hvor den med lidt held kan finde en beboelig verden, hvor kloner af de uploadede personer så kan føre menneskeheden videre. Det er dog ikke alle der mener at mennesket har fortjent en ny chance til at ødelægge endnu en planet. Dette er min favorit historie i dette blad, da dens dyster streg passer perfekt til den historie den fortæller.

Anders Fjølvar har heldigvis gang i flere projekter, og jeg ser bestemt frem til hvad der ellers kommer fra forlaget Afkom i fremtiden

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Doctor Sleep

Doctor Sleep
Film, USA 2019, 152 min.
Instr.: Mike Flanagan
Medv.: Ewan McGregor, Rebecca Ferguson, Kyliegh Curran, Emily Alyn Lind, m.fl.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

Med nævneværdige undtagelser – herunder selvfølgelig The Shining – er de fleste filmatiseringer af Stephen Kings historier ikke kronet med held. The Shining kan kaldes en horror-/kunstfilm, og de fleste lader til at mene at Kubricks film er en del bedre end Kings romanversion. Doctor Sleep er titlen på Kings romanfortsættelse til The Shining, udgivet i 2013, og også titlen på filmudgaven, som er en overraskende anderledes type film end den første. Doctor Sleep er hvad jeg vil kalde en fantasy-/pulpfilm; den bevæger sig langt mere ind på eskapistisk genreterritorie end The Shining, og den gør det godt. Hvor The Shining er lidt højtflyvende og langtrukken, er Doctor Sleep langt mere magi-drevet og umiddelbart underholdende.

Jack Torrances søn, Danny (spillet af Ewan McGregor), er nu blevet voksen, og hans genvordigheder med sine magiske/telepatiske evner har gjort ham depressiv og alkoholisk, fordi han er lidt af en magnet for overnaturlige energier fra genfærd og monstre. Han har dog så småt lært at håndtere det, og kan gemme de ubehagelige energier væk i nogle bokse i sin psyke. Han kontaktes af en teenage-pige, Abra, som har opdaget at en gruppe af næsten-udødelige psykiske vampyrer har myrdet en ung dreng. Abras egne magiske evner er særdeles stærke, og hun allierer sig med Danny for at bekæmpe denne gruppe, som ledes af den magtfulde Rose the Hat (Rebecca Ferguson), og også inkluderer den 15-årige Snakebite Andi (Emily Alyn Lind), som har evnen til at få folk til at adlyde enhver order, hun giver dem (lige som Kilgrave i første sæson af ”Jessica Jones”).

Det burde således stå klart for de fleste at der er tale om en langt mere kulørt og pulpy type fortælling end det mere minimalistiske og skræmmende karakterstudie i The Shining. Og Doctor Sleep er heller ikke synderlig uhyggelig (måske med undtagelse af det udpenslede barnemord, som har stor betydning for plottet); tværtimod har den flere flotte scener hvor Rose the Hat og Abra bruger deres magiske evner, specielt en scene hvor Roses astrallegeme hænger uden for Jordens atmosfære og studerer hele østkysten af USA for at finde ud af hvor Abra gemmer sig. Samtidig er filmen en klar og tydelig fortsættelse til The Shining, og bruger flere af de samme figurer og koncepter. Dannys mor, Wendy, er med i begyndelsen, spillet af en ny skuespiller, og Jack Torrance selv dukker sandelig også op for en kort bemærkning, spillet af en fyr der gengiver den unge Nicholson ret godt.

Plottet i Doctor Sleep er i sig selv ganske udmærket, og udgør fin underholdning, men perfektion opnår den ikke. Filmens markante mangel er at gruppen af psykiske vampyrer – skurkene – overhovedet ikke er udviklet tilstrækkeligt i dybden. Der fokuseres næsten kun på Rose the Hat, mens vi ikke rigtig lærer de andre i gruppen at kende, hvilket er et sørgeligt spild af godt potentiale. Selv Snakebite Andi, som der bruges noget tid på at introducere, ender ikke rigtig med at få noget at lave. Man kan dog også indvende at potentialet ikke totalt spildes, for i og med at disse figurer ikke portrætteres på en 3-dimensional måde, så kan der stadig være en god baggrundshistorie for dem, som jeg næsten vil gå ud fra at man kan læse mere om i bogudgaven (som jeg ikke har læst). Under alle omstændigheder vil jeg imidlertid sige at jeg godt kunne lide denne film. Den var behørigt anderledes end forgængeren; nytænkende og fyldt med sin helt egen substans, hvilket overraskede og tilfredsstillede mig. Dens pulpiness var af netop den art som man sjældent ser i nye film længere; en art der af mange anses for underlødig, men i virkeligheden slet ikke er det. Det er veldrejet dark fantasy, og jeg er taknemlig for at Mike Flanagan foretog dette valg.

Til sidst er bare tilbage at fortælle at Doctor Sleep også er udkommet (i februar 2020) i en Director’s Cut udgave, som er en halv time længere, dvs. tre timer i det hele. Director’s Cut udgaven er ikke med på den her anmeldte Blu-ray, men da dette er en film som absolut er værd at se mere end én gang, har jeg bestemt tænkt mig at få fat i Director’s Cut’et, også. Derudover kan tilføjes at de her anmeldte Blu-ray udgaver af The Shining og Doctor Sleep også inkluderer fine ekstramaterialer.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

– Tue Sørensen

Udgivet i Film, Horror | Tagget , | Skriv en kommentar

The Shining

The Shining
Film, USA 1980, 146 min.
Instr.: Stanley Kubrick
Medv.: Jack Nicholson, Shelley Duvall,

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

Det er svært at anmelde så stor en klassiker som The Shining (a.k.a. Ondskabens hotel) – er det overhovedet muligt at sige noget nyt om den? Kender alle ikke allerede alle detaljer om alle Kubricks berømte film? Well, man kan måske tilføje et yderligere lag til diskursen om filmen ved at relatere den til den coronavirus-krise, vi i øjeblikket gennemgår. Medierne fortæller at hjemmeisolationen har ført til en væsentlig stigning i tilfælde af vold i hjemmet, altså især episoder hvor mænd er voldelige overfor deres koner. På den måde er The Shining i dén grad aktuel nu, for den handler om en lille familie der isolerer sig alene på et hotel i månedsvis. Og hvor man måske før havde tendens til at se filmen primært som en overnaturlig horror-film, står det lige nu langt tydeligere frem at filmens hovedtema er toksisk maskulinitet. En mand som af mere eller mindre mystiske grunde drives til vanvid af isolationen med sin kone og søn, delvist manifesteret som psykiske ekkoer af gamle traumer og etiske grænseoverskridelser, i kombination med traditionelle konservative adfærdsmønstre som placerer maskulinitetsproblematikken i en multi-generationel kontekst.

Som sådan kan man dog undre sig over at Kubricks omskrivning af Diane Johnsons screenplay har gjort Shelley Duvalls rolle markant mindre end den var, og personligt går jeg heller ikke ind for at instruktører hyler deres kvindelige hovedrolleindehavere ud af den, så de nærmest er på randen af et nervøst sammenbrud. Hvorfor nægter de at stole på at skuespilleren kan spille tilstrækkeligt skuespil? Og hvis de ikke kan få den optræden ud af dem, som de ønsker, hvorfor finder de så ikke en anden skuespiller? Nå, det kan man sikkert få mange og lange diskussioner ud af. Mere interessant er det at konstatere at filmen stadig føles frisk og relevant i sin tematik, som også via de overnaturlige elementer virker både gådefuld og universel. Jack har altid været caretaker på the Overlook Hotel, hvor det spøger både psykisk og fysisk. Hotellet er, qua dets placering over en gammel indiansk gravplads, et knudepunkt for fænomenet ”the shining”, som er visse menneskers evne til at opfatte, og kommunikere via, ånder og overnaturlige ekkoer fra fortid og fremtid. Ekkoer der er så stærke at de kan forårsage sindssyge. Dette fænomen virker som det samme koncept der går igen i tusinder af horror-film, og denne film planter dermed sig selv solidt i denne tradition, og iscenesætter sig som en slags udspring for mange andre skrækfilm, både fortidige og fremtidige. Han var ikke helt dum, ham Kubrick. Han sikrede sig at hans værker var ”a force to be reckoned with” i filmhistorien. Og det er denne film også, i kraft af måske især den fine lokation og de spændende overnaturlige elementer.

Samtidig må jeg dog også indrømme at jeg personligt ikke er nem at skræmme. Første gang, jeg så The Shining var på tv, nytårsaften 1993, og allerede dengang var jeg lidt skuffet over den. Det er faktisk først nu at jeg genser filmen, og min oplevelse er stadig at jeg faktisk ikke finder den særlig uhyggelig. Jeg vil på en lang række områder kalde det en god og dyb film, men i sidste ende gør den ikke så meget for mig som jeg kan se at den gør for mange andre. Ingen tvivl om at den har en vigtig og værdig plads i filmhistorien, men en af mine yndlingsfilm bliver den nu aldrig, og jeg kan derfor ”kun” give den 8 ud af 10 stjerner i subjektiv karakter. Jeg vil dog sige så meget at efterfølgeren, Doctor Sleep fra sidste år, lyder spændende, og den glæder jeg mig meget til at se og anmelde umiddelbart efter denne. Stay tuned!

– Tue Sørensen

Udgivet i Film, Horror | Tagget , | Skriv en kommentar