Captain Marvel

Captain Marvel
Film, 2019, Marvel Studios / Disney
Medvirkende: Brie Larson, Jude Law, Ben Mendelsohn, Samuel L. Jackson, Annette Bening
Instruktion: Anna Boden, Ryan Fleck

Hvem er Captain Marvel? Det er et rigtig godt spørgsmål. Oprindeligt var det en superhelt fra forlaget Fawcett, der engang var lige så populær som Superman, men siden blev næsten glemt. Han blev siden hentet frem af mølposen af forlaget DC, og får nu sin egen film. Men det er ikke ham som denne anmeldelse handler om. Forlaget Marvel lavede nemlig mange år efter den første Captain Marvel var glemt deres egen Captain Marvel. Ham handler det lidt om. Men Captain Marvel døde, og hans navn blev overtaget af en sort, kvindelig superhelt. (Reglerne for rettigheder til navne er mere eller mindre: use it or lose it – derfor det meget genbrug fra forlagets side). Endelig var der Carol Danvers, hvis baggrund var vævet sammen med afdøde Captain Marvels, som for nogle år siden overtog navnet, og gav sit gamle navn Ms Marvel videre til en yngre, muslimsk superhelt.
Så hvordan får man pakket alt dette her sammen i en film, som samtidig skal fungere som optakt til Avengers: Endgame, hvor vores helte blev efterladt stærkt decimerede i slutningen den foregående Avengers-film og virkelig trængte til kvalificeret super-hjælp? Naturligvis må man skære til og gøre historien mindre indviklet. Væk er Carol Danvers lange karriere som Ms Marvel. Den giver naturligvis ikke nogen mening i et univers hvor superhelte var noget meget usædvanligt indtil for få år siden. Men ellers har de fået plads til de fleste andre detaljer fra tegneseriehelten Carol Danvers liv, ofte i stærkt omskrevet form. Mindst omskrevet og mest up-to date er de ting de henter fra Kelly Sue DeConnicks udgave.

Filmen starter med at vores hovedperson (spillet af Brie Larson) arbejder for The Kree, der er en teknologisk avanceret, humanoid race, som er i krig med en formskiftende race ved navn Skrull. Hun er en del af en elite-gruppe af kree, som bekæmper skrulls overalt i Krees store galaktiske imperium. Men noget er ikke helt rigtigt. Vores heltinde, som her hedder Vers, kan ikke huske længere tilbage end nogle få år, bortset fra nogle underlige drømme hun har. Da vi har fået hende, hendes chef (Jude Law), og Krees mystiske leder The Supreme Intelligence (Annette Bening) introduceret, sendes holdet afsted til en planet hvor man har mistanke om skrull-aktiviteter. Jeg vil undlade at afsløre hvad præcis der sker umiddelbart efter, men lidt længere henne i filmen er Vers styrtet ned med et rumskib på Jorden i 1990’erne, hvor hun møder en yngre version af Nick Fury (Samuel L. Jackson), end ham vi kender fra Avengers-filmene m.m.

Det lykkes Vers at kontakte sin chef, som straks tager af sted mod Jorden. Vers får ordre til at holde sig skjult, men i stedet starter hun sammen med Fury en jagt på en af de personer som optræder i hendes drømme. Hun er tilsyneladende en forsker som Vers har mødt da hun var på Jorden, tilbage i den tid hvorfra hun ikke kan huske noget. En flok skrulls, anført af den skumle Talos (Ben Mendelsohn), forsøger at hindre dem i det. Undervejs finder Vers ud af at hun på Jorden hed Carol Danvers, og tilsyneladende havde levet et relativt normalt liv, hvor hun arbejdede som militær-pilot. Så hvad er der sket, og hvem er hun egentlig, Vers eller Carol? Svaret får vi naturligvis hen mod slutningen af filmen, men jeg vil ikke afsløre mere af handlingen, af hensyn til dem som ikke har set filmen. Bortset fra at der bliver skruet helt op for action og effekter hen mod filmens slutning.
Generelt fungerer filmen, men den har også nogle svagheder. Hvis jeg skal tage det i den rækkefølge de dukker op i filmen, så er der for det første Kree-planeten hvor filmen starter. Det er meget nødtørftig worldbuildning af den vi får. Jeg kunne godt have tænkt mig at vi blev lidt mere fortrolig med Vers og hendes verden, før handlingen kørte videre og der blev stillet spørgsmål ved den del af hendes liv. Det ville naturligvis have gjort første akt af filmen længere, men her synes jeg man kunne have sparet det meste af den første, ret forvirrende kamp væk, hvor jeg havde svært ved at finde ud af hvem der var ven og fjende og hvem man skulle holde med, da kun to af de involverede havde fået nogen videre introduktion. Vers/Carols ankomst til Jorden synes jeg derimod var rigtig godt, og de mange 90’er referencer samt kulturmødet mellem kree-krigeren og jordboerne var håndteret rigtig godt – sjovt uden at køre joken for langt.

Næste svage punkt er Nick Furys optræden i filmen. Han fungerer mest som comic relief over for de superstærke aliens, men man føler lidt at han kun er med for at forbinde filmen med resten af MCU. Ellers er der ikke rigtig noget for ham at lave, ud over at komme med nogle vittige bemærkninger. Noget lignende kan siges om Ronan the Accuser. Ham så vi som skurk i den første Guardians of the Galaxy. I Captain Marvel fungerer han som en slags admiral for den flåde af rumskibe som Kree bruger til at bombe planeter med. Jeg spoiler nok ikke voldsomt meget ved at sige at hans funktion i plottet er at vise hvor sej Captain Marvel er, ved at hun ene superhelt sender hele flåden på flugt: Noget af den scene er blevet brugt rigtig meget i markedsføringen af filmen. For mig virkede det påklistret og unødvendigt: Vi får rigtigt at se hvor sej hun er, og hvis hun kan besejre en hel flåde, vil det virke utroværdigt, hvis hun så ikke uden videre kan tæve Thanos i Endgame.

Captain Marvel har den samme blanding af action og humor som vi har været vant til i de andre MCU-film. På et tidspunkt forekom det mig at instruktørerne prøvede at efterligne James Gunns stil, og ikke slap så godt fra det. Det kræver meget talent at blande dødsensalvorlige ting med humor, sådan som James Gunn gjorde det mesterligt i Guardians of the Galaxy 2, og det lykkedes knapt så godt her. Sidste lille stikpille er til Vers/Carols ændrede verdensbillede i slutningen af filmen. Det virker faktisk rimeligt troværdigt når man ser filmen, men kun fordi at vi som publikum kun har fået en meget skitseagtig indsigt i hvordan Vers’ Kree-tilværelse var. For mig var det filmens mest interessante konflikt, men hvis man er mere til superhelte-slagsmål og rappe replikker, kan filmen anbefales uden det store forbehold. Som fan af science fiction og/eller psykologiske konflikter, risikerer man at blive lidt skuffet, men kun lidt.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr. 56

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Aquaman

Aquaman
Film, DC/Warner, 2018
Med Jason Momoa, Amber Heard, Willem Dafoe, Patrick Wilson, Nicole Kidman, Yahya Abdul-Mateen II m.fl. Instruktion James Wan.

Jason Momoa er en meget karismatisk herre, og han formår at levere sine oneliners med stor overbevisning. Godt hjulpet af halvbror Orms forlovede Mera (Amber Heard) kæmper han sig gennem horder af undervandssoldater, havuhyrer og assorterede skurke.
Scenerne i undervandsbyerne og de drabelige kampscener over og under vandet er bare så super-flotte, at jeg føler mig som superskurken Orm (altså halvbroren, spillet af Patrick Wilson) over at skulle sige noget negativt om filmen. Men plottet driver på må og få i scenernes store ocean. Grundhistorien er enkel nok: Den ambitiøse Orm fra Atlantis vil kaste de undersøiske riger og siden hele planeten ud i en altødelæggende krig. Nogle bekymrede borgere i Atlantis, Mera og Vulku ( sidstnævnte spillet af Willem Dafoe), kontakter Aquaman, der er søn af den henrettede dronning Atlanna af Atlantis (Nicole Kidman). At redde situationen indebærer at overtage/erobre kongemagten i Atlantis, hvilket Aquaman ikke er meget for. Men at slås for en god sag er helt ok med ham, så han lader sig overtale til at prøve at stoppe krigen.

Plottet involverer en ”pirat” fra overfladeverdenen (spillet af Yahya Abdul-Mateen II) som hjælper Orm med sine onde planer. Han starter som en comic relief-skurk, men får comeback senere i filmen da Orm forærer ham en superavanceret atlanteansk kampdragt (hvorved han kommer til at ligne den klassiske Aquaman-skurk Black Manta). I starten af filmen møder Aquaman ham og hans bande af ”pirater” som ikke udgør det store problem for vor superstærke og næsten skudsikre ven. Dernæst lokkes Aquaman til Atlantis, og efter at vi er blevet introduceret til forholdene der, handler det næste lange stykke af filmen om en slags skattejagt efter et objekt som skal kunne hjælpe Aquaman og Mera med at stoppe Orm. Det hele ender i en kæmpe omgang kampscener, og en afklaring af Atlantis’ og resten af verdens skæbne.

Hvad jeg mener med at plottet driver omkring, er at det aldrig bliver helt klart hvorfor de forskellige personer opfører sig som de gør. Aquaman selv vil bare slå på tæven. Orm vil bare være skurkagtig, især overfor Aquaman, som han giver skylden for at deres mor blev henrettet. Manta vil bare hævne sig. Mera er måske en bekymret borger, måske synes hun bedre om Aquaman end om manden hun er forlovet med, eller måske vil hun have Aquaman som konge i stedet Orm – det finder vi aldrig rigtig ud af. Det hele fungerer dog faktisk på popcorn-film-niveau, så derfor kan jeg egentlig godt lide filmen, på trods af dens svagheder. Men den kunne have været så meget mere.

I tegneserierne kom Aquaman til verden i 1941 som en noget udvandet kopi af den flamboyante Prince Namor, The Sub-Mariner. Jeg husker ham fra da jeg startede med at læse superhelte-serier, som det tynde øl i diverse superheltegrupper han optrådte i. Han kunne tle med fiskene og han var lidt stærkere end almindelige mennesker. Man forsøgte flere gange at gøre Aquaman mere interessant. I 1990’erne var det forfatteren Peter David som forsøgte sig. Sammen med den spanske tegner Esteban Maroto lavede han først ”The Atlantis Chronicles” der gav Aquaman en meget mere detaljeret og spændende forhistorie end hidtil. Senere skrev han Aquaman-serien i nogle år, hvor han gjorde ham til den mere barske, langhårede type som Jason Momoa næsten ligner. Desværre fik David ikke lov at gennemføre sine planer med Aquaman for forlaget (DC). I det 21. århundrede har andre haft succes med at forny Aquaman. Blandt andet Geoff Johns, hvis version af Aquman filmen er mere eller mindre baseret på. Jeg har ikke selv læst Johns udgave af Aquaman, men har læst andre ting han har skrevet, og er ikke den store fan. Geoff Johns er som en kok der kan lide gryderetter og fylder alle mulige spændende ingredienser i, men desværre ikke har nogen smagssans. På en måde er Aquaman-filmen også sådan en gryderet, men da jeg ikke har læst Johns’ Aquaman-tegneserie, skal jeg ikke kunne sige om det har noget at gøre med at man har brugt hans tegneserie til forlæg. Men jeg havde gerne set at man havde brugt noget mere stof fra f.eks. The Atlantis Chronicles, hvor alt hang sammen i en beretning om Aquamans families meget brogede fortid.

Aquaman er dejlig fri for det som jeg synes efterhånden plager mange superheltefilm: De er en del af et stort og dyrt franchise, og hver film skal også fungere som reklame for andre film. Det ikke bare lægger beslag på mange scener, men dikterer ofte mange detaljer i plottet. I Aquaman er det eneste link til andre DC-film en enkelt sætning, hvoraf det fremgår at Aquaman foregår efter Justice League-filmen.
Er man ligesom jeg i stand til at koble de højere funktioner i hjernen fra i et par timer, er man i rigtig godt selskab med Jason Momoa, hans medspillere og ikke mindst hans special effects –folk.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr. 56

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Venom

Venom
Film, USA 2018, 112 min.
Dir.: Ruben Fleischer
Medv.: Tom Hardy, Michelle Williams, Riz Ahmed, Jenny Slate, m.fl.

Venom is a strange beast indeed, and in more ways than one! Gik verden virkelig og ventede med spænding på en Venom-film; en film med en splitterragende skizofrenisk alien horror-skurk fra nogle 1990’er-tegneserier som de fleste kvalitetsbevidste Spider-Man fans absolut ikke regner for specielt mindeværdige? Bizart nok er svaret på dette spørgsmål ”ja”! Filmen har nærmest reddet Sony-selskabet, og haft en overraskende bred publikums-appel. Det vurderes at den vil ende sit forløb i biograferne med en indtjening på mindst 800 millioner dollars, hvilket bringer den imponerende tæt på de mest indtjenende MCU-film. Det viste sig – imod min forventning – at der faktisk var lige så mange Venom-fans som filmens producere troede, om ikke flere! Godt nok har filmen kun fået positive anmeldelser af 29% af professionelle anmeldere, men af de menige publikummer er der 87% der kan lide den (ifølge Rotten Tomatoes). Så det er en af de film som faktisk virkelig rammer plet hos fans’ene; hos superhelte-segmentet. De sure anmeldere mener at filmen konstant skifter tone, og nærmest også genre, og de forstår tydeligvis ikke rigtig humoren i filmen, som faktisk er særdeles tro mod tegneserieversionen. Og jeg håber da at det netop er troskaben overfor forlægget som gør filmen til en succes hos fansene. I hvert fald er der mange tegneseriefans som godt kan lide filmen, og jeg synes faktisk også selv – til min overraskelse – at den er udmærket. Jeg gik personligt bestemt ikke og efterlyste en Venom-film; figuren har aldrig sagt mig ret meget, og jeg fandt det virkelig bizart (og gør det stadig!) at store og kvalitetsbevidste Hollywood-navne som Tom Hardy og Michelle Williams, af alle mennesker, ville vælge at være med i lige netop en Venom-film, som egentlig nemt kunne have floppet. Men det er næsten som om tegneserie-boomet fra første halvdel af ’90erne er tilbage: alt hvad man smider på markedet med superhelte bliver i øjeblikket en succes!

Venom-filmen er da også primært (men kun delvist) baseret på en Venom mini-serie fra et af de mest skelsættende ”tegneserie-punk” år: 1993; nemlig Venom: Lethal Protector (seks numre). Jeg har aldrig samlet på Venom-serier, men jeg satte mig dog for at læse denne mini-serie inden jeg så filmen. Og det er ikke fordi den er super-god, men den er faktisk okay, og anderledes end jeg havde ventet. David Michelinie, forfatteren, er helt klar over at figuren ikke kan tages for alvorligt, og skriver en campy og letbenet historie med udmærket underholdningsværdi. Venom, som starter som en morderisk menneskeædende rumdæmon der bare er lutter tænder og lang tunge, indgår på et tidspunkt en aftale med Spider-Man om ikke at skade uskyldige mennesker. Dermed bliver Venom til, måske ikke en helt, men så en anti-helt – og hans historie kommer til at passe udmærket ind i helte-genren. Filmens tone passer rigtig godt sammen med tegneseriens, og hvis man kan sætte pris på den tone, så er filmen fin underholdning der hænger ganske godt sammen. Historien handler om en ond virksomhed som eksperimenterer med symbiot-livsformer fra rummet, og plottet er hverken originalt, sammenhængende eller specielt spændende, men filmens underholdningsværdi ligger i selve Venom-figurens bizarre opførsel og udseende, samt i de udmærkede skuespillerpræstationer. Til sammen giver det en off-beat og anderledes superheltefilm, som er et frisk pust af selv-satire, tilsat den sædvanlige vilde action. En film man sagtens kan se mere end én gang, og som helt sikkert giver ophav til en efterfølger.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 56

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Head Lopper

Head Lopper
Vol. 1 & 2
Tegneserie af
Andrew MacLean
Image Comics 2017, 2018

Head Lopper er en ny(ere) tegneserie fra Image Comics, skrevet og tegnet og nogle gange også farvelagt af Andrew MacLean. Genren er heroisk fantasy med stærke mytiske elementer.

Hovedpersonen er den erfarne og særdeles effektive vikingekriger Norgal med tilnavnet Head Lopper (hovedafhugger), som slæber rundt på hovedet af den blå heks Agatha, der trods manglende krop stadig kan tale og lave noget trolddom. Agatha prøver hele tiden at få Norgal i fedtefadet, men hjælper ham af og til modvilligt når andre prøver at få fat i hendes hoved for at trække magien ud af det. Der er tale om et ret umage makkerpar med et forhold karakteriseret ved gensidigt had, men også gensidig respekt.

I første samling, The Island or a Plague of Beasts, ankommer Norgal til øen Barra i de Ydre Hebrider, eller rettere til en mytologisk udgave af denne ø. Her bliver han rodet ind i et spil af intriger og sort magi, der tester hans evner til det yderste og møder i denne forbindelse mægtige fjender, der tester hans evner til det yderste – og uden nogle allierede han samler op på vejen, ville han næppe klare sig.

I næste samling, The Crimson Tower, kommer Norgal sammen med nogle af de venner, han samlede op i den første historie, til en ø hvis mest markante bygning er titlens blodrøde tårn. Her udspiller der sig en klassisk historie: En håndfuld krigere bevæger sig ind i tårnet på en given dag, og de, der overlever prøvelserne, bliver lovet stor magt. Der ligger selvfølgelig mere bag denne test end det umiddelbart ser ud som, og igen bliver Norgals evner testet til det yderste.

Plottet i historierne er ikke de mest originale, men det er til gengæld de væsener og prøvelser som Norgal og hans venner møder på deres vej. Her er høj magi med udøde troldmænd, tudse- og insektmonstre og meget andet godt (og især ondt). Det skader heller ikke at historien bliver fortalt med en god portion ironi og sort humor.

Tegneserien bliver båret af MacLean’s markante og udtryksfulde tegninger. En tydelig inspirationskilde er Mike “Hellboy” Mignola, men stilen har også tegnefilmsagtige elementer som hos Mike “Madman” Allred – og mere end en snert af mærkværdigheder som i tegnefilmserien Adventure Time. Hvert bind afsluttes med en række pinups og forsider af diverse mere eller mindre kendte kunstnere (blandt andet Mignola), som giver deres egne fortolkninger af vores skæggede, muskuløse kriger og hans venner og fjender.
Man skal ikke læse Head Lopper hvis man vil have storslået, episk fantasy i en detaljeret verden med komplekse kulturer. Her er vi mere i sword & sorcery-land hvor helten og hans gerninger er i centrum og verden udenom er mindre vigtig. Men hvis det er det man vil have, byder denne serie på god underholdning.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 56

Udgivet i Tegneserier | Tagget , | Skriv en kommentar

John Scalzi – The Collapsing Empire

The Collapsing Empire
Roman af John Scalzi
Tor Books, 2017
372 sider, $9,99 (pb)

Efter at have hørt meget om forfatteren John Scalzi, som slog stort igennem i 2005 med Old Man’s War og senere vandt en Hugo for romanen Redshirts (2012), som angiveligt bliver til en tv-miniserie fra den amerikanske kabelkanal FX, læste jeg så en omtale af The Collapsing Empire og synes den lød som et godt sted at begynde på forfatterskabet, blandt andet fordi den så ud til at være en enkeltstående roman snarere end begyndelsen på en serie (hvad der så viste sig at være forkert; mere om det senere).

Romanen foregår i et ret traditionelt space opera-univers, hvor et større antal stjernesystemer er forbundet via rumskibe, der kan rejse hurtigere end lyset. Dette opnås her ved hjælp af en variant af hyperspace kaldet the Flow, en svampet struktur, der forbinder en del stjernesystemer spredt rundt i vores galakse i et lukket system. Der er en smule bevægelse i systemet, og the Flow trak sig tilbage fra Jorden få århundreder efter af mennesket begyndte at kolonisere de andre stjernesystemer. Siden da har systemet dog været ret stabilt, og der er opstået et imperium kaldet The Interdependence, der er en blanding af kejserrige og handelsimperium – adelen er identisk med købmandsslægterne, som hver bestyrer en eller flere stjernesystemer og opkræver told for handelen gennem disse. Centrum for imperiet er The Hub, der også er centrum for the Flow i den forstand at stort set alle ruter til og fra andre systemer går gennem dette system. Der er ingen beboelig planet her, så alle bor enten i kunstige habitater i rummet eller under jorden på en planet uden atmosfære. Sådan er det generelt i The Interdependence, for der er kun en enkelt beboelig planet ved navn The End, kaldet sådan fordi den ligger for enden af en arm af the Flow, som det tager det meste af et år at rejse ud af, hvad der gør planeten ret uinteressant. Al væsentlig produktion foregår i de kunstige habitater, hvor hver købmandsslægt har monopol på et antal varer, som således kun bliver produceret i deres systemer. Denne fordeling er i høj grad politisk motiveret, da den gensidige afhængighed sikrer at ingen systemer har mulighed for at løsrive sig fra Imperiet.

Den situation har så stået på i nogle årtusinder, men så begynder der at ske noget, som ingen troede kunne ske: The Flow er så småt begyndt at røre på sig igen, og nogle forskere er kommet frem til at det vil betyde et totalt kollaps, hvor alle systemer vil miste kontakten til hinanden – og at dette vil ske i løbet af få år. Men vil magthaverne lytte til dem i tide? Og er der andre mulige udfald, som ikke vil være så katastrofale?

Situationen er blevet kompliceret af at Kejseren (med titel ‘Emperox’) er døende, og arvingen er en yngre kvinde, som ingen regnede for noget, før hendes halvbror, prinsen, døde i en ulykke kort forinden. Samtidig søger den mægtigste familie ud over Kejserens at tilrane sig mere magt. Magthaverne har altså travlt med alt muligt andet end at gøre noget ved en mulig katastrofe, som måske slet ikke bliver til noget, og hvis den gør, måske slet ikke bliver så slem som forskerne siger. Lyder det bekendt? Så er det næppe tilfældigt, for Scalzi er ikke just stor fan af nutidens republikanere og er tilhænger af “Rockefeller-republikanisme”, en moderat og liberal gren af partiet, der stort set holdt op med at eksistere i 1960’erne.

Romanen lægger hårdt ud ombord på et rumskib, der er midt i et mytteri, da det bliver kastet ud af the Flow mange lysår fra det nærmeste beboelige system. De to stridende dele af besætningen må så samarbejde for at få skibet tilbage til the Flow, før det er for sent – og hvad sker der så?

Jeg må sige at jeg blev temmelig irriteret over Scalzis lige lovlig friskfyragtige fortællestil i denne prolog, og selvom næste kapitel er bedre, er jeg generelt ikke imponeret over Scalzis ret overfladiske måde at skrive på. Hovedpersonerne er temmelig klicheagtige, som for eksempel den hårdt talende, råt kalkulerende unge købmandskvinde, der ligger aggressivt i med både mænd og kvinder til højre og venstre. Man får heller ikke meget beskrivelse af de steder, historien foregår. Det gælder blandt andet den eneste beboelige planet, The End. Hvad adskiller den fra Jorden? Man får at vide at tyngdekraften er lidt anderledes, men hvad med klima, planter og dyr? Er planeten delvist terraformet, eller er den (bortset fra dyrkede afgrøder) som da mennesket fandt den?

Denne kritik til trods blev jeg relativt hurtigt fanget ind af historien, som er ganske spændende og skifter mellem flere hovedpersoner, der fra hver deres position bliver rodet ind i de større begivenheder. Tempoet er hurtigt, og der er både action og intriger til at fastholde læserens interesse. Da jeg afsluttede bogen, var jeg usikker på om historien ville slutte her, men nettet afslører at The Collapsing Empire er første bind i en planlagt trilogi, hvor andet bind, The Consuming Empire, faktisk allerede er udkommet i oktober 2018, samtidig med at jeg læste første bind. Der er endnu ingen udgivelsesdato på det tredje bind, The Last Emperox. [Men det er der nu: April 2020. Red.]

Overordnet set kan man betragte The Collapsing Empire som retro-space opera. Bortset fra en overvægt af kvindelige hovedpersoner og de mange (ikke særligt eksplicitte) sexscener kunne bogen lige så godt have været skrevet i 1970’ere af forfattere som Poul Anderson, Gordon Dickson eller Piers Anthony. Men hvis man som jeg ikke har noget mod retro-science fiction, gør det ikke så meget. Jeg ender nok med også at anskaffe mig fortsættelserne, men jeg vil ikke styrte ud og købe dem med det samme de udkommer. Andre forfattere som fx Walter Jon Williams gør det efter min mening bedre i samme genre.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 56

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Walter Jon Williams – Quillifer

Quillifer
Roman af Walter Jon Williams
Saga Press 2017
532 sider, $16,99 (trade paperback)

Walter Jon Williams har gennem sin karriere på et lille halvt århundrede kommet godt omkring i science fiction, fra cyberpunk over militaristisk space opera til post-singularitets science fiction. Det er dog yderst sjældent at han bevæger sig ind i fantasy-genren. Før denne roman er det kun sket én gang før, i tobindsværket Metropolitan og City on Fire, der dog ikke just ligner traditionel fantasy (den foregår i en verden, der ligner vores, bortset fra at elektricitet er erstattet af feng shui-energi).

Quillifer er mere genkendelig som fantasy, om end fantasy-elementer er få og langt imellem. Der er en opdigtet verden, centreret omkring landet Duisland, der er delt mellem øen Fornland og landtangen Bonille. Teknologisk og kulturelt er vi mere renæssance end middelalder. Her er kanoner, luntebøsser, store sejlskibe og et veludviklet gildesystem. Til gengæld er den ingen troldmænd, om end der er historier om sådanne fra fortiden.
Quillifer er navnet på vores unge hovedperson, der i starten lever et komfortabelt liv som elev af en advokat i byen Ethelbight. Han har en skarp hjerne og en velsmurt tunge, som han især bruger til at bedåre unge kvinder. Alt i alt er han ret godt tilfreds med sit liv. Lykken ender dog brat da byen bliver angrebet og plyndret af sørøvere sydfra, der også tager hovedparten af byens overlevende befolkning som slaver og gidsler. Quillifer undgår død og fangenskab, men hele hans familie bliver dræbt, hans barndomshjem bliver brændt ned, hans hjemby ligger i ruiner, og hans læremester er taget til fange.

Trods den håbløse situation giver Quillifer ikke op. Han sørger for for at komme med en gruppe bedsteborgere, der rejser til hovedstaden for at bede Kongen om hjælp. Intet går dog som planlagt. Gruppen bliver overfaldet og taget som gidsler på vejen, og som om det ikke skulle være nok, dør Kongen, og der opstår borgerkrig, så den unge nye dronning har meget andet at tænke på end at hjælpe Ethelbight.

Quillifer er dog en overlever, og med sit skarpe vid og skarpere tunge får han vendt de fleste situationer til sin fordel. Han formår dog at gøre sig uvenner med en udødelig nymfe, der sværger at hævne sig. Denne nymfe er det eneste væsentlige fantasy-element i romanen; ellers ser vi kun nogle små, ildsprudende lindorme brugt som vagthunde og en daggert, som måske, måske ikke er forbandet.

Williams skriver historien i jeg-form med stor lune og leg med sproget. Han har tydeligvis researchet arkitektur, våben og skibe og strør om sig med fremmedord relateret til disse ting. Det er årtier siden at jeg har måttet ty til ordbøger så meget som da jeg læste denne bog, men man kan sagtens nyde historien uden at vide hvad en soffit, et bull’s eye window eller en crow-stepped gable er. Under alle omstændigheder føler man at man er i gode hænder hos en forfatter, der virkelig kan sit kram og tager sit arbejde alvorligt – selv når det meste er skæg.

Her er ikke tale om stor, episk fantasy a la Tolkien, mere fortællingen om en enkel persons vej gennem livet og de skærmydsler han bliver udsat for på vejen. Forlægget er nok mere Casanovas erindringer og George McDonald Frasers Flashman-bøger end Ringenes herre; ikke at det gør noget. Jeg følte mig godt underholdt og ser frem til den fortsættelse som undertitlen “Book One” lover.

Hvis jeg skal komme med et kritikpunkt, så er det at hovedpersonen måske er lige lovlig kompetent, selvom han som fortæller underspiller sit eget værd. Her er det dog værd at notere at historien netop er fortalt af hovedpersonen selv, og måske er han ikke en hundrede procent troværdig fortæller. Det kan give et ekstra lag til læsningen at spekulere på hvornår vor helt udstiller begivenhederne så han selv står lidt bedre lys end det måske er rimeligt. Jeg ved ikke om det er Williams’ intention at Quillifers beretning skal læses med sådant et forbehold, men man kan jo altid lade som om det er det.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 56

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Krinoline og kedsomhed

Krinoline og kedsomhed
Danske steampunknoveller
Temaantologi
Science Fiction Cirklen 2018
268 sider, 248 kr.

Krinoline og kedsomhed er, som undertitlen siger, en antologi af danske steampunk-noveller. Den blev udgivet i forbindelse med årets Fan­tasticon, som netop havde steampunk-tema. Samtidig er den tænkt som den første i en planlagt række af temaantologier, hvor SFC inviterer faste bidragsydere til antologiserien Under overfladen til at skrive noveller med et forud fastlagt tema.

Men hvad er steampunk egentlig? Det kan man læse en udførlig beskrivelse af i artiklen “Hvad fa’n er steampunk”, der blev bragt i sidste nummer, men for dem, der ikke har gjort det, er her en hurtig karakteristik: Steampunk er science fiction med elementer fra 1800-tallets teknologi og samfund. Typiske træk er avancerede dampdrevne maskiner og urværksmekanismer, luftskibe, viktoriansk æstetik og et samfund hvor der (ligesom i 1800-tallet) er meget stor afstand mellem rig og fattig. Det kan være alternate history eller fremtider hvor disse elementer af en eller anden grund er vendt tilbage. Noget steampunk kan indeholde elementer af fantasy, men det er ikke tilfældet her. Historierne i Krinoline og kedsomhed er dog ‘ren’ science fiction, om end ikke altid mere realistisk end fantasy af den grund. Novellerne gør mere eller mindre brug af steampunk-elementer. I nogle virker det som om der lige er tilføjet lidt urværk og dampteknologi til historier, der lige så godt kunne foregå i andre universer, men andre er mere rendyrket steampunk, hvor elementerne spiller centrale roller.

Den første novelle er “Træsko” af Manfred Christiansen (som også har kreeret forsiden og lavet små vignetter som indledning til hver novelle). Det er en kuldslået dystopisk fortælling i familie med 1984 og Brazil, hvor steampunk-elementet begrænser sig til en mekanisk computer – og så den store forskel på rig og fattig, som man typisk ser i dys­topier såvel som steampunk.

Freddy E. Silva følger trop med en helt anderledes historie. “Djævlens korsvej” er en noir steampunk-western med lige mængder støv, damp og urværk. En føderal marshall skal befri en ung kvinde fra en mystisk person kaldet Djævlen, men opgaven viser sig at have store omkostninger for ham selv.

Jesper Golls “Ætervind” er med sine 34 sider antologiens længste. Goll forestiller sig en alternativ verdenshistorie, hvor Einstein tog fejl: Lyset bevæger sig ikke med samme fart uanset hvor hurtigt man selv bevæger sig, men i stedet gennem en ‘æter’ ligesom lyd bevæger sig gennem luft. Novellen handler om et eksperiment, der skal måle Jordens hastighed gennem æteren, blandt andet ved hjælp af mekaniske computere. Hovedpersonen, en dansk programmør, opdager tegn på sabotage – men hvad skulle motivet være?

Majbrit Høyrups “Fordærvets sommer” forestiller sig en enklave, hvor man har valgt at leve som i 1800-tallet, på samme måde som at Amish-folket i USA har valgt at leve i en præindustrielt samfund. Hovedpersonen beretter om sin mor, der mange år før blev centrum for en større skandale i Enklaven. Det er en udmærket historie, men det kan diskuteres om den reelt er steampunk, da der ikke er nogen form for fremskrivning af tidens teknologi.

Til gengæld er Richard Ipsens “Dødens sø” et klassisk steampunk-eventyr. Her tager hovedpersonerne med luftskib på ekspedition gennem Afrika. Historien byder på politik, forræderi, drama og en apokalyptisk finale. Blandt de centrale figurer er en homoseksuel opdagelsesrejsende og en kvindelig luftskibskaptajn, og det illustrerer endnu et typisk træk ved steampunk; at seksualitet og kønsroller bliver udfordret i forhold til viktoriatiden.

I Nikolaj Johansens “Sander rinder til evig tid” er vi tilbage i Danmark, med fokus på den tilsandede kirke på Skagen, hvor en mystisk person er begravet, som måske fandt hemmeligheden og at forlænge livet med mekanik.

Kenneth Krabats “Svanesang” på bare seks sider er antologiens korteste. Vi følger afslutningen på en retssag om ejerskab af et patent. Novellen er lidt for kort til at man rigtig får en idé om verdenen udenom, og steampunk-elementet begrænser sig til at dommeren har en mekanisk hånd.

Bjarke Schjødt Larsen har til gengæld masser af steampunk i sin novelle “Et hus med barnelatter”. Efter at hans kone har mistet deres barn under fødslen, prøver en velhavende ingeniør at skabe et mekanisk barn som erstatning. Det går forventeligt ikke helt efter planen.

Lars Ahns “Engler og støv” foregår i en særdeles støvet by, blot kaldet Støvby, hvor hovedpersonens far er udstationeret i forbindelse med byens vigtige mine. En mystisk baronesse fra forældrenes fortid dukker og beder faderen om hjælp til et projekt med at opfinde en dampdrevet flyvemaskine. Vores unge heltinde er fascineret af baronessen, men undervejs i arbejdet dukker detaljer op fra fortiden, der tvinger hende til at ændre holdning til ikke bare baronessen, men også sine egne forældre.

I Jesper Rugårds “Som himlens fugle” befinder vi os efter krigen i 1864, som danskerne her tabte på grund af prøjsernes overlegne luftskibsteknologi. “Hvad udad tabes, skal indad vindes” – men her handler det ikke om at lave hede til marker, men derimod om at gøre Grønland frodigt ved hjælp af atomteknologi.

A. Silvestri vender sig mod den modsatte pol i “Til polen, hurra!”, om en dansk ekspedition til Antarktis og især det fantastiske dampdrevne fartøj, der skal bringe sydpolsfarerne over isen.

I Camilla Wandahls “Jeg finder dig” følger man en tyvetøs med sans for mekanik, som kommer til at stjæle et mærkeligt armbåndsur og derefter bliver udsat for forfølgelse og angreb af blandt andet mekaniske fugle, samtidig med at hendes Fagin-agtige boss forlanger at hun skal stjæle noget mere værdifuldt eller blive solgt til et bordel.
Som afrunding får vi Gudrun Østergaards titelnovelle “Krinoline og kedsomhed” om en ung kvinde, der er gift med en rig industrifyrste, men får et mentalt sammenbrud, så hun må på sanatorium. Her opdager hun at der er mere ved livet end at være prydsgenstand for en rigmand.

Gennemgående er historierne godt skrevet i mange forskellige stilarter, men bogen lider desværre af mangelfuld korrekturlæsning. Især kommasætningen er den gal med med skiftevis kommaer, der ikke burde være der, og kommaer, der mangler. Det er ikke katastrofalt, men et irritationsmoment fordi man ofte skal læse en sætning to gange for at få den rette mening.

Som ofte i alternate history byder flere af novellerne på historiske skikkelser i anderledes situationer. Man kan blandt andre møde Albert Einstein, Amalie Skram og William Morris – men det er ikke altid ligetil at genkende dem.

Overordnet set er Krinoline og kedsomhed et godt bud på dansk steampunk. Flere af novellerne har dog lidt svært med slutningen, og flere virker mere som første kapitler i romaner – men romaner som jeg ikke ville have noget mod at læse.

SFC har leveret anmeldereksemplar til denne anmeldelse.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 56

Udgivet i Antologi, Bøger | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Damphammeren: En steampunk-antologi

Damphammeren: En steampunk-antologi
Science Fiction Cirklen 2018
Udvalgt og oversat af Niels Dalgaard
240 sider

Denne antologi er udgivet af Science Fiction Cirklen (SFC) i anledning af festivalen Fantasticon 2018, der havde steampunk-tema. Den indeholder oversættelser af udvalgte steampunk-noveller fra det engelsksprogede marked.

I Molly Browns novelle “Haveselskabet Selene” befinder vi os i Baltimore i 1897. En fejlslagen mission med at nedsmelte Nordpolen for at finde kul har resulteret i at de to videnskabsmænd Barcicane og J.T. Matson IKKE snakker med hinanden mere p.g.a. en regnefejl med 3 nuller. Regnefejlen betød at hele verden ikke blev oversvømmet. Pyha. Evangelina Scorbitt, en rig enke, bliver gift med J.T. Matson. som driver hende og hele byen til vanvid med sin kanoner til hjælp til havedyrkningen. Hun er medlem af New Parks Haveselskab, en klub bestående af sytten kvinder. De diskuterer hvordan man løser at byen er ved at drukne i affald og hvordan man kan få de to mænd på talefod igen, så byen forhåbentlig kan slippe for hans larmende kanonslag. En af kvinderne husker et gammelt projekt om udforskning af mulig beboelse på månen. De går til mændene med ideen om at genoptage projektet og bliver grinet ud med svaret “man kan ikke dyrke planter p.g.a. manglende vand og atmosfære”. De to mænd begynder dog nu at snakke sammen igen. Fiona, en af kvinderne fra New Parks Haveselskab kigger på sin kompostbunke og siger jamen, den producerer jo kvælstof. Hun regner på at der vil blive produceret kompostaffald nok, hvis man tager fra hele landet over en periode på 25 år. Får den geniale ide at sende det til månen så der bliver en atmosfære deroppe. Derefter skal man sende frø og vand i store balloner derop, og så til sidst vil den blive beboelig. To videnskabsmænd kommer med løsningen på hvordan man kan sende det op til månen, og to år efter bliver de første affaldsmissiler sendt til månen ved hjælp af en kæmpe dampdrevet dynamo. Her er det kvinderne der får skubbet projektet i gang.

I Paul Di Filippos novelle “Victoria” befinder vi os i London 1838, lige før prinsesse Victoria skal krones. Hun er imidlertid stukket af fra tronen. Premierministeren Melbourne opsøger videnskabsmanden Cowperthwait for at få ham til at stille sin nyligt ‘opfundne’ salamanderkvinde Victoria til rådighed som stand-in for prinsessen. I jagten på at finde prinsessen inden kroningen får man et kig ind i Londons underverden. Desværre har der ikke været tid til ordentlig korrekturlæsning, så der er en del sjuskefejl. Bl.a. er overskriften ikke fed på de tre sidste kapiteloverskrifter, og nogle steder er orddelingen meningsforstyrrende.

En ung stærk kvinde, Penelope, deler værksted med sin kæreste, Albin, i Jody Lynns novelle “Portræt af en dame med monokel”. De er begge videnskabsfolk. Albin får stor hæder og ære, da han sælger et avanceret apparat til Pinkerton-Bureauet, som hjælper dem med at opklare en mordgåde. Penelope hævder at det er hendes opfindelse han har hugget, men hun bliver afvist med at det har en kvinde ikke kunne opfinde. Ved et stort arrangement i det Videnskabelige Akademi, hvor Albin skal have overrakt en medalje, bliver andres opfindelser præsenteret. Penelope præsenterer her to af hendes specielle opfindelser, en monokel og en broche, og så bliver det afklaret hvem der er den store videnskabsmand.

Der er flere fine steampunk-referencer i historien.

I Genevieve Valentines historie “Zeppelin-konduktørernes Forenings årlige herrebal” hører man om livet som luftskibskaptajn og de regler man skal arbejde under. Hvordan skibet virker og de skavanker man påfører sig ved et langt livs arbejde oppe i luftet, bl.a. får man en lang krop. Det er en god jobbeskrivelse på godt og ondt. Når du har læst denne novelle, ved du om det kunne være et job for dig.

Cory Doctorows “Børnehjemslederen”: Børn som har fået afrevet og skamferet diverse legemesdele ved arbejdsulykker og erstattet dem med mekaniske dele, bliver anbragt på børnehjemmet for invalide børn som ledes af en meget ubehagelig type. De kan kun lige overleve der. En ny dreng, Monty, ankommer, og børnehjemslederen bliver slået ihjel. Hvem skal nu være leder? Det bliver løst på en sjov, fantasifuld, smart og godt tænkt måde, som du selv skal læse. Jeg syntes det var en rigtig god historie. Også her er der mange fine steampunk- referencer.

Professor Langdon St. Irves, hans tjener og historiens fortæller Jack Owlesby finder en forlængst glemt hule på Salisbury Plain i James P. Blaylocks historie “ To hulemalerier”. Hulen, som har et smukt vægmaleri, er fyldt med fossiler. De tager alle tre 35.000 år tilbage i tiden ved hjælp af en lille, let tidsmaskine som professoren bygger, til dengang neandertalerne levede og fossilerne blev lagt i hulen. Kunsten er så nu at få taget fotos af de forhistoriske dyr og det friske, endnu ufærdige maleri, uden at blive opdaget. Det vil jo være en fantastisk videnskabelig sensation. De kommer sikkert hjem til deres egen tid. MEN Jack har glemt at få sine toiletsager (kam og børste, sæbe og rosenvand) med tilbage fra den lille kilde hvor han friskede sig lidt op. Hulemaleriet ser anderledes ud, end før de tog afsted. Er hele den menneskelige historie nu ændret fordi forhistorien er ændret?
I James Morrows historie “Lady Witherspoons (op)løsning” opdager kaptajn Archibald Carmody en ø som har været uberørt af moderne mennesker. En paradisisk ø hvor neandertaler lever et fredeligt og ubekymret liv. Der er dog kun hanner, så hvordan formerer de sig? Han kommunikerer primitivt med en af dem, som fører ham til en grav for en kvinde, Kitty Glover, som tydeligvis har betyder meget for neandertaleren. Her får Archibald en dagbog skrevet af kvinden. Hvem er denne kvinde, og hvorfor er hun begravet her? Archilbald læser dagbogen, som fortæller om Kitty, der efter hendes forældres død kommer på et forfærdeligt børnehjem i nogle år, før det lykkes hende at få kontakt til hendes mors velhavende veninde Lady Witherspoon, som tager hende til sig. Lady Witherspoon leder en kroketklub for nogle kvinder. En dag følger Kitty uset efter kvinderne ned af en vindeltrappe til en stor underjordisk slags sportsarena, hvor abelignende mænd kæmper mod hinanden. Taberne bliver lappet sammen, og vinderne mister deres mandlige dele, som er meget store. Stor underholdning til glæde for kvinderne, som tydeligvis er handlekraftige, kan klare sig selv og ikke lader sig underkue af mænd. Kaptajnen finder ud af sammenhængen mellem den paradisiske ø, Lady Witherspoon og Kitty. Et tema er at abemennesker medicinsk kan blive ‘opløftet’ til at kunne mere, mens moderne mennesker omvendt kan blive ‘devolueret’ til mere primitive stadier. Hvad er de etiske og praktiske konsekvenser af dette?

I Lavie Tidhars historie “Stoker-notatet” befinder vi os i et alternativt, victoriansk univers. Øglemennesker og mennesker eksister side om side. På teatret Lyceum opføres Gilbert og Arthur Sullivans operette “Piraterne fra Caribien”, en fortælling om øgleoverherrerne og hvordan de omstyrtede tronen og overtog magten. Bram Stoker arbejder på teatret og bliver en dag opsøgt af Karl May, som beder ham om diskret at skaffe billetter til hans arbejdsgiver, den tyske industri- og våbenmand Alfred Krupp. Den virkelige grund er at der skal afholdes et hemmeligt topmøde i teatrets krypt. Enorme

Frankensteinmonsteragtige soldater holder vagt. Et stykke tid efter topmødet kommer Karl May igen til teatret og giver Bram Stoker en opgave han ikke kan sige nej til. Han skal rejse til Transsylvanien for at skrive om Lord Babbage. Penge og togbilletter får han. På slottet Bran, som ligger meget afsides og isoleret fra andre mennesker, ekskorter Mr. Spoon (som også er en af personerne i Sullivans operette) ham til sin vært, som ligner (er?) en gammelt mumie. Selvom Stoker er fange på det godt bevogtede slot (igen enorme store Frankensteinmonster-agtige soldater), lykkes det ham at flygte i et dampdrevet luftskib til London, hvor hans dagbog bliver reddet. Har fremmede aliens overtaget styringen af jorden? Er Sullivans operette virkelighed? Forfatteren leger godt med samspillet mellem virkelige og fiktive personer. Også her er der flere fine steampunk-referencer.

Rammehistorien omkring titelnovellen “Damphammeren” af James Lovegrove er en ung fyr, som netop er ankommet til straffekolonien. Han stoppes af en mand, Starkey, der begynder at fortælle om hvordan han selv havnede der. Han var træner og mekaniker for mekaniske boksere og brugte et år sammen med et team, bl.a. nogle irske folk, på at udvikle den bedste mekaniske bokser, ‘Damphammeren’. De vinder deres første kamp og får kæmpe succes og popularitet. Damphammeren bliver en ren rockstar. Så, en dag, går en anden mekanisk bokser amok under en kamp og slår nitten mennesker ihjel. Populariteten falder, og modstanderne af de mekaniske kampe får vind i sejlene og laver en smædekampagne om at det hele tiden har været fenierne, irske fjender af majestæten, som stod bag det mekaniske vidunder / monster. Alle mekaniske boksere skal nu destrueres, men Starkey og hans team kan ikke få sig selv til det, da de betragter Damphammeren som et menneske nu. De bliver taget af politiet under et flugtforsøg til Irland. og Damphammeren bliver totalt smadret. Historien er et meget godt eksempel på hvor hurtigt man kan gå fra at være et hit til at blive et flop. Hvordan mennesker er med på en bølge så længe det er smart, og glemmer at tænke selv.

Novellerne i bogen spænder bredt over genren, og i en del af historierne er der referencer til virkelige og fiktive personer, som eksisterer side om side med hinanden. Bogen afrundes med en kort, men informationsrig introduktion til steampunk-genren ved Niels Dalgaard. Her er også en kort introduktion til bogens forfattere.

Forlaget leverede et anmeldereksemplar.

Anmeldt af Yvonne Hansen i Himmelskibet 56

Udgivet i Antologi | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 57

Himmelskibet 57
Sommer, 2019
191 sider.
Forsideillustration: Henrik Rehr
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=5790

Redaktionelt
Mumiens kolde hånd – Novelle af Rune Miekle
Gene Wolfe 1931-2019 – Nekrolog ved Klaus Æ. Mogensen
Anmeldelser: film og tv
• Men in Black: International
• Supergirl sæson 4
• Aniara
• Captain Marvel
Opspind – en helt almindelig historie – Novelle af Manfred Christiansen
Måner, montrer, mønstre, monstre – Kunstanmeldelser af Stig W. Jørgensen
Anmeldelser: bøger
• Mørkets Sangfugl – Roman af Marie-Louise Rønning
• Kodeks – Roman af Gudrun Østergaard
• Daniel, Mellem Himmel og Helvede, 1 – Roman af Anne Christina Eriksen
• Rise of the Winged Lion – Roman af Lars A. R. Stender
• Vampyrens Pagt – Roman af Mette Sejrbo
• Lue – Roman af Birthe Skov Midtiby og Thorkild Skov
• Væddermændenes nat – Roman af Tobias Stenbæk Bro
• Requiem – Roman af Patrick Leis
• Det grufulde bibliotek: danske gys før og nu – Antologi redigeret af Kristian • Nordestgaard og Jette S. F. Holst
• Gennem kul og blod – Roman af Nikolaj Johansen
• Det Sorte Tårn – Roman af Jannich Allan Stæhr
• Overmand 1: Med kappe og porre – Tegneserie af Pascal Jousselin
• Det nådesløse daggry – Antologi redigeret af Lars Grill Nielsen
• Exnihilo – Roman af Publius Enigma
• Mordet i elverskoven – Roman af Mette Østergaard Filsø
• Kolde timer – eNovelle af Michael Kousgaard
• Volt – Tegneserieantologiblad
• Fyrtårnet – Spilbog af Nikolaj Johansen
Anmeldelser: Computerspil
• The Journey Down Computerspilserie
• No70: Eye of Basir
• Chronicle of Innsmouth
• Darkside Detective
• FAR: Lone Sails
Korte omtaler – Bogomtaler af Thomas Winther
Locus Award 2019 – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Vonda N. Mcintyre 1948-2019 – Nekrolog ved Klaus Æ. Mogensen
Nebula Award 2019 – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
2060: Organisatorisk borgerskab – Novelle af Jannik Landt Fogt
Den fantastiske virkelighed: Det grønne valg – Artikel af Flemming R.P. Rasch
Nyt om fantasticon 2019 – Artikel af Knud Larn
Ny fantastik på dansk – Bogliste ved Janus Andersen

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 16 kommentarer

Himmelskibet 56

Himmelskibet 56
Forår, 2019
168 sider.
Forsideillustration: Todd Mulrooney
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Flemming R.P. Rasch

Download på:
www.himmelskibet.dk/download/Himmelskibet56.pdf

Redaktionelt
Stan Lee (1922-2018) – af Tue Sørensen
Stan The Man – af Klaus Æ. Mogensen
Stan’s Soapbox – af Flemming R.P. Rasch
Star Wars IX: Day of the droids – af Klaus Æ. Mogensen
Jack Kirbys New Gods – af Flemming R.P. Rasch
Steve Ditkos Mr. A – af Flemming R.P. Rasch
Anmeldelser: Film og tv
• Venom
• Aquaman
• Captain Marvel
• Avengers: Endgame
• Solo : A Star Wars Story
• Fullmetal Alchemist
• Chilling adventures of Sabrina
Anmeldelser: Tegneserier
• Head Lopper
• Fandenivoldsk
• Han, hun og Adolf
Anmeldelser: Bøger
• The Collapsing Empire – John Scalzi
• Quillifer – Walter Jon Williams
• Mareridt & myrekryb – Nick Clausen
• Krigsmager – Jacob Hedegaard Pedersen
• Frygt Fabrik Fælde – Steen Langstrup
• Virtropolis – Freddy E. Silva
• Afkroge – Helene Hindberg
• Hotellet – Jonas Wilmann
• Dæmonens Bagdør – Nils Hoffmann
• Zeitgeist – Jane Mondrup
• Krinoline og kedsomhed – temaantologi
• Damphammeren – temaantologi
• Hvem frygter døden? – Nnedi Okorafor
Nekrolog: Greg Stafford – af Klaus Æ. Mogensen
Nekrolog: William Goldman – af Klaus Æ. Mogensen
Nyt fantastik på dansk
Kalender
Om Fantasticon 2019 – Af Knud Larn

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 2 kommentarer