Captain Marvel

Captain Marvel
Film, USA 2019, 123 min.
Instr.: Anna Boden & Ryan Fleck
Medv.: Brie Larson, Samuel L. Jackson, Jude Law, Ben Mendelsohn, Lashana Lynch, Clark Gregg, m.fl.

Vi bragte en spoiler-fri anmeldelse af denne film i forrige nummer af Himmelskibet; i dette nummer er det tid til en spoiler-fyldt anmeldelse  i anledning af filmens udgivelse på DVD/Blu-ray.

Wonder Woman var ikke den første DC-film med en heltinde; det var Supergirl fra 1984. Captain Marvel var ikke den første Marvel-film med en heltinde; det var Elektra fra 2005. Men hvor Wonder Woman var en meget bedre film end Elektra, er Captain Marvel efter min mening desværre ikke en meget bedre film end Supergirl. Nu har jeg set Captain Marvel to gange, og mens jeg vil indrømme at den er aldeles underholdende og fungerede bedre anden gang, så er det desværre stadig en film som ved en nærmere analyse falder delvist fra hinanden og er utroligt uklart fortalt, samt, synes jeg, dårligt gennemtænkt. Der ligger en idé til en god film inde i Captain Marvel, men den kigger kun frygtsomt ud mellem filmens frames og får aldrig lov til at skinne igennem. Man kan godt sige at der er to film i filmen som hver kæmper om søgelyset, med det resultat at ingen af dem kommer ordentligt frem. Jeg har faktisk så mange indvendinger og kritikpunkter at jeg ikke aner hvor jeg skal begynde – men jeg skal gøre mit bedste for at koge det ned til en række rimeligt overskuelige punkter.

Jeg kan jo starte med en ting som glædede mig, fordi det er en reference til en stor storyline i de gamle tegneserier: Vi finder ud af at The Kree-Skrull War er i gang før filmens handling starter og bestemt ikke er slut da filmen slutter!

Skrullerne er i tegneserierne næsten altid bad guys, men denne film vender dem om til good guys. Kree-imperiet har ødelagt Skrullernes hjemplanet og gjort de overlevende Skruller til flygtninge. Om Skrullerne selv havde et stort imperium, ligesom Kree’erne, ligesom i tegneserierne, informerer filmen os dog desværre ikke om. Vi ved således endnu ikke om alle Skruller er good guys på flugt fra the bad guys, eller hvor mange Skruller der er i det hele taget. Jeg håber at der også er nogen Skruller som i stil med tegneserierne er bad guys; ellers ville the Marvel Cinematic Universe have slettet lidt for mange klassiske tegneseriehistorier.

Men det hører vi sikkert mere til i de næste to Captain Marvel-film (som jeg hørte Brie Larson sige i et tv-interview vil blive filmet back-to-back). Indtil videre lader det ikke til at der er specielt meget ‘krig’ over denne version af The Kree-Skrull War; der er mest bare tale om at Skruller bliver forfulgt og slået ihjel af Kree’erne. Dette er et eksempel på hvad der skete mange gange for mig i denne film: en forventning om noget stort og spektakulært endte med skuffelse over elementer som viste sig at være små og langt mindre spektakulære. Jeg forventede at Jude Law ville spille den klassiske Mar-Vell i en eller anden form (perfect casting!!), men han spillede bare forrædderen Yon-Rogg. Jeg forventede vitterligt en kosmisk film med masser af sci-fi og rum-action, men næsten hele filmen foregår bare på Jorden og handler om at Carol Danvers skal genvinde ting fra sin hukommelse som publikum delvist allerede ved.

Derved kommer hele fortællestilen og engagementet til at hvile på Brie Larsons evner som skuespiller; hendes forvirring, hendes reaktioner, hendes “drive” … ingen af hvilke desværre skærer klart nok igennem til at få denne film op på niveau med de øvrige MCU-film. Det er sjældent at jeg mener mig i stand til at kritisere en skuespillers faglige kunnen (og jeg har intet overhovedet imod Brie Larson som person; jeg støtter fuldt og helt hendes aktivistiske arbejde), men i dette tilfælde forsømmer hun altså i høj grad at give udtryk for den handlekraft og beslutsomhed der skulle have gjort hende til en overbevisende action-helt/superhelt. Hun har simpelthen ikke det nødvendige drevne blik i øjnene, og det er tydeligvis fordi hun som person og skuespiller aldrig har været synderligt interesseret i action- eller genrefilm, men er mere til mainstream-drama.

Det overordnede plot i Captain Marvel er ligeledes utilgiveligt uklart. Carol er ude for en eksplosion som slår hende bevidstløs, og så bliver hun kidnappet af Kree’erne, fordi de vil bruge hende som våben. Til dette formål bliver hun hjernevasket til at tro at hun selv er Kree – men de nærmere omstændigheder forklares ikke. Vi ved faktisk ikke om hun reelt fik hukommelsestab, eller om hendes erindringer om sit tidligere liv er blevet slettet af Kree’erne med vilje. Hun får Kree-blod fra Yon-Rogg, men om dette var en transfusion for at redde hende, eller om det bare var en måde at få hende til at tro at hun selv var Kree, er ikke klart – ingen af delene give faktisk mening. Med sine nye superkræfter var hun næppe i fare for at dø, og hvis formålet er at bedrage hende til at tro at hun er Kree, hvorfor er hun så klar over at hun fik Yon-Roggs blod?

Og det bliver værre: Hvis hun skulle tro at hun er Kree, hvorfor gav de hende så navnet Vers fra den overlevende halvdel af hendes Carl Danvers dog-tag? Hvorfor giver de hende hvad de selv tror er et jordnavn, baseret på jordisk alfabet? Hvorfor gav de hende ikke i stedet et Kree-navn og en falsk Kree-baggrund? Og hvilken forklaring har de givet hende på at hun har superkræfter? Og hvorfor viser The Supreme Intelligence sig for Carol i form af Dr. Wendy Lawson/Mar-Vell, som netop kan stimulere Carol til at genvinde sin hukommelse om hvem hun i virkeligheden er? Det er bestemt ikke særligt intelligent at gøre hvis man vil opretholde en illusion om at hun faktisk er Kree. Og sidst men ikke mindst; hvis Kree’erne så gerne vil bruge Carol og hendes kræfter som våben, hvorfor bruger de så SEKS ÅR på blot at træne hende til at blive en rumpoliti­kvinde? Missionen i begyndelsen af denne film er hendes første! Det virker dybt besynderligt at et super-rumimperie ikke har kunnet finde på at bruge hende til noget særligt i så lang tid, og at deres store plan bare er at hun skal være med i deres Starforce-patrulje.

Enten er der et eller andet som jeg misforstår totalt, eller også er manuskriptet meget mangelfuldt gennemarbejdet, givetvis fordi det er blevet omskrevet et halvt dusin gange. Det virker som om mange elementer kun er inkluderet for at få publikum til at forstå hvad der foregår (dvs. hvad Carols rigtige hukommelse og baggrund er), men ikke giver mening på sine egne fortællemæssige præmisser. Med andre ord er denne film offer for at den fokuserer for meget på karakteren (og skuespilleren), mens den er dybt mangelfuld hvad angår ideerne og præmissets logik.

Og hvordan får Carol så egentlig sine erindringer om sit liv på Jorden tilbage? Sker det af sig selv, eller fordi Skrullerne putter hende ind i en maskine der undersøger hendes hukommelse? Det får vi ikke klart at vide.

Ville Skrullerne af-hjernevaske Carol fordi de vidste at hun var en allieret til Wendy Lawson/Mar-Vell og derfor ville hjælpe dem med Mar-Vells projekt om at lave en overlysmotor som kunne transportere de flygtende Skruller til en anden galakse? Det får vi ikke klart at vide! Muligvis sker disse ting rent tilfældigt.

Ender Skrullerne i filmen med at have fået fat i den overlysmotor, de skulle bruge og som er så central for plottet? Det får vi ikke klart at vide – og dermed forløses filmens plot overhovedet ikke! Men alt tyder på at de ikke gør, selvom de tager afsted til det ydre rum med Carol til sidst. Motoren blev jo ødelagt af Carol for seks år siden i den eksplosion der gav hende hendes kræfter, og kraftkilden til motoren – the Tesseract – forbliver på Jorden (det beder Carol specifikt Fury om!). Måske har Skrullerne nu tegningerne til motoren, men så vidt filmen fortæller os. har de ikke hverken motoren selv eller kraftkilden til den (om end det selvfølgelig er muligt at Carol selv kan agere kraftkilde – men det får vi ikke noget at vide om at hun gør).

Det er en utrolig uklar og utilfredsstillende slutning. Men måske er det også noget der bliver gemt til næste film? Eller også er det noget de simpelthen har glemt at inkludere i det endelige manuskript. Det må tiden vise. I hvert fald er det ingenlunde godt nok til at leve op til MCU-seriens standard.

En af årsagerne til filmens struktur er åbenbart (ifølge interviews) at publikum skulle gå ind til filmen i den tro at Kree’erne var the good guys, da Carol jo siger i traileren at hun tilhører en gruppering af “noble warrior heroes” – og derfor skal det forestille et stort reversal da det afsløres at Kree’erne er skurkene og Skrullerne er the good guys. Men det fungerer desværre dårligt hvad angår Kree’erne, idet alle som har læst tegneserierne og alle som har set Agents of SHIELD tv-serien er udmærket klar over at Kree-imperiet i det store hele er fascistisk. Plottet har således bundet knuder på sig selv ved at forsøge at appellere til et totalt uvidende publikum og fejler fælt over for et vidende (nørd-/MCU-)publikum, som hele filmen igennem er aldeles klar over hvor tingene bærer hen og bliver irriteret over at Carol bruger så meget tid på at finde ud af ting som er ret indlysende for os.

Og jeg kunne sådan set blive ved længe endnu med mine indvendinger, men jeg vil stoppe mens anmeldelsen stadig har en begrænset længde. Næst efter Guardians of the Galaxy Vol. 2 (som jeg syntes var MCUs største skuffelse) og The Incredible Hulk (som kun lige knap er med i MCU; den er nærmest apokryf), så må jeg med sorg erklære Captain Marvel den dårligste MCU-film i hele serien. Filmen har da også gode ting, og er som sagt generelt underholdende og seværdig, men det er umuligt for mig at se bort fra dens meget markante mangler og svagheder. Jeg er skuffet over at Kevin Feige syntes at dette utroligt rodede manuskript var godt nok.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 57

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Aniara

Aniara
Film, Sverige/Danmark 2018, 106 min.
Instr.: Pella Kagerman og Hugo Lilja
Medv.: Emelie Jönsson, Bianca Cruzeiro, Arvin Kananian, Anneli Martini, m.fl.

Man rammes af overraskelse og begejstring når man pludselig finder ud af at der netop er lavet en ny filmversion af den gamle svenske rum-opera, Aniara, fra 1960! [Som igen er baseret på Harry Martinsons episke digt af samme navn fra 1956. som var en hovedårsag til at forfatteren vandt Nobelprisen i 1974. Red.] Og at filmen tilmed er en dansk koproduktion (like, whaaat?!).

Jeg fangede originalversionen på Danmarks Radio – om det var 3 eller K eller what­ever, har jeg ikke styr på – for et par år siden, og selv om jeg syntes den faktisk var ret dårlig (4 stjerner ud af 10), så er den ikke desto mindre legendarisk i Sverige, hvor de snakker meget om den og husker den meget nostalgisk. Og når jeg siger det er en rum-opera, så er det fordi det faktisk er en science fiction-opera. Den nye filmudgave er imidlertid (heldigvis?) hverken en opera eller en musical, men ganske enkelt en straightforward science fiction film, og en fri fortolkning, eller versionering, af historien i den gamle opera.
Aniara er et enormt krydstogtskib der færger folk fra en næsten ødelagt Jord til de spæde kolonier på Mars – en tur der normalt blot tager tre uger. Men da noget rumvraggods kommer i vejen, må Aniara skifte kurs, men bliver alligevel ramt af nogle ting, så de er nødt til at dumpe ALT deres brændstof. Og så kan de ikke længere styre skibet, men må bare drive længere og længere ud af kurs. Og der kommer ikke nogen og redder dem. De driver hjælpeløst ud af solsystemet.

Forskellige mulige løsninger overvejes undervejs, men årene går, og går, og skibets ressourcer svinder ind. Vi følger en videnskabskvinde som vokser med opgaverne og bevarer håbet, til trods for mange både faglige og personlige setbacks. Hvordan det slutter, skal jeg ikke komme ind på (se selv filmen!), men jeg vil gå så langt som til at kalde det realistisk. Og ligeledes episk. Det er en flot film svenskerne har begået her, og bestemt et værk som jeg vil anskaffe mig på disk når filmen udkommer. For indeværende kan den streames med engelske undertekster på Viaplay.

Konceptuelt er filmen ganske basal, og visse uperfektheder kan man godt pege på, men den er godt lavet og opnår dét, den har sat sig for at opnå. Skuespillet er fint; specielt kan jeg godt lide kaptajnen (Arvin Kananian), som til trods for at han misbruger sin magt en smule, faktisk tager sit ansvar for skibet og dets passagerer meget seriøst. Det er også smukt at filmen indeholder adskillige referencer til videnskab og teknologier der er mere fremskredne end de nuværende; på et tidspunkt bruger de f.eks. en form for gravitationskontrol til at decelerere en rumsonde med.

Glædeligvis er denne film i min optik en hel del mere meningsfuld og umiddelbart til at sluge end den ret bizarre, gamle opera, så jeg er både tilfreds med, og imponeret over, denne lille nordiske sci-fi perle!

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 57

 

 

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | En kommentar

Supergirl sæson 4

Supergirl sæson 4
Tv-serie, The CW, 2019
Medv.: Melissa Benoist,
Mechad Brooks, Chyler Leigh m.fl.

Tv-serien Supergirl, der har været streamet på HBO Nordic de senere år, har været et letbenet og sjovt (man fristes til at sige sødt) alternativ til de mørke og dystre superhelteserier på tv med Marvel- og DC-figurer. Der har været taget seriøse emner op såsom fremmedfrygt, barnløshed og mediernes magt på godt og ondt, men det har altid stået lidt i anden række i forhold til traditionelle superheltehistorier med superskurke, gale opfindere og invasion fra rummet. Fjerde og seneste sæson byder stadig på den slags elementer, men serien er samtidig blevet langt mere politisk end tidligere, med klar reference til Donald Trumps præsidentperiode.

I serien har aliens altid været stand-in for indvandrere og flygtninge, i den grad at marsboere har været portrætteret af sorte skuespillere. I denne sæson er den udbredte fremmedfrygt over for aliens kammet over i fremmedhad, og selvtægtsgrupper overfalder aliens under sloganet “Earth First” (en slet skjult reference til Trumps “America First”). USA’s kvindelige præsident bliver i forbindelse med et attentat afsløret som alien og må gå af, og i stedet indtræder hendes vicepræsident Philip Baker, portrætteret af Bruce Boxleitner, som mange vil huske fra Babylon 5.

Situationen bliver tilspidset fordi en gruppe skurke iscenesætter noget der ligner overfald af aliens mod mennesker, godt hjulpet af hjernekontrol og en formskifter. Det viser sig hurtigt at Præsident Baker ikke er bleg for at samarbejde med selvtægtsgrupperne, under ledelse af den maskerede Agent Liberty, en mand der på grund af sin personlige historie har god grund til at hade aliens. Et britisk supermenneske, Manchester Black, går til voldelig kamp mod selvtægtsgrupperne efter at de slår hans kæreste ihjel, og det dæmper ikke ligefrem spændingerne.

Det hjælper ikke at en kopi af Supergirl dukker op og angriber det Hvide Hus mens den rigtige Supergirl ligger hjælpeløs af kryptonitforgiftning. Denne kopi, der blev skabt af ’sort kryptonit’ i slutningen af Sæson 3, er blevet opdraget og manipuleret af militæret i et lille eks-sovjetisk land til at hade USA. Det viser sig at Præsident Baker (og en skurk, der ikke skal afsløres her) er involveret i dette plot, der ender med en invasion af USA med den falske Supergirl (der kalder sig ”Red Daughter”, med reference til DC’s Elseworlds-historie Red Son) i spidsen.

De tematiske ligheder med nutidens USA er klare: En præsident der samarbejder med russere, som har hjulpet ham til magten (her ved at afsløre den tidligere præsident som alien), nationalistiske slogans der dækker over en egoistisk agenda, voksende selvtægt som præsidenten ikke tager afstand fra, fake news osv. Desværre har vi i den virkelige verden ikke e Supergirl, der kan redde ærterne for os – men seriens budskab er faktisk også at superhelte ikke er løsningen på problemet. Løsningen skal findes i dialog, fredelige demonstrationer og ikke mindst seriøse mediers vilje til at tage afstand fra udviklingen og evne til at afsløre hvad der foregår bag facaden.

Under dette hovedtema udspiller der sig flere historier af mere personlig karakter. En af de vigtigste handler om den nye figur, Nia Nal, der starter som journalist hos Catcom Media, hvor Supergirls alter ego Kara Danvers arbejder under ledelse af James “Jimmy” Olsen. Nia får, ligesom sin efterkommer fra det 31. århundrede, Nura “Dreamgirl” Nal, profetiske visioner når hun sover, men forstår ikke helt hvordan hun skal fortolke dem, med katastrofale følger. Nia Nal er transkønnet og bliver spillet af en transkønnet skuespiller, Nicole Maines; noget der har vakt en del debat i USA hvor netop kønsidentitet er en af de store emner for tidens debat.

Også James Olsen får sin egen personlige historie. I Sæson 3 startede han en karriere som helten The Guardian, der uden superkræfter bekæmper forbrydere. Han bliver gjort til et symbol for “Earth First”-erne som eksempel på at mennesker også kan være helte og at man ikke har brug for aliens. Han søger at bruge sin position til skabe dialog med selvtægtgrupperne, med blandet held.

Den vigtigste sidehistorie er dog Lena Luthors. Lena har gennem de sidste sæsoner hjulpet Supergirl og co., men der har været en del mistillid mellem dem da Lena er Lex Luthors søster og har overtaget hans firma LexCorps. Hvordan det går frem og tilbage med denne mistillid er et centralt tema, og Lena er splittet mellem flere loyaliteter og forskellige, modsatrettede veje til at tackle situationen.

Oven i det hele bliver der også plads til et crossover med heltene fra DC’s tv-univers Arrowerse, Flash og Green Arrow. Det er lidt irritende, fordi disse serier streames på Netflix og slet ikke er så langt fremme at man kan se de andre crossover-afsnit.

Denne sæson er altså åbenlyst mere politisk end de tidligere og spiller på flere strenge, hvoraf mange nok kan ses som temmelig politisk korrekte (hvad der da også har været et kritikpunkt fra især mandlige superheltefans). Der er dog ikke nogen tvivl om relevansen af sæsonens budskaber, og da skurken jo er den fæle Præsident Baker, kan serien ikke direkte anklages for at kritisere Trump – medmindre man indrømmer at de grimme ting Baker gør, har stor lighed med Trumps handlinger som præsident.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet 57

Udgivet i tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Men in Black: International

Men in Black: International
Film, USA, 2019
Columbia/Sony
114 minutter
Instruktør: F. Gary Gray
Medv.: Chris Hemsworth, Tessa Thompson, Emma Thompson m.fl.

Men in Black: International er den fjerde film i Men in Black-franchisen. Den første film om agenterne i Men in Black kom i 1997. Men in Black  er en meget god komedie, og det synes jeg også de andre  film i franchisen er, omend toeren var den svageste. Spørgsmålet er så om Men in Black: International kan leve op til de andre film i franchisen.

I denne nye film er der kommet nogle nye agenter på banen i stedet for Will Smith som agent J og Tommy Lee Jones som agent K: agent H (spillet af Chris Hemsworth) og agent M (spillet af Tessa Thompson).

I Men in Black: International får agenterne H og M fat i et masseødelæggelsesvåben og får at vide at der muligvis er en forræder i Men in Black organisationen. Samtidig er der to mystiske aliens som jagter dem og åbenbart også vil have fat i våbenet.  Mere skal der ikke siges om handlingen her.

Filmen har fået mindre gode anmeldelser, men jeg synes faktisk at den var underholdende, dog uden være mesterlig, og at de nye skuespillere spiller godt.  De udfylder rollerne som agenter tilfredsstillende.  Historien har en enkelt lille svaghed med,  hvordan agenterne fik information om,  at der er en forræder hos Men In Black.  Og filmen har måske ikke så meget på hjerte. Men det synes jeg ikke gør så meget. Filmen er en komedie og tager ikke sig selv så højtideligt.  Og filmen er sjov og kan leve op til de andre i franchisen. Dog synes jeg at etteren er bedre end Men in Black: International. Hvis man kunne lide de andre Men in Black-film, så kan denne anbefales.

Karakter: 7 stjerner ud af 10

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 57

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Chilling Adventures of Sabrina

Chilling Adventures of Sabrina
TV-serie, sæson 1, 2018
10 afsnit af ca. 1 time

Skabt af Roberto Aguirre-Sacasa efter tegneserien af samme navn
Med: Kiernan Shipka, Miranda Otto, Lucy Davis, Michelle Gomez m.fl.
Teenageheksen Sabrina har en lang historie. Den begyndte i 1941, da den første tegneserie med teenageren Archie blev udgivet. Serien blev et hit og fik flere spinoffs. En af dem, Sabrina the Teenage Witch, der første gang så dagens lys i 1962. Sat i samme univers som Archie var Sabrina en harmløs humorserie, dog med okkulte temaer i form af den kønne, lyshårede heksepige Sabrina, der boede sammen med sine to heksetanter Zelda og Hilda. 1971-74 optrådte Sabrina i sin egen tegnefilmserie på tv i i alt 31 afsnit. Rigtig populær blev Sabrina dog først med live action-serien Sabrina the Teenage Witch, som løb i syv sæner fra 1996 til 2003 med Melissa Joan Hart i titelrollen. Derefter kom endnu en animeret serie, der kørte med pauser i tre sæsoner fra 1999 til 2004. I 2012 kom så en computeranimeret serie med titlen Sabrina: Secrets of a Teenage Witch.

I 2015 relancerede forlaget Archie Comics så Archie i en ny udgave, der bedre kunne tiltrække et moderne teenage-publikum. Serien var mere voksen og mindre harmløs end før, med fortsatte historier i stedet for korte, humoristiske episoder der kunne læses i vilkårlig rækkefælge. De tre første numre blev skrevet af den kendte tegneserieforfatter Mark Waid og tegnet af Fiona “Saga” Staples, og satsningen gav pote. Serien fik en Eisner Award som bedste nye serie og fik flere spinoffs, heriblandt Chilling Adventures of Sabrina, en ny udgave af teenageheksen med langt klarere horrorelementer end de tidligere udgaver. Det er denne tegneserie, som Netflix-serien er baseret på.
Serien starter få dage før Sabrina fylder 16. Fødselsdagen falder sammen med Halloween og med fuldmåne – perfekt for hendes ‘mørke dåb’, et hekseritual der minder om den kristne konfirmation. I denne udgave er hekse ikke mennesker, men en selvstændig race af udødelige væsener, som er født med magiske evner. Sabrina er halvblods, da hendes far, ypperstepræsten Edward Spellman, valgte at gifte sig med en dødelig kvinde. Hendes forældre blev dræbt i et flystyrt kort efter hun blev født, og siden da har hun været opdraget af sine to heksetanter. Fordi hun kun er halvt heks, har hun muligheden for at undslå sig sin mørke dåb og blive almindelig dødelig i stedet for at træde i Mørkets Fyrstes tjeneste. Stærke kræfter presser på for at hun (som hører og bør sig) skal skrive sit navn med blod i ‘Bæstets Bog’, men hun undslår i sidste øjeblik og flygter. Herefter følger et spil hvor Nattens Kirke og den mystiske Ms. Wardwell (spillet af Michelle Gomez, kendt som ‘Missy’ fra Doctor Who) med alle midler søger at overtale hende til at skifte mening. Sabrinas forsøg på at bruge magi i det godes tjeneste trods sin manglende dåb (der virkelig vil forløse hendes evner) fører til stadigt mere dystre resultater, og sæsonen ender ret apokalyptisk.

Chilling Adventures of Sabrina balancerer på en knivsæg mellem sort humor og makaber horror, og det er svært at kalde den en egentlig humorserie, men den er heller ikke en ren gyserserie. Tættest i stil ligger serien nok på Buffy the Vampire Slayer, bortset fra at grænsen mellem godt og ondt er langt mere udflydende i Sabrina. Mange figurer er tvetydige. Sabrinas ældste tante, Zelda, er traditionalist og presser Sabrina til at rette ind, men hjælper alligevel Sabrina når det står værst til. Ypperstepræsten Faustus Blackwood er klart på Satans side, men er ikke gennemsyret af ondskab, og Sabrinas plageånder, tre teenagehekse kendt som ‘the Weird Sisters’, kan godt overtales til at hjælpe. Heksene er generelt ikke rent onde, men kan godt finde på at spise menneskekød og gøre andre makabre ting uden at tænke på det som noget særligt.

Serien er godt kastet, og den unge Kiernan Shipka er et godt valg i titelrollen med sin blonde uskyldighed med skarpe kanter. Hun bærer en slående lighed med Emma “Hermione” Watson, og det kan også have været en faktor i valget. Man kan også nævne Miranda Otto – Eowyn fra Ringenes Herre-filmene – i rollen som Zelda. De unge skuespillere som portrætterer Sabrina dødelige venner, kæresten Harvey og veninderne Zoe og Susie, gør det også ganske godt som modvægt til Sabrinas bizarre familie.
Jeg synes vældig godt om Chilling Adventures of Sabrina og ser frem til anden sæson, som lægger op til at Sabrina dykker dybere ned i mørket. Den kommer til april næste år. Inden da kommer der en enkeltstående juleepisode, som forhåbentlig når den danske Netflix inden julen er omme. [Begge er kommet siden anmeldelsen blev skrevet. Red.]

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Fullmetal Alchemist: Brotherhood

Fullmetal Alchemist: Brotherhood
TV-serie 2009-2010
64 afsnit af 23 min.
Instruktør: Yasuhiro Irie
Forfatter: Hiroshi Ōnogi

“A lesson without pain is meaningless. For you cannot gain something without sacrificing something else in return.”

Den animerede japanske tegnefilmserie Fullmetal Alchemist: Brotherhood (Hagane no renkinjutsushi) er baseret på Hiromu Arakawas populære manga Fullmetal Alchemist udgivet 2001-2010 og senere samlet i 27 samlebind. Det er ikke første gang, mangaen er blevet lavet til tegnefilm. Det skete første gang 2003-2004 under titlen Fullmetal Alchemist, men mangaen var langt fra færdig da denne serie blev lavet, så halvvejs gennem serien begynder den at afvige fra tegneserien, ligesom det er sket med tv-serien Game of Thrones, og har en helt anderledes slutning. Denne nyere udgave holder sig til gengæld tæt til tegneserien. Begge har rigtig flotte karakterer på IMDb – den første 8.6 og Brotherhood ikke mindre end 9.0. I 2017 kom desuden en live action-filmudgave, der i lighed med begge serier kan ses på Netflix – men den skulle være ret dårlig.

Vi befinder os i en fantasyverden, men ikke den traditionelle middelalderagtige slags. Teknologisk set er den omtrent som Mellemkrigstidens Europa, med tog, radio, biler, tanks og telefoner, men ingen flyvemaskiner. Til gengæld kan man lave avancerede arm- og benproteser (kaldet automail), der kan styres af nerveimpulser – noget vi kun lige er begyndt at kunne i den virkelige verden.

Fantasyelementet er alkymi, men alkymien er at betragte som en videnskab underlagt ubrydelige love. Man kan transformere ting, men ikke skabe noget af ingenting – noget kendt som ‘loven om lige udveksling’. Der er dog rygter om at der findes De Vises Sten, der gør det muligt at bryde disse regler, og sådan en er vores hovedpersoner på jagt efter.
Brødrene Edward og Alphonse Elric har haft talent for alkymi siden de var børn; et talent de angiveligt har arvet fra deres far, som forlod familien da de var små. Da drengenes mor dør, søger de at bruge alkymi til at vække hende til live, på trods af at dette er alkymismens største tabu. Det går da også galt, og prisen for forsøget er høj: Storebror Edward mister en arm og et ben (der erstattes af automail), men hele lillebror Alphonses krop forsvinder, og Edward må binde hans sjæl til en stor metalrustning.

Nogle år senere er Edward blevet statsalkymist med Alphonse som assistent, og de er mellem andre pligter på jagt efter en måde til at få Alphonses krop og Edwards arm og ben tilbage – og måske er De Vises Sten vejen.

Historien foregår i landet Almestris, der ledes af Store Leder King Bradley, som er en mellemting mellem konge og diktator. Nogle år forinden vores historie starter har landet været ude i en borgerkrig, hvor den etniske minoritet i delstaten Ishval gjorde oprør; et oprør som centralmagten slog hårdt og blodigt ned på ved hjælp af statsalkymisterne, der blandt andet kan forvandle luft til ild og brosten til spyd. Der er dog i det store og hele fred nu, omend oprøret lurer og en ishvalisk alkymist ved navn Scar søger hævn ved at myrde statsalkymister.

Edward og Alphonses søgen efter De Vises Sten får rodet dem ind i et temmelig kompliceret plot, der involverer en håndfuld mægtige homunculi (kunstige mennesker skabt af alkymi), der har navn efter de Syv Dødssynder, og deres mystiske leder kaldet Fader. Hvad plottet går ud på – og hvordan det hænger sammen med brødrenes fortid – bliver langsomt oprullet gennem de første sæsoner, hvor vi også får en del flashbacks til tidligere hændelser af betydning. Efterhånden arbejder historien sig frem mod et klimaks af episke proportioner, som fylder det meste af sidste sæsons 13 afsnit.

Det er en spændende og anderledes fantasyhistorie med et stort og kulørt persongalleri, der omfatter både alkymister, homunculi og mere almindelige mennesker, der alle har deres unikke personlighed. Det er larger than life, men samtidigt også et dystert univers, der kun bliver mørkere efterhånden som fortidens hemmeligheder bliver afsløret. Selvom historien er dybt alvorlig, bliver der dog, som så ofte i japanske tegnefilm, også tid til situationskomik og direkte slapstick-humor, hvor den ellers (efter japanske forhold) forholdsvis realistiske tegnestil kammer over i en simpel og vildt karikeret streg. Det skal man lige vænne sig til, men det forhindrer at serien bliver én lang vandring i mørket.
Jeg kan varmt anbefale Fullmetal Alchemist: Bro­therhood. Det er ikke en serie, man bliver færdig med på en enkelt weekend (medmindre man er meget ihærdig), men til gengæld får man en god historie, der er velgennemtænkt fra starten af. Det er ikke ren underholdning, for serien byder på både filosofi og politisk kommentar fortalt som allegori. Seriens musik er i øvrigt glimrende, og hver sæson har sin egen introsang, hvor især den første er rigtig god.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 56

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Solo: A Star Wars Story

Solo: A Star Wars Story
Film, USA 2018, 135 min.
Instr.: Ron Howard
Medv.: Alden Ehrenreich, Emilia Clarke, Donald Glover, Paul Bettany, m.fl.

Da vi ikke fik anmeldt den seneste Star Wars-film her i bladet da den kom for et halvt år siden, kan vi passende anmelde Solo nu hvor filmen er udkommet på disc. Det er en film som er blevet beskrevet som Star Wars-seriens første flop. Den indspillede kun lidt over 100 millioner dollars i premiere-weekenden, og ergo har mange kommentatorer udhængt den som dårlig. Sådan tænker man jo i USA; kvalitet er lig med indtjening, og et kommercielt flop er lig med en dårlig film. Well, der kan nu også være andre faktorer involveret end filmens kvalitet. Dels siges det at filmen fejlede fordi den kom kort efter en tre-fire andre store blockbusters, og den gennemsnitlige amerikanske biografgænger går kun i biffen ca. 5 gange om året, så måske havde mange simpelthen ikke råd til en billet! Det er dog muligt at pege på en mere vægtig grund til at indtjeningen udeblev: at den forrige Star Wars-film, The Last Jedi, fremmedgjorde halvdelen af alle Star Wars-fans, som derefter ikke gad gå til premieren på den næste film i franchisen. Endnu en faktor der beseglede filmens skæbne var at den skulle indspille rigtig mange penge for at tjene sig selv hjem; den blev nemlig 70% genindspillet af en ny instruktør efter den første version blev anset for alt for dårlig, og dermed kostede filmen næsten det dobbelte at lave i forhold til dens oprindelige budget. Så der var ligesom lagt i kakkelovnen til at Solo meget nemt kunne gå hen og blive en fuser.

Jeg så filmen i biografen da den kom, og har nu genset den på Blu-ray. Første gang syntes jeg egentlig det var en ganske hæderlig film. Ikke voldsomt god, men heller ikke specielt dårlig. 7 stjerner ud af 10 gav jeg den. Produktionsværdierne er jo flotte, hvilket da tæller for noget, og alle de tre centrale skuespillere – Alden Ehrenreich som Han Solo, Emilia Clarke som Qi’Ra og Donald Glover som Lando Calrissian – er karismatiske og velspillende; de er faktisk det bedste ved filmen. Jeg syntes også at slutningen på filmen fungerede fint; Qi’Ra bliver en ledende skikkelse i forbryderorganisationen Crimson Dawn, og etablerer et godt potentiale for en fortsættelse. Der kommer sikkert ikke en Solo-film nr. 2, men, Qi’Ras historie kunne jo sagtens fortsætte i en Lando Calrissian-film, eller for den sags skyld i en Boba Fett eller Ben Kenobi-film, hvis der stadig var planer om sådanne, hvad der vist desværre ikke er.

Efter Blu-ray-gensynet med Solo er jeg dog decideret uimponeret over filmen, og har nedsat min karakter fra et 7-tal til et 6-tal. Udover den ovenfor omtalte håndfuld ting, fejler filmen på alle andre punkter. Historien er rodet og mangler både world-building, fremdrift og stemning. Den skal reelt bare “go through the motions” hvad angår de ting vi allerede ved om Han Solo, samt besvare et par af de ting, vi ikke ved: filmen etablerer hvordan han fik sit efternavn, introducerer ham til Chewie, etablerer en mentor-figur (Beckett) som Han baserer hele sin stil på, viser ham gennemføre the Kessel Run og vinde Tusindårsfalken fra Lando i kortspil – nåja, og så lige som ekstranummer ende med at financiere stiftelsen af Oprørsalliancen! Plottet er alt for proppet, og det hele går alt, alt for hurtigt, og er slet ikke skildret på en nuanceret, følelsesfuld, tilfredsstillende eller mindeværdig måde. Filmen er ganske enkelt ikke sej, og historien er ikke god. Den indeholder også alt for mange call-backs til de tidligere film: Dryden Vos’ yacht er fuldstændig ligesom Jabbas i Return of the Jedi; den er blot vertikal i stedet for horisontal. Introduktionen til Chewie er ligesom da Luke blev smidt ned til rancoren. De møder et kæmpe-monster i rummet ligesom ormen på asteroiden i Empire Strikes Back, etc., etc. Der bliver ikke præsenteret noget nyt (udover en råbende ideologi om at droider skal emanciperes, som passer aldeles elendigt ind i de gamle films univers). Der er ingen virkelig spændende nye figurer, aliens, planeter eller rumskibstyper; vi har igen at gøre med en omgang tynd fan-fiktion, ligesom i The Force Awakens. Pokkers ærgerligt, men Solo fortjener faktisk sin status som værende et flop. Meget mere er der ikke at sige om den sag.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 56

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Avengers: Endgame

null

Avengers: Endgame
Film, Marvel/Disney 2019, 181 min.
Medvirkende: Robert Downey Jr., Chris Evans, Chris Hemsworth, Scarlett Johansson, Mark Ruffalo, Karen Gillan, Brie Larson, Josh Brolin m.fl.
Instruktion: Joe og Anthony Russo.

Efter elleve år kom så omsider slutningen på den lange historie om Iron Man, Thor, Captain America og alle de andre helte som Marvel koblede på historien undervejs. I den foregående film havde den gennemgående skurk Thanos haft held til at gennemføre sin plan, og alt håb synes ude. Vi kommer ind i historien relativt kort tid efter, og ser de forhutlede, overlevende helte samle sig for at lave et desperat modangreb. De får forstærkning af Captain Marvel, som ikke var med i den foregående film. Det lykkedes dem faktisk, med hjælp fra Thanos datter Nebula, at opspore Thanos. Men Thanos har et trick oppe i handsken, så modangrebet fører ikke til noget.

Vi springer da nogle år frem i den triste verden hvor Thanos har udslettet halvdelen af alt højerestående liv. På en eller anden måde dukker Ant-Man, som var formodet omkommet som en af de 50 procent, op igen. Og han har en plan om hvordan de får genoplivet dem som Thanos myrdede. Det går lidt langsomt for ham at få de andre superhelte med på planen. Men Black Widow og Captain America har aldrig rigtig givet op, og snart får de selskab af Hulk, Iron Man, Thor, Nebula, Hawkeye, Rocket Racoon og James Rhodes/War Machine. Med en form for undskyldning til publikum kalder de planen for et ”heist”, efter den veletablerede filmgenre, hvor en mesterforbryder samler sig en bande for at udføre et kompliceret kup, der involverer en masse delplaner.

Da heltene har forberedt sig så godt de kan, går de i gang med ”kuppet”. Herunder får vi repeteret en masse af de ting der er sket i de foregående film. Jeg tror ikke det er en gigantisk spoiler at sige at det kan lade sig gøre fordi kuppet foregår ved hjælp af en tidsmaskine. Men som det er vanligt i ”heist”-film går der naturligvis ting galt, og planen må ændres undervejs. På et tidspunkt ser den endelig ud til at være lykkedes. Men så dukker Thanos op igen!

Thanos er mindst lige så ond og voldelig i denne del af filmen som i den foregående film. Heldigvis får vores helte forstærkninger undervejs i dette kæmpe slagsmål mellem heltene og deres allierede på den ene side, og Thanos og hans overjordiske tropper på den anden side. Præcis hvordan det hele ender, vil jeg ikke afsløre af hensyn til dem som evt. ikke har set filmen, men vi får passende afslutninger på både Thanos´ historie og mange af heltenes historier, så det bliver nogenlunde klart hvem af heltene som her har haft deres sidste optræden (i hvert fald med den oprindelige skuespiller), og hvilke som Marvel pønser på at lave nye historier med.

Som afslutning på hele serien af film, kan man ikke forlange ret meget mere af Endgame. Ligesom det skete med Civil War, er det her lykkedes at gøre tegneseriernes historie om Thanos og handsken til noget der mere ligner ægte fantasy end en teenagers uredigerede magtfantasier. Faktisk mere her i Endgame end i forgængeren Infinity War, hvor vores superhelte i høj grad dansede rundt efter det plot som Thanos, dvs. Marvel, havde lagt. Som film betragtet lider den dog noget under at skulle have det hele med. Men i modsætning til forgængeren er der mere plads til de enkelte helte, simpelthen fordi der blev tyndet grundigt ud i dem af Thanos. Det er især en styrke i starten af filmen, hvor Robert Downeys Iron Man som sædvanligt får en god del af scenerne, men hvor der også er gjort plads til at vi kan se mere til blandt andre Captain America, Black Widow og Hawkeye. Også Hulk og Nebula fungerer godt, mens Ant-Man virker lidt starstruck.
Det ændrer sig dog noget i ”heist”-delen af filmen, hvor vi skal rundt og lave afslutninger og nostalgiske gensyn med meget af det som er gået forud. Jeg fandt det lidt langtrukkent, men på den anden side, hvis man mange år fra nu vil mindes hele filmserien, kan man næsten nøjes med at se Endgame og blive mindet om mange af de bedste ting fra serien. I den tredje akt, hvor Thanos slår tilbage, er der stort set ikke tid til andet end kæmpeslagsmålet, som jeg desværre også fandt lidt kedeligt, på trods af de sikkert meget dyre effekter. Men slutningen på slagsmålet er meget bevægende, og ret perfekt. I stedet for at vi skal sidde og kigge rulletekster, mens vi venter på filmens afsluttende scener, får vi dem denne gang i selve filmen. Det er en fin måde at slutte på.

En sidste lille klage: Captain Marvel er på en eller anden måde blevet til et arrogant og bedrevidende kvindeligt svar på Stephen Seagal, og Thor er i mange af scenerne blevet til en alkoholiseret pauseklovn. Det klæder ikke nogen af dem. Det første skyldes nok at Endgame blev optaget før Captain Marvel-filmen, så Brie Larson havde ikke nået at få styr på rollen. Beslutningen om at inkludere Captain Marvel blev formentlig også taget så sent, at hun ikke kunne integreres særlig godt i filmens manuskript. Men ellers er Endgame klart en af de mest vellykkede Marvel-film, og kan absout anbefales.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr. 56

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Captain Marvel

Captain Marvel
Film, 2019, Marvel Studios / Disney
Medvirkende: Brie Larson, Jude Law, Ben Mendelsohn, Samuel L. Jackson, Annette Bening
Instruktion: Anna Boden, Ryan Fleck

Hvem er Captain Marvel? Det er et rigtig godt spørgsmål. Oprindeligt var det en superhelt fra forlaget Fawcett, der engang var lige så populær som Superman, men siden blev næsten glemt. Han blev siden hentet frem af mølposen af forlaget DC, og får nu sin egen film. Men det er ikke ham som denne anmeldelse handler om. Forlaget Marvel lavede nemlig mange år efter den første Captain Marvel var glemt deres egen Captain Marvel. Ham handler det lidt om. Men Captain Marvel døde, og hans navn blev overtaget af en sort, kvindelig superhelt. (Reglerne for rettigheder til navne er mere eller mindre: use it or lose it – derfor det meget genbrug fra forlagets side). Endelig var der Carol Danvers, hvis baggrund var vævet sammen med afdøde Captain Marvels, som for nogle år siden overtog navnet, og gav sit gamle navn Ms Marvel videre til en yngre, muslimsk superhelt.
Så hvordan får man pakket alt dette her sammen i en film, som samtidig skal fungere som optakt til Avengers: Endgame, hvor vores helte blev efterladt stærkt decimerede i slutningen den foregående Avengers-film og virkelig trængte til kvalificeret super-hjælp? Naturligvis må man skære til og gøre historien mindre indviklet. Væk er Carol Danvers lange karriere som Ms Marvel. Den giver naturligvis ikke nogen mening i et univers hvor superhelte var noget meget usædvanligt indtil for få år siden. Men ellers har de fået plads til de fleste andre detaljer fra tegneseriehelten Carol Danvers liv, ofte i stærkt omskrevet form. Mindst omskrevet og mest up-to date er de ting de henter fra Kelly Sue DeConnicks udgave.

Filmen starter med at vores hovedperson (spillet af Brie Larson) arbejder for The Kree, der er en teknologisk avanceret, humanoid race, som er i krig med en formskiftende race ved navn Skrull. Hun er en del af en elite-gruppe af kree, som bekæmper skrulls overalt i Krees store galaktiske imperium. Men noget er ikke helt rigtigt. Vores heltinde, som her hedder Vers, kan ikke huske længere tilbage end nogle få år, bortset fra nogle underlige drømme hun har. Da vi har fået hende, hendes chef (Jude Law), og Krees mystiske leder The Supreme Intelligence (Annette Bening) introduceret, sendes holdet afsted til en planet hvor man har mistanke om skrull-aktiviteter. Jeg vil undlade at afsløre hvad præcis der sker umiddelbart efter, men lidt længere henne i filmen er Vers styrtet ned med et rumskib på Jorden i 1990’erne, hvor hun møder en yngre version af Nick Fury (Samuel L. Jackson), end ham vi kender fra Avengers-filmene m.m.

Det lykkes Vers at kontakte sin chef, som straks tager af sted mod Jorden. Vers får ordre til at holde sig skjult, men i stedet starter hun sammen med Fury en jagt på en af de personer som optræder i hendes drømme. Hun er tilsyneladende en forsker som Vers har mødt da hun var på Jorden, tilbage i den tid hvorfra hun ikke kan huske noget. En flok skrulls, anført af den skumle Talos (Ben Mendelsohn), forsøger at hindre dem i det. Undervejs finder Vers ud af at hun på Jorden hed Carol Danvers, og tilsyneladende havde levet et relativt normalt liv, hvor hun arbejdede som militær-pilot. Så hvad er der sket, og hvem er hun egentlig, Vers eller Carol? Svaret får vi naturligvis hen mod slutningen af filmen, men jeg vil ikke afsløre mere af handlingen, af hensyn til dem som ikke har set filmen. Bortset fra at der bliver skruet helt op for action og effekter hen mod filmens slutning.
Generelt fungerer filmen, men den har også nogle svagheder. Hvis jeg skal tage det i den rækkefølge de dukker op i filmen, så er der for det første Kree-planeten hvor filmen starter. Det er meget nødtørftig worldbuildning af den vi får. Jeg kunne godt have tænkt mig at vi blev lidt mere fortrolig med Vers og hendes verden, før handlingen kørte videre og der blev stillet spørgsmål ved den del af hendes liv. Det ville naturligvis have gjort første akt af filmen længere, men her synes jeg man kunne have sparet det meste af den første, ret forvirrende kamp væk, hvor jeg havde svært ved at finde ud af hvem der var ven og fjende og hvem man skulle holde med, da kun to af de involverede havde fået nogen videre introduktion. Vers/Carols ankomst til Jorden synes jeg derimod var rigtig godt, og de mange 90’er referencer samt kulturmødet mellem kree-krigeren og jordboerne var håndteret rigtig godt – sjovt uden at køre joken for langt.

Næste svage punkt er Nick Furys optræden i filmen. Han fungerer mest som comic relief over for de superstærke aliens, men man føler lidt at han kun er med for at forbinde filmen med resten af MCU. Ellers er der ikke rigtig noget for ham at lave, ud over at komme med nogle vittige bemærkninger. Noget lignende kan siges om Ronan the Accuser. Ham så vi som skurk i den første Guardians of the Galaxy. I Captain Marvel fungerer han som en slags admiral for den flåde af rumskibe som Kree bruger til at bombe planeter med. Jeg spoiler nok ikke voldsomt meget ved at sige at hans funktion i plottet er at vise hvor sej Captain Marvel er, ved at hun ene superhelt sender hele flåden på flugt: Noget af den scene er blevet brugt rigtig meget i markedsføringen af filmen. For mig virkede det påklistret og unødvendigt: Vi får rigtigt at se hvor sej hun er, og hvis hun kan besejre en hel flåde, vil det virke utroværdigt, hvis hun så ikke uden videre kan tæve Thanos i Endgame.

Captain Marvel har den samme blanding af action og humor som vi har været vant til i de andre MCU-film. På et tidspunkt forekom det mig at instruktørerne prøvede at efterligne James Gunns stil, og ikke slap så godt fra det. Det kræver meget talent at blande dødsensalvorlige ting med humor, sådan som James Gunn gjorde det mesterligt i Guardians of the Galaxy 2, og det lykkedes knapt så godt her. Sidste lille stikpille er til Vers/Carols ændrede verdensbillede i slutningen af filmen. Det virker faktisk rimeligt troværdigt når man ser filmen, men kun fordi at vi som publikum kun har fået en meget skitseagtig indsigt i hvordan Vers’ Kree-tilværelse var. For mig var det filmens mest interessante konflikt, men hvis man er mere til superhelte-slagsmål og rappe replikker, kan filmen anbefales uden det store forbehold. Som fan af science fiction og/eller psykologiske konflikter, risikerer man at blive lidt skuffet, men kun lidt.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr. 56

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Aquaman

Aquaman
Film, DC/Warner, 2018
Med Jason Momoa, Amber Heard, Willem Dafoe, Patrick Wilson, Nicole Kidman, Yahya Abdul-Mateen II m.fl. Instruktion James Wan.

Jason Momoa er en meget karismatisk herre, og han formår at levere sine oneliners med stor overbevisning. Godt hjulpet af halvbror Orms forlovede Mera (Amber Heard) kæmper han sig gennem horder af undervandssoldater, havuhyrer og assorterede skurke.
Scenerne i undervandsbyerne og de drabelige kampscener over og under vandet er bare så super-flotte, at jeg føler mig som superskurken Orm (altså halvbroren, spillet af Patrick Wilson) over at skulle sige noget negativt om filmen. Men plottet driver på må og få i scenernes store ocean. Grundhistorien er enkel nok: Den ambitiøse Orm fra Atlantis vil kaste de undersøiske riger og siden hele planeten ud i en altødelæggende krig. Nogle bekymrede borgere i Atlantis, Mera og Vulku ( sidstnævnte spillet af Willem Dafoe), kontakter Aquaman, der er søn af den henrettede dronning Atlanna af Atlantis (Nicole Kidman). At redde situationen indebærer at overtage/erobre kongemagten i Atlantis, hvilket Aquaman ikke er meget for. Men at slås for en god sag er helt ok med ham, så han lader sig overtale til at prøve at stoppe krigen.

Plottet involverer en ”pirat” fra overfladeverdenen (spillet af Yahya Abdul-Mateen II) som hjælper Orm med sine onde planer. Han starter som en comic relief-skurk, men får comeback senere i filmen da Orm forærer ham en superavanceret atlanteansk kampdragt (hvorved han kommer til at ligne den klassiske Aquaman-skurk Black Manta). I starten af filmen møder Aquaman ham og hans bande af ”pirater” som ikke udgør det store problem for vor superstærke og næsten skudsikre ven. Dernæst lokkes Aquaman til Atlantis, og efter at vi er blevet introduceret til forholdene der, handler det næste lange stykke af filmen om en slags skattejagt efter et objekt som skal kunne hjælpe Aquaman og Mera med at stoppe Orm. Det hele ender i en kæmpe omgang kampscener, og en afklaring af Atlantis’ og resten af verdens skæbne.

Hvad jeg mener med at plottet driver omkring, er at det aldrig bliver helt klart hvorfor de forskellige personer opfører sig som de gør. Aquaman selv vil bare slå på tæven. Orm vil bare være skurkagtig, især overfor Aquaman, som han giver skylden for at deres mor blev henrettet. Manta vil bare hævne sig. Mera er måske en bekymret borger, måske synes hun bedre om Aquaman end om manden hun er forlovet med, eller måske vil hun have Aquaman som konge i stedet Orm – det finder vi aldrig rigtig ud af. Det hele fungerer dog faktisk på popcorn-film-niveau, så derfor kan jeg egentlig godt lide filmen, på trods af dens svagheder. Men den kunne have været så meget mere.

I tegneserierne kom Aquaman til verden i 1941 som en noget udvandet kopi af den flamboyante Prince Namor, The Sub-Mariner. Jeg husker ham fra da jeg startede med at læse superhelte-serier, som det tynde øl i diverse superheltegrupper han optrådte i. Han kunne tle med fiskene og han var lidt stærkere end almindelige mennesker. Man forsøgte flere gange at gøre Aquaman mere interessant. I 1990’erne var det forfatteren Peter David som forsøgte sig. Sammen med den spanske tegner Esteban Maroto lavede han først ”The Atlantis Chronicles” der gav Aquaman en meget mere detaljeret og spændende forhistorie end hidtil. Senere skrev han Aquaman-serien i nogle år, hvor han gjorde ham til den mere barske, langhårede type som Jason Momoa næsten ligner. Desværre fik David ikke lov at gennemføre sine planer med Aquaman for forlaget (DC). I det 21. århundrede har andre haft succes med at forny Aquaman. Blandt andet Geoff Johns, hvis version af Aquman filmen er mere eller mindre baseret på. Jeg har ikke selv læst Johns udgave af Aquaman, men har læst andre ting han har skrevet, og er ikke den store fan. Geoff Johns er som en kok der kan lide gryderetter og fylder alle mulige spændende ingredienser i, men desværre ikke har nogen smagssans. På en måde er Aquaman-filmen også sådan en gryderet, men da jeg ikke har læst Johns’ Aquaman-tegneserie, skal jeg ikke kunne sige om det har noget at gøre med at man har brugt hans tegneserie til forlæg. Men jeg havde gerne set at man havde brugt noget mere stof fra f.eks. The Atlantis Chronicles, hvor alt hang sammen i en beretning om Aquamans families meget brogede fortid.

Aquaman er dejlig fri for det som jeg synes efterhånden plager mange superheltefilm: De er en del af et stort og dyrt franchise, og hver film skal også fungere som reklame for andre film. Det ikke bare lægger beslag på mange scener, men dikterer ofte mange detaljer i plottet. I Aquaman er det eneste link til andre DC-film en enkelt sætning, hvoraf det fremgår at Aquaman foregår efter Justice League-filmen.
Er man ligesom jeg i stand til at koble de højere funktioner i hjernen fra i et par timer, er man i rigtig godt selskab med Jason Momoa, hans medspillere og ikke mindst hans special effects –folk.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr. 56

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar