No One Will Save You

No One Will Save You
Film, USA 2023
Instruktion og manus: Brian Duffield
Medvirkende: Kaitlyn Dever
1t 33m
Kan ses på Hulu og Disney+

No One Will Save You lægger sig i hælene på en lang række film om invasion fra rummet og indeholder da også en mængde elementer fra ældre klassikere – men også enkelte nye elementer. I starten introduceres vi til en yngre kvinde, Brynn (Dever), som bor alene i et hus ved skoven noget udenfor en mindre amerikansk by, antageligt en af de nordlige stater. Måske er tiden 1990’erne – det er ikke helt klart, men Brynn har kun en gammeldags telefon. Hun virker at trives ved at være alene – hun bygger på en modelby, danser alene til gammel musik, passer sin have og skriver breve til en veninde. Da hun aflægger et besøg til byen, er det dog tydeligt, at hun ikke er velkommen; noget vi ikke får en forklaring på før langt senere.

En nat mens hun sover, bliver alle lys i huset tændt, og alle elektriske apparater går i gang. Hun går ned ad trappen fra sit soveværelse på første sal og ser en mørk skikkelse gå rundt dernede – og skikkelsen er ikke helt menneskelig. Det bliver starten på en række dramatiske hændelser, hvor Brynns liv syntes konstant i fare, og der er ikke nogen hjælp at hente hos de fjendtligsindede borgere i byen. Et forsøg på at slippe fra byen i bus går galt, og hun må søge tilflugt tilbage i sit lille hus.

Meget mere skal der ikke siges om handlingen, andet end at der kommer flere overraskelser undervejs, at Brynn bliver konfronteret med traumer fra sin fortid og at de invaderende rumvæseners motiver ikke altid står helt klart (men de er aliens, så man kan vel heller ikke forvente at deres motiver nødvendigvis er forståelige for mennesker). Meget af det, der sker, er i høj grad åben for fortolkning, og det synes jeg giver et løft fra film, hvor det bare handler om at få ram på morderiske rumvæsener før de får ram på en. Især slutningen er åben for fortolkning, og min fortolkning er noget anderledes end den, Wikipedia byder på. Det kan heller ikke udelukkes at alt det mærkelige kun er noget, der sker i hovedet på den traumatiserede unge kvinde, men det er blot én udlægning.

Filmen bliver i høj grad båret af Kaitlyn Dever, eftersom alle andre mennesker kun har mindre biroller. Filmen adskiller sig også fra andre lignende ved stort set ikke at have nogen dialog – blot en enkelt, hvor fem ord bliver udvekslet. Det tvinger skuespillerinden til at udtrykke alle sine følelser med ansigtsudtryk og kropslig ageren – og det synes jeg, Dever gør rigtig godt. Jeg ser frem til at se hende i sæson 2 af The Last of Us, hvor hun skal spille den hævngerrige soldat Abby.

No One Will Save You bliver næppe noget fyrtårn blandt invasionsfilm – dertil er der lidt for mange klichefyldte elementer – men rent stilmæssigt har den meget nyt at byde på, og man keder sig ikke undervejs. Det er også et plus at filmen holder sig til en stramt fortalt halvanden time, og den anbefales herfra til en halv aftens god underholdning med plads til eftertænksomhed.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | 1 kommentar

M.R. Sander-Nielsen – Skyggernes rige

Skyggernes rige
Gyserroman af M.R. Sander-Nielsen
Skriveforlaget, 2023, 156 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Den lille nordjyske by Aakirkebo er i forfald. Der kommer ikke nye beboere til i samme fart som de ældre beboere falder fra. På kirkegården går den noget desillusionerede graver Peder Hansen. Han hjemsøges af fortidens minder, både i tanker og drømme, men også i form af forskellige former for gengangere. Hans erindringer genkalder sig bl.a. da han som helt ung skulle ud og tjene på en anden gård hos nogle mennesker som var alt andet end gode ved ham. Det er dog ikke kun i erindringen dette vender tilbage, for han begynder også at se en omvandrende forrådnet udgave af den gårdmand han tjente hos.

Noget andet er dog da han bliver støder på sin ungdomskæreste Agnes. De har ikke set hinanden i 50 år, men forsøger at genoptage kontakten. Peder er dog så vandt til at leve et tilbagetrukkent liv at det er svært at lukke andre ind.

Bogens tone er gennemgående trøstesløs. Peder er blevet gammel og bitter og kan ikke slippe de dårlige ting der er sket i fortiden, og har måske ikke rigtigt lyst til at slippe det. Selv da Agnes dukker op med sit livsmod, så er tristheden omkring Peder svær at trænge igennem.

Dette er forfatterens debut roman, og på mange måder en fin debut. Det virker dog som om han ikke haft en plan om hvor han ville hen med historien, og der er ting der ikke rigtigt følges til dørs. Efter endt læsninger sidder jeg med en følelse af bogen enten burde have været kortere ved at historien enten skulle have været strammet op, eller at den kunne have brugt at der blev brugt mere plads på at udbygge Peders historie.

Men en fin debut, og jeg vil da bestemt holde øje med hvad der ellers kommer fra M.R. Sander-Nielsen.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel – 78

78o
Af Kenneth Bøgh Andersen og Lars Gabel
Gyldendal, 2023, 108 sider

I 2009 havde Kenneth Bøgh Andersen novellen ”78o” med i antologien Fimbulsommer (Tøkk, 2009) , en novelle der nu i samarbejde med Lars Gabel er blevet til en tegneserie. Jeg havde ikke læst novellen, hvilket jeg var glad for da jeg læste tegneserien, for der er et par tvist i historien som virkeligt kom bag på mig nu hvor jeg ikke kendte historien i forvejen.

Global opvarmning har gjort at der i løbet af dagtimerne kan der blive op til 78 grader udenfor hvilket stort set umuliggør at bevæge sig rundt der. Et søskende par prøver at snige sig rundt i resterne af en stegt civilisation i de kølige timer for at finde mad og ikke mindst kølige steder at opholde sig. Ud over mad og vand leder de også efter deres forældre, som der måske er et lille håb om er et sted derude. Varmen gør det ikke kun svært at overleve, men også at holde styr på tankerne da man hurtigt kommer til at hallucinerer i varmen, og kan have svært ved at holde styr på hvad der sker rundt om sig.

Historiens tvists så jeg som nævnt slet ikke komme, og specielt ved det første måtte jeg lige lægge bogen fra mig et øjeblik, for så at gå nogle sider tilbage og læse igen, fordi det var så vel udført.

Lars Gables illustrationer og Kenneth Bøgh Andersens historie passer perfekt sammen giver det en virkelig fængende læseoplevelse.

Det er en virkelig barsk historie, om et mene der må siges at være højaktuelt, hvilket jeg også tænker er grunden til at novellen er blevet taget frem igen og blevet til denne flotte udgivelse.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Science Fiction, Tegneserier | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Solarpunk

Solarpunk
Antologi
Redaktør: Helle Perrier
Krabat, 2023, 362 sider

Anmelereksemplar leveret af forlaget

Science fiction subgenren solarpunk har en setting hvor mennesket har fået løst de store problemer som meget andet science fiction antager vi vil fejle med. Det er klimaforandringer, altødelæggende krige eller andre samfundsnedbrydende ting. Solarpunk er harmoni,  en lys fremtid og fred. Umiddelbart kan man tænke at det kan være svært at skrive interessante historier i en sådan setting. Hvilket problem skal historien beskæftige sig med, og hvilke udfordring skal personerne stå over får hvis alt bare er godt? Det var netop dette spørgsmål der straks fangede min interesse, for denne antologi, da jeg ikke var stødt på denne subgenre før (eller i hvert fald ikke vor jeg har været bevidst om at det var en historie inden for denne).

Allerede forside illustrationen er interessant. Egentligt er der ikke særligt meget solarpunket over den, da det er en robot med et sørgmodigt ansigtsudtryk, men som blikfang virker den rigtigt godt, og så indikerer den at dette nok er historier hvor ikke alt er godt alligevel.

Samlingen starter hårdt ud med novellen ”Solbær” af A. Silvestri. Heri udvikler et barn et udslæt som lægerne har meget svært ved at behandle, og hun virker heller ikke rigtigt til at være syg. Det er en historier om at selvom alting er godt, så kan det stadig blive bedre. Og nu vi er ved ”bedre”, så vil jeg sige at dette var den novelle som jeg syntes bedst om i denne samling.

Der er flere af novellerne der er bygget op omkring den udvikling som unge gennemgår, ikke mindst i forhold når de oplever forelskelse. Det er oplagt at fortælle den slags historier, for selvom der er harmoni i omgivelserne så vil den personlige udvikling altid vare en god grobund for historier inden for alle genrer.

Der er også historier hvor harmonien måske alligevel ikke er helt som den skal være. Hvis nu harmonien imellem mennesker og naturen kun opretholdes fordi mennesket holdes væk fra naturen, hvad vil der så ske hvis man blander dem igen, og har mennesket overhoved lyst til at tage chancen?

Det er en interessant udgivelse, og en virkelig god præsentation af en subgenre til science fiction som nok for mange vil være ny, det var den i hvert fald for mig.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Antologi, Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , | 1 kommentar

Godzilla Minus One

Godzilla Minus One
Japan, 2023, 125 min.
Originaltitel: Gojira -1.0
Instruktion. mamus og VFX: Takashi Yamazaki
Med: Ryunosuke Kamiki, Minami Hamabe, Sakura Ando m.fl.
Dansk premiere 1. december 2023

Godzilla Minus One er lavet i forbindelse med 70 års-jubilæet næste år for den oprindelige Gojia (1954), der præsenterede biografgængerne for et af filmhistoriens absolut kendteste kæmpemonstre, som i resten af verden blev kendt som Godzilla. Figuren blev et (tør man sige det) monsterhit, og i de efterfølgende år er det blevet til ikke mindre end 33 japanske film (inklusive denne) og 5 amerikanske film, om end mange filmbuffs (inklusive Jakob Stegelmann) kun regner de15 film fra den første serie, 1954-1975, som ‘rigtige’ Godzilla-film. Gojira regnes som forfader til kaiju-genren, hvor kæmpemonstre hærger storbyer, med Tokyo som det foretrukne mål (blandt ikke-japanske eksempler kan nævnes de amerikanske Pacific Rim-film og den danske Reptilicus). I følgende film måtte Godzilla slås mod andre kæmpemonstre såsom Mothra, Rodan, King Ghidorah, Mechagodzilla og (selvfølgelig) King Kong, det oprindelige kæmpemonstre; først i King Kong vs. Godzilla (1962) og senest i den amerikanske film Godzilla vs. Kong (2021), som får en opfølger næste år. Godzilla blev efterhånden en slags beskytter af Tokyo, som stoppede andre monstres angreb på storbyen.

Godzilla Minus One er et remake af Gojira, om end en del detaljer er lavet om. Bevaret er dog den oprindelige films antikrigstema, som træder endnu tydeligere frem i den nye film. Vores helt/antihelt er den unge jagerpiiot Koichi Shikishima (Ryunosuke Kamiki), som vi bliver introduceret for nær slutningen af Anden Verdenskrig. Koichi er kamikazepilot, men afbryder sin mission for at få repareret sit fly på et flyværksted på den lille stillehavsø Odo. Om natten bliver værkstedet angrebet af et dinosaurlignende væsen fra havet, som de lokale kalder Gojira. Koichi bliver beordret ombord på sit parkerede fly, hvis kraftige maskingevær er det eneste, som har en chance for at dræbe monstret. Men da han får chancen, slår hans nerver klik, og han kan ikke skyde. Gojira angriber dernæst soldaterne på øen, mens Koichi søger at redde sig selv. Den eneste anden overlevende er øens ledende flymekaniker, som giver Koichi skylden for sine kollegers død (om end en soldat, som i nervøsitet affyrer sit våben mod ordre nok også bærer en del af skylden). Koichi overlever krigen og får i et krigshærget Tokyo skabt en sammenbragt familie med den unge pige Noriko (Minami Hamabe) og det lille barn Akiko, der begge ligesom Koichi er blevet gjort forældreløse af krigen. Koichi kunne få et lykkeligt liv med de to, hvis han ikke var tynget af skyld; en skyld som driver ham til at acceptere det farlige job at fjerne havminer efter krigen. Under en mission møder han igen monstret fra Odo, som i mellemtiden er blevet muteret og stærkt forstørret af strålingen fra fra test af brintbomber i Bikini-atollen og nu er blevet den Godzilla vi kender fra de gamle film. Koichi overlever mødet, men monstret har kurs mod Tokyo, hvor hans nye famille bor.

Vi får så den obligatoriske scene, hvor en ustoppelig Godzilla hærger Tokyo med tusindvis af dødsfald og massive ødelæggelser til følge. Det japanske militær. som er under afvikling efter krigen, har ingen våben der kan stoppe uhyret, og det amerikanske militær tør ikke gribe ind for ikke at provokere Sovjetunionen. Men en lille gruppe civile udvikler en desperat plan, som måske kan stoppe Godzilla. Planen har brug for en dygtig jagerpilot, og Koichi melder sig i håb om at gøre gengæld for sin tidligere brist – hvis han havde handlet dengang, var Godzilla måske aldrig blevet til. Det bliver til en spændende finale, der er båret mere af persondrama og menneskelige skæbner end af superdetaljerede CGI-effekter (om end vi ikke slipper helt for dem). Slutningen er som den skal være – måske en smule forudsigelig, men den virker. Det samme gør epilogen, der antyder at Godzilla kan vende tilbage. Om det sker, som i den oprindelige filmserie, eller ikke, som for Reptilicus, er sådan set underordnet, for filmen står under alle omstændigheder fint alene.

Antikrigstemaet er som sagt bærende i Godzilla Minus One. En bifigur harcelerer over at den japanske stat under krigen ikke bekymrede sig om soldaternes sikkerhed: Krigsskibene var ikke pansrede nok, jagerflyene havde ikke katapultsæder, forsyningerne af mad var mangelfulde at soldater døde af sult, og det hele kulminerede i kamikaze-ordningen, hvor overordnede bag deres skriveborde befalede menige at foretage selvmordsangreb – en skæbne som Koichi var udset til. Derfor er planen, der skal stoppe Godzilla, hverken militær eller statslig, men rent civil, og målet er at få nedkæmpet monstret uden unødigt at risikere de involveredes liv.

GojiraGodzilla Minus One og hundredvis af andre film, romaner og tegneserier er født af nogle ar i den japanske folkesjæl, hvor traumatiske masseødelæggelser fylder meget. Atombombningerne af Hiroshima og Nagasaki mod slutningen af Anden Verdenskrig er selvfølgelig oplagte eksempler, men af lige så stor betydning er Kanto-jordskælvet i 1923, som afførte ildstorme og en ildtornado og dræbte anslået 142,000 mennesker; samme størrelsesorden som atombombningerne tilsammen. Dette jordskælv ses blandt andet i Hayao Miyazakis tegnefilm Når vinden rejser sig fra 2013. I kaiju-genren gives de ødelæggende kræfter en konkret skikkelse, der kan bekæmpes, og det giver håb om at lignende fremtidige ødelæggelser kan forhindres – metaforer for for eksempel nedrustning af atomvåben – men advarer samtidig om at politisk korruption og manglende vilje til at handle kan være hæmsko for at forhindre gentagelser. I Godzilla Minus One ses dette blandt andet ved at den japanske regering holder viden om Godzillas eksistens hemmelig og nægter at evakuere Tokyo før det er for sent, “for ikke at skabe uro og kaos”. Dette kan også ses som en metafor for regeringers manglende vilje til at gøre en tilstrækkelig indsats for at forhindre global opvarmning – men det er kun én mulig læsning. Som så ofte i fortællinger i den fantastiske genre er fortolkningen i høj grad overladt til modtageren, som dermed ikke får en holdning presset ned over hovedet. Handler Game of Thrones i virkeligheden om klimaforandringer (“Winter is coming”) eller om noget helt andet? Døm selv. Temaet med en sammenbragt familie (“found family”) er også ofte også set i japansk kultur, måske fordi den slags ofte er opstået efter katastrofer som de ovennævnte. Kendte eksempler er tegnefilmen Tokyo Godfathers og manga/anime-serien One Piece.

Til presseforestillingen, jeg så, havde filmen engelsksprogede undertekster. Jeg kan derfor af gode grunde ikke bedømme kvaliteten af de danske, som pressematerialet lover. Men uanset om filmen er med danske eller engelske undertekster – eller helt uden – kan jeg stærkt anbefale at se den, uanset om man er fan af Godzilla eller kaiju-film i almindelighed. Billedsproget er stærkt og formidler dramaet godt nok til at man vil kunne forstå det selv uden tekst og lyd – men det ville være synd, for lydsiden er faktisk rigtig god, blandt andet en effektfuld nyfortolkning af det oprindelige Gojira-tema.

Anmeldt af Klaus Æ, Mogensen

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Martin Riel – PAX – spillet ved verdens ende

PAX – spillet ved verdens ende
Af Martin Riel
Første bind i tetralogien Fønix Guilden.
Science Fiction Cirklen, 2022, 260 sider

Bagsidetekst:

I et verdensomspændende multiplayer-computerspil lykkes det for 300 mennesker at komme igennem en hemmelig portal til ’Pax’ og tilslutte sig den såkaldte Fønix-guild. Pax er reelt en overlevelsessimulator, som skal lære de 300 udvalgte at overleve en kommende verdenskrig og bagefter finde et egnet sted at bosætte sig.

Fønix-guildens enehersker og hjernen bag spillet er Ruth. Hun har opfundet en lille håndholdt GPS, som er i stand til at fungere efter en atomkrig, og som giver hver af de 300 spillere en afgørende fordel i overlevelseskampen.

Hundelufteren Nathan vil gøre alt for at beskytte den smukke Ninon, der er lammet fra halsen og ned, og som er fuldstændig afhængig af hans hjælp.

Noel bor i svigermors gæsteværelse og skal daglig finde sig i hendes fornærmelser og ydmygelser.

Hårdkogte Ravon er vant til at passe på sig selv og bestevennen Johnny, og den intelligente venneløse Sarri må kæmpe for sit liv mod overraskende fjender.

Spillerne, som er fordelt over hele kloden, må slutte sig sammen både i den virkelige verden og i spillets verden for at kæmpe deres livs kamp.

Hvad er en Guild

For dem, der som jeg ikke er velbevandrede udi i computerspillenes verden, så har jeg erfaret, at en guild i den verden altid er en stamme eller en gruppe.

Det giver god mening, for oversætter vi det fra engelsk får vi at vide, at det er et lav (sammenslutning af håndværkere) eller et gilde (sidstnævnte som i Sct. Georgs Gilderne).

Handlingen:

Som sædvanligt røber jeg ikke mere om handlingen end det, som fremgår af bogens bagsidetekst, for jeg vil ikke beskyl-des for at røbe, ’hvem der er morderen’.

Fønix-Guilden er rigtig godt skrevet og OK, ud over engang at have spillet lidt Pac man, så er jeg bestemt ingen ørn ud i computerspillenes verden. Det har jeg imidlertid indtryk af, at Martin Riel er, eller også har han præsteret et imponerende stykke researcharbejde udi dette ’univers’.

I bind et lærer vi nogle få af spillets 300 guild medlemmer at kende. To ting savner jeg imidlertid at få mere grundigt belyst. Det er dels, hvad der kvalificerer Ruth til at arrangere spillet, som forbereder spillerne på at overleve i en sønderbombet verden, dels hvordan hun ved, at Den Tredje Verdenskrig åbenbart er nært forestående.

Forfatteren giver godt nok et eksempel med nogle skovklædte høje før og efter, men der skal meget mere til end lokalkendskab for at overleve, når intet fungerer. Og hvad med stråling?

Måske kommer han ind på det i de kommende bind, som jeg vil anmelde efterhånden som jeg får dem læst.

En lille morsom detalje er, at selv om handlingen foregår et stykke ude i fremtiden, håber jeg, i en verden med avanceret elektronik og LED lys over alt, så forekommer der også belysning med neon lamper.

De karakterer, som vi møder i bind I, er hverken heltetyper eller hvad jeg vil betegne som normale bedsteborgere, så hvordan de kommer til at klare sig gennem de problemer, som de møder i de kommende bind, bliver spændende at læse. Forfatteren skåner dem i hvert fald ikke, for allerede i bind I bliver de udsat for barske udfordringer.

Teksten er godt skrevet i et undertiden meget farvesprudlende sprog, hvor specielt Ruth ikke lægger fingrene imellem, som f.eks. da hun siger:

”At bruge vold for at få fred er som at kneppe for at få sin mødom tilbage”.

Anmeldt af Johannes Lundstrøm

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

M.A. Engelbrecht – Kun mørke

Kun mørke
af M.A. Engelbrecht
Brændpunkt, 2023, 124 sider

Anmelereksemplar leveret af forlaget

”Nyd rejsen”, har M.A. Engelbrecht skrevet til mig, da jeg åbner anmeldereksemplaret på første side. Det er i hvert fald en rejse uden stop og med mere og mere fart på jo længere ind man læser. Romanen er ikke inddelt i kapitler eller afsnit, hvilket gør læsningen en smule hektisk, men giver fortællingen et godt flow, der faktisk føles lidt som en hurtig rejse.

Først og fremmest er Kun Mørke fuld af referencer. Den starter med: ”Først var der ingenting. Kun mørke. Og så var der dig.” En fin omskrivning af indledningen til Skabelsesberetningen, måske fra et menneskeligt synspunkt. Eller en guds. Det slår tonen an som en roman med ambitioner.

Den fine indledning fortsætter ved at beskrive, hvordan et menneske vågner i et mørke, hvor han kun kan fornemme tilstedeværelsen af en kat. Eller i hvert fald noget, der opfører sig som en kat. Jeg valgte at læse dette som et lille praj til den populærvidenskabelige forståelse af Schröedingers kat: den både findes, og findes ikke, samtidig. To tilstande, hvor den ene er livet og den anden døden. Det også let at tænke på hvordan en kats eller et andet kæledyrs nærvær kan føles beskyttede, som en sjælefrænde, når man er langt nede i mørke tanker eller ensomhed. En tilstand, der måske også kan føles lidt som at være i live, og ikke at være det, samtidig.

Lidt længere i historien er katten måske en manifestation af en eller flere følelser, der kan være meget svære at håndtere som menneske; særligt sorg, depression og angst.

At beskrive Sorgen som et væsen er meget virkningsfuldt. Djævle og dæmoner har i årtusinder fået skyld for det vi ikke kunne beskrive eller finde mening i og et mere moderne eksempel på sorg som et (ondt) væsen er fra den australske gyser The Babadook (2014). Der findes mange flere rigtig gode eksempler på, at vi heller ikke nødvendigvis skal forstå væsnet/sorgen fuldt ud, bare håndtere det/den. Også i gyserfilm og bøger.

Kun Mørke er ikke nødvendigvis en klassisk gyser, men lægger sig i stil imellem Helle Helles hverdagsromaer og Olga Ravns De Ansatte (2018). Det bedste ved Kun Mørke – og det Engelbrecht har til fælles med Helle Helle – er de virkelig mange sproglige sløjfer og selvreferencer, der er lette er finde mening i, når et menneske skal prøve at huske sig selv, som romanens hovedperson forsøger med hjælp fra en kat. En af de formuleringer, jeg virkelig nød at læse, var: ”… Løgne er det værste knægt. De forsvinder ikke som myggestik. De bliver ved med at klø for altid. Hans ord sprang i hovedet på mig og efterlod mit ansigt arret, min krop knudret og min tiltro vansiret”. Kun Mørke får en varm, men mørk novemberanbefaling.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , | 1 kommentar

Thomas Ligotti – Teatro Grottesco

Teatro Grottesco
Af Thomas Ligotti
Illustreret af John Kenn Mortensen
Kandor, 2023, 346 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Thomas Ligotti er en forfatter som jeg alt for længe har fået læst alt for lidt af. Jeg er oftest stød på ham i forbindelse med andre forfattere inden for Weird Fiction og New Weird. Hans navn bliver ofte nævnt sammen med H.P. Lovecraft og Clive Barker, hvilket bestemt ikke er uden grund. Jeg har haft læst nogle enkelte noveller, og hver gang har jeg haft tænkt at her er en forfatter som jeg skulle sørge for at få læst noget mere af. At han nu er udkommet på dansk er fantastisk, og at det er i en super flot udgivelse som forlaget have stor ros for. Allerede omslagets illustration varsler at her er en bog der skiller sig ud, og når man bladrer igennem den og dvæler ved John Kenn Mortensens stemningsfyldte illustrationer så kan der ikke være meget tvivl om at her er noget der i sandhed er weird.

De 13 noveller i bogen er stemningsmættede og man indføres i verdner der ligger på kanten af vores, men hvor tingene alligevel ikke er som her. Om det så er det lille bysamfund hvor den ene bybestyrer hele tiden ændre hvad den forrige har indført, eller om det er fabrikken der producerer derud af, men hvor der ikke er nogen indgang til bygningen. Der er familiefaren som udfører eksperimenter i kælderen, noget der på en eller anden måde har noget med sønnen at gøre, en søn hvis eneste men er en kvinde der lever i skyggerne i en slumkvarter. I bund og grund er det noveller hvor man ikke kan gengive handlingen, for det vigtigste er ikke handlingen, men derimod den stemning historierne er flettes sammen af, og som man som læser fanges af.

Som tidligere når jeg har læst Ligotti, så sidder jeg også denne gang med en bevidsthed om at her er en forfatter som jeg bestemt skal have opsøg noget mere.

Er man til underfundig horror og weird fiction, så er dette en bog man bestemt ikke skal snyde sig selv for.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Preben Steen – Fjordhusemassakren

Fjordhusemassakren
Roman af Preben Steen
Kandor, 2023, 215 sider

Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Ralf er flygtet fra et liv med kriminalitet og stoffer til den lille nordjyske flække Fjordhuse. Her har han fundet sig kæresten Mette, som han er flytte ind hos. Hun ser gerne at han falder ordentligt til og ikke mindst bliver accepteret i det lille indspist samfund, hvor de igen og igen siger at de passer på hinanden, imens der bagtales på livet løse, og hvor utroskab nærmest er en selvfølge.

Ralf føler sig dog ikke rigtigt tilpas, og han har igen og igen svært ved at styre sit temperament. Da de er ude og spise på det lokale spisested (et sted der drømmer om en dag at kunne få en Michelin stjerne), bestiller han salaten med stegt fårehjerne, og han ender med at få det dårligt og kaster op på vejen hjem. Efter den dag begynder han at få virkeligt svært ved at styre sit temperament.

I det lille samfund oplever de nu angreb på først kæledyr og senere på mennesker, angreb hvor man først mistænker at en ulv står bag. Efterhånden tager de blodig angreb til og det er nu tydeligt at det mere er noget ulveagtigt, end en decideret ulv som er på spil.

Den lille by Fjordhuse er fyldt med hemmeligheder og det viser sig at dette ikke er første gang der har været problemer med ulvelignende væsner, samt personer som er forsvundet. I det hele taget virker det til at der er noget som er helt galt, og at Ralf måske er katalysatoren der får det hele til at eskalerer/eksploderer.

Der lægges ikke fingre imellem i denne bog, og alle personer er i spil for på den ene eller den anden måde at blive et offer. At det hele bygger op til en decideret massakre fortæller bogens titel allerede, så som læser er men hele tiden klar over at det blot er de indledende øvelser man læser, ind til det til sidst for alvor går løs.

Bogen kunne godt have brugt en mere kritisk betalæsning eller redaktør. Der er bl.a. flere steder hvor synsvinklen skifter imellem personerne fra sætninger til sætning i samme afsnit, hvilket ender med at bliver forstyrrende da man ikke er helt med på hvis tanker man følger. Der er også flere nedladende kommentarer om bogens karakterer som virker til at skulle være sagt/tænkt af andre karakterer, men hvor det nærmest virker til at være fortælleren der går ind med disse, hvilket virker malplaceret.

Selvom bogen er både blodig og malerisk i sine beskrivelser af massakren, så endte jeg desværre med at finde den lidt kedelig, da det ligesom bare blev mere af det samme (om end der kom mere og mere af det). Jeg tror jeg mangler en af holde med, en man håber overlever, men alle er så liden flatterende og overfladisk beskrevet at man næsten er ligeglad med når de bliver flået fra hinanden. Hele setuppet med et lille samfund hvor der kommer en udefra hvorefter noget mystisk begynder at ske er set så mange gange før, at der ligesom skal noget ekstra til når man bruger den kulisse igen. Det ekstra her er mængden af blod og indvolde, men for mig var det ikke nok til at gøre bogen interessant. Man skal nok læse den som man ser en 80’er splatterfilm, for med det mindset kunne man sikkert være underholdt.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Mads Lund – Jægernes Løfte

Jægernes Løfte
Roman af Mads Lund
Forlaget Leitura, 2023, 285 sider

Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Mads Lund har udgivet fantasy romanen Jægernes Løfte. Jægernes Løfte er også et rollespil, som udkom før romanen.  Jægernes Løfte er nok for ældre young adult og voksne læsere af fantasy.

Romanen handler om Alanna de Cazimir der bor i byen Nattrargaard i kongeriget Tresti. Nattrargaard er hovedstad i riget. Livet i riget er præget af, at blodtørstige væsner, kaldet Wurdulac Mora, angriber mennesker rundt om i riget. Derfor har man folk der jagter disse væsner for at slå dem ihjel. Det er kirken som står for det arbejde. Kirken er ikke nærmere defineret og der nævnes intet om dens teologi i bogen. Og det er kun godt efter min mening.

Alannas far Varujan er historiker og arbejder med at samle materiale om Wurdulac Mora sammen.  Og han har skrevet en bog om dem. Den bliver brugt i kampen mod Wurdulac Mora.

Jægernes Løfte starter med at Alanna fylder femten år og man fejrer hendes fødselsdag.

Senere fortæller Varujan, at han har arrangeret det sådan Alanna skal giftes, men Alanna kan ikke holde tanken om det arrangerede ægteskab ud. Som der står på s. 59: ”Hun forestiller sig, at hun sidder henne i hjørnet i en støvet lænestol, hvor sædet efterhånden har taget form efter hendes bagdel, og holder et lille barn op til brystet, mens hun med foden skubber til en vugge for at få et andet barn til at sove. Hun har mørke rande under øjnene og et tomt blik”.

Alanna vælger ægteskabet fra, slutter sig til kirken for at jagte Wurdulac Mora og måske få en på opleveren på den måde. Og hævne hendes mors død, som skyldtes Wurdulac Mora.  Alanna vælger også sine adelige privilegier fra, ved at slutte sig til kirken. Alanna bliver sendt ud på en mission og det sparker historien i gang. Og hvordan det går, vil jeg ikke afsløre her.

Bogen starter lidt langsomt op, før handlingen rigtig kommer i gang. Det har den fordel at man bliver introduceret til personerne og den verden de lever i. Vi er i rimelig traditionelt fantasy miljø med et samfund der ligner det feudale samfund til forveksling. Og det er fint nok. Til gengæld spiller magi ikke rigtig nogen rolle i Jægernes Løfte.

Nu er romanen til ældre young adult og til voksne læsere. Men den er lidt usædvanlig (særlig for young adult bøger er mit indtryk) ved at kærlighed og romantik ikke spiller nogen rolle i historien. Tværtimod vælger Alanna kærligheden fra. Det er et træk ved romanen jeg godt kan lide. Og så er der ikke så meget action i bogen.

Men ellers er romanen spændende at læse og personerne er efter min mening levende. Handlingen i romanen kører lige frem, men med enkelte flashbacks.  Sproget er flydende og let forståeligt.  Men sine steder savner man måske flere detaljer om den verden historien foregår i. Det viser sig i, at på s. 21 oplyses der hvem jægere og søgere er (citat: ”Ved du godt, hvad forskellen er på jægerne og søgerne? (…) En jæger er en specialiseret kriger, trænet i at bruge mange forskellige våben, så han kan finde og udrydde Wurdulac Mora. En søger er en slags detektiv og alkymist, i stand til at finde og analysere spor og opsamle viden om bæsterne, så vi kan lære mere om dem og blive bedre til at bekæmpe dem”) Nøjagtig samme oplysning bliver gentaget på s. 34 (citat: ”Korpset blev delt i to grene: jægerne og søgerne. Jægerne trænede i ridderens billede; deres opgave var at nedkæmpe og udslette bæsterne. Søgerne trænede i munkens billede; deres opgave var at finde spor og samle viden om udyrenes styrker og svagheder…”) Her burde forfatteren på s. 34 i stedet for have givet en anden oplysning, om den verden historien foregår i, end den man har fået at vide engang før. Og det er sådan set det eneste kritikpunkt af bogen; at jeg savner mere oplysninger om bogens verden. Men på trods af det, synes jeg at Jægernes Løfte er en ret god bog, som kan anbeales.

Anmeldt af Jóannes á Stykki   

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | 2 kommentarer