Ni noveller der alle er skrevet til at krybe ind under huden på læseren er samlet i denne bog. Allerede titlen Rău clovn eller ”ond klovn” varsler hvad der er i vente her. Klovnen dukker op i form af en dukke købt på et markedet, og tænkt som en gave til en dukkemager. Det virker dog til at dukken ikke er det ondeste i den novelle, og at køberens kæreste bestemt ikke er glad for hverken den eller andre dukker i det hele taget. At hun derfor skal ud og besøge hans mor, som er dukkemager, er ikke noget hun ser frem til, og det virker til at der er andet en blot et hyggeligt visit planlagt.
Af andre urovækkende ting i denne samling er børn, der virker som et varsel om snarlig død, og moderen til et endnu ufødt barn, som enten er ved at få en psykose, eller også så er der et eller andet der bestemt ikke er som det skal være.
Det er en stor ting at skrive under på skødet til sit første hus, hvilket i sig selv kan være skræmmende. Men når nu drømmehuset er der, og det er til en yderst fornuftig pris så gælder det om at slå til. Men hvad nu hvis der er en grund til at prisen ser næsten for fornuftig ud?
Det er netop der hvor fortælling bliver mest skræmmende, der hvor de tager udgangspunkt i noget velkendt og vender det om. Og sådanne er denne bog fyldt med, som i eksemplerne ovenfor, Men der er også venskaber der viser sig at være dødeligt forræderiske, og så er der personer der ikke længere kan stole på deres egen forstand og sind.
Novellerne kommer godt rundt i den krybende uhygge, men de har også alle samme klang, så det bliver en helstøbt samling af gys, der skiller sig ud fra hvad vi ofte ser. Det er derfor en bog der helt bestemt kan anbefales.
Cory Doctorow har haft en enormt spændende og alsidig karriere. Jeg stødte første gang på ham i 00’erne, hvor jeg læste mange blogs som io9, Gizmodo og Boing Boing, og for mange år siden læste jeg hans hacker-romantik-cyberpunk-roman Little Brother (Tor Books).
Science Fiction Cirklen er generelt rigtig gode til at udgive forskellige former for fantastik uden at gå på kompromis med kvaliteten. Så fremmed et sted – og andre science fiction-noveller af Cory Doctorow er en oplagt bog at have liggende og læse i lidt ad gangen: en historie før sengetid, mens maden bliver færdig, eller på en kort bustur.
Samlingen rummer ni fortællinger samt et glimrende efterord af oversætteren Jesper Mark Pedersen. Han beskriver blandt andet Doctorow som både forfatter og internetaktivist. Jeg er selv stor fan af den slags kontekst omkring litteratur, og jeg nød også Doctorows egne små forord til flere af novellerne. Samtidig er jeg generelt glad for både gammel og ny cyberpunk – en genre hvor der stadig kan skrives stærk litteratur, måske mere end nogensinde i en tid hvor store techfirmaer og sociale medier fylder så meget.
De ni fortællinger er meget forskellige i både længde og tone. Doctorows mest kendte novelle er nok “Craphound” (på dansk Møghund), som åbner samlingen. Hvis jeg skal være helt ærlig, er tiden dog løbet lidt fra historiens pointe om monetær værdi og nostalgi; den virker ikke helt så overraskende eller original som den nok gjorde i 1990’erne. Samtidig skæmmes den danske udgave af nogle lidt mærkelige oversættelsesvalg – for eksempel bliver living environment til “levemiljø” og beer garden til “ølhave”. Titelnovellen “Så fremmed et sted” er derimod næsten Heinlein-agtig og absolut anbefalelsesværdig.
Men den historie der virkelig blæste mig bagover, var “Tilbage til Slaraffenland”. Den fik mig til at blive bange for noget, jeg ikke har været bange for i mange år. Slaraffenland er “Pleasure Island” fra Disneys Pinocchio, og jeg var nok for lille som barn til rigtigt at forstå hvor uhyggeligt det egentlig er: at drenge bliver lokket til en forlystelsespark, giver efter for deres lyster – og forvandles til æsler.
Hos Doctorow findes forlystelsesparken stadig, men en enkelt sætning fortæller os at den ikke findes i 1950erne længere, men i nutiden (uhyggelig tanke!)
Novellens fortæller og hovedperson arbejder i en bod, der deler candyfloss ud. Hovedpersonen George beskriver sin hverdag i dette horrorunivers og sit almindelige liv – for eksempel aftensmad med sine brødre efter arbejde – som noget helt trivielt. Det er et genialt greb. Langsomt går det også op for læseren, at George og hans brødre ikke er mennesker. De kalder mennesker for “de bløde”, men hvad de selv er, afsløres aldrig helt.
Jeg var så opslugt af “Tilbage til Slaraffenland”, at jeg bagefter kunne se, at jeg slet ikke havde taget noter under læsningen. Som fan af horrornoveller må jeg indrømme, at jeg aldrig rigtig har tænkt over hvor uhyggelig Pinocchio faktisk er som voksen. Slaraffenland bliver kun mere skræmmende jo ældre man bliver og jo mere man tænker over det. Novellen er på niveau med de bedste horrornoveller af Richard Matheson – eller de få, men virkelig gode, som Agatha Christie også skrev.
Singularitet, ChatGPT og bevidsthed
Doctorow skriver i et af sine små forord: “Jeg tror der er en voksende fornemmelse af at vi nærmer os Singulariteten…” Traditionelt er singulariteten det tidspunkt hvor kunstig intelligens overgår menneskets evner og måske opnår bevidsthed. I dag virker det perspektiv næsten lidt gammeldags. For nylig hørte jeg AI beskrevet mere pragmatisk som “det, vi før troede kun et menneske kunne gøre”. Det er egentlig en ret præcis beskrivelse af de seneste års udvikling, især inden for sprogmodeller som ChatGPT. Dette fjerner desværre noget af den klassiske science fiction-magi omkring AI, der mere og mere begynder at ligne et værktøj. Omvendt sker der i disse år store fremskridt i forskningen i dyrs bevidsthed, som viser at alt fra myrer til aber har langt mere komplekse mentale liv, end vi tidligere troede. Der er derfor brug for masser af science fiction om Singularitet, AI og bevidsthed.
Det her blev næsten et lille essay – men det siger måske noget om Doctorows noveller, at de sætter tankerne i gang. Og hurra for udgivelserne fra Science Fiction Cirklen. Science fiction behøver ikke altid handle om flyvende biler; nogle gange er det langt mere interessant med en verden, der ligner vores egen, bare med ét fremmed element, som ændrer noget – men ikke det hele.
At der nu er kommet en samling med M.R. James (Montague Rhodes James 1862-1936) i klassikerserien fra 2 Feet Entertainment, må siges at være passende. M.R. James har tidligere været oversat og udgivet i 17 forskellige danske antologier, men har faktisk kun 2 gange tidligere selv haft sit navn på ryggen af en dansk oversat bog. Kun få andre forfattere har tidligere været udvalgt til så mange antologier. Dette er et tegn på at der her er tale om en forfatter med klassikerstatus.
Der er adskillige spøgelseshistorier i M.R. James forfatterskab. Jeg har samlingen M.R. JamesCollected Ghost Stories fra Wordswother classics stående på hylden, og i denne er der 31 forskellige noveller, så der har været nok at vælge imellem til den nye danske samling. Fem noveller er blevet udvalgt.
I dem er fortællerne alle stødt på noget mystisk og skræmmende, og de forsøger at finde ud af hvad årsagen er.
Igennem novellerne viser det uhyggelige viser sig i forskellig former. Det er genfortællinger af oplevelser sket for længe siden, men som alligevel relaterer sig til hvad der sker omkring dem. Der er gamle forbandelser som med tiden er blevet glemt, og hvor det der er blevet gjort for at holde dem i ave nu også er glemt og derfor ikke vedligeholdes.
Samlingen starter med ”Fløjt, og jeg kommer min ven”, hvor det er en fløjte med en gammel inskription, fundet i en ruin der er kilden til ubehaget. Dette viser sig bl.a. ved at det pludseligt virker til at der er endnu en beboer på det værelse som ham der fandt fløjten har lejet. Der er dog heldigvis en der tror ham, og som gerne vil hjælpe ham med at slippe af med det mystiske der sker.
I title-novellen ” Middoth-traktaten” er det centrale jagten på en bestemt bog. Da dette bestemte bind kan indeholde informationer, der kan være afgørende i en arvestrid. Da en bibliotekar skal finde bogen i samlingen, så er der en skikkelse der skræmmer ham så meget at han besvimer. Efterfølgende bliver han blandet ind i afklaringen om bogens historie.
Som det er med meget af den tids spøgelseshistorier så er det ofte langsomt opbyggende, og undersøgende tilgang, der lige så stille afdækker de mystiske hændelsers natur. Så læst med nutidens øjne kan de syntes langtrukne og måske kedelige. Men hvis man forstår hvad det er man sidder med, og er sig det bevidst, og som Ambrose Bierce skriver om i ”The Suitable surroundings” skaber sig de rette omgivelser, så er det en virkelig god læseoplevelse. Historier som disse er netop ikke nogen man skal sidde og læse i toget, eller mens man delvist følger med i en anden tåbelighed på Netflix. Historier som disse kræver, og fortjener din fulde opmærksomhed, og giver man dem det, så belønner de dig så rigeligt.
Som med de andre bind i serien så skal boghåndværket også fremhæves for dette bind. Hele denne serie er flotte og indbydende bøger, trykt så både papiret og omslaget føles godt at bladre i, og som er flotte at have på hylden.
The Thing with Feathers (2025) Film, Storbrittanien, 2025, 98 min. Instruktør: Dylan Southern Medvirkende: Benedict Cumberbatch Baseret på en pressevisning fra Another World Entertainment
Der findes film om sorg, som rammer én med et tyst, menneskeligt chok: de lader tabet sive ind i hverdagens små bevægelser, så man mærker, hvordan et menneske gradvist mister sin tyngdekraft og langsomt må genopfinde sin måde at være til på. Og så findes der film, der vælger en anden vej: de gør sorgen til et væsen, et billede, et fysisk nærvær: en symbolsk “gæst”, der kan gå rundt i rummet, sætte sig i møblerne og tage ordet.
The Thing with Feathers, instrueret af Dylan Southern og baseret på Max Porters prisbelønnede roman Grief is the Thing with Feathers, hører til den sidste kategori. Filmen præsenterer en far (Benedict Cumberbatch), der står alene med sine to sønner efter tabet af sin kone. Familien forsøger at få dagene til at hænge sammen, og midt i den sørgelige, praktiske kamp for normalitet dukker et mystisk fuglelignende væsen op: en krage, som begynder at fylde mere og mere i hjemmet og i den måde sorgen bliver levet, udlevet og oplevet på. Genren er magisk realisme, og i pressematerialet nævnes paralleller til The Babadook: et sørgevæsen som både trussel, spejl og mental manifestation. Cumberbatch (som i filmen kun hedder ”Dad”) er tegneserietegner, og kragefiguren kommer fra hans seneste tegneserieprojekt – uden at tegneserier dog i øvrigt spiller nogen speciel rolle i plottet.
På mange måder er det en stærk idé, og filmen er tydeligvis båret af en seriøs intention: at give sorgen form, stemme og krop. Cumberbatch er da også filmens store aktiv. Han spiller ikke “sorg” som en enkelt følelse, men som en fysisk tilstand, en uro i huden. En mand, der hele tiden holder sig oprejst af hensyn til børnene, mens noget inde i ham samtidig falder sammen. Det er et præcist portræt af den type forælder, der ikke tillader sig selv at bryde helt ned, fordi det ville efterlade børnene uden anker. Man mærker en glødende anspændthed i hans spil: en handlekraft med revner.
Også det tekniske og det visuelle håndværk har en kvalitet, der fortjener respekt. Filmen er flot fotograferet, og produktionsdesignet skaber en gennemgående stemning af et hjem, der stadig er et hjem, men hvor luften er blevet tyk af fravær. Kragefiguren (flot stemmeført af David Thewlis) er iscenesat med en effektiv blanding af det fremmede og det uundgåelige: den er ikke bare et monster, men en slags konstant, påtrængende kommentator. Lidt efter lidt begynder både faren og de to små sønner også selv at opføre sig som denne figur.
Alligevel må jeg dog indrømme, at filmen ikke rigtig greb mig. Ikke fordi temaet ikke er vigtigt, og ikke fordi den mangler ambition, men fordi symbolikken ofte føles så tydelig og så insisterende, at den kommer til at stå i vejen for den menneskelige oplevelse. Sorgen bliver meget hurtigt “kragen”, og kragen bliver meget hurtigt “sorgen”, og dermed forsvinder noget af den friktion, som ellers gør sorgfilm virkelig stærke: tvivlen, det uventede, de små realistiske detaljer, hvor man pludselig genkender sig selv.
Jeg savnede især, at filmen i højere grad lod sorgen spejle sig i den tid, der var før tabet. At have set hovedpersonen glad i et lykkeligt ægteskab før konens død, ville have suppleret den kontrast, der skulle til for at lidelsen ved tabet virkelig kunne mærkes. For netop kontrasten mellem “sådan var det” og “sådan er det nu” er for mange mennesker en stor del af sorgens brutalitet: at man stadig kan se lyset i hukommelsen, mens man går rundt i en hverdag, der ikke længere har samme klang. Når filmen primært forbliver i den mørke bearbejdning, kan sorgen komme til at virke mere som et poetisk koncept end som et liv, der er blevet revet over.
Derfor tog jeg mig også i at blive distraheret adskillige gange i løbet af fimen. Ikke af kedsomhed i banal forstand, men af en oplevelse af, at filmen hele tiden vil have mig til at “forstå” den i forvejen meget indlysende symbolik, snarere end at lade mig føle den. Det giver en oplevelse af, at filmen er for “forklarende” i sin måde at være poetisk på. Her er The Babadook måske mere effektiv, fordi den på en anden måde lader det overnaturlige forblive ubehageligt tvetydigt, og fordi den er stærkere forankret i hverdagens konkrete konflikter.
Filmens/bogens titel vælger går i dialog med en linje fra et berømt Emily Dickinson digt: “Hope is the thing with feathers”. Men netop derfor bliver substitutionen også lidt problematisk: at sætte sorg ind i håbets syntaks kan føles som en poetisk kortslutning, hvor associationen er stærkere end tanken bag den. Jo, man kan læse titlen som en antydning af, at sorgen, når det engang er lykkes at bearbejde den, kan give plads til nyt håb. Men denne type tab bliver sjældent fuldt ud behandlet; det skifter snarere form og bliver en permanent del af tilværelsen. Set i dét lys kommer referencen til at virke mere dekorativ end oplysende.
Når det er sagt: Hvis man er til en tydelig, magisk-realistisk sorgfortælling, hvor symbol og psyke går hånd i hånd, vil man sandsynligvis opleve filmen som både gennemført og rørende. Og det er nemt at forstå, hvorfor materialet har vakt begejstring i bogform: grundideen har en poetisk enkelhed, og filmens ambition er oprigtig.
For mig blev helheden bare lidt for programmatisk. Den vil så gerne være et stærkt billede, at den nogle gange glemmer at være en levende fortælling. Men det er bestemt en film, der fortjener at blive set af dem, der søger en mere fabulerende og symbolbåret måde at tale om sorg på, og som gerne vil se Benedict Cumberbatch i en rolle, der kræver både kontrol og sårbarhed.
I tusmørket er alle katte blå Novellesamling af Morten Carlsen Enter Darkness 2025, 272 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
Bagsiden på denne bog skriver at dette er er Morten Carlsens første selvstændige udgivelse. Det betyder dog langt fra at dette er en debuterende forfatter, for hans navn har været at finde i flere af de antologier der udkom i den storhedstid som horror antologierne have imellem 2010 og 2020.
Han havde noveller med i en af Harksens Cthulhu mythos udgivelser, i to af Kandors tema antologier, og også haft noveller med i Himmelskibet af et par omgange. Også i forlaget Enter Darkness antologier har han været af finde tre gange, og det er novellerne fra alle disse antologier der er blevet samlet med fem nye noveller i denne udgivelse.
For flere vil nogle af novellerne således være gensyn, men da det generelt vil være fem til ti år siden de har været læst så er det et fint tidspunkt til at genbesøge fortællingerne.
Det mørke og ubehagelige går igen i dem alle på forskelligt vis og i meget forskellig form. Samlingen starter med ”Hændelsen i dr. Francos laboratorium” som kunne lyde som en mad-scientist fortælling, men den starter i Paris jazzmiljø hvor en tournerene musiker, efter en knap så velbesøgt koncert, bevæger sig ud i byens natteliv og kommer til en mystisk klub. Her kommer han i kontakt med et par der gerne vil vise ham noget, som så føre til laboratoriet. Hændelsen er dog ikke videnskabelig baseret, men det er bestemt en hændelse er efterlader ham varigt forandret.
I den anden ende af bogen er den afsluttende novelle en fortælling om en mand der fysisk rejser tilbage i fortidens traumer ved at besøge en gård han jævnligt besøgte som barn og ung. Dengang kom han for at besøge en kammerat, men dennes bror var utilregnelig og en dyrplager. Det er mindet om broren og dennes skæbne der plager fortælleren, og som gør at han tager denne rejse tilbage i fortiden traume.
Novellerne ind imellem spænder over mødet med det mystiske i form af monstre, mystiske malerier og plagede menneskesind.
Der er efterhånden flere af de forfattere der har deltaget i en række antologier, der samler deres bidrag i udgivelser som denne. Dette er en rigtigt fin måde at samle forfatterskaber, som ellers kun er mixet ind i mellem andres. Det giver en rigtigt god mulighed for os som læsere at få genbesøgt fortællingerne samlet som her, et besøg der også i dette tilfælde bestemt er værd at tage på.
Såvel i 2025 som i 1949 lever vi i et propagandamareridt. Dét er budskabet i denne film, og jeg er voldsomt enig. I Raoul Pecks nye dokumentarfilm, Orwell: 2 + 2 = 5, præsenteres vi for en biografisk gennemgang af Eric Arthur Blairs (a.k.a. George Orwells) livshistorie, med fokus på hans dårlige helbred i de sidste måneder. Allerede i sin pureste ungdom var Blair udstationeret i Indien og Burma, hvilket formede hans kritiske holdninger til Vestens imperialisme, og siden blev udbygget til et rasende had mod totalitær propaganda og statskontrolleret folkeforførelse.
I filmen placeres George Orwells profetier – for dét er hvad de er – direkte i vores eget nutidige geo-politiske kaos. Vi konfronteres med et samtidsspejl, der er så poleret og nådesløst, at det gør ondt at se ind i det, for tingene har ikke ændret sig noget særligt siden Blairs egen tid. Der er også i dag utallige brændpunkter og lokale rædselsregimer over hele verden, hvor der stadig begås tortur, voldelige undertrykkelse, folkedrab, og andre umenneskelige uhyrligheder.
Hvor Kammerat Napoleon (1945) var en bidende satire over fortidens totalitarisme, står 1984 som det ultimative varsel. Raoul Peck og den kompromisløse producer Alex Gibney – manden bag afslørende værker som Taxi to the Dark Side og The Bibi Files – viser os med kirurgisk præcision, hvordan de berømte slagord ”Uvidenhed er styrke” og ”Krig er fred” ikke længere er litterære virkemidler, men aktive strategier i moderne politik. Filmen væver mesterligt citater sammen med optagelser fra vores egen tid, og ender med at plastre disse Orwell-citater op på billboards og reklamestandere i indkøbscentre – fuldstændig som vi så det i John Carpenters samfundskritiske sci-fi mesterværk They Live! Fra 1988. Vi bevidner fremtoningen af fascismens grimme ansigt i takt med Trumpismens indtog, hvor sandheden er blevet en flydende størrelse, der gradbøjes af dem med adgang til den største megafon: de milliardær-ejede nyhedsmedier.
Specielt må omtales sekvenserne om Kinas massive sociale overvågningssystem med ”social credits” og allestedsnærværende ansigtsgenkendelse. Jeg havde godt hørt om det før, men her perspektiveres det med Orwells ord: ”Imagination does not breed in captivity”. Det er en skarpt rammende kritik af et samfund, der praler med have trukket millioner ud af fattigdom, men i sin maniske iver efter at ”eliminere kriminalitet” gennem total kontrol (hver eneste lille overtrædelse sendes straks til alle personens familiemedlemmer, så vedkommende udskammes maksimalt!), alligevel ender med blot at producere social udstødelse, indskrænket frihed og ny fattigdom – mens al kritik af staten forbydes, hvilket selvfølgelig er det egentlige formål.
Her i 2025 erfarer vi, hvordan algoritmer og ”dark money” i amerikansk politik (som Gibney også belyser i Dark Money Games) skaber den samme form for mentale lænker, som Orwell frygtede. Raoul Peck trækker på en imponerende arv af politisk filmkunst, fra I Am Not Your Negro til hans udforskning af den unge Karl Marx. I Orwell: 2 + 2 = 5 bruger han eksklusivt arkivmateriale og referencer til bl.a. Terry Gilliams dystopiske Brazil for at understrege pointen: Orwell så det hele komme. Han analyserede det, og han advarede os. Eneste plaster på såret er at hans ord faktisk også er blevet meget udbredte, så vi i det mindste holder bevidstheden om hvad der foregår i live, og dermed håbet om en skønne dag at kunne gøre noget ved det.
Det er ikke tilfældigt, at filmen var nomineret til Golden Eye i Cannes. Det er en teknisk overlegen montage, der fryser beskuerens øjne fast på lærredet. Som Peck selv formulerer det, er vi nødt til at konfrontere myten med realiteterne i det ulideligt klare lys af en overhængende fare: ”I vore usikre tider er 2+2 helt sikkert lig med 5, hvis vi ikke vågner op nu.” Så Orwell: 2 + 2 = 5 er helt enkelt et politisk opråb. Den er en hilsen fra graven til vores forkvaklede nutid, skabt af indignationen over, at vi har ladet historien gentage sig, selvom vi fik udleveret manuskriptet for 75 år siden. Gå ind og se den – før tankepolitiet beslutter, at du ikke må. Frihed er ikke slaveri.
Et requiem af aske Riot Realms 4 Roman af Michael Kamp Tellerup, 2025, 450 sider
Anmeldereksemplar leveret af forlaget
“Når man sætter sig med en bog hvor forsiden er prydet af en mand med en kæmpe økse i den ene hånd og en flaske sprut i den anden, der står sejrende hen over an dræbt ork, så har man allerede en forventning om hvad det er for en type bog man har i mellem hænderne. Når man så efterfølgende ser at titlen er Tørre tæsk og springskaller, så understreger dette blot forventningen om at denne bog ikke er en der forsøger at indskrive sig i litteraturhistorien, men derimod en bog der vil underholde med en god gang action.”
Ovenstående var indledningen til min anmeldelse af Michael Kamps Bobs saga – Tørre tæsk og springskaller tilbage i 2007 (jep 19 år siden). Det var en underholdende gang ramagang, men allerede fra bind 2 Bobs saga II – Elvere og andre halv-trolde som udkom samme år blev historien mere sammenhængende og man kunne begynde at se en stører fantasy fortælling, og med bind 3 Bobs Saga III – I Mørket er alle helte grå (Books on Demand 2009), var der ikke meget fjolleri tilbage, men nu fokus på an fantasy fortælling om helte, monstre og et univers der stod over for ødelæggelse. Følgende skrev jeg i min anmeldelse af bind tre ”mere dyster end de to foregående, og slutningen på denne bog er bestemt ikke en slutning på sagaen, selvom den måske kan være en slutning for flere af vennerne. Bogen virker faktisk mere som et bind 2 [i en trilogi] hvor det onde nu for alvor har overtaget, og det næsten ikke kan komme til at se mere sort ud. Det ser faktisk så sort ud at jeg næppe tror at det hele kan vende i næste bind. Bogens bagside fortæller da også at flere bind er under udarbejdelse, men ikke om hvor mange.”
Det var tilbage 2010, og så kom der ellers ikke mere om Bob. Michael Kamp kastede sig over andre skriveprojekter, og gik fra at være selvudgiver til at bliver udgivet på Tellerup. Jeg har nogle gange i løbet af årene forhørt mig til om vi skulle forvente en afslutning, men kunne forstå at Tellerup naturligvis ikke var interesseret i at udgive bind 4 i en serie, og at det ikke lige lå for at genudgive hele serien.
Men nu knap 20 år efter er serien så blevet genudgivet, og med et afsluttende bind 4. Det er dog ikke kun en genudgivelse. På Kamps Facebook side kunne man læse at de første bind er gennemarbejdning og opdatering, og dele skrevet på ny fra bunden. Dette er meget naturligt da tonen som nævnt var meget forskellig i de tre første bind, så en gennemskrivning vil gøre dem mere sammenhængende, og så har Kamp jo også udviklet sig som forfatter på de næste 20 år, så kun naturligt at han gerne ville arbejde med teksten inden en ny udgivelse.
I den nye udgave kaldes serien Riot Realms, og havde jeg haft bedre tid, så ville jeg klart have starte med bind 1 igen, men jeg genlæste min anmeldelser fra dengang og kastede jeg mig så direkte over bind 4 for at få slutningen med.
Bob og vennerne er spredt og i problemer. Ja faktisk er Bob ikke engang i live, noget som en magisk ring dog kan gøre noget ved. Faktisk er hele verden i problemer for ødelæggende hære rykker frem og hærger, og kraftig magi truer med at rykke alt fra hinanden.
Her er det jo så heldigt at Bob og vennerne har udviklet sig til helte, for denne verden har virkeligt brug for helte . Det betyder ikke at de bare ankommer og redder dagen. Det er en hård kamp, og ikke en kamp som alle kommer levende igennem.
Når jeg nu har kastet mig direkte over bind 4 er der ikke den store grund til der store handlings referat, da folk skal have lov til at læse hele sagaen fra starten af, så jeg vil blot sige at jeg har ventet på denne afslutning i mange år, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Både de der læste med dengang, og de der først møder Bob nu, kan roligt kaste sig over Riot Realms. Eller ”roligt” er nok et forkert ordvalg, for det går ikke stille af sig i disse bøger.
Leviathan Anime-serie, Netflix 2025 Instruktør: Christophe Ferreira Efter Leviathan-trilogien af Scott Westerfeld
I denne Netflix-producerede anime-miniserie befinder vi os i en alternativ udgave af 1914. Nationerne er som vi kender dem, og der optræder flere historiske personer, men der er også store forskelle, især hvad angår teknologi. Tyskland og Østrig-Ungarn har udviklet ‘clankers’, mekaniske kampmaskiner på ben, mens England har valgt at fokusere på genetisk modificerede dyr med en teknik udviklet af Charles Darwin. Vi følger to unge hovedpersoner. Den ene er den Østrig-Ungarske prins Aleksander, en fiktiv teenagesøn af Ærkehertug Franz Ferdinand, som må flygte fra forrædere i en clanker sammen med to trofaste mænd da hans forældre bliver skudt i Sarajevo. Den anden er den skotske pige Deryn Sharp, som forklæder sig som drengen Dylan og indrullerer i det britiske luftværn, hvor hun havner ombord på luftskibet Leviathan, som er en genmodificeret blåhval (ja, fantasien fejler ikke noget!). Aleksander og Dylan mødes i Alperne, hvor Aleksander og hans tjenere kommer med på luftskibet. Leviathans mission tager dem til Istanbul, Tunguska og New York på en mission der skal opklare nogle mystiske vejrfænomener og måske stoppe krigen før den udvikler til en verdenskrig. Og hvordan er Nikola Tesla blandet ind i det hele?
Serien er baseret på en trilogi af ungdomsromaner af amerikaneren Scott Westerfeld, illustreret af Keith Thompson, og tv-seriens design læner sig meget op ad Thompsons illustrationer. Det er et ganske kulørt steampunk-univers, vi bliver præsenteret for, med hæsblæsende action der kunne være en Indiana Jones-film værdig. Skismet mellem mekanik og bioteknologi gav mig minder om Bruce Sterlings Shaper/Mechanist-univers, som måske også har været en inspirationskilde for Scott Westerfeld. Selvom der er en del klicheer (eller arketyper?) i historien, følte jeg mig godt underholdt, og seriens fantastiske univers gav mig lyst til at leve i denne alternative virkelighed – for er vores egen nutid ikke langt mere grå og trist? En anbefaling herfra til alle der holder af steampunk og alternate history. Jeg valgte i øvrigt at se filmen med engelsk tale – det føltes rigtigt når den foregår på et britisk luftskib – og jeg nød Dylan Sharps skotske dialekt med mange bandeord i denne udgave; noget som jeg tror går tabt i den japanske udgave. Det virker så til gengæld lidt bizart når Sharp på et tidspunkt synger en sang på japansk – den kunne jeg godt have ønsket mig oversat. De danske undertekster er generelt gode, men formuleringerne er meget anderledes end i den engelske tale, og det virker af og til bizart.
Vølvens vej 5: Flammesværdet Roman af Anne-Marie Vedsø Olesen Lindhardt og Ringhof 2025, 448 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget
Efter 5 år og mere end 2000 sider er vi med Flammesværdet nået enden af Anne-Marie Vedsø Olesens fantasyværk Vølvens vej. I de tidligere bind har vores heltinde, den unge vølve Snehild, besøgt næsten alle de ni verdener fra nordisk mytologi, Midgård, Jotunheim, Alfheim, Nidavellir, Vanaheim, Muspelheim, Niflheim og Helheim. Kun gudernes verden, Asgård, mangler, og der skal Snehild selvfølgelig nå at komme forbi i dette sidste bind, inden det hele går til i Ragnarok, gudernes endeligt.
Inden da er der dog ting at gøre i Midgård, menneskenes verden. Også her bliver brændet lagt til et sidste, stort opgør. I kongebyen Himlinge sidder den unge Kong Roald Kamphøder på tronen, men både hans gamle rådgiver Brynjulf Ravneblik og hans ypperstepræstinde Ragnfrid har rænker i gang for at blive den reelle magt bag tronen. Uden for Himlinge står to rivaler også parat til at angribe. Kragedronningen Berghild Tvedræber har samlet og trænet en større hær i Vallev, og Høvding Une fra Alflev på grænsen til alfernes verden kan med den tidligere konge Aslaks søn Osvald ved sin side gøre trav på tronen. Det gryende Ragnarok gør sig dog også gældende i Midgård. Jorden skælver hver niende dag, horder af alfer flygter over grænsen fra Alfheim, og dværgene har rømmet et formørket Nidavellir og begiver sig ud i menneskenes verden. Imens søger Snehild at få styr på sine svigtende vølveevner ved at opsøge sin far i Asgård, der er ramt af Fimbulvinteren, og siden sin gamle fostermoder Hyrrokin i Jotunheim. Begge steder bevidner hun begivenheder, der viser at Ragnarok rykker nærmere, og hun får også selv en rolle at spille. Selve det store opgør mellem aseguderne og deres fjender får vi kun set på stor afstand, men hvad der sker, er også velkendt for enhver med en smule kendskab til nordisk mytologi, om ikke andet ved at have læst tegneserien Valhalla. Fokus er på begivenhederne i Midgård, hvor alle skæbnetråde bliver samlet i et stort slag i Himlinge. Det bliver en dramatisk afslutning på historien, hvor mange de personer, vi har fulgt gennem bøgerne, dør eller står stærkt forandret tilbage.
Forfatteren har gennem serien skiftet mellem en nøgternt sprog til hændelserne i Midgård og et mere floromvundet, med mange lange, remsende sætninger, til Snehilds syner og rejser i de magiske verdener. Efterhånden som historien er skredet frem, og de magiske verdenerne er trængt mere ind i Midgård, er dette poetiske sprog også fulgt med. Det ender dog med at kamme en smule over til sidst, når ret jordnære begivenheder bliver fortalt med en masse sætninger adskilt af kommaer, hvor punktummer havde fungeret lige så godt eller bedre. Om man kan lide dette eller ej, ender dog nok med at være en smagssag.
Under alle omstændigheder får Vølvens vej med Flammesværdet en god afrunding og en værdig afslutning, Selvom Vedsø Olesen mig bekendt ikke planlægger nogen fortsættelser, bliver kimen til sidst lagt til flere historier – måske nogle som læserne selv kan digte. Med serien har Vedsø Olesen formået at bryde genrebarriererne og fået en stor læserskare blandt folk, som ellers ikke læser fantasy, og alene af denne grund må Vølvens vej regnes som et hovedværk i moderne dansk fantasy – måske hovedværket. Man kan håbe at successen smitter bare en smule af på de mange dygtige, yngre forfattere i genren, som for tiden skyder op rundt omkring i Danmark og fortjener et større publikum. 9 ud af 10 stjerner.
Niøje Roman af Mikala Rosenkilde 2 Feet Entertainment, 2025, 390 sider
Anmeldereksempar er leveret af forlaget
I havet ud for Blokhus er en stor stime af Niøjer samlet. En Niøje er en lampret, et primitivt havdyr med en rund sugemund, og ligner faktisk noget taget direkte ud af en horror historie. Der begynder at ske ret blodige og dødelige angreb på badende, og Blokhus bliver naturligt midtpunktet for en uønsket opmærksomhed. De lokale kæmper i forvejen med at få det til at hænge sammen økonomisk, og disse angreb gør at der er en risiko for at turisterne blive væk hvilket vil være dræbende for det lille samfund.
Gaby har et galleri hvor der også sælges smykker til turisterne. Galleriet og privatøkonomien fylder meget for hende da den er presset. Noget der god fylder endnu mere er, at den affærer hun har, er blevet opdaget af en af hendes samarbejdspartnere, og han forsøger nu at afpresse hende.
På Facebook florer alle mulige rygter og sladder om den dårskab der er i det lille samfund. Meget af sladderen er startet af en bruger der bare går under brugernavnet Havfruen. En af ofrene for sladderen er Gabys bror, som lige er blevet udskrevet fra en lukket institution, og Gaby må nu også taget sig af dette.
Niøjer er som nævnt et oplagt væsen til en horrorhistorie, men dette er ikke en sådan. Bogen betegner også sig selv sin ”en mørk og satirisk spændingsroman om sladder, bedrag og de rædsler, der gemmer sig under overfladen, både i mennesker og havet”. Det primære i bogen er netop hvordan historiens personer forholder til sig hinanden og de trusler der er imod deres lille samfund, hvoraf Niøjerne er en klar katalysator.
Gaby er den primære fortæller i bogen, men historien er i et format af at hun har fortalt sin historie til en journalist, der så videreformidler den med Gaby for første-person fortæller. Historien er så tilsat hvad journalisten har fået af oplysninger fra andre. Så spørgsmålet er jo så hvor troværdig fortælleren er, når den primære kilde er Gaby selv.
Jeg havde forstillet mig at Niøjerne ville fylde mere i fortællingen, men de bliver aldrig farlige over for de personer vi primært følger, da de jo bare lader være med at gå i vandet. Men bogens egentlige monster er den dårskab der er under overfladen i mennesker frem for i havet, og man bliver fanget ind i hvordan alle de ting der sker i Blokhus omkring Gaby i sidste ende hænger sammen.
Hvis man vil vide mere om mystiske væsner og skabninger så Mikala Rosenkilde to Kryptozoologiske bøger Fra Loch Ness til megalodon (2 Feet Entertainment, 2024) og Fra sabelkatte til levende drager (2 Feet Entertainment, 2023) eller hendes podcast ‘De mystiske dyr’ bestemt også anbefales.
