Michael Kamp – Et requiem af aske

Et requiem af aske
Riot Realms 4
Roman af Michael Kamp
Tellerup, 2025, 450 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Når man sætter sig med en bog hvor forsiden er prydet af en mand med en kæmpe økse i den ene hånd og en flaske sprut i den anden, der står sejrende hen over an dræbt ork, så har man allerede en forventning om hvad det er for en type bog man har i mellem hænderne. Når man så efterfølgende ser at titlen er Tørre tæsk og springskaller, så understreger dette blot forventningen om at denne bog ikke er en der forsøger at indskrive sig i litteraturhistorien, men derimod en bog der vil underholde med en god gang action.”

Ovenstående var indledningen til min anmeldelse af  Michael Kamps Bobs saga – Tørre tæsk og springskaller tilbage i 2007 (jep 19 år siden). Det var en underholdende gang ramagang, men allerede fra bind 2 Bobs saga II – Elvere og andre halv-trolde som udkom samme år blev historien mere sammenhængende og man kunne begynde at se en stører fantasy fortælling, og med bind 3 Bobs Saga III – I Mørket er alle helte grå (Books on Demand 2009), var der ikke meget fjolleri tilbage, men nu fokus på an fantasy fortælling om helte, monstre og et univers der stod over for ødelæggelse. Følgende skrev jeg i min anmeldelse af bind tre ”mere dyster end de to foregående, og slutningen på denne bog er bestemt ikke en slutning på sagaen, selvom den måske kan være en slutning for flere af vennerne. Bogen virker faktisk mere som et bind 2 [i en trilogi] hvor det onde nu for alvor har overtaget, og det næsten ikke kan komme til at se mere sort ud. Det ser faktisk så sort ud at jeg næppe tror at det hele kan vende i næste bind. Bogens bagside fortæller da også at flere bind er under udarbejdelse, men ikke om hvor mange.

Det var tilbage  2010, og så kom der ellers ikke mere om Bob. Michael Kamp kastede sig over andre skriveprojekter, og gik fra at være selvudgiver til at bliver udgivet på Tellerup. Jeg har nogle gange i løbet af årene forhørt mig til om vi skulle forvente en afslutning, men kunne forstå at Tellerup naturligvis ikke var interesseret i at udgive bind 4 i en serie, og at det ikke lige lå for at genudgive hele serien.

Men nu knap 20 år efter er serien så blevet genudgivet, og med et afsluttende bind 4. Det er dog ikke kun en genudgivelse. På Kamps Facebook side kunne man læse at de første bind er gennemarbejdning og opdatering, og dele skrevet på ny fra bunden. Dette er meget naturligt da tonen som nævnt var meget forskellig i de tre første bind, så en gennemskrivning vil gøre dem mere sammenhængende, og så har Kamp jo også udviklet sig som forfatter på de næste 20 år, så kun naturligt at han gerne ville arbejde med teksten inden en ny udgivelse.

I den nye udgave kaldes serien Riot Realms, og havde jeg haft bedre tid, så ville jeg klart have starte med bind 1 igen, men jeg genlæste min anmeldelser fra dengang og kastede jeg mig så direkte over bind 4 for at få slutningen med.

Bob og vennerne er spredt og i problemer. Ja faktisk er Bob ikke engang i live, noget som en magisk ring dog kan gøre noget ved. Faktisk er hele verden i problemer for ødelæggende hære rykker frem og hærger, og kraftig magi truer med at rykke alt fra hinanden.

Her er det jo så heldigt at Bob og vennerne har udviklet sig til helte, for denne verden har virkeligt brug for helte . Det betyder ikke at de bare ankommer og redder dagen. Det er en hård kamp, og ikke en kamp som alle kommer levende igennem.

Når jeg nu har kastet mig direkte over bind 4 er der ikke den store grund til der store handlings referat, da folk skal have lov til at læse hele sagaen fra starten af, så jeg vil blot sige at jeg har ventet på denne afslutning i mange år, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Både de der læste med dengang, og de der først møder Bob nu, kan roligt kaste sig over Riot Realms. Eller ”roligt” er nok et forkert ordvalg, for det går ikke stille af sig i disse bøger.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Leviathan

Leviathan
Anime-serie, Netflix 2025
Instruktør: Christophe Ferreira
Efter Leviathan-trilogien af Scott Westerfeld

I denne Netflix-producerede anime-miniserie befinder vi os i en alternativ udgave af 1914. Nationerne er som vi kender dem, og der optræder flere historiske personer, men der er også store forskelle, især hvad angår teknologi. Tyskland og Østrig-Ungarn har udviklet ‘clankers’, mekaniske kampmaskiner på ben, mens England har valgt at fokusere på genetisk modificerede dyr med en teknik udviklet af Charles Darwin. Vi følger to unge hovedpersoner. Den ene er den Østrig-Ungarske prins Aleksander, en fiktiv teenagesøn af Ærkehertug Franz Ferdinand, som må flygte fra forrædere i en clanker sammen med to trofaste mænd da hans forældre bliver skudt i Sarajevo. Den anden er den skotske pige Deryn Sharp, som forklæder sig som drengen Dylan og indrullerer i det britiske luftværn, hvor hun havner ombord på luftskibet Leviathan, som er en genmodificeret blåhval (ja, fantasien fejler ikke noget!). Aleksander og Dylan mødes i Alperne, hvor Aleksander og hans tjenere kommer med på luftskibet. Leviathans mission tager dem til Istanbul, Tunguska og New York på en mission der skal opklare nogle mystiske vejrfænomener og måske stoppe krigen før den udvikler til en verdenskrig. Og hvordan er Nikola Tesla blandet ind i det hele?

Serien er baseret på en trilogi af ungdomsromaner af amerikaneren Scott Westerfeld, illustreret af Keith Thompson, og tv-seriens design læner sig meget op ad Thompsons illustrationer. Det er et ganske kulørt steampunk-univers, vi bliver præsenteret for, med hæsblæsende action der kunne være en Indiana Jones-film værdig. Skismet mellem mekanik og bioteknologi gav mig minder om Bruce Sterlings Shaper/Mechanist-univers, som måske også har været en inspirationskilde for Scott Westerfeld. Selvom der er en del klicheer (eller arketyper?) i historien, følte jeg mig godt underholdt, og seriens fantastiske univers gav mig lyst til at leve i denne alternative virkelighed – for er vores egen nutid ikke langt mere grå og trist? En anbefaling herfra til alle der holder af steampunk og alternate history. Jeg valgte i øvrigt at se filmen med engelsk tale – det føltes rigtigt når den foregår på et britisk luftskib – og jeg nød Dylan Sharps skotske dialekt med mange bandeord i denne udgave; noget som jeg tror går tabt i den japanske udgave. Det virker så til gengæld lidt bizart når Sharp på et tidspunkt synger en sang på japansk – den kunne jeg godt have ønsket mig oversat. De danske undertekster er generelt gode, men formuleringerne er meget anderledes end i den engelske tale, og det virker af og til bizart.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Animation, Film | Tagget | 1 kommentar

Anne-Marie Vedsø Olesen – Vølvens vej 5: Flammesværdet

Vølvens vej 5: Flammesværdet
Roman af Anne-Marie Vedsø Olesen
Lindhardt og Ringhof 2025, 448 sider

Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Efter 5 år og mere end 2000 sider er vi med Flammesværdet nået enden af Anne-Marie Vedsø Olesens fantasyværk Vølvens vej. I de tidligere bind har vores heltinde, den unge vølve Snehild, besøgt næsten alle de ni verdener fra nordisk mytologi, Midgård, Jotunheim, Alfheim, Nidavellir, Vanaheim, Muspelheim, Niflheim og Helheim. Kun gudernes verden, Asgård, mangler, og der skal Snehild selvfølgelig nå at komme forbi i dette sidste bind, inden det hele går til i Ragnarok, gudernes endeligt.

Inden da er der dog ting at gøre i Midgård, menneskenes verden. Også her bliver brændet lagt til et sidste, stort opgør. I kongebyen Himlinge sidder den unge Kong Roald Kamphøder på tronen, men både hans gamle rådgiver Brynjulf Ravneblik og hans ypperstepræstinde Ragnfrid har rænker i gang for at blive den reelle magt bag tronen. Uden for Himlinge står to rivaler også parat til at angribe. Kragedronningen Berghild Tvedræber har samlet og trænet en større hær i Vallev, og Høvding Une fra Alflev på grænsen til alfernes verden kan med den tidligere konge Aslaks søn Osvald ved sin side gøre trav på tronen. Det gryende Ragnarok gør sig dog også gældende i Midgård. Jorden skælver hver niende dag, horder af alfer flygter over grænsen fra Alfheim, og dværgene har rømmet et formørket Nidavellir og begiver sig ud i menneskenes verden.
Imens søger Snehild at få styr på sine svigtende vølveevner ved at opsøge sin far i Asgård, der er ramt af Fimbulvinteren, og siden sin gamle fostermoder Hyrrokin i Jotunheim. Begge steder bevidner hun begivenheder, der viser at Ragnarok rykker nærmere, og hun får også selv en rolle at spille. Selve det store opgør mellem aseguderne og deres fjender får vi kun set på stor afstand, men hvad der sker, er også velkendt for enhver med en smule kendskab til nordisk mytologi, om ikke andet ved at have læst tegneserien Valhalla. Fokus er på begivenhederne i Midgård, hvor alle skæbnetråde bliver samlet i et stort slag i Himlinge. Det bliver en dramatisk afslutning på historien, hvor mange de personer, vi har fulgt gennem bøgerne, dør eller står stærkt forandret tilbage.

Forfatteren har gennem serien skiftet mellem en nøgternt sprog til hændelserne i Midgård og et mere floromvundet, med mange lange, remsende sætninger, til Snehilds syner og rejser i de magiske verdener. Efterhånden som historien er skredet frem, og de magiske verdenerne er trængt mere ind i Midgård, er dette poetiske sprog også fulgt med. Det ender dog med at kamme en smule over til sidst, når ret jordnære begivenheder bliver fortalt med en masse sætninger adskilt af kommaer, hvor punktummer havde fungeret lige så godt eller bedre. Om man kan lide dette eller ej, ender dog nok med at være en smagssag.

Under alle omstændigheder får Vølvens vej med Flammesværdet en god afrunding og en værdig afslutning, Selvom Vedsø Olesen mig bekendt ikke planlægger nogen fortsættelser, bliver kimen til sidst lagt til flere historier – måske nogle som læserne selv kan digte. Med serien har Vedsø Olesen formået at bryde genrebarriererne og fået en stor læserskare blandt folk, som ellers  ikke læser fantasy, og alene af denne grund må Vølvens vej regnes som et hovedværk i moderne dansk fantasy – måske hovedværket. Man kan håbe at successen smitter bare en smule af på de mange dygtige, yngre forfattere i genren, som for tiden skyder op rundt omkring i Danmark og fortjener et større publikum. 9 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Mikala Rosenkilde – Niøje

Niøje
Roman af Mikala Rosenkilde
2 Feet Entertainment, 2025, 390 sider

Anmeldereksempar er leveret af forlaget

I havet ud for Blokhus er en stor stime af Niøjer samlet. En Niøje er en lampret, et primitivt havdyr med en rund sugemund, og ligner faktisk noget taget direkte ud af en horror historie. Der begynder at ske ret blodige og dødelige angreb på badende, og Blokhus bliver naturligt midtpunktet for en uønsket opmærksomhed. De lokale kæmper i forvejen med at få det til at hænge sammen økonomisk, og disse angreb gør at der er en risiko for at turisterne blive væk hvilket vil være dræbende for det lille samfund.

Gaby har et galleri hvor der også sælges smykker til turisterne. Galleriet og privatøkonomien fylder meget for hende da den er presset. Noget der god fylder endnu mere er, at den affærer hun har, er blevet opdaget af en af hendes samarbejdspartnere, og han forsøger nu at afpresse hende.

På Facebook florer alle mulige rygter og sladder om den dårskab der er i det lille samfund. Meget af sladderen er startet af en bruger der bare går under brugernavnet Havfruen. En af ofrene for sladderen er Gabys bror, som lige er blevet udskrevet fra en lukket institution, og Gaby må nu også taget sig af dette.

Niøjer er som nævnt et oplagt væsen til en horrorhistorie, men dette er ikke en sådan. Bogen betegner også sig selv sin ”en mørk og satirisk spændingsroman om sladder, bedrag og de rædsler, der gemmer sig under overfladen, både i mennesker og havet”.  Det primære i bogen er netop hvordan historiens personer forholder til sig hinanden og de trusler der er imod deres lille samfund, hvoraf Niøjerne er en klar katalysator.

Gaby er den primære fortæller i bogen, men historien er i et format af at hun har fortalt sin historie til en journalist, der så videreformidler den med Gaby for første-person fortæller. Historien er så tilsat hvad journalisten har fået af oplysninger fra andre. Så spørgsmålet er jo så hvor troværdig fortælleren er, når den primære kilde er Gaby selv.

Jeg havde forstillet mig at Niøjerne ville fylde mere i fortællingen, men de bliver aldrig farlige over for de personer vi primært følger, da de jo bare lader være med at gå i vandet. Men bogens egentlige monster er den dårskab der er under overfladen i mennesker frem for i havet, og man bliver fanget ind i hvordan alle de ting der sker i Blokhus omkring Gaby i sidste ende hænger sammen.

Hvis man vil vide mere om mystiske væsner og skabninger så Mikala Rosenkilde to Kryptozoologiske bøger Fra Loch Ness til megalodon (2 Feet Entertainment, 2024) og Fra sabelkatte til levende drager (2 Feet Entertainment, 2023) eller hendes podcast  ‘De mystiske dyr’ bestemt også anbefales.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Sinners

Sinners
Film, USA, 2025
Instruktør: Ryan Coogler
Manus: Ryan Coogler
Med Michael B. Jordan, Miles Caton, Saul Williams m.fl.

Vi befinder os i 1930’ernes USA. De barske og cool tvillinger Smoke og Stack (begge spillet af Michael B. Jordan) vender tilbage til deres hjemstavn i sydstaterne med tasken fuld af penge, som det antydes at de har erhvervet på mindre end hæderlig vis. De bruger de fleste på at købe et gammelt savværk, som de vil lave om til en ‘juke joint’; hvor de lokale sorte kan mødes for at spise, drikke, gamble, høre musik og danse. Til at spille musik hyrer de dels den aldrende bluesmusiker Delta Slim og deres egen talentfulde unge nevø Sammie, kaldet Preacherboy, fordi hans far er præst. Meget af filmen går med at få præsenteret en masse bipersoner og tvillingernes forhold til dem, alt sammen smukt og stemningsfuldt filmet. Den egentlige handling starter dog først på åbningsaftenen, hvor stort set alle egnens farvede mennesker dukker op. For i baggrunden lurer ikke bare Ku Klux Klan, men også en anden  og mindre menneskelig fare, som kan vise sig at være sværere at overvinde, nemlig vampyrer.
Handlingen er spændende, men filmens bærende element er sydstaternes bluesmusik og det miljø, musikken opstod i, ikke meget mere end et halvt århundrede efter slaveriet blev afskaffet – i hvert fald på overfladen, for de sorte arbejder stadig i de hvides bomuldsmarker på slavelignende kontrakter. Man kan næsten ærgre sig over at der går From Dusk to Dawn i filmen, men vampyrelementerne er udmærket håndteret, og de udøde besidder en besnærende menneskelig side, som kan lokke lige så vel som skræmme. Historiemæssigt er filmen ikke helt på højde med fx Abraham Lincoln, Vampire Hunter, som har et lignende tema, men musikken giver den et løft, der kan give mindelser om Where Art Thou, Brother.
Pro tip: Filmens vigtige epilog kommer først under slutteksterne. Bliv siddende og se filmen til slut.

Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Film | Tagget | Skriv en kommentar

The Fantastic Four: First Steps

The Fantastic Four: First Steps
Film, USA, 2025
Instruktør: Matt Shakman
Manus: Josh Friedman m.fl.
Med: Vanessa Kirby, Pedro Pascal, Joseph Quinn m.fl.

Der er tidligere lavet fire Fantastic Four-film, fra Roger Cormans aldrig udgivne lavbudget-film fra 1994 til Josh Tranks højbudgetfilm fra 2015, men ingen af dem har været specielt gode. Siden har Marvel/Disney har generhvervet rettighederne, og så skulle der naturligvis gøres et forsøg til. Skulle denne gang være lykkens gang? Ja, det synes jeg, og et ret enigt anmelderkorps giver mig ret. Politikens anmelder kalder ligefrem filmen “et mesterværk” og kvitterer med 6 hjerter.
Vi får med det samme at vide at filmen foregår på Earth 828, så vi er klar over at det ikke er det sædvanlige Marvel-univers, som åbenbart hedder Earth-199999, mens det primære tegneserieunivers er Earth-616. (‘828’ er i øvrigt valgt som hyldest til tegneren Jack Kirby, som skabte Fantastic Four sammen med Stan Lee og havde stor indflydelse på både historierne og seriens ‘kosmiske’ udtryk. Kirby blev nemlig født 8/28/1917 efter amerikansk notation)
 Earth-828 er en retrofuturistisk 60’er-verden, hvor Fantastic Four er de eneste superhelte. De har ofte reddet New York fra skurke som Mole Man, Red Ghost, The Wizard og Puppetmaster, men nu står de over for deres største udfordring: Sue Storm, The Invisible Woman, venter nemlig et barn. Som om det ikke er nok, ankommer en sølvglinsende kvinde fra rummet på et surfbræt og kundgør at Galactus er på vej og vil fortære planeten. Skæbnen er uundgåelig, og hun beder menneskene affinde sig med deres skæbne. Men Fantastic Four giver ikke så let op, selvom overmagten virker enorm: Hvordan stopper man et væsen, der spiser planeter til aftensmad og gerne tager en måne til dessert? Deres første konfrontation giver dem ikke det store håb, men Galactus giver dem en chance for at redde verden for en pris. Selvom prisen virker lille i den store sammenhæng, er vores fire helte uvillige til at betale den og søger at finde en anden løsning, selvom det virker håbløst. Hvordan skal det hele ende? Det vil jeg ikke afsløre, bortset fra at ingenting går som forventet.
Der gøres meget ud af at Fantastic Four opfatter sig selv som en familie mere end som en superheltegruppe sammenbragt af omstændighederne. I tegneserierne er FF da også ikke bare Marvels ‘first family’, men hele superheltebranchens. Noget lignende var ikke set før Marvel lancerede Fantastic Four som forlagets første superserie i 1961, og ingen efterligninger har siden overgået denne fantastiske familie. Filmen giver sig god tid til at introducere figurerne og deres forhold til hinanden og omverdenen, og der er faktisk ret få action-scener. Temaet er mere at forstå hinanden og finde løsninger end at slå på tæven, om end Ben “The Thing” Grimm jævnligt savner noget at slå løs på. Det er det menneskelige og den personlige varme, der er i centrum, og dette centrum er uomtvisteligt Sue Storm, fremragende spillet af Vanessa Kirby (ingen relation til Jack). En klar anbefaling herfra!
Jeg ville gerne se flere film med Fantastic Four i deres eget univers, men en tekst i credits afslører at vi næste gang møder superfamilien i den kommende Avengers-film, Avengers: Doomsday, der ifølge rygterne lægger op til at alle Marvel-figurerne nu skal samles i ét filmunivers, hvor Fantastic Four og X-Men/Deadpool har haft deres egne. Jeg frygter det værste, men håber selvfølgelig på det bedste.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

The Old Guard 2

The Old Guard 2
Film, Netflix, 2025
Instruktion: Victoria Mahoney
Manus: Greg Rucka m-fl.
Med: Charlize Theron, KiKi Layne, Matthias Schoenaerts m.fl.

I den første The Old Guard-film fra 2020 blev vi introduceret til en lille gruppe udødelige anført af “Andy” Andromache (Charlize Theron), som anonymt rejser rundt i verden og redder uskyldige, nakker våbensmuglere osv. for at gøre verden til et bedre sted. Undervejs i historien mister Andy uforklarligt sin udødelighed, sådan som det åbenbart nogle gange sker for hendes slags. Temaet med udødelige krigere i nutiden er set før, mest kendt i Highlander og mere for nylig i den svage Marvel-film Eternals (baseret på en ellers glimrende tegneserie skabt af mesteren Jack Kirby), men den første film fungerede trods det som hæderlig popcorn-underholdning.
I denne 2’er bliver vi introduceret til den første udødelige, Discord (Uma Thurman), som har set sig sur på de andre udødelige og verden i almindelighed og vil slå alt og alle ihjel. Hun bliver hjulpet af en anden udødelig, Quynh, som hun redder fra at være fanget i en sarkofag på bunden af havet i 500 år. Der er således lagt op til en konfrontation mellem de to grupper af udødelige. Undervejs får vi også at vide at Nile (KiKi Layne), som blev introduceret i første film, er den allersidste udødelige, som har særlige evner, hun ikke er klar over.
Filmen byder på et par lange og velkoreograferede action-scener, men ellers går det meste film med en masse snak, som ikke rigtig driver historien frem. På nær Theron virker skuespillerne uinspirerede – især Uma Thurman virker spildt i rollen som den endimensionelle superskurk. Og når det endelig ser ud til at vi nærmer os den endelige konfrontation, slutter filmen. Afslutningen kommer først i den tredje film – som ifølge kilder måske aldrig bliver lavet, eftersom publikum (forståeligt nok) ikke var vilde med 2’eren. Mit råd er derfor: Vent med at se denne film indtil 3’eren kommer. Ellers risikerer du at spilde din tid på en svag midterfilm, der sandsynligvis aldrig får en forløsning.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Film | Tagget | Skriv en kommentar

Superman

Superman
Film, USA, 2025
Instruktion og manus: James Gunn
Med: David Corenswet, Rachel Brosnahan, Nicholas Hoult m.fl.

Så fik vi den længe ventede Superman-film af James Gunn. Levede den op til forventningerne? Bestemt. Er det den bedste superheltefilm nogensinde? Næppe – men måske i top ti.
Vi befinder os i Metropolis ca. tre år efter at Superman (David Corenswet) kom på banen som helt. Trods sine gode gerninger er han kommet i modvind, fordi han har blandet sig i international politik ved at forhindre diktaturstaten Bogravia i at erobre det fattige og forsvarsløse naboland Jarhanpur. Er han gået for vidt? Skal en selverklæret alien bestemme hvad selvstændige lande må og ikke må? Midt i virakken afslører tech-milliardæren Lex Luthor uomtvistelige beviser for at lille Kal-El blev sendt fra Krypton for at gøre sig til overherre over Jorden og skabe en ny herskerrace af halvblods kryptonianere – noget som kommer bag på Superman selv. Nu skal Superman forsøge at bevise sine gode intentioner samtidig med at han skal forhindre at Bogravias diktator (spillet veloplagt af Zlatko Buric) iværksætter et nyt angreb på Jarhanpur . et angreb hvor Luthor også har en finger med i spillet.
James Gunn har valgt at lægge det mørke, dystre og farveløse Snyderverse bag sig for i stedet at give plads til tegneserieuniversets kompleksitet og absurditet, uden at det kammer over i parodi. Filmen byder på en masse fanservice med blandt andet superhunden Krypto og et større antal mindre kendte superhelte og -skurke, heriblandt Mr. Terrific, Metamorfo, Guy Gardner, Hawkgirl og The Engineer (og en lille cameo med Supergirl, hvis egen film er på vej) samt en masse velkendte figurer fra Daily Planets redaktion: Perry White, Jimmy Olsen, Cat Grant, Steve Lombard og selvfølgelig Clark Kent og Lois Lane (velspillet af Rachel Brosnahan, kendt for titelrollen i The Marvelous Ms. Maisel). Trods denne overflod af figurer virker filmen ikke overlæsset; alle figurerne falder naturligt ind i plottet, og der bliver ikke spildt tid på at forklare hvem de er. Skuespillerne er generelt godt valgt; jeg vil især fremhæve Nicolas Hoult som Lex Luthor, Edi Gathegi (kendt fra Apple-serien for All Mankind) som Mr. Trrific og den altid veloplagte Nathan Fillion som Guy Gardner. Jeg kunne godt have tænkt mig at se mere til Isabela Merceds Hawkgirl – jeg tror ikke hun har mere end 4-5 replikker i hele filmen. Trods masser af action finder filmen også tid til lange samtaler mellem filmens hovedpersoner; noget som giver mere dybde til figurerne. Det opnås ved at undgå de uendelige og overlæssede CGI-kampscener, som efterhånden kendetegner finalerne i stort set alle større superheltefilm.
Er Superman mere end blot kulørt og veloplagt underholdning? Det kan man godt argumentere for. For eksempel har Boravias invasion af Jarhanpur klare paralleller til Ruslands invasion af Ukraine og Israels angreb på Gaza – måske især det sidste, eftersom Boravia bliver portrætteret som en gammel allieret af USA, som velvilligt leverer våben til invasionen mens verdenssamfundet i øvrigt ser stiltiende på. De populistiske mediers syn på Superman afspejler også indvandrer-debatten i USA: Kan man stole på at en alien (udlænding) ærligt kæmper for Amerikas interesser? Vil en alien ikke før eller siden vende sig mod folket, trods alt det gode han har gjort før? Lex Luthor er også en, kun en smule overdrevet, satire over USAs ‘tech bros’, der velvilligt blander sig i andre landes politik, bruger deres formuer til destruktive formål uden tanke for andre mennesker og angriber folk som siger dem imod. Man kan sikkert også anlægge andre fortolkninger. Nogle vil givetvis se Superman som symbol på USA’s selvbestaltede rolle som hele verdens politimand og forældede ærkeamerikanske værdier. Man kan sige at filmen viser de fantastiske genrers evne til at skabe allegorier, som man selv skal finde og afkode, i stedet for at få budskaberne presset ned i halsen.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Morten Dürr & Lars Horneman – Liv

Liv
Tegneserie af Morten Dürr og Lars Horneman
Forlaget Cobolt, 2025, 140 sider

Anmeldereksempar er leveret af forlaget

Pigen Felicia har et problem med at huske. I skolen fik hun at vide at det var fordi hun dagdrømte for meget, og dette gjorde at hun klarede sig dårligere end de andre. Grunden til at de andre klarer sig bedre kunne dog også være at de har fået indopereret en lille anordning der gør at de kan huske alt. Felicia får også denne anordning indopereret, men da hun vågner, kan hun ikke huske noget, end ikke hvem hendes forældre er. Lige så stille kommer hukommelsen og minderne tilbage. Men det er i et rod de kommer tilbage, og som læser kan man godt se at det vi sidder og læser er en sammenblanding af hendes minder fra før operation, fra lige efter operationen, og fra en tid der ligger noget efter. En tid efter den stormflod og det kaos der gjorde at hun nu leder efter Liv.

Fortællingen igennem de sammenblandede minder gør et kraftigt indtryk, og giver en virkelig medrivende historie. Der er mange små detaljer der hele tiden binder fortiden, katastrofen  og nutiden sammen, så som at det hele starter med at hun sidder på stranden og bygger et sandslot. Hendes forældre siger at de skal gå, men at hun kan bygge videre i morgen. Men det er de færreste sandslotte der overlever natten, og dagen efter er de gerne i ruiner når vandet har været der. Hun sidder også i samtaler med forældrene og fortæller hvad der kommer til at ske i fremtiden, hvilket jo også er fine henvisninger til at dette er minder i hendes hoved.

Der er mange fine detaljer som man kunne fremhæve og analyserer, noget der også lægges op til med det undervisningsmateriale der frit kan downloades til bogen, og jeg kan fint se den blive brugt i undervisningssammenhæng.

Den er i serie med udgivelserne Zenobia (Cobolt, 2016) og Ivalu (Cobolt, 2019) som tog store og svære emner som krig, incest og selvom mord op, i et format hvor den gav mulighed for at tale om disse emner. Det er også det som Liv gør, hvor det her er, hvad følgerne af klimaforandringerne i fremtiden kan ende med at blive. Men faktisk også omkring det med at passe ind  i skolesystemet, for Felicia og hendes forældre bliver faktisk presset til at lade hende opererer for at hun kan passe ind i systemet.

Liv er dog langt fra kun en undervisningsbog. Den er flot, underfundig, tankevækkende, og den kan bestemt anbefales.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Science Fiction, Tegneserier | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Fra det første blod til den sidste actionhelt – Den amerikanske actionfilms guldalder fra 1982-1993

Fra det første blod til den sidste actionhelt – Den amerikanske actionfilms guldalder fra 1982-1993
Fagbog af Jacob Holm Krogsøe
Med forord af Sven-Ole Thorsen
Afart, 2025, 232 sider

Anmeldereksempar er leveret af forlaget

Jeg var selv barn i 80’erne, og havde plakater med Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger  på væggene på mit værelse. Jeg husker også at første gang vi var en gruppe der fik lov til at tage i biografen selv uden forældre, der var det Rambo III (1988) vi var inde og se (biografpersonalet mente dog ikke vi var gamle nok, så vi måtte ringe hjem og få vores forældre til at bekræfte at vi havde fået lov), og den julefilm som jeg har set flest gange er Die Hard (1988). Så jeg må sige at en bog om actionheltens guldalder lige er noget for mig. Og når nu vi er ved min kærlighed til actionfilmene fra denne periode, så fik jeg overtalt min kone til at vi skulle døbe den ene af vores sønner Sylvester (kom dog ikke igennem med at den anden skulle hedde Arnold).

Bogen her er ikke kun skrevet til folk der elsker actionfilmene fra 80’erne, men også tydeligt skrevet af en der selv har en stor kærlighed til disse. Det er tydeligt at Jacob Holm Krogsøe ikke kun har en stor viden om disse film, men også en stor lyst til at dele denne viden. Bogen er således fyldt med en masse paratviden, og citater som man sidder og elsker at genopfriske fra utallige gensyn af filmene.

Bogen indeholder naturligvis en lang række omtaler og beskrivelser af actionfilmens hovedværker, specielt med fokus på film med genres konger Stallone og Arnold. Der er selvfølgelig også masser af plads til andre stjerner som Van Damme, Seagal og Lundgreen for blot at nævne nogle få. Det er dog ikke bare en kronologisk gennemgang, men den har en struktur der viser hvordan actionhelte figuren udvikler sig igennem perioden, startende med Stallone filmen First Blood (1982) som er den  første film om Rambo, og frem til Arnold filmen The Last Action Hero (1993). Den viser også hvordan der er undergenre inden for actionfilm, og hvordan filmene ændrer karakter i tråd med hvordan samfundet ændre sig i de år. Der trækkes bl.a paralleller til at det var Regan der havde været præsident i USA  i årene op til periodens start, mens det i periodens slutning var Clinton.

Bogen holder sig ikke snævert til de år den udnævner som guldalderen (1982-1993), men kommer også ind på de film der kom før, som genren bygger videre på (bl.a. westerns, superstrømer film som Dirty Harry (1971) og selvtægts film som En man ser rødt (1974). Der er naturligt også et afsnit med nogle af de film der kom efter og som stadig bygger videre på actionhelten, som bl.a Taken filmene.

Det er ikke kun filmene der omtales, men også filmmusikken, og noget af det merchandise der er udkommet i form af actionfigurer, henvisninger til computerspil og et kapitel om actionhelten i bøger.

Det er alle disse perspektiveringer og opridsninger af paralleller der hæver denne bog fra ”blot” at være en fanisk kærlighedserklæring til at gøre det til en fagbog.

Når der dykkes ned i et emne der er så dyrkes af mange, så vil der altid være ting man som læser sidder og tænker også burde have været med, eller små perspektiver der kunne havde krydret i enkelte afsnit, men vi taler jo også om film hvor der for flere af dem er skrevet hele bøger om hver af dem. Ingen tvivl om at dette værker afdækker emnet rigtigt godt, og kommer ud i mage afkroge og hjørner.

Ingen tvivl om at dette er en kærlighedserklæring til actiongenren, og alle der deler denne kærlighed vil finde glæde i denne bog.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Faglitteratur | Tagget , , | Skriv en kommentar