Dag Ove Johansen – Lemenhæren

LEMENHÆREN
Novellesamling af Dag Ove Johansen
Bondes Forlag, 2020. 148 sider
Bogen kan bestilles fra forfatteren: dagoj@online.no

Dag Ove Johansen tilhører gruppen af norske science fiction-forfattere, der debuterede i halvfjerdserne og senere har skrevet en række bøger, både i og udenfor de fantastiske genrer: Novellesamlingerne Planetmalerne (Forlaget For Flere, 1974), T for Tramatura (Fredhøis, 1974), Syklon (Regnbueforlaget, 1978) og Vargtid (Bondes forlag, 2020), samt romanerne Ond sirkel (Bok og Magasinforlaget, 1984) Stormnatt (Bladkompaniet, 1988) og trilogien om Komsa-folket det består af romanerne Den hvite søvnen, Havørnas skygge og Nordlysvinger (Bladkompaniet, 1991-1993). Derudover har han bidraget med et stort antal noveller i fanzines, magasiner, tidsskrifter og originalantologier.
Foreliggende bog, Lemenhæren, skulle egentlig være udgivet i 1977 (på Stowa Forlag, der udgav det norske science fiction tidsskrift Nova 1971-1979). Af uransagelige årsager valgte forlaget at stoppe deres serie Nova Science Fiction efter den fjerde bog. To af novellerne fra Lemenhæren udkom senere i bogform: ’Blu’ var medtaget som bonus i romanen Ond sirkel, mens ’Miljø 89’ blev trykt i en originalantologi med ny norsk science fiction: Siste reis (Bok og Magasinforlaget, 1983). Den tredje novelle, ’Til sidste åndedrag’ stod i Algernon nr. 13 (3/77), udgivet af Aniara, Oslostudentenes science-fiction forening.
At de tre noveller nu omsider udkommer samlet sådan det oprindeligt var tænkt, med den originale forside af kunstneren Thore Hansen, må siges at være en begivenhed da der kun udkommer få nye norske sf-værker om året. De er science fiction i den dystopiske eller post-apokalyptiske tradition og omhandler individets kamp for at overleve i stadig mere menneskefjendtlige miljøer.

Den første, ’Blu’, der oprindeligt hed ’Lemenhæren’, handler om nogle drengebander i nær fremtid i den nordnorske by Mo i Rana. De bruger aftnerne til at mishandle dyr, samtidigt med at de slås indbyrdes om territorierne i byen. Det er en brutal og usminket historie om rodløse unge i et samfund der ikke formår at tage vare på sine mest sårbare individer. Den blev senere udvidet til en socialrealistisk, ikke lige så vellykket ’skoleroman’ med titlen Rambos Lov, der manglede novellens intensitet.

Den næste novelle, ’Til siste åndedrag’ er ikke mindre barsk. Den beskriver en fremtid, hvor luftforurening har gjort udendørs ophold uden beskyttelsesdragt umuligt. De få mennesker der stadig lever, bruger dagene til at jagte ilt og hinanden. Et menneskeliv er intet værd. En gruppe som kalder sig Organisationen rekrutterer en mand og prøver at hjernevaske ham, men han har sine egne planer om at infiltrere og forsøge at omstyrte Organisationen. Novellen foregår i et hæsblæsende tempo, og er nok den svageste af de tre, men bestemt læseværdig.

I ’Miljø -89’ bliver vi præsenteret for en gennem-teknificeret verden, hvor der findes lukkede reservater af vild natur. Disse reservater benyttes til rekreation, men en dag nægter en af de besøgende at komme ud igen, og en storstilet jagt på ham indledes.
Bogen lever op til forventningerne, selvom det kan blive lidt vel meget med tre noveller der allesammen behandler menneskejagt. De tre noveller er ret forskellige, men der er også ligheder imellem dem. De har tålt tidens tand bemærkelsesværdigt godt, og vækker til eftertanke sådan god science fiction skal. Er man dog til happy ending, er dette måske ikke lige bogen man bør vælge.

Anmeldt af Cato Pellegrini i Himmelskibet nr.60

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , | Skriv en kommentar

Karen Skovmand – Kimana Magers sidste sang

KIMANA MAGERS SIDSTE SANG
Roman af Karen Skovmand
Science Fiction Cirklen, 2019

Der er mange lag, meget indhold og mange gode ideer i Karen Skovmands Kimana Magers sidste sang udgivet af Science Fiction Cirklen.

Bagsidebeskrivelsen lyder: “Året er 2067. 30 år tidligere har en asteroide udslettet det meste af Jordens befolkning og slukket solens lys. I kuppelbyen Lilypond oplever de unge en afglans af et rigtigt livs farver, smag og dufte i den digitale spilverden “Rummene”. Indtil den dag det hele bryder sammen”.

Kimana Magers sidste sang er en blanding mellem cyberpunk, apokalyptisk litteratur, post-apokalyptisk litteratur og en smule fantasy. Det er ikke forbudt at blande genrer, og der er flere gode ideer i hver enkelt “genre” i romanen. Desværre er der ikke rigtig brugt tid eller fundet fokus til at komme i dybden med de mange gode ideer.

For eksempel er militærbasen, hvor de overlevende efter naturkatastrofen opbygger et samfund, fyldt med gode ideer. Især fordi det er et ret velfungerende samfund (for en gangs skyld) og fordi der etableres kontakt til andre overlevende i for eksempel Paris. Men også fordi, der uden for basen er opbygget et alternativt samfund af de mennesker, der ikke blev lukket ind i basen i dagene lige efter katastrofen. Magtstrukturerne i kuppelbyen er vist også lidt skæve og Kuppelmesteren lidt af en slyngel, men ingen af ideerne udforskes rigtigt.

Samtidig opbygger Skovmand et cyberpunk-univers med masser af potentiale. Kimana Magers sidste sang har gode indblik i tankerne bag virtual reality-verdenen og den teknologi de anvender i kuppelbyen. Der er endda et par ideer jeg ikke kan huske jeg er stødt på tidligere i lignende cyberpunk-historier. Jeg tænker særligt på et meget analogt hack af programmeringen, som jeg dog ikke vil afsløre her.

Fantasy-elementet i romanen kommer mest til udtryk i de mange (mange) hovedpersoners fantasyklingende navne. Kimana Mager, Haiken Onor, Ilore Togare er gode fantasy-navne, men navne, der gør det lidt svært at huske hvem, der er hvem. Der er også hele fantasy-kapitler, der foregår i en VR-verdenen, men bryder lidt for meget med resten af historien. Ligesom en katolsk nonne med et religiøst budskab også bryder lidt for hårdt med resten af fortællingen, der derfor mister sammenhæng og rød tråd.
På trods af genreforvirring glæder jeg mig til at læse mere fra Karen Skovmand, der tydeligt er ved at boble over af gode og originale ideer. Især hvis hun næste gang finder en skarphed – som jeg ikke er i tvivl om at hun kan finde – og fokuserer på ét univers og én til to hovedpersoner.

Anmeldereksemplar leveret af forlaget.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr. 60

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

GOLIATH AWAITS

GOLIATH AWAITS
Miniserie i to dele. 200 min., findes i en forkortet version på 110 min.
Produceret af Hugh Benson.
Instrueret af Kevin Connor.
Skrevet af Richard M Bluel og Pat Fielder, bygget på en historie af Bluel, Fielder og Benson.
Medvirkende: Robert Forster, Frank Gorshin, Mark Harmon, Christopher Lee og Emma Samms.
Larry White Productions/Columbia Picture Television, 1981

Nogle af de bedste science-fiction film jeg så i biografen som ung knægt, foregik slet ikke ude i verdensrummet, men derimod dybt nede på havbunden. Filmene havde forlokkende titler som Kaptajn Nemo og byen under havet, og Warlords from Atlantis, og jeg så dem igen og igen – modsat Jens Lyn som jeg hurtigt blev træt af (dette var inden Star Wars og andre rumeventyr, så tilbuddet var magert).

Engang tidlig i firserne viste NRK en glimrende science fiction-thriller i to dele som umiddelbart gik hjem hos mig. I mange år kunne jeg ikke huske titlen, men så kom jeg i tanker om den og søgte filmen op på YouTube. Gensynet bekræftede mig i at Goliath Awaits, som den hedder, stadigvæk er værd at se, som en slags forløber til Titanic (som godt nok ikke var science fiction).

Handlingen foregår i relativt nær fortid (1981). I 1939, kort efter udbruddet af anden verdenskrig, bliver det britiske passagerskib Goliath på vej til USA med flere hundrede passagerer ombord, sænket af en tysk ubåd. Skibet går til bunds, men de ombordværende drukner ikke: på mirakuløst vis overlever besætning og passagerer i store, lufttætte rum inden i skibet.

Anført af skibets kaptajn John McKenzie (Christopher Lee) lykkes det dem at udnytte skibets maskiner til at producere ilt. De udvikler også metoder for at dyrke mad og destillere saltvand til drikkevand. Det samfund de over tid bygger op, er således meget sårbart. For overhovedet at kunne overleve indfører de en autoritativ samfundsform, der bl.a. består af en mystisk sygdom som tager livet af de individer, der udgør en belastning for fællesskabet.

I 1981 opdager oceanografen Peter Cabot (Mark Harmon) det sunkne skib på havbunden. Yderligere undersøgelser bringer på det rene at der kan høres bankelyde og høj musik strømmer undertiden ud fra vraget. Så utrolig det kan høres, har et ukendt antal passagerer overlevet inden i skibet i alle disse år. Der bliver oprettet en fælles britisk/amerikansk ekspedition, der skal prøve at redde de overlevende.

De véd det ikke, men det haster med at finde en løsning, fordi skibets maskiner omsider er ved at løbe tør for brændstof. Kaptajn McKenzie er blevet en korrupt og magtliderlig despot, der ikke uden videre vil opgive sin position eller tillade at nogen forlader det sunkne skib. Det hører med til historien at kaptajnens smukke datter (Emma Samms) naturligvis forelsker sig i oceanografen Cabot, hvilket ikke gør konflikten enklere at løse.

Hvis man kan godtage filmens præmis at det ville være muligt for flere hundrede mennesker at overleve toogfyrre år indeni et sunket skibsvrag, så er Goliath Awaits en hæderlig eventyrfilm, fuld af suspense og med til dels gode skuespillerpræstationer. De videnskabelige forklaringer er måske en anelse tvivlsomme, men det er det videnskabelige kram i mange rumfartsfilm så sandelig også, uden at det forringer (nå, så lidt) ellers gode film. Filmen findes som nævnt på YouTube, men om den også findes i de store streaming-tjenester har jeg ingen oversigt over.

Anmeldt af Cato Pellegrini i Himmelskibet nr. 60

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

H.P. Lovecraft – Gamle tosse

GAMLE TOSSE
Novelle af H.P. Lovecraft
HN Publishing, 2020

I forlaget HN Publishings projekt med at oversætte og udgive alle Lovecrafts noveller som e-bøger og lydbøger er turen nu kommet til ’Old Bugs’. Novellen er fra 1919, men den blev dog først udgivet i 1959. På dansk er det blevet til ’Gamle tosse’. Novellen handler om en gammel mand der er gået i hundene pga. druk. Han arbejder nu på et værtshus med div. forfaldent arbejde, men når der kommer unge ind, kan han blive forfærdeligt vred i sit forsøg på at afskrække dem fra at drikke. Lovecraft skrev novellen for at afskrække en af sine bekendte fra at drikke alkohol.

Dette er ikke en særlig kendt Lovecraft-novelle, men i bestræbelsen på at udgive alt, så skal den selvfølgelig tages med. Som med de andre udgivelser fra HN Publishing, så er dette en glimrende oversættelse, men det er nok en udgivelse som kun er for de få.

Anmeldereksemplar leveret af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 60

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Runa Sørensen – Dæmonernes hav

DÆMONERNES HAV
Roman af Runa Sørensen
Mellemgaard, 2020, 208 sider

Ulf er 13 år gammel og bor sammen med sine 12 søskende i et hus som folk kalder Horehuset. Grunden til dette øgenavn er at alle de børn der bor deri er børn som hertugen har fået med forskellige kvinder andre end hans kone. Der er godt nok en gammel mand der skal hjælpe med at passe på børnene, men han er ved at være senil, så Ulf prøver at hjælpe de andre, da den mad som hertugen sender ned til dem, er nærmet uspiselig. En dag sniger han sig samme med en af sine brødre ind til byen for at stjæle noget mad. De bliver dog fanget og selvom han kæmper imod så ender de alligevel på skafottet. Bødlen ender dog med ikke at hugge hovederne af dem, men smider dem i stedet i det hul som resterne af de henrettede smides i når de er blevet et hoved kortere. Det er et hul der ender i voldgraven hvor lindormen holder til. Det lykkedes dem med nød og næppe at undslippe dette frygtelige væsen, men det er bestemt ikke sidste gang de kommer i livsfare, og i deres flugt finder de ud af at hertugen har flere hemmeligheder. Han er dog ikke den eneste der gemmer på en hemmelighed.

Historien finder sted på en ø hvor lindorme ikke er det eneste mytiske væsen der er virkeligt, men også hvor man prøver at holde dæmonerne væk ved at ofre unge piger til dem, bl.a. ved at årligt at udvælge en der skal spærres inde i diget for på den måde at sikre havets dæmoner ikke oversvømmer det lille samfund.

Historien tager dermed udgangspunkt i danske sagn og myter, og ikke overraskende kan man i forfatterpræsentationen læse at forfatteren stammer fra vadehavsområdet, hvor havet og digerne har været en væsentlig del af historien i utallige år.

Selvom man hurtigt fornemmer at Ulf nok ikke er en helt normal dreng, så er det bestemt ikke en historie hvor hovedpersonen lige pludseligt viser sig at have evner der kan løse alle problemer, men der skal kæmpes for overlevelsen, og som læser følger man spændt med.

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 60

 

Udgivet i Bøger, Fantasy, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

DON’T ESCAPE: 4 DAYS TO SURVIVE

DON’T ESCAPE: 4 DAYS TO SURVIVE
Spiludvikler: Scriptwelder.
Armor Games Studios, 2019. PC og Mac

Don’t Escape: 4 Days to Survive er et ’point and click’ eventyr, hvor man skal overleve i en døende verden. Der har været minedrift på månen. Dens bane er blevet ustabil, og Månen vil støde sammen med Jorden om fire dage. Man spiller nogle scenarier. Hvert scenarie er en enkelt dag. Der er en eller anden trussel, som man skal overvinde. Jeg fik menneskespisende græshopper som det første scenarie. Hedebølge blev mit andet. Det er også muligt at få helt andre scenarier ved at spille spillet igen.

Scenarierne er af middel sværhedsgrad. Man har et hus som base og skal prøve at forberede det på truslen. Det er et omvendt escape room. Her skal man ikke bryde ud, men prøve på at lukke sig inde. Der er en tidsbegrænsning på. Man har typisk tolv timer. Når man går rundt på samme sted, går tiden ikke. Når man udfører en handling eller tager et andet sted hen, går tiden. Jeg var dog ikke i tidsnød, selv om jeg fedtede lidt rundt i spillet. Man skal bare ikke spilde tiden for meget. Man kan dog altid gemme spillet i starten af scenariet og prøve igen ud fra dette. Man bruger objekter i omgivelserne på andre objekter. Det er også muligt at stille objekter på gulvet. Man har en bil man kan køre rundt til andre steder. Det sparer tid, men man skal også skaffe benzin til bilen. Man kan undervejs også finde allierede. Det er mennesker som har været ude for et eller andet.
Når tiden er gået, eller man føler man er klar, vurderer spillet din og dine allieredes chance for at overleve. Fik man lige gjort de rigtige forberedelser? Ellers går spillet lidt tilbage i tiden for at se om du kunne prøve at gøre noget anderledes.

Jeg synes spillet er ret uhyggeligt. Jeg havde lidt svært med at komme i gang med det på grund af uhyggen. Spillet er lavet i Unity af en polsk spiludvikler. Det er en enkelt mand som står bag. Han har tidligere lavet Don’t Sleep, som jeg også har anmeldt til Himmelskibet. Der er også Don’t Escape 1-3. I første scenarie af det spillede jeg en varulv som skulle lukke sig selv inde. På den måde kunne landsbyens indbyggere reddes. Don’t Escape 1-3 har også nogle lignende scenarier som i Don’t Escape 4. Grafikken er dog ligesom i Don’t Escape. Det er en anelse dårligere.

Don’t Escape 4 har pixeleret grafik ligesom Indiana Jones and the Fate of Atlantis. Man kan også vælge mellem en klassisk og en nyere font. Der er ikke indtalt stemmer. Grafikken er flot. Musikken passer godt til. Spillet kan godt spilles af børn. Jeg kunne ret godt lide spillet, da jeg kom i gang med det. Det kan ikke spilles med en controller. 9,5 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet nr. 60

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Josh Malerman – Bobby Knocks – en Bird Box-historie

BOBBY KNOCKS – EN BIRD BOX-HISTORIE
Kortroman/novelle af Josh Malerman
Kandor, 2020, 44 sider

I Josh Malermans roman Bird Box fra 2014 (og filmatiseringen instrueret af Susanne Bier fra 2018) var verden under angreb. Angrebet kom af nogle væsner som hvis man blot så dem, blot i et split sekund, blev man ramt af en sindssyge som enten gjorde at man øjeblikkeligt vil forsøge at begå selvmord, eller man ville forsøge at tage andre med sig i døden. I den bog følger vi en kvinde der igennem 5 år har trænet to børn til at tage med på en farlig rejse til et sted hvor de måske kan være i sikkerhed.

I Bobby Knocks er det den 13-årige Bobby vi følger. Hans familie så væsnerne og er alle døde. Han har efterfølgende overnattet i et telt i skoven, og da vi møder ham, har han i et par uger overvåget et hus hvori der er andre overlevende. Han er usikker på om de vil lukke ham ind, hvilket er grunden til at han udspionerer dem, for at komme til at kende dem. Han har konstrueret et par briller der gør at han kan sidde og kigge igennem en sprække i deres vinduesafdækning, uden farer for at komme til at se et af væsnerne, hvis et sådan skulle komme forbi.

Det hele er dog ved at gå galt en dag hvor han lyner sit telt op, og en af beboeren hører det, hvilket skræmmer dem, og gør dem endnu mere påpasselige over for alt udefra kommende.

Bortset fra et punkt, som det vil være en spoiler at komme ind på, så bidrager bogen Bobby Knocks måske ikke med det store nye til Bird Box-universet, men det var et fint gensyn, med et fortælleunivers som jeg i hvert fald fandt interessant, og som jeg gerne vil vende tilbage til.

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Ameldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 60

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Andy Weir – Artemis

Artemis
Roman af Andy Weir, 453 sider
Broadway Books, 2017

Efter at have taget os til Mars, i godt og humørfyldt selskab med den efterladte astronaut Mark Watnay, vender forfatteren til The Martian blikket mod vores nærmeste nabo, Månen. The Martian var en roman der, med et par betydelige friheder, stort set blandede virkelig videnskab med vores hovedpersons stædige iderigdom og vilje til at overleve hvad en utilgivende planet kunne smide efter ham. Artemis er grundlæggende en kup-roman sat i rummet, tilsat nybyggeratmosfære og kølig videnskab.

Artemis er den første frie, permanente beboelse på månen, som lever af en lille smule minedrift, og så ellers af rige turister. Byen består af fem kupler, Bean, Conrad, Aldrin, Amstrong og Shepard. Der er de fine kupler til milliardærerne, hvor de kan leve et behageligt liv med lav tyngdekraft og skattefrihed. Så er der de mindre kupler til teknikere og andre tjenende ånder, hvor folk er pakket sammen med et skohorn. Her lever vores hovedperson Jasmine ’Jazz’ Bashara i en beboelseskiste, der ikke er større end 1x1x2,5 meter. Og hun er ikke tilfreds. Hun skal dele de tvivlsomme toilet- og badefaciliteter med kistehotellets andre på-røven beboere, og får sjældent råd til at spise andet end tankgroet algemad tilsat smagsstoffer. Jobbet som fragtmand i en lille elbil, parret med lidt lukrativ smugling til venstre hånd, efterlader hende kun lige med penge til at overleve.
Jazz vil være rig. Drømmen om et bedre liv blandt byens hold af elite-turistguider brister, da hendes rumdragt går i stykker under en optagelsesprøve til guidernes lav. Gode råd er dyre, og Jazz overtales af en rigmand til at foretage en smule sabotage på månens overflade. Det er Jazz’s store chance for et nyt liv. Naturligvis går aktionen gruelig galt, og snart kastes Jazz ind i et dødsensfarligt spil mellem gangstere, milliardærer, og byens mere forbenede indbyggere. Sabotagen dækker over forretninger til billioner, der kan afgøre rumbyens fremtid.

The Martian var en massiv succes, og Weir har besluttet sig til at beholde samme formel i hans nye roman. Hvorfor reparere på noget der ikke er i stykker? Det betyder at vores hovedperson er hurtig i replikken og til at finde smarte løsninger. Jeg var ret irriteret på hende i bogens første halvdel, men efterhånden kom sympatien modstræbende over på hendes side. Jeg mistænker måske jeg er blevet manipuleret af forfatteren, eller også mangler hun blot Watnays humanisme. Sproget i romanen ville få andre forfattere til at rødme, og mangler finesser, men passer vel meget godt til den omtumlede, nybyggeratmosfære i romanen. Romanen giver et glimt ind i en fremtid ude i rummet, hvor nybyggere udholder trange og kummerlige forhold, for at udforske den endelige grænse. Træde der hvor mennesker ikke har vandret før, og hvor det mindste fejltrin kan få dødelige konsekvenser. Det er The Expanse på et lavere, mere realistisk blus. Den indsigt, atmosfæren og de små detaljer er læsningen værd. Historien er til gengæld hurtigt glemt. Den mangler det eksistentielle lag, den grundlæggende humanisme, samt den grandiose drøm om Mars, som løftede the Martian op.

Anmeldt af Bjarne Sinkjær i Himmelskibet nr.60

Udgivet i Roman, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

THE PRISONER

THE PRISONER
Everyman Production, Britisk, 1967. 17 episoder à 50 min.
Skiftesvis produceret, skrevet og instrueret af: George Markstein, David Tomblin, Patrick McGoohan og Don Chaffey.
Medvirkende: Patrick McGoohan m.fl.

Der er gennem årene blevet produceret et pænt stort antal udmærkede (og nogle ikke fuldt så imponerende) science-fiction tv-serier. Mange af dem har det tilfælles at der efterfølgende er opstået en egen fandom rundt dem, bestående af entusiaster der diskuterer karakterer og plot, udgiver fanzines og afholder kongresser, osv.

Den britiske tv-serie The Prisoner er ingen undtagelse. Lige siden den blev vist på tv første gang i efteråret 1967 (året efter i USA og Australien, og senere gentagne gange i diverse hybrid-kanaler), er den blevet ved med at fascinere og provokere. I eftertiden har den fået kultstatus, og der er skrevet tykke bøger og lavet flere tv-udsendelser om den, selvom den ikke består af mere end 17 episoder.

Seriens skabere var velmeriterede med hensyn til tv-produktioner. I flere år havde de stået bag agentserien Danger Man, med Patrick McGoohan i hovedrollen. McGoohan var efterhånden ved at gå træt af den karakter han spillede og ville gerne prøve noget nyt og anderledes. Han foreslog for George Markstein at lave en helt ny serie, der ikke lignede nogen anden tv-serie hverken før eller senere. Han skrev et synopsis på 40 sider, der lagde præmisserne for serien.

Oprindeligt var der planlagt syv episoder, men for at kunne sælge den til USA skulle den første sæson have mindst 26 afsnit. McGoohan mente at dét kunne historien ikke holde til, men de blev enige om at gå i gang og se hvor langt de kunne nå. Det var et dristigt projekt, for de havde slet ikke alle afsnittene skrevet færdigt.

McGoohan kendte til ferielandsbyen Port Meirion i det nordlige Wales i forvejen, og lykkedes at overtale ejeren til at få lov til at skyde alle udendørs scener der (udenom feriesæsonen), mens alt hvad der foregår i futuristiske miljøer inden døre blev spillet ind i studio. Med de gode rygter McGoohan og holdet havde i branchen, stod skuespillere i kø for at medvirke.

Det sværeste var at finde på historier til hver ny episode, der både var trofast mod forlægget og samtidig rummede en afsluttet historie hver afsnit. Resultatet blev den måske mærkeligste og en af de mest uhyggelige tv-serier der nogensinde er blevet skabt. Den lagde også en helt ny standard for hvordan tv-serier kan laves.

Det der gør den så skræmmende er hvordan venlighed, hjælpsomhed og velvilje menneskene imellem dækker over det faktum at det i virkeligheden handler om et meget autoritært og undertrykkende regime i The Village. Og beboerne finder sig tydeligvis i det, for dybest set har de ikke noget andet valg.

Begyndelsen på den første episode, Arrival, var nøje gennemtænkt. Den skulle med små variationer fungere både som pilot for serien og som indledning (i forkortet form) på de efterfølgende episoder. Handlingen er forholdsvis enkel:

En navnløs secret service-agent (Patrick McGoohan) siger sit job op i utide og tager hjem for at pakke inden han skal på ferie. Han bemærker ikke den store, sorte bil, der følger efter ham. Mens han pakker kufferten, bliver han gasset og falder bevidstløs om i sin lejlighed.

Da han vågner op, føler han sig desorienteret og går hen til vinduet. Han trækker persiennen op, og det han får at se udenfor, er ikke det kendte London-scenario, men derimod nogle vildt fremmede omgivelser. Hvordan er han havnet hér?

Han styrter forvirret ud af huset, for at prøve at finde nogen som kan fortælle ham hvor han befinder sig. Han bliver tilbudt morgenmad i et cafeteria, men er for ophidset til at spise. I stedet forsøger han at ringe, men han opnår kun at bestille en lokal taxa, det kører ham hen til en lille butik der sælger al slags varer.

Han går ind i butikken og beder om et kort. Kortet viser The Vilage, omgivet af høje bjerge på tre leder og hav på den fjerde. Det siger ingenting om hvor The Village befinder sig, om han stadigvæk er på de britiske øer eller måske bag jerntæppet (dette var under den kolde krig, med aktive spioner og agenter på begge sider).

Tilbage i sit hus bliver han opringet af landsbyens borgmester, Number Two, der inviterer ham til at komme til den grønne kuppel og spise morgenmad. Her får han at vide at han er blevet overvåget i årevis, og nu vil man gerne have at vide hvorfor han har sagt sit job op. Det nægter han dog at svare på. Number Two tager ham med på en omvisning i The Village. De flyver en runde med helikopter – en flugtmulighed som Number Six senere benytter, dog som det skal vise sig med nedslående resultat. Det er nemlig ikke mulig at flygte fra The Village … Er man først havnet her, er der ingen vej tilbage.

En forkortet version af denne intro indleder hver enkelt episode. På et tidspunkt løber Number Six hen ad en lang sandstrand, mens følgende dialog udspiller sig i baggrunden (med voiceover):
Number Six: “What do you want?”
Number Two: “Information.”
Number Six: “Whose side are you on?”
Number Two: “That would be telling. We want information.”
Number Six: “You won’t get it!”
Number Two: “By hook or by crook we will!”
Number Six: “Who is Number One?”
Number Two: “I am Number Two. You are Number Six.”
Number Six: “I am not a Number. I am a free man!”
Number Two: “Ha ha ha ha ha!”

Bag Number Six kommer en stor, hvid ballon sejlende, Den kaldes Rover og indfanger enhver der prøver at flygte fra The Village, hvilket tit ender med hospitalsindlæggelse. Også Number Six må en tur forbi hospitalet allerede i den første episode.

Som serien udvikler sig, går det op for Number Six at alle i The Village – inklusive Number Two – er fanger/tidligere agenter der har trukket sig tilbage. De allerfleste lader til at være såre tilfredse med tingenes tilstand. Kun Number Six er i vedvarende opposition, og alle bestræbelser på at kue hans oprør mislykkes. Det fører også til at Number Two hele tiden skiftes ud. Mens Number Six udtænker stadig mere udspekulerede metoder for at prøve at komme væk fra The Village, bliver han udsat for stadig mere ekstreme metoder for at prøve at knække hans jernvilje og lokke ham til at underkaste sig de skrevne og uskrevne regler der gælder i The Village. Number Two bruger psykologi og eksperimentel psykiatri og gør en række andre greb, men lige så lidt hjælper det.

Mere skal ikke afsløres her, hvis læseren skal have nogle overraskelser til gode. Serien ligger som enkelteposoder på YouTube, men ellers sælges den også i en boks med 7 DVD’er og en tyk bog der beskriver seriens tilblivelse.

Anmeldelse af Cato Pellegrini i Himmelskibet nr.60

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Star Trek: Picard (sæson 1)

Star Trek: Picard (sæson 1)
Tv-serie, USA 2020, 10 episoder
Medv.: Patrick Stewart, Brent
Spiner, Isa Briones, Michelle Hurd, Alison Pill, m.fl.
Advarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilers.

Ak ja, hvor skal jeg begynde? Jeg er gigantisk fan af Captain Picard. Han er for mig den bedste figur i den bedste og mest klassiske science fiction tv-serie, og han personificerer de ægte utopiske idealer i Gene Roddenberrys Star Trek-univers; et univers som efter min mening blev markant bedre og mere seriøst idealistisk ved overgangen fra den gamle tresser-serie til den næste generation, der debutterede på tv i 1987. Selv om han ikke er perfekt og f.eks. er lige lovlig formel og stiv i pudset, så er Picard dog arketypen på det videnskabeligt tænkende og moralsk og humanistisk perfektionistiske menneskeideal som et utopisk/klasseløst samfund en dag vil basere sig på. Ikke at Picard selv nødvendigvis er det perfekte menneske, men han forstår idealet og vil gøre alt for at beskytte dette ideal. Det ser man f.eks. i den groft undervurderede TNG-film Star Trek: Insurrection (1998), hvor han ser Ba’ku-folkets utopiske samfund for hvad det er og ikke et øjeblik er den mindste smule i tvivl om at han skal være på deres side imod en Føderation som har givet køb på sine idealer.

Når man er kæmpe fan af Picard, må man nødvendigvis også være fan af Patrick Stewart. Men med den nye Star Trek: Picard serie er jeg i den situation at Stewart lidt har knust mit hjerte ved at være entusiastisk omkring en historie som efter min mening er ganske håbløst dårligt skabt og skrevet og rammer fuldstændig ved siden af enhver acceptabel Star Trek-ånd. Heldigvis er Picard-figuren selv, og dens integritet, næsten den samme i denne serie som vi kender den fra tidligere og som den bør være. Men det meste af hvad der sker i denne sæson, som er én lang historie, er en omgang rodet og inkompetent makværk som på ingen måde respekterer den utopiske Føderation, vi kender fra Star Trek: The Next Generation eller de progressive og videnskabelige idealer som et utopisk samfund bør bygges på.

Der er i min optik ikke nogen rigtig historie; i stedet er hele plottet baseret på den personlige relation mellem Picard og Data (for Data, selv om han for længst er død, er jo en suuuper-populær figur! Dollartegn, dollartegn! Fanservice, fanservice!), fra hvilket de så har opbygget et dybt irriterende og frygteligt bedaget singularitetsplot med upassende horror-elementer om nogle mystiske og farlige aliens som hader kunstig intelligens og vil komme og ødelægge hele galaksen hvis de finder ud af at der er blevet opfundet maskinintelligens i stor stil (og det er der, for Datas opfinders søn er begyndt at lave endnu mere menneskelignende androider, hvad helvede dét så end skal gøre godt for. Jeg mener, kunstigt liv er meget godt, men hvorfor skal androiderne partout kunne forveksles med mennesker? Det giver ingen som helst mening, hverken i virkeligheden eller i denne series plot).

Men for at starte med begyndelsen: Lige fra start er Picard mørk og dyster. Starfleets skibsbygningsværft på Mars blev nogle år tidligere angrebet af en meget mystisk flåde, som tilsyneladende bestod af Starfleets egne arbejds-androider (som slet ikke er rigtigt intelligente), og 92.000 mennesker blev dræbt. I en idealistisk Føderation med hundreder af planetære kolonier, styret efter den vildeste og mest heroiske civilisationsfilosofi, og sikkert mange trillioner mennesker alene i Jordens eget solsystem, burde/ville dette angreb (som klart skal alludere til d. 11/9/2001) jo ikke være nogen virkelig betydelig krise for dét samfund. Snart en hvilken som helst mindre katastrofe på en eller anden koloni ville jo nemt kunne kræve langt flere dødsofre, og sådan nogle katastrofer må jo ske nu og da – for slet ikke at tale om de adskillige krige, Føderationen har været involveret i!

Men, ikke desto mindre er hele Jordens Starfleet (og måske også hele Føderationen?) gået i frø pga. dette bette Mars-angreb og er blevet sure, tvære, racistiske, m.m. Seriens skabere, og Stewart selv, har ikke lagt skjul på at dette skal være en parallel til Trumps Amerika – men det passer bare ikke ind i et utopisk Star Trek-univers. Overhovedet. Det giver ingen mening. Og jeg kan heller ikke spore nogen speciel eller overhovedet eksisterende kritik af Trump selv, eller højrefløjen. Føderationens borgere lever i en mørk tid, hvilket man måske kunne sidestille med at anstændige mennesker i den virkelige verden lever i skyggen af Trump, men der er bare ikke noget symbol eller metafor på Trump i denne serie. Racismen mod romulanerne kan man måske sige er en parallel til dumme Trump-tilhængere, men igen giver det ikke mening i historien, for angrebet fra android-flåden kom midt i at Starfleet var ved at evakuere romulanske flygtninge fra den super(hyper?)nova som har ødelagt, eller vil ødelægge, mange af deres solsystemer, og selv om det til sidst afsløres at en hemmelig gruppe af romulanere faktisk var ansvarlige for angrebet på Mars (ret stupidt, når de nu også var i gang med at evakuere deres folk – kunne de i det mindste ikke have ventet til efter evakueringen?), så er dette ikke noget som jordboerne ved i begyndelsen af historien, og derfor giver deres racisme overfor romulanere ingen mening. Utroligt rodet plot.

De øverstbefalende i den nye mørke Starfleet siger selvfølgelig også “fuck” nu. Det begyndte figurerne i Star Trek: Discovery også på for nyligt. Det giver ingen mening; det viser kun hvordan de nuværende forfattere/producere (specielt Alex Kurtzman, som vist er den der kontrollerer tv-franchisen nu) har misforstået det hele. I det nye Trek gives der klart udtryk for den tolkning at bandeord er specifikt forbudt i Starfleet af formelle årsager og at de reverterer til at bruge dem når tingene brænder på eller når de bare har lyst til at bryde reglementet. Men det er ikke derfor at der traditionelt ikke har været bandeord i Star Trek. Roddenberrys fremtid er en utopisk fremtid der har udviklet sig til et post-scarcity samfund hvor folk ikke længere er udsat for den undertrykkelse og ulyksaglighed som fører til brugen af bandeord. Folk er lykkelige og arbejder harmonisk sammen, og derfor har de naturligvis udviklet sig hinsides grimme ord der udtrykker grimme attituder. Så de er holdt helt op med at bruge dem og ville ikke genoptage brugen af dem bare fordi der indfinder sig en krisesituation. Men Kurtzman & co. forstår simpelthen ikke utopiske aspekter som disse; de fatter kun nutidens attituder og kan ikke kommunikere i andre udtryksformer. Så det nye Trek er ikke længere progressivt science fiction, men noget der reelt kun tager udgangspunkt i vores nuværende, etablerede samfunds værdier og normer.

Men tilbage til plottet. Nogle af afsnittene er underholdende nok; man må fremhæve specielt to afsnit. Dels det syvende afsnit, “Nepenthe”, hvor vi møder Riker og Troi og deres teenage-datter (som dog slet ikke ligner nogen af dem). Det er et hyggeligt, nostalgisk og følelsesfuldt afsnit, men det betyder ikke meget for plottet som helhed. Mere/mest interessant er det fjerde afsnit, “Absolute Candor”, som foregår på en koloniplanet hvor nogle romulanske flygtninge er blevet bosat og som faktisk introducerer et nyt, dejligt koncept til Trek-universet. En orden af krigernonner bor på denne planet, og de praktiserer filosofien ‘absolute candor’ (fuldkommen ærlighed), som går ud på at man ikke skal lade nogen former for nag eller uenighed eller uforløste følelser ligge og ulme; i stedet skal man altid hurtigst muligt konfrontere hinanden med enhver konflikt eller emotionel anspændelse, så man hurtigt og effektivt kan løse dem. Man skal ikke afkræve hinanden løfter, for “a promise is a prison”. Man når ikke nødvendigvis til enighed om alt, men man kan opnå gensidig respekt og dyb personlig indsigt og affinitet. Dette er den eneste ting ved denne tv-serie som jeg virkelig godt kan lide; det er det eneste som jeg synes er klart i Roddenberrys Star Trek-ånd.

Plottets klimaks til sidst i serien involverer at Picard dør, men får sin bevidsthed overført til en eksakt androide-kopi. Og det er bare fuldkommen ulogisk og unødvendigt på enhver måde, med en meget klodset plotudvikling op til. Det skal sikkert forestille at Picard nu skal være tættere på Data og selv mærke hvordan det er at være en androide, men det er forrykt og mangler fuldkommen en ordentlig motivation. Der er så mange ting ved det som ikke giver mening. Også fordi Picard er stærk modstander af udødelighed og langt liv (hvilket jeg mener er dybt ulogisk; en figur som Picard elsker livet og ville derfor takke ja til et længere liv), hvilket de ‘løser’ ved at sige at selvfølgelig vil den nye androide-krop ikke forlænge hans liv med mere end ca. 20 år, for de kender jo alt til hans følelser om den sag, men det er bare endnu en grund til at det fortællemæssigt var komplet ligegyldigt at give ham en androide-krop. Tv-serien kan under alle omstændigheder kun fortsætte så længe den 80-årige Patrick Stewart er i live. Hvorfor lave et tilfældigt, kunstigt skel mellem den rigtige mand og den figur han spiller, når det alligevel ikke kan gøre nogen forskel? Og jeg kunne blive ved! Denne plotudvikling sker på bekostning af andre figurer, som var i gang med andre projekter, der kuldkastes pga. Picards lemfældige død (en død som ikke engang har noget at gøre med den hjernesygdom, han havde i slut-afsnittet af The Next Generation: irumodic syndrome) og gør serien til et totalt Picard/Data-show hvor de andre figurer reelt er ligegyldige; reduceret til a means to an end. Man får ingen tilfredsstillende historier eller ideer i denne sæson; det er bare en omgang karakter-drevet navlepilleri, meget ligesom Discovery, som bare handler om Burnhams diverse personlige problemer med sin familie og sin skæbne som midtpunkt for alle væsentlige begivenheder. Alt det nye Trek er frygteligt skrevet. Det er deprimerende!

Karakter: 5 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Science Fiction, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar