Klaus Æ. Mogensen – Ud af Normalrummet

Ud af Normalrummet
Novellesamling af Klaus Æ. Mogensen
H. Harksen Productions, 2020, 148 sider

Ud af Normalrummet af Klaus Æ. Mogensen er en samling af fantastiske noveller, der har meget forskelligt at byde på – især fordi samlingen ikke lader sig begrænse af genrer og normer for novellesamlinger skrevet af en enkelt forfatter. Novellerne har til fælles at de handler om en situation, der er “ude af normalrummet”, om dette så er i fremtiden, i en anden dimension, i en fantasy-verden eller noget fjerde.

Et kort fantasydigt på engelsk indleder novellesamlingen. Digtet er et praj om, at læseren kan forvente sig lidt af hvert af de følgende noveller.

Et par af novellerne har masser af verdensopbygning og giver indblik i universer, der sagtens kunne rumme lange romaner. Jeg håber at Mogensen på et tidspunkt udforsker den verden, der blev præsenteret i fantasynovellen “Kløer”. Andre noveller er smugkig ind i et fremtids-tankeeksperiment med god rod i nutiden (“Palins projekt”), et helt klassisk science fiction kneb. Jeg nyder at læse begge slags noveller og de fungerer fint sammen i en samling.

“Kløer” kan minde lidt om de verdener China Miéville bygger op i for eksempel Perdido Street Station, men tilført lidt stemning fra 1001 Nats Eventyr. Det er weird voksen-fantasy med masser af genkendelige elementer fra hvordan mennesker opfører sig og reagerer i den virkelige verden.

“Kærlighedens lotteri” mindede mig om hvor meget jeg elskede at læse Tracy Hickman og Margaret Weis’ Dragonlance-romaner da jeg var lille, og “Universets mørke” begynder som noget, der kunne være skrevet af en dansk, kvindelig forfatter som Helle Helle eller Kirsten Hammann og ender som Lovecraft.

De helt korte noveller i samlingen gav mig uden tvivl de bedste læseoplevelser. Korte sætninger og enkle idéer, der på én enkelt side kan ende et helt andet sted end den startede. Jeg vil virkelig anbefale “Sfærisk musik”, “Vinteroffer” og “Farvel” som korte, unikke og interessante tekstbidder, som læseren kan mærke, der er blevet kælet for. De bedste af de korte tekster er mindst lige så gode som Kasper Colling Nielsens korte tekster i Dengang dinosaurerne var små.

Min eneste anke efter at have læst Ud af normalrummet er manglen på prolog eller epilog, eller bare en lille hilsen fra forfatteren (for eksempel “dette er mine yndlingsnoveller fra de sidste 5 år”).

Jeg er altid lidt nysgerrig efter at vide hvordan en bog, samling, antologi eller andet kreativt værk er blevet til, og novellesamlinger taler ikke helt for sig selv i samme grad som romaner. Netop Ud af normalrummet er en ret særlig samling af forskellige tekster, som er gode hver for sig, men også passer ret godt sammen. Digtet i starten af samlingen passer for eksempel rigtig fint til resten af teksterne, men gør mig også mere nysgerrig efter at vide om der var en proces, der gjorde, at netop disse tekster er valgt. Hvorfor udgives de sammen? Mange har været udgivet før, hvilket gør mig endnu mere nysgerrig. Måske kommer der en Vol. 2 med den efterspurgte eftertanke.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Bøger, Fantasy, Novellesamling, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Adolfo Bioy Casares – Morels Opfindelse

Morels Opfindelse
Roman af Adolfo Bioy Casares
Oversat af Maria Louise Albjerg Ravnholt & Jon Albjerg Ravnholt
Forord af Jorge Luis Borges
Efterord af Jon Albjerg Ravnholt
Forlaget Sidste Århundrede, København 2019

Har du set TV-serien LOST? Hvis ja, så har du oplevet den stemning som denne korte roman fra 1940 skaber med sin prosa (Som en tak for inspirationen optræder bogen faktisk i sæson 4). Her er det ikke gjort i musik, closeups, klip og makeup-effekter, men med ord. Den er svær at lægge fra sig, hvilket er temmelig imponerende for en så forvirrende og eftertænksom/filosofisk prosa. Men virkemidlerne er disponeret helt rigtigt. Det er helt forståeligt at Jorge Luis Borges i forordet, og Roberto Bolano på bagsiden, priser bogen som et mesterværk.

Morels opfindelse handler om en desperat situation. På en forladt ø, der siges at huse en frygtelig sygdom hvor huden visner og neglene falder af, og hvor to sole og to måner skinner på himlen, skjuler en flygtning sig for sine forfølgere. Vi ved ikke hvad han har gjort, men for at undslippe har han forladt Venezuela og er flygtet via Indien til en lille, ukendt øde ø langt ud i Stillehavet. Her har han lært at klare sig som en anden Robinson Crusoe og udforsket de forladte bygninger der er på øen: et museum, et kapel, nogle andre bygninger, et svømmebassin. Han har fundet de planter og rødder han kan tåle og prøver at skrive sit forsvarsskrift. Men han er ikke alene på øen: En gådefuld gruppe fremmede dukker op. De synes ikke at se ham. Er de en del af hans forfølgeres komplot? Eller er han usynlig, et spøgelse? Hvor kommer de fremmede fra? Hvorfor rammes de ikke af sygdommen? Og hvorfor er der to sole og to måner? Stadigt mere besat søger flygtningen svaret på øens mange gåder. Hvad værre er: Han forelsker sig i en af de fremmede, den smukke Faustine. Ja, det er meningen vi skal tænke på Faust, der elskede så meget at han gjorde det forfærdeligste. For dette er en roman om hvad ugengældt kærlighed til en smuk kvinde kan få mænd til at gøre. Vores desperate flygtning har dog et ekstra problem: Hvordan vinde hende, når hun slet ikke ser ham?

Det er en særdeles konstrueret roman. Alt, både løgne og guldkorn, er på sin rette plads i teksten. At give yderligere detaljer end det ovenstående ville være at fratage læseren kerneoplevelsen, erfaringsrejsen, ved at læse bogen.

Morels opfindelse, som titlen jo trækker frem i læserens sind, men er fraværende langt hen af vejen og dermed bidrager til følelsen af mystik, er kernen i begivenhederne. Det er et klokkeklart novum som i sig selv gør bogen til science fiction. En moderne twist på en yndet ide i den genrelitteratur. der blev skrevet omkring år 1900 med fotografiets og senere de levende billeders fremkomst. Men karakteristisk for den senere latinamerikanske magiske realisme bliver det, der udspiller sig omkring dette novum, komplekst, fragmenteret og næsten filosofisk. Læseren er en vigtig del af rejsen her og må selv manøvrere imellem hovedpersonens fortielser, mange misforståelser og de   usandfærdige med- og modspillere i historien, herunder noterne til teksten.

Denne udgave er en genudgivelse. Bogen udkom også i 1988 på dansk, men jeg må sige at oversættelsen her er absolut perfekt. Som læser tænkte jeg ikke et sekund på at dette var en udenlandsk roman! Bogen har – som alle mesterværker – sin helt egen stemme fra første til sidste sætning, og den stemme er fint udtrykt på klingende dansk.

Morels opfindelse er filmatiseret et par gange, faktisk oplyser Jon Albjerg Ravnholt i efterordet at det var filmene der skabte opmærksomhed om bogen. Indtil da var der kun solgt gange få eksemplarer om året. I efterordet gives der også perspektiver på forfatteren, bl.a. i omtalen af et interview Casares gav 30 år efter bogens udgivelse, og hans værk placeres fint ind i den argentinske litteraturkanon på den korte plads. Jorge Lius Borges forord giver et andet perspektiv, det ser på genren som sådan og giver gode meta-betragtninger til kollegaens værk.

Med for- og efterord og diverse noter er dette blevet en lille helstøbt udgivelse af en klassisk tekst som bør læses af alle science fiction-fans. Jeg skal i hvert fald lige have tjekket hvad dette forlag ellers går og laver!

Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Bøger | Tagget , , | Skriv en kommentar

Jacob Kokkedal – Helerens håb

Helerens håb
Roman af Jacob Kokkedal
Den trofaste bror bind 3
Ulven og Uglen, 2019, 549 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Helerens håb er tredje roman i fantasyserien Den trofaste bror. Nummer et i serien, I døden og videre, blev anmeldt i Himmelskibet nr. 51, og nummer to, Ørkenrose, blev anmeldt i Himmelskibet nr. 53. Jeg skrev i min anmeldelse af I døden og videre at den var til yngre læsere – men det er ikke gældende for dette bind, og hvis man læser alle tre bind (som man bør gøre), synes jeg ikke man kan sige at serien er skrevet til yngre læsere. Dertil er handlingen nok for kompliceret og barsk.

Serien foregår i verdenen Gudshave, og i Helerens håb får vi mere at vide om hvordan Gudshave blev skabt af de tolv guder. I Bibelens skabelsesberetning (1. Mosebog kap. 1 v. 12) står der, at Gud så at skaberværket var godt. I Helerens håb hedder det at guden Kissym Arden sagde, at det skabte var godt (s. 360), og vi får at vide hvordan ondskaben kom ind i Gudshave. Men hovedhandlingen i Helerens håb er, at den fordrukne pukkelryg Balt nu er kommet til kontinentet Dritra-Ristra. Her træffer han Adale og hendes fire børn. De er kasteløse og meget udsatte, da kasteløse kan behandles meget dårligt af de højere kaster. Balt beslutter sig, efter at de presser på, for at beskytte dem i deres videre færd. De er blandt andet i landet Campot, som er gennemsyret af kastesystemet. Allernederst i dette kastesystem er de kasteløse og de behandles som slaver.

Campot regeres af en slags konge kaldet pasha, hvis navn er Bilaq-Khan. Balt og Adala kommer i karambolage med nogle af Bilaq-Khans folk, og de bliver efterlyst. Og der er dødemageren Murdu, der også er på sporet af dem. Derfor må de rejse ud af Campot. Vi følger også Bilaq-Khan og får indblik i den ondskab der styrer ham. Mere skal jeg ikke sige om handlingen i bogen.

Ligesom i de andre bøger i serien er de onde i Helerens håb virkelig onde. Der er ikke plads til nogen nuancer. Dog er der plads til at Bilaq-Khan bliver beskrevet som omsorgsfuld i sin barndom, men som voksen er han beskrevet på denne måde: “Smerten, den udspekulerede vrede og det forfængelige storhedsvanvid, var alt, han var” (s. 454).

Helerens håb er ikke en afsluttet historie på samme måde de to første bind i serien, og der lægges op til et bind fire i serien. Det er en fordel at have læst de to andre romaner i serien før man læser dette bind.

Bogen er overordnet set velskrevet. Dog er personbeskrivelserne meget direkte, og man får at vide hvad man skal mene om personerne. For eksempel står der på s. 365 at “vorterne i ansigtet blev lige præcis lyst så meget op af dagslyset, der faldt ind gennem vinduerne, at de fik deres egne skygger i det fæle ansigt.” Og på s. 467 står der “præstens ækle ansigt.” Det hænger sammen med at skurkene er virkelig onde og ikke har nogen forsonende træk. Men litterært er det måske nok ikke en fordel, at det forholder sig sådan. Jeg synes det ville være en fordel at det ikke står så direkte i teksten hvad vi skal mene om personerne. Til gengæld er der enkelte beskrivelser af lys, som er gode: “Tunge skyer spredtes, og den blege sol brød endelig frem efter flere dages gråvejr. Det fik slottets blåsorte sten til at skinne og de mange tårnspirs obsidianfarver i spil” (s. 484).

Men ellers er handlingen i bogen spændende, og det er en god bog på trods af at jeg synes den har sine fejl. På en måde er bogen bedre end de to andre bind i serien, så jeg vil klart anbefale at læse dette bind og de andre i serien.

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Chr. Køpmannæhafn Winther – Retsindigheden – og rejsen for at besegle

Retsindigheden – og rejsen for at besegle
Novelle/digtsamling af Chr. Køpmannæhafn Winther
SMSpress, 2020
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Christian K. Winther er redaktør på forlaget SMSpress, der primært udgiver – you guessed it – utraditionelle bøger, som man modtager per SMS. Winther har tidligere udgivet novellen “Verdens Rigeste Mand og hans tro tjener Boris”, der modtog Science Fictions Cirklens Niels Klim-pris i 2017.

I denne bog er der tale om en række løsrevne tekstfragmenter, kun adskilt af overskrifter, som kan være ret svært læselige ud i én køre. Jeg kan forestille mig at SMS-formatet kunne tjene teksterne ret godt. I løbet af teksterne hentydes gentagne gange til en anordning – eller et stof – kaldet milliwelt, der muligvis gør den unavngivne hovedperson syg eller måske netop er en del af hans behandling. Det er ligetil at sammenligne både stil og indhold med Nøgen Frokost af William S. Burroughs. Overskrifterne, den fragmentariske stil, den flydende virkelighed, og referencerne til et stof. Den store forskel er at Nøgen Frokost er indkapslet i nærmest faglitterære tekster om stofafhængighed. Det er denne bog ikke. I dén forstand er Retsindigheden endnu mere nøgen end sit forlæg. Al kontekst er unødvendig!

Nu til dét du gerne vil vide: Er dette science fiction?

Nogle af bogens bedste passager er dem, der løfter sløret for hvad foregår – hovedpersonen vågner nogle gange op i en slags kiste, hvor han bliver observeret. Sammenligningen med den virtuelle virkelighed i actionfilmen The Matrix og filosoffen Descartes’ idé om “Genius malignus” – den bedrageriske dæmon, der skaber en falsk verden – ligger lige for. Fuldkommen ligesom for Caspar Colling-Nielsens novellesamlinger Mount København og Den Danske Borgerkrig er science fiction-elementet den lim, der får fortællingen til at hænge sammen. Colling-Nielsens og Winthers bøger har det til fælles, at det uden rammefortællingenville være svært at finde sammenhæng i de enkelte fortællinger Hvor Colling-Nielsen direkte fortæller læseren hvordan og hvorledes novellerne passer ind i sammenhængen, så skal man lede længe efter den røde tråd hos Winther. Det må være en smagssag hvilken stil man foretrækker. Personligt lander jeg mellem de to stole – Colling-Nielsen tager mig for meget ved hånden, mens jeg synes at der er lovlig langt imellem trædestenene hos Winther. Dette er hverken plotdreven eller persondreven litteratur, der vil tilfredsstille den drevne genre-fan. Det er litteratur for sprognørder og æsteter. Denne type bog er oplagt til at vinde Lars Bukdahls Bet, men næppe fanmiljøets hjerte (hvis det da er muligt, for andre end vinderne af en Hugo, Nebula eller World Fantasy Award!).

Anmeldt af Rasmus Holstatbro Wichmann i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Bøger | Tagget , , , | Skriv en kommentar

The Boys Sæson 1

The Boys Sæson 1
Tv-serie, Prime Video, 2019
Skabt af Eric Kripke, Evan Goldberg & Seth Rogen efter tegneserien af Garth Ennis & Darick Robertson
Med: Karl Urban, Jack Quaid, Anthony Starr, Erin Moriarty m.fl.

I de senere år er det rigtig kommet på mode med dystre superhelteserier på tv, og The Boys er streamingtjenesten Amazon Prime Videos bud på genren. Den er baseret på tegneserien af samme navn (anmeldt i Himmelskibet nr. 38), skrevet af Garth Ennis (kendt fra bl.a. Preacher) og tegnet af Darick Robertson (som bl.a. har tegnet science fiction-serien Transmetropolitan). Jeg har ikke læst tegneserien, som jeg fravalgte på grund af et meget stort splatter-indhold (et af Garth Ennis’ varemærker), men valgte alligevel at se tv-serien, da jeg tænkte at den nok ikke var helt så splattet. Det er den heller ikke, men helt fri for splat er den bestemt heller ikke.

Vi befinder os i et mere eller mindre almindeligt superhelteunivers, blot med den forskel at superheltene er kommercielle superstjerner ligesom fodboldstjerner er det i dag – og de kan være lige så store røvhuller som de værste sportsstjerner. De mest kendte af dem, teamet The Seven, bliver styret benhårdt af den multinationale virksomhed Vought International, som alene er i superheltebranchen for pengenes skyld. En gruppe efterforskere, der i tegneserien er kendt som The Boys, men ikke har noget navn i tv-serien, prøver at afsløre hvor betændt Vought og The Seven er, en opgave der hverken er let eller ufarlig – det er usundt at pisse superhelte af.

De to centrale skikkelser i serien er nybegyndere på begge sider af skillelinjen. Den kønne og uskyldige heltinde Starlight (Erin Moriarty) bliver optaget i The Seven da der bliver en plads ledig, men livet i verdens mest kendte superheltegruppe viser sig hurtigt at være temmelig langt fra hvad hun havde forestillet sig. Mere eller mindre samtidig bliver nørden Hughies kæreste løbet ned af hurtigløberen A-Train – han står tilbage med hendes underarme i hænderne mens der står en rød sky ned ad vejen i kølvandet på A-Train. Voughts PR-team slår det med held hen som et hændeligt uheld: Kæresten stod faktisk en halv meter ude på vejen, hvor hun ikke havde noget at gøre og A-Train var på vej for at stoppe en forbrydelse.

Hughie (Jack Quaid) er ikke helt tilfreds med den forklaring, og han bliver snart rekrutteret af Billy Butcher (Karl Urban), der præsenterer sig som en CIA-agent, der arbejder på at afsløre Voughts og The Sevens råddenskab. Sandheden viser sig hurtigt at være lidt anderledes. Billy har selv mistet en kæreste til en superhelt, nærmere bestemt lederen af The Seven, Homelander (Anthony Starr), der er lige så mægtig som Superman og på overfladen lige så renskuret, og nu har Billy sat sig for at vælte idolerne. Billy får rekrutteret nogle gamle kumpaner, og snart er de et helt hold.

The Boys (der som sagt ikke har noget navn her, hvad der skaber en del forvirring om hvem seriens titel refererer til – heltene eller ‘heltene’?) finder ret hurtigt ud af at der er noget skummelt på færde – men lige præcis hvad og med hvilket formål? Det skal ikke afsløres her.

Serien er rigtig godt spillet i alle roller, men Karl Urban og de ellers ret ukendte Jack Quaid og Erin Moriarty bør fremhæves for den måde de er deres roller. Special effects for superheltenes evner er underspillede, men effektive, og mindst hverandet af de otte afsnit byder på et eller flere rimeligt modbydelige dødsfald, så der er bestemt også noget at komme efter for splatterfans. Der er en masse sort humor, og hen ad vejen må The Boys foretage sig en del mindre helteagtige ting, mens det viser sig at selv de værste (næsten) af superheltene også har nogle positive, menneskelige sider. Skillelinjen mellem de gode og de onde er derfor hårfin, og gråzonerne har ingen skarpe grænser.

Sæson 1 ender med lidt af en cliffhanger, men sæson 2 har premiere på Prime Video allerede til september, så nu er et godt tidspunkt at se den første. En tredje sæson er bestilt, og det er ikke godt at vide hvor mange flere det ender med. Tegneserien udkom med 72 numre fra 2007 til 2012, samlet i 12 trade paperbacks, så der er stof nok til i hvert fald en halv snes sæsoner mere.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

The Witcher, sæson 1

The Witcher, sæson 1
Tv-serie efter romanerne af
Andrzej Sapkowski
Skabt af Lauren Schmidt
Med: Henry Cavill, Freya Allan, Anya Chalotra, Lars Mikkelsen, Mimi Ndiweni m.fl.
Netflix, 2020

Den polske fantasy-bogserie Wiedźmin (på engelsk kendt som The Witcher) af Andrzej Sap­kowski er nok den mest succesrige fantasyserie der ikke oprindeligt er skrevet på engelsk. Serien begyndte i 80’erne med en række noveller, og siden blev det til seks romaner, hvoraf de fem udgør én samlet historie, kendt som The Witcher Saga. Serien er blevet fortolket i tegneserier, brætspil kortspil, rollespil, computerspil, en polsk film (kendt på engelsk som The Hexer) med efterfølgende tv-serie og nu endelig en engelsksproget tv-serie fra Netflix, så vidt jeg kan se løseligt baseret på The Witcher Saga. Da jeg ikke har læst bøgerne eller tegneserierne eller spillet nogle af spillene, er denne anmeldelse alene baseret på tv-seriens første sæson, som kan ses på Netflix med danske undertekster.

Hovedpersonen, Geralt af Rivia (spillet af Henry Cavill, som har spillet Superman i flere nyere spillefilm i DC-universet), er en ‘witcher’, et menneske der er magisk muteret til at jage og nedkæmpe monstre. Han har levet flere hundrede år, er umenneskelig stærk, har en særdeles veludviklet lugtesans og besidder en form for telekinetiske evner, som han dog sjældent benytter, da han foretrækker at bruge sit store tohåndsværd. Han er en enspænder, som helst bare vil inkassere dusører for monstre og bruge pengene på vin og kvinder, men han bliver rodet ind i nogle sager, der trækker tråde ud i konflikter, der hærger flere lande, og til sidst må han modvilligt spille en mere aktiv rolle – ikke fordi han behøver, men fordi han trods alt besidder en vis samvittighed, der byder ham at gøre det.

I begyndelsen af serien følger man på skift tre skæbner: Geralt på sin monsterjagt og de mennesker han krydser på sin vej, den unge prinsesse Cirilla (Freya Allan), som er på flugt efter at hendes land Cintra bliver overrendt af fjendtlige horder og hendes familie bliver slået ihjel, og troldkvinden Yennefer af Vengerberg, som er uddannet på trolddomsskolen Aretuza, men vælger at gå sine egne veje i stedet for at spille det politiske spil, hun er udset til. Det er i lang tid uklart hvordan disse tre skæbner hænger sammen, men efterhånden bliver det klart at de ikke er samtidige, men (i hvert fald til at begynde med) foregår med flere årtiers mellemrum. Det gør handlingen en smule forvirrende i starten, især fordi man nogle gange ser de samme mennesker i forskellige tidslinjer, men det bliver mere klart til sidst, efterhånden som tidslinjerne smelter sammen. Sæsonen er på otte afsnit af omkring en time, så den er forholdsvist hurtigt set.

Geralt er ikke nogen blodtørstig monsterdræber, og han søger ofte løsninger der ikke kræver vold eller drab, for ofte er monstrene ikke onde, blot i vejen for mennesker der er søgt ind i deres områder, eller de er blevet fordrevet fra deres områder og søger nu at overleve andetsteds. Det sidste gælder blandt andet for en flok elverfolk; et folkeslag der engang var stort og glorværdigt, men nu er reduceret til forhadte flygtninge.

Serien lider i starten af at Geralt skal dræbe et nyt monster i hvert afsnit, uden det store sammenhængende plot i øvrigt, undtagen i sidehistorierne med Cirilla og Yennefer. Men de noget episodiske afsnit er såmænd spændende nok, og serien er flot lavet med gode skuespillere (blandt andet danske Lars Mikkelsen i rollen som en troldmand med tvivlsomme motiver). Man fornemmer at der er tale om en større satsning fra Netflix, som måske søger at skabe en pendant til succesen Game of Thrones fra rivalen HBO. Helt på højde med denne serie er The Witcher ikke endnu, men måske bliver den det i de kommende sæsoner, nu hvor de adskilte fortælletråde er blevet samlet. Sæson 2 er bekræftet, men det vides endnu ikke andet om premieredatoen end at det bliver engang i 2021.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Fantasy, tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Shazam!

Shazam!
Superheltefilm, 132 min.
Instruktør: David F. Sandberg
Med: Zachary Levi, Mark Strong, Asher Angel m.fl.
Warner Bros., 2019
Kan ses på Netflix

Filmene med superhelte fra DC-universet er ikke blevet så populære som Marvel-filmene, måske fordi de generelt er ret mørke og dystre. Måske derfor besluttede Warner at ryste posen med denne film, der er baseret på den gamle tegneserie Captain Marvel.

“Jamen, er Captain Marvel ikke en kvinde, og har Mavel ikke lige lavet en film om hende?” hører jeg dig spørge. Og jo, begge dele er rigtigt – det er bare ikke hele sandheden.

Den første egentlige superhelt, Superman, debuterede hos DC Comics i 1938 og blev straks en enorm succes. Det fik konkurrenten Fawcett Comics til i 1940 at lave deres egen superhelt, Captain Marvel, der havde visse ligheder med Superman (begge kan flyve og er superstærke og næsten usårlige, og begge havde delvist røde kostumer med kapper). Da Captain Marvel hurtigt blev mere populær end Superman, lagde DC sag an mod Fawcett for copyright-brud. De juridiske tovtrækkerier varede mere end ti år, og da Captain Marvel-bladet solgte dårligere i takt med at superhelte blev mindre populære, valgte Fawcett i 1953 at indgå et forlig, hvor de betalte DC $400.000 og stoppede udgivelsen af Captain Marvel-bladene. Efter at ingen historier med Captain Marvel var udkommet i 10 år, ophørte trademarket på navnet, og Marvel Comics greb i 1967 chancen og skabte deres egen, helt anderledes Captain Marvel. Den oprindelige Marvel-udgave, Kree-manden Mar-vell, døde, og siden har mindst tre andre Marvel-helte heddet Captain Marvel, senest Carol Danvers, som vi har set i MCU-filmen Captain Marvel.

For at gøre alting mere kompliceret, valgte DC Comics i 1972 at udgive serier med den oprindelige Captain Marvel på licens fra Fawcett og købte siden alle rettighederne og gjorde figuren til en del af DC-universet. Men eftersom Marvel Comics i mellemtiden havde erhvervet trademark på navnet, måtte DC kalde deres blad for Shazam! efter det magiske ord, som drengen Billy Batson fremsagde for at blive til den voksne superhelt Captain Marvel – som figuren stadig hed i bladet – og tilbage igen. For få år siden valgte DC så at omdøbe figuren til Shazam (som egentlig var navnet på den troldmand som havde givet Billy Batson evnerne). Det virker en smule besværligt for den kære superhelt, som ikke længere kan præsentere sig selv uden at blive til en lille dreng, og man kan undre sig over at forlaget ikke i stedet valgte navnet Captain Thunder, som en alternativ udgave havde heddet i et enkelt nummer af Superman. Hvorom alting er, hedder helten i den nye film fra Warner Bros. altså Shazam i stedet for Captain Marvel.

Filmen begynder i 1974, hvor drengen Thaddeus Sivana får foretræde for troldmanden Shazam for at blive testet om han er værdig til at få superhelteevner. Han fejler testen fordi han bliver fristet af de kræfter som nogle inkarnationer af de Syv Dødssynder tilbyder ham i stedet og bliver sendt bort, men han sværger at vende tilbage og tilrane sig de evner, han mener han har ret til.

Årene går, og Shazam tester et større antal mennesker, men ingen er rene nok i sjælen til at han vil give dem evnerne … indtil nutiden, hvor en nu voksen Sivana (Mark Strong) finder en måde til at vende tilbage, få evnerne fra Dødssynderne og efterlade Shazam døende.

Shazam har nu kun én sidste chance for at give et godt menneske superhelteevnerne, og det bliver Billy Batson (Asher Angel). Det er måske ikke det mest oplagte valg, for den unge, forældreløse Billy (nyligt anbragt i en større plejefamilie) er en småkriminel og ret egoistisk enspænder, og da han bliver til superhelten Shazam (i skikkelse af Zachary Levy), bruger han til at begynde med kun evnerne til sjov og ballade og til at tjene penge med, og da han bliver konfronteret af en superstærk Sivana, vil han allerhelst bare stikke af. Men da Sivana tager hans nye plejesøskende som gidsler, tager han sig alligevel sammen og tager kampen op. Hvor filmen i starten er temmelig fjollet (fx når Billy og hans plejebror Freddy tester hvilke superevner han besidder), bliver den altså mere alvorlig mod slutningen, uden dog at blive så mørk som de fleste andre, nyere DC-film.

Alt i alt er Shazam! ikke nogen storfilm, men den er et udmærket stykke familieunderholdning, samtidig med at der er nok nørd-referencer til at voksne superheltefans også føler sig underholdt. Ligesom Superman i tegneserierne fik følgeskab af Superboy og Supergirl, fik tegneseriens Captain Marvel følgeskab af teenagerne Mary Marvel og Captain Marvel, Jr., og filmen har referencer til disse figurer og til diverse klassiske skurke, og den talende tiger Mister Tawny får også en diskret næsten-cameo. Men alle film kan ikke være storfilm, og Shazam! er fin til en hyggelig aften i sofaen, hvor man bare trænger til let og uforpligtende underholdning. En fortsættelse er allerede på vej, hvor Dwayne Johnson skal spille Black Adam, det mørke modstykke til Captain Marvel – undskyld, Shazam. Om Warner kan stå for fristelsen til at gøre denne film mere mørk og dyster end den første, vil tiden vise.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

RWBY

RWBY
Amerikansk anime-serie
Skabt af Monty Oum
Rooster Teeth, 2012+

Nogle tv-serier skal man se mere end en sæson af før man rigtig kan bedømme om de er gode. Det er i allerhøjeste grad tilfældet for den amerikanske tegnefilmserie i anime-stil, RWBY, og hvis det ikke var for seriens ret høje IMDb-rating (8.0 i skrivende stund), havde jeg nok stået af ret hurtigt. Serien starter nemlig med at være temmelig pjattet og dårligt tegnet, men det ændrer sig, og fra midten af sæson 2 (kaldet ‘volume 2’) bliver historien meget bedre, og fra sæson 3 (af til nu 7) får tegningerne også et vældigt løft.

Serien blev skabt i 2012 af Monty Oum, der tidligere havde arbejdet på Rooster Teeths web-anime-serie Red vs. Blue (som er baseret på computerspillet Halo). Han udviklede en metode til at få 3D-animation til at ligne traditionel 2D-anime, så han kunne få det klassiske tegnefilm-look samtidig med de muligheder som 3D-animation giver for zoom og bevægelig kameravinkel. Rooster Teeth gav ham lov til at teste metoden på en nye serie, som Oum også selv skrev og instruerede, og det blev så til RWBY.

Oum nåede desværre kun at skrive tre sæsoner og instruere to, før han døde i 2015 af en ekstrem allergisk reaktion, kun 33 år gammel. Serien fortsatte så med andre forfattere og instruktører, og til nu er der kommet 7 sæsoner (eller ‘volumes’), der kan ses som webserie på Rooster Teeths hjemmeside. Jeg så den selv på Amazon Prime Video, hvor sæsonerne er blevet samlet til lange film á ca. 3 timer (med engelsk tale og undertekster).

RWBY  foregår i en verden, der blander fantasy og science fiction. Avanceret teknologi eksisterer side om side med fabelvæsener og noget der ligner magi, selvom egentlig magi, får vi at vide, ikke eksisterer. I stedet findes nogle energikrystaller af forskellige farver, der kan bruges til at drive teknologi såvel som individers medfødte talenter; en slags superevner, der ofte kanaliseres via specialbyggede våben.

Denne verden, kaldet Remnant, bliver hjemsøgt af ondskabsfulde væsener kaldet ‘Creatures of Grimm’. Til at bekæmpe disse, træner særligt talentfulde unge mennesker på akademier, hvor de udvikler deres talenter og lærer at kæmpe mod Grimm. På akademierne bliver eleverne efter en udvælgelse samlet i grupper på fire, og det er gruppen RWBY (udtalt ‘ruby’), som vi især følger. Navnet er dannet af medlemmernes forbogstaver: Ruby, Weiss, Blake og Yang. Visuelt blive disse fire piger repræsenteret med hver sin farve, som deler deres forbogstav: red, white, black, yellow, og deres talenter relaterer sig også i en vis grad til disse farver (Weiss kan fx skabe kraftfelter m.m. af form som snekrystaller). RWBY er nært knyttet til gruppen JNPR (‘juniper’) med medlemmerne Jaune, Nora, Pyrrha og Ren, mens andre grupper er konkurrenter eller ligefrem fjendtligt indstillet – ikke ulig konflikterne mellem de forskellige ‘huse’ på troldmandsskolen Hogwarts fra Harry Potter. I lighed med Harry Potter er det heller ikke ufarligt at gå på skolen, men hovedpersonerne er ikke børn, men unge mennesker, der specifikt bliver trænet til at kæmpe mod monstre, så det er ikke så underligt.

Der sker mystiske ting i og omkring Beacon Academy, og der tegner sig efterhånden konturerne af et stort anlagt komplot for at sætte akademierne i miskredit for derved at  svække Remnants riger mod et koordineret angreb fra Grimm og de folk, der har allieret sig med dem. Rigerne bliver også spillet ud mod hinanden ved at puste til fordomme og gammel rivalisering, og RWBY finder sig efterhånden placeret i en central rolle i kampen mod de onde, blandt andet i kraft af de fire pigers fortid, som vi får løftet sløret for igennem sæsonerne. Efterhånden bliver sløret også løftet for baggrunden for Grimm og hovedspillerne på begge sider af konflikten, og det er en baggrund der på bedste fantasy-vis strækker sig tilbage til for længst glemte tider da guderne stadig havde deres gang på jorden. Men nu er guderne væk, og der er kun mennesker tilbage til at bekæmpe de mægtige onde kræfter…

Som nævnt kan man godt blive afskrækket af de dårlige tegninger og fjolleriet i de første to sæsoner, men jeg synes at man bliver belønnet for sin tålmodighed hvis man holder ud. Der er godt nok ikke tale om det allermest originale fantasy, men historien er spændende og hovedpersonerne engagerende, og grafisk set bliver serien flottere for hver sæson. Jeg følte mig i hvert fald godt underholdt af RWBY da jeg så den og vil se videre efterhånden som de næste sæsoner kommer på Amazon Prime Video eller en anden streamingtjeneste, jeg gider abonnere på.

Der er lavet en spinoff-serie, RWBY Chibi, som også kan ses på Amazon Prime Video, med korte, fjollede historier med ‘chibi’-udgaver (små, nuttede versioner) af hovedpersonerne – men den gad jeg til gengæld kun se et par ultrakorte afsnit af før jeg blev nødt til at slukke tv’et og rette mine tæer ud. Det er muligt at nogle vil finde den morsom, men jeg gjorde det ikke.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Animation, tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 60

Himmelskibet 60
Vinter, 2020
130 sider.
Forsideillustration: Tithi Luadthong
Layout: Bjarne Sinkjær
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Bjarne Sinkjære

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6200

 

 

Indhold:
Redaktionelt
Debat om forsiden af Himmelskibet 59 – af Lise Andreasen
Svar til Lise – af Klaus Æ. Mogensen
Tegneserieklummen – AF Tue Sørensen
Den svenske forbindelse, Roller & regler – af Bjarne Sinkjære
De magiske krystaller, novelle – af Cato Pellegrini
Danske priser – af Klaus Æ. Mogensen
Korte omtaler – af Thomas Winther
Anmeldelser – Film & TV-serier
• Akira
• Goliath Awaits
• The Prisoner
Anmeldelser – Bøger & Tegneserier
• Artemis – Roman af Andy Weir
• Bobby Knocks – en Bird Box-historie – Kortroman/novelle af Josh Malerman
• Dæmonernes hav – Roman af Runa Sørensen
• Folkemøg – Roman af Dennis Gade Kofod
• Gamle tosse – Novelle af H.P. Lovecraft
• Kimana Magers sidste sang – Roman af Karen Skovmand
• Lemenhæren – Novellesamling af Dag Ove Johansen
• Master of Sorrows – Roman af Justin Call
• Ord har hærget – Af Gudrun Østergaard
• Processen mod grisen – Af Oscar Coop-Phane
• Regnum Mortis – Slutspil – Roman af Patrick Leis
• Spejlkabinettet – Roman af Per Jacobsen
• The Rise and Fall of the Trigan Empire, Volume 1
Anmeldelser – Spil
• Don’t Escape: 4 Days to Survive
• Scheming Through The Zombie Apocalypse: The Beginning
• Vampire: The Masquerade – Coteries of New York
Dødsfald siden sidst – af Klaus Æ. Mogensen
Fantastik Nyt – Bognyheder ved Janus Andersen

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 1 kommentar

The Wandering Earth

The Wandering Earth
Science fiction-film, Kina, 2020
Originaltitel: Liu lang di qiu
Instruktør: Frant Gwo
Med: Jing Wu, Chuxiao Qu, Guangjie Li m.fl.
Kan ses på Netflix

Kinesisk science fiction er i fremdrift i disse år, ikke mindst på grund af forfatteren Cixin Liu, som har vundet Hugo Award for den engelske oversættelse af romanen The Three-Body Problem og for fortsættelsen Death’s End, der også vandt Locus Award. Filmen The Wandering Earth er løst baseret på en kortroman af denne forfatter.

Filmen begynder i 2061, hvor Solen uventet er begyndt at svulme op, så den i løbet af 300 år vil blive til en rød kæmpestjerne. For at redde Jorden bygger man et antal enorme raketmotorer der flytte planeten væk fra Solen – ikke bare til et kredsløb længere ude, men hele vejen til Alfa Centauri; en rejse der vil tage anslået 2.000 år. I mellemtiden skal resterne af menneskeheden (mange døde af jordskælv og tsunamier da Jordens rotation blev sat i stå) overleve i underjordiske byer, beskyttet mod verdensrummets kulde.

Det er noget af et projekt at flytte en beboet planet til et andet stjernesystem, og man kommer hurtigt i tvivl om sandsynligheden for at det vil lykkes, da tingene begynder at gå rigtig galt allerede 17 år inde i rejsen. Jorden skal passere tæt forbi Jupiter for at lægge denne planets banehastighed til sin fart. Det er ikke nogen helt ufarlig manøvre, da man for at få mest mulig fart ud af passagen, skal så tæt på Jupiter at tidevandskræfterne slider stærkt i planeten.

Noget går galt: Tidevandskræfterne ødelægger flere af raketmotorerne, og uden dem vil Jorden passere så tæt på Jupiter, at den vil blive revet helt i stykker. Heldigvis har myndighederne en nødplan. En rumstation, der følger med Jorden, har nedfrosne, befrugtede æg af mennesker og dyr, så den kan i nødstilfælde fortsætte alene og befolke en mulig beboelig planet ved Alfa Centauri.

På rumstationen er der ved at være vagtskifte, og astronauten Liu Peiqiang skal sendes tilbage til Jorden – en plan der bliver opgivet på grund af katastrofen, og han skal i stedet fryses ned til den lange rejse mod Alfa Centauri. Det er han ikke meget for, for hans søn og adoptivdatter er nede på Jorden, og dem vil han nødigt efterlade. Derfor beslutter han sig for at sabotere rumstationen i håbet om at redde sine børn – selvom dette virker umuligt og han derved sætter hele menneskehedens fremtid på spil. Tal om uansvarlig egoisme!

Nede på Jorden følger vi så Liu Peiqiangs rebelske søn Liu Qi og hans adoptivsøster Han Duoduo (et tydeligt ordspil på Han Solo). Lige inden katastrofen indtræffer, pjækker de to fra arbejde og skole og snyder sig op til den frosne overflade, hvor de stjæler en stor transportvogn, som Liu Qi knapt nok kan finde ud af at styre. Sønnike er altså lige så uansvarlig og egoistisk som farmand – det ligger åbenbart til familien! Som skæbnen vil have det, er denne transportvogn den eneste der er i stand til at nå ud til den sidste raketmotor, der skal gentændes for at redde Jorden. Resten af filmen handler så om strabadserne som de to skal igennem for at klare opgaven og de mennesker de samler op på vejen.

The Wandering Earth er en rigtig flot film, og den er også ganske spændende, om end spændingen er krydret med en masse fjolleri og slapstick, der trækker ned i dramaet. Dette er i øvrigt en blanding, man ofte ser i japanske og koreanske spillefilm og tegnefilm, så det er måske en særlig østasiatisk fortællestil, som man lige skal vænne sig til.

Det, der især trækker ned for filmen, er de mange    usandsynligheder. Hvorfor flytte hele Jorden på en 2.000 år lang rejse til en anden stjerne i stedet for bare lidt længere ud i vores eget solsystem? Hvorfor ikke bygge rumskibe i stedet for? Hvorfor tage chancer med at bevæge sig så tæt på Jupiter uden at regne farerne ordentligt igennem? Og så videre. Man bør ikke se The Wandering Earth hvis man vil se videnskabelig ‘hård’ science fiction eller en film hvor hovedpersonerne opfører sig logisk – men hvis man kan leve med disse ting, er det en flot og spændende film.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 59

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar