Peter Graarup Westergaard – Warning Light Calling

Warning Light Calling
Digtsamling af Peter Graarup Westergaard
Udgivet af Vræyda Literary
ISBN 978-1-988034-17-1 (Paperback)
e-ISBN 978-1-988034-18-8 (eBook)
Udgaver: Paperback, eBook (Kindle, Kobo, Nook)
Udgivelsesdato September 2021
Pris: $ 14.97 CAD
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Det er meget almindeligt for danskere, der skriver science fiction, at appropriere genrens historieelementer, så “det ligner fremtid”, fremfor bare at skrive en regulær science fiction-historie med alt hvad dertil hører: Der skal faktisk en pæn stor mængde velovervejet verdenskonstruktion (worldbuilding) til for at skabe en troværdig illusion om ahistorisk tid. Begrundes en histories tid og sted omhyggeligt, kan fortællingen og karaktererne udvikle sig i ro og mag og øge chancen for at læseren køber præmissen om “hvad nu hvis…”. Laver man i stedet ‘lazy worldbuilding’, bliver det fremmede til en gimmick for den kræsne læser, der irriteres over ikke at få hele universet foldet ud.

Peter Graarup Westergaards Warning Light Calling angives af forlaget at være en science fiction-digtsamling, dvs. en konstrueret virkelighed, som digtene ét for ét fremvækster dele af: Hér Sovjet-dissidens, hér et russisk navn, dér en Comrade – på samme måde som rammerne for en hvilken som helst (anden) genre-novelle eller -roman introduceres for læseren.

At begrunde nye og fremmede elementer er typisk nemt for SF-novelle og -roman, fordi forestillingen om det fremtidige tiltaler et bestemt publikum, der for en stor del gerne vil alt det der med at komme ud i rummet og møde fremmede livsformer og gå på opdagelse i teknologi og værens- og omgangsformer, der ikke lader sig gøre på Jorden i nutiden – som en slags spejder/nybygger/ingeniør-mentalitet – mens færre lader sig begejstre af det filosofiske ved forestillingen om faktisk at leve i fremtiden. Som sådan er karaktererne i en prosaisk SF-fortælling sjældent alt for eksistentielt ramte, og eventyret begynder derfor gerne med, at nogen bryder med vante rammer eller rammes af et teknologisk ‘backlash’ af en art – noget, der holder op med at virke og derfor skal løses, forklares, redegøres, nås, bemestres på en særlig, ny måde, gerne med videnskab og teknologi til hjælp. Reparation, civilisation, orden.

At behandle et digt som om det er prosa forekommer dog lidt overflødigt. Digtningen har sin helt egen måde at formgive intentioner på – musik af pauser, rytme, rim, allitteration – og måder at indfange læseren på til et indre sansebombardement ved hjælp af gentagelser, postulater og modsigelser, som kun virker, hvis man er villig til at lade sig forføre. Lidt i stil med SF-prosaens virkelighedspostulater fyldt af nyt og fremmed.

Mange SF-digtende ligger dog muligvis under for en næsten 40 år gammel forestilling om at skulle forudantage elementer af fremmedhed, så SF-digtet ikke konstant skal definere og angive sine virkelighedsparametre, sådan som digteren Suzette Haden Elgin fastslog i forbindelse med skabelsen af Science Fiction Poetry Association1 i 1974:

“The science fiction poet who wants to be widely published and widely read must produce the verse equivalent of the short-short story, without the advantage of the established conventions that help the short-short story writer. That it can be done at all is amazing; that it’s often done superbly well is a kind of miracle.”

Vil man vide noget om SF-digtning, er hendes dekret om fordringerne til genren givet den teori, man først falder over ved søgning… I hvert fald ses mange fantastiske digte overlæsset og påklistret elementer af fremmedhed – vidunderligt satirisk sat på spidsen af digteren og fantasyforfatteren Richard H. Fay med “Wondrous Gobbledygook” (2011), her gengivet med tilladelse fra forfatteren:

 

On a wonderful Nagoogoo morn,
While the bumox skip across the fwa,
I strum the strings of my zidipip
And slowly sip a gurgle burgle
Beside the pink waters of Baffbee.

On the puboo of a keckleschmeck,
I spy a blue-green fuguwordle
Crawling upon an etafal leaf.
I pluck a crimson syton flower
And place it in Zabugana’s hair.

On a glittering Nagoogoo night
Wududolons wing across Phreetum
And the violet shlubiyemps sing.
A gentle breeze blows off of Baffbee
As Zabugana lies next to me.

I Nordamerika, specifikt Canada, hvor Warning Light Calling er udkommet, er der nu som dengang i 70’erne tradition for fortællende digte – hvor en beretning om nogen eller noget oprulles i en valgt poetisk form.

I vor del af verden har digtningen i nogen grad forladt fortællingen (‘den knækkede prosa’); digtlæseren afkræves sjældent stillingtagen til en kendt, bagvedliggende virkelighed, og digte her er på mange måder i dag en naturlig form at forestille sig det fremmede og nye i, fordi digte normalt arbejder med at udfordre, omvende, nyskabe sproget, så læserens/modtagerens subjektive virkelighed også får plads – og ikke blot romanens ubevidst forudsatte virkelighed beroende på tidligere fiktions generaliseringer om måder sterotypiske mennesker er mennesker på.

Det kan ses sådan, at den bedste (også nye) digtning skubber og udvider grænserne for, hvad læseren kan med sproget; hvordan det er muligt at føle og tænke omkring små og store ‘virkelighedsbilleder’; hvordan virkeligheden kan sprogliggøres. og større personlig frihed i tilegnelse af virkelighedens rammesætning dermed blive en mulighed.

En forskel på prosaens og digtningens virkemidler er derfor lidt sort/hvidt sagt, at hvor prosaen typisk forsøger at synliggøre en ukendt, men forståelig virkelighed/adfærd som (interessant) fortælling, vil digtningen forsøge at få læseren til at finde sin subjektive og uforudsatte virkelighed i teksten som (eget) sprog.

Så, hvad skal og kan en digtsamling med fiktionens forestilling om en faktisk, sammenhængende, troværdig fremtid? Og dermed til spørgsmålet om, hvad Warning Light Calling er for en størrelse.

Det er altid nemmest at skrive om en forestillet eller fremskrevet fremtid, hvis man anvender genkendelige elementer fra nutiden. På den korte bane kan man sige, at teksten på fortælleplanet knokler som et lille bæst for at sammenknytte et fremtidigt Aarhus med en Sovjet-domineret samtid. På den ene side historiske Sovjet-figurer, der i fortællingens tid (efter Sovjet, som vi husker det i dag) holdes i hævd og beundres, plus et sovjetbekendt sprogbrug (Comrade), en kæreste med russisk navn, en slags glorværdighed i forbindelse med at blive soldat og en bakkanal med vennerne, der kunne minde om noget løssluppent vodkadrevent fra en eller anden russisk, filmisk stereotyp – der som enkeltstående digte og kortprosatekster skaber en baggrund for fortællingen. På den anden side: En problematisk kærlighedsaffære; dét som ung mand at søge mod at blive soldat, her rumsoldat; at finde et alternativ til kærligheden og staten; at blive fængslet; blive løsladt og være helt på herrens mark, måske.

Konstruktionen som digtsamling er dog noget stiv i det. Forfatteren har valgt at lade en redegørelse af indholdselementer som sammenhængende i afsnit og ‘perioder’ udgøre en fremadskridende fortælling: “Her er en fortælling og en morale”, og summen søges fortalt: Isolation og eksklusion overalt. Og indimellem bygges baggrundshistorien op – det nødvendige SF-novum, der i sin essens hedder: Hvordan kan Sovjet være til stede i Aarhus i fremtiden? Eller måske er det en slags nutid, hvor muren aldrig er faldet, og fortællingen er en kontrafaktion – en alternativ historie – men Covid er i tiden og har karakter af statsligt overgreb, der understøtter den sovjetiske totalitarisme?

Men det er så samtidig dét, der gør bogen interessant og relevant som digtsamling – at det ikke er endegyldigt muligt at afgøre et historieudgangspunkt, at beregne en tid som faktuel, og at digtene derfor lige såvel kan fremskrive en indre (virkelighed)tilstand: “Hvis jeg har det sådan her, og dét minder mig om dét her, som jeg kender godt (Sovjet), så vil konsekvenserne af mine valg i dén kontekst være sådan her.” Derved bliver samlingen en allegori bygget over en forestilling om historiske begivenheder, personer, deres ideer og handlinger som eksisterende alene ved deres bekræftelse i ‘fremtiden’ – altså disse nævnte historiske elementers fremtid, vores nutid, vores evige nutid – som eksempler på menneskelig isolationsfølelse som følge af afmægtighed og overgreb. På dét grundlag er bogen vellykket.

En digtsamling er dog ikke kun at regne som dens konstruktion…

Lad mig sige det sådan her: Der er klassisk-gode digte, som på smukkeste vis forbliver inden for præmisset med mennesker gennemsyret af den historiske Sovjetstats hjernevask:

The sun is at the center
a socialist mom finally realizes:
educating the earth’s population
is completely impossible.

og en kontrafaktions rablende allusioner til manieret (Sovjet-) ekspressionisme, som man kan forestille sig skrevet til skuffen i et samfund, der ikke har plads til udtalt modstand:

in outer space
the prison satellite hovers
with communication criminals
among them am I
the poor pope Sputnik
in the cells of the rotating space-prison
the one-eyed system
XCE10000 in the middle informs
about perfect communication
in small parables
we listen
to a synthetic meat mouth
with a juicy, voluminous voice
it explains the philosophy of the one-eyed system XCE10000
there is an important message
in everything
the mouth says
everything is conscious
nothing is subconscious
all good communicative morals
says the meat mouth
while licking its lips

der skaber skræmmende hvide billeder i min forestilling i stil med George Lucas’ film fra 1971, THX 1138.

Og der er digte, der peger den belæste i retning af Sovjettiden, med en snert af eksamensopgave, og for andre blot eksemplificerer. Men de er teknisk gode og ærlige og rummer den begejstring for materialet, som skal flyve over i modtageren og vække hjertet til interesse.

 

Mayakovsky, I
He could drive the combine harvester
in the huge grain fields as if
it were a masculine revolution:
the assembly line of complex machinery
gathered the grain and shot it out
the side pipe, to unload into waiting wagons.
In the shadow of his dark
mountain eyes, overlooking the
fertile fields from the wheelhouse,
a smoking cigarette glowed in the night as a warning light ever calling.
The industrial hammer and sail
seized the battlefields of nature:
ears of grain flaunted against the sky
soon to be cut down
by the cutter bar of steel.
“And what for?” Food for the people.
His starry fists stirred the soft soil.

Hvis ikke man ved det, er Mayakovsky en af de kontroversielle skikkelser i Futurismen, en mand med de største følelser, komplet umulig at holde nede, selvom tidens korrektiver givet også når til ham en dag, mega-stalker af sit kærlighedsobjekt, som han var.

Og der er desværre også virkelig dårlige prosatekster, der forekommer bikset sammen på en eftermiddag, måske fordi forfattere behøvede binding mellem fortællemæssige punkter i den overordnede fortælling. Det poetisk rablende sprog er som sådan interessant, men de er ALT for lange og dårligt udført:

The next day I flew to the high castle; this time guided to the turrets. The whiteness and sterility of the atmosphere devastated me, and my mood was not improved by my first encounter with the special general AI who was supposed to help. The general AI hovered in space while it talked. It was strange, like a conversation in an old computer game with no emotions involved: pure objective exchange of stark signs in space without any gravity.

The general AI asked me several things, whether I had regular thoughts. I said “yes,” but at the same time, I assured the AI, I created them myself or they might come from my headset. But the general AI was not interested, or it did not hear it because of technical disabilities, the general AI asked me to repeat things several times. I spoke loudly, yet it could barely register through the large hearing device. The AI contraption seemed without commitment to my problem, which I also exaggerated greatly when I had it damn terrible— bordering on the unbearable, whatever it might mean. Was I a regular copy? It all hovered in space.

The general AI was programmed with an objective checklist. Finally, it gave me the verdict: I was, in fact, a space soldier (but with a second identity). I didn’t have to worry anymore. The AI said I was becoming a gifted soldier and I could possibly get over my regularity. At the same time, I was given the opportunity to get into the special space troops who were going to fight Team Soviet Army when they first arrived in the space in front of us. But medicine would improve my fighting abilities.

 

Hen mod slutningen af samlingen følger dét, som i Sovjettiden ville have været regulær dissidens: Af forlade regimets udgave af fællesskab for kristendom; at se Jesus som den egentlige socialist.

Jeg-fortælleren indespærres efterfølgende i en fængsels-drabant omkring Jorden, og fængslets diktat viser sig at have mere end almindelig lighed med den verden, hvor de fleste opholder sig, og opgivelse af Sovjetstatens socialisme til fordel for nutidens mig-mig-mig er det største svigt, som derfor retfærdiggør indespærring for jeg-fortælleren:

 

many of you inmates have been unjustifiably
promoted by the establishment
Facebook and Instagram
the state was totally incapable of catching you
the government believed in you and your stories
given you rank and prestige
without deserving it in any way
you have good cheating and deception skills
you are intelligent but morally depraved
and that’s it,” says
the leading judge, Ulysses Lex Slatem
(former system critic)
in the main office of the prison satellite
in a very concise manner

men fortælleren lukkes ud af fængslet pga. “for stor uskyld” og vender tilbage til et helvede uden kæreste og påtrængende og fremmedgørende normalitet, hvor selv ikke Staten længere kan give eksistensen mening.

I fem måneder forsøgte jeg entydigt at læse Warning Light Calling som en blød-SF-fortællende digtsamling fra en kontrafaktisk nutid, hvor sovjetdiktatur, sovjetisk kunst og i særdeleshed sovjetisk litteratur fortsat findes, og ideernes tænkning derfor er filosofisk, allegorisk, poetisk, med risiko for i (bogens fiktive) offentlighed at blive anklaget for åben oppositionel agitation.

At bogen fremmaner en tid, hvor sovjet-regimet findes sammen med fremtidig teknologi, er en interessant fremmedheds-præmis for en SF-nørd – fordi digteren lejlighedsvist sparker til og fremmaner systemiske overgreb på en måde, der både siger sovjetdissidens, dada-swung, 80’er-punk og 1920’er-BLOD – men skal man betragte bogen som en science fiction-fortælling fra en kontrafaktisk nutid, fejler den lykkeligt! For, Ja, det er en digtsamling! i moderne forstand – altså, en poetisk allegori (hér) koblet med en velkendt historisk periode, der gennem at fortælle en historie siger noget om, hvordan vi bruger erindringen og forståelsen af det menneskelige på, når vi skal forklare os selv om os selv og de andre. Som i alle henseender er dét, en digtsamling gør bedre and nogen anden skriftlig form.

Det har taget mig disse fem måneder at komme frem til denne anerkendelse – men jeg ville finde det gode i samlingen, fordi science fiction-digtsamlinger og ikke mindst enkeltstående SF-digte, ofte er pinligt kedelige opslagsværker over de mest fortærskede SF-elementer fra TV tropes og almenbefolkningens forestillinger om, hvad fremtiden givet rummer, at der for fanden da måtte findes noget, skrevet af en dansker, som holdt vand.

Der er meget godt ved måden, samlingen griber syntesen mellem Science Fiction og digtning an på, men lykkes helt gør forsøget altså ikke – der er simpelthen ikke redigeret hårdt og kontant nok (shame on you, forlag!) – men der er også valget af sprog…

Samlingen er udgivet på engelsk, og der er alt for mange sproglige svipsere – hér et lille udvalg:

“hammers and sail” (hammer og segl)
“the demon who raged in anguish the thousands of planets”
“it gave up and freed itself from everything it had in its interior.” (lukkede gasserne ud)
“the machine insisted with its whole massiveness”
“they stopped— just outside the moon”
“The fireplace is on fire”

Men der er mange flere, som redaktøren egentlig burde have fået øje på – for jeg magter altså ikke at forsøge at forsvare dem med en eller anden fremtids-sprogbrug á la digteren Leevi Lehtos ‘barbariske engelsk’; det er simpelthen ikke konsistent nok og fører til spontan og utilsigtet latter, når man kender det engelske sprog godt nok til at regne ud, hvad der burde have stået.

Hvis kortprosastykkerne gennemskrives og forkortes med 50-70%, og alt oversættes til dansk med hvad derefter følger af poetisk genvækkelse af indholdet, er der uden tvivl en trykbar, salgbar, interessant science-fiction-digtsamling. Som eksempel til efterfølgelse. På dansk. Så sjælden som en dronte.

Anmeldt af Kenneth Krabat i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Bøger | Tagget , | Skriv en kommentar

En strek gjennom tyngdekraften

En strek gjennom tyngdekraften
Antologi med ny, norsk science fiction
Frøydis Sollid Simonsen, Maria
Dorothea Schrattenholz og Joanna Rzadkowska (red.):
Solum Bokvennen 2022. 280 sider. Indb. NOK 349,-

En strek gjennom tyngdekraften (2022) er en splinterny, norsk science fiction-antologi. Hvis vi også tæller fantasy-antologien Evigskogen (1990) med (hvilket redaktørerne af nærværende udgivelse har valgt ikke at gøre), er den faktisk kun den ottende i rækken på halvtreds år. De foregående syv antologier udkom med nogle års mellemrum på henholdsvis Gyldendal Norsk Forlag og Bok og Magasinforlaget i årene 1972-2000 (en oversigt findes i Novum nr. 143 og 144).

Siden er der altså gået over tyve år inden den foreliggende samling føjer sig til listen. Tyve år er alt for længe. Alene af den grund kan jeg kun applaudere initiativet. Vil man gerne have at vide, hvor norskskrevet science fiction har opholdt sig i den mellemliggende periode, skal man åbenbart lede blandt de skønlitterære forfattere. Og deres udgivelser er ikke mærket ‘sf’, så man skal læse anmeldelser og virkelig følge med, hvis man vil holde sig orienteret.

Bidragsyderne er således ikke genuine sf-forfattere. De er allesammen specielt udplukkede af redaktørerne. Dermed viser antologien ikke nødvendigvis hvad der p.t. skrives af norsk sf, men hvad de udvalgte forfattere er kommet op med. Alligevel må man sige, at de er sluppet godt fra opgaven, i nogle tilfælde endda særdeles godt.

For os der i lighed med redaktørerne har læst samtlige tidligere norske sf-antologier, er det nærliggende at trække paralleller mellem dem. Det er dog ikke rigtigt af mig at gøre det, da de jo hver især er tidsbilleder på hvad for slags science fiction, der blev skrevet i Norge på de respektive udgivelsestidspunkter.

I de fem første antologier finder vi en del gengangere, der kan siges at tilhøre den faste kerne af norske sf-forfattere. Men fra og med Vidunderlige nye verden? (1994) har nye generationer overtaget føringen. Det er kun godt, der sker en tilvækst indenfor genren. Specielt glædeligt er det at en del af dem er kvinder. At de også skriver mainstream er ingen ulempe.

Ikke alle de femten bidrag i En strek gjennom tyngdekraften er dog science fiction i almindelig forstand. Her finder vi naturmystik og magisk realisme med udpenslede beskrivelser af (norsk) natur, noget som redaktørerne benævner slipstream. Lige siden firserne er det nærmest blevet en egen subgenre blandt norske sf-forfattere som Øyvind Myhre og Willy Ustad m.fl. at henlægge romaner og noveller til et mystisk naturlandskab, som regel de norske skove. Det giver autenticitet.

Andre tekster indeholder forskellige slags maskiner, og teknologi spiller en afgørende rolle for handlingen. Derudover bliver vi serveret et par rumfartshistorier, samt kendte sf-motiver såsom computerteknologi, kloning, androider, osv. Pointen er ikke så meget at forfatterne griber til de her klicheer, men den måde hvorpå de formidler sanselighed, følelser, fremmedgørelse.

Fire af bidragene er digt/prosadigt. Tre af dem er desuden skrevet på nynorsk. De kan måske være lidt svære at tilgå for danske læsere. Sf-lyrik er en speciel udtryksform som formentlig forudsætter at læseren er fortrolig med de sproglige virkemidler. Tunet ind på forfatternes bølgelængde, så at sige.

Nils Øivind Haagensens “Kva er edel ferd?” er en ord­knap tekst, der formidler menneskelig afsavn i en sfærisk uendelighed. Morten Langelands “Solregnsblues” beskriver et androide-barns fødsel og opvækst i fem billeder. I Martin Ingebrigtsens “Dikt” og Kjersti Wøien Hålands “Jona” klarer jeg ikke helt at gennemskue, hvad der gør dem til science fiction. Men der vil helt sikkert være læsere, der finder dem både nyskabende og spændende.

Alle de resterende elleve noveller er gode på den måde, at de ikke blot nøjes med at beskrive et givet fænomen (et novum), men også hvilken virkning forandringerne har haft på menneskerne. Referencer til klimatruslen, flygtningekriser o.l. som vi kender dem fra vores egen verden, bliver den baggrund, historierne udspilles mod, ikke selve temaet, og det fungerer meget godt.

Læserne vil sikkert selv finde frem til deres personlige favoritter; her skal jeg nøjes med at fremhæve nogle af dem, jeg synes fungerer bedst. Lasse W. Fosshaugs “Akson” handler om udviklingen af det verdensomspændende computernetværk Faceblog. Cathrine Knudsens “Villfarelsen” er en rørende historie om androide-barn. Kristoffer Ringerikes “Føniksdansen” udforsker konsekvenserne af at klone sig selv og bagefter overføre ens bevidsthed til den meget yngre krop. Hilde Østby skriver i “Destinasjon X” om mulighederne med drømmerejser. Og Bjørn Vatne påpeger “Problemet med opp” i samlingens klart mest humoristiske indslag.

Det kan være fristende at sammenligne enkelte af novellerne med klassiske sf-værker af forfattere som Brian Aldiss og Philip K. Dick, men de skal selvfølgelig bedømmes på deres egne præmisser. Når jeg alligevel nævner det, er det for at understrege at nutidige norske udøvere af fantastik, bevidst eller ubevidst skriver sig ind i en genre-historisk sammenhæng.

I det begejstrede efterord viser de tre redaktører at de har sat sig godt ind i sf-genrens fremvækst og udvikling i Norge. De diskuterer forskellige definitioner, og tager et opgør med Bing og Bringsværds tanke om at science fiction er det samme som fabelprosa. I det hele taget er En strek gjennom tyngdekraften en gennemarbejdet udgivelse, der bekræfter at norsk science fiction har meget godt at tilbyde i de kommende år.

Det er vel for meget at håbe på, at vi skal få årlige norske sf-antologier, ligesom de danske Lige Under Overfladen, men indtil næste antologi udkommer, er der flere af de medvirkende forfattere, hvis bøger kan være værd at undersøge nærmere.

Anmeldt af Cato Pellegrini i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Antologi, Bøger | Tagget , | Skriv en kommentar

Nikolaj Højberg – Fede svin

Fede svin
Novellesamling af Nikolaj Højberg
Kandor/Dreamlitt, 2022, 214 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Der er ved at være ni år siden vi sidst fik en novellesamling fra Nikolaj Højberg, men nu er samlingen Fede svin udkommet (han har i de senere år skrevet en række børnebøger om Pirat Bent som jeg dog ikke kender nærmere til).

Omslaget på denne fjerde novellesamling fra hans hånd har samme grafiske udtryk som de tre forrige, og da jeg var ganske begejstret for dem, så var jeg straks klar til at kaste mig over denne nye bog.

De syv noveller bogen handler om syv mænd der alle står i specielle eller uheldige situationer. Der er den kriminelle Jannick som er kommet til at forelske sig i sin bandeleders datter, noget der er absolut forbudt, og han kender til de trusler der er fremsagt hvis nogen nærmer sig datteren. Da forholdet kommer frem, bliver Jannick givet valget om enten at bliver udsat for den tortur der var blevet truet med eller at skulle bryde ind i en bankboks på det ganske bestemt tidspunkt. Det viser sig dog at der er en endnu større katastrofe på vej end hvad lederen vil kunne finde på at gøre ved Jannick.

Den jobsøgende Morten bliver spurgt ind til hvorfor han har et klistermærke på sin bil med sætningen “Drengerøv forever”, et spørgsmål som han ikke var forberedt på, og han misser derved at få det job som han rigtigt gerne vil have. På en efterfølgende gåtur ved standen finder han noget mærkeligt der får ham til at glemme alt om jobsamtalen.

Poul er blevet den sure gamle mand. Han ved ikke helt hvordan han er endt med at blive det, men har er bevidst om at det er det han er blevet. En dag skriver han en spydig joke om sin nabo på Facebook, hvilket ender i en krig med en troll. Men kan nogen vinde disse diskussioner på nettet?

Historien om Jonas er en science fiction-historie hvor han henvender sig til en replicant der kan give ham minder. Minderne bliver mere og mere voldelige, men samtidig med at han får implanteret disse minder, stiger han også i graderne i firmaet, noget der ikke kan være helt tilfældigt.

I samlingens titelnovelle “Fede Svin” følger vi den 361 kg tunge Torben som lægen har været meget direkte  overfor: Hvis Torben vi mere end et år mere, så skal han tabe sig. Han har prøvet alle de kure han kan finde på nettet, men han bliver dog præsenteret for en kur som har en noget alternativ proteinkilde.

Flere af bogens syv noveller har spor af det overnaturlige, og de har alle noget grotesk over sig. De passer alle fint sammen i denne samling. Eftersom det er ved at være en del år siden der sidst er kommet en samling fra Nikolaj Højberg, kom det som en glædelig overraskelse da bogen dukkede op, og jeg var ikke klar over at jeg savnede en ny udgivelse fra ham før jeg sad med den. Nikolaj Højberg skriver rigtigt godt og forstår virkelig at skrive spændende og overraskende noveller der bevæger sig ind i weird fic­tion-traditionen på en ganske fin måde.

Bogen skal bestemt op på sin plads på hylden ved siden af de tre forrige samlinger, og så håber jeg at der ikke skal gå så mange år igen inden jeg skal lave plads til endnu en samling fra hans hånd.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Palle Tonning – Føle mig om

Føle mig om
Roman af Palle Tonning
Forfatterskabet 2020/21
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

En lille gruppe unge fra samme gymnasium kan pludselig sanse andres følelser – ligesom vi andre kan bruge vores syn, hørelse og lugtesans. Hvorfor er det sket lige præcis for dem? Hvad er forbindelsen mellem dem? Hvorfor bliver der flere af dem? Og hvad har de tænkt sig at bruge deres fantastiske evne til?

Oplægget til romanen Føle sig om er stort tænkt, samtidig med at det er historien om en lille gruppe venner (og fjender). Det er dansk science fiction ‘light’, som foregår i et i et letgenkendeligt københavnermiljø. Det er “hvad nu hvis?” der er omdrejningspunktet i fortællingen – og ikke “hvordan kan det lade sig gøre?”

Jeg må være helt ærlig – romanen var en blandet fornøjelse, som jeg ikke kan give min uforbeholdne anbefaling. Netop derfor vil jeg først nævne romanens meritter. Den væsentligste er, at den tager fat i det store spørgsmål om bevidstheden: Tænker vi før vi handler, eller rationaliserer vi bare vores handlinger bagefter? Romanen præsenterer mange argumenter på det sidste.

Selve plottet kan være inspireret af Scanners-filmene, hvilket bestemt ikke er en skidt ting. I Scanners har en gruppe mennesker har fået særlige, psykiske evner – navnlig telepati og telekinese. Hovedpersonerne – Sanserne – i Føle sig om har en mere diskret evne, nemlig en slags overudviklet empati. De har alle sammen deres at slås med, også mere end det er almindeligt for unge. Stoffer kommer fra en splittet skilsmissefamilie, Kamilla fra et overklassehjem med høje forventninger, Jazzmin har politiske ekstremister i sin familie, Christian bliver domineret af sin mor, og Anders, ja, han er nærmest alt for almindelig. Men det er meget sundt at runde persongalleriet af med en just sådan en neutral personlighed.

Præcis ligesom i Scanners er der en Sanser som både kan – og vil – misbruge evnen. Christian kan nemlig ikke lukke af for andres følelser, og han forstår ikke sine egne. Da han havner på psykiatrisk afdeling, føler han at de andre Sansere bærer skylden, fordi de ikke forhindrede det. Hvordan kom det så vidt? Jo, i én af de mere mindeværdige sekvenser prøver Stoffer at forhindre Christian i at komme på tomandshånd med en pige kaldet Julie, fordi han tror at Christian vil begå et overgreb. Hvad han dog ikke forstår – før det er for sent – er at det er Christian, der har allermest brug for beskyttelse.

På visse områder minder romanen meget om Bjarne Reuters Zappa. Begge romaner har et virkelig dumt svin som omdrejningspunkt og gør meget ud af at illustrere hvorfor det er gået så galt. Om de andre Sansere får reddet Christian fra sig selv – eller ej – vil jeg dog ikke afsløre.

Romanen har altså både en god bærende idé og masser af intriger i den lille venne- og fjendekreds. Så hvorfor skrev jeg, at jeg allerhøjest kan anbefale den med visse forbehold?

Svaret er: Dialogen gør den vanskelig at komme igennem. Ikke vanskelig som i højt lix eller snørklet eller kunstfærdigt. Nej, problemet er at dialogen er alt for realistisk.

Ser I – selv når man taler om ‘realisme’ eller endda socialrealisme i litteraturen, så er det aldrig ført ud i sin fulde konsekvens. Som regel mener man blot, at personer og miljøer er genkendelige. Men i fiktionens verden er mennesker som regel mere velformulerede end de er i virkeligheden. De taler ikke i rigtige sætninger, men i replikker, som man så kan sidde og fryde sig over. Hvor var det dog vittigt, flot eller ondskabsfuldt sagt! Forfattere beundres for deres sprogblomster. Skuespillere beundres for at gøre selv de mest opstyltede replikker virkelighedstro.

I Føle sig om taler alle personerne som man gør i virkeligheden. Især Stoffer har en tendens til at rable, uden at nogen gør mine til at afbryde ham (hans venner er helt utrolig tålmodige med ham). Hvis du stadig ikke kan se problemet, så prøv at optage en samtale, som du har med en ven. Du vil blive chokeret over hvor ofte du gentager dig selv, fordi du falder over dine egne ord og runder sætningen af med at gentage det første du sagde igen (og ja, foregående sætning var et eksempel på dette). Det kan være ret ubehageligt at blive konfronteret med, men det gør denne roman.

Jeg kan ikke sige om forfatteren har gjort det bevidst eller ej. Det er hverken litterært, teatralsk eller filmisk, men slet og ret superrealistisk. Det er et stilgreb, som kunne have været interessant i en kort, eksperimenterende novelle. Der kunne forfatteren endda have gået all in, og have tilføjet alt fra “øh” til de konstante afbrydelser, der også hører til i talesproget! Når stilgrebet bruges igennem en hel roman, bliver det til gengæld anstrengende at læse, og det er en skam.

Føle sig om er tænkt som en hel trilogi – om det bliver med det samme persongalleri eller rent tematisk ved jeg ikke. Jeg håber dog at det bliver det sidste. Det vil nemlig give forfatteren en mulighed for at starte på en frisk, uden at det vil skurre for meget, hvis stilen skifter. Der er potentiale i plottet og nogle af de store spørgsmål forfatteren stiller, men det rent sproglige og skrivetekniske skal være bedre.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Danny Biltoft Davidsen – Destin 3 – Dødemandstågen

Destin 3 – Dødemandstågen
Roman af Danny Biltoft Davidsen
Forlaget mellemgaard, 2021, 284 sider
Grafik: Simone Hollmann Pedersen
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Dødemandstågen er tredje bind i serien om den forældreløse Destin fra asteroiden Lyoneida. De to foregående bind er Seerkrystallen, der udkom i 2016, samt Snefuglen der udkom året efter i 2017. Det betyder, at der er gået fire år, siden jeg læste bind to, og min nærmest eneste anke til Dødemandstågen er, at den ikke starter med et kort resumé af de tidligere bind, så vi lige får genopfrisket handlingen indtil nu. I stedet for genlæste jeg bind et og to, og det var i virkeligheden en fornøjelse, men det er ikke sikkert, at alle læsere har tålmodighed til det.

Så først en kort gennemgang af handlingen i bind et og to:

Historien udspiller sig langt ude i fremtiden, efter at den teknologiske overlegne race Torakiderne er forsvundet og menneskene stort set har glemt alt om dem. Torakidernes artefakter findes dog stadigvæk rundt om i rummet og er mål for mange skattejægere og magtbegærlige mennesker, idet de giver deres ejere store evner.

Seriens hovedperson, Destin, er vokset op på asteroiden Lyoneida, hvor han arbejdede på en energifarm drevet af mester Eberon. Hans eneste ven, den ligeledes forældreløse pige Maridel, fandt i første bind et smukt skrin, der indeholdt et af Torakidernes eftertragtede artefakter, en seerkrystal. Uden at vide hvad det er, rører Maridel artefaktet, som binder sig til hende.

Desværre er der flere på jagt efter skrinet. Dels soldater (rødfrakker) fra kongeriget Carnelior der ledes af kong Leonhardt, og dels skattejægeren Cyril og hans besætning fra skibet Den Lovløse. Maridel bliver taget til fange af Carnelior-kommandanten Isaac, der vil bruge hende til at finde andre artefakter rundt om i universet. Destin ender derimod på Den Lovløse, hvor han hjælper Cyril med at finde Isaac og dermed også Maridel på en forladt rumstation i stjernesystemet Ameliet, gemt af vejen i gaskæmpen Nourants yderste ring. Men det går ikke helt efter Destins plan i bind et.

Da bind to starter, er Destin blevet efterladt på månen Rheinoud, der hører til det Azurelieuske rige under dronning Claudette. Månen vrimler med soldater (blåfrakker), og snart befinder Destin sig dybt under jorden som slave i en mine. Med hjælp fra piraten Rawlin, som han møder i minen, og Hammet, en bekendt fra mester Eberons energifarm, lykkes det ham at blive købt af grevinde Abrielle. Siden stjæler han ad kringlede veje hendes skib, Snefuglen, og fortsætter sin eftersøgning af Maridel. Jagten fører ham bl.a. til piraternes frihavn på månen Daenore ved gaskæmpen Graymere, hvor de må overvinde piratkongen Archard for at slippe væk igen.

Dødemandstågen fortsætter, hvor vi efterlod Destin i bind to – på Snefuglen som kaptajn over en lille, broget skare. Udover Destin består besætningen af styrmanden og tidligere pirat Rawlin, maskinmesteren Hammet som egentlig kun er lærling, grevinden Abrielle der ejer skibet, men lader Destin bruge det mod at få del i skattene de regner med at finde, samt løjtnant Risette, der er Abrielles loyale livvagt og stålsat blåfrakke.

Det er lykkedes gruppen at slippe fra Daenore og piratkongen Archard med livet i behold, men alt andet mangler de. Uden at have en egentlig plan beslutter Destin at de skal flyve til planeten Dawnsbury, hvor han har en tåget fornemmelse af at Maridel er. Det viser sig, at der har været et stort slag, så da de ankommer, er det ikke længere Carneliors rødfrakker, der patruljerer, men Azurelieus blåfrakker, hvilket vækker glæde hos Abrielle og Risette.

På Dawnsbury skal de proviantere og finde en besætning. Men pludselig får Destin øje på Julia, den næstkommanderende på Den Lovløse. Det lykkes ham at tage hende til fange for at bytte hende med Maridel. Men da han finder Den Lovløse og stiller Cyril ultimatummet, flyver Cyril blot uden Julia. Destin sætter efter i Snefuglen, men Den Lovløse flyver ind i Dødemandstågen, en stor sort masse i rummet over Dawnsbury om hvilken der går grufulde historier. Historier, der viser sig at være mindre forfærdelige end virkeligheden.

På bibliotekerne er bøgerne om Destin placeret i børne/ungdomsafdelingen, men det skal ikke afholde en voksen læser fra at kaste sig over serien. Persontegningerne er ikke de dybeste, men underholdningsværdien er i top, og jeg er bare blevet mere og mere begejstret for serien. Historien er fyldt med action og ramasjang, og spændingskurven er stort set støt stigende hele vejen igennem. Samtidig er hele universet bygget troværdigt og overbevisende op, så det er en fornøjelse at udforske det sammen med Destin.

Biltoft har skabt et spændende steampunk-univers, hvor højteknologiske våben eksisterer side om side med kårder og knive, og hvor menneskene kan mekaniseres med dampdrevne dele for at få bedre syn eller flere kræfter. Biltoft går ikke i detaljer med teknologien, men fortæller i stedet et rigtigt rumeventyr med tydelige helte og skurke, tilsat et godt skvæt 1800-tals-atmosfære.

Hver bog er et spændende eventyr, hvor jagten på Maridel er den samlende tråd. Derudover er der nogle bagvedliggende plottråde, som jeg glæder mig til at se samlet til sidst. For bind tre er ikke sidste bind om Destin! Forhåbentlig går der dog ikke fire år igen, før vi får en fortsættelse.

Destin 3 – Dødemandstågen er et voldsomt underholdende steampunk-rumeventyr. Jeg kan varmt anbefale den, men læs bind et og to først.

Anmeldt af Jette Holst i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

He-Man and the Masters of the Universe

He-Man and the Masters of the Universe
Animationsserie, Netflix 2021
Sæson 1
10 episoder af ca, 25 minutter
Udviklet til tv af Robert David
Stemmer: Kimberly Brooks, Antony del Rio, Grey Griffin, David Kaye, Yuri Lowenthal, Ben Diskin m.fl.

Netflix har i 2021 lavet ikke mindre end to animationsserier baseret på serien He-Man and the Masters of the Universe fra 1980’erne. Hvor den anden serie er en slags fortsættelse af den gamle serie, er denne en re-imagining med nyfortolkninger af figurer og steder. En anden nyskabelse er at denne serie er 3D-animeret til forskel fra de andre seriers klassiske 2D-animation.

Vi starter med at følge Teela, som her er en ung tyv, der af nogle skumle typer er blevet hyret til at stjæle et magisk sværd fra kongeslottet. Som følge af en mængde begivenheder ender sværdet i stedet i hænderne på den unge mand Adam, som har mistet hukommelsen og er vokset op i en barbarisk klan, hvor han blandt andre er blevet ven med den store, grønne krigerkat Cringer og pigen Kras’tine. Da Adam samler sværdet op, bliver han til den muskelsvulmende He-Man, som bliver rodet ind i kampen mod den onde Skeletor og hans kumpaner. Det viser sig (måske ikke overraskende for folk med lidt kendskab til He-Man) at Adam er Kongens søn, som alle troede var død. Måske mindre overraskende er det, at Skeletor er Kongens bror og dermed Adams onkel; et forhold der skaber lidt ekstra drama.

Det er tydeligt at serien henvender sig til et yngre publikum, som ikke kender den gamle serie, og især til drenge, der gerne vil have mere action end romantik. Dette ses blandt andet i de svulstige (og lange og gentagende) transformationsscener, som når Adam løfter sit sværd og bliver til He-Man.

Jeg kan godt mærke at jeg ikke er det rette publikum til denne nyfortolkning. Historien er sådan set okay, om end med lovlig meget fokus på lange actionscener, men jeg finder animationsstilen grim, larmende og, i mangel på et bedre ord, skrydende. Men måske er jeg bare en træt, gammel boomer (okay?).

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Animation, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Masters of the Universe: Revelation

Masters of the Universe: Revelation
Animationserie, sæson 1, del 1 & 2
Netflix, 2021
10 episoder af ca. 25 minutter
Udviklet til tv af Kevin Smith
Stemmer: Sarah Michelle Gellar, Lena Heady, Mark Ha-mill m.fl.
Anmeldelsen indeholder spoilere!

Netflix har i 2021 lavet ikke mindre end to animationsserier baseret på serien He-Man and the Masters of the Universe fra 1980’erne. Denne serie, med filminstruktøren Kevin Smith (Clerks, Chasing Amy, Dogma m.fl.) som tovholder, er en “spirituel fortsættelse” af den gamle serie, og første afsnit kunne langt hen ad vejen godt ligne et afsnit af den oprindelige serie, hvor He-Man kæmper mod den onde Skeletor mens han prøver at holde sin identitet som Prins Adam hemmelig for alle andre end nogle få udvalgte. Men afsnittet slutter apokalyptisk: Castle Grayskull bliver ødelagt, og He-Man og Skeletor bliver begge dræbt i den magiske eksplosion – som også betyder at næsten al magi forsvinder fra planeten Eternia.

I de følgende 4 afsnit følger vi den desillusionerede Teela (Gellar), datter af Man-at-Arms og He-Mans romantiske interesse. Hun er skuffet over at hendes far og Prins Adam har holdt hemmeligheden om He-Man skjult, og hun vælger at ernære sig som dusørjæger sammen med veninden Andra. Hun bliver imidlertid kontaktet af Skeletors tidligere håndlanger, Evil-Lyn (Heady), som har en plan for at få magien tilbage til Eternia – en plan der kræver at de to tidligere dødsfjender må samarbejde om at finde de to dele, som He-Mans magiske sværd er blevet splittet i. De to dele kan findes i Eternias udgaver af Himmel og Helvede, så det bliver ikke nogen let opgave. Undervejs støder vores hovedpersoner på gamle venner og fjender, som hjælper eller stiller sig i vejen for opgaven. Stilen i disse afsnit er anderledes mere mørk og dyster end i den gamle serie og minder mere om en anden Netflix-animationsserie, horror-serien Castlevania. Uden at have set ret meget af den gamle serie, tror jeg der de scener som vil få gamle fans til at knibe en tåre.

I seriens anden del på 5 afsnit er tingene lidt mere som man forventer det af en Masters of the Universe. Skeletor (Hamill) vender tilbage, og så handler det om at forhindre at han får den totale magt over Eternia og måske andre verdener; en opgave der kan synes umulig. Det hele spidser til i en apokalyptisk finale, hvor intet mindre end hele universets eksistens er truet.

Jeg synes at Kevin Smith har klaret opgaven udmærket og har tilføjet flere dimensioner til den oprindelige series ret ret todimensionelle figurer. Den nye serie er ikke helt på højde med søster-serien She-Ra, men den byder på nogle timers hæderlig underholdning for både gamle fans og nye seere. Om der kommer en fortsættelse, vides ikke endnu.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Animation, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

She-Ra and the Princesses of Power

She-Ra and the Princesses of Power
Animationsserie, Netflix 2018-2020
52 afsnit af ca. 25 minutter
Udviklet til tv af Noelle Stevenson
Stemmer: Aimee Carrero, Marcus Scribner, Karen Fuku-hara, Keston John, AJ Michalka m.fl.

Netflix har i nogle år arbejdet med at opdatere det gamle Masters of the Universe univers til moderne seere. Masters of the Universe startede som en legetøjsserie fra Hasbro med titlen He-Man and the Masters of the Universe, som blev til en animeret tv-serie af samme navn og senere til en spillefilm med Dolph Lundgren i titelrollen. På tv kom også en spinoff-serie, She-Ra: Princess of Power (1985), og dette blev den første serie som Netflix begyndte at opdatere tilbage i 2018, i samarbejde med forfatteren Noelle Stevenson, kendt for sine feministiske tegneserier Lumberjanes og Nimona. Og det feministiske skinner klart igennem, da langt størstedelen af de centrale figurer er kvinder – eller rettere, piger, for de flestes vedkommende.

I første episode møder vi den unge Adora, en toptrænet kadet for det civiliserede samfund Horden, og hendes medkadetter, specielt den rebelske kattepige Catra, der er Adoras bedste veninde, måske fordi de begge er forældreløse og er blevet opdraget af Horden. Kadetterne er trænet til at bekæmpe de dæmoniske Prinsesser i den farlige Whispering Forest, som omgiver Hordens by, og Adora bliver forfremmet til kaptajn, som skal lede et angreb mod en by i skoven. Men inden det sker, nødlander hun i skoven, hvor hun finder et magisk sværd og møder en af de frygtelige prinsesser, Glimmer, og hendes ven Bow. Hun indser at Glimmer og Bow faktisk ikke er så dæmoniske, og hun bekæmper sin indoktrinering og skifter side. Det magiske sværd forhandler hende til en ny inkarnation af She-Ra, den mægtigske af de prinsesser, der bekæmper Horden og dens leder Hordak, som er kommet til planeten Etheria fra en anden verden. Som She-Ra er hun superstærk, men som Adora bliver hun mødt med mistro fra prinsesserne, da hun bærer en Horde-uniform. Hun bliver dog efterhånden accepteret og begynder at kæmpe mod Horden, især i selskab med Glimmer og Bow. Det bringer hende i direkte konflikt med Catra, som føler at Adora har forrådt hende og Horden.

I løbet af seriens fem sæsoner (hvor sæson 2 og 3 reelt er én sæson delt i to) bliver vi introduceret til et stort galleri af bifigurer, hvoraf nogle har dramatiske forhistorier mens andre mest er comic relief. Denne blanding af drama og humor kendetegner i det hele taget serien, og man kan virkelig leve sig ind i personernes ambitioner, sorger og frustrationer. Figurerne kan ikke sort/hvidt deles op i helte og skurke, for selv de værste skurke har gode sider eller forståelige motiver, mens flere af heltene kan optræde selvisk mod deres allieredes bedste. Det gælder fx seriens nok sjoveste figur, prinsesse Entrapta, der lader sig lokke til hvad som helst hvis hun får lov til at lege med avanceret teknologi. I det hele taget er serien regnbuefarvet i mere end én forstand. For det første er tegningerne holdt i en kulørt, pastelfarvet palet, og for det andet er en del figurer mere eller mindre tydeligt homoseksuelle. Det viser sig fx at Bow har to fædre, og to af prinsesserne har et romantisk forhold til hinanden. Det er ikke noget som der bliver gjort et stort nummer ud af – sådan er det bare – og det bliver heller ikke påtrængende, blandt andet fordi der ikke er en gnist af sex i serien. She-Ra og de andre prinsesser ligner for eksempel ikke Barbie-dukker som i den oprindelige serie, men er i stedet naturligt proportionet (med plads til overvægt) og har ikke specielt fremtrædende bryster eller røve, sådan som det ellers tit ses for kvindefigurer i fantasyfilm og serier.

Seriens univers byder på en blanding af magi, super­evner og science fic­tion-teknologi. I de sidste sæsoner får det sidste mere plads, da konflikten breder sig ud over planeten Etheria og kommer til at dreje sig om hele universets skæbne; en opgave som She-Ra og hendes venner er dårligt rustet til at håndtere. Der er solid spænding helt indtil slutningen af den dramatiske finale, som afslutter serien.

Selvom serien er lavet til børn, er der rigtig meget for voksne at komme efter. Konflikterne er komplekse, persondramaerne er medrivende, og humoren lige i plet, så man klukler sig gennem flere episoder. Serien er hermed helhjertet anbefalet!

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Animation, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

The Silent Sea

The Silent Sea
Tv-serie, sæson 1, Netflix 2021
8 afsnit af ca. 45 minutter
Instruktør: Choi Hang-yong
Med: Bae Doona, Gong Yoo, Joon Lee, Kim Sun-yong mfl.

The Silent Sea er en sydkoreansk science fiction-tv serie. Det er en nyfortolkning af kortfilmen The Sea of Tranquility af Choi Hang-yong. Den handler basalt set om at Jorden har fået mangel på vand. Det er blevet meget tørt på Jorden. Vandstanden i havene falder dramatisk (af ikke-forklarede årsager), og vandet er også blevet forurenet af plastik. Folk får vand tildelt alt efter hvor højt oppe i hierarkiet de er. En gruppe videnskabsmænd får til opgaven at hente tre kapsler på en forladt base på månen. De tager afsted i deres rumskib, men noget går galt undervejs. De nødlander og skal gå over til månebasen hen over månen. En mand er såret. Han kan ikke gå hele vejen. Han omkommer derude. De andre når ind på månebasen i sidste øjeblik, før deres iltforsyninger slipper op. Der er et mysterium omkring månebasen. Der er mange hemmeligheder, og folk i gruppen har skjulte agendaer. Hvad er der sket på månebasen? Hvorfor får de ikke alt at vide så de bedre kan klare deres mission? De må selv opklare hvad der er sket. Der sker en hel del på månebasen. Mere af handlingen skal ikke afsløres.

Jeg vil sige at The Silent Sea ikke er hard science fic­tion. Der sker ting, der bryder med selv de allermest basale naturlove, og hovedpersonerne håndterer ikke deres situation særlig realistisk. Jeg kunne ikke lide at man ikke hører noget om hvordan gruppen klarer sig på månebasen. Hvordan spiser og sover de? Er der i hele taget noget mad til dem? Det måtte gerne have været med i tv-serien. Det er måske dog ikke meget tid de er der, men de er jo også strandede indtil der kan blive sendt et redningsfartøj. I den første Alien-film ser man trods altbesætningen på rumskibet spise omkring et bord. Der er faktisk lidt Alien over The Silent Sea. Tv-serien er ikke særligt uhyggelig, men det er heller ikke meningen med den.

Jeg kunne godt lide mysteriet, som fortsætter i næste sæson. Man får mange svar, men ikke alle svar. Du kan se den, hvis du kan lide et godt mysterie. Det er også tilfredsstillende at få at vide hvad titlen The Silent Sea hentyder til. Jeg kunne også godt lide karakterne i tv-serien. De er nogenlunde realistiske. Jeg kunne se tv-serien med koreansk eller engelsk tale. Der er også engelske undertekster. Der er måske kun et enkelt lille plothul. Ellers hænger det godt sammen. Det er nok ikke noget for børn. Jeg var godt underholdt hele vejen til enden. Jeg vil gerne se sæson to, når den kommer. Det plejer jo også være gode ting som kommer på dansk Netflix, når det er fra udlandet. 8 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Arcane

Arcane
Animationsserie, Netflix 2021
Sæson 1, 9 afsnit af ca, 40 minutter
Skabt og skrevet af Christian Linke og Alex Yee
Stemmer: Hailee Steinfeld, Ella Purnell, Kevin Alejandro, Katie Leung, Jason Spisak, Harry Lloyd m.fl.

Arcane, med undertitlen League of Legends, er en animeret science fantasy-serie løseligt baseret på populære online-kampspil League of Legends fra Riot Games, som også er medudvikler på tv-serien. Det har angiveligt taget 6 år at lave de blot 9 episoder i sæson 1, og det kan ses! Jeg skal lede meget længe for at finde animation, der er lige så flot som her, selvom jeg medtager Disney, Dreamworks og Studio Ghibli.

Vi befinder os i en verden præget af avanceret steampunk-teknologi, med store luftskibe og store tandhjulsdrevne maskiner. Centrum for historien er to nabobyer forbundet af en bro, den storslåede og lysende Piltover med himmelstræbende art noveau-tårne og den fattige, mørke Zaun hvor folk bor i gamle, slidte boliger mellem smalle, dybe gyder hvorfra lyden af dunkende industri aldrig er fjern. Byerne illustrerer det klassiske skel mellem en overklasse af købmænd og akademikere og en undertrykt underklasse af arbejdere og håndværkere. Begge steder er primært beboet af mennesker, men vi møder også trolde, gnomer og andre mindre menneskelige intelligensvæsener.

Første afsnit begynder med slutningen på en konflikt, hvor indbyggerne i Zaun forsøger at sætte sig op mod Piltover, men  bliver slået hårdt tilbage og tvunget til at acceptere en ulige fred. Under konflikten bliver de to små søstre Violet og Powder forældreløse, og de bliver adopteret af oprørslederen Vander. Vi springer hurtigt 6-8 år frem, hvor pigerne er blevet teenagere og sammen med de to venner Mylo og Claggor forsøger at finde sig en plads i samfundet som klatretyve. De bliver lokket til at lave et kup i Piltover, trods adoptivfaderens formaninger om at undlade kup derovre, og de kommer til at stjæle noget som er mere værdifuldt og mere farligt end de aner. Dette bliver starten på en ny konflikt mellem Piltover og Zaun, som kulminerer i et opgør mellem Vander og hans gamle rival, gangsterlederen Silco, med pigerne fanget i midten.

I Piltover følger vi de unge akademikere Jayce og Viktor, som arbejder med at forene magi og teknologi, noget som er strengt forbudt på grund af magiens kaotiske og potentielt ødelæggende væsen. De ønsker ikke personlig  magt, men at gøre magi tilgængelig for alle, også underklassen i Zaun, hvor Viktor har sine rødder. Vi møder også den mange hundrede år gamle forsker Heimerdinger (en lille, hundeagtig gnom), den rebelske overklassepige Caitlyn og den smukke og ambitiøse rådskvinde Mel Medarda.

Blandt disse og flere personer bliver der i løbet af en håndfuld år dannet omskiftelige alliancer og fjendskaber i og på tværs af de to byer, og de to søstre bliver undervejs fanget på hver sin side af konflikterne. Et gennemgående tema er ambitioner på egne eller andres vegne og den pris, der skal betales for at få opfyldt ambitionerne – og om man i sidste ende er villig til at betale den pris. Vi præsenteres for hævntørst, kærlighed, ærgerrighed, håb, vanvid og tragedie i en kompleks historie, der virkelig får følelserne frem hos hovedpersonerne (og seerne). Det er ikke altid lige let at se, heller ikke for seerne, hvad der er det rigtige eller forkerte at gøre i de svære dilemmaer som hovedpersonerne bliver stillet overfor. Man anet et spinkelt håb forude – men bliver det knust før det kan finde rodfæste?

Arcane har opnået stor success og er en af de mest populære Netflix-serier nogensinde, og på IMDb har den p.t. den sjældent høje karakter 9.1. Den kan sagtens ses uden at have spillet computerspillet (det har jeg fx ikke). Der er en sæson to på vej, men selvom producenterne siger at det ikke vil tage 6 år at lave anden sæson, får vi den næppe at se før tidligst slutningen af 2023, snarere 2024. Det skal dog ikke afholde folk fra at se sæson 1 med det samme. Det ville være en synd og en skam at lade være.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Film | Tagget | Skriv en kommentar