Himmelskibet 58

Himmelskibet 58
Forår, 2020
171 sider.
Forsideillustration: Peter Keller Hansen
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen

Download på: http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6039

Redaktionelt
Roller og regler – Klumme af Bjarne Sinkjær
Den gamle vandmølle – Novelle af Klaus Æ. Mogensen
Nyere tegneserier i udvalg – Klumme af Tue Sørensen
Rumeventyr – eller noget mere? – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Anmeldelser: film og tv
• Cast a Deadly Spell
• Doom Patrol
• Der Goldene Handschuh
• Dark, Sæson 1
• Eli
• Joker
• Apocalypse Now: Final Cut
• The Rise of Skywalker
• Indre Dæmon
• Doctor Sleep
• Critters Attack!
• Ad Astra
• Crawl
• Ready or not
Anmeldelser: bøger og spil
• Et satans arbejde – Roman af A. Silvestri
• Blodets sti – Roman af Tobias Stenbæk Bro
• Fioron – Roman af Hanne Lykke Rix
• Prins af Okenos – Roman af Hanne Lykke Rix
• Dødeklokken – Roman af Synne K. Eriksen
• De andre – Roman af Susanne Aalling Ovesen
• Pax Immortalis – Opgøret – Roman af Patrick Leis
• Vulkanvinter – Roman af Christian Engkilde
• Mulm – Roman af Teddy Vork
• Thomas Alsop – Tegneserie af Chris Miskiewicz og Palle Schmidt
• Absurd 1-2 – Tegneserieantologiblad Red.: Anders Fjølvar
• Deep Sleep Trilogy – Spilserie
Korte omtaler – Klumme af Thomas Winther
Kolde våde kys – Novelle af Valbo Horn
British fantasy awards 2019 – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Hugo awards 2019 – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Gamle priser, nye navne – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Ny fantastik på dansk – Bogliste af Janus Andersen

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 2 kommentarer

Absurd 2

Absurd 2
Tegneserieantologiblad
Forlaget Afkom, 2020, 44 sider

Anmeldereksemplaret er leveret af forlaget

Anders Fjølvar udgav sidste år første nummer af en ny horrorantologi med bidrag fra forskelige danske tegneserieskabere. Heldigvis så var det ikke en enkelstående udgivelse, for nu er udgave nummer 2 udkommet. Der er flere nye bidgradsydere med, hvilket vidner om at det er lykkedes ham at få aktiveret en stører flok serieskaberer, noget der jo forhåbentligt kan færre til flere udgivelser fremover.

Første bidrag er fra Anders Fjølvar selv, og handler om metalbandet ”The No Fuck No”, der er blevet trætte af deres egen musik, og derfor vil tilkalde Satan som inspiration. Det kan jo ikke gå andet end galt.

”Ham” af Bjarke Johansen. Starter ud på en strand hvor en mand lurer på en smuk kvinde ligger og soler sig. Det viser sig at han ikke blot er en pervers lurer, men han en der venter på sig derhjemme, som har brug for den unge kvinde.

”Opslugt!” af Bjarke Friis Kristensen. Dette er i bund og grund lille groteskhed om en mand der drikker en kop kaffe.

”Sengetid” af Matias Gedtek. Drengen Danny har fået en hund i fødselsdagsgave. Han smugler hunden med i skole, og har den sovende under sengen hver nat. Dette kunne jo lyde som en sød lille historie, men hvis den var det, så ville den ikke være at finde i et blad med titlen ”Absurd”

”Facilitet XVII” af MNAAR og CHM. Dette er en science fiction historie der finder sted lige inden jordens undergang. Vores planet er blevet ubeboelig, og den eneste mulighed for at rede noget menneskeligt er via en såkaldt Dataark. Mange mennesker har meldt sig til at lade deres væsen blive uploaded til denne ark, der så kan sendes ud i universet, hvor den med lidt held kan finde en beboelig verden, hvor kloner af de uploadede personer så kan føre menneskeheden videre. Det er dog ikke alle der mener at mennesket har fortjent en ny chance til at ødelægge endnu en planet. Dette er min favorit historie i dette blad, da dens dyster streg passer perfekt til den historie den fortæller.

Anders Fjølvar har heldigvis gang i flere projekter, og jeg ser bestemt frem til hvad der ellers kommer fra forlaget Afkom i fremtiden

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Doctor Sleep

Doctor Sleep
Film, USA 2019, 152 min.
Instr.: Mike Flanagan
Medv.: Ewan McGregor, Rebecca Ferguson, Kyliegh Curran, Emily Alyn Lind, m.fl.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

Med nævneværdige undtagelser – herunder selvfølgelig The Shining – er de fleste filmatiseringer af Stephen Kings historier ikke kronet med held. The Shining kan kaldes en horror-/kunstfilm, og de fleste lader til at mene at Kubricks film er en del bedre end Kings romanversion. Doctor Sleep er titlen på Kings romanfortsættelse til The Shining, udgivet i 2013, og også titlen på filmudgaven, som er en overraskende anderledes type film end den første. Doctor Sleep er hvad jeg vil kalde en fantasy-/pulpfilm; den bevæger sig langt mere ind på eskapistisk genreterritorie end The Shining, og den gør det godt. Hvor The Shining er lidt højtflyvende og langtrukken, er Doctor Sleep langt mere magi-drevet og umiddelbart underholdende.

Jack Torrances søn, Danny (spillet af Ewan McGregor), er nu blevet voksen, og hans genvordigheder med sine magiske/telepatiske evner har gjort ham depressiv og alkoholisk, fordi han er lidt af en magnet for overnaturlige energier fra genfærd og monstre. Han har dog så småt lært at håndtere det, og kan gemme de ubehagelige energier væk i nogle bokse i sin psyke. Han kontaktes af en teenage-pige, Abra, som har opdaget at en gruppe af næsten-udødelige psykiske vampyrer har myrdet en ung dreng. Abras egne magiske evner er særdeles stærke, og hun allierer sig med Danny for at bekæmpe denne gruppe, som ledes af den magtfulde Rose the Hat (Rebecca Ferguson), og også inkluderer den 15-årige Snakebite Andi (Emily Alyn Lind), som har evnen til at få folk til at adlyde enhver order, hun giver dem (lige som Kilgrave i første sæson af ”Jessica Jones”).

Det burde således stå klart for de fleste at der er tale om en langt mere kulørt og pulpy type fortælling end det mere minimalistiske og skræmmende karakterstudie i The Shining. Og Doctor Sleep er heller ikke synderlig uhyggelig (måske med undtagelse af det udpenslede barnemord, som har stor betydning for plottet); tværtimod har den flere flotte scener hvor Rose the Hat og Abra bruger deres magiske evner, specielt en scene hvor Roses astrallegeme hænger uden for Jordens atmosfære og studerer hele østkysten af USA for at finde ud af hvor Abra gemmer sig. Samtidig er filmen en klar og tydelig fortsættelse til The Shining, og bruger flere af de samme figurer og koncepter. Dannys mor, Wendy, er med i begyndelsen, spillet af en ny skuespiller, og Jack Torrance selv dukker sandelig også op for en kort bemærkning, spillet af en fyr der gengiver den unge Nicholson ret godt.

Plottet i Doctor Sleep er i sig selv ganske udmærket, og udgør fin underholdning, men perfektion opnår den ikke. Filmens markante mangel er at gruppen af psykiske vampyrer – skurkene – overhovedet ikke er udviklet tilstrækkeligt i dybden. Der fokuseres næsten kun på Rose the Hat, mens vi ikke rigtig lærer de andre i gruppen at kende, hvilket er et sørgeligt spild af godt potentiale. Selv Snakebite Andi, som der bruges noget tid på at introducere, ender ikke rigtig med at få noget at lave. Man kan dog også indvende at potentialet ikke totalt spildes, for i og med at disse figurer ikke portrætteres på en 3-dimensional måde, så kan der stadig være en god baggrundshistorie for dem, som jeg næsten vil gå ud fra at man kan læse mere om i bogudgaven (som jeg ikke har læst). Under alle omstændigheder vil jeg imidlertid sige at jeg godt kunne lide denne film. Den var behørigt anderledes end forgængeren; nytænkende og fyldt med sin helt egen substans, hvilket overraskede og tilfredsstillede mig. Dens pulpiness var af netop den art som man sjældent ser i nye film længere; en art der af mange anses for underlødig, men i virkeligheden slet ikke er det. Det er veldrejet dark fantasy, og jeg er taknemlig for at Mike Flanagan foretog dette valg.

Til sidst er bare tilbage at fortælle at Doctor Sleep også er udkommet (i februar 2020) i en Director’s Cut udgave, som er en halv time længere, dvs. tre timer i det hele. Director’s Cut udgaven er ikke med på den her anmeldte Blu-ray, men da dette er en film som absolut er værd at se mere end én gang, har jeg bestemt tænkt mig at få fat i Director’s Cut’et, også. Derudover kan tilføjes at de her anmeldte Blu-ray udgaver af The Shining og Doctor Sleep også inkluderer fine ekstramaterialer.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

– Tue Sørensen

Udgivet i Film, Horror | Tagget , | Skriv en kommentar

The Shining

The Shining
Film, USA 1980, 146 min.
Instr.: Stanley Kubrick
Medv.: Jack Nicholson, Shelley Duvall,

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

Det er svært at anmelde så stor en klassiker som The Shining (a.k.a. Ondskabens hotel) – er det overhovedet muligt at sige noget nyt om den? Kender alle ikke allerede alle detaljer om alle Kubricks berømte film? Well, man kan måske tilføje et yderligere lag til diskursen om filmen ved at relatere den til den coronavirus-krise, vi i øjeblikket gennemgår. Medierne fortæller at hjemmeisolationen har ført til en væsentlig stigning i tilfælde af vold i hjemmet, altså især episoder hvor mænd er voldelige overfor deres koner. På den måde er The Shining i dén grad aktuel nu, for den handler om en lille familie der isolerer sig alene på et hotel i månedsvis. Og hvor man måske før havde tendens til at se filmen primært som en overnaturlig horror-film, står det lige nu langt tydeligere frem at filmens hovedtema er toksisk maskulinitet. En mand som af mere eller mindre mystiske grunde drives til vanvid af isolationen med sin kone og søn, delvist manifesteret som psykiske ekkoer af gamle traumer og etiske grænseoverskridelser, i kombination med traditionelle konservative adfærdsmønstre som placerer maskulinitetsproblematikken i en multi-generationel kontekst.

Som sådan kan man dog undre sig over at Kubricks omskrivning af Diane Johnsons screenplay har gjort Shelley Duvalls rolle markant mindre end den var, og personligt går jeg heller ikke ind for at instruktører hyler deres kvindelige hovedrolleindehavere ud af den, så de nærmest er på randen af et nervøst sammenbrud. Hvorfor nægter de at stole på at skuespilleren kan spille tilstrækkeligt skuespil? Og hvis de ikke kan få den optræden ud af dem, som de ønsker, hvorfor finder de så ikke en anden skuespiller? Nå, det kan man sikkert få mange og lange diskussioner ud af. Mere interessant er det at konstatere at filmen stadig føles frisk og relevant i sin tematik, som også via de overnaturlige elementer virker både gådefuld og universel. Jack har altid været caretaker på the Overlook Hotel, hvor det spøger både psykisk og fysisk. Hotellet er, qua dets placering over en gammel indiansk gravplads, et knudepunkt for fænomenet ”the shining”, som er visse menneskers evne til at opfatte, og kommunikere via, ånder og overnaturlige ekkoer fra fortid og fremtid. Ekkoer der er så stærke at de kan forårsage sindssyge. Dette fænomen virker som det samme koncept der går igen i tusinder af horror-film, og denne film planter dermed sig selv solidt i denne tradition, og iscenesætter sig som en slags udspring for mange andre skrækfilm, både fortidige og fremtidige. Han var ikke helt dum, ham Kubrick. Han sikrede sig at hans værker var ”a force to be reckoned with” i filmhistorien. Og det er denne film også, i kraft af måske især den fine lokation og de spændende overnaturlige elementer.

Samtidig må jeg dog også indrømme at jeg personligt ikke er nem at skræmme. Første gang, jeg så The Shining var på tv, nytårsaften 1993, og allerede dengang var jeg lidt skuffet over den. Det er faktisk først nu at jeg genser filmen, og min oplevelse er stadig at jeg faktisk ikke finder den særlig uhyggelig. Jeg vil på en lang række områder kalde det en god og dyb film, men i sidste ende gør den ikke så meget for mig som jeg kan se at den gør for mange andre. Ingen tvivl om at den har en vigtig og værdig plads i filmhistorien, men en af mine yndlingsfilm bliver den nu aldrig, og jeg kan derfor ”kun” give den 8 ud af 10 stjerner i subjektiv karakter. Jeg vil dog sige så meget at efterfølgeren, Doctor Sleep fra sidste år, lyder spændende, og den glæder jeg mig meget til at se og anmelde umiddelbart efter denne. Stay tuned!

– Tue Sørensen

Udgivet i Film, Horror | Tagget , | Skriv en kommentar

The Shawshank Redemption

The Shawshank Redemption
Film, USA 1994, 142 min.
Instr.: Frank Darabont
Medv.: Tim Robbins, Morgan Freeman, Clancy Brown, m.fl.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

Jeg så The Shawshank Redemption i biografen da den kom, for nu 25 år siden, og jeg tror faktisk ikke at jeg har genset den før nu, hvor jeg har fået lov til at anmelde den på Blu-ray. Udover at jeg huskede den som en udmærket film, gjorde den ikke oprindeligt noget kæmpe indtryk på mig, og jeg kunne ikke huske noget særligt fra den. Så det var næsten som at se den for første gang. Filmen er baseret på en kortroman af Stephen King, men har ikke nogle elementer af de fantastiske genrer; måske kan man kalde dens genre for fængselsfiktion.

En kultiveret og veluddannet bankmand, Andy Dufresne (Tim Robbins), dømmes som ung mand til livsvarigt fængsel for mordene på sin kone og hendes elsker – alt tyder på at han har gjort det, men i virkeligheden er han uskyldig. Han spærres dog inde i Shawshank-fængslet i 1947, hvor han går grueligt meget ondt igennem, men også må siges at have en vis succes. Gennem tyve år bruger han sine evner og kompetencer til at gøre sig uundværlig for fængselsinspektørens lyssky pengesager, udfylde skattepapirer for fængselsbetjentene, oprette et fængselsbibliotek, og hjælpe adskillige fanger med at opnå langdistance-gymnasieeksamen. Han bliver også venner med andre fanger, specielt Red (Morgan Freeman), som er mand for at smugle lidt af hvert ind i fængslet, og gøre tilværelsen mere og mere tålelig.

Hvordan det ender vil jeg ikke afsløre, i fald der skulle være nogen derude som stadig ikke har set denne berømte og anmelderroste film, men jeg kan da komme med et bud på hvad det er der gør denne film så god, udover den veldrejede instruktion og de gode skuespillerpræstationer. Efter min mening er filmens historie især vellykket fordi den præsenterer Shawshank-fængslet som et mikrokosmos; som en mikroversion af hele samfundet. Og ikke bare af samfundet, men af samfundshistorien i det hele taget. Fængslet starter med at være et helvedeshul af lidelse og håbløshed, men bliver gradvist til et mere og mere civiliseret og menneskeværdigt sted, og symboliserer således menneskets udvikling fra uvidende barbari til kultiveret civilisation baseret på uddannelse. Derudover er det selvfølgelig også den hjertevarmende historie om et venskab, og om hvordan Andy og Red sammen overvinder fængslets underkuende håbløshed. Man kan bestemt ikke komme uden om at kalde det en rigtig god film.

The Shawshank Redemption er, som mange nok er klar over, berømt for at ligge nr. 1 på IMDb.coms liste over bedste film nogensinde, og der har i årevis været meget diskussion om hvorvidt dette nu også er den bedste film, der nogensinde er lavet (!). Det er den efter min mening ikke – den ville ikke komme med på min top-10; måske ikke engang på min top-100. Men det er jo heller ikke vigtigt om den er den bedste film nogensinde eller ej; det er en subjektiv ting som enhver må have sin egen mening om. Men en storartet film er det helt sikkert, og den kan anbefales til alle der holder af gode film og gode skuespillere.

Karakter: 9 stjerner ud af 10.

– Tue Sørensen

Udgivet i Film | Tagget , | 2 kommentarer

Et studie i ondskab

Et studie i ondskab
Antologi red. Nikolaj Højberg
Kandor, 2019

Anmeldereksemplaret er leveret af forlaget

I 2015-17 udgav forlaget Kandor en serie af kort-romaner hvor forskellige forfattere havde skrevet om Satan. Det blev til i alt 9 bøger (hvis man tæller Stephan Garmarks Syndefald med, som skulle have været en del af serien, men først udkom senere). Det var en interessant serie, og det føltes lidt som en temaantologi fordelt over 9 bøger. Forlaget har nu samlet de 9 bøger i en bog, så det nu er en rigtig antologi. Ud over de 9 historier, så er der et længere velskrevet efterord af Kirsten Nielsen omkring satan og ondskab.

Har man de 9 bøger stående så er der ikke nogen grund tal at anskaffe sig denne bog, men har man ikke så bør man bestemt købe den.

Nedenfor er et lille uddrag og link til de oprindelige anmeldelser

Indhold:

  • Jakob Friis Andersen: ”En sand kunstner” (anmeldt i Himmelskibet nr. 45)
    ” Jeg skal ærligt indrømme at jeg kun ved meget lidt om reformationens Firenze, men så velskrevet som bogen er, kan man sagtens sætte sig ind i den tid og det sted som beskrives heri. Den Satan-karakter der beskrives heri, er den klassiske fristerskikkelse, som ikke dikterer eller beordrer folk til at gøre ting, men kun frister og påvirker dem til at gøre andet end de oprindeligt ville have gjort, simpelthen ved at tale til deres undertrykte lyster og instinkter.”
  • Irene S. Rasmussen: ”Ormeføde” (anmeldt i Himmelskibet nr. 47)
    ” Ormeføde er en bog om en kvindelig journalist der bliver sat til at følge op på en sag om en kvinde der mishandlede sin datter til døde. Datteren var blevet spærret inde uden adgang til lys, og hun havde til sidst spist noget af sit eget hår, blot for at at få noget i maven.”
  • Maya Salonin: ”Menneskesønnen” (anmeldt i Himmelskibet nr. 51)
    ” Bogen passer godt ind i serien og har en vinkel som ingen af de andre forfattere har valgt. Ud over at være godt fortalt, så belyser den også at ondt og godt ikke nødvendigvis er noget der kan dels op i sort/hvidt, men at det er nødvendigt at sætte sig ind i de bevæggrunde som ligger til grund for en handling. Og i denne bog et alternativt bud på hvad konflikten imellem Gud og Satan skyldes, end hvordan det normalt belyses.”
  • Stephan Garmark: ”Syndefald” (anmeldt i Himmelskibet nr. 51)
    ” Forlaget Kandor har kørt serien Den X. bog om Satan hvori forskellige forfattere har bidraget med forskellige vinkler på hvem eller hvad satan er og hvordan han virker på os mennesker. Jeg tænker at Syndefald oprindeligt har været tiltænkt denne serie, for både indholdet og længden på bogen virker til at være tilpasset serien. ”
  • Kirsten Nielsen: ”Et studie i ondskab”

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Antologi, Bøger, Horror | Tagget , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Teddy Vork- Mulm

Mulm
Roman af Teddy Vork
Kandor, 2020, 202 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

I 2014 udgav Teddy Vork en novelleantologi med titlen Sprækker. Samlingens titel var velvalgt, eftersom der i alle novellerne var en eller anden form for sprækker i virkeligheden, hvorigennem der trængte noget anderledes og skræmmende igennem.

I romanen Mulm er der også tale om sprækker. Der er sprækker i Jacob og Majas forhold efter hun er blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling, og Jacob kæmper nu for at få hverdagen til at hænge sammen for ham selv og deres søn. Samtidig begynder der at opstå sprækker i Jacobs virkelighedsopfattelse. Sønnen Johannes på 5 år har fået sig en usynlig ven han kalder Svupben. Johannes er begynd at bygge små stendysser på sit værelse, og det er ved disse at han taler med Svupben. Inden sin indlæggelse var Maja begyndt at se skygger i deres hjem, og hun bliver mere og mere overbevist om at noget ond er ved at få kontakt til Johannes.

Som læser følger vi Jacobs forsøg på at holde sammen på det hele. Situationen bliver dog sværere og sværere for ham. Han er hele tiden nervøs for hvor lang tid der vil gå inden Maja bliver rask igen, samtidig med at han bliver mere og mere overbevist om at hendes oplevelser med skyggerne måske ikke blot er indbildning, og at der måske er noget efter deres søn.

Som læser sidder man ikke og er bange for at der skal ske hovedpersonen Jacob noget, men man er i høj fanget i hans frygt for at der skal ske noget med hans søn. At en historie benytter forældres frygt for at der skal ske noget med deres børn til at indfange læseren, er ikke nyt, og det er et utroligt effektfuldt virkemiddel når forfatteren mestrer det. Og det mestrer Teddy Vork. Han er på ingen måde landets mest produktive forfatter, men når han så endelig udgiver noget, har det altid været ventetiden værd. Han bygger gerne på væsner og sagn fra folkeminder og folklore, hvilket virker rigtigt godt til at fortællingen bliver troværdig, da man under læsningen indfanges af at der er noget gammel og glemt derude, som blot skal have en lille sprække for at skabe kontakt til den verden vi lever i.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 58

 

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Critters Attack!

Critters Attack!
Film, 2019
Medvirkende: Tashiana Washington, Dee Wallace, Ava Preston, Jaeden Noel m fl.
Instruktør: Bobby Miller.
Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

I den første Critters film (fra 1986) landede en flok altædende rumvæsner på jorden. De var små, havde røde øjne, pigge de kunne skyde med, og så rullede de når de skulle bevæge sig rundt. I hælene på dem var intergalaktiske, formskiftende dusørjægere, der sammen med de lokale fik bekæmpet de invaderende små udenjordiske djævle. Det viste sig dog at de overså nogle æg, og vi var dermed klar til Critters 2 i 1988. Det er mange år siden jeg så disse film, men husker dem som underholdende, og de står bestemt på listen over film jeg skal have genset på et tidspunkt.

Jeg husker faktisk ikke om jeg nogen sinde fik set Critters 3 fra 1991 (med bl.a. en ung Leonardo DiCaprio på rollelisten). Jeg ved jeg aldrig fik set Critters 4 fra 1992, og jeg havde fuldstændigt overset Critters: Bounty Hunter fra 2014. På IMDb står der også noget om en TV-serie fra 2019, som jeg heller ikke havde hørt om. I franchises som denne er det sjældent noget problem at man ikke har set alt, så med de gode minder om de to første film, satte jeg mig til rette for at se den nyeste omgang altædende små monstre i Critters Attack!

Critters–01/16/2019–Marcos Cruz / 2019 Warner Bros. Entertainment Inc. All Rights Reserved.

Drea skal passe et par store børn for sin underviser. De er ikke meget modtagelige for hendes forslag til aktiviteter, men hun får dem da med i parken. Her finder de et mystisk, men på sin vis nuttet lille dyr (en hvid Critter), som de tager med sig for at aflevere til parkbetjentene. Og så er der ellers gang i balladen. Det viser sig at dette er en hun-Critter, og hun er ikke blot ude på at æde, men vil gerne hjælpe med til at forsøge at stoppe de glubske hanner.

Der er selvfølgelig ikke nogen der tror på de unges historie om de angribende monstre, før det er for sent. Dog er der en som har holdt øje med himmelrummet og har registreret at væsnerne er tilbage. Hun er dusørjæger, og hun er både bevæbnet og klar til kamp. Denne dusørjægerne er spillet af Dee Wallace, som også var med i den første film, men jeg skal ærligt indrømme at jeg ikke kan huske om det var den samme rolle (og IMDb gjorde mig ikke klogere).

Critters–01/28/2019–Marcos Cruz / 2019 Warner Bros. Entertainment Inc. All Rights Reserved.

Langt de fleste effekter er praktiske (dukker eller animatronics), med kun ganske lidt cgi, noget der bestemt er et plus. At det så nogle gange måske nok er lidt for tydeligt at det er en hånddukke, kan jeg sagtens leve med i en film som denne.

Som forventet så kunne denne sagtens ses uden at have set hele serien op til. Dog tror jeg det er en fordel at have set de første dengang og dermed kunne se denne som et gensyn med noget underholdende. Det er bestemt ikke stor filmkunst, og filmen har heller ikke samme charme som de oprindelige, men jeg var godt underholdt, og der var flere sjove indslag, bl.a. da den kiksede parkbetjent er i bad og forveksler en critter med en vaskesvamp. Dette slipper han selvsagt ikke levende fra.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 58

Critters–01/15/2019–Marcos Cruz / 2019 Warner Bros. Entertainment Inc. All Rights Reserved.

Udgivet i Film, Horror | Tagget , | Skriv en kommentar

Joker

Joker
Film, USA, 2019, 122 min.
Instr.: Todd Phillips
Medv.: Joaquin Phoenix, Robert De Niro, Zazie Beetz, m.fl.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic

På film er det muligt at lave mange og meget forskellige versioneringer af figurer og historier fra tegneserier, og det står specielt tydeligt frem i disse dage, hvor der produceres rigtig mange film fra disse tegneserieuniverser. Med film som Joker og Venom (se anmeldelse i Himmelskibet nr. 56) ser vi spin-off figurer fra superhelteuniverserne: de første superskurke-film, hvor heltene slet ikke er med. Skurkene definerer sig traditionelt i forhold til heltene, men når de er hovedpersoner i deres egne film bliver det muligt at gøre nye ting med dem. Der er stort behov for at forny netop Joker-figuren, for han er allerede Batmans mest kendte ærkefjende, og vi har set ham på film og tv mange gange allerede, helt tilbage fra Batman tv-serien fra 1966. Indenfor de sidste tre årtiers film er der nu tradition for at de helt store skuespillere tackler Joker-rollen – Jack Nicholson spillede ham i Tim Burtons Batman-film fra 1989, Heath Ledger var en legendarisk Joker i The Dark Knight fra 2008, og nu er turen kommet til at ingen ringere end Joaquin Phoenix skal gøre figuren til sin egen.

Man kommer ikke uden om at Phoenix er en af sin generations bedste skuespillere. Man kommer ikke uden om at han leverer en pragtpræstation i denne film. Og man kommer heller ikke uden om at selv den bedste skuespiller i rollen kun fungerer hvis filmens manuskript også er vellykket – og det er det heldigvis. Visuelt kører Todd Phillips en linje der fokuserer på Jokerens farver – grønt og hvidt, tilsat lidt rødt – og konstruerer hele filmens og Gotham Citys dunkle og trøsteløse stemning ud fra dette farveskema. Med sikker instruktion og en skuespiller som Phoenix i centrum er resultatet en film hvori alle scener og sekvenser føles fuldkommen ikoniske, ja, næsten skæbnebestemte. Samtidig er det en film der handler om depression og fortvivlelse, hvilket jo er passende når man skal skildre en superskurk. Optimisme hos heltene, pessimisme hos skurkene. Det ikke bare giver mening; det er mening. Og meningen begrænser sig ikke til Jokerens egen figur – tværtimod: det handler helt overordnet om måden hvorpå det moderne samfund både skaber og forsømmer folks problemer. Dermed skriver den sig ind i en langt større debat om sociale problemer i et samfund med store afgrunde mellem rige og fattige, og hvordan kriminalitet er et symptom på et sygt samfund.

Som tegneserielæser har jeg personligt altid haft et problem med måden både Batman og Jokeren er blevet skildret på i tegneserierne siden midt-1980erne. På baggrund af Frank Millers The Dark Knight Returns (1986), som er en dystopisk fremtidsfortælling der slet ikke foregår i det egentlige DC-univers, blev denne nye mørke og sammenbidte Batman så uendeligt populær at han også i de almindelige tegneseriehistorier begyndte at gå i den retning: I stedet for at være en traditionel helt blev han en overdrevet indædt bad-ass som dels kunne vinde over ALLE andre (også superhelte med vilde kræfter, såsom Superman), og som blev mere og mere voldelig overfor kriminelle. Man kan næsten sige at han tilnærmede sig en Judge Dredd-agtig fascisme, og ikke længere repræsenterede klassisk heroisme. Af samme grund har han i mange af de mere kendte historier siden dengang været uvenner med Superman. Det er som om der har udviklet sig en faktion af fans som synes at Batman bør være en sådan bitter og grum eksponent for ultravold, som hader alle de øvrige og spejderdrenge-agtige superhelte, selv om det samtidig gør at Batman ikke er nogen klassisk helt længere, men bare en voldsfanatiker der er sunket til samme niveau som de kriminelle (eller for den sags skyld samme niveau som de hensynsløse rige, som han i kraft af sin Wayne-formue er en del af). Det er også sådan han skildres i den efter de flestes mening – inkl. min – dybt mislykkede 2016-film Batman v Superman: Dawn of Justice (anmeldt både af undertegnede og af Flemming Rasch i Himmelskibet nr. 48).

Men problemet med Jokeren er faktisk værre endnu. Jokeren skal jo være en værdig fjende for den mørkeste af mørke Batmænd, og derfor er han gennem årene gradvist blevet mere og mere sadistisk og massemorderisk. Han myrder løs, og fordi han er en ikonisk figur som Batman altid skal spejle sig selv i, bliver han aldrig reelt straffet for sine forbrydelser (udover nogle måneder på et sindssygehospital nu og da), men vender altid tilbage for at begå nye. Jeg finder ikke dette hverken holdbart eller acceptabelt. En ordentlig helt kan ikke bare lade en skurk blive ved og ved med at myrde løs igen og igen. Og ironisk nok er Batman heller ikke nogen ordentlig helt længere, MEN han holder stadig fast i sit princip om aldrig at slå nogen ihjel (uanset hvor brutal han i øvrigt kan være). I min optik fungerer det slet ikke, og jeg kan simpelthen ikke læse eller på anden måde støtte sådan nogle historier. En skurk så slem som Jokeren bliver en ordentlig helt nødt til at uskadeliggøre permanent. Men fordi Batman og Jokeren er så ikoniske figurer, bliver de ved og ved med at danse omkring hinanden, og vedligeholde en uholdbar situation. På den måde opfylder historierne i tegneserierne i hvert fald ikke længere mine krav til hvad god heroisk moral er.

Men, her kommer så Todd Phillips’ Joker-film med en historie hvor Batman slet ikke er med. Så bliver det pludselig muligt at anlægge en helt anden vinkel på figuren, hvor det overhovedet ikke drejer sig om Jokerens interaktion med Batman. Phillips vælger i denne film at bruge en variant af samme idé som Christopher Nolan forsøgte at anvende på superskurken Bane i 2012-filmen The Dark Knight Rises. Nemlig at skurken i yderste konsekvens er et billede på den undertrykte og forsømte arbejderklasse der gør oprør mod det etablerede og elitære system, som bl.a. repræsenteret af den rige Bruce Wayne og/eller hans forældre. Gotham City portrætteres som en koncentreret udgave af et urbant samfund hvor byforfald og kriminalitet er gået amok pga. elitens forsømmelse og ligegyldighed overfor de laveste klassers problemer. Ud af denne situation opstår Jokeren som en oprørsfigur der inspirerer mange andre til også at sige fra og protestere. I denne version er der det yderligere twist at Jokeren måske er, eller tror at han er, Bruce Waynes illegitime bror. Og at Bruce Waynes forældre myrdes i de optøjer som Jokeren inspirerer den rebelske folkemængde til. Her er det altså Jokeren der indirekte skaber Batman – og spørgsmålet er så hvilken Batman der kommer ud af dét. Hvis Jokeren repræsenterer social uretfærdighed, og Batman bliver hans ærkefjende, så må Batman jo komme til at repræsentere det undertrykkende og elitære samfundssystem. Så må Batman blive en skurk, mens Jokeren er helten. Symbolsk, i hvert fald. Om det er en holdbar situation der kan anvendes i yderligere historier som fortsættelse til denne film, kommer til at stå hen i det uvisse indtil vi finder ud af om denne film får en fortsættelse. Umiddelbart lader det ikke til det, og jeg tror også at jeg vil foretrække at denne film står alene. For symbolikken, og den yderligere skade dette vil forvolde på den klassiske version af Batman-figuren, kan meget nemt gå hen og blive noget frygteligt rod. Men som helt selvstændig film virker Joker utroligt godt. Figuren er her blevet til en working class hero, hvor hans forbrydelser repræsenterer en retfærdig modstand mod et hensynsløst og mareridtsagtigt samfund, hvilket er et soleklart budskab fra Todd Phillips om at alt ikke just er fryd og gammen i Guds eget land.

Jeg kunne i begyndelsen ikke helt bestemme mig for om jeg syntes at filmens løsrivelse fra tegneserienes versioner af figuren var en god eller en dårlig ting, men jeg må sige at jeg ender med at godkende denne films valg et hundrede procent. Og dermed er filmen faktisk intet mindre end… perfekt.

Karakter: 10 stjerner ud af 10.

– Tue Sørensen

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Susanne Aalling Ovesen – Experimentet 1- De andre

Experimentet 1- De andre
Roman af Susanne Aalling Ovesen
LS Books & Games, 280 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Sophia er lige blevet student. Da hun nu har brug for at slappe af er hun taget alene op til sine forældres sommerhus. Hun har det generelt bedst med ikke at være i nærheden af for mange mennesker, da hun har en speciel evner der bl.a. gør at hun fornemmer andres følelser, hvilket påvirker hende kraftigt. På en indkøbstur bliver hun pludseligt ramt af en helt ny fornemmelse, og hun bliver meget påvirket af en ung mands tilstedeværelse. Værre går det dog, da der lige pludseligt er noget mystisk der jager hende, noget der bestemt ikke vil hende det godt. Den unge mand (William) kommer hende dog til undsætning.

William tager hende med hen til sine forældre. Det viser sig at William også har specielle evner, han kender dog til hvor disse evner stammer fra. Sammen med sine forældre kan han fortælle Sophia om ”De Fremmede”. Det et udenjordiske væsner der har lavet experiemter på mennesker, hvilket der er kommet nogle børn med specielle evner ud af, og både William og Sophia høre til disse. Det viser sig også at Sophia egentligt er adopteret, men hos de forældre som hun også troede var hendes biologiske forældre finder hun en mappe med en masse informationer om hendes biologiske mor.

Sophie får rigtigtig mange informationer fortalt af William, eller via den mappe hun finder. Bogen handler derfor ikke så meget ikke så meget om at hun skal finde informationerne, men mener om at hun skal forholde sig til dem, og ikke mindst til de følelser som hun hurtigt får for William.

Bogen er bind 1 i en ny serie, og det er meget tydligt at denne bog mest af alt er til for et etablerer nogle karakterer og relationer, som vil skulle bruges i de kommende bind. Bogen kan derfor dårligt læses selvstændigt, men så er det heldigt at bind 2 allerede er udkommet (den har jeg dog ikke fået læst endnu).

Bogen har såvel gyser- som science fiction-elementer, men mest af alt er det historien om en ung kvinde der altid har følt sig anderledes, og som nu lige pludseligt skal forholde sig til, hvorfor hun ikke er som de fleste, men også skal forholde sig til at hun har fundet en der er ligesom hende.

Det var ikke sådan at jeg efter endt læsning tænkte at jeg straks ville gå i gang med bind 2, men ingen tvivl om at jeg nok skal få det bind læst også. Bagsiden af bind 2 fortæller at i dette bind rejser Sophia og William til London, for at mødes med andre der er lige som dem. Det der forfølger Sophia har dog ikke opgivet jagten endnu.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar