Asteroid City

Asteroid City
Film, USA 2023, 105 min.
Instruktion: Wes Anderson
Historie: Wes Anderson & Roman Coppola
Med: Jason Schwartzman, Scarlett Johansson, Tom Hanks, Tilda Swinton, Bryan Cranston m.fl.

Wes Anderson er kendt for at lave skæve, lidt underlige film, og Asteroid City er ingen undtagelse. Faktisk er det den mest underlige af hans film, som jeg har set, på flere måder.

Titlens Asteroid City er en lille ørkenby, mest kendt for det meteorkrater som har givet byen navn og for den rest af meteoren som er udstillet samme sted.. Ellers er der ikke meget andet end et motel, en diner, et bilværksted og en forskningsstation. Året er 1955, hvor byen lægger hus til en Junior Stargazer Convention. En snes unge, rum-interesserede mennesker og deres forældre er samlet til prisoverrækkelse for ungernes (meget imponerende) opfindelser og opdagelser og for at se et årligt tilbagevendende himmelfænomen, som kun kan ses fra meteorkrateret i Asteroid City: tre røde lysprikker på linje. Dette år bliver mere usædvanligt end normalt, for der sker noget, som får militæret til at afspærre området og stoppe al uautoriseret kommunikation med omverdenen. Børn og forældre er nu fanget i Asteroid City, og der opstår romancer og andre relationer mellem både børn og forældre. Blandt forældrene er en krigsfotograf (Schwartzman), en filmstjerne (Johansson), en millionær (Hanks), en forsker (Swinton), et cowboyband (med bl.a. Jarvis Crocker og Seu Jorge) og en bilmekaniker (Matt Dillon). I centrum er krigsfotografen, som lige har mistet sin kone og har ladet ham alene med fire børn; noget som han ikke er emotionelt udrustet til at håndtere; filmstjernen, som går rundt med selvmordstanke; og deres rebelske (og forelskede) børn. Det tvungne fangenskab sætter gang i selvrefleksion og nye følelser og tanker, som måske, måske ikke finder forløsning mod slutningen, hvor alle går hver til sit.

Men faktisk er dette slet ikke handlingen i filmen. I ‘virkeligheden’ er det en fiktiv dokumentar (mockumentary), hvor Bryan Cranston i sort-hvide scener fortæller om det berømte skuespil Asteroid City og dets forfatter, instruktør og hovedrolleindehavere og de skæbner, der er forbundet med disse. De farvescener, der udgør det meste af filmen, er et forsøg på at overføre skuespillet til farve-tv, med de samme skuespillere.

Dette er endda ikke helt rigtigt, for figurerne fra dokumentar, skuespil og tv-film vandrer frit frem og tilbage mellem disse tre og kommenterer det, der sker i et forsøg på at finde en mening med det hele. Denne sammenfiltring af metalag af uvirkelighed gør Asteroid City til en ret mærkelig oplevelse, som næppe alle vil bryde sig om – og man kan også spørge sig selv om det ikke er lige lovlig prætentiøst. I det hele taget er det svært at finde ud af hvad Anderson egentlig vil med filmen.

Det skal man dog ikke lade sig afskrække af. Filmens pastelfarvede retrounivers er rigtig flot, og de mange små optrin mellem personerne er sjove, skæve, velspillede og sært underspillede på vanlig Wes Anderson-facon. Filmen efterlader mange mysterier, blandt andet betydningen af hændelsen, der sætter handlingen i gang, og af en remse, der bliver messet sidst i filmen, men netop denne åbenhed for fortolkning pirrer fantasien hos den nysgerrige filmgænger. Jeg kunne i hvert fald rigtig godt lide den.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen.

Udgivet i Uncategorized | Tagget | Skriv en kommentar

Himmelskibet vinder pris

Himmelskibet er godt nok lukket nu som magasin, men arven fra magasinets levetid er nu cementeret, idet nr. 63 fra sidste år har vundet prisen for bedste europæiske fanzine på den nys overståede årlige convention for det Europæiske Science Fiction Selskab! Stor ære, og, synes vi naturligvis selv, en velfortjent måde at afslutte magasinet på!

Udgivet i Uncategorized | Skriv en kommentar

Døden og kvinden

Døden og kvinden
Klassiske gys skrevet af kvinder
Antologi
2 Feet Entertainment, 211 sider, 2023

Anmeldereksemplar leveret af forlaget.

Det er en formiddag i maj, men det føles som skumring, varm te og regnvejr i oktober.

Uanset hvilken tid på året man læser novellesamlingen Døden og kvinden, vil stemningen forvandles til ”mørk og stormfuld aften”. Og med god grund. Jeg bliver sjældent så opslugt af fortællinger som jeg blev af Edith Whartons “Selskabsdamens klokke” fra 1902. Novellen føles om en gyser prolog til Downton Abbey-universet, men med det uhyggelige New England som bagtæppe. Wharton skriver moderne og spændende og handlingen skrider hurtigt frem uden at mystikken afsløres med det samme. Hendes univers er meget præcist beskrevet og det er let at forestille sig den formelle husholdning, den lidt kedelige mad, der blev serveret til i tjenestefolkenes frokoststue om vinteren og den respektfulde omgangstone mellem Upstairs og Downstairs.

Virginia Woolfs novelle “Et hjemsøgt hus” (1921) er vidunderligt poetisk og samtidig en yderst elegant, hjertevarm og skæv spøgelseshistorie. Novellen “Døden og kvinden” (1892), som antologien har taget navn efter, er krybende uhyggelig på sin helt egen meget subtile, stille og feminine facon. Det kan mærkes at teksten er skrevet af en kvinde og det manglede jeg uden jeg vidste det. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har læst andet af Mary Shelly end Frankenstein, men hendes novelle “Forvandlingen” (1831) er både god gyser og fantastisk fantasy, jeg ikke vidste jeg gik glip af.

Novellerne i antologien er skrevet i perioden 1831 til 1921. En yderst interessant periode både i forhold til hvordan samfundene i Europa og på den amerikanske østkyst for alvor udviklede sig fra overtroiske landbrugssamfund til ”civiliserede”, mere videnskabeligt funderede bysamfund. Litteraturen spejlede dette og udviklede sig i samme takt. Særligt H.P. Lovecraft er kendt for at beskrive den sidste rest af den (bøh)landlige frygt for det store ukendte. Og jeg er glad for nu at kende mange flere af dem, der gjorde det samme.

Teksten på bagsiden af Døden og Kvinden påpeger at det er på høje tid, at de mange kvindelige forfattere, der i høj grad har været med til at forme gysergenren efter den gotiske roman, får deres egne udgivelser og fremhæves som de fremragende forfattere de er. Og jeg kunne ikke være mere enig. Det er alt for ofte at særligt Mary Shelly udelades for sin store litterære rolle. Jeg har altid brug for at læse noget nyt med nye spændende perspektiver og selv om novellerne i Døden og kvinden er mellem 100 og hele 200 år gamle, føles de nye og friske.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel

Udgivet i Antologi, Bøger, Horror | Tagget , | Skriv en kommentar

Tue Omø – 9 Liv

9 Liv
– Ni måder at overleve på, ni måder at dø
Novellesamling af Tue Omø
Enter Darkness, 300 sider, 2023

Anmeldereksemplar leveret af forlaget.

Mange novellesamlinger er ret neutrale, forstået på den måde at de blot er en samling noveller, hvor der hverken er for- eller efterord, eller andet der knytter en forfatter til værket. Ofte er dette bevidst, da mange gerne vil ”lade værket tale for sig selv”, men som læser kan jeg godt lide når forfatteren deler lidt af sine tanker om bogen. I Tue Omøs samling 9 Liv indledes hvert novelle af en lille intro. Det er en intro der kommer efter novellens titel, hvilket gør at introen går direkte over i novellens start noget der fungerer rigtigt godt. Det er selvfølgelig ikke til at sige hvornår denne intro er ”ægte” og hvor de måske er digtet som en del af novellen, men i alle tilfælde er de med til at sætte stemningen for den historie man skal til at læse.

Samlingen er, hvis ikke horror historier, om steder, ting eller personer der indeholder dystre historier, som f.eks. illustratoren hvis sindstilstand afspejler sig i de billeder han laver, og hvor det virker til at billederne næsten har sit eget liv, eller en frygt for edderkopper der bunder i et traume.

Novellerne fletter alt fra Tolkien, Nordisk mytologi, Lovecraft og har flere referencer til forskellige film og bøger. Men der holdes samme tone igennem dem, hvilket er med til at give en samling der fremstår som et samlet værk.

Nogle af novellerne kunne have haft gavn af at blive strammet op hvis de skulle fungere bedre som horrornoveller, men da jeg faktisk ikke er sikker på at det er forfatterens hensigt at de skal fremstå som sådanne, så vil jeg ikke lade det tale synderligt imod bogen.

En bog med masser af stemning, og en opbygning som fungerer rigtigt godt, gør at den bestemt skal have an anbefaling med fra min side.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Horror, Novellesamling | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Mrs. Davis

Mrs. Davis
Tv-miniserie, USA, 2023
8 episoder af ca. 55 min.
Skabt af Tara Hernandez & Damon Lindelof
Med Jake McDorman, Betty Gilpin, Andy McQueen m.fl.
Kan ses på HBO Max

Vi  begynder i Paris  år 1307, hvor en håndfuld tempelriddere bliver brændt på bålet for kætteri. Senere bliver et nonnekloster i nærheden invaderet af riddere, der søger den Hellige Gral – som nonnerne faktisk har. Det lykkes en nonne at stikke af med gralen, som skal fragtes til “søstrene over havet”.

Spring til 2023, hvor alt er som vi kender det – næsten, da. Forskellen er eksistensen af en app kaldet Algoritmen eller Mrs. Davis, som næsten alle konstant har kontakt med via en øresnegl. Mrs. Davis kan svare på stort set alle spørgsmål og vejlede brugerne til at leve et meningsfuldt liv. Mrs Davis har stort set udryddet krig, fattigdom, sult med mere, men ikke alle er lige begejstrede for appens indflydelse på menneskehedens skæbne. En af tvivlerne er nonnen Søster Simone (Betty Gilpin), som giver Mrs. Davis skylden for sin fars død. Trods dette søger Mrs. Davis ihærdigt at komme i kontakt med Simone, som angiveligt er den eneste, der kan finde den Hellige Gral – og ødelægge den. Simone accepterer opgaven efter anbefaling fra sin mystiske ven Jay (Andy McQueen), og så slår hun sig sammen med sin ekskæreste Wiley (Jake McDorman), som leder en oprørsbevægelse, der vil ødelægge Mrs. Davis. Herefter følger en gralsfærd, der tager det umage par godt omkring i verden, til blandt andet Oxford, Vatikanet, Sydamerika og en øde ø beboet af Professor Schroedinger og hans kat.

Serien udmærker sig ved at bestå af en række himmelråbende absurde episoder, som virker meningsløse indtil sløret for den større sammenhæng efterhånden bliver løftet via parrets opdagelser og flashbacks til deres og andres fortid. Selvom det til at begynde med virker umuligt, giver alting den skønneste mening til sidst, hvor alle tråde bliver samlet på fornemste vis til en tilfredsstillende afslutning, som absolut ikke kræver (og næppe får) en fortsættelse. Serien blander high-tech science fiction med kristen mytologi, og det gennemgående tema er teknologi overfor religion: Hvad skal man tro på og stole på, og er verden bedre med eller uden? Heldigvis stiller serien ikke de to ting op som modsætninger, enten/eller, og den viser at begge ting har både gode og dårlige sider – i hvert fald i seriens eventyrunivers, hvor det overnaturlige faktisk eksisterer. Mrs. Davis kan derfor fint ses både af troende og ateister som en filosofisk (og stærkt underholdende) allegori over hvad der er godt og skidt ved verden i dag og faren ved at lægge sin skæbne  i hænderne på en enkelt autoritet, hvor venligsindet den ellers umiddelbart ser ud til at være. Serien anbefales herfra til alle, der kan lide noget anderledes underholdning med en rutschebanetur af absurditeter, som ikke giver fuld mening før man står sikkert på fast grund igen når turen er slut.

En sjov detalje er at de ret mærkelige afsnit-titler er genereret af AI; en teknologi som Hollywoods forfattere i skrivende stund strejker mod. Efter min overbevisning kan AI allerede nu finde på lige så absurde optrin, som vi ser i Mrs. Davis, men jeg tvivler stærkt på at AI i nogen overskuelig fremtid kan få sådanne absurde optrin til at hænge så godt sammen, og give så god mening, som forfatterne til denne serie. I værste (eller bedste?) fald vil AI kun kunne overtage at skrive de mest klichéfyldte og formelagtige historier, vi i dag ser på film og tv – og selv da skal der gode dialogforfattere, instruktører og skuespillere til at give historierne liv og mening. Så jeg tror ikke at Hollywood-forfatterne bør være voldsomt bekymrede – i hvert fald ikke de gode af dem.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Suzume

Suzume
Tegnefilm, Japan 200
Instruktion og manus: Makoto Shinkai
Med: Nanoka Hara, Hokuto Matsumura m.fl.
2 timer 2 minutter

Makoto Shinkai har tidligere været aktuel i danske biografer med tegnefilmene Weathering With You (2019) og Your Name (2017), og denne film følger samme skabelon, hvor unge mennesker i nutidens Tokyo bliver blandet ind i overnaturlige begivenheder som kan have store konsekvenser for mange mennesker. Dramaet, der ikke er uden omkostninger for vores helte, bliver blandet med romantik og humor.

I dette tilfælde følger vi gymnasiepigen Suzume, som på vej i skole på cykel bliver stoppet af Souta, en flot, ung mand, der spørger hende om der er nogle ruiner i nærheden, for han leder efter en dør i en ruin. Hun udpeger et forladt sanatorium oppe i bjergene, men senere beslutter hun sig for at tage op til sanatoriet for at se hvad det hele går ud på. I sanatoriet ser hun ingen spor af Souta, men midt i en oversvømmet gårdsplads står en rest mur med en dør. Da hun åbner den, åbner en helt anden verden sig for hende – men da hun går igennem, havner hun tilbage på pladsen. Hun er ved at snuble over en dekoreret kilesten, som hun hiver op af jorden, hvorefter den bliver forvandlet til en kat, der løber sin vej. Mystificeret tager hun i skole igen.

I skolen kigger hun ud af vinduet og får øje på noget der ligner en mægtig, rød røgsøjle, som stiger op fra bjerget, hvor sanatoriet ligger – men ingen af hendes kammerater kan se noget usædvanligt. Afsted igen op til sanatoriet, og det bliver starten på et surrealistisk eventyr, der sender Suzume på en rejse godt omkring i Japan, mens Suzumes moster, som hun har boet hos siden hun mistede sin mor som lille barn, bliver stadig mere bekymret. Hvad det hele nærmere går ud på, vil jeg ikke afsløre, men blot sige at det involverer gammel japansk trolddom og mægtige åndevæsner (kamier). Undervejs på rejsen møder Suzume en håndfuld sympatiske mennesker, som hjælper hende på vej uden at spørge for meget til hvad hun laver alene og hvorfor hun slæber rundt på en trebenet barnestol (det er heller ikke nemt at forklare).

Filmen er charmerende, spændende og følelsesladet, og animationen er flot med realistiske landskaber, som de vanligt anime-karikerede figurer bevæger sig rundt i. Nogle kalder Makoto Shinkai en arvtager for Hayao Miyazaki, men det synes jeg ikke er retfærdigt over for nogen af de to. De eneste fællesnævnere mellem de to tegnefilmskabere er at deres hovedpersoner er unge mennesker med gåpåmod, der bliver blandet ind i fantastiske begivenheder. Deres tegnestile er meget forskellige, og hvor Miyazaki generelt lader sine historier foregå i fortiden eller fantasiverdener, er Shinkais solidt forankret i nutiden. Begge dele har deres styrker, som filmskaberne forstår at benytte sig af. Hvis jeg endelig skulle pege på en arvtager for Miyazaki, ville det blive hans elev Hiromasa Yonebayashi (Ariettys hemmelige verden, Marnie, Mary og den magiske blomst). Miyazakis arvtager eller ej, Shinkai er bestemt en filmskaber man bør holde øje med, og Suzume kan varmt anbefales.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Film | Tagget | Skriv en kommentar

Guardians of the Galaxy Vol. 3

Guardians of the Galaxy Vol. 3
Film, Disney/Marvel 2023
Instruktion og Manus: James Gunn
Med: Chris Pratt, Bradley Cooper, Zoe Saldana, Chukwudi Iwuji m.fl.

Den første Guardians of the Galaxy fra 2014 er nok min favorit-Marvel-film, med en nær perfekt blanding af action, humor, persondrama og klassisk rockmusik. Toeren fra 2017 kammede desværre lidt for meget over i overdreven fjolle-action og plat humor, så jeg var ret spændt hvordan denne tredje film, som formentlig er James Gunns sidste Marvel-film efter at han er blevet headhuntet af rivalen DC til at lede filmatiseringerne af DC-universet (vi har allerede set The Suicide Squad og spinoff-tv-serien Peacemaker fra hans hånd). Heldigvis er Gunn back on track med mindre fjolleri og mere drama, og jeg vil efter første syn rangere den på højde med den første (måske højere), selvom jeg er sikker på at ikke alle vil dele denne holdning.

Hvor Guardians of the Galaxy Vol. 2 startede med et stort actiondrøn, begynder Vol 3 mere roligt. Vi er på Guardians hjembase Knowhere (købt af The Collector), hvor vores (anti-)helte fredeligt er i gang med forskellige gøremål. Star-Lords er at drikke sig i hegnet. Han er stadig i sorg over at have mistet sin elskede Gamora i Avengers: Infinity War og frustreret over at den Gamora, som uventet dukkede op i slutningen af Avengers: Endgame ikke kan huske deres tid sammen og kun har foragt tilovers for ham. Som for at gnide salt i såret har denne Gamora ikke slutte sig til Guardians, men i stedet til en gruppe Ravagers ledet af Stakar (Sylvester Stallone). Freden bliver brudt da en gylden person med superkræfter (Adam Warlock, spillet af Will Poulter) kommer drønende for at kidnappe Rocket på vegne af dennes skaber, Den Højtudviklede (The High Evolutionary for tegneseriefans). Adam bliver slået tilbage, men Rocket er blevet hårdt såret, og han får det værre da Guardians forsøger at helbrede ham. Det viser sig Den Højtudviklede har installeret en sikring mod at der bliver fiflet med Rockets krop, inklusive helbredelse, og den stakkels ikke-vaskebjørn (“I am not a raccoon!”) vil dø i løbet af 48 timer hvis Guardians ikke kan få fingre i den adgangskode, der kan omgå sikringen. Men det kræver at Guardians bryder ind i Den Højtudvikledes nervecenter, der er bevogtet af avanceret teknologi såvel som dødbringende kyborg-væsener.

Scenerne med Guardians forsøg på at redde Rocket bliver krydsklippet til dennes febervildelser, hvor han genopliver scener fra sin egen tilblivelse som et lille dyr, der med elektronik og genteknologi bliver opløftet til et intelligensvæsen af Den Højtudviklede, som har sat sig for at skabe et perfekt samfund med perfekte væsener. Rocket viser sig at være et vigtigt element i planen, da han er den eneste af Den Højtudvikledes skabninger, der er i stand til at tænke nye tanker og opfinde nye ting. Vi får en række hjertensskærende scener, hvor den unge Rocket danner venskab med andre af Den Højtudvikledes forsøg, som han deler bur med; en odder med robotarme, en hvalros med to store hjul i stedet for bagben og en kanin med stålkæbe og mekaniske edderkoppeben. Disse scener er det bærende element i filmen og skaber dybe indblik i hvordan Rocket er endt som det bitre væsen, han er, og i hvor langt Den Højtudviklede er villig til at gå for at opnå sit mål. Kontrasten mellem Guardians kiksede planer og fjollede samspil og de dybt rørende og alvorlige løfter filmen et niveau over bare at være en vellykket actionfilm, men for biografgængere der bare vil have popcorn-underholdning, kan de virke forstyrrende. To af dem, jeg så filmen med, synes i hvert fald ikke så godt om den som om de to første.

Selvfølgelig spiller rockmusik også en rolle i filmen, denne gang fra den Zune, Star-Lord fik i slutningen af Vol. 2. Der er nogle fine numre med, blandt andet Rainbows’ “Since You Been Gone”, men overordnet set synes jeg ikke sangene ramte så godt som især i den første film. Men det skyldes måske bare at musikken i højere grad er af nyere dato og at min musiksmag langt hen ad vejen er frosset fast i 1970’erne.

Som nævnt er dette (sandsynligvis) James Gunns svanesang for Marvel og for Guardians, som han gjorde til en af de mest populære MCU-film. Man mærker at han føler figurerne og har sat en ære i at skabe en værdig afrunding af deres historie. Der kommer givetvis flere film med Star-Lord og/eller Guardians of the Galaxy (der er penge i skidtet), men man kan fint vælge at slutte her, hvis man ikke vil se figurerne ‘ødelagt’ af nye forfattere og instruktører. Man mærker også at skuespillerne har lagt sig i selen for at gøre afslutningen god. Det gælder især Bradley Cooper som Rocket, Chris Pratt som Star-Lord og Pom Klementieff som Mantis, men også Dave Bautista som Drax leverer nuanceret skuespil, der giver figuren mere dybde end vi før har set. Alt i alt føler jeg mig rigtig godt tilfreds med filmen, og selvom eventuelle efterfølgere viser sig at være kiksede, vil det ikke ødelægge min nydelse af James Gunns trilogi, som jeg tror bliver mere udødelige klassikere end næsten alt andet fra MCU.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

SvarSvar alleVideresend
Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Renfield

Renfield
Film, USA, 2023
Instruktør: Chris Mckay
Medvirkende: Nicolas Cage, Nicholas Hoult, Awkwafina m.fl.

Dracula har optrådt mange gange på film. Og nu er der kommet en film mere om Dracula, nemlig horrorkomedien Renfield.  I denne film har Renfield taget Jonathan Harkers  rolle som rejsende til Draculas slot og som solgte Dracula en ejendom. Man får det at vide i filmen. På den måde undgår man at Renfield har kontakt med psykiatrien, som han har i romanen. Det ville ikke fungere i denne film.

Handlingen i Renfield er, at Renfield er træt af at arbejde for Dracula. Han har arbejdet for Dracula i næsten hundrede år i filmen og vil væk. Han har opsøgt en støttegruppe og indser at han bare bliver udnyttet af Dracula. Og han vil bryde samarbejdet med ham. Dracula forlanger at han skal hjælpe med finde ofre han stikke sine tænder i, da Dracula er hårdt medtaget af et sammenstød med nogle monsterjægere. Dracula forlanger nogle nonner eller nogle cheerleadere, da han vil have at ofrene er uskyldige. Renfield sidder på en restaurant hvor der både er cheerleadere og nonner til stede. Han nægter at skaffe Dracula disse og restauranten bliver angrebet af nogle gangstere, som Renfield har konfronteret før. Renfield som får styrke af at spise insekter, vinder kampen mod gangsterne, som er ret overtallige. Dracula kommer i kontakt med disse gangstere og vil have dem at arbejde for sig. Hvordan det går skal ikke røbes her.

Renfield er en gyserkomedie og fungerer fint som sådan en, synes jeg. Den er blodig og voldelig og, synes jeg, morsom. Nu er Dracula er en af mine favoritromaner og Dracula som karakter holder jeg meget af. Det farver måske min oplevelse af filmen.

Der er flere sjove optrin og rigtig gode slagsmål. Dracula er formidabelt spillet af Nicolas Cage og Nicholas Hoult er også god som Renfield. Specielt god er scenen hvor Dracula opsøger Renfield i hans lejlighed efter han forladt Dracula i første omgang. Scenen er god, fordi Cage får vist Draculas ondskabsfulde karakter på en charmerende og sjov måde.

Dracula kan komme ind i lejligheden, fordi der står ”welcome” på dørmåtten! I filmen overholdes nemlig de kendte regler for Dracula: Han kan ikke gå frit omkring i sollys, han kan ikke komme ind uden at man byder ham velkommen osv.

Filmen er sjov, men jeg kunne savne nogle rigtig gode onelinere. Hvis der havde været nogle gode onelinere, ville filmen være rigtig god. Men visuelt fungerer filmen fint og gangsterhistorien i filmen er også god. Filmen har fået blandet modtagelse. Knap så god blandt kritikere, bedre hos publikum. På www.rottentomatoes.com får den 57 % hos kritikerne og 79 % hos publikum. På www.Imdb.com  får Renfield 6,5 i rating.

Jeg er ikke enig med de fleste kritikere på dette punkt.

Filmen fungerer således bedre end en film som Dracula Untold (anmeldt i Himmelskibet nr. 45 http://himmelskibet.dk/anmelderblog/?p=4554 ) , og også  bedre end en horrorkomedie som Vamps fra 2012,  men ikke lige så godt som Hammerfilmen Dracula  aka Horror of Dracula fra 1958 eller Nosferatu: Phantom der nacht af Herzog fra 1979.  Jeg vil give den 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Jóannes á Stykki

Udgivet i Film, Horror | Tagget , | Skriv en kommentar

SISU

SISU
Film, Finland 2022, 91 min.
Instr.: Jalmari Helander
Med: Jorma Tommila, Aksel Hennie, Jack Doolan, m.fl.

Så er der en ny film i kassen hos finske Jalmari Helander; mest kendt for jule-fantasy-horror-filmen Rare Exports fra 2010. Og er du fan af de lidt mere vilde og outrerede ”voldsfilm”, skal du selvfølgelig også se Sisu!

Sisu er en finsk historisk action-film, som både er sammenbidt og sjov. Den placerer handlingen – og seeren – i det barske, øde terræn højt oppe i det nordlige Finland, hvor en gammel guldgraver bliver jaget af ondskabsfulde nazistiske soldater lige omkring slutningen på Anden Verdenskrig. Guldgraveren må tage alle ressourcer i brug for at beskytte sine kostbare ejendele, og det udvikler sig til både blod og skyderi i lange baner. Det er campy og over-the-top, men når man har set en del af dén slags film, virker det i disse John Wick-tider næsten som en helt normal action-film.

Det er en film af få ord; hovedpersonen, spillet af Jorma Tommila, siger så godt som intet; til gengæld ligner han en aldrende Arnold Schwarzenegger næsten på en prik (se bare filmplakaten!), hvilket absolut er en fordel. Han har et vejrbidt og karakterfuldt ansigt, og en anden anmelder har også beskrevet ham som ”the Punisher from Finland!” Ham ser vi meget gerne mere til. Fortællingen her handler om overlevelse, men også om hævn og stædighed, og den beskriver den voldsomme – og voldelige – vedholdenhed hos en mand, der nægter at lade sine plageånder få et eneste ben til jorden.

Kernetemaet i Sisu ligger i dens udforskning af dette titulære finske begreb om vedholdenhed og modstandsdygtighed over for modgang. Idet filmen begynder, får vi at vide at ”sisu” betyder ”knytnæve” og ”udholdenhed”; altså et svært-oversætteligt begreb om sammenbidt beslutsomhed under udfordrende forhold. Guldgraveren personificerer denne ”sisu”-ånd, og nægter at dø, selv når overmagten og skudsårene (næsten) overvælder ham.

Som sagt er der ikke meget dialog; man sidder måske lidt og savner nogle af de one-liners, der knytter sig til action-genrens klassiske eksempler; ikke mindst fordi denne film indeholder virkelig mange små vink til tidligere action-klassikere: Jagten på den forsvundne skat, Terminator, Rambo-filmene og mange flere. Den har også strukturelle referencer til Nicolas Winding Refn-film som f.eks. Valhalla. Og ja, der er også en hund…

Volds- og actionsekvenserne i ”Sisu” er underholdende – handlinger taler højere end ord! – og vil bestemt tilfredsstille de fleste action-fans, men de kompenserer ikke helt for det lidt tynde plot (hvilket dog også er helt almindeligt i rigtig mange action-film). Jeg syntes ikke at filmen indeholdt noget specielt chokerende eller ubehageligt – hvilket man så selv kan vælge om er godt eller dårligt; for mig er det positivt at den ikke er direkte ulækker. Man kan næsten sige at volden er holdt i en munter tone, så man ikke behøver at tage ret meget af det alvorligt.

Men det forbliver under alle omstændigheder en film, der har bedst af at blive oplevet på det store lærred, hvor både actionscenerne og filmens skildring af den nordfinske naturskønhed kan værdsættes fuldt ud. For filmen bruger selvfølgelig de fantastiske landskaber i Finlands Lapland-region som bagtæppe for hovedpersonens kamp. Den sparsomme cinematografi fanger på elegant vis både den majestætiske og den dystre stemning i landskabet – fra den uberørte natur til krigens ”brændte jord”-taktik. Og den har den styrke, som en god og mindeværdig film skal have: visuelt ligner den ikke nogen anden film, men er sin egen.

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Filmen kommer i de danske biografer d. 11. maj 2023.

Anmeldt af Tue Sørensen

 

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Peter Pan & Wendy

Peter Pan & Wendy
Film, Disney 2023
Instruktion: David Lowery
Med: Alexander Molony, Ever Anderson, Jude Law m.fl.
1 t 46 min.

Disney har en efterhånden lang tradition med at lave live action-udgaver af deres gamle tegnefilm – noget som jeg finder ganske overflødigt. De nye udgaver er ganske vist flotte og har fjernet ting, der kan virke anstødelige for et moderne publikum, men de mangler generelt originalernes charme. Denne beskrivelse passer langt hen ad vejen på Peter Pan & Wendy, som er lavet direkte til streamingtjenesten Disney+ – men heldigvis ikke hele vejen.

Begyndelsen er som vi kender den: Teenagepigen Wendy Darling (Ever Anderson) fortæller historier om Peter Pan til sine to yngre brødre John og Michael da Peter Pan (Alexander Molony) og Klokkeblomst dukker op. Peter Pan skal fange sin undslupne skygge, som Wendy hjælpsomt syr fast til hans sko, og så er det ellers afsted til Ønskeøen med hjælp fra Klokkeblomsts tryllestøv. Vi får den velkendte scene hvor børnene flyver over London, og så sættes kursen mod den anden stjerne til højre. Ved ankomsten til Ønskeøen venter Kaptajn Klo (Jude Law) og skyder kanonkugler efter børnene – så alt er som vi kender det – næsten da. For i denne udgave fanger Klo John og Michael, og det ser sort ud for drengene, indtil Peter Pan får reddet dem. Vi får også set den velkendte krokodille prøve at æde Klo. Så går turen til De Tabte Drenges tilholdssted, hvor sejren fejres.

Herfra bliver filmen straks mere mørk. Kaptajn Klo får opsporet vores helte og gør det af med Peter Pan, og alle børnene samt Klokkeblomst bliver taget til fange af Klo, som vil lade dem gå planken ud. Vi får indblik i forhistorien for Peter Pan og Kaptajn Klo, som ikke er så sort-hvid som vi er vant til – man får nærmest sympati for Klo, hvis det altså ikke var fordi han vil myrde børnene. Selvom det ser sort ud, ender alting alligevel godt, ikke mindst på grund af Wendys snarrådighed og empati. Slutningen er langt fra som vi kender den, men giver en bedre (synes jeg) afrunding på historien end i tegnefilmklassikeren.

Den underliggende tematik er ændret fundamentalt i denne film i forhold til tegnefilmen fra 1953. Dengang handlede det om Peter Pan, drengen der ikke ville være voksen, som tog børnene med på en rejse til det eventyrlige sted Ønskeøen, hvor alt bare er en leg. Helt så munter er Ønskeøen ikke i den nye film. Faktisk er den ret gold, med græsklædte klipper og vindblæste skove, lidt som Newfoundland og Færøerne (og filmen er da også optaget begge steder). De Vilde Drenges tilholdssted er en faldefærdig ruin, som skoven er ved at overtage – hyggelig, men også lidt trist. Og De Vilde Drenge (hvoraf nogle er piger) er ikke fuldt ud lykkelige. De savner noget, men kan ikke engang huske at det er deres mor, før Wendy fortæller dem hvad en mor er. Måske er det ikke så slemt at blive voksen, erkender Wendy, som ellers i starten af filmen ikke vil på højskole, men hellere lege med sine brødre. Måske er det endda på tide at Peter Pan vokser op? Det giver filmen mere dybde end originalen. Om man kan lide det eller ej, er nok en smagssag. Anmelderne på IMDb kan ikke lide det – en skriver “This isn’t the Peter Pan movie we grew up knowing,” og filmen har i skrivende stund en IMDb-karakter helt nede på 4,3. Jeg synes den fortjener mere, men man skal være klar over at der ikke er tale om et remake af den gamle tegnefilm, men mere en nyfortolkning af historien. Ellers kan man nok let blive skuffet. Omvendt ville jeg være blevet slemt skuffet hvis det bare var en 1:1 genfortælling, som det i starten så ud til at være. Men sådan er vi så forskellige.

De unge skuespillere i titelrollerne gør det ganske godt, men især Jude Law er fremragende som em tragisk Kaptajn Klo, hvis teatralske ondskab dækker over en stor smerte, som ikke kan forløses så længe Peter Pan minder ham om hans fortid. Som i alle Disney-film spiller musikken en stor rolle, og vi hører flere gange musikken fra den gamle sang “Vi kan flyve”. Der er også enkelte gode sange, men til forskel fra de fleste Disney-film, hvor hovedpersonerne bryder ud i sang ved enhver lejlighed, bliver der kun sunget her, når det passer ind i historien. Særlig en sang, som piraterne synger når Wendy går planken ud, er rigtig flot. Disney+ anbefaler filmen til børn fra 6 år og opefter, men jeg synes dog at filmen i midten er ret dyster og ville nok sætte alderen lidt højere – også fordi tematikken kan være svær at forstå for mindre børn. Det er dog ikke nødvendigt at unge seere kan læse undertekster, for det er muligt at vælge dansk tale. Jeg så den dog naturligvis med det oprindelige engelske lydspor.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar