Daniel Henriksen – Ad nauseam

Ad nauseam
Roman af Daniel Henriksen
Valeta, 2018, 255 sider

Kan man vende tilbage til sit normale liv efter man har været i hænderne på kyniske menneskehandlere der har tortureret dig og dræbt andre foran dig? Og blot fordi du er sluppet væk, og dem der mishandlede dig er døde, betyder det så at der ikke længere er nogen efter dig og at du dermed kan forvente at beholde de penge som du tog fra forbryderne?

I romanen In absentia fulgte vi en mand der havde modtaget en dødsdom af lægerne, og han beslutter sig for at dræbe de mennesker han ikke kunne lide, såsom bankmanden der ikke ville låne ham penge. Efterfølgende vil han begå selvmord, og han har sågar kisten klar. Han ender dog med at blive blandet ind i en underverden hvor menneskeliv ikke regnes for meget, og hvor tortur er hverdagskost.

Ad nauseam er efterfølgeren, og her er vores hovedperson på hospitalet og er ved at komme sig efter de kvæstelser han har fået under torturen. Han har nu besluttet sig for ikke at ville begå selvmord længere, mest fordi det er gået op for ham at hans kone rent faktisk elsker ham og at hun vil blive knust hvis han dør. Da han kommer ud fra hospitalet, vil han dog stadig lige følge op på om de han tidligere har dræbt, nu også rent faktisk er døde. Han hjemsøges af deres spøgelser, men efterhånden som han opsøger gerningsstederne og sikrer sig at der ikke er noget der leder tilbage til ham, så forsvinder spøgelserne. Noget der dog ikke forsvinder, er den kriminelle organisation hvis penge han har; penge som de vil have igen. De bortfører hans kone Stine for at få ham til at tilbagelevere pengene. Han stoler dog ikke på at hverken Stine eller han overlever selvom han leverer pengene tilbage, så han må prøve at finde en måde hvor han kan redde dem begge.

Det kunne jo lyde til at dette var en krimi, eller en bog med en actionhelt der tager kampen op imod den kriminelle underverden. Det er dog langt fra det som denne bog er. Der er ikke meget helt over hovedpersonen, og her rejser man sig ikke blot to minutter efter man er blevet torteret. På samme måde som den første bog, så er dette en bog der er voldelig og blodig, men som ikke forherliger dette. Den handler om konsekvenser ved de valg man tager og de ting der sker, og at ting kan have konsekvenser som rækker langt ud over hvad man forestiller sig. Bogen følger fint op på den første bog, og læste man In absentia, bør man også læse Ad nauseam.

Anmeldereksemplar er stillet til rådighed af forlaget

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Jonas Wilmann – Öjvind Kramers monstre – og andre grumme gys

Öjvind Kramers monstre – og andre grumme gys
Novellesamling af Jonas Wilmann
KAOS, 2018, 180 sider

Jonas Wilmanns seneste ungdoms- og børnehorrorbog består af fire historier, der alle er inspireret af H.P. Love­craft. Der er stor forskel på forfattere der forsøger at ramme Lovecrafts stil og tone, og de der ikke forsøger at efterligne, men har ladet sig inspirere, og stadig fortæller historien på deres egen måde. Historierne i Öjvind Kramers monstre hører til i den sidste kategori, hvor man sagtens kan se elementerne hvor inspirationen er hentet fra Lovecraft, men hvor man heller ikke er i tvivl om at det er en forfatter der ikke forsøger at skrive i en stil der ikke er hans egen.

I titelnovellen finder et par drenge en slags tyggegummi med en ny type klistermærker. Der er tegninger, eller rettere malerier, af monstre på klistermærkerne. Illustrationerne er dog så livagtige og foruroligende at specielt den ene dreng begynder at blive påvirket af dem.

“Iä! Didrik-Svendsen” er et genoptryk fra Cthulhu-mythos samlingen Lyden af vanvid (H. Harksen Productions, 2010). Har vi ikke alle haft chefer, eller hørt om chefer der er nærmest dæmoniske? I denne novelle er der noget dæmonisk på spil, samt en chef der er i besiddelse af den forbudte bog Necronomicon.

I “Betonskoven” har et par drenge sneget sig ind på et område hvor de egentligt ikke må være. Det er også langt fra første gang de gør det, men de må snart sande at der måske er god grund til at holde sig væk fra dette område.

I den sidste novelle er en musiker løbet tør for inspiration. Eller det vil sige, så er det længe siden han løb tør, og han er da også langt fra fortidens popularitet. Da han får fingrene i en ny guitar, finder han dog inspirationen igen, og han spiller nu toner og riffs som intet man har hørt før i denne verden.

Alt i alt en fin samling af små grusomme historier. Kender man sin Lovecraft, så er det intet problem at se hvor inspirationen stammer fra, men det er ikke historier der på nogen måde forudsætter at man har læst Lovecraft. Til gengæld så fortæller Wilmann i bogens efterord om inspirationen, så denne bog kunne være med til at give nye læsere lyst til at kaste sig over Lovecrafts historier.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Marie-Louise Rønning – Tusmørkebørn

Tusmørkebørn – Skaberens Våben 1
Roman af Marie-Louise Rønning
Forlaget Dreamlitt, 2017, 523 sider

Marie Louise Rønning udgav Lysets Kvinder – Helbrederen tilbage i 2105 på forlaget Egolibris  (anmeldt i Himmelskibet 48), men har nu genudgivet romanen i en redigeret og udvidet udgave på forlaget Dreamlitt. Romanen er første del af en trilogi.

Handlingen i romanen begynder ligesom Helbrederen med at Matthew Rivers og hans to makkere (kaldet søskende) Will og Eva starter på Frederiksborg Gymnasium. Matthew er et “eksklusivt blandingsprodukt af en fuldblodsvampyr og en engel af dansk afstamning” (s.13), og derfor tilhører han disse såkaldte tusmørkebørn. Matthew havner i samme klasse som Victoria Engelbrandt, der bor sammen med sine plejesøstre og er sammen med dem en del af ‘Lysets Kvinder’. Lysets Kvinder er en orden som bekæmper vampyrer.  Matematiklæreren Johannes tvinger Victoria og Matthew til at sidde ved siden af hinanden. Her har Marie – Louise Rønning udeladt disse sætninger fra Helbrederen: “Det mindede hende om en af de ungdomsknaldromaner, hun læste som teenager. En af dem hvor hovedpersonen blev tvunget til at sidde sammen med ærkefjenden, kun for at ende i hans arme halvtreds sider længere fremme.”   Mere modvilligt end i Helbrederen  bliver Victoria tiltrukket af Matthew, skønt han er halv vampyr.  Men det lille afsnit er måske udeladt fordi forfatteren ønsker en mere seriøs roman og ikke en ‘ungdomsknaldroman’.

Mødet med Matthew får Victoria til at tænke at alt ikke er så sort og hvidt som hun troede. Det bliver diskuteret  godt i bogen.  Men ellers er bogen spændende at læse, og den er bedre og mere helstøbt end Helbrederen. Vi får mere at vide om Victoria og hendes baggrund. Det viser sig at den anderledes end Victoria troede. Og romanen forklarer mere end Helbrederen om baggrundshistorien, om Rådet, den hvide heks osv. Og får bedre temaet frem, om at alting ikke er så sort og hvidt. Sproget er let flydende, og der er nogle gode metaforer, f.eks. denne på s. 38: “Ville deres venskab blive opløst som disen på en sensommermorgen?”, og på s. 155: “Folk flokkedes om kantinens kaffemaskine som en flok gnuer om savannens eneste vandhul.”

En kedelig ting er dog at der er fejl hele vejen igennem bogen, af denne type: “Den blåøjet igle” (s. 121) i stedet for den blåøjede igle.  De skulle være fanget i korrekturen. Men ellers skal romanen  nok skabe lykke blandt målgruppen. Handlingen fangede undertegnede, selvom jeg ikke tilhører målgruppen.

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

A. Silvestri – King

King
Roman af A. Silvestri
Illustreret af
Christoffer Gertz Bech
Calibat, 2018, 24 sider

Calibat har igennem længere tid fået illustreret en stribe noveller fra forskellige forfattere og udgivet dem som selvstændige bøger, hvor den valgte historie så har kunnet komme i centrum, og den er ikke blevet væk i en novelle samling. På Silvestris blog kan man læse at King er en omskrivning af teksten “Brune Bamse” fra hans debutsamling Køtere dør om vinteren.

Drengen Simon har en dejlig drøm hvori han leger med sin bamse og sin schæferhund King. Drømmen ændrer dog drastisk karakter da et noget bryder ind og truer, og King begynder at knurre. Simon vågner, og til hans skræk, ser han at et monstret står i hans værelse. Simon stikker af, ud af huset, og løber i sin flugt ud på den store vej. Han når lige at se at monstret nærmest løber igennem Simons mor uden at hun ser ud til at registrere hvad der sker.

Laust vågner med en fornemmelse af at der er noget galt. Hans kone Pernille ligger ikke i sengen, men han antager at hun nok er i kælderen for et meditere (hvilket Laust ved er et udtryk for at hun er utilfreds). Han skynder sig ind på børneværelset som er tomt. Han stirrer i frygt ud af vinduet og synes at han kan skimte noget i grøften ved den store vej, noget der får hans verden til at bryde sammen. I det samme kommer King løbende ind på værelset hvor den griber Simons bamse, hvorefter den styrter ud af vinduet og fortsætter i fuld fart.

Laust løber mod sin søns krop, mens King stormer afsted efter den del af Simon som monstret var efter, og hunden er klar til at kæmpe til døden for den lille dreng.

I hvert af bogens afsnit følger vi handlingen fra et af den lille families medlemmer, om det så er Simons flugt, Lausts frygt eller Kings jagt, så er det meget intenst og giver en historie som man er nødt til at læse ud i ét for at få det hele med. Så snart jeg havde læst den, startede jeg forfra med det samme for at få alle detaljer med, for selvom historien er lineær, så er der alligevel helt fra starten lagt spor ud til hvordan det hele hænger sammen og hvorfor den lille dreng af plaget af et monster.

De afsnit af bogen hvor vi følger King, er godt nok skrevet fra hundens perspektiv, men der er ikke forsøgt at tilskrive hunden menneskelige egenskaber eller overvejelser; den drives af sin trang til at beskytte. Dette er samtidig med til at gøre disse afsnit endnu mere intense, da det her er hundens instinkt der driver handlingen videre.

Bogen er rigt illustreret, og illustrationerne er med til at bygge den helt rette stemning omkring fortællingen.

Da bogen kun indeholder denne ene historie, er det en novelle og ikke en roman, og endnu en gang vises det hvor perfekt novelleformatet er til at fortælle en horrorfortælling, da den hurtigt og effektivt kan stige i intensitet og så holde dette ind til historiens afslutning. God horror sidder i kroppen af læseren efter endt læsning, og det gør denne historie bestemt, for det kan godt være den ligner en børne/ungdomsbog, men den er bestemt mere end det. Det er en fængende og ond historie med drømme der ikke går i opfyldelse, men med mareridt som gør.

Anmeldereksemplar venligt stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Horror | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

#moderneeventyr

#moderneeventyr
Novellesamling
Forlaget Silhuet, 2018, 244 sider

I 2017 udskrev forlaget Silhuet en novellekonkurrence med temaet: eventyr omskrevet til moderne tid. Resultatet er blevet til antologien #moderneeventyr, der indeholder ti gendigtninger af kendte eventyr til målgruppen +12 år.

Lad mig starte med at rose den iøjnefaldende forside, der nok skal fange målgruppens blik. Titlen er præget som et hashtag i guld, og fotoet af hånden, hvorfra der er trillet et rødt æble ud i sneen, signalerer tydeligt eventyret om Snehvide, men i et moderne, lækkert layout.

“Snehvide” er også samlingens første eventyr. Novellen er skrevet af Nicole Boyle Rødtnes, der har udgivet et væld af børne- og ungdomsbøger siden sin debut i 2010. Derudover har hun medvirket i forskellige antologier for både børn og voksne, og “Snehvide” hører da også til blandt denne antologis bedste bidrag.

Her følger vi instagrammeren TeenQueen, der er den mest fulgte person på instagram. Men en dag dukker en ny profil op – Snehvide – og pludselig er TeenQueens status truet. Rødtnes rammer bullseye med sin gendigtning, som både formår at placere eventyret i en ny og nutidig kontekst, men samtidig er loyal overfor originalen. Og så er jeg ret vild med slutningen.

Jeg er også nødt til at fremhæve A. Silvestris bidrag. Silvestri er som Rødtnes et kendt navn både som bidragsyder til forskellige antologier, såvel som til en lang række romaner og novellesamlinger. Her gendigter han H. C. Andersens eventyr “Historien om en moder”.

En mor sidder på hospitalet og kigger på sin lille datter, der kæmper for sit liv i hospitalssengen. Det er nat, og en sygeplejerske kommer ind med en kop te til hende. Moren falder i søvn, og da hun vågner, er datteren væk. Det viser sig at sygeplejersken var døden, og nu sætter moren efter ham med hjælp fra forskellige, hun møder på vejen.

Umiddelbart lyder Silvestris novelle næsten for tro mod originalen, men også kun umiddelbart. For som altid leger Silvestri med sin tekst, så den rummer mere end man tror. Moren får f.eks. hjælp af den lille pige med svovlstikkerne og grantræet i sin jagt på døden; mens dødens have i Silvestris version er et tivoli fyldt med lyspærer. Eventyrets morale er dog stadig stærk, for som moderen sander til sidst: “Selvom man ved, at noget er rigtigt, kan det stadig føles forkert.”

Endelig vil jeg fremhæve Lars Ahns bidrag. Også Ahn er et kendt navn, når det gælder bidrag til antologier, og senest har han vundet Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse 2017 for sin novellesamling Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos.

I “Prinsessen på ærten” følger vi en deltager i reality-programmet “Prinsesser på ærten”. Ti “prinsesser” har været igennem en udskillelse på vejen mod hovedpræmien som udover penge er en prins. I vores moderne verden er prinsesserne dog ikke nødvendigvis så forhippede på ægteskab, og jeg nød den uventede slutning.

“Prinsessen på ærten” er umiddelbart mindre genkendelig end f.eks. Silvestris novelle, men jo længere ind i historien, jeg kom, jo bedre forstod jeg Ahns idé, og resultatet er en spændende gendigtning men også en vellykket novelle i sig selv.

Jeg kunne også have omtalt Maja Møllers “Det er ganske vist”, Tenna Vagners “Den lille pige med svovlstikkerne” og Beatrix M. G. Nielsens “Alice i Eventyrland”, som alle tre ligeledes er innovative og overraskende gendigtninger, der i den grad flytter eventyret til en kontekst som nutidens unge genkender.

Det er i det hele taget skægt at se, hvor forskelligt forfatterne har tolket opgaven med at gendigte et eventyr. Nogle har fulgt det originale eventyr i opbygning og morale, mens andre har taget elementer fra originalen og skabt en ny fortælling. Et par stykker når måske ikke helt niveauet, men generelt er historierne dog gode, og jeg er sikker på, at målgruppen vil føle sig fint underholdt af disse ti moderne eventyr.

Forlaget Silhuet har tidligere udgivet antologien Sku ikke hunden på hårene med noveller om ordsprog, og i skrivende stund indkalder de historier om kærlighed (og problemer dermed) på Internettet.

Anmeldereksemplaret er venligt stillet til rådighed af forlaget

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet nr. 55

 

Indhold:

  • Nicole Boyle Rødtnes: “Snehvide”
  • Lea Kala Landgren: “Den grimme ælling”
  • Beatrix M. G. Nielsen: “Alice i Eventyrland”
  • Maja Møller: “Det er ganske vist”
  • Silvestri: “Historien om en moder”
  • Jacob F. H. Petersen: “Kejserens nye klæder”
  • Lars Ahn: “Prinsessen på ærten”
  • Tenna Vagner: “Den lille pige med svovlstikkerne”
  • Annette Skibby: “Svinedrengen”
  • Sigrid Groth: “Tommelise”
Udgivet i Antologi, Bøger | Tagget , , | Skriv en kommentar

Hanne Lykke Rix – Ellin & Miralins datter

Ellin – Miralins datter
Kongestenen 1-2
Romaner af Hanne Lykke Rix
Forlaget DreamLitt, 2018
200 og 272 sider

En usleben diamant

I Hanne Lykke Rix’ saga Kongestenen møder vi adelspigen Ellin, som af sin onkel Kong Miros bliver betroet den uvurderlige titulære ædelsten, da landet Okenos bliver angrebet af den onde Kong Droq. Ellin må i al hast og i forklædning bringe kongerigets symbolske hjerte – som måske er magisk – i sikkerhed hos sine slægtninge i det fjerne skovkongerige Furien på den anden side af bjergene. Ellins far er død, og kongen er død. Hun er det eneste håb. Men det er noget af en farefuld færd for en 13-årig pige! Således slås sagaen an. Det er, som man nok kan ane, et ret typisk ungdomsfantasy-plot. I hvert fald til at begynde med.

Men det skal man ikke kimse ad. Jeg hører i hvert fald til dem, der mener, at gode fortællinger – særligt fantasy – bygger på solide troper som alle kan genkende. Netop derfor er de rigtigt gode historier tidløse. Det interessante i den kontekst er, hvorledes fortællingen bliver forvaltet. Hvordan en forfatter behandler den litterære arv, de varetager. Og det gør Hanne Lykke Rix faktisk ganske godt!

Lad det være sagt med det samme, at forfatterinden ikke er en stor stilist eller sprogkunstner. Jeg fangede undervejs i de to bøger flere mildest talt underlige anglicismer, der ikke findes på dansk: “[…] ubevægelig som et dyr der pludselig er blevet fanget i en skarp lysstråle” (like a deer in the headlights), “en lavranket officer” (low-ranking), “som et barn foran en skål farvestrålende godter” (a kid in a candy store). Der er også mærkelige selvmodsigelser som “et afbrændingsbål” og “en kortbenet dværg”. Det er mig også imod at bruge de engelske ord “token” og “timing” i en dansksproget fantasybog. Måske er jeg gammeldags – men er det ikke netop noget af det man gerne må være i en genre, hvis særkende er en ældre, anderledes kultur? I hvert fald hvis man selv har skrevet sig ind i den genre. Korrekt dansk er vel mindstemålet.

Et mere vellykket og forfriskende nybrud er dog, at Kongestenen, for mig at se, har et stærkt feministisk islæt. Alle de gode stærke heltemænd, alle Aragon’erne, er væk. Alle de gammelkendte mande-mænd er enten skurke eller døde. Alle de stærkeste og mest snarrådige personer i bøgerne er kvinder. Det er kvindernes valg, der former historien. Hovedpersonen Ellin nægter at lade nogle bestemme over sig – også der, hvor det ville være klogest. Og det er indtagende! Det er også modigt, hvorledes de to Kongestenen-bøger berører så voksne temaer. Særligt i anden bog, Miralins Datter – som klart er den bedste af de to.

Her skal Ellin finde sig tilrette ved sine slægtninges hof. Deres familie er mildest talt dysfunktionel. Jeg nævner i flæng: drab, drukkenskab, hustruvold, tvangsægteskab og (vistnok) voldtægtsforsøg. Så selvom serien (tilsyneladende) er rettet mod ungdomssegmentet, er den altså ikke lyserød. Og det er sejt tænkt, at bare fordi man er ung, skal man altså ikke pakkes ind i vat.

        Okenos er en hård verden – også for hovedpersonen. Og det er godt, at Rix kan overbevise os om det. Men for anmelderen fremstår Okenos-verden altså også stadigvæk en smule tåget, også efter to bøger. Vi får nævnt en mængde ting: gallauniformer, badetøj, husvinduer af glas, dørmåtter, et kontor og en forlovelsesring i en lille firkantet æske. Alt sammen i et univers, som så vidt jeg kan se, gerne skulle fremstå klassisk fantasy-middelalderligt. I stedet efterlades jeg med indtrykket af en fiktionsverden, hvis grundlæggende fælles kulturnormer (medgivet: der er variationer) aldrig bliver klart fasttømret. Som om verdenen kun er lige så middelalderagtig, som det passer forfatteren her og nu. Det svækker indlevelsen og virker ærgerligt inkonsekvent og som noget man i de givne tilfælde nemt kunne have skrevet sig udenom.

Når man har snakket om verdenen i en fantasybog, er en man også nødt til at sige noget om magi – for ellers ville fantasy blot være historisk fiktion. I Kongestenen tager den form af Ellins gådefulde (dag)drømme som hun nogle gange kan tyde, andre gange ikke. De giver hende fingerpeg både om fortiden og fremtiden. Nogen større indre systematik eller krav med hensyn til de magiske kræfter er svær at ane. Dette er irriterende – for så kan det godt bare gå hen og blive en genvej for forfatteren, så hovedpersonen nemmere kan løse plottet. Selve kongestenens magiske kræfter efterlades i det uvisse. Men lad os nu se. Magi er jo uforklarligt og serien er kun to bøger henne.

Alt i alt en god, gedigen fantasy-serie til unge anno 2018. Der spares ikke på noget. Godt nok er der knubs, men hele den grundlæggende essens spiller – både i forhold til en god ungdomsbog og i forhold til fantasygenren. Nogle gange kan det at udføre det simpleste, i virkeligheden være det sværeste – for dér kan alle se, når det går galt. Her virker det! Og forfatteren lader kun til at udfolde sit potentiale mere og mere som serien skrider frem.

Anmeldereksemplarer er venligt stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Aske Sparrebro i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Jesper Wung-Sung & Palle Schmidt – Den uægte

Den uægte
Grafisk roman af Jesper Wung-Sung & Palle Schmidt
Høst & Søn, 2018, 104 sider

Den 17 årige Joakims største passion er at løbe, og faktisk er det kun når han løber at han føler at han er sig selv. Han er så dygtig og hurtig en løber at der bliver lagt mærke til ham. Efter et løb hvor han endelig har vundet over den tidligere lokale mester, bliver han kontaktet af en mystisk mand som gerne vil give ham et tilbud om at gøre ham til den største stjerne. Joakim ender med at tage med til mødet og den medfølgende løbetest. De vil give ham et stipendium til et eliteuniversitet hvor der vil være en løbeturnering med de bedste løbere. De ønsker dog ikke kun at træne ham op til at vinde løbet, han skal også afsløre at en af modstanderne er en robot.

Historien finder sted i en verden meget lig vores, dog med den forskel at historiens verden har rejst sig efter en ødelækkende krig imellem menneskene og den teknologi og de robotter vi har udviklet. Mennesket vandt krigen, men der er stadig robotter der lever i skjul, og da man ikke tør tage for meget teknologi i brug, så skal der andet til at afsløre dem. Håbet er nu at robotten vil afslører sig selv i løbet.

Joakim tager mod tilbuddet (og missionen), også selvom det betyder han må rejse fra sine forældre og sin kæreste. Den løber der er under mistanke for at være en robot, er pigen Jennifer. Joakim finder dog hurtigt sympati for hende, og jo bedre han lære hende at kende, jo mere finder han ud af hvor ens de er. Med den sympati han får for hende, vil han så kunne fuldføre missionen?

Man følger Joakims dilemma igennem historien op til det store og afgørende løb. Historien handler meget om at finde sig selv, samt finde rundt i, og sortere i, de oplysninger man bliver givet af andre.

Det er en interessant science fiction-setting, med en verden der virker til at være kommet sig fantastiks godt efter en ødelæggende krig og hvor en hverdag kører stille og roligt igen, men hvor der alligevel er rester fra krigen der gemmer sig.

Anmeldereksemplaret er venligt stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Pernille L. Stenby – Inkarnation

Inkarnation
Mestenes-serien, bog 1
Roman af Pernille L. Stenby
Ulven og Uglen, 2018, 432 sider

Da hun vågner, er det eneste hun kan huske tågen og at der i tågen er en der kalder på hende. Hun husker ikke noget, end ikke sit eget navn, men sedlen hun har om foden siger “Mestenes”. Dette må være hendes navn. Hun begiver sig ud af rummet og rundt i den bygning hun befinder sig i, for at prøve at finde tilbage til tågen.

Mestenes er blevet genoplivet fra de døde, men alting er uklart, sågar om det er hendes egen krop, hun er blevet vækket i. Hun er vågnet på Roevel Akademi, en uddannelsesinstitution for unge der alle har specielle færdigheder, om det så er at kunne sanse eller at kunne dræne energi. Hele institutionen er i en midlertidig undtagelsestilstand, da der er skiftere løs. Det er mennesker der har skiftet til andre former, mere dæmoniske former, og som nu er fri i gangene. Dette, sammenholdt med at der nu mangler et lig, giver uro på akademiet.

Mestenes finder hurtigt en professor som fornemmer at der er noget specielt ved hende, men hun er meget i tvivl om hans tilbud om at hjælpe er oprigtigt og hvad hans motiver er. Han får givet hende identifikationspapirer så hun ikke skal være helt så bange for at blive afsløret.

Hun møder også drengen Axten, og der opstår straks en kemi imellem de to. Da han hører hendes historie, tilbyder han at hjælpe hende med at komme tilbage til den tåge hun husker. De har dog travlt, for det ritual han har i tankerne, skal finde sted inden 24 timer. Det er dog ikke alle der er lige begejstret for det nye venskab. Axtens ældste veninde ikke er begejstret for konkurrencen om hans opmærksomhed.

Bogens bagside og salgstekst nævner at den indeholder LGBTQ-elementer (Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender, Queer). Jeg kan godt forstå at dette fremhæves, da det nok kan være med til at skille bogen ud fra den store mængde af ungdomsfantasy der udgives, men omvendt så vil jeg helst ikke have vidst det på forhånd, da det er med til at afslører en af boges ‘forvirrende’ elementer.

Dette er en ungdoms-urban fantasy-bog, som godt nok indeholder magiske elementer, men også computere og mobiltelefoner. Alting er forvirrende omkring Mestenes, og de ting som for et øjeblik siden var det hovedpersonerne troede på, viser sig at hænge sammen på en anden måde. Denne forvirring er også det der gør bogen spændende, da man som læser ikke ved mere en Mestenes gør og derfor også skal regne ud hvordan tingene hænger sammen. Alt afsløres selvfølgeligt ikke, da dette kun er bind ét i en ny serie.

Anmeldereksemplaret er stillet til rådighed af forlaget

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Astrid Ehrencron-Kidde – Det sukker så tungt udi skoven

Det sukker så tungt udi skoven
Novellesamling af Astrid Ehrencron-Kidde
Forlagene Escho & Sidste Århundrede 2018, 214 sider

Det sukker så tungt udi skoven er en samling udvalgte noveller om vandringsmanden Martin Willén forfattet i perioden 1909-1924 af Astrid Ehrencron-Kidde (1871-1960). Historierne følger alle Martin Willén, som oftest på hans ture gennem det svenske landskab i midten af 1800-tallet, men også under hans studieophold i England.

Det er nærmest gotiske spøgelseshistorier på randen af en magisk virkelighed, hvor usete kræfter nogle gange lader deres indflydelse forme Martin Willéns oplevelser. Novellerne veksler mellem hans egne sære oplevelser og historier, han får fortalt af andre, og som han fortæller videre. Nogle af historierne genfortæller han for os langt senere i sit liv, hvor han er kommet godt op i årene.

Fælles for historierne er, at det er små, skæve skæbnefortællinger. Det er ikke hårdt pumpet action, ej heller gys, som svælger i det ækle, men derimod spøgelseshistorier, som gennem et stærkt sprog skaber levende billeder for ens indre blik og lader historierne blive hængende længe efter, man har lagt bogen fra sig. Det er historier, som skal opleves for deres sprog, og den stemning, de levere. Sæt noget passende musik på anlægget, læg telefonen væk og lad dig fordybe i de simple, men stærke historier. Det er historier om spøgelser, hypnotisører, folk drevet til vanvid af kærlighed og ulykkelige hændelser, som ekkoer på tværs af tiden, og som samles op af den sensitive Martin Willén, som tager os med på eventyr i den svenske natur mellem små landsbyer og i kosmopolitiske London.

Jeg vil ikke forsøge at beskrive de enkelte historier. Dertil er de hurtigt læste, og det vil være synd at afsløre indholdet af dem på forhånd. Blot vil jeg bemærke, at novellesamlingen åbnes og lukkes på forbilledlig vis, som gør historierne værd at læse i den rækkefølge, som udgiver har valgt at give dem. Forfattet i begyndelsen af 1900-tallet og givet et let bedaget sprog for at afspejle fortællerens egen periode fra midten af 1800-tallet har udgiver undladt at foretage for store sproglige tillempelser. Det har bevaret den sproglige kraft, som Astrid Ehrencron-Kidde har indlejret i sine tekste, og denne tidskapsel af en udgivelse er en ren nydelse at dykke ned i.

Anmeldereksemplaret er venligt stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Morten Greis Fakkelskov i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Novellesamling | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Christian Kronow – Blodets bånd

Blodets bånd
Roman af Christian Kronow, Illustr. af Kim Herlig Holm
Mellemgaard, 2018, 293 sider
ISBN: 978-87-7190-925-8

Fantasy, sagn og myter

Den 13-årige Saxo bor alene sammen med sin far. Han har aldrig kendt sin mor, der døde kort efter hans fødsel. Saxos far arbejder på skolebiblioteket, men for nogle måneder siden var han ude for en ulykke, og nu sidder han i kørestol. Siden ulykken har faren været nervøs, og på sin 13 års fødselsdag finder Saxo ud af hvorfor.

Saxo har så længe, han kan huske, haft et tilbagevendende mareridt om en kvinde, der bliver dræbt. Nu viser det sig, at det slet ikke er en drøm, men et minde! Saxos mor var blodmagiker i et parallelt univers kaldet Orator, hvor hun havde evnerne til at vække figurerne fra de gamle sagn til live og holde den parallelle verden fri fra monstre. Efter at hun blev dræbt, har faren skjult Saxo, men nu har den onde magiker, Brage, fundet dem.

Saxo har meget svært ved at tro på historierne om trolde og magikere, og ikke mindst at faren skulle være en slags hemmelig agent. Men da han pludselig står ansigt til ansigt med en trold, er han nødt til at acceptere fakta. Så da oratoragenten Bitten bliver dødeligt såret, må Saxo og faren sammen med sagnfiguren Holger Danske tage til Orator for at redde Bitten og standse Brage.

Blodets bånd er dansk fantasy, der tager udgangspunkt i danske myter og sagnfigurer og fører dem ind i nutiden, hvor oratoragenter bruger plasmapistoler og granater til at bekæmpe trolde og andre eventyrlige væsner. Romanen er Christian Kronows debut, og jeg synes, han er sluppet godt fra det. Tempoet er støt stigende gennem historien, som er fyldt med action og også lidt humor.

Jeg kan godt lide ideen om at genbruge vores gamle sagn, som ofte er både blodige og underholdende. Og jeg er helt på linje med Christian Kronow, som i et interview opfordrer til at “pille lidt i vores egen navleuld”. Mange af de gamle sagn og myter har noget eviggyldigt over sig, så hvorfor ikke udnytte den skattekiste af fortællinger i stedet for altid at se mod USA efter inspiration?

I Blodets bånd hører vi bl.a. sagnet om Beowulf og hans kamp mod Grendel, historier om Holger Danske, om trolden fra Lønne og mange andre mytiske skabninger. Det er både farverigt og spændende, og jeg er sikker på, at mål­gruppen +12 år vil leve sig helt ind i historien.

Blodets bånd er illustreret af Kim Herlig Holm. Der indledes med et kort over Orator, som det hører sig til i en rigtig fantasyroman, mens flotte afdæmpede akvarel-tegninger pryder enkelte kapitler undervejs. Jeg må indrømme, at jeg ikke kendte illustratoren på forhånd, men han kan klart anbefales. Tjek eventuelt hans hjemmeside  og nyd flere af hans monstre.

Også andre forfattere har ladet sig inspirere af den danske kulturarv. Bl.a. har Teddy Vork udgivet Diget i 2010, om drengen Knud der bliver begravet levende som offer til guderne og beroliger sig selv ved at genfortælle de gamle sagn. I Kenneth Bøgh Andersens Den store djævlekrig har den nordiske mytologi også en plads. Og i 2017 udgav Lars Kramhøft fantasyromanen Djævelens hjerte, der har middelalderens Danmark som kulisse. For blot at nævne nogle få.

Selvom jeg ikke som sådan tilhører målgruppen, var jeg vældig underholdet af Blodets bånd. Sproget flyder let, og historien er spændende. Og så er jeg som sagt vild med at forfatteren giver vores gamle sagn nyt liv.

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar