Black Panther

Black Panther
Film, USA 2018, 134 min.
Instr.: Ryan Coogler
Medv.: Chadwick Boseman, Michael B. Jordan, Lupita Nyong’o, Danai Gurira, Letitia Wright, Martin Freeman, Andy Serkis, m.fl.

Superhelten The Black Panther blev introduceret i Fantastic Four-serien i 1966 og har æren af at være den første superhelt af afrikansk afstamning. Allerede dengang var figuren på enhver måde fantastisk; vi skal nok hovedsageligt takke Jack Kirby for baggrunds-historien om Wakanda, det højt teknologisk udviklede land midt i Afrika, som aldrig har været koloniseret, og som har formået at hemmeligholde sin eksistens fra omverden. The Black Panther har altid været en af mine yndlingsfigurer fra Marvels univers (ligesom jeg også altid har været fascineret af de farlige kattedyr af samme navn). Udover de let overmenneskelige kampevner er figuren desuden en højt intelligent monark med enorme ressourcer til rådighed, samt en international diplomat som i tegneserierne kan tale mange sprog. Han er på mange måder Marvel-universets Batman; en rig og snedig planlægger som altid er to skridt foran alle andre. Det var også sådan han blev skrevet af den sorte tegneserieforfatter Christopher Priest (ikke at forveksle med den britiske SF-romanforfatter af samme navn) i den Black Panther-serie der kørte fra 1998-2003, hvor skildringen af figuren efter min mening når sit moderne højdepunkt.

Heldigvis er der en hel del referencer til tegneserien i den skønne nye filmatisering, som er det nok mest kulørte kapitel i the Marvel Cinematic Universe hidtil (og det siger en del – især efter den forrige film, Thor: Ragnarok). Everett K. Ross – en figur oprindeligt baseret på Michael J. Fox, i filmen spillet af Martin Freeman – kommer f.eks. direkte fra Priest-perioden, og det samme gør bodyguard-korpset Dora Milaje. Udover filmens selvstændige kvaliteter er det endnu en kilde til begejstring at man kan genkende en masse elementer fra forlægget og hele vejen gennem filmen får stærk lyst til at læse flere Black Panther-tegneserier.

Men filmen står i sig selv også rigtig godt alene. Bortset fra at den selvfølgelig refererer den forrige konge af Wakandas død, som skildret helt tilbage i Captain America: Civil War fra 2016 (vi har i mellemtiden fået ikke mindre end fire film at se fra samme serie: Doctor Strange, Guardians of the Galaxy Vol. 2, Spider-Man: Homecoming og Thor: Ragnarok), så bliver denne historie overhovedet ikke forstyrret af plot-elementer fra de øvrige film i MCU-serien! Black Panther-figuren, hans verden og de folk der har lavet filmen, har fået frihed til at præsentere deres helt eget statement, uden at andre ting skulle stjæle en væsentlig del af opmærksomheden. Ligesom Marvels Netflix-serie, Luke Cage, er Black Panther nemlig en produktion stort set udelukkende lavet af sorte amerikanere og i meget høj grad holdt i deres stemme og diskurs; en diskurs som ellers alt for ofte afbrydes og/eller undertrykkes af ufølsomme eller ignorante hvide med ringe forståelse for den overordnede historiske og sociale situation. Slave- og kolonitiden virker langt væk for de fleste hvide, men det gør den ikke for de fleste sorte, som på mange måder stadig lever under efterdønningerne fra den tid; stadig mangler mange af de samme friheder, muligheder og den levestandard som de fleste hvide tager for givet. Samtidig appellerer dette fokus selvfølgelig også til det ret store sorte publikum i USA, så det giver også god kommerciel mening.

Racepolitikkens helt centrale spørgsmål er at der er brug for en form for opgør med den stadig pågående hvide undertrykkelse af sorte, dels i USA og dels i den post-koloniale verden. Der er brug for en officiel undskyldning fra de vestlige regeringer, og måske endda en form for erstatning (det har forfatteren Ta-Nehisi Coates, som også har skrevet Black Panther-tegneserien de sidste par år, skrevet en god artikel om, som kan findes på nettet: “The Case for Reparations”). Hvis ikke dette sker, vil der være radikale sorte som måske vil opildne til racekrig, for med den stadig stærkere stemme de sorte med tiden har fået, og i stadig stærkere grad vil få fremover, bliver de forståeligt nok stadig mindre villige til at lade denne situation fortsætte. Den overordnede diskussion er enorm og involverer en masse historiske faktorer og kulturelle identiteter som de færreste hvide nok ved ret meget om, men burde sætte sig mere ind i.

Det fine ved Black Panther-filmen er at dette store spørgsmål netop har en helt central placering i filmens plot. Den handler om et rigt og teknologisk magtfuldt afrikansk land der kritiseres for ikke at gøre mere for undertrykte farvede overalt i verden, og skurken er optændt af netop den radikale vrede der meget nemt kunne vælge krig mod de hvide som “løsningen” på problemet. Filmen diskuterer altså hvad der bør gøres og ender med en konstruktiv mellemvej der afviser krig og går ind for at bruge det rige lands ressourcer til afhjælpning af humanitære og sociale kriser. Der præsenteres et eksempel til efterfølgelse, og det er et smukt budskab.

Filmens plot har rigeligt med substans, og den er desuden ganske storslået når det kommer til world-building og visuelt design. Wakandas rigdom kommer fra rum-metallet vibranium, som kan bruges til mange forskellige ting, og derfor er Wakanda et højt udviklet land, som dog stadig har bevaret sin oprindelige kultur, hvor fem forskellige stammer deler landet. Vi ser masser af detaljer og ritualer fra disse stammer, og som ventet i enhver MCU-film er det hele naturligvis krydret med vilde, og vildt flotte, action-scener. Det er en spændende verden der skildres, og man kan kun håbe at der vil komme mange flere film der bygger videre på denne del af det cinematiske Marvel-univers.

Kritikpunkter har jeg ikke mange af, men der er da nogle klicheer hist og her, og jeg kan også ærgre mig over at Andy Serkis’ velspillede skurk, Klaue, slåes ihjel så tidligt i filmen, for han er jo en af de tegneserieskurke som vender tilbage mange gange og har større potentiale end som så. Men mine forventninger til filmen er blevet mere end opfyldt, og jeg smutter snart ind og ser den igen og har vist aldrig glædet mig mere til at få en film hjem på Bluray end jeg gør med Black Panther!

Min karakter: 10 stjerner ud af 10.

Anmeldet af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.54

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Mordenkainen’s Tome of Foes

Mordenkainen’s Tome of Foes
Regelsupplement til Dungeons & Dragons 5th edition.
Wizards of the Coast, 2018, 256 sider.

Da Wizards of the Coast lancerede den femte udgave af deres berømte bordrollespil i 2014, var det delt op i de tre bind som det har været traditionen siden Advanced Dungeon & Dragons udkom sidst i 1970’erne. En bog med de generelle regler, en med vejledning til dungeonmasteren, samt et katalog over monstre.

Det var så forventet at de ville fortsætte med at udgive supplementer med nye regler i en lind strøm. At de modstod fristelsen til at gøre det, vil jeg give dem stor ros for. Der er kommet en række nye bøger, men de har mest handlet om at beskrive en verden eller en serie af eventyr.

I stedet har de udgivet en enkelt bog i 2016 (Volo’s Guide to Monsters), en bog sidste år (Xanathar’s Guide to Everything) og nu en tredje bog, der kan betragtes som egentlige regeludvidelser. I Volo’s Guide valgte de i stedet for en tradiotionel “monster manual” at lave en bog der var halvt katalog over nye monstre, og halvt uddybning af enkelte monstre, hvor hvert monster fik et helt kapitel med detaljer om monstret og dets plads i eventyrverdenen. I Xanthar’s Guide fik de forskellige eventyrprofessioner ekstra specialiseringer, og der blev tilføjet nogle flere trylleformularer, magisk udstyr og andre nyttige ting for en dungeonmaster.

Den seneste bog fra troldmanden Mordenkainen er en udbygning af Volo’s Guide. Men her er fokus mere på de sejere monstre, hvor Volo spredte sig ud over hele feltet. De uddybende kapitler har man valgt at lade handle om to monstre, som er hinandens modsætninger eller fjender. Vi får blandt andet historien om hvorfor djævle og dæmoner slås hele tiden. I det hele taget fylder disse “D&D” monstre lidt rigeligt meget af bogen, hvor jeg godt kunne have tænkt mig lidt mere variation.

Men som de to forgængere er Mordenkainen’s Tome en rigtig god bog for dem der gerne vil have nogle nye ting til spillet.

Anmeldet af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet nr.54

Udgivet i Fantasy, Spil | Tagget , , | Skriv en kommentar

Technobabylon

Technobabylon
Udvikler: Technocrat Games
Udgiver: Wadjet Eye Games
Til PC på Steam og GOG,
21. Maj 2015
Biotech-science fiction.

Technobabylon er et point-and-click adventure. Det er lavet af Technocrat Games og udgivet af Wadjet Eye Games. Wadjet Eye Games lavede også A Golden Wake som jeg godt kunne lide men som var for let for mig. Der var en del af spillet som mindede om LA Noire, hvilket var rigtigt godt. Senest har jeg også spillet Gemini Rue som er et science fiction-spil ude i rummet. Det er som om Wadjet Eye Games bliver bedre og bedre til at lave spil. Deres plots er rigtigt gode. Plothullerne bliver færre og færre. Historierne bliver bedre og bedre.

I Technobabylon følger man tre personer. Det er to politibetjente fra CEL, som er en stor AI, der styrer politiet i byen Newton. Man spiller også en immigrant-pige. Det er en biotech-fremtid som vises i spillet. Der er også en masse om internettet som har udviklet sig til The Trance som er en 3D-verden. SFC havde også bogen Happy Nation af Christian Kaarup Baron som også beskriver en biotech-fremtid.

Via The Trance kan man kommunikere med diverse maskiner ved at forme en forbindelse til dem via en teknologi som hedder Wetware. Det kan man fremstille via en maskine eller gennem de rigtige materialer. Man kan bruge Wetware til at modificere ens hjerne. I The Trance er man en avatar som er en 3D-præsentation af en selv. Man kan kommunikere med andre avatarer og spille spil.

Man undersøger en sag om en Mindjacker som kopierer andres hjerner og dermed dræber dem. Denne sag tager mange drejninger. Undervejs kan man vælge mellem mange forskellige ting at gøre.

Der er også en masse alternativ historieskrivning f.eks. om Japan som har en vigende befolkning. De vil ikke have immigranter fra konfliktområder pga. de mister deres kultur men går i stedet i gang med at klone deres befolkning. I spillets fremtid er 40 procent af den japanske befolkning skabt via kloning.

Der er også en masse biotech-teknologier i spillet. Der er kopibeskyttet dna fra planter og beskeder gemt i planters dna.

Det er til tider et svært spil. Det kræver ikke særligt meget af computeren. Det kan køres på en computer fra 1998, hvis den har plads på sin harddisk til en gigabyte. Det er lavet med gammeldags grafik. Der er et godt soundtrack til spillet.

Jeg vil give spillet 9 ud af 10 stjerner. Spillet kan ikke spilles af børn, men måske af unge. Der er en ret grusom scene i spillet som chokerede mig.

Anmeldet af Andreas Søe i Himmelskibet nr.54

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Tales [PC]

Tales [PC]
Til PC på Steam
Udvikler: Ape Marina
Udgiver: Screen 7
14. Nov. 2016
Fantasy.

Tales er et point-and-click adventure til PC med indtalte stemmer i gammel grafik. Det er en historie som minder om Harry Potter. Hovedpersonen Alfred Walsh ligner Harry Potter. Det starter med at Alfred bliver ansat på et privat bibliotek som bibliotekar. Han tænker at det er en meget nem opgave. Det er det dog ikke.

Alfred kommer til at lukke dæmonen Oblivion ind i verden ved at åbne en bog. Det er en dæmon som æder vores klassiske historier. De andre bibliotekarer, som kom før Alfred, er også kommet til dette. For at bortvise Oblivion må Alfred ind i bøgernes verden for at hente hjælp. Dette gør han ved at åbne en bog. Den første tryller ham til Ridderne af Det Runde Bord. Her får han løbende hjælp af troldmanden Merlin. Han skal søge hjælp hos Gilgamesh.

Han kommer igennem mange af vores “historier” såsom Popol Vuh, som er mayaernes skabelsesberetning. Der er også Jorden Rundt i 80 dage som er blevet post-apokalyptisk, fordi han ikke nåede det inden Oblivion åd historien. Der er Bellerophon og Sisyfos, Jack og Bønnestagen, Gargantua og Pantagruel, Thors Brudefærd og meget andet.
Man finder diverse ting i bøgerne som man bruger til at komme videre. Nogle ting kan man tage ned i ens magiske sæk og transportere mellem bøgerne. Der kan være ting som man skal skaffe i en bestemt bog og bruge i en anden bog.

Der er puzzles i spillet som kan være meget svære at løse. Det kan jeg egentlig godt lide. Jeg kan godt lide point-og-click adventures som er svære. Man må gerne sidde fast. Hvis man kommer til at sidde fast pga. spillet har en “bug”, er det dog døden. Der var bugs i spillet I Have No Mouth and I Must Scream som gjorde at man ikke kunne komme videre. Så kan man lede uendeligt længe efter en løsning på en puzzle som ikke var der. Jeg har ikke oplevet bugs i Tales.

Det er et super sjovt spil. Jeg vil give spillet 8,5 ud af 10 stjerner. Det kan godt spilles af børn. Jeg syntes at spillets Titel “Tales” er rigtig dårlig. Man kan ikke søge det frem på Steam. Der kommer alt muligt andet op som også indeholder Tales i dets titel. Der er også det underlige med at hovedpersonen ligner Harry Potter og der er noget Harry Potter over det.

Hvis man finder ud af at man er interesseret i nogle af spillets klassiske historier, kan de høres som lydbøger på Youtube. Jeg hørte Mayaernes Skabelsesberetning og historien om Gilgamesh.

Anmeldet af Andreas Søe i Himmelskibet nr.54

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

The Age of Selfisness

The Age of Selfisness – Ayn Rand, Morality, and the Finansial Crisis
Tegneserie af Darryl Cunningham.
Abrams ComicArts 2015

Dette er et tegneserie-projekt som vistnok oprindeligt lå på forfatterens hjemmeside. Den udvidede version er nu tilgængelig i trykt og elektronisk udgave.

Darryl Cunningham er meget omhyggelig med det han laver, i hvert at dømme ud fra de lange lister af kilder der findes bag i bogen. I bogens tre dele fortæller han om hhv. forfatteren Ayn Rand, den globale finanskrise fra for ca. ti år siden, og generelt om verdensøkonomiens skurke.

Første del af bogen er en fremragende, om måske lidt politisk motiveret, biografi over Ayn Rand. Som i alle gode biografier prøver han at trække en rød tråd igennem det han fortæller, men forsøger samtidig at undgå at det bliver en subjektiv fremstilling helt uden nuancer. Men med Ayn Rand er det ret svært. Hun er ikke en som jeg for eksempel vil kunne sige noget godt om. Cunningham prøver at forklare hendes voksne adfærd med en traumatisk barndom, og han gør mange af personerne omkring hende rimeligt sympatiske.

For dem som ikke ved det, så er Ayn Rand et stort forbillede for blandt andre vores tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og Saxo Bank-direktør og Liberal Alliance-støtte Lars Sejer. Hun har opfundet Objektivisme, der blandt andet siger at godhed mod andre er skidt for os, mens det er godt hvis vi kun tænker på os selv (i hvert fald groft sagt). Desuden er det kun særlige mennesker med talent for forretning og teknologi der bør regnes for noget. Og staten er et onde, som bør minimeres. I sit store værk (stort i omfang og populariet, ikke i kvalitet) Atlas Shrugged (Og verden skælvede på dansk) handler om at en gruppe rigmænd søger for at sabotere velfærdsstaten (der i Rands udgave overhovedet ikke fungerer) så de kan genopbygge landet efer deres egne ideer.

Men tilbage til Cunningham: Vi får historien om hvordan Rand efterhånden fik etableret sit forfatterskab og sin ideologi og dannet en gruppe af tilhængere, som blandt andet inkluderede den senere amerikanske nationalbankdirektør Alan Greenspan. Imens går det ikke så godt for hende med relationer til andre mennesker. For hendes objektisme udstrækker sig også til dem. Det vil sige hun behøver ikke at tage hensyn til dem. Og som man kan regne ud, ender det ikke godt. Men hendes ideologi bliver meget populær, fordi det giver egoistiske mennesker en (pseudo-) moralsk begrundelse for deres opførsel.

I anden del af tegneserien ser Cunningham på finanskrisen der startede i 2008. Han gør nærmere i detaljer med årsagen til den og trækker tråden tilbage til det første afsnit med Ayn Rand (der for længst var død) og Alan Greenspan (der havde været nationalbankdirektør i årtier). Efter oplevelserne med det store finanskrak i 1929, indførtes der en række love der begrænsede bankernes muligheder for tvivlsomme finansielle handler. Men anført af blandt andre Greenspan, lykkedes det at få fjernet de begrænsninger. Derfor blev det muligt at lave hele det gigantiske korthus af finansielt trylleri, som ramlede sammen for omkring ti år siden.

Hvor Cunningham i de to første afsnit formår at holde en rød tråd og fortælle en sammenhængende og spændende historie ud af emner som kunne være meget tørre, kikser det desværre for ham i tredje afsnit, hvor han fortæller om hvor meget Ayn Rands og lignende ideologier har fat i vores samfund. Det bliver mere til lidt spredt prædiken for koret (af venstreorienterede) end en samlet historie. Men stadig holder han en rimelig objektiv og velinformeret tone, så det ikke bliver til det rene propaganda.

Tegningerne er simple, så de ikke overskygger teksten, formår at understrege pointerne og gør teksten mindre tung. Bogen kan anbefales til alle der interesserer sig for politik og økonomi, og især dem som ikke er så godt inde i hvem Ayn Rand var og hvad der forårsagede finanskrisen. Den er også et rigtig godt eksempel på hvordan tegneserier kan bruges til formidling. Fås både i papirudgave og elektronisk.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 54

 

Udgivet i Tegneserier | Tagget , | Skriv en kommentar

Grindhouse: Doors Open at Midnight

Grindhouse: Doors Open at Midnight
Tegnerier af Alex de Campi + diverse tegnere.
Dark Horse 2013, 2014.

Det er efterhånden ret ekstreme mængder af tegneserier man kan få fat i som webcomics eller i elektroniske udgaver. Jeg blev fristet til at anskaffe denne her, som er en hyldest til de gamle B-film, der går under navnet grindhouse. Som stor fan af blandt andet Quentin Tarantino og Robert Rodriges tilsvarende filmprojekt, kunne jeg bare ikke modstå fristelsen.

Der er tale om to miniserier, hver bestående af otte hæfter, hvor hver historie er i to numre. Det vil sige otte historier i alt, alle forfattet af Alex de Campi, men med mange forskellige tegnere på. Der er generelt tale om en krydsning mellem science fiction og horror, og alle hovedpersonerne er kvinder.

Første historie “Bee Vixens From Mars” handler om nogle bi-væsener som overtager kroppene på indbyggerne i en lille by. Motorcykelbetjenten Garcia tager kampen op. Dernæst kommer vi en tur ud i rummet på “Prison Ship Antares”, som er flyvende (kvinde-)fængsel. Kalinka er den ondskabfulde fangevogter som med hjælp fra sine robotter torturer og endda myrder fangerne efter hvad hun er i humør til. Chica (i fængsel for at smide affald på gaden, siger hun), den ganske unge Mei (insider-trading. Not all asians know kung fu. Some know karate) og resten af fangerne planlægger et oprør. Det bliver ret blodigt.

Næste i rækken er “Bride of Blood” som er en hævnhistorie i en fantasy-agtig setting. Den var jeg mindre begejstret for. Til gengæld var “Flesh Feast of the Devil Doll” ganske underholdende. Titel-væsenet er en dæmon som har besat en smuk ung kvinde. Hun kan forvandle mænd til viljeløse zombier, der kan hjælpe hende i sin jagt på jomfruer. Hun finder et passende udvalg af disse blandt nogle unge mennesker på sommerlejr. Men nogle af dem kan godt finde ud af at slå igen!

Den første historie i 2014-miniserien er en slags julehistorie, “Slay Ride”. En flok skumle (overnaturlige?) typer kører omkring i snelandskabet og myrder løs af lokalbefolkningen. Men de lader den gamle kræftsyge dame i fred. Hun tilkalder sit barnebarn, og sammen spænder de hestene for kanen og tager på jagt efter morderne. I “Blood Lagoon” (beklager den lille spoiler) møder vi igen  betjent Garcia. Denne gang er hun sammen med vennen Wayne på famliebesøg i en anden lille by. De opdager en sø hvor vandet er rødt som blod, i nærheden af en forladt fabrik. Det viser sig at søen indeholder nogle meget ubehagelige monstre. Og så bliver familieidyl erstattet med kamp til døden mod uhyrerne.

Dernæst følger “Lady Danger – Agent of B.O.O.T.I.” hvor hovedpersonen er kvindelig superhelt. En superskurk, som hun besejrer og ydmyger, pønser på hævn.  Samtidig er CIA ude efter at få lukket B.O.O.T.I., den organisation hun arbejder for. Da Lady Danger sættes ud af spillet, må B.O.O.T.I. søge hjælp fra nogle lokale grupper. En lidt ujævn, men ok historie.       Den sidste historie, med tit-len  “Nebulina”, er noget med en kvindelig astronaut og nogle rum-engle og en masse sex, var sammen med førnævnte “Bride of Blood” de eneste historier jeg ikke brød mig så meget om.

Tegningerne er hele vejen igennem af høj kvalitet, og understøtter historierne fint. En fordel ved tegneserier frem for (B-)film er at man ikke risikerer at få oplevelsen ødelagt at dårlige effekter, mens tegnerne her på ingen måde skuffer. Der er meget udpenslede scener med sex og vold, så Grindhouse er absolut ikke for børn. Ellers kan jeg anbefale Grindhouse som letlæst underholdning for dem som kan lide den slags historier. Og i det hele taget kan jeg anbefale at man går på opdagelse i de elektroniske tegneserier. For dem som kan overvinde deres forbehold mod Amazons forretningsmetoder, så kan jeg anbefale Comixology, der har et enormt udvalg af e-tegneserier og ofte har tilbud på interessante ting.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 54

 

Udgivet i Tegneserier | Tagget , | Skriv en kommentar

Ekstraordinære rejser i tid og rum

Ekstraordinære rejser i tid og rum
Et hyldestalbum med Linda og Valentin af danske og internationale tegneserieskabere
Forlaget Cobolt 2017, 96 sider, ca. 300kr.

Hyldestalbummet til Linda og Valentin har rødder i det franske blad Pilote, der fejrede 50-året for serien samt Luc Bessons film med et  særnummer med interview med skaberne Jean-Claude Mézières og Pierre Christin, korte historier (½ – 5 sider) af en lang række kunstnere samt et firesiders uddrag af en ny historie af Mézières og Christin. Det danske album har så tilføjet bidrag af en lang række danske og svenske kunstnere.

Historierne er meget blandede, både i tegnestil og indhold. Nogle historier er selvbiografiske og fortæller om forfatternes forhold til serien og dens skabere, og andre er historier med Linda og Valentin som hovedpersoner. Nogle af disse historier bryder “den fjerde væg” ved at gøre figurerne klar over, at de befinder sig i en tegnet historie, og andre lader Linda og Valentin møde forfatterne selv eller deres figurer. Det sker f.eks. i André Juillards historie, hvor Linda møder Ariane, heltinden fra hans serie om Spurvehøgen.

Jeg vil i det følge koncentrere mig om de danske bidrag, da de nok er mest interessante for danske læsere.  Ikke dermed sagt, at de udenlandske bidrag er uinteressante, men de inddrager ofte figurer, der ikke er kendt i Danmark, så den fulde nydelse af disse historier opnås nok kun af læsere, der læser mange franske serier på originalsproget.

Lars Horneman (Zenobia) har skrevet en tosiders historie, hvor L&V besøger et træ plantet af Mézières.  Den er holdt i en stil, der efterligner Mézières egen stil, og spillet mellem de to personer er, som man kender det fra de oprindelige historier.

Peter Kielland-Brandt (Jernpotte) har lavet en ordløs historie “Alien Art”, hvor nogle aliens fisker Frihedsgudindens hoved op fra den druknede storby og sætter det i et kunstmuseum, som L&V besøger.

Henning Kure og Peter Madsen (Valhalla) har lavet en historie, hvor L&V rejser til vikingetidens Danmark og møder Thor.

Thomas Nøhr (Kaptajn Argo, Når jeg tegner, m.m.) skriver om, hvordan han som læser følger udviklen af det romantiske forhold mellem L&V.

Rune Ryberg (Gigant) har lavet en historie, hvor L&V går gennem ild og vand (bogstaveligt) for at hente en kiste med et overraskende indhold.

Peter Snejberg (Hypernauten, Lysbrigaden, m.m.) har lavet en historie hvor Linda er bagsædechauffør, mens Valentin “kører” forkert i deres rumskib.

Karoline Stjernfelt (I morgen bliver bedre) har ladet en række stemningsfulde scener med L&V danne baggrund for teksten til Moi Caprices sang “Drama Queen”.

Thomas Thorhauge (Det, der går forud) har lavet en historie, hvor L&V desperat forsøger at redde nogen, der slet ikke vil reddes.

Jeg synes, at de danske bidrag er rigtig gode, og de kan fint måle sig med de udenlandske (med Christin og Mézières selv som en mulig undtagelse). Specielt synes jeg, at Karoline Stjernfelt rammer stemningen så godt, at jeg ville ønske, at vi kunne få historier i den fantastiske genre fra hendes hånd.

Jeg savner dog flere bidrag fra danske tegnere, der er kendt for at lave SF, og derfor ville være oplagte til at bidrage til hyldestalbummet, f.eks. Ole Comoll (Dimensionsdetektiven, Han, hun og algobatoren), Paul Arne Kring (Weneetryhl), Lars Jakobsen (Mortensens mondæne meritter), og Tatiana Goldberg (Kijara).

Det er svært at give en egentlig karakter til dette album, så jeg vil nøjes med at sige, at det er værd at læse (og have) for fans af Linda og Valentin, men det er nok ikke et album, man skal give sin tiårige nevø. Der er det nok meget bedre med et af de oprindelige albums.

Anmeldt af Torben Æ. Mogensen i Himmelskibet 54

 

Udgivet i Science Fiction, Tegneserier | Tagget , | Skriv en kommentar

Janus Andersen – Episk #zombie haiku

Episk #zombie haiku
af Janus Andersen
Selvudgiven, 2018, 132 sider.

Igennem de sidste år er der udkommet rigtigt mange zombie bøger og film. Der er zombie-pubcrawl, og zombie-run, og de sidste par år har man også kunnet købe zombiekravlenisser til jul. Og alligevel så udkommer der stadig nye udgivelser der på nye måder er med til at fortælle om de vandrende døde.

Episk #zombie haiku er en historie om zombiepestens udbrud, samt fortællingen om en mand der først forsøger at finde sin kæreste i kaosset, og som i en søgen ender med at forskanse sig sammen med en lille flok overlevende i en Rema-butik. Men som altid i zombie historier, så er man ikke i sikkerhed længe.

Det der gør at denne historie for alvor skiller sig ud er at den udelukkende er skrevet på Haiku. Ikke mindre end 170 haikudigte er det blevet til, men alle er de med til at fortælle en samlet historie på fineste vis via disse små tekst bider på henholdsvis 5, 7 og 5 stavelser:

De er overalt
De sultne døde spiser
og maden vågner

Bogen er kun trykt i 30 eksemplarer, så skynd jer hvis I skal have jer et eksemplar.

[Men måske der da kommer et nyt oplag? Red.]

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 54

Udgivet i Bøger, Horror | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Merete Pryds Helle – Epifanien

Epifanien
Kortroman, Merete Pryds Helle
Illustreret af Rasmus Svarre.
Fahrenheit 2017, 115 sider.

Post-apokalyptiske romaner er vældigt populære for tiden. Og på en måde tilhører Epifanien den genre. Men udsat for en forfatter med en noget anderledes opfattelse af genren end den typiske YA-katastroferoman-forfatter. Merete Pryds Helle er tidligere elev fra forfatterskolen, og har et langt forfatterskab bag sig. Hun har både udgivet “smalle” bøger og bøger henvendt til et bredt publikum. Jeg tror at Epifanien er en af de smalle, men da jeg selv læser bøger uden at skelne meget til hvad målgruppe de er skrevet til, er jeg nok ikke den rette til at afgøre det.

Vi starter med at blive introduceret til hovedpersonen, der forsker i det mystiske Sydamerikanske folk Epifanien, som uddøde for mange år siden. Efter en begravelse og et muligt fremtidigt forhold til en kvindelig kollega Anna, drager han med en gruppe forskere i helikopter højt op i bjergene for at studere det uddøde folks efterladenskaber. Der sker så dels et uheld med helikopteren, dels sker der et eller andet meget voldsomt med naturen, som resulterer i oversvømmelse af hele planeten i op til nogle kilometers højde. Det vil sige at de mere eller mindre er blevet alene i verden.

Forholdsvis tidligt i romanen bliver hovedpersonen og Anna skilt fra resten af ekspeditionen. Handlingen bliver da en jagt på nogle spor efter en eller anden hemmelighed som Epifanien havde, alt imens hovedpersonens og Annas forhold udvikler sig. Undervejs blander drømme sig med det der tilsyneladende forgår. Man undrer sig også over nogle af de ting der sker. Hvorfor forsvandt alle de andre så pludseligt, for eksempel. Rasmus Svarres abstrakte illustrationer understreger den stemning.

Hvis jeg skulle sætte et bedre genrenavn på end post-apokalysme, så foregår Epifanien på det sted mellem virkelighed og drøm der kaldes det fantastiske. Jeg kan se en del fælles træk mellem Epifanien og “new weird”-fiktion som for eksempel Jeff Vandermeers Udryddelse. Vi er ikke sikker på hvad der er virkeligt. For læsere af fantastisk litteratur er det en ganske almindelig ting at virkeligheden er mere drømmeagtig. Men desværre har det fantastiske stadig problemer med at blive accepteret i de finlitterære cirkler, og måske derfor blev slutningen på Epifanien lidt øv. Ikke så galt som “og det hele var en drøm”, men stadig en slags forbehold overfor det fantastiske.

Det gør nu ikke Epifanien til en dårlig bog. Der er virkelig god kontrol over både sprog og handling, og temaerne om de to ensomme der mødes, og verdens underlighed samt mulige undergang, giver den drømmeagtige stemning substans. Ikke en bog for de helt unge, som jeg egentlig troede ud fra dens fysiske format, men en fornøjelig og forunderlig rejse for dem som godt kan tåle den lidt smalle litteratur.

Anmeldt af Flemming R.P. Rasch i Himmelskibet 54

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Nikolaj Johansen – Moderlandets drage

Moderlandets drage
Roman af Nikolaj Johansen
Calibat, 2018, 254 sider

I 2016 udkom bogen Transformationsmaskinen skrevet af Nikolaj Johansen. Det var starten på en steampunk-trilogi om et spirende oprør i imperiet Eire. Bogen slutter med at et hemmeligt broderskab slipper en hær af dræbermaskiner løs, efterfulgt af en mekanisk drages hærgen.

Fortsættelsen Moderlandets drage starter med efterspillet fra maskinernes ødelæggelse. Argone, der spillede en væsentlig rolle i kampen mod maskinerne, er af Imperiets ledere blevet udpejet til at være en forræder og må tage flugten. Han flygter væk fra storbyen og ud i landet, hvor han beslutter sig til at prøve at få beboerne i landsbyerne til at deltage i hans revolution. Imperiet har dog deres spioner på plads, så det skal ikke gå så let med at få landsbyerne overtalt. Han hører en fortælling om Moderlandets drage, som skulle være en drage der bor inde i bjerget, og som er folkets beskytter. Fortællingen siger at den vil komme befolkningen til undsætning hvis de bliver truet, og man kan fornemme at Argone øjner en changen for her at have fundet noget han kan bruge i sin kamp.

Det er ikke alle der lykkedes med at slippe væk lige som Argone. Murdach og Rosheen, der også var med i kampen mod det mekaniske monstre, ender i fangehullet, og bliver udsat for tortur, da det formodes at de ved hvor Argone er. Det er nu op til Rosheens snarrådighed om de kan slippe ud. Først skal hun dog forbi den brutale kaptajn som hun i første bind kappede en hånd af, så han er alt andet end venlig stemt over for hende.

Der er ikke så meget damp på denne bog som der var i bind et. Der er ikke særligt mange steampunk-elementer, bortset fra nogle få kampmaskiner, og tempoet er noget lavere i dette bind end det var i første bind. På mange måder er dette et typisk bind 2 i en trilogi, da det er et mellemstykke hvis primære opgave er at lede historien i retning af den store finale som kommer i næste bind. Den opgave løser bogen fint, og efter endt læsning er man klar til at kaste sig ud i sidste bind, så nu er det bare at håbe at der ikke går for lang tid inden det udkommer.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 54

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar