Himmelskibet 56

Himmelskibet 56
Forår, 2019
168 sider.
Forsideillustration: Todd Mulrooney
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Flemming R.P. Rasch

Download på:
www.himmelskibet.dk/download/Himmelskibet56.pdf

Redaktionelt
Stan Lee (1922-2018) – af Tue Sørensen
Stan The Man – af Klaus Æ. Mogensen
Stan’s Soapbox – af Flemming R.P. Rasch
Star Wars IX: Day of the droids – af Klaus Æ. Mogensen
Jack Kirbys New Gods – af Flemming R.P. Rasch
Steve Ditkos Mr. A – af Flemming R.P. Rasch
Anmeldelser: Film og tv
• Venom
• Aquaman
• Captain Marvel
• Avengers: Endgame
• Solo : A Star Wars Story
• Fullmetal Alchemist
• Chilling adventures of Sabrina
Anmeldelser: Tegneserier
• Head Lopper
• Fandenivoldsk
• Han, hun og Adolf
Anmeldelser: Bøger
• The Collapsing Empire – John Scalzi
• Quillifer – Walter Jon Williams
• Mareridt & myrekryb – Nick Clausen
• Krigsmager – Jacob Hedegaard Pedersen
• Frygt Fabrik Fælde – Steen Langstrup
• Virtropolis – Freddy E. Silva
• Afkroge – Helene Hindberg
• Hotellet – Jonas Wilmann
• Dæmonens Bagdør – Nils Hoffmann
• Zeitgeist – Jane Mondrup
• Krinoline og kedsomhed – temaantologi
• Damphammeren – temaantologi
• Hvem frygter døden? – Nnedi Okorafor
Nekrolog: Greg Stafford – af Klaus Æ. Mogensen
Nekrolog: William Goldman – af Klaus Æ. Mogensen
Nyt fantastik på dansk
Kalender
Om Fantasticon 2019 – Af Knud Larn

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | En kommentar

Jonas Wilmann – Hotellet

Hotellet
Roman af Jonas Wilmann
KAOS, 2018, 252 sider

Jonas Wilmann er en meget produktiv forfatter, der nu efter et par gyser bøger til børn og unge, er tilbage med en horrorbog til voksne. Han har flere gange i forskellige fora beklaget sig over de dårlige salgstal som danskskrevet horror har, en klagesang han har taget med ind i denne bog. Hovedpersonen Roland Andersen er netop en dansk horror forfatter hvis bøger ikke rigtigt sælger, noget han også beklager sig over i starten af bogen. Men nu har han fået en change, da et engelsk forlag er stødt på hans bøger, og gerne vil prøve at udgive ham på det engelsksprogede marked. Roland er taget til England for at mødes med redaktøren, men han når dog ikke frem til mødet. På køreturen fra lufthavnen køre han galt i den lejede bil. Han bliver bevidstløs i uheldet, og da han vågner befinder han sig på det lille hotel Sycamore Grove Hotel, hvor en af de logerende har behandlet hans skadede ben. Stedte virker gammelt, og de logerende er også oppe i årene. Roland har dog travlt med at komme afsted, så han lader sig ikke mærke med de underlige personer er på stedet. Han får ringet til redaktøren, som køre ud for at finde Roland. Redaktøren kan dog hverken finde ham eller hotellet, og han er ved at blive godt sur på Roland som han tror tager pis på ham. Herefter løber Rolands telefon tør for strøm, og han har ikke mulighed for at lade den op, og der er ikke andre telefoner på hotellet.

Efterhånden som Roland får kigget sig omkring, og de andre begynder at lukket lidt op over for ham, går det op for ham at han er fanget i en lomme imellem forskellige verdner. Hotellet er for længe siden blevet suget ind i denne dimension, og det er ikke lykkedes noget at slippe tilbage. Der er nogle få der lige som Roland er kommet hertil siden, men de er alle fanget her nu. Hotellet er dog fanget på en korsvej hvor flere dimensioner kan mødes, så også andre væsner kommer dertil, og disse er på ingen måder menneskelige eller venlige over for mennesker. Det er lykkedes at afskærme disse væsner, da de ikke kan tåle lys, men afskærmningen ser ikke ud til at blive ved med at holde.

Der er dog et væsen som ser ud til at kunne rejse imellem dimensionerne som hun lyster. Hun har dog i årevist plaget og pint de andre logerende ved hele tiden om at minde dem om den håbløse situation de befinder sig i.

Roland er på det nærmeste fanget i noget der kunne være settingen til en af sine egne romaner, men her har han ikke magten til at tvinge historien i den retning han gerne vil, men han er heller ikke klar til at give op igen.

Jonas Wilmann har her skrevet en horrorroman der er virkeligt stemningsfyldt, og hvor det lykkedes virkeligt at få beboernes mismod og opgivenhed til at skinne igennem og indramme historien. Samtidig så indgydes der et håb, for samtidig med at de har opgivet at komme tilbage, så har de ikke opgivet at kæmpe for overlevelsen, og ikke vælge den lette løsning, som de beskrives at andre har valgt. Der er således nogle rigtigt finde personbeskrivelser gemt i deres fangeskab.

Og nu vi er ved det stemningsfyldte, så skal bogens omslag bestemt også fremhæves (lavet af Aske Schmidt Rose), som virkeligt indrammer historien perfekt.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Freddy E. Silva – Virtropolis

Virtropolis
Roman af Freddy E. Silva
Valeta, 2018, 354 sider

I 2012 udgav Freddy E. Silva Mediatropolis (anmeldt I Himmelskibet nr. 33). Den handlede om en fremtid hvor fanger blev sat til at kæmpe i underholdningsprogrammer, hvilket nogle gange gjorde at folk blev anklaget og dømt fordi de var blevet vurderet til at være gode deltagere i disse programmer. Bogen endte med en fangeflugt, og en afsløring af de metoder som de store medievirksomheder benytter.

Freddy E. Silvas nye bog Virtropolis er en selvstændig fortsættelse til Mediatropolis. Den starter umiddelbart efter Mediatropolis, hvor vi følger en af de flygtende fanger, som forsøger at skaffe nogle penge så han kan stikke af med sin kæreste. På sin flugt møder han den mand, som var sin bedste ven igennem deres opvækst. Vennen er dog nu blevet politibetjent, og han er nu ude for at lede efter de flygtede fanger. Det er dog en anden fange som er det primære nål for politiets jagt, men de to mænd nu står over for hinanden er der en konfrontation som ingen af dem ønsker.

Dette er den indledende af de fem fortællinger som denne bog består af, og selvom de alle tager udgangspunkt i noget fra den forrige bog, så står den nye bog ganske godt som en selvstændig historie. Den gør meget ud af beskrive forskellige miljøer i samfundet. Den første fortælling er på gadeplan, et niveau der leder tankerne hen på slummen i Blade Runner. Allerede i den næste af fortællingerne finder vi ud af at der er meget mere på spil end en fangeflugt. En udvikler fra en af de store korporationer er stukket af med en prototype på et nyt banebrydende software, og alle er interesseret i at få fat i ham. Nogen ønsker at fange ham for at få fat i prototypen, og andre ønsker ham død. Manden er således både på flugt fra det offentlige politi og fra det private politi som korporationen har, og ja, så er der også en lejemorder efter ham. På sin flugt prøver han få arrangeret et møde med en journalist så han kan fortælle om prototypen. Det er dog svært at få arrangeret et møde, både pga. dem der jager ham, men også fordi de mødesteder han beskriver for journalisten ikke stemmer overnes med hvad hun ser når hun står på de aftalte steder.

De fem historier fortæller hver en del af historien set fra forskellige vinkeler. Det at der ikke springes imellem personerne igennem bogen, men hver får afsluttet deres historie en for en, gør at deres historie og skæbne bliver fortalt mere fokuseret. Det fungerer rigtigt godt at bogen er opbygget på denne måde. I det hele taget så er det en spændende historier (omslaget siger da også ”Spændingsroman” og ikke ”Science Fiction” som den lige så godt kunne have gjort). Bogen står som sagt fint selv, jeg følte i hvert fald ikke bet var et problem siden at det er 6 år siden jeg læste det første bind.

Anmeldereksemplaret er stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Helene Hindberg – Afkroge

Afkroge
Novellesamling af Helene Hindberg
H. Harksen Productions, 2018, 236 sider

Det er ved at være en del år siden Helene Hindberg første gang havde en novelle med i Himmelskibet. Det var i Himmelskibet nummer 8 tilbage i 2005. Inden da havde jeg haft trykt en af hendes noveller i mit Lovecraft Fanzine Nyarlathotep (nr. 2, 2005). Siden har hun haft noveller med i forskellige samlinger fra forlaget H. Harksen Productions, primært med Lovecraft relaterede noveller. Det er først nu vi får en novellesamling fra hendes hånd. Den indeholder bl.a. novellerne fra det tidligere har været trykt i Harksens antologier, men også 9 nye (ifølge indholdsfortegnelsen 8, da novellen ”Tog” ikke er nævnt i indholdsfortegnelsen, men den er at finde i samlingen), ikke Lovecraft relaterede noveller.

Fælles for flere af novellerne er at de beskæftiger sig med parallelverdner som ligger lige op af den normale, men hvor grænsefladerne giver skræmmende afvigelser. Allerede i samlingens første novelle ”Grænser” er det netop grænsen imellem den almindelige verden, og en anden verden som er blevet åbnet. Det er ikke en stor åbning, men noget er trængt igennem, som nu trækker i en ung pige, og lokker hende mod grænsen.

I gammel folklore og overleveringer fra overalt i verden, har der nogle gange været tale om at man i lukkede samfund, har lavet ofringer for at sikre freden og fremgangen. Men hvad hvis der stadig den dag i dag er samfund, hvor man er overbevist om at ofringer er det der sikre samfundet. Dette er vinklen i en af samlingens andre noveller. Manden der står for at udføre ofringerne, er dog ikke klar over sin rolle, da han lider af hukommelsestab

Der er også andre noveller der trækker på andre vinkler fra folklore og mødet med væsner fra skyggeverdnerne. Der er bl.a. rengøringsdamen der hader at gøre rent på bestemte værelser på hotellet hvor hun arbejder. Hun møder en dag en gæst der bestemt heller ikke er glad for værelset. I det hele taget er der noget helt galt på stedet, og hun tvinges til at måtte forholde sig til hvordan hun kan gøre noget ved det, også selvom det måtte være en drastisk løsning.

Samlingen har de snigende ubehageligheder, men også en del direkte brutalitet. Flere af historierne er egentligt ikke skræmmende, de bygger blot lige så stille et billede op af grænseflader til parallelverdner, uden at direkte beskrive hvad disse indeholder.

Jeg vil ikke gå så meget ind i de Lovecraftianske noveller i samlingen, da disse har været omtalt før, når jeg har anmeldt de samlinger der oprindeligt var i. Det kan dog siges at man godt kan se at Helene har prøvet at lave en hvis sammenhæng via tone og stemning i disse, til ligesom at lave en danske cthulhumythos sætting.

Det er en samling som har været længe under vej, men den har bestemt været ventetiden værd, og jeg kan kun håbe at der ikke kommer til at gå lige så lang tid inden vi ser den næste samling fra Helenes hånd.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Jane Mondrup – Zeitgeist

Zeitgeist
Roman af Jane Mondrup
forlaget Vandkunsten, 2019, 378 sider

Forlæggerens følgebrev til denne roman var fuld af forsikringer om at dette ikke er almindelig science fiction, men faktisk en helt original roman. Den slags får mig til at få lyst til at læse noget almindelig, uoriginal science fiction i stedet … Men … det er en faktisk en god roman – og god, gammeldags science fiction er det også.

Zeitgeist er en tidsrejsefortælling. Hovedpersonen er en forsker i filologi som vågner i en parallelverden, hvor Skandinavien er udslettet af en radioaktiv bombe en gang i 1541. Videnskaben, som har gjort dette muligt er opfundet i parallelverdenen, så derfor er der mange ting der er anderledes. Lidt efter lidt præsenteres et persongalleri, som har noget med hovedpersonens og andres mere eller mindre frivillige tids- og parallelrejser at gøre. Der er et hemmeligt selskab – faktisk flere, og det viser sig nødvendigt at rejse op gennem det ødelagte Jylland, hvor ”læderhuderne” bor. Læderhuderne er mennesker der har overlevet og tilpasset sig til stråling og som måske også har andre egenskaber.

Filologen har god gavn af sin sprogkundskab i parallelverdenen, hvor sprogene selvfølgelig ikke har udviklet sig helt ens. I nogle afsnit følger man nogle af de andre karakterer i romanen. Jeg synes ikke det giver så meget mere til hverken persontegning eller historien.
Bogen tegner en rig og kompleks verden med masser af plads til andre fortællinger.

Fortællingen udmærker sig med en masse uventet og fantasirig handling, men jeg blev lidt skuffet over den bratte slutning, for jeg havde håbet det var etteren og at man ville få en sløjfe på de løse ender i de næste romaner. Sproget er ok og forfatteren er god til at beskrive hvordan videnskabeligt uddannede mennesker tænker. Mod slutningen savnede jeg at karakterernes valg var forudanet eller stærkere begrundet.

Samlet set er det en flot debut og en spændende bog. Og det er skønt at der nu er endnu en science fiction roman skrevet på dansk 😉

Anmeldereksemplaret er stillet til rådighed af forlaget

Anmeldt af Majbrit Høyrup

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | En kommentar

Nnedi Okorafor – Hvem Frygter Døden?

Nnedi Okorafor: Hvem Frygter Døden?
Oversat af Britt B. Tippins og Lars Poulsen.
Forlaget Silhuet 2018.
Hardback, 512 sider, vejledende pris 259,95 kr.
ISBN/EAN 9788797060230

Den afroamerikanske forfatter Nnedi Okorafor (født 1974, af nigeriansk afstamning, opvokset i USA) er kendt for en række prisvindende ungdomsromaner. For eksempel The Shadow Speaker (Udg. 2007. Vandt Carl Brandon Parallax Award), Zahrah the Windseeker (Udg. 2005. Vandt Wole Soyinka Prize for Literature), Long Juju Man (Udg. 2009. Vandt Macmillan Writers’ Prize for Africa), og Akata Witch (2011)). Hendes største kritiske succes indtil nu er den storsælgende voksentrilogi om Binti, bestående af Binti (Udg. 2015. Vandt Hugo Award), Binti: Home (Udg. 2017. Vandt Nebula Award ) og Binti: The Night Masquerade (Udg. 2018)). Hun er nok bredest kendt for hendes arbejde i Marvel Comics Black Panther univers (Black Panther: Long Live the King, trilogien Wakanda Forever, og Shuri-serien). Hun har også skrevet en ganske interessant science fiction roman, Lagoon, som blev finalist til British Science Fiction Association Award (Best Novel).

Nnedi Okorafor er et signifikant eksempel på en afrofuturistisk forfatter, altså en forfatter som skriver om Afrikas fremtid set igennem et afrikansk kulturelt filter. Hvor vestlige forestillinger om Afrika er ligegyldige, ja hvor Vesten i sig selv er ligegyldig. Hvor kun Afrikas indre historie, egne mytologier, lokale sprog og geografi har betydning. Okorafor er en væsentlig og højtråbende eksponent for dette. Man leder forgæves efter en europæisk reference i værkerne og hun lader bevidst afrikanske sproglige og kulturelle referencer stå helt uforklaret i teksten, så udenforstående må ty til google for at trænge ind i fortællingens dybder. Okorafor har da også haft noveller med i de toneangivende antologier inden for fænomenet, herunder Dark Matter: Reading The Bones og AfroSF: Science Fiction by African Writers (2012). Hendes i øvrigt ganske fine noveller kan læses i samlingen Kabu Kabu (Prime Books, 2013).

Okorafors første voksenroman, Who Fears Death (2010) som det herefter skal handle om, vandt World Fantasy Award i 2011 for bedste roman, blev også nomineret til en Nebula, og blev listet som en bemærkelsesværdig roman af kommiteen bag årets Tiptree Award. HBO har købt rettighederne til bogen og ønsker at gøre den til en TV-serie med George R. R. Martin som producer.

Som sig hør og bør for en forfatter med så stor succes, er der rigtig mange ting at være begejstret for i Hvem Frygter Døden? Prosaen er spændende og varieret, plottet flyder stille fremad hele tiden, og vi lærer noget nyt om vores personer og den sammenhæng de indgår i for hver side vi læser. Læg dertil at Okorafor ikke lægger fingre imellem i sine beskrivelser af magt, vold, og fortvivlelse. Første kapitel handler således detaljeret om en død, tredje kapitel er en grundig skildring af en brutal voldtægt, og fjerde kapitel skildrer i alle aspekter hvordan en flok unge piger bliver ”frivilligt” omskåret, og deres følelser omkring det – før, under, og efter. Det er stærke, ærlige, sager! Tilsammen med en spændende flugt-/hævn-/udviklingshistorie er det nemt som læser at holde interessen – ja faktisk så slugte jeg hele den tykke roman i én lang frydefuld læsning!

Hovedpersonen Onyesonwu er barn af en voldtægt. Hendes igbo-navn oversat til dansk er bogens titel Hvem frygter døden? Voldtægten viser sig at være et tilbagevendende overgreb fra et folk (Nuru) over et andet (Okeke). Da de to folk er genetisk forskellige, er alene voldtægtsofrenes hudfarve (”som ørkenens sand”) et synligt tegn på det urene, og disse børn bliver derfor udstødt – af begge folkeslag. Onyesonwu vil ikke acceptere denne skæbne og målretter sit liv til at hævne overgrebet. Samtidig opdager hun magiske kræfter inde i sig selv og en evne til at skifte form til forskellige dyr. Langsomt erkender hun at disse egenskaber kan hjælpe hende i hendes søgen efter hævn. Hun kæmper igen og igen med den lokale troldmand om at blive hans elev, men det er noget kvinder slet ikke må, endnu mindre en udstødt. Til sidst giver han dog efter og bogens anden del kan begynde: Læretiden. Med rygter om at Nuru folket planlægger en stor afsluttende udryddelse af Okeke fokket, lægges der et pres på Onyesonwu og hendes tro jævnaldrene hjælpere (dem hun blev omskåret sammen med og en udstødt dreng).

Det er altså på overfladen ganske kendte troper: En elev, en mentor, en skæbne, en sammenbragt flok, en truende kamp – ​​hvorpå alles skæbne hænger. Det er tydeligt at mærke at Okorafor kommer fra en række af ungdomsromaner, rigtig mange greb fra den genre er hevet med over i denne roman.

Det er alle detaljerne der løfter romanen op til noget mere. Personerne er komplekse og viser et spektrum af følelser undervejs, ørkenen bliver til et virkeligt sted for læseren, ligesom forskellen imellem hjemmet, landsbyen, og storbyen. Det samme gælder tempo skiftene i handlingen. F.eks. da Onyesonwu slutter sig til en nomadestamme i anden halvdel af romanen, lader sig drive med dem. Her går prosaen også i drift, lader sig lede og bevæger sig uendelig langsomt ”videre”, til trods for at det bliver mere og mere åbenlyst hvordan alt dette skal afsluttes. Men det viser sig at være en nødvendig proces for afslutningen, og det er frem for alt med til at give læseren en realitetsfornemmelse som denne opdigtede verden leverer så fermt.

Der er også en uhyggelig dobbelthed i bogen: På den ene side er Onyesonwus hele udviklingsrejse drevet af et oprør mod den biologiske skæbne hun er underlagt som kvinde, som Okeke, som udstødt mulat.  På den anden side er hele hendes udviklingsrejse drevet af en opdagelse af den biologiske skæbne hun er underlagt som person, som formskifter, som magisk kapabel der netop muliggør hendes hævn og hendes folks mulige befrielse. En interessant kompleksitet som fastholdes af Okorafor i handlingens forskellige elementer.

Onyesonwus opdagelsesrejse retter sig også udad, mod landet, mod folkenes historie og mod den regelbog som alting i denne verden måles op imod. Det er i dén at mulatterne er udstødte, det er i dén at kvinder ikke har magt. På sin lange rejse får hun ledetråde til tabte/skjulte dele af bogen, til de to folks oprindelse, naggrunden for den racistiske vrede, og læseren får ledetråde til at vi ER i en science fiction verden, en fjern højteknologisk fremtid.

I et interview efter en Wiscon-convention blev Okorafor spurgt om hvad denne bog da var: Science fiction, fantasy, eller måske magisk realisme? Hun svarede: ”Jeg kan huske et citat fra en bog [Magical Realism in West African Fiction: Seeing with a Third Eye, London 1998, p 216]: “Magisk realisme opstår ud fra bestemte samfund – postkoloniale, ujævnt udviklede steder hvor gamle og nye, moderne og antikke, verdens videnskabelige og magiske syn sameksisterer”. Betsy Wollheim [Okorafors bogredaktør] beskrev en gang Hvem frygter døden? som “Magisk Futurisme”. Det er den kategori jeg bedst kan lide.”

Vil man gerne læse én repræsentativ roman fra afrofuturismen – og hvem vil ikke det ! – er Okorafors Hvem Frygter Døden? et rigtig godt valg!

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Knud Larn

 

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | En kommentar

Fandenivoldsk

Fandenivoldsk
Skrevet af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen, farvelagt af Laura Blicher
Fahrenheit, 2018, 106 sider

Lars Kramhøft og Tom Kristensen vandt i 2013 med deres tegneserie Made Flesh Dansk Horrorselskabs pris for årets bedste horrorudgivelse. Det var derfor med nogen forventning at jeg her satte mig med deres nyeste udgivelse Fandenivoldsk. Heldigvis så bliver man meget hurtigt klar over at der her er tale om en helt anden type fortælling. Dette gør at man hurtigt stopper med at sammenligne med Made Flesh, og man derved læser Fandenivoldsk på dens egen præmis.

Historien starter med et bryllup, hvor det nygifte par brutalt myrdes. De arbejdede begge i et freak show, og det antydes at det er derfor de bliver myrdet. Skift til Olympen hvor gudinden Afrodite lige har haft sex med krigsguden Ares, og de ligger nu og taler om hvad der sker i menneskenes verden. De indgår et væddemål, om det dræbte par vil søge hævn eller om de vil søge væk og dyrke deres kærlighed, hvis de bliver givet changen for at leve videre. For at afgøre væddemålet genopliver de det dræbte ægtepar. Dette bliver starten på en historie der fuldt lever op til tegneseriens titel ”Fandenivoldsk”.

Parret er ikke blot kommet tilbage, men har også fået overnaturlige kræfter, som de bruger i deres brutale hævntogt, for det er netop den vej de vælger at gå.

Det er en hæsblæsende og underholdende historie, og vi ser her endnu en gang at Tom Kristensen har en streg der passer perfekt til at give zombier og dæmoner liv. Så ikke et forsøg på at lave en ny Made Flesh, men en blodig og grotesk historie der er helt sin egen.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Tegneserier | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Steen Langstrup – Frygt Fabrik Fælde

Frygt Fabrik Fælde
Af Steen Langstrup
Udgivet som lydbog (og efterfølgende som normal bog)
2 Feet Entertainment, 2018

Titlen på Steen Langstrups nyeste udgivelse består af de tre ord Frygt Fabrik Fælde. Historien starter også ud som tre fortællinger, der finder sted i tre forskellige tider, men allerede fra starten kan man hurtigt se at titlens tre ord er fællesnævneren for alle tre historier.

I 1917 afholder den driftige direktør for en konservesfabrik et middagsselskab for forretningsforbindelser og byens spidser. Han har inviteret et medium som skal underholde ved at få kontakt til de afdøde. Direktøren går meget op i det okkulte, og samler på okkulte objekter. Det er dog ikke fordi har tror på fænomenerne, men trods sin interesse så vil han gerne vise at det meste er fup, hvilket han også vil bruge seancen til. Det er dog ikke alle i selskabet der synes om hans underholdning.

Direktøren er en hård mand der ikke står tilbage fra at slå sin kone, eller at udøve magt over for personalet, hvilket den unge stuepige bl.a. må lægge krop til. Han har dog stor kærlighed til sin datter der er tvunget til at sidde i kørestol efter som helt lille at have haft polio.

Under en udgravning under en del af fabrikken støder de på en gammel jættestue. Der er noget i denne ældgamle underjordiske hule, som gør at direktøren begynder at blive i tvivl, om der måske alligevel ikke er noget om den overtro, som knytter sig til objekterne i hans samling.

I 1958 er en ung kvinde ude med en ældre mand, og hun nyder virkeligt den opmærksomhed som han giver hende. Men alt den ømhed han har vist hende ændrer sig pludseligt, da han spærrer hende inde i en kælder og udsætter hende for tortur. Det hele virker mest af alt til at være en del af et brutalt ritual.

I nutiden (blot omtalt som ”Den fredag”), har en flok urban explorers sat sig for at udforske en gammel tom fabrik. Da de ankommer kommenterer en af dem, at hun aldrig har lagt mærke til fabrikken, og selvom den tydeligt har stået tom længe så er der ikke graffiti eller knuste ruder, så det ser ud til at folk generelt har overset den. I gruppen er også en fotograf og hendes assistent, som vil lave et fotoshoot i området.

Kort efter ankomsten ser flere af dem en mandsskikkelse i arbejdstøj der bevæger sig rundt holdende på en forhammer. Det hele bliver dog for alvor mystisk, da gruppen finder et rum, hvor der ser ud til at have været udført sataniske ritualer. En af gruppens medlemmer, Agnete, påstår hun kan fornemme ondskab i rummet. Det hele bliver ikke mindre skræmmende, da en fra gruppen, Natja, falder i en åben elevatorskakt, men da de andre kommer derned er hun væk, men der er et blodigt spor der får det til at se ud som om hun er blevet slæbt væk. Da de resterende vil søge hjælp, lader det til at de ikke kan forlade fabriksgrunden.

Der lægges ikke fingre imellem i historien, der er brutale voldtægter, tortur, og ikke mindst en dæmonisk tilstedeværelse der plager historiens personer igennem alle de tre tider den finder sted i. Det er også en spændende fortælling, hvor man som læser bliver ført nærmere den ældgamle ondskab, som bogens personer er kommet i nærheden af, og som de nu har problemer med at slippe væk fra.

De tre historier flettes efterhånden sammen, efterhånden som de to der finder sted i fortiden indhenter den nutidige historie. Samtidig hører vi flashbacks fra flere af nutidens personer. Dette sker i form at hallucinationer som de oplever mens de er på fabrikken. Fælles for hallucinationerne er at de genoplever frygtelige oplevelser de har haft.

Steen Langstrup har det med at flette henvisninger ind til hans tidliere værker, og det gør han også denne gang. Det gøres dog på en måde så det på ingen måde er en forudsætning at man har læst de andre bøger, men hvor man alligevel sidder med et lille genkendelses smil når han beskrive ret symbol med en snegl på. Langstrup er en garvet horrorforfatter, og han er virkeligt dygtigt til at fortælle skrive både spændende og stemningsfuldt, hvilket han bestemt også gør denne gang.

Frygt Fabrik Fælde blev i første omgang udgivet som en lydbogsserie. De 10 afsnit blev udgivet ét af gangen via bibliotekernes eReolen. De fungerer godt som føljeton, dog hørte jeg ikke med fra starten, så de fleste afsnit var publiceret da jeg stod på, så jeg kunne høre den over kortere tid. Efterfølgende er historien også udkommet som bog, og jeg kunne godt finde på at anskaffe mig bogen også, for den fortjener en plads i reolen med dansk horror.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Jacob Hedegaard Pedersen – Krigsmager

Krigsmager – Krigen 1
Roman af Jacob Hedegaard Pedersen
DreamLitt, 2018, 622 sider

Jacob Hedegaard Pedersen har tidligere skrevet ungdomsfantasyserien Dværgenes krønike som jeg længe har haft på listen over bøger jeg skal have læst, men som jeg ikke er kommet til endnu. Han er nu startet på fantasyserie Krigen som er fantasy til voksne.

Bogens forside viser tre symboler der er knyttet sammen. De tre symboler er hvert knyttet til en af de tre personer som vi følger igennem bogen.

Manden Asp er en drukkenbolt. Han drikker sine penge op, og selvom han fra tid til anden viser lidt følelser over for sin kone og sine børn, så slår han dem også og tager på lange drukture, i stedet for at tage sig af dem. Bogen startet med at han i en af sine ynkelige branderter bliver anholdt efter at have væltet en garvers vogn. Under anholdelsen bliver han tævet af vagterne, og smidt i en ussel celle. Han lukkes dog ud igen, men skal arbejde sin gæld af, hvilket han gør ved at løbe ærinder for varravnene. Dette er nogle fugle som gør sig i at holde øje med hvad der sker, og handler i informationer, samt bruges til lyssky handler.

Når Asp vågner efter en brandert, så har han ondt af sig selv, og har det dårligt med hvordan han behandler sin familie. Men så snart han har lidt penge på lommen, så kan han ikke kæmpe imod sin indre dæmon, og han ender i druk igen, og i problemer igen.

Den kvindelige dværg Wilhemina er portvogter i et af dværgenes riger. Ved bogens start bliver riget dog besat. Bjergmændene belejrer riget, godt hjulpet af andre dværge der har slået sig sammen med dem. Rigets ledelse lader bjergmændene besætte riget, for at undgå at blive angrebet, et angreb som de ikke tror de vil kunne modstå. Wilhemina finder sammen med sin kollega, og kommende kæreste, i at deltage i modstandskampen imod bjergmændenes hærgen. Det bliver til spredte sabotageangreb fra deres side, når modstandskampens ledelse byder dem at sabotere eller at dræbe kollaboratører. Hele vejen igennem følger vi hvordan Wilhemina ønsker at gøre mere modstand, men hvordan hun også hele tiden er nervøs, da bjergmændene og deres støtter er overalt, og der bliver slået brutalt ned på alle der gør bare det mindste oprør mod besættelsesmagten.

Bjergmanden Kragdish er egentligt blot hyrde, men han formår også at tæmme og træne ulve, og han har en lille flok af disse dyr omkring sig. En dag da der kommer en lille gruppe krigere til hans landsby, beslutter han sig for at følge dem, da de er på vej for at melde sig til hæren, som er på march. Bjergmændene er nemlig ved at ruste sig til en krig, hvor de vil tage de landområder tilbage som de for længe side er blevet drevet væk fra af menneskene. Kragdish er egentligt ikke kriger, hvilket han skal lære, men efterhånden som han oplever flere kampe, så er det ikke kun krigshandlingen han har svært ved at forholde sig til, men også hvordan de andre hærger, voldtager, mishandler og myrder i de byer de kommer igennem. Han oplever også hvordan de andre bjergmænd i gruppen godt nok følger en form for kodex, men han ser også hvordan de falder hinanden i ryggen.

Ingen af de tre vi følger er således klassiske helte. Wilhemina prøver, men hun er stadig den der blot gør som andre siger hun skal. Kragdish følger egentligt blot efter, og alt i alt så havde det ikke gjort den store forskel for kampenes udfald om han var der eller ej. Men han kæmper sine egne kampe for at finde sin plads i den kriger-verden har er draget til. Asp er der intet heroisk over, og når han får tæsk af vagterne sidder man egentligt ofte og tænker at det er velfortjent. Det er først til sidst at man kan se hvad hans rolle er i den kommende krig, noget som han heller ikke selv var bevidst om i alkoholens tåger.

På bogens omslag står der at bogen er inspireret af anden verdenskrig, men også af filmen Dommedag nu. I Wilheminas fortælling kan man tydeligt se inspirationen fra modstandskæmperne. Men igennem bogen kan man godt fornemme at bogen er inspireret af filmen Dommedag nu, da den har en meget langsom opbygning, der på trods af dramatiske punkter undervejs tager sig god tid om at komme derhen hvor den vil. Jeg tænker dog at bogen godt kunne have haft brugt at blive trimmet lidt (på samme måde som Dommedag nu blev, med nogle ret lange sekvenser der blev klippet ud til biograffilmen). Jeg sad flere gange under læsningen og tænkte at jeg sad med en bog på 600+ sider, men at historien nok kun var til 400+ sider. Over halvvejs inde i bogen tænkte jeg allerede tanken at det ikke blev i denne bog at de tre handlinger ville blive flettet sammen, men at det nok først ville blive i kommende bind. Så meget desto mere overrasket blev jeg over dette binds slutning (og nu kan jeg dårligt sige mere uden at spoile), for den tog retninger som jeg ikke havde forudset for et første bind i en serie. Den lidt langtrukne fortælling på trods, så er det en habil fantasyfortælling, hvor der er magi tilstede, men den viser sig kun sjældent, og selvom det er en fantasyverden med fremmede racer, så kan man sagtens se hvilke paralleller til den virkelige verdens historier der trækkes. Bogen prøver ikke på at glorificere krig, den menige soldat eller frihedskæmperne, men fortæller om de brutale sider konflikter kan have. Det også selvom konflikten ikke er på national skala, men konflikter i hjemmet.

Bogen er ikke bange for at gå i detaljer med de brutale sider, men igen er det ikke for bare at beskrive blodige detaljer, det er for at vise hvor modbydelig volden er.

På årets bogforum talte jeg med Jacob Hedegaard Pedersen om flere af forlagets udgivelser, og selvfølgelig også om hans egen bog. Jeg fortalte om hvad jeg mente om bogen (som I kan læse herover), og han spurgte ind til om jeg havde lagt mærke til en bestemt detalje omkring sammenhængen mellem de tre historier. Jeg havde ikke luret detaljen, men det viser sig at hvad jeg havde tolket som et spørgsmål om geografi, mere var et spørgsmål om kronologi, og der var et par ekstra brikker omkring bogens slutning der faldt bedre på plads for mig.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Nick Clausen – Mareridt & myrekryb

Mareridt & myrekryb
– Syv uhyggelige historier
Novellesamling af Nick Clausen
Facet, 2016, 232 sider

Nick Clausen har tidligere udgivet en række mindre gyserromaner bl.a. Tidevandet, Ulm og De sorte symboler som jeg alle syntes var ganske gode. Siden har han udgivet forskellige fantasyromaner, hvoraf et par stykker også har været anmeldt her i Himmelskibet.

De små gys har han nu leveret i en serie af novellesamlinger under titlen Mareridt & myrekryb. Bind 1 indeholder 7 noveller der alle er skrevet til børn og unge. Dette viser sig bl.a. ved at hovedpersonerne er børn der alle kommer ud for skræmmende oplevelser.

I ”Blod på tanden” vågner den 11-årige Emil på et hospital. Han kan ikke huske hvorfor han er der, men får at vide af en sygeplejerske, at han har været i et trafikuheld. Men der er noget mærkeligt ved stedet, der er f.eks. ingen vinduer og der er skidt i krogene. Stedet passer ikke med hvordan han mener et hospital bør være. Og der er noget mærkeligt med den medicin han bliver givet.

Der er historien med en bedstefar der skræmmer børnebørnene med at fortælle historien om gårdens spøgelse. Et spøgelse der forholder sig i ro så længe man holder sig fra den nærliggende sump. Den sump som børnene har stået og smidt sten i om eftermiddagen.

Der er historier om unge der får mindre søskende, hvor der ikke just er kærlighed imellem børnene, og så er der historier om frygten for at være alene nye steder, og fobier som vandskræk.

En af de mere underfundige historier, er den om en ung fyr der har fået en sygdom der gør at alle fugle hader ham, og forsøger at angribe ham. Han får dog en medicin der gør at fuglene lader ham være. Det er dog ikke alle der tror på hans lidelse og på at medicinen er med til at sikre at han overlever.

Alle historierne følges af et lille efterskrift fra forfatteren, der kort lige runder historien af eller fortæller lidt om ideen til historien. Disse efterskrifter fungerer ganske fint, og er egentligt med til også at tydeliggøre at der er tale om at det er samme forfatter der står bag fortællingerne.

Det er nogle rigtigt fine små gyserhistorier med en masse fine ideer, og selvom de er skrevet til børn og unge så er de også underholdene at læse for den voksne læser også, selvom historierne af dem næppe vil bliver betragtet som skræmmende.

Jeg har nu kun fået læst bind 1, men skal da bestemt have de efterfølgende bind skrevet på listen over bøger jeg skal have læst.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar