Tobias Stenbæk Bro – Væddermændenes nat

Væddermændenes nat
af Tobias Stenbæk Bro
Turbine, 2018, 325 sider

Væddermændes Nat er noget så sjældent som fantasy for voksne. Det er bestemt ikke noget der udkommer meget af på dansk. Forfatteren hedder Tobias Stenbæk Bro, han er debutant, og jeg kan kun sige, sikke en debut!

Vi er i det gamle kongerige Agamore. Ridderen sir Alfrik bor på herregården Ravnehøj. Han har tre sønner – Rodrik, Cedrik og Stormfrik. De tre brødre er fortællingens hovedpersoner. De er unge mænd med hver deres ambitioner for fremtiden. Skæbnen vil det dog dem anderledes, og de hvirvles ind i et magtspil, mens mystiske ting begynder at ske.

At Væddermændenes nat er for voksne fornemmer man især på udformningen. Det er så sandelig ikke, hver dag man ønsker, at en bog var længere, men det måtte denne her godt have været. Der bliver virkelig bygget et univers op her. Et univers der er virkelig fantastisk, og som man fornemmer har rødder i en dyb kærlighed til genren. Men det sker desværre på bekostning af handlingen. Man vender sidste side (side 317!), og vil have mere. Det er derfor kun godt, at Væddermændenes nat kun er første bind i en serien Et Varsel om Storm.

Ud over konstruktionen af kongeriget Agamore dets historie, skikke og religion, bliver de forskellige karakterer også bygget op scene for scene. Det er en rigtig fin og subtil karakteropbygning. Man får lige så stille byggesten til de forskellige dele af fortællingen. Det er ganske enkelt smukt lavet. Valget af de tre brødre som fortællingens omdrejningspunkt fungerer rigtig godt

Væddermændenes Nat er en fantastisk velskrevet debut. Mere fantasy for voksne på dansk, tak!

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldelse af Helle Perrier

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Birthe Skov Midtiby og Thorkild Skov – Lue – Skovhuggerens Saga bind 1

Lue – Skovhuggerens Saga bind 1
Birthe Skov Midtiby og Thorkild Skov
Forlaget DreamLitt, 2018, 379 sider

Forfatterne kalder selv fortællingen om Lue for historisk forankret fantasy i forordet til bogen. Det må siges at være yderst passende for bogen, der virker virkelig velresearchet og historisk gennemarbejdet. Jeg skriver forfatterne, for bogen er skrevet af hele to af slagsen, en mor og en søn. At de er to om det, fornemmer man dog ikke, når man læser. Sproget er meget ensartet.

Historien er enkel nok: Ragnar er en høvdingesøn, der bliver tvunget til at flygte. Han må lægge alt bag sig og give sig alene ud i verden, der både er stor og skræmmende, især når man kun er 11 år gammel. Rejsen bliver farefuld og Ragnar har kun sin kløgt og udholdenhed at satse på, hvis han skal overleve.

Fortællingen om Lue er både spændende og velfortalt. Det er en gennemført første del af en saga.

Der er dog rigtig mange elementer fra vikingetidens hverdag, og det er nogle steder med til at trække tempoet lidt for meget ned.

Bogen er illustreret af Thorkild Skov, og det er nogle virkelig fantastiske og stemningsskabende tegninger, der klæder fortællingen rigtig godt.

Den største udfordring med bogen er dog formatet. Af en eller anden årsag, står al dialog i kursiv, og det skæmmer virkelig læseoplevelsen. Desuden er der virkelig mange udråbstegn og udeladelsesprikker, det er også ret irriterende.

Men bortset fra tegnsætning og kursiv, så er Lue – Skovhuggerens Saga er en rigtig god fortælling. Blandingen af Fakta og fiktion fungerer upåklageligt. Jeg håber dog, man reviderer formatet i de kommende udgivelser – foreløbigt er det en trilogi – som jeg ser meget frem til at læse.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldelse af Helle Perrier

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Nils Hoffmann – Dæmonens Bagdør

Dæmonens Bagdør
Roman af Nils Hoffmann
SPITZEN Publish, 2018, 524 sider

Nils Hoffmann har udgivet science fiction romanen  Dæmonens Bagdør.  

Emnet i Dæmonens Bagdør er kunstig intelligens. Et relevant  emne, da der er en rivende udvikling på området.

Romanen foregår  i året 2064. Her er  kunstig intelligens udviklet så meget, at almindelige mennesker har en kunstig intelligens som personlig assistent til bl.a. “holde styr på aftaler, indkøb, kontakt til myndigheder”. (s. 17) Men der er andre langt mere avancerede kunstige intelligenser end dem som almindelige mennesker har. Der er Akademiet, som har disse kunstige intelligenser og “her kunne superrige, regeringer og megafirmaer købe assistance der blæste almindelige assistenter af banen. Viden var magt og intelligenskløften voksede dag for dag.” Akademiet er et samarbejde “finansieret Japan, EU og USA. Senere var de fleste andre lande i verden kommet med ombord.”  (s.39)

Denne intelligenskløft vil helten i bogen, programmøren Martin Møller, gøre noget ved. Derfor er han med i græsrodsbevægelsen DARIO, som står for Democratic ARtificial Intelligence Organisation.   DARIO har  til formål: – Fri og retfærdig adgang til superintelligens – Legalisering af selvmodificerende AIs – Borgerrettigheder til avancerede AIs.

Handlingen i romanen tager for alvorligt fart, da Martin skal mødes med bl.a. Oleg fra den russiske mafia i København. Martins  kæreste Maria  skylder  den russiske mafia penge.  Men de bortfører Marias datter,  selv om der kommer penge på bordet.   Endvidere finder  Martin Møller ud af at han må bekæmpe  “Dæmonen” . Hvad dæmonen er for noget og  hvordan det hele spiller af skal ikke afsløres her.

Historien om Martin Møller er som sådan velskrevet og spændende at læse, da den er fyldt med action, samtidig med at den behandler et aktuelt emne som kunstig intelligens. Endvidere holder forfatteren godt styr på  sine sideplots. Der er ikke mange metaforer i romanen, dog er der enkelte som denne, der fungerer: “Som en gnu på vandring  mod et ukendt mål” (s. 249)  og “som en jagende guldsmed” (s. 255)

Men desværre tager handlingen i romanen en drejning (som ikke skal røbes her). Denne drejning gør,  at man som læser er i tvivl hvad Nils Hoffmann vil med romanen. Hele tematikken med at almindelige mennesker ikke har adgang kunstig intelligens, træder i baggrunden, uden yderligere argumentation.  Tilbage står bare en konklusion om at  “så let var det at hacke pøblen. Ikke med virus og koder men med  løgne og misinformation.” (s. 512)

Det gør at, romanen ikke hænger sammen for mig. Og det er ærgerligt.

Som det fremgår er jeg ikke så begejstret  for romanen igen, selv om man kan sige gode ting om den. Hvis forfatteren ikke havde ladet temaet om almindelige menneskers adgang til kunstig intelligens træde i baggrunden, havde det været en rigtig god roman.

Besøg Nils Hoffmanns hjemmeside her: https://nilshoffmanndk.wordpress.com

Se traileren for Dæmonens bagdør  her: https://www.youtube.com/watch?v=nbZa4_9lUw4

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Jóannes á Stykki

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Han, hun og Adolf

Han, hun og Adolf
Tegneseriealbum
Tekst: Niels Søndergaard
Tegninger: Benny Vigan
Totaltekst, 2019, 62 sider, 200 kr.

Niels Søndergaard er en erfaren mand inden for tegneserier og er blandt andet kendt for sine oversættelser af Steen og Stoffer og Tintin. Han har også skrevet en håndfuld danske tegneseriealbums, begyndende med den første autoriserede Superman-historie produceret og udgivet uden for USA, Superman og fredsbomben (1990), tegnet af Teddy Kristiansen. Senere fulgte albumserien om Dimensionsdetektiven, tegnet af Ole Comoll, med fire album spredt over årene 1991 til 2010. Mellem disse kom albummet Krononautens påske (2004), tegnet af Jens Thegler, som den nye Han, hun og Adolf er en selvstændig fortsættelse af, nu med Benny Vigan som tegner og udkommet som første udgivelse på Niels Søndergaards nystartede forlag Totaltekst. Trods en angivelse i albummet at det udkom i 2018, udkom det rent faktisk først i 2019. Man behøver ikke at have læst Krononautens påske for at læse Han, hun og Adolf, men hvis man skulle have lyst, ligger hele albummet til læsning på Totalteksts hjemmeside.

I Krononautens påske fulgte vi den unge kvinde Nova Tayanan, der er en del af besætningen på et tidsrumskib i en parallel virkelighed, hvor hunnerne erobrede Europa og siden blev verdens herrer. Nova er halvt jøde og derfor raceuren, men hun er tolereret ombord fordi hendes far opfandt tidsmaskinen. Hendes besætning får lavet ged i fortiden, så deres nutid bliver lavet om, og i forsøget på at rette det, får de skabt myten om Jesu genopstandelse og sikret at romerne fik besejret hunnerne. Til sidst lander Nova og den eneste anden overlevende fra besætningen, den frigivne slave Mark, i Sønderjylland 1939, hvor de bosætter sig i et gods de køber med midler stjålet i fortiden.

Han, hun og Adolf starter to år senere, i 1941, hvor nazisterne har besat Danmark. Novas gods får besøg af Herman Göring med flere, blandt andet de ansete fysikere Albert Einstein og Leo Slizard, som er særligt ærede fordi de er racerene jøder. Læseren aner nok på dette tidspunkt at alt ikke er helt som i vores verdenshistorie. På grund af uheldige omstændigheder bliver Nova nødt til at flygte gennem tid og rum og beslutter sig for at forhindre Adolf Hitler i at starte en krig ved at tage ham til fange som barn og give ham en ordentlig opdragelse (at myrde et uskyldigt barn har hun ikke hjerte til). Når hun så vender tilbage til 1941, har Stalin så taget magten i Europa. Så må hun også bortføre ham som barn, og derefter en håndfuld andre despoter, der som voksne ville erobre Europa i fraværet af Hitler og Stalin – nok til at starte et mindre børnehjem.

Som det hører sig til i historier om at ændre på fortiden, eskalerer tingene hver gang Nova prøver at gøre tingene bedre. Hvordan det hele ender, vil jeg ikke afsløre her, men overlade til læseren at opdage.

Benny Vigans sort-hvide tegninger er gode og lette at afkode, men også en kende anonyme og gammeldags, lidt som en sydeuropæisk tegneserie fra 1970’erne. De fungerer dog fint til at fortælle historien, med god variation i synsvinkler og sideombrydning, noget der giver liv til historien.

Alt i alt er der tale om et ganske udmærket album med en gedigen historie, men ikke et der vil sætte milepæle i dansk tegneseriehistorie. Historier med tidsrejseforviklinger har vi set tonsvis af, og selvom denne absolut ikke er blandt de værste, er den heller ikke helt i top blandt klassikere såsom filmen The Butterfly Effect eller Alfred Besters novelle The Men Who Murdered Mohammed.

I løbet af albummet møder man, ud over de allerede nævnte, flere mere eller mindre kendte historiske personer. En større rolle spilles af Reinhard Heydrich, der i den virkelige verden var SS-Obergruppenführer og leder af  Reichssicherheitshaupt­amt indtil han i 1942 blev myrdet ved et attentat. Hans skæbne i dette album bliver en lidt anden.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Science Fiction, Tegneserier | Tagget , , , | Skriv en kommentar

The Predator

The Predator
Film, USA 2018, 107 min.
Instr./forfatter: Shane Black
Medv.: Boyd Holbrook, Olivia Munn, Yvonne Strahovski, m.fl.

Advarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilers!

Så kom der næsten ud af det blå endnu en Predator-film: The Predator – den første siden 2010s lidet imponerende Predators. Disse rov-rumvæsner er jo gået ind i popkulturen som klassiske figurer, men reelt var kun den første film god. De efterfølgende film har forsøgt at udvide Predator-universet, men uden meget held, og det samme er tilfældet for den nyeste films vedkommende. Den er en omgang rod, som forsøger at være en komedie, en sci-fi/action-film og en horror-film på én gang, med en del løse plottråde der aldrig bindes op, og masser af spildt potentiale. Den basale idé er udmærket: En venligtsindet (!) predator vil give Jorden et våben imod de andre predators og deres planer om måske at erobre Jorden (pga. drivhuseffekten, som gør Jordens klima mere gunstigt for dem!). Denne predator viser sig også at have noget menneskeligt DNA, hvilket indikerer at the predators styrer deres egen evolution ved at inkorporere andre væsner DNA i deres eget. En tre meter høj (!) ‘dusørjæger’-predator dukker dog op og henretter den første og bliver den store trussel, det menneskelige hold skal bekæmpe – og skaber samtidig tvivl om hvilken af de to predators der er ‘the’ predator i filmens lidt irriterende simplistiske titel.

Men filmen er sumpet til i historiemæssigt kaos længe inden da. Vores ‘helte’ er en samling soldater som alle sammen er under evaluering for dårlig opførsel eller forskellige former for traumer, og de må tidligt bryde med militæret, som åbenbart er korrupt og forsøger at dræbe sine egne folk til højre og venstre (for at holde predator’en hemmelig, må man gå ud fra), inkl. deres egen beskikkede biolog (Olivia Munn), uden forklaring.

Hovedhelten er Quinn McKenna (Boyd Holbrook), som er en action-man med en autistisk søn, der bor hos den fraskilte kone (Yvonne Strahovski). McKenna er den første der finder et nedstyrtet predator-rumskib og snupper sig en hjelm og et arm-våben, som ad omveje ender hos hans 10-årige søn, der ikke bare lærer sig predator-sproget på nul komma fem (han er jo autist og derfor åbenbart det næste skridt i menneskets evolution!), men også bruger masken til at klæde sig ud til Halloween. Det sidste er i sig selv sejt nok, men han efterlader bare masken (som er et frygteligt våben) på gaden, og så hører man ikke mere til hvor den er blevet af i resten af filmen! Dette er bare en af mange løse plot-ender, som tyder på mange omskrivninger af manuskriptet. Den morderiske militærfyr, Traeger, bliver ikke draget til ansvar for sine handlinger; til gengæld bliver den lovløse McKenna til sidst forfremmet off-screen, selvom alt hvad han lavede i filmen var imod militærets ordrer. Og hans lidt seje kone ser man alt for lidt til. Og der er ingen snert af romantik, hverken med konen eller den smukke biolog. Filmen er til gengæld fuld af vulgært sprog; den virker som om den er lavet til 12-årige der synes at den slags er enormt sejt.

Gaven som den venligtsindede predator giver menneskeheden, er et exo-skelet – eller rettere en transformer – som mennesker kan bruge imod predators. Super-teknologi? Mjah, når der kun er én, tror jeg ikke ligefrem det kan beskytte planeten mod en invasionsstyrke. Men det virker sikkert meget sejt på en 12-årig. Så … utrolig meget af filmen var meget antiklimatisk for denne anmelder. Den virkede rimeligt underholdende mens man så den, men på basis af efterfølgende analyse var den et tomt trafikuheld af dårligt forfatterskab – på enhver måde en unødvendig film, som ganske vist desperat forsøgte at fange samme ånd som i den første (og anden) film, men uden at besidde ægte passion for hverken historien eller konceptet.

Karakter: 5 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Iron Fist sæson 2

Iron Fist sæson 2
Tv-serie, 2018, 10 episoder
Medv.: Finn Jones, Jessica Henwick, Simone Missick, Alice Eve, Tom Pelphrey og Jessica Stroup

IMDb

Trailer

 Advarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilers!

Marvels Netflix-serier kører stadig i højt gear. De lader dog til at tage lang tid at producere; det er ikke dem alle der kommer en gang om året ligesom de fleste andre serier. Jessica Jones startede i 2015, men anden sæson kom først i 2018. Luke Cage startede i ’16, og kom også med 2. sæson i ’18. Daredevil startede i ’15, med anden sæson i ’16, sprang ’17 over (hvor Defenders-serien dog kom), og kommer med tredje sæson i efteråret ’18 (vi glæder os!). Første sæson af The Punisher kom i ’17, og serien springer ’18 over. Første sæson af Iron Fist er dog fra 2017 (se min anmeldelse i Himmelskibet nr. 52), og den er nu allerede i år på banen med sæson 2 (dog kun 10 episoder i stedet for første sæsons 13; en smule nedskæring kunne den åbenbart ikke undgå).

Iron Fist sæson 1 var den suverænt mest udskældte af Netflixs Marvel-serier; den ramte de små hjem netop på et tidspunkt hvor alting pinedød skulle være helt vildt politisk korrekt (og ja, dét kulturmoment er vi stadig inde i, på godt og ondt, men det er måske stilnet en smule af i det sidste års tid?), og Iron Fist fik mange hug fordi helten er en blond, hvid, privilegeret rigmandssøn som i en mytisk tibetansk eventyrby vinder over alle andre i kampsportstræning, og opnår byens højeste æresbevisning: at modtage den magiske ‘jernnæve’ fra byen beskyttende drage!

Den amerikanske tegneserie er fra 1970erne, med et ben i både pulp fiction-lejren og kung fu-manien fra den tid, og som lavet af og for vesterlændinge – en specifikt  vest­lig versionering af kung fu-eventyret – ville det næppe have givet den store mening hvis helten blot havde været en indfødt asiat i sit eget kulturelle element; historien handler jo om hvordan Danny Rand kommer hjem til sin gamle tilværelse igen og i lang tid slet ikke vil vide af sin monetære arv, men hellere vil rende rundt på gaden i det amerikanske byliv og bruge sin jernnæve og heroiske kung fu-filosofi til at være superhelt. Ikke desto mindre var et af de mest højlydte klagepunkter fra kritikerne af sæson 1 (kritikere som næppe havde læst tegneserierne) at tv-serien var racistisk fordi hovedpersonen ikke var asiatisk. At en hvid mand kunne vinde den tibetanske ‘jernnæve’ var kulturel appropriation! Ligesom når den hvide Tarzan er dyrenes konge og i egenskab af sin aristokratiske natur på alle måder er overlegen i forhold til afrikanerne. Og, ja, der er da noget sandhed i dette. Men historien er som den er; hvis man ændrer hovedpersonens etnicitet og baggrund, så er man gået i gang med en helt anden historie, hvor man ikke længere versionerer den originale. Der må være en grænse for hvor langt den politiske korrekthed kan gå; hvis man aldrig kan agere eller prætendere andet end hvad man i virkeligheden er, er skuespil og fiktion i yderste konsekvens jo ikke længere muligt.

Det smerter mig derfor at erfare at hele anden sæson af Iron Fist stort set kun går ud på at adressere netop ovenstående kritik. Jernnæven har nu i ganske bogstaveligste forstand fået lyserød neglelak, for den er blevet overført til Danny Rands partner, Colleen Wing. Historien forsøger måske at handle lidt om at være heroisk, men fordi den samtidig udhænger vold som noget der ikke løser nogle problemer, bliver den aldrig til klassisk heroisk fiktion af superhelte-tilsnit. Den omhandler i meget høj grad bløde værdier som samtale, mægling og diplomati, og det er også fint nok i virkeligheden, men det passer ikke godt ind i et koncept der specifikt handler om stilistiske, symbolske repræsentationer af godt og ondt; helte og skurke, street justice og vild action. Men disse bløde værdier bruges til at understrege at Colleen er en mere ægte heroisk figur end Danny, og da skurken Davos stjæler jernnæven fra Danny i et magisk ritual, beslutter Danny derfor at, når han og hans allierede vinder næven tilbage, så skal den overføres til Colleen (som er halvt kinesisk af afstamning) i stedet for ham. Således at det nu alligevel er en asiatisk figur der har jernnæven. Fra den mytiske tibetanske by. Men kommer Colleen fra den by…? Oh, jamen det viser sig naturligvis i allersidste øjeblik at hun er efterkommer af netop en kvinde der kom fra K’un Lun! Der måtte jeg altså rulle med øjnene. Det er så tydeligt og gennemsigtigt at hele story-arc’en i 2. sæson er ad hoc skræddersyet til at give de politisk korrekte kritkere ret og lave Iron Fist om til en asiatisk figur (og en kvinde – even better!). Men når de én gang har introduceret og etableret Danny som the Iron Fist, så fungerer det jo ikke. De ændrer det basale koncept on the fly; de underminerer og ændrer fundamentet for konceptet – og gør selve denne ændring til historiens substans. Producenterne siger derfor med høj stemme: det originale koncept som vi fra begyndelsen har filmatiseret historien for at ære og bevare, var i virkeligheden dumt og dårligt og fortjener at blive lavet om. Ups!

Jeg er meget imod dén type ændringer, for det leder yderst sjældent til noget bedre end det originale. Det er ikke nemt for en mere eller mindre tilfældig ny idé at trumfe en hævdvunden klassisk uden at konteksten ødelægges, præcis som den er blevet her. Colleen har jo ikke fået overdraget jernnæven fra K’un Luns drage eller vundet retten til det gennem mange års kvalificering under opsyn af byens spirituelle ledere. Denne sæson handler i høj grad om at Danny ikke har jernnæven mere og forsøger at genskabe det ritual der kan returnere den igen. Det basale plot drejer sig altså om hans kræfter, der ikke makker ret, og dermed skaber problemer for alle. Som garvet superheltelæser har jeg for længst gennemskuet at historier der fokuserer på kræfterne selv, i stedet for hvad de bør bruges til og hvad de symboliserer, stammer fra at de givne forfattere simpelthen ikke har nogle ordentlige ideer til gode historier. Nå, hvad skal vi nu gøre med denne helt…? Jo, lad os lave noget om at han/hun har problemer med sine kræfter! Der er altid en fire-fem nemme plotmuligheder i dét, som over årtierne selvfølgelig er blevet til superhelte-klichéer: helten kan miste sine kræfter, få sine kræfter formindsket, få sine kræfter forstærket, kræfterne kan pludselig ændre sig, eller kræfterne kan ende hos en helt anden figur! Det er set alt for meget, og det kan ikke længere kaldes for ordentlige historier. Udover at være nemme klichéer er det også noget forfattere laver fordi mange af dem desværre mener at historien næsten kun kan og skal handle om figurerne selv; historiene skal være character-driven – jo mere, jo bedre!! Ja, det er noget jeg kan harcelere endeløst omkring. Hvordan så mange folk, både forfattere, anmeldere og læsere, ikke forstår at historier i de fantastiske genrer primært skal være idé-drevne, eller i hvert fald delvist idé-drevne. Ellers er det ikke længere genrefiktion, men nærmere socialrealisme. Jeg vil faktisk vove at påstå at næsten alle historie-elementer der fokuserer på personer og deres menneskelige problemer er klicheer. Krimigenren som helhed er en kliché. Romantik som helhed er en kliché. Selv realisme som helhed er en kliché. Vi har set alle varianterne alt for mange gange. Vi kender allerede alle måderne folk kan reagere og føle på. Der er ganske enkelt ikke længere noget virkeligt overraskende i den type historier (selvom, bevares, alle slags historier kan være gode hvis de er tilstrækkelig godt fortalt).

Og netop derfor mener jeg faktisk, i en overordnet historisk sammenhæng, at fiktion i det hele taget uundgåeligt må udvikle sig i retning af de fantastiske genrer; de eneste som kan byde på noget grundlæggende nyt og fremmedartet. De eneste som kan chokere os til at tage hele vores forestillingsverden og samfund op til genovervejelse. Men lige nu lever vi desværre i tilbagegangstider, hvor borgerlige og andre middelklasse-orienterede tankesæt er meget stærkt dominerende, hvilket altid leder tilbage til klicheer og konservative ideer, såsom at ‘character!!’ skal være det eneste og altdominerende i en historie – også i en superhelte-historie! Vi ser det også i den nye tv-serie Cloak and Dagger, hvor historien og figurernes kræfter også bare handler 100 % om dem selv og deres baggrund, uden at der er nogen form for eksternt eventyr eller plot inde over. Selvfølgelig skal der gerne være noget personskildring involveret i næsten enhver historie, men det skal i mine øjne altid kombineres med en eller anden ekstern plot-idé som har relevans for den pågældende figurs verden og udvikling. Og her fejler anden sæson af Iron Fist. Den har tunnelsyn og kigger kun indad på figurerne og kræfterne. Det er mere skuffende for mig end den i forvejen lidt lunkne første sæson, som i det mindste mindede en lille smule om en variant af en Iron Fist-historie.

Men, men, men. Det er jo nemt nok at være kritisk. Anden sæson er i sidste ende ganske underholdende for hvad den er. Jeg nød at se det meste af den; jeg synes at figurerne er gode, og dramaet er OK. Jeg er uenig med forfatternes dybe grundlag og motivation hvad angår historien overordnede udvikling og klimaks, men skuespillerne og den umiddelbare og visuelle underholdning er der ikke i sig selv det store galt med. I denne sæson får vi f.eks. også figuren Mary Walker, som startede i tegneserierne som den meget klassiske Daredevil-skurkinde Typhoid Mary, hvis karakteristiske varemærke er personlighedsspaltning. I tv-serien, hvor hun spilles ganske upåklageligt af Alice Eve, er hun (bl.a.) en meget veltrænet lejesoldat som passer fint ind i historien – også fordi vi hele tiden håber at hun udvikler sig videre til noget der tilnærmer sig hendes tegneserieform. Jeg bliver ret skuffet hvis hun ikke også er med i den snarligt kommende Daredevil sæson 3! Eller The Punisher sæson 2, hvor hun også ville være en meget fin skurk. Således er der såmænd en del fin underholdning at komme efter i sæson 2 af Iron Fist, og jeg lander derfor alligevel på samme karakter som jeg gav første sæson: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Stranger Things 2

Stranger Things 2
Tv-serie, Netflix 2018
Skabt af The Duffer Brothers
Medvirkende: Winona Ryder, David Harbour, Sean Astin, Finn Wolfhard, Millie Bobby Brown m.fl.

I denne anden sæson af Netflix’ retro-horrorserie Stranger Things (som har fået titlen Stranger Things 2) begynder vi et års tid efter at sæson 1 sluttede. Vi er nu i 1984, og ting virker normale i den lille by Hawkins, Indiana. Sådan da.

Drengen Will Byers, der i det meste af første sæson var forsvundet i the Upside Down, en uhyggelig vrangside af Hawkins, og blev erklæret død, er begyndt i skolen igen, men bliver undgået af de fleste og kaldt ’zombie boy’. Hans mor Joyce (Winona Ryder) har fået en ny kæreste, spillet af Sean Astin (Sam fra Ringenes herre-filmene), og en ny, sej, rødhåret pige, Max, er startet i klassen. Den mystiske pige Eleven bor skjult ude i skoven sammen med politimanden Jim Hopper, uden at nogen andre ved det. Mikes kønne storesøster Nancy er tilbage med kæresten Steve selvom der var begyndende amoriner mellem hende og Wills storebror Jonathan i slutningen af første sæson.

Will er ikke helt fri af the Upside Down. Han får livagtige, uhyggelige syner af vrangsiden, hvor et gigantisk, edderkoppeagtigt skyggevæsen tårner op over byen. Måske er det bare en form for posttraumatisk stress, men måske er det noget mere? For samtidig begynder marker med afgrøder uforklarligt at rådne uden for byen.

Det bliver begyndelsen på en række uhyggelige hændelser, men selvom der ikke bliver sparet på effekterne, er denne anden sæson ikke helt så uhyggelig som den første. De første afsnit er faktisk mere humoristiske end skræmmende. Selvom uhyggen tager mere fart efterhånden, er fokus mere på action end på den knugende uhygge. Forholdet mellem første og anden sæson kan godt sammenlignes med forholdet med den første Alien-film fra 1979 og den mere actionprægede fortsættelse Aliens fra 1986. Ligesom med de to film gør det ikke nødvendigvis den ene sæson dårligere end den anden.

Ligesom i første sæson fornemmer man inspirationen fra Steven Speilbergs klassiske 80’er-film såsom E.T. og The Goonies – med en god bid Poltergeist iblandet. Hovedtemaet er sammenholdet mellem børn mod alt fra mobning til Lovecraft-agtig horror. De unge skuespillere gør det rigtig godt, og jeg regner med at flere af dem får gode karrierer, også når de bliver voksne.

Der er blevet annonceret en tredje sæson. Den ser jeg frem til.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Horror, tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

De utrolige 2

De utrolige 2
Originaltitel: Incredibles 2
Film, Disney/Pixar 2018
Instruktion og manus: Brad Bird
Stemmer: Craig T. Nelson, Holly Hunter, Samuel L. Jackson, Bob Odenkirk m.fl.

IMDb

Trailer

Så kom den langt om længe, fortsættelsen til Disney/Pixar-filmen De utrolige fra 2004. Spørgsmålet bliver så: Var den ventetiden værd? Svaret må i det store og hele være ja, selvom filmen ikke er helt pletfri. Det vender jeg tilbage til.

Selvom børn, der var for små til at se filmen dengang, er voksne i dag, er der ikke gået ret meget tid i filmens univers, at dømme efter familien Parr, aka The Incredibles. Datteren Violet er stadig en neurotisk teenager, den ældste søn Dash er stadig den irriterende lillebror med krudt i røven, og den yngste, Jack-Jack, går stadig med ble. Selvom det kunne have været interessant at lade børnene være vokset op, gør den lille tidsforskydning situationen hurtigt genkendelig for de, der har set den første film (og det har nok de fleste, der ser denne film), så man slipper for at bruge alt for meget tid på introduktion.

I slutningen af den første film reddede Incredible-familien og deres ven Frozone (Samuel L. Jackson) verden fra skurken Syndrome, men det har ikke ændret på deres status i begyndelsen af toeren. Superhelte er stadig ulovlige og tvunget til at leve anonymt – en situation som især Mr. Incredible har det svært ved. Så da muligheden for at trække i kostumerne igen (uden kapper, selvfølgelig) viser sig, da superskurken The Underminer (en skurkagtig opfiner med en gigantisk gravemaskine) angriber byen. Det lykkedes dog ikke heltene at stoppe skurken, kun at mindske de ødelæggelser, som Underminers løbske gravemaskine ellers ville have forårsaget. Myndighederne er ikke tilfredse og er af den opfattelse at heltenes indblanding blot gjorde situationen værre. Så ikke alene må familien ikke være superhelte; de mister også den smule støtte de ellers har fået for at holde sig skjult.

Her kommer rigmanden Winston Deavour (Bob Odenkirk) så ind i billedet. Hans far var stor fan af superhelte, og nu vil han selv bruge sine ressourcer til at slå et slag for superheltenes rettigheder, så de igen kan træde ud af skyggerne, blandt andet ved via avanceret videoteknologi at dokumentere at heltene gør mere gavn end skade. I første omgang er det Elastigirl, der skal vise sit værd (hun laver ikke så meget collateral damage som Mr. Incredible).

Det er så det (lidt langsomme) oplæg til en masse hæsblæsende action og en del dramatiske forviklinger, lige efter Superheltenes Håndbog. Der bliver introduceret nye helte og en ny superskurk, Screenslaver, der kan hypnotisere folk gennem tv-, computer- og telefonskærme og udnytter dette til at skabe katastrofale situationer, som heltene må prøve at afhjælpe – en kattens leg med musen, som vi kender fra gamle superheltetegneserier, hvor fx Jokeren leger kispus med Batman.

Der er ikke så meget i historien, der vil overraske folk som kender superheltegenren, og filmens store twist kan ses på flere kilometers afstand. Det gør dog ikke så meget, for filmens tema er ikke overordnet set heltes kamp mod skurke, men snarere hvordan man balancerer familie og superheltekarriere og hvad det egentlig er, der definerer en helt. Alting er heller ikke skåret ud i sort og hvidt. Heltene har deres menneskelige fejl og mangler, og superskurken Screenslaver har faktisk en pointe i sin kritik af den grad, vi er blevet afhængige af oplevelser via skærmen i stedet for virkelige, nære oplevelser (en noget ironisk pointe når den kommer fra Disney, men lidt selvkritik er aldrig af vejen).

Hvis jeg skal komme med et kritikpunkt ud over plottets forudsigelighed, er det noget mere subtilt, der også fører tilbage til den første film. I begge film er skurkene – Syndrome, The Underminer og Screenslaver – nemlig opfindere, der har måttet skabe deres egne superevner via intelligens og hårdt arbejde, mens heltene er født med deres evner uden at skulle arbejde for dem (noget der også gjaldt fx Superman Returns fra 2006). Det virker som om budskabet er at helte, der er født til magt og ære, er bedre og renere end de, der har måttet knokle for at opnå det samme. Det minder lidt for meget om tidligere tiders hyldest af en nobel adel, som er født til at være bedre mennesker og dermed til retten til magt og rigdom, eller mange nutidige politikere og mediers hyldest af den økonomiske elites fortræffeligheder og ret til at nedarve samme magt og rigdom. Opkomlinge, der har kæmpet sig frem, må nærmest per definition have skumle motiver.

Jeg tror ikke at Brad Bird, der har skrevet og instrueret begge film, bevidst har valgt dette tema med indfødt magt som bedre end tilkæmpet magt. Det er nok bare noget der ligger dybt i folkesjælen – især den amerikanske. Vi ser det som sagt også i Superman Returns, hvor Superman, som egoistisk holder kryptoniansk teknologi tilbage fra menneskeheden, er helten, og den selvskabte Lex Luthor er skurken, selvom han som en anden Prometheus vil dele denne teknologi med hele menneskeheden. Batman har nedarvet rigdom, mens Jokeren kommer fra samfundets skyggeside og har måttet kæmpe for at blive til noget. Disneyprinsesserne er (med få undtagelser) heltinder fordi de er født til magt, mens skurkene er hekse, der selv har tilkæmpet sig magten gennem studier og slid. De er skurke fordi de udfordrer arveeliten. Ifølge disse historier kan man ikke tilkæmpe sig magt uden at forbryde sig mod lov og moral – men historierne nævner ikke at lov og moral langt hen ad vejen er sociale konstruktioner skabt af eliten for at fastholde sin magt. Hvor er den anarkistiske helt der bekæmper den onde, nedarvede elite? Bortset fra V for Vendetta kan jeg ikke lige komme i tanke om nogen særligt populære af slagsen.

Nå, men nok med socialkritik for nu. Inden jeg afslutter anmeldelsen, er det værd at omtale den grafiske side af De utrolige 2. Ligesom den første film er animationen i top med passende tegneserieagtigt karikerede personer, og bygninger og fartøjer er flot designet i let retrostil. Jeg så filmen i 2D og savnede ikke 3D-effekter, selvom der er scener, som tydeligt er designet til 3D. Om man skal se den i 2D eller 3D, må komme an på ens præferencer hvad den slags angår. Filmens musik glimrer ved at understøtte scenerne uden at mase sig ind og overtage dem (med andre ord, man bemærker faktisk ikke musikken når kameraet ruller). Stemmeskuespillerne gør arbejdet rigtig godt i den engelsksprogede udgave (jeg kan ikke udtale mig om den danske), men der er enkelte småkiks i de oversatte undertekster. Blandt andet bliver bifiguren Rick Dicker (med stemme af Jonathan Banks, der var ‘oprydderen’ Mike Ehrmantraut i Breaking Bad) i starten kaldet Dick Ricker. Alt i alt en solid og professionelt lavet, underholdende film, der dog gerne måtte have haft en smule mere kant. Men det er nok for meget forlangt fra Disney.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Mads Schack-Lindhardt – Tusmørkets Søn

Tusmørkets Søn
Roman af Mads Schack-Lindhardt
DreamLitt, 2018, 347 sider

Taykyn er elver, men han er ikke som de andre i hans klan. Hans søster Mykidah og ham er nemlig halvt tusmørkeelver. Søskendeparret mistede deres mor, da de var meget små. Taykyn skal overtage hele klanen, efter hans far, men det føler han sig ikke klar til.

En dag kommer Tusmørkeelverne og hærger deres by. De vil enten have Taykyn eller Mykidah med sig, da de bærer på en meget eftertragtet hemmelighed. Taykyn ofrer sig for sin søster. Han bliver ført til tusmørkeelvernes dystre palads, Duur-Biendith. Her bliver han straks smidt ned i deres slavelejr, hvor han lærer at kæmpe sig til respekt.

Igennem hans ophold i Duur-Biendith bliver Taykyn ondere og ondere. Han lærer virkelig at kæmpe som en tusmørkeelver. Ondskaben fra Duur-Biendith tager langsomt over, og han glemmer lige så stille sin søster.

Taykyn og hans nye ven Kelsash går på jagt i de glemte grotter, under paladset, hvor de finder hemmeligheder om det sagnomspundne tempel, som alle tusmørkeelverne leder efter.

Under et besøg i Taykyns gamle landsby lykkes det Taykyn at flygte fra tusmørkeelverne. Herfra drager han ud på en rejse, hvor han må rode op i sin races ukendte fortid.

Taykyn er som sådan en ret fed hovedperson. Han går virkelig igennem en udvikling, der vil noget. Han starter med at være usikker på sig selv og en smule træt af det hele. Senere hen bliver han en stærkere person, som virkelig tror på sig selv. Han lærer også at bruge alle sine evner som tusmørkeelver, hvilket gør han ret så god i kamp.

Tusmørkets søn er en fantasybog med et supergodt univers. Jeg blev dog ret forvirret når der blev beskrevet byer og områder. Der ville det have været godt med et kort, som der er i så mange fantasybøger.

Det er ret så unikt med en fantasybog, hvor det meste omhandler elvere. De eneste andre racer man møder, er dværge, drager og orker. Men det er helt klart elverne, der spiller den centrale rolle. Det virkede enormt lækkert og forfriskende at læse noget, som kun omhandler denne mystiske race.

Mads Schack-Lindhardt referer i bogen til sin bog Tir-Nâzarals Arving; der bliver nemlig nævnt den verden som den bog kredser om. Det var ret sjovt at opleve som læser, men noget man kun lægger mærke til, hvis man har læst hans andre bøger.

Det var en virkelig god historie, men med et meget omfattende plot. Der skete hele tiden noget. Det virkede enormt trættende i længden. Jeg savnede at man dvælede ved de små ting. Men det ville måske gøre historien kedelig. Jeg synes bare, at der skete for meget på for kort tid. Det var som om man skulle stresse igennem historien. Det ville måske have været bedre at skære noget af handlingen. Simpelthen at korte ned, så plottet blev forsimplet. Det ville gøre bogen mindre hæsblæsende, og måske endda bedre?

Dette er klart en historie, som kan læses af alle! Den er jo som sådan god. Der er et fedt persongalleri og et fedt univers. Det eneste der er er lige det der plot…

Anmeldereksemplaret er venligt stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Ea Marie Løfstedt i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Kasper Endelt – Den Universelle Alliance

Den Universelle Alliance – Kampen for at overleve
Roman af Kasper Endelt
Mellemgaard, 2017, 168 sider

Ved bogens start er jorden blevet ødelagt. Historiens fortæller er en arkivrobot, som fortæller historien om den invasion af Jorden der endte med at den menneskelige race næsten blev udryddet af en race af rumvæsner, der bedst kan beskrives som en krydsning imellem en gorilla og en komodovaran. Den historie der fortælles, fokuserer dog på de overlevende og deres kamp for at bekæmpe invasionen og at finde en ny plads til mennesket, når vi nu ved at der er andet liv i universet, og heldigvis er det ikke alle der er derude som prøver at udslette os. Historien er bygget op af en lang række meget korte afsnit som er sammenstykket af øjenvidneberetninger og dagbogsnoter, fra overlevende og fra soldaterne der kæmpede imod invasionen.

Opsplitningen i de meget korte afsnit gør desværre at historien var svær for mig at blive fanget af, da flowet i historien ikke fungerede ordentligt. Jeg gik i stå i bogen flere gange, og når jeg satte mig med den igen, havde jeg svært ved at huske hvad der egentligt var sket, da historien ikke ordentligt havde fanget mig. På trods af nogle gode ideer, så var dette ikke en bog for mig.

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 55

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar