Mikael Rasmussen – Sølvmåne

Sølvmåne
Roman af Mikael Rasmussen
Valeta, 2021, 590 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Omkring år 950 er kristendommen ved at slå sig fast som religion Danmark, men flere af vikingekrigerne holder stadig fast i de gamle sikke og guder. I denne tid kommer en vandringsmand til en gård, og til gengæld for mad og ly fortæller han hver aften historier for både bondes familie og for hele lokalsamfundet som samles for at lytte. Noget af det han beretter, er hvordan Hedeby gik til grunde.

Den gamle vikingekriger Ejnar har slået sig ned uden for Hedeby med sin familie. En dag hvor han er på jagt med sin svend, fornemmer han at der er noget galt da de nærmer sig gården. De forbereder sig på at der venter et baghold på gården, men til deres overraskelse er det hverken røvere eller andre fjender der har angrebet, men derimod en kobbel ulve. Ulvene har dræbt Ejnars kone og børn og er ved at fortærer ligene da krigeren kommer hjem. Der starter nu en nervepirrende og intens kamp, hvor han får nedlagt nogle af ulvene, og jager resten på fulgt. Kort efter gør han sig klar til jagt og sætter efter ulvene, en lang intens jagt.

Denne del (første kvad) er bogen er virkeligt fængende, og det bliver hurtigt uklart hvad der rent faktisk sker og hvad der er febervildelser han har som følge af infektioner i de bid, han har fået af ulvene.

De efterfølgende dele (omtalt som kvad) af bogen omhandler andre i og omkring Hedeby. Her er byens leder presset, da der ikke kommer så mange handlende til byen længere, og der er generelt utilfredshed med hans ledelse. Han sender en af sine hirdmænd ud for at finde ud af om der er røverbander i området. Denne vikingekriger, Holger, følger vi igennem en stor del af bogen. Han er bådet klog og yderst dygtig til kamp, noget vi i sær oplever da han finder et hus fyldt med røvere som bestemt ikke ar begejstrede for at han kommer forbi.

Det er dog ikke kun røvere der er en trussel mod byen. Det er i endnu højere grad ulve, og i særdeleshed ulve der har menneskelige træk.

Det er en virkelig spændende bog, og der er nogle meget detaljerede kampe der er virkeligt intense i beskrivelserne, noget der virkelig fangede mig som læser. Bogen kan i nogle passager virke noget lang i det, men jeg tror egentligt blot at dette er fordi nogle afsnit er så intense, at andre kommer til at virke lange. For jeg kan egentligt ikke sige hvilke dele der kunne have været undladt.

Bogen får bestemt en anbefaling med fra mig.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.62

Udgivet i Bøger, Fantasy, Horror, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Danny H. L. Nielsen – Stonelegenderne

Stonelegenderne – Den mørke side af skyggen
Roman af Danny H. L. Nielsen
Forlag BoD – Books on Demand
2021, 294 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

For 140 år siden lavede de fire børn i Stone-familien et ritual som ville få indflydelse på både dem selv om eftertiden. Disse eftervirkninger følger vi igennem forskellige tider i alt fra tiden lige omkring ritualet, Anden Verdenskrig, og til en mulig nutid. I centrum er hele tiden Stone-søskende, for ritualet har ikke kun åbnede en passage imellem to verdner, hvor der muligvis er kommet væsner igennem, det har også påvirket børnene så de nu ikke ældes som normalt. De virker også til at have ændret personlighed efter ritualet. Børnene spredes, og der er ikke just lutter søskendekærlighed imellem dem, og det går ikke nødvendigvis stille af sig når de mødes. Vi følger også en detektiv som børnenes far havde sat på sagen om at finde ud af hvad børnene havde gang i, og igennem alle disse brudstykker bliver den dystre historie stykket sammen.

Bogens 294 sider er delt op i 32 kapitler, så det siger sig selv at det er korte kapitler. Det gør at man aldrig rigtigt lærer personerne at kende, men de bliver, ligesom historien, stykket sammen af det man finder i de korte afsnit. Opbygningen gør dog at der hele tiden sker noget i historien, og man må følge godt med hele tiden for ikke at misse sammenhængene. Nu skal det ikke komme til at lyde som om det er en kompliceret bog at læse, for det er den ikke, men den er bestemt spændende.

Bogen indledes med en tekst der fortæller at forfatteren første gang udgav Stonelegenderne i 2017 og at det nu er anden udgave af historien der er udkommet. De to bind, Den mørke side af skyggen og Brødre­krigen, udkom samtidig, men det fremgår kun dårligt hvad der er bånd 1 og hvad der er bind 2. Det fremgår heller ikke rigtigt om der nu er tale om at det er 2017-udgaven der er blevet omskrevet og nu delt i 2 bind eller hvordan sammenhængen er. Jeg skrev derfor til forfatteren, og fik så forklaringen:

Bind 1 er Den mørke side af skyggen, mens bind to er Brødrekrigen. Den blev originalt udgivet som en enkelt bog, som den dag i dag er Den mørke side af skyggen. Der er dog taget højde for folk som bare vil ind i historien, og jeg har forsøgt at skrive begge bøger på en måde så de kan stå alene hvis det er det som læseren ønsker.:)

Der er forskellige skønhedsfejl rundt omkring som den detalje at omslaget nævner at historien foregår over 130 år, hvor det faktisk er over 140 år. Det er dog alt sammen småting der ikke skæmmer læsningen. Jeg fik kun læst Den mørke side af skyggen inden Himmelskibets deadline, men jeg skal bestemt også af læst Brødrekrigen, for selvom første bind har en afslutning, så er der bestemt ikke fred, og hvad end ritualet har vækket er ikke væk endnu.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.62

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Read.Die.Repeat

Read.Die.Repeat
Magasin
Vol. 1, 2021, 98 sider
Vol. 2, 2021, 98 sider
Redaktør: Jonas Aagaard Dinesen
Forlaget Read.Die.Repeat

Read.Die.Repeat er et nyt magasin udgivet af forlaget af samme navn. Fokus for magasinet er horror og weirdart for voksne, og de to første numre er allerede udkommet. Begge numre er på lige knap 100 sider og består hovedsageligt at bidrag på under 10 sider; et format der passer fint til horrornoveller.

Vol.1 starter stærkt ud med Teddy Vork novellen “Dragkisten”. Det er en effektiv og skræmmende novelle, der til fulde viser hvor dygtig en horrorforfatter Teddy Vork er, og man føler til fulde den rædsel som hovedpersonen oplever imens det langsomt går op for ham at det er det helt forkerte gemmested han har valgt i den gemmeleg han leger med sine børn. Efter at have læst den var min første tanke at den bliver svær for de efterfølgende noveller at leve op til.

Allerede næste novelle viser dog sig bestemt at være et bidrag, der vil gøre Vork kunsten efter. Det er novellen “Nefilim” af Anne-Mette Brandt, hvor det først til sidst viser sig hvad det egentlig er, der er sket, og hvilke konsekvenser det kommer til at have.

Der er bestemt også andre bidrag i vol.1 som fortjener at blive fremhævet, bla. Helle Perriers dystre science fic­tion-novelle “Svirp”, hvor alt ikke helt er som det skal være ombord på et lille rumfartøj.

Vol.2 fortsætter den gode stil fra Vol.1. Der er historierne i denne, der leger med sammensmeltningen af en forfatter og dennes værk, men den novelle som jeg virkeligt vil fremhæve fra dette nummer, er “Ann-agram” af Mariane Mide. Selvom novellens titel kun dårligt kamuflerer det spor man skal bruge for at bryde novellens afsluttende tvist, så er det en novelle der vil mere end blot fortælle om historiens personer, den vil også inddrage læseren.

Begge numre er illustreret af forskellige kunstnere med deres bud på hvad weirdart er, og jeg syntes det fungerer fint med blandingen af noveller og illustrationer, samt de par tegneserier der også er blevet plads til. I Vol 2 er der sågar blevet plads til artikel om den danske forfatter Niels Meyn.

Ulempen ved at anmelde korte noveller er at det er svært at skrive ret meget om den uden at afsløre for meget, hvilket også er grunden til at jeg vælger at omtale så få at disse magasiners mange bidrag. Så er man til horrorfortællinger, bør man bestemt selv opsøge disse magasiner.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 62

Udgivet i Horror, Magasiner | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Per Jacobsen – Udhængt

Udhængt
Roman af Per Jacobsen
Humble Books, 2021
Paperback, 361 sider
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Bagsidetekst
Forfatteren Randall Morgan er på vej hjem efter 14 dages ophold i den afsidesliggende hytte, hvor han altid tager hen for at skrive afslutningerne på sine bøger. Da han ankommer til sin hjemby, East Alin, bliver han imidlertid mødt af et foruroligende syn.

Ved et lyskryds nær bygrænsen har nogen forvandlet en lygtepæl til en improviseret galge, og i den er en mand – død og maltrakteret – blevet klynget op.

Synet af den hængte mand er skræmmende i sig selv, men det går hurtigt op for Randall, at der er andre – og langt større – problemer i det lille samfund. For mens han venter i sin bil på, at politiet dukker op, passerer flere mennesker forbi gerningsstedet – og ikke et eneste af dem reagerer på, at der hænger en død mand midt på gaden.

Noget er gået helt galt i East Alin, mens han har været væk.

Det er længe siden jeg har oplevet en ’film’ for mit indre øje, der i den grad fik mig til at gribe om lænestolens armlæn af bare spænding, som den ‘film’ romanen Udhængt afspillede for mit indre øje.

Fra første side blev jeg dybt mystificeret og fanget ind af handlingen, der hurtigt accelererede i et helt vildt medrivende tempo.

Hvad skete der lige her?

Hver gang en situation havde udviklet sig, og jeg troede jeg kunne regne ud, hvordan det ville gå, blev jeg snydt. Uden nåde trak Per Jacobsen mig med et par elegante sætningskonstruktioner i helt andre retninger end ventet, og det samme skete, når jeg endelig var overbevist om, at nu kunne det ikke gå værre for forfatteren Randall Morgan. Så viste det sig, at jeg igen havde taget fejl.

Det fine ved Per Jacobsens bagsidetekst er, at den ikke røber noget som helst om, hvad Randall skal igennem, så det vil jeg heller ikke gøre. Kun vil jeg sige; “du skal ikke gå i gang med romanen, hvis du skal noget vigtigt næste dag, for det er ikke sikkert, du kan slippe den, når du skal sove.”

Selv følte jeg, at jeg lærte Randall Morgan rigtig godt at kende, for ind imellem lægger Per Jacobsen hans følelser og tanker frem i handlingen som ‘talebobler’, hvilket giver en ekstra dimension. Når han lader Randal Morgan bevæge sig rundt i et miljø, beskriver han det, så du oplever det, så du ‘er med’, som om du går lige ved siden af ham. Han beskriver det, så du ser det for dig. Så du mærker regnen, når den siler ned. Så du hører lydene. Så du fornemmer lugtene. Så du føler smerten og ikke mindst den intense spænding, som får Randal Morgan til at overskride sine grænser og gribe ud efter de strå, der er eneste redning. Per Jacobsen tager simpelt hen førergreb og trækker dig gennem handlingen, så du føler du er der i virkeligheden.

Hvad så med slutningen?

Kommer der en afklaring? En forløsning? En happy ending?

Nej, du får mig ikke til at give dig det mindste hint om, hvem ‘morderen’ er, for så ødelægger jeg oplevelsen for dig.

Derfor har jeg heller ikke røbet noget om, hvilke andre personer, om nogen, du møder i handlingen, ligesom jeg ikke nævner hvilke miljøer Randall Morgan bliver trukket gennem. Men måske skal du have en paraply ved hånden, hvis du til tider føler dig trukket rigtigt med ind i handlingen. Kort sagt, du må nøjes med at tro mig, når jeg fortæller, at handlingen kommer i mål på en måde, som jeg tror du vil synes om.

Sproget i Udhængt er godt og behageligt flydende uden fremmedord, der kræver opslag, og bortset fra enkelte steder, hvor jeg ikke er helt enig med Per Jacobsen om ordvalg eller sammensætning, så er bogen fri for stavefejl og grammatiske finurligheder. Kun undrer det mig, at forlaget har valgt at sætte teksten med så stor linjeafstand, at hver side kun er på 21 linjer. Det gør, at den på den ene side er nem at læse, men på den anden side lidt klodset at have i hænderne.

Anmeldt af Johannes Lundstrøm i Himmelskibet nr.62

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Martin Willer – Hypernova: Trinity

Hypernova: Trinity
Roman af Martin Willer
Horizon Publish Ltd. 2020, 81 sider
Anmeldereks. doneret af forlaget

Ny og forfriskende klima-science fiction for unge

Hypernova: Trinity – en klimavenlig superhelte historie beskrives således:

“Marvin på 13 år er ligeglad med miljøet, Jordens tilstand og hvad der er ‘det rigtige’ at gøre. Han er i det hele taget ikke interesseret i særlig mange ting. Men da han en dag møder den fremmede livsform DIANA, ændrer hans liv sig for altid. Tag med på et spændende eventyr, hvor selve Jordens skæbne hænger i en tynd tråd. Hvor den mindste fejl kan få store konsekvenser for menneskehedens videre skæbne. Et eventyr som intet andet i galaksen…”

Jeg vil tilføje, at Marvin bestemt ikke føles som en ugidelig teenage-helt når han først kommer i gang. Marvin bliver en del af Nova Corps, styret fra Planeten Kartana. Korpset har til formål at få alle verdener til at leve op til deres fulde potentiale, gerne med en lokal helt i spidsen. Jordens fulde potentiale består i at Jorden opfylder noget, der ligner FNs 17 verdensmål, meget fokuseret på klima. Heldigvis er der også en rigtig superskurk, og historien indeholder et par spændende, uventede twists, der holder læseren til ilden.

Hypernova: Trinity minder en smule om Green Lantern Corps og der er elementer fra film som The Day the Earth Stood Still, men det gør ingenting, da det slet ikke er nogen dårlig idé at genoplive ideen om et interplanetarisk korps, der holder øje med alle opfører sig ordentligt. Willer har genoplivet ideen med ekstra stort tryk på klima, hvilket ikke kunne være mere relevant for de tiltænkte yngre læsere. Det er i øvrigt befriende, at det ikke er en Gretha Thunberg type, der får hovedrollen og superkræfterne, men et ret almindeligt barn, der faktisk er lidt træt af at de voksne snakker om at holde vegansk jul.

Det er måske en smule gammeldags med et overformynderi udefra, men Willer gør historien morsom og meget dansk, idet det (næsten) ikke kan lade sig gøre at finde én eneste jordbo, der er egnet til at være helt. Og man ender med en underholdende historie, hvor læseren får lov at følge både en idealistisk alien, en lille møgunge, en skurk og en drone der hedder DIANA.

Dronen DIANA er et klassisk, sjovt og sassy sidekick. og hun fungerer godt i den lidt for højtidelige verden, der ofte følger med superhelte og historier med tydelig morale. Martin er en helt som mange unge vil kunne identificere sig med. Og mange voksne vil kunne forstå den idealistiske alien Keelex.

Martin Willers historie vil kunne læses med fornøjelse af mange forskellige læsere, og jeg tror endda, at Hypernova: Trinity kan ende med at blive et rigtigt hit på skolebibliotekerne.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr.62

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Alex Mangor Grave – Fyrtårn – De knuste dimensioner

Fyrtårn
De knuste dimensioner
Romaner af Alex Mangor Grave
Forlaget mellemgaard, 2019 & 2021
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Lys og mørke, sukkersøde venskaber og fantasifulde lokationer

Jeg har været heldig at få tilsendt både bind 1 og bind 2 af Alex Mangor Graves fantasyserie Fyrtårn. Bind 1 hedder bare Fyrtårn og er fra 2019, bind 2 hedder De Knuste Dimensioner – Fyrtårn bind 2 og er netop udkommet (2021).

Fyrtårn (bind 1) handler om drengen Malik, der efter en gåtur, hvor han ender med at fare vild i Evighedsskoven, kommer hjem med lysets hjerte. I sit forsøg på at finde ud af skoven igen finder Malik et gammeldags fyrtårn, hvis lys leder ham til fyrpasseren Hans. Fyrpasseren skænker Malik lysets hjerte, der ved hjælp af magi giver Malik superkræfter. Med superkræfterne følger en skæbne som den, der skal bekæmpe mørket med lys.

Først er Malik en klassisk, modvillig ‘chosen one’, men han accepterer hurtigt sin skæbne som helt, da fyrpasserens søde barnebarn Sophia drager ud på rejsen med ham. Rejsen og missionen for at redde verden består i at besejre dæmonen Veronica, der tidligere blev udvalgt som bærer af lysets hjerte, men ikke kunne håndtere den magt, der fulgte med. For at besejre Veronica skal Malik, Sophia og en række forskellige medhjælpere samle artefakter og besejre vogtere og onde fjender.

Fyrtårn er enkel fantasy, med spændende handling, der hurtigt bevæger sig fra den ene actionscene til den næste og fra den ene meget fantasifulde fantasy-setting til den næste. Der er ikke så meget filosofi eller så mange tanker til efterretning som i mange andre fantasyromaner. Grave fokuser på at få plottet hurtigt videre og på det enkle: venskab, sammenhold og lysets evige kamp mod mørke.

Jeg savnede til tider den dybde det kan give romanfigurer, hvis de i løbet af den lange, ofte lidt ensformige rejse eller mission, rives ud af nutiden og bruger et øjeblik på at savne herredet, pibetobak, mor og far eller deres kæledyr.

Hovedpersonerne i Fyrtårn accepterer forholdsvis hurtigt deres skæbne og opgiver uden tøven resten af deres verden. Accepten føles måske lidt for hurtig for en voksen læser, men det driver handlingen hurtigt videre. Hovedpersonerne udgør også en (lidt for) sød og ukompliceret vennegruppe af sjove og originale bifigurer og sidekicks. Jeg kan særligt lidt Dice, Sylvia og Viridia og de tre luftskibsførere Dalga, Palda og Olga. I en vennegruppe i den virkelige verden ville der være en del flere konflikter, forelskelser, småligheder og skænderier, hvilket jeg faktisk savnede lidt, når Grave gjorde venskaber lidt for sukkersøde.

Der er flere originale og meget flot beskrevne og fantasifulde lokationer i Fyrtårn, og det er let at forestille sig de mange fantasifulde steder. Jeg er særligt vild med Regntårnet og Landet i Himlen. Regntårnet er noget så fantastisk som et magisk tårn, der kun eksisterer i den kraftigste regn. En simpel tanke, men virkelig elegant beskrevet og forestillet af Grave. Landet i Himlen fungerer rigtig godt som en ‘anden verden’, med andre regler end dem vi kender fra Jorden og luftskibe, kæmpebiblioteker og meget andet.

Rigtig mange fjender skal bekæmpes i løbet af Fyrtårn. Der er vogtere af det ene og det andet, og Malik og hans venner har mange smådele af deres mission, der skal gennemføres før de når i mål. Det bliver lidt gentagende og en smule computerspilsagtigt, hvor de enkelte kapitler kan minde lidt om forhindrings-baner i Nintendospil, inklusive ‘bosser’, der bekæmpes i slutningen af banen, og ‘items’, der skal indsamles. Det er tydeligvis en dannelsesrejse for alle hovedpersoner, og det er en våd teenagedrøm at få lov at foretage så fed en dannelsesrejse indtil man finder sig selv og sit virkelig selv om mål og skæbne.

Der er rigtig mange gode og spændende ting i Fyrtårn, men der er desværre også en del lidt uheldige anglicismer i sproget, som fx “…sagde hun og bredte armene ud som for at tirre mig til angribe. ‘Så kom på mig! Med ALT, hvad du har! Bevis, at den gamle valgte rigtigt med dig’ ” og “…men det var ikke hendes kald”.

        Det lidt uredigerede sprog er Grave heldigvis kommet lidt forbi i den opfølgende bog De Knuste Dimensioner: Fyrtårn bind 2! Handlingen, der lægges op er spændende:

“Da en gigantisk energislugende kæde en dag skyder ud af ingenting og sætter sig uhjælpeligt fast i hans planet, beslutter Arc sig for at trodse forbuddet om at betræde det tabubelagte bjerg, hvorpå den er fæstnet. Det lykkes ham mod alle odds, sammen med sine venner Anna og Marius, at befri deres ellers dødsdømte hjem, men snart lærer de, at alle planeter i hele universet har lidt samme skæbne og at et mystisk sort hul i dets centrum er kilden. De drager ud på en mission for at redde verden. Alt imens de spørger sig selv, hvem eller hvad der står bag?”

Det tog mig rigtig lang tid at forstå forbindelsen mellem Fyrtårn bind 1 og 2, og den virker lidt påklistret når forklaringen endelig kommer. De Knuste Dimensioner følger samme skabelon som Fyrtårn. En gruppe venner skal redde verden. Sproget er lidt bedre, og der er lidt bedre forståelse og følelse for romanfigurerne – uden at læseren dog på noget tidspunkt kommer helt ind under hunden på dem. Begge romaner har også samme problem med de kvindelige figurer. Kvinder skal – med få undtagelser – i begge romaner enten bekæmpes eller reddes, og resten af tiden er de emotionelle support-piger for drengene. Grave har brug for at gøre sine figurer lidt mere ægte og virkelige. Det er nemlig det, der gør det bedste fantasy fantastisk.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr.62

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Nis Dahm Sperling – Skaberværk

Skaberværk
Roman af Nis Dahm Sperling
Forlaget Facet. 2021
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Cyberpunkede 80’er-vibes i en hæsblæsende sports-setting

“Alis venstre jab kører som en metronom. Pam, pam, pam. Lang og ranglet og alt for mørk holder han Foreman på afstand med sine konstante stik. Sort læder mod mørk hud. Blod og vaseline sprøjter ud over publikum, der langsomt vågner op til dåd.”

Sådan starter Sperlings roman om skyggebokseren Teófilo Reyes og hans on-and-off kæreste, hustleren Lotta Stern. Jeg indleder anmeldelsen med et citat fra bogen, og Sperling gør det samme inden hvert kapitel. Det slår tonen an. Citaterne Sperling bruger er fra forfattere som Ernest Hemingway, Norman Mailer og Nick Cave. Jeg anede ikke at så mange havde skrevet om boksning inden jeg læste de mange citater. Sperling er en nørd, der elsker alt ved boksning. Heldigvis har han fortælletalent, og hvis nørder har fortælletalent, kan det være spændende at høre om alt fra havedamme over humlebier til antikkens Rom.

Skaberværk følger det mismatchede ex-kærestepar, der har hver deres rodede fortid. Størstedelen af romanen følger Teo, men en stor del fortælles fra Lottas synspunkt. Handlingen starter in media res – lige på og hårdt – og der følger ikke meget forklaring med de mange action-beskrivelser. Det var en smule svært at følge med i “pam, pam, pam”, men det er spændende og jeg slugte alligevel bogen råt. Teksten er præget af mange korte sætninger i nutidsform. Det passer godt på boksningens slag på slag på slag. Til tiden flyder teksten, og bogens handling, fremragende.

Skyggeboksere
Hovedpersonen Teo Reyes var skyggeboksningens første stjerne. På bogens bagside beskrives handlingen således:

“Skyggeboksere er ringvrag, der lejer deres krop ud på timebasis. På det punkt skiller Teófilo Reyes sig ikke ud. Men når Teo skygger, flyder fortid og nutid sammen. Hans besættelse af Muhammad Ali gør man i stand til at vække den gamle mester til live i ringen. Mægtige kræfter ser et unikt potentiale i Teos evner og tilbyder ham  en chance for at bokse sit livs skyggekamp. Overlever han, venter en plads blandt legenderne.”

Hvis jeg skal være ærlig, var der en del begreber jeg var nødt til at slå op da jeg læste Skaberværk. Jeg er ikke særlig sporty og har ikke set en boksekamp. Så hvad er lige et jab er og hvad er et hook? Og hvor mange runder er en boksekamp? Skaberværk indeholder nærmest uendelige beskrivelser af boksekampe, og for denne læser føltes det en smule bokse-indforstået.

Bokse-lingo til side, i Skaberværk befinder vi os i et af mine absolut yndlingssteder: En klassisk, dystopisk fremtid i et betonagtigt ex-Sovjet, der næsten er nutidigt. En dystopi sat i ex-Sovjet fungerer altid godt. Scenariet har den ulempe, at det er set før. Men Skaberværk forsøger ikke at beskrive en helt ny verden. Den indeholder en lille smule Neuromancer og cyberpunk, en smule Blade Runner og masser af Rocky Balboa. Der er en mørk og mystisk underverden, der er punk, anarki og hustlere, og det vrimler med små- og storkriminelle. Og masser af stoffer. Stemningen beskrives gennem hele bogen med en følelse af tusmørke. Man forestiller sig, at himlen i Skaberværk/ex-Sovjet permanent er den samme farve som et fjernsyn indstillet til en død kanal engang i 1980erne.

Særligt teknologibeskrivelserne gør Skaberværk interessant. Der er beskrivelser af “immersive tech-experiences” på en måde virtual reality kun drømmer om i dag. Teknologien i Skaberværk har for alvor fået virtuel reality til at virke ved at sætte det helt ind i hovederne på mennesker. Høj som lav har implantater, dog af forskellig kvalitet. Fattige mennesker udnyttes groft i Skaberværk, og kroppe bliver misbrugt og brugt og solgt. Mænd som boksere og kvinder som ludere.

Hovedpersonen Teo er sort dansk-cubaner, og et stort emne i Skaberværk er, hvordan Skyggeboksere fratages deres selv, selvstændighed og menneskelighed. Teo omtales endda som en præmiehingst. Teo er besat af Muhammad Ali, og udover at være en fantastisk bokser, var Ali en vigtig fortaler for rettigheder for amerikanske efterkommere af slavegjorte. Skulle jeg lave en analyse af Skaberværk og ikke en anmeldelse, ville dette være et vigtigt fokuspunkt.

Der er mange spændende elementer, der viftes foran næsen på læseren, og Nis Dahm Sperling er fuld af gode ideer. Dette ses tydeligt i for eksempel beskrivelsen hvordan nanoteknologi anvendes til at bygge huse, der tilpasser sig klimaforandringer og højere vandstand i København:

“Højhuset, der knejser foran dem, stinker langt væk af nano-byggeri. Hele København ser efterhånden sådan ud. Mikroskopiske maskiner, der vokser i det uendelige for at følge med det evigt stigende hav.”

Jeg ville egentlig gerne have haft lidt mere world­building fra Sperling, men han har valgt at lade boksning og actionsekvenser fylde rigtig meget af bogen. Og det er et valg, der bestemt også kan noget. Skaberværk er spændende, anderledes og meget læseværdig sports-sci-fi.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr.62

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Dune

Dune
Film, USA, 2021, 155 min.
Instruktør: Dennis Villeneuve
Med: Timothée Chamelet, Rebecca Ferguson, Oscar Isaac, Jason Momoa, Stellan Skarsgaard m.fl.
Musik: Hans Zimmer

Efter lang tids ventetid er den endelig kommet, Dennis Villeneuves filmatisering af Frank Herberts roman Dune (Klit) fra 1965 – eller rettere første halvdel af romanen, for Villeneuve har kløgtigt valgt at splitte murstensromanen op i to (måske tre) film.

Det er ikke første gang at romanen er forsøgt filmatiseret. Bag det første forsøg i midten af 1970’erne, som blev aflyst lige inden filmoptagelserne begyndte, stod den chilenske filmskaber (og senere tegneserieforfatter) Alejandro Jodorowsky, som fik aktiveret en mængde gode kunstnere – H.R. Giger, Moebius, Chris Foss – til at lave concept art og nogle spændende folk til at spille hovedrollerne, blandt andre Salvador Dali som kejseren, Orson Welles som Duke Leto, Mick Jagger som Feyd-Rautha og Jodorowskys egen teenagesøn til at spille hovedrollen. I 2013 blev der lavet en dokumentarfilm om dette projekt, Jodorowsky’s Dune, som på det kraftigste kan anbefales. I skrivende stund kan man finde dokumentaren på YouTube (engelsk tale med spanske undertekster).

Det andet og mere velkendte forsøg var David Lynch’s udgave fra 1984. Som så mange andre har jeg et had/kærligheds-forhold til denne film. Den har en stjernerække af skuespillere, flotte kulisser og (for tiden) hæderlige effekter, men instruktionen var stiv, og Lynch havde unødigt introduceret nogle ret fjollede elementer, som trak ned på dramaet.

Tredje forsøg var Sci-Fi Channels tv-miniserie fra 2000 i tre afsnit, skrevet og instrueret af John Harrison. Serien er ret flot, men instruktionen er middelmådig og mange af skuespillerne mangler den nødvendige karakter til at udfylde deres roller, og centrale elementer af historien bliver sprunget over. Blandt andet er det uklart hvordan Jessica og Paul havner ude i ørkenen efter Harkonnens angreb. Til gengæld får Prinsesse Irulan en meget mere aktiv rolle, og det synes jeg faktisk fungerer fint. Miniserien blev fulgt op af Children of Dune (2003), baseret på de to næste bøger i Dune-serien. Denne miniserie er langt bedre instrueret (af Greg Yaitanes) og har skiftet nogle af de mere svage skuespillere ud – bl.a. bliver Jessica nu spillet af Alice Krige, og Susan Sarandon kommer ind i en ny rolle som  Prinsesse Wensicia Corrino.

Både Lynch’s udgave og miniserien fejler på et for mig meget vigtigt punkt: Paul bliver portrætteret som en meget velvillig messias og erobrer, mens det i bogen bliver gjort klart at han meget modvilligt vælger denne vej, fordi det er den eneste han kan se, der ikke ender med at han får en kniv i ryggen. Jeg var derfor spændt på om den nye udgave fik dette rigtigt – og om filmen i det hele taget ville komme langt nok i handlingen til at nå til problemstillingen. Heldigvis kan jeg sige ja til begge ting.

I det hele taget er filmen meget alvorlig og dyster, måske i et bevidst forsøg på at distancere sig fra de mere kulørte Star Wars-film, som Dune uværgeligt vil blive sammenlignet med. Da jeg i biografen ventede på at komme ind og se filmen, kom en flok unge mennesker ud efter at have set en anden film. De stoppede ved plakaten for Dune, og en mente at det var en Star Wars-efterligning, mens en anden mente det måtte være en Marvel-film. Bevidstheden om den rolle, Dune spiller i science fiction-genrens historie, mangler i de yngre generationer, som nemt kunne komme til at afskrive filmen som uvæsentlig uden at have set den.

Spørgsmålet er så om Dune stadig er væsentligt nu, mere end et halvt århundrede efter at bogen er skrevet. Svaret må blive ‘måske’. Historien, vi bliver præsenteret for i denne første nye film, er langt hen ad vejen af Game of Thrones-typen med magtspil og forræderi mellem adelsfamilier, og den slags er selvfølgelig spændende, men ikke specielt nutidsrelevant. Til gengæld viser filmen ret klart hvordan de indfødte på ørkenplaneten Arrakis er manipuleret af grundigt planlagt propaganda til at tro at den unge Paul kan være den messias, de venter på – og dette budskab om manipulation er bestemt relevant i dag, om end det er uklart om Villeneuve tager afstand fra det – det kommer jo hans helt til gode.

Jeg vil ikke sige så meget mere om handlingen i filmen. Den vil i store træk være velkendt for de fleste, og jeg vil ikke spoile for meget for de, for hvem historien er ny. Det er dog værd at nævne at Villeneuve ikke holder sig slavist til bogens handling – mange ting er lavet om. Fx er Dr. Kynes nu en kvinde, og der er en længere sekvens mod slutningen, der ikke har et modstykke i bogen. Det er dog ikke noget der ændrer væsentligt på den overordnede historie, så det generede ikke mig.

En ting, man måske kan kritisere filmen for, er at den er meget karrig med oplysninger, som måske kan gøre flere ting svære at forstå for dem, der ikke kender historien i forvejen. Selvom Thufir Hawat bliver præsenteret som meget skarp, får man slet ikke forklaret hvad mentater er og hvorfor der ikke findes elektroniske computere; noget som David Lynch’s film faktisk klarer på en meget fin måde via figuren Piter de Vries, der i Villeneuves udgave er reduceret til en anonym bifigur. Vi bliver heller ikke præsenteret for the Spacing Guild og dens umenneskelige navigatører, som ellers er et ret interessant element. Det virker som om Frank Herberts komplekse univers bliver unødigt forsimplet trods den ere tid, Villeneuve har taget til at fortælle historien. Jeg håber at kompleksiteterne vil udfolde sig mere i fortsættelsen, hvor vi formentlig også bliver præsenteret for mange af de figurer, der er udeladt i denne film, bl.a. Kejseren, Prinsesse Irulan og Feyd-Rautha.

Noget af manglen på oplysninger skyldes nok at Villeneuve (nok meget kløgtigt) har valgt at undlade de voice overs, der blev brugt i Lynch’s udgave til at fortælle os personernes indre tanker. Film skal ikke have talebobler, selvom de kan virke nok så nyttige til at håndtere de indre monologer, der fylder meget i romanen. I stedet bliver det til nogle lavmælte sætninger, som figurerne mumler til sig selv – og selv dette greb bliver anvendt særlig tit. Til gengæld er der undertekster på, der oversætter det for nogle af hovedpersonerne lokale sprog og selv det tegnsprog, som Jessica og Paul bruger til at kommunikere diskret med hinanden.

Hans Zimmer har lavet et bombastisk og dramatisk score til filmen, som måske nogle gange virker en tand overdrevet, som om musikken skal understrege dramatikken i stedet for bare at understøtte den. Det blev ikke bedre af at lyden, i den biograf jeg så filmen i, blev skruet mere op end anlægget kunne håndtere. Musikken blev af begge grunde mere forstyrrende end godt er; noget som de fire jeg så filmen sammen med alle var enige om.

Alt i alt vil jeg sige at jeg ikke var skuffet over filmen. Der er som nævnt nogle ting, jeg savnede, men det vil der vel altid være når et komplekst bogværk bliver omsat til film. Det samme var fx tilfældet med Ringenes herre-filmene, der helt havde skåret Tom Bombadil og Dyssehøj ud. Skuespillerne gør det generelt godt, om end Rebecca Ferguson som Jessica måske virker mere sød end sej. Rumskibene og kulisserne er flotte og giver en fornemmelse af at alting er gammelt, og ornitopterne er lavet helt rigtigt, så de ligner guldsmede i flugt. En ting, jeg godt kan lide, er at Villeneuve giver sig god tid, især i starten af filmen, uden at føle et behov for at der skal ske noget dramatisk hele tiden. Dette har fået nogle kritikere til at kalde filmen langtrukken, men jeg opfatter det som et plus, og det skaber en kontrast mellem starten af filmen, hvor dramaet især udspiller sig på den politiske arena, og slutningen, hvor en hel masse voldsomt sker på én gang og kulminerer med et stærkt oplæg til næste film. Som Paul siger: Dette er ikke en slutning – det er en begyndelse.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i himmelskibet nr. 62

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 62

Himmelskibet 62
Efterår, 2021
134 sider.
Forsideillustration: Anne Dorthe Seberg Hansen
Layout & montage: Klaus Æ. Mogensen
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6360

Indhold:
Redaktionelt
Figurer i rollespil – Artikel af Bjarne Sinkjær
Vilde universer, Endagesfestival i Aarhus
Opgøret på konglomerat – Novelle af Cato Pellegrini
ANMELDELSER: FILM, TV OG SPIL
• Black Widow
• Shang-Chi and the Legend of the Ten Rings
• Dune
• Loki
• Marvel – What If…?
• Hilda
• The Suicide Squad
Nebula Awards – Reportage af Klaus Æ. Mogensen
Shirley Jackson Awards – Reportage af Klaus Æ. Mogensen
Niels Klim-prisen – Reportage af Klaus Æ. Mogensen
Diverse priser – Reportage af Klaus Æ. Mogensen
ANMELDELSER: BØGER OG TEGNESERIER
• Marko Eldfell-trilogien – Romantrilogi af Ørjan Nordhus Karlsson
• Skaberværk – Roman af Nis Dahm Sperling
• Fyrtårn, De knuste dimensioner – Romaner af Alex Mangor Grave
• Hypernova: Trinity – Roman af Martin Willer
• Udhængt – Roman af Per Jacobsen
• De III Udvalgte – Mogthunheims Forbandelse – Roman af Paul Anthony Sørensen
• Skæbnekløver – Stjernedrømme – Roman af Mikkel Wendelboe
• Read.Die.Repeat
• Atlantiz – Roman af Publius Enigma
• Stonelegenderne – Roman af Danny H. L. Nielsen
• Sølvmåne – Roman af Mikael Rasmussen
Korte omtaler – Artikel af Thomas Winther
En lille guide til de største tegneserietegnere, Tegneserieklummen – af Tue Sørensen
Steve Perrin (1946-2021) – Nekrolog af Flemming R.P. Rasch
Ny fantastik på dansk – Bogliste af Janus Andersen

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | Skriv en kommentar

Publius Enigma – Atlantiz

Atlantiz
Roman af Publius Enigma
Forlaget Valeta, 2021, 421 sider

I Globalstaten lever alle evigt. Husk din daglige backup.

Zeta er en af de sidste børn der er blevet født i Globalstaten. Efter opfindelse af en teknologi der kan  regenererer et menneske ud fra en backup, er de kun få der dør og antallet af mennesker er derfor steget så der ikke længere er plads og ressourcer til yderligere befolkningstilvækst. Iltindholdet i luften er bl.a. lavt, og var det ikke for de store Oxyjuboes der svæverer over byerne ville der ikke være ilt nok. Det er derfor nu ulovligt at få børn, og jordemødre (kaldet Livsopretholdere blive jagtet og nogle sågar dømt til den ultimative terminering.

I bogens start omkommer Zetas mor ved en ulykke. Moderen har ikke fået taget backup, og kan derfor ikke regenereres og Zeta ender derfor hos en plejefamilie. De har dog primært taget hende ind da Globalstaten giver dem penge for at have hende. Hun har dog sin robot Robbi med sig, og han har bl.a. nogle optagelser af Zetas mor som hun høre igen og igen. En dag efter Zeta er er fyldt 15 år gammel og har været hos dem i 7 år, har plejefamilien endnu en gang har spillet alle deres penge op, så vil de sælge Robbie. Dette får Zeta til at flygte sammen med Robbie.

Vi følger hende nu ud i en flygt hvor hun tager den ene dårlige beslutning efter hinanden, og hun møder flere som hun ikke kan stole på. Desværre for hende er det først meget sent i hendes flugt at hun får det gode råd ”man ikke altid skal tro at andre vil én det bedste. I denne verden skal man altid se sig over skuldren. Hellere en gang for meget end for lidt”, og selvom hun syntes dette virker meget mistroisk, så burde hun have lyttet, for hun havner flere gang i situationer hvor folk ikke vil hende det godt. Senere er det dog hende der ender med at svigte så nogen der har stolet på hende.

På bogens forside står der at dette er en spændingsroman. Jeg har ofte kommenteret på at forlaget Valeta ofte ikke skriver når noget er science fiction, men bruger denne anden betegnelse. Men lige hvor denne bog passer det faktisk fint. Hvis bogen læses som en YA spændingsroman, hvor man følger Zetas færd fra den ene situation til den næste, så vil man være ganske fint underholdt. Hvis man derimod læser den som science fiction så er der alt for mange ting der ikke hænger sammen i den verden der er bygget op, eller i hvert fald ting der forklares alt for vagt. Det virker bl.a. somom slutningen er en som forfatteren først sent er kommet på, for historien slår lige pludseligt nogle gevaldige sving for at komme derhen.

Der var også forskellige ting der virkede forstyrrende. Bogen er skrevet med Zeta som fortælleren, men den har referencer til film som E.T, Hulk og Dune, hvilket virker mærkeligt at en 15 årig pige et godt stykke ude i fremtiden bruger den slags referencer.

Så læst som en YA action bog så er den fin, men hvis den skulle være interessant for en der gerne vil have hårdere science fiction, så skulle der nok have været en redaktør inde over som havde haft det fokus.

Anmeldereksemplar er leveret af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar