Masters of the Universe: Revelation

Masters of the Universe: Revelation
Animationserie, sæson 1, del 1 & 2
Netflix, 2021
10 episoder af ca. 25 minutter
Udviklet til tv af Kevin Smith
Stemmer: Sarah Michelle Gellar, Lena Heady, Mark Ha-mill m.fl.
Anmeldelsen indeholder spoilere!

Netflix har i 2021 lavet ikke mindre end to animationsserier baseret på serien He-Man and the Masters of the Universe fra 1980’erne. Denne serie, med filminstruktøren Kevin Smith (Clerks, Chasing Amy, Dogma m.fl.) som tovholder, er en “spirituel fortsættelse” af den gamle serie, og første afsnit kunne langt hen ad vejen godt ligne et afsnit af den oprindelige serie, hvor He-Man kæmper mod den onde Skeletor mens han prøver at holde sin identitet som Prins Adam hemmelig for alle andre end nogle få udvalgte. Men afsnittet slutter apokalyptisk: Castle Grayskull bliver ødelagt, og He-Man og Skeletor bliver begge dræbt i den magiske eksplosion – som også betyder at næsten al magi forsvinder fra planeten Eternia.

I de følgende 4 afsnit følger vi den desillusionerede Teela (Gellar), datter af Man-at-Arms og He-Mans romantiske interesse. Hun er skuffet over at hendes far og Prins Adam har holdt hemmeligheden om He-Man skjult, og hun vælger at ernære sig som dusørjæger sammen med veninden Andra. Hun bliver imidlertid kontaktet af Skeletors tidligere håndlanger, Evil-Lyn (Heady), som har en plan for at få magien tilbage til Eternia – en plan der kræver at de to tidligere dødsfjender må samarbejde om at finde de to dele, som He-Mans magiske sværd er blevet splittet i. De to dele kan findes i Eternias udgaver af Himmel og Helvede, så det bliver ikke nogen let opgave. Undervejs støder vores hovedpersoner på gamle venner og fjender, som hjælper eller stiller sig i vejen for opgaven. Stilen i disse afsnit er anderledes mere mørk og dyster end i den gamle serie og minder mere om en anden Netflix-animationsserie, horror-serien Castlevania. Uden at have set ret meget af den gamle serie, tror jeg der de scener som vil få gamle fans til at knibe en tåre.

I seriens anden del på 5 afsnit er tingene lidt mere som man forventer det af en Masters of the Universe. Skeletor (Hamill) vender tilbage, og så handler det om at forhindre at han får den totale magt over Eternia og måske andre verdener; en opgave der kan synes umulig. Det hele spidser til i en apokalyptisk finale, hvor intet mindre end hele universets eksistens er truet.

Jeg synes at Kevin Smith har klaret opgaven udmærket og har tilføjet flere dimensioner til den oprindelige series ret ret todimensionelle figurer. Den nye serie er ikke helt på højde med søster-serien She-Ra, men den byder på nogle timers hæderlig underholdning for både gamle fans og nye seere. Om der kommer en fortsættelse, vides ikke endnu.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Animation, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

She-Ra and the Princesses of Power

She-Ra and the Princesses of Power
Animationsserie, Netflix 2018-2020
52 afsnit af ca. 25 minutter
Udviklet til tv af Noelle Stevenson
Stemmer: Aimee Carrero, Marcus Scribner, Karen Fuku-hara, Keston John, AJ Michalka m.fl.

Netflix har i nogle år arbejdet med at opdatere det gamle Masters of the Universe univers til moderne seere. Masters of the Universe startede som en legetøjsserie fra Hasbro med titlen He-Man and the Masters of the Universe, som blev til en animeret tv-serie af samme navn og senere til en spillefilm med Dolph Lundgren i titelrollen. På tv kom også en spinoff-serie, She-Ra: Princess of Power (1985), og dette blev den første serie som Netflix begyndte at opdatere tilbage i 2018, i samarbejde med forfatteren Noelle Stevenson, kendt for sine feministiske tegneserier Lumberjanes og Nimona. Og det feministiske skinner klart igennem, da langt størstedelen af de centrale figurer er kvinder – eller rettere, piger, for de flestes vedkommende.

I første episode møder vi den unge Adora, en toptrænet kadet for det civiliserede samfund Horden, og hendes medkadetter, specielt den rebelske kattepige Catra, der er Adoras bedste veninde, måske fordi de begge er forældreløse og er blevet opdraget af Horden. Kadetterne er trænet til at bekæmpe de dæmoniske Prinsesser i den farlige Whispering Forest, som omgiver Hordens by, og Adora bliver forfremmet til kaptajn, som skal lede et angreb mod en by i skoven. Men inden det sker, nødlander hun i skoven, hvor hun finder et magisk sværd og møder en af de frygtelige prinsesser, Glimmer, og hendes ven Bow. Hun indser at Glimmer og Bow faktisk ikke er så dæmoniske, og hun bekæmper sin indoktrinering og skifter side. Det magiske sværd forhandler hende til en ny inkarnation af She-Ra, den mægtigske af de prinsesser, der bekæmper Horden og dens leder Hordak, som er kommet til planeten Etheria fra en anden verden. Som She-Ra er hun superstærk, men som Adora bliver hun mødt med mistro fra prinsesserne, da hun bærer en Horde-uniform. Hun bliver dog efterhånden accepteret og begynder at kæmpe mod Horden, især i selskab med Glimmer og Bow. Det bringer hende i direkte konflikt med Catra, som føler at Adora har forrådt hende og Horden.

I løbet af seriens fem sæsoner (hvor sæson 2 og 3 reelt er én sæson delt i to) bliver vi introduceret til et stort galleri af bifigurer, hvoraf nogle har dramatiske forhistorier mens andre mest er comic relief. Denne blanding af drama og humor kendetegner i det hele taget serien, og man kan virkelig leve sig ind i personernes ambitioner, sorger og frustrationer. Figurerne kan ikke sort/hvidt deles op i helte og skurke, for selv de værste skurke har gode sider eller forståelige motiver, mens flere af heltene kan optræde selvisk mod deres allieredes bedste. Det gælder fx seriens nok sjoveste figur, prinsesse Entrapta, der lader sig lokke til hvad som helst hvis hun får lov til at lege med avanceret teknologi. I det hele taget er serien regnbuefarvet i mere end én forstand. For det første er tegningerne holdt i en kulørt, pastelfarvet palet, og for det andet er en del figurer mere eller mindre tydeligt homoseksuelle. Det viser sig fx at Bow har to fædre, og to af prinsesserne har et romantisk forhold til hinanden. Det er ikke noget som der bliver gjort et stort nummer ud af – sådan er det bare – og det bliver heller ikke påtrængende, blandt andet fordi der ikke er en gnist af sex i serien. She-Ra og de andre prinsesser ligner for eksempel ikke Barbie-dukker som i den oprindelige serie, men er i stedet naturligt proportionet (med plads til overvægt) og har ikke specielt fremtrædende bryster eller røve, sådan som det ellers tit ses for kvindefigurer i fantasyfilm og serier.

Seriens univers byder på en blanding af magi, super­evner og science fic­tion-teknologi. I de sidste sæsoner får det sidste mere plads, da konflikten breder sig ud over planeten Etheria og kommer til at dreje sig om hele universets skæbne; en opgave som She-Ra og hendes venner er dårligt rustet til at håndtere. Der er solid spænding helt indtil slutningen af den dramatiske finale, som afslutter serien.

Selvom serien er lavet til børn, er der rigtig meget for voksne at komme efter. Konflikterne er komplekse, persondramaerne er medrivende, og humoren lige i plet, så man klukler sig gennem flere episoder. Serien er hermed helhjertet anbefalet!

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Animation, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

The Silent Sea

The Silent Sea
Tv-serie, sæson 1, Netflix 2021
8 afsnit af ca. 45 minutter
Instruktør: Choi Hang-yong
Med: Bae Doona, Gong Yoo, Joon Lee, Kim Sun-yong mfl.

The Silent Sea er en sydkoreansk science fiction-tv serie. Det er en nyfortolkning af kortfilmen The Sea of Tranquility af Choi Hang-yong. Den handler basalt set om at Jorden har fået mangel på vand. Det er blevet meget tørt på Jorden. Vandstanden i havene falder dramatisk (af ikke-forklarede årsager), og vandet er også blevet forurenet af plastik. Folk får vand tildelt alt efter hvor højt oppe i hierarkiet de er. En gruppe videnskabsmænd får til opgaven at hente tre kapsler på en forladt base på månen. De tager afsted i deres rumskib, men noget går galt undervejs. De nødlander og skal gå over til månebasen hen over månen. En mand er såret. Han kan ikke gå hele vejen. Han omkommer derude. De andre når ind på månebasen i sidste øjeblik, før deres iltforsyninger slipper op. Der er et mysterium omkring månebasen. Der er mange hemmeligheder, og folk i gruppen har skjulte agendaer. Hvad er der sket på månebasen? Hvorfor får de ikke alt at vide så de bedre kan klare deres mission? De må selv opklare hvad der er sket. Der sker en hel del på månebasen. Mere af handlingen skal ikke afsløres.

Jeg vil sige at The Silent Sea ikke er hard science fic­tion. Der sker ting, der bryder med selv de allermest basale naturlove, og hovedpersonerne håndterer ikke deres situation særlig realistisk. Jeg kunne ikke lide at man ikke hører noget om hvordan gruppen klarer sig på månebasen. Hvordan spiser og sover de? Er der i hele taget noget mad til dem? Det måtte gerne have været med i tv-serien. Det er måske dog ikke meget tid de er der, men de er jo også strandede indtil der kan blive sendt et redningsfartøj. I den første Alien-film ser man trods altbesætningen på rumskibet spise omkring et bord. Der er faktisk lidt Alien over The Silent Sea. Tv-serien er ikke særligt uhyggelig, men det er heller ikke meningen med den.

Jeg kunne godt lide mysteriet, som fortsætter i næste sæson. Man får mange svar, men ikke alle svar. Du kan se den, hvis du kan lide et godt mysterie. Det er også tilfredsstillende at få at vide hvad titlen The Silent Sea hentyder til. Jeg kunne også godt lide karakterne i tv-serien. De er nogenlunde realistiske. Jeg kunne se tv-serien med koreansk eller engelsk tale. Der er også engelske undertekster. Der er måske kun et enkelt lille plothul. Ellers hænger det godt sammen. Det er nok ikke noget for børn. Jeg var godt underholdt hele vejen til enden. Jeg vil gerne se sæson to, når den kommer. Det plejer jo også være gode ting som kommer på dansk Netflix, når det er fra udlandet. 8 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Arcane

Arcane
Animationsserie, Netflix 2021
Sæson 1, 9 afsnit af ca, 40 minutter
Skabt og skrevet af Christian Linke og Alex Yee
Stemmer: Hailee Steinfeld, Ella Purnell, Kevin Alejandro, Katie Leung, Jason Spisak, Harry Lloyd m.fl.

Arcane, med undertitlen League of Legends, er en animeret science fantasy-serie løseligt baseret på populære online-kampspil League of Legends fra Riot Games, som også er medudvikler på tv-serien. Det har angiveligt taget 6 år at lave de blot 9 episoder i sæson 1, og det kan ses! Jeg skal lede meget længe for at finde animation, der er lige så flot som her, selvom jeg medtager Disney, Dreamworks og Studio Ghibli.

Vi befinder os i en verden præget af avanceret steampunk-teknologi, med store luftskibe og store tandhjulsdrevne maskiner. Centrum for historien er to nabobyer forbundet af en bro, den storslåede og lysende Piltover med himmelstræbende art noveau-tårne og den fattige, mørke Zaun hvor folk bor i gamle, slidte boliger mellem smalle, dybe gyder hvorfra lyden af dunkende industri aldrig er fjern. Byerne illustrerer det klassiske skel mellem en overklasse af købmænd og akademikere og en undertrykt underklasse af arbejdere og håndværkere. Begge steder er primært beboet af mennesker, men vi møder også trolde, gnomer og andre mindre menneskelige intelligensvæsener.

Første afsnit begynder med slutningen på en konflikt, hvor indbyggerne i Zaun forsøger at sætte sig op mod Piltover, men  bliver slået hårdt tilbage og tvunget til at acceptere en ulige fred. Under konflikten bliver de to små søstre Violet og Powder forældreløse, og de bliver adopteret af oprørslederen Vander. Vi springer hurtigt 6-8 år frem, hvor pigerne er blevet teenagere og sammen med de to venner Mylo og Claggor forsøger at finde sig en plads i samfundet som klatretyve. De bliver lokket til at lave et kup i Piltover, trods adoptivfaderens formaninger om at undlade kup derovre, og de kommer til at stjæle noget som er mere værdifuldt og mere farligt end de aner. Dette bliver starten på en ny konflikt mellem Piltover og Zaun, som kulminerer i et opgør mellem Vander og hans gamle rival, gangsterlederen Silco, med pigerne fanget i midten.

I Piltover følger vi de unge akademikere Jayce og Viktor, som arbejder med at forene magi og teknologi, noget som er strengt forbudt på grund af magiens kaotiske og potentielt ødelæggende væsen. De ønsker ikke personlig  magt, men at gøre magi tilgængelig for alle, også underklassen i Zaun, hvor Viktor har sine rødder. Vi møder også den mange hundrede år gamle forsker Heimerdinger (en lille, hundeagtig gnom), den rebelske overklassepige Caitlyn og den smukke og ambitiøse rådskvinde Mel Medarda.

Blandt disse og flere personer bliver der i løbet af en håndfuld år dannet omskiftelige alliancer og fjendskaber i og på tværs af de to byer, og de to søstre bliver undervejs fanget på hver sin side af konflikterne. Et gennemgående tema er ambitioner på egne eller andres vegne og den pris, der skal betales for at få opfyldt ambitionerne – og om man i sidste ende er villig til at betale den pris. Vi præsenteres for hævntørst, kærlighed, ærgerrighed, håb, vanvid og tragedie i en kompleks historie, der virkelig får følelserne frem hos hovedpersonerne (og seerne). Det er ikke altid lige let at se, heller ikke for seerne, hvad der er det rigtige eller forkerte at gøre i de svære dilemmaer som hovedpersonerne bliver stillet overfor. Man anet et spinkelt håb forude – men bliver det knust før det kan finde rodfæste?

Arcane har opnået stor success og er en af de mest populære Netflix-serier nogensinde, og på IMDb har den p.t. den sjældent høje karakter 9.1. Den kan sagtens ses uden at have spillet computerspillet (det har jeg fx ikke). Der er en sæson to på vej, men selvom producenterne siger at det ikke vil tage 6 år at lave anden sæson, får vi den næppe at se før tidligst slutningen af 2023, snarere 2024. Det skal dog ikke afholde folk fra at se sæson 1 med det samme. Det ville være en synd og en skam at lade være.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Film | Tagget | Skriv en kommentar

Spider-Man: No Way Home

Spider-Man: No Way Home
Film, USA, 2021, 2 timer 28 minutter
Instruktør: Jon Watts
Medvirkende: Tom Holland, Zendaya, Benedict Cumber-batch, Jacob Batalon m.fl.

Spider-Man: No Way Home har fået en god modtagelse, både fra publikum og kritikere. På IMDb får den hele 8,7 i rating, og 71 i metascore. Så må vi have med en god film at gøre, tænker man.

Men jeg må sige at jeg, i modsætning til mange andre, blev skuffet da jeg så den. Da Spider-Man er en af mine favorit-superhelte havde jeg visse forventninger til filmen. Specielt første gang jeg så den, var jeg skuffet. Anden gang var den bedre. Da kunne jeg bedre sætte pris på filmens visuelle side.

Men hvorfor var jeg skuffet over den? Svaret er, at det er historien der skuffer. Den er tyndbenet og forudsigelig.

Spider-Man: No Way Home starter med, at hele verden ved at Peter Parker er Spider-Man, og pressen er på nakken af ham. Bl.a. J. Jonah Jameson fra Daily Bugle er efter ham. Og det vil han forståeligt nok ændre på.

Peter Parker opsøger så Dr. Strange og spørger ham om han vil hjælpe. Dr. Strange siger ja, og via magi får han verden til at glemme, at Peter Parker er Spider-Man. Men det går galt, da Peter Parker hele tiden blander sig, mens Dr. Strange skal kaste sin besværgelse. Det betyder at grænserne mellem dimensionerne kollapser og der kommer skurke ind i vores helts univers fra andre universer. Der kommer for eksempel Dr. Octavius/Octopus, og det virker vældig godt når han kommer på banen. Jeg forventede en god historie ud af mødet mellem Dr. Octavius og Spider-Man. Mødet mellem de to fungerede udmærket i Sam Raimis Spider-Man 2, som jeg synes er en af de bedste Spider-Man film der er lavet. Men her fungerer det ikke.

Det hele falder sammen som en kage, til det rene ingenting, og Dr. Octavius bliver indespærret af Dr. Strange sammen med andre skurke, bl.a. Green Goblin. Og skurkene bliver således ikke brugt til ret meget i historien.

Hvad der sker videre, skal ikke afsløres her. Og det er heller ikke nødvendigt. Resten af filmen er i de store træk temmelig forudsigelig. Det må derfor desværre konstateres, at Spider-Man: No Way Home har en tyndbenet historie. Det er i min verden mærkeligt at kritikerne ikke har kritiseret dette. Hvis Peter Parker ikke havde afbrudt Dr. Strange, havde der ikke været nogen historie. Jeg synes at det er alt for tyndt et grundlag at spinde en historie omkring. Det gjorde også at jeg havde svært ved at blive grebet af filmen. Og jeg synes også at filmen er for lang.

I stedet for at have en konflikt med et begrænset antal skurke om noget vigtigt, så vælger man at basere hele historien på en fejltagelse lavet af Peter Parker. Havde man valgt det første, kunne det have været en god film. Men historien er selvfølgelig ikke det hele i en film. Der er andre ting der trækker op i filmen.

Film er selvfølgelig først og fremmest et visuelt medie og Spider-Man: No Way Home er en flot film med gode effekter. Her tænker jeg specielt på scenen hvor Dr. Strange og Spider-Man er i “the mirror dimension”, spejldimensionen. Den virker, og er meget flot. Og Spider-Man: No Way Home er således en vellykket film hvad det visuelle angår. Og skuespillet er fint nok. Der er også god action i filmen, men den er som sagt hængt på en tynd historie. Og den action som er i filmen, gør også at filmen undgår at blive kedelig. Men det er ikke nok til at redde filmen. Og i kvalitet er historien ikke særlig god, specielt sammenlignet med de andre film der er lavet om Spider-Man i de seneste omkring 20 år; hverken Sam Raimis film eller de andre Tom Holland film.

Karakter: 4 stjerner ud af 10

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 63

Himmelskibet 63
Forår, 2022
186 sider.
Forsideillustration: Chili Christensen
Layout & montage: Klaus Æ. Mogensen
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen
Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6437

 

Indhold:
Redaktionelt
Kampagnen i sandkassen – Bjarne Sinkjærs rollespilsklumme
Dukkeføreri – Novelle af Mikael Rigtrup Madsen
Gas over Passchendaele – Novelle af Michael Pilgaard
Anmeldelser: film, tv og spil
• Spider-Man: No Way Home
• Titane
• The Silent Sea
• Arcane
• She-Ra and the Princesses of Power
• Masters of the Universe: Revelation
• He-Man and the Masters of the Universe
Hugo awards 2021 – Af Klaus Æ. Mogensen
World Fantasy Awards 2021 – Af Klaus Æ. Mogensen
Anmeldelser: bøger og tegneserier
• Vølvens vej: Snehild – Roman af Anne-Marie Vedsø Olesen
• Dragesten – Romanserie af Ry Kristensen
• Pulp Horror Fiction – Antologi. Red. Lars Grill Nielsen
• Destin 3 – Dødemandstågen – Roman af Danny Biltoft Davidsen
• Føle mig om – Roman af Palle Tonning
• Terraforming Mars: I skyggen af Deimos – Roman af Jane Killick
• Fede svin – Novellesamling af Nikolaj Højberg
• En strek gjennom tyngdekraften – Antologi
• Warning Light Calling – Digtsamling af Peter Graarup Westergaard
Korte omtaler – Af Thomas Winther
Nær salten Østerstrand – Novelle af Cato Pellegrini
Jean-Claude Mézières, 1983-2022 – Nekrolog ved Klaus Æ. Mogensen
Trofast – Novelle af Torben Mogensen
Andre store superheltetegnere – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Tegneserieklummen – Artikel af Tue Sørensen
Ny fantastik på dansk – Bogliste af Janus Andersen

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 1 kommentar

Anne-Marie Vedsø Olesen – Vølvens vej: Snehild

Vølvens vej: Snehild
Roman af Anne-Marie Vedsø Olesen
Lindhardt & Ringhof, 2021
416 s, hardcover

Dansk Jernalder. Midt om vinteren flygter den unge kvinde Asdis fra krigere, der angriber hendes landsby, mens hendes ufødte barn presser på for at komme ud. Barnet bliver født i et læskur med jættekvinden Hyrrokin som jordemoder og nornerne Verdande, Skuld og Urd som vidner. Tretten år senere bor barnet, Snehild, i kongebyen Himlinge i riget Sialand. Hendes mor er nu en æret lægekyndig, og Snehild er begyndt at få profetiske syner. Hun får lov at studere sammen med kongens tvillingesønner Roar og Aslak, som hun også træner kampkunst med. Begge begærer den smukke pige med det viltre, hvide hår, og hun begærer dem igen, mest den smukke, snedige Aslak.

Alt tegner godt for den unge pige, men virkeligheden kommer i vejen i form af høvdingedrab, pest og en jaloux ypperstepræstinde. Snart må hun flygte, alene gennem en snestorm, til landet på den anden side af floden Tryggveld. Her bor jætter og alfer, og Asgård ligger kun en regnbue væk. Hyrrokin og hendes ulvesønner træner hende i sejd og kampkunst. År senere vender hun tilbage til Himlinge, netop som intriger, hævn og ærgerrighed ramler sammen under et blodigt bryllup.

Det er kort sagt handlingen i Anne Marie-Vedsø Olesens roman Vølvens vej: Snehild, der er planlagt som en trilogi, men ifølge forfatteren måske ender med at være ni bind – en for hver af den ni verdener i nordisk mytologi. Historien veksler fermt mellem to verdener, den jordnære, som Olesen (med en vis ret) kalder Game of Thrones-sporet, og den mytologiske hvor guder og jætter vandrer på jord. Mens intrigerne spidser til i Himlinge, udspiller parallelle intriger sig i Asgård, og Snehild oplever begge dele gennem sine syner, som bliver stadigt mere sikre. Den jordnære handling udspiller sig ikke i rent opdigtede omgivelser, men på Stevns, hvor Olesen bor: Floden Tryggveld er Tryggevælde Å, og kongebyen Himlinge er Himlingøre. Det skaber en ekstra jordforbindelse for handlingen, som kan mangle i meget andet fantasy.

Trods sine over 400 sider er bogen hurtigt læst. Tekststørrelsen er læsevenlig, og kapitlerne er korte, ofte kun 3-4 sider, og det giver også en del luft. Dertil flyder sproget let, både i beskrivelsen af realistiske begivenheder og i de mere mytologiske, der ofte fortælles med lange, drømmende sætninger. Der citeres flittigt fra Eddaen, og Anne-Marie Vedsø Olesen bidrager selv med vers i samme stil. Man aner en erfaren forfatter, der har fundet sin egen stil.

Allerede inden udgivelsen var bogen dømt til succes, solgt til elektronisk udgivelse på otte andre sprog, og siden er det kommet frem at historien om Snehild skal blive til en streaming-serie produceret af Piv Bernths selskab Apple Tree Productions. Godt gået!

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Ry Kristensen – Dragesten

Dragesten
Bind 1 : Dragehjerte, 2019, 204 sider
Bind 2 : Sersi Wicca, 2021, 290 sider
Romanserie af Ry Kristensen
Forlaget Evig

Søskendeparret Le og Mark har hørt historier om krigen imellem dragemeneskene og heksene, og om hvordan den nuværende Kong Nok sammen med de 6 hekseklaner overtog magten og besejrede dragemenneskene. De to børn havde dog næppe forstillet sig at de snart skulle blive inddraget i konflikten, men da deres familie bliver angrebet af hekse bliver familiens hemmeligheden endeligt afsløret for dem. De er dragemennesker, men for at beskyttet dem har de aldrig fået dette at vide. Nu er krigen dog ved at bryde ud igen, og det er nu nødvendigt for dem at kende sandheden. Da de dog aldrig har været i deres drageform, så kan heksene ikke fornemme deres sande natur. De beslutter sig derfor for at vil hjælpe med at indfiltrer konge slottet for og hjælpe med at skaffe nogle af de dragesten der kan give dem deres drageform. Deres mor er dog modstander af at de skal indblandes, så de sniger sig afsted uden hendes viden. Le ender med at tage tjeneste ved en ond  heks, og i et forsøg på at sætte efter Le ender Mark med at arbejde i slottes stalde.

Det lykkede at skaffe nogle af dragestenen, noget som Kong Nok til at blive nervøs for om dragemeneskene skal blive magtfulde igen. Bog to starter derfor med at han torturerer en række folk for at få oplysninger om vor dragemenenskene befinder sig. Krigen er dermed rykket endnu tættere på.

Allerede i bind 1 begynder der at vise sig tegn på at der er en sammenhæng imellem hekse og dragemenneske, og at de måske er afhængige af hinanden. Dette er der yderligere spor af i bind 2. Her bliver det også tydeligt at alt ikke er sort/hvidt, og at der er gode og onde på begge sider af konflikten, og at problemet bl.a er gammelt had og ønske om hævn. Det er nu op til de unge at prøve at få konflikten løst, og undgå den helt store krig.

Der er fuld fart over historien, og man kommer hurtigt ind i universet og konflikterne. Det er ganske glimrende fantasy skrevet til unge. Bøgerne er hurtigt læst, og de holder både højt tempo og spændingsniveau hele vejen igennem. Så nu er det bare at vente på næste bind i serien.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Titane

Titane
Film, Frankrig/Belgien, 2021, 108 min.
Instr.: Julia Ducournau
Medv.: Agathe Rousselle, Vincent Lindon, m.fl.

Titane er en ubehagelig og bizar arthouse horror-film af den belgiske instruktør Julia Ducournau. Alexia er en ung kvinde som tilsyneladende altid har været lidt speciel. Som barn forårsagede hun en bilulykke, som ledte til at hun fik indopereret en titanium-plade i kraniet, og lige siden har hun tilsyneladende haft et stort set erotisk forhold til biler, og måske generelt til metal. Som voksen arbejder hun som danser til undergrunds-bilshows, hvor hun b.la. har sit hyr med at afvise tilnærmelser fra diverse mænd. Hun begynder så at slå disse mænd ihjel. Efterfølgende indleder hun forhold til kvinder, men det ender ligesådan. Da hun nu er seriemorder og på flugt fra myndighederne, skifter hun identitet, og udgiver sig for ”Adrien”, en dreng som forsvandt for mange år siden. Adriens far, Vincent, er så desperat efter at få sin ”søn” igen efter alle disse år at han accepterer Alexia, og giver hende ubetinget kærlighed, selvom han efterhånden bliver klar over at hun jo nok ikke er hans forsvundne søn. I mellemtiden er Alexia blevet gjort gravid af en bil (ja, der er tyk symbolik på færde her), og der vokser et metallisk væsen i hendes mave, som til tider lækker bil-olie. Umiddelbart lægges der op til at et monster kommer til verden… men det udvikler sig ikke helt som man forventer.

Selvom det, der foregår på biograflærredet, i ret høj grad er frastødende og afstumpet, er Titane en yderst tankevækkende film, som indbyder til interessante fortolkninger. Efter filmen lagde jeg hovedet i blød for at finde den vinkel som kunne få filmen til at give mening, og med lidt hjælp fra kommentarer og analyser fundet på nettet, mener jeg at have fundet den. Det hårde metal, bilerne, Alexias hengivelse til dem, samt hendes (selv)had til det kødelige, skal symbolisere toksisk maskulinitet – noget der er unaturligt og forvredet af samfundet, og som alle, også kvinder, er fundamentalt influeret og fordærvet af. Alexia er dog mere ødelagt af det end de fleste, fordi hun (tolker jeg det i hvert fald som) som lille er blevet misbrugt af sin far. Filmen er særdeles vellykket fordi den formår at tilføre de gamle horror-troper ny og progressiv mening, og bruge nogle af de gammelkendte klicheer på spændende og originale måder. Vi har her en horror-film som ikke længere bare for den sjove traditions skyld forbinder sex med synd og død, men introducerer en maskulinitets-symbolik som den kilde – den nådesløse metalliske og erektile hårdhed – der fordærver og forråder både livet og alle dets drifter. Men ikke i så total grad at der ikke også levnes plads til forløsning og helbredelse via dybe og naturlige følelser. Som sådan inviterer Titane eventuelt også til en revurdering af den cronenbergske body horror som den er arvtager til, samt måske til at se mange andre gamle horror-film i et nyt lys.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Tue Sørensen

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Jane Killick – Terraforming Mars – I skyggen af Deimos

I skyggen af Deimos
Roman af Jane Killick
Character Publishing, 2021

I skyggen af Deimos er en techno-thriller, som udspiller sig på Mars trehundrede år ude i fremtiden, hvor terraformingen af Mars er begyndt, historien er baseret på brætspillet Terraforming Mars.

De seneste år har brætspil haft en kraftig fremvækst, og spilforlagene har søgt at brede spillenes universer ud på flere platforme.
Det har været set før med for eksempel filmatiseringerne af Clue og Sænke slagskibe, og udviklingen af rollespil baseret på brætspil fra RuneQuest til Legend of the Five Rings, og i disse år forsøges i stigende grad også med romaner og tegneserier. Et forlag, som fokuserer på dette er Aconyte Books, som står bag den engelske udgave af denne bog.

Brætspillet Terraforming Mars fra det svenske spilforlag Fryxx (og deres amerikanske samarbejdspartner Stronghold Games) var en succes fra det øjeblik, det udkom i 2016, og det er siden blevet suppleret af flere udvidelser og en spinoff, samt en dansk oversættelse (hvilket langt fra er normen for et spil, hvor samtlige kort er unikke og derfor kræver sin egen oversættelse frem for at udgiver nøjes med at vedlægge en regelbog på fire sprog).
Det var med nogen skepsis, jeg derfor gav mig i lag med bogen, fordi man i brætspillet følger ansigtsløse megacorporations gennem adskillige generationer, mens de gør Mars beboelig for menneskeheden, for hvem skulle man følge i bogen, og over hvilken tidsperiode?

Bogen åbner med den tyske migrant Luka, der sammen med mange andre har ladet sig lokke til Mars i håbet om et bedre liv, og ved hans ankomst bevidner han en ulykke. Ved siden af ham følger vi Julie, der er chef for United Nations Mars Initiative, og som bliver pålagt at undersøge ulykken nærmere.

Ulykken, som begynder historien, er en løssluppen asteroide, som er blevet slynget mod Mars’ overflade, som et led i terraformingen eller beboeliggørelsen af Mars, og kendere af brætspillet ved hvilket kort, der er tale om og genkender straks den krog, som forfatteren har valgt at forbinde bog og spil med. Undervejs vil brætspilleren genkende flere andre teknologikort, som historien skrider frem og verdensbygningen etableres. Derfra forløber historien over stok og sten, der forvarsles på behørig vis, men bogens forsøg på at moralisere over at vi som mennesker bringer vores dårlige sider med til andre verdener er kun halvhjertet udført.

Historien er fortalt gennem to point of view karakterer, der har trukket flere af deres træk i moderne Hollywood science fiction film. Den ene er den unge kvinde, der har valgt karrieren over familie og til sin ærgelse må se sine forældre favorisere søsteren og dennes børn, mens den anden er den unge mand, der bærer på et traume ubevidst forårsaget af en af bogens semi-skurke, som gør at de to karakterer har deres obligatoriske klimaks mod slutningen af bogen, så den traumatiske fortid kan skrinlægges.

Bogens Hollywood-skabelon forstærkes af at bortset fra nogle enkelte beskrivelser af at livet på jorden grundet klimakatastrofer er blevet værre, så er der grundliggende ikke sket noget i de tre hundrede år, som er mellem læserens nutid og bogens fremtid. Jorden er i et udefinerbart nu – blandt andet eksemplificeret ved Julies forældres kejtede evne til at bruge ækvivalensen til Zoom, som gennem tre hundrede år er uforandret til trods for at det er verden, hvor man har brugt det i generationer – og fremtiden er således kun på Mars. Det er et kunstgreb, hvor forfatteren springer over at kere sig om, hvad tre hundrede år betyder for livet på Jorden, og kun skal fokusere på, hvad det betyder for kolonier på Mars med sparsomme ressourcer. Med andre ord er det en bog, som udspiller sig på Mars, hvis vi i dag var i gang med at terraforme den. De få referencer til for eksempel en verdensregering gør det ikke ud for verdensbygning, og det fungerer fint for et brætspil men for en bog bliver det en utilfredsstillende oplevelse.
Oversætteren har gjort et godt stykke arbejde med teksten, og som læser er der ikke sætninger, man snubler åbenlyst over, og de tekniske forklaringer er ikke forsøgt oversat af en oversætter for hvem science fiction er fremmed, heldigvis, og det gør at sproget flyder let og naturligt.
I skyggen af Deimos er en triviel og lidt middelmådig techno-thriller skrevet med intention om at blive filmatiseret påduttet en brætspilslicens for at trække på brætspillets fanskare som læsere. Den er hurtig læst og giver en eftermiddags underholdning.

Anmeldt af Morten Greis

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar