Lise Bidstrup – Overlevernes by

Lise BidstrupOverlevernes by
Roman af Lise Bidstrup
Høst, 2015. – 289 sider
ISBN: 978-87-638-4154-2
Omslag: Stoltze Design

Overlevernes by er tredje selvstændige bog i Lise Bidstrups dystopiske og samfundskritiske serie. De to foregående bind, som jeg desværre ikke har læst endnu, hedder Spillets by og Idolernes by, men så vidt jeg kan læse ud fra beskrivelserne, handler de om helt andre personer, og serien ser heller ikke ud til at bygge videre på foregående begivenheder, men tager i stedet i hvert bind udgangspunkt i en samfundstendens som føres ud i sin yderste konsekvens.

I Overlevernes by er samfundet brudt sammen under ikke nærmere forklarede omstændigheder. Det eneste, vi ved, er, at den globale økonomi er krakket, og at det de fleste steder på jorden er alles kamp mod alle.

I Danmark nåede regeringen at lukke grænserne, før landet blev oversvømmet af flygtninge, og dermed er landet et af de få samfund, der stadigvæk er relativt stabile. Godt nok er der mangel på alt, og madvarer m.m. er derfor rationeret og udleveres kun mod visning af ens borgerchip. Men da ikke alle er registrerede, er en stor gruppe overladt til privat godgørenhed eller til at sulte ihjel.

Den snart 16-årige Malte hører til blandt de heldige. Hans familie får tilstrækkeligt med V-klip til, at de kan blive boende i deres hus (som godt nok langsomt falder sammen om ørerne på dem), og de får nogenlunde madrationer. Trods de barske livsvilkår hænger han ud med vennerne, forelsker sig i søde piger og er en ung fyr som så mange andre.

Kort før Maltes fødselsdag bliver han indkaldt til militæret. Alle unge skal ind og hjælpe med at holde Danmark hermetisk lukket for indvandring, hvilket betyder, at de patruljerer grænserne og kyststrækningerne – og skyder enhver som vover sig i land. Selvom Malte har svært ved at forholde sig til de nye omstændigheder, falder han alligevel til og bliver også gode venner med pigen Agnes.

Men så falder grænsen mod Tyskland, og det får uforudsete konsekvenser i resten af landet. Pludselig befinder Malte sig på flugt igennem Danmark sammen med Agnes og sin tidligere skolelærer, Vitus; en flugt der skal bringe dem til et utopia i Europa.

Overlevernes by er en underholdende og letlæst ungdomsbog. Hovedpersonen Malte står levende og sympatisk for læseren, og det er nemt at sætte sig ind i hans tanker og følelser om de forfærdelige ting, han udsættes for.

Beskrivelsen af det opløste samfund, som nu er blevet en slags militærstat, er for så vidt vellykket, men jeg kunne nu godt tænke mig at høre mere om, hvordan og hvorfor økonomien brød sammen, og hvorfor Danmark endte som det gjorde, f.eks. hvorfor man tilsyneladende ikke kan dyrke jorden mere. Men da det er en ungdomsbog, tænker jeg, at det er helt bevidst, at forfatteren har koncentreret sig om menneskeskildringen frem for baggrunden.

Lise Bidstrup giver nogle virkelig barske beskrivelser af gruppens rejse gennem Danmark, efter at den tyske grænse er faldet, men herefter bliver turen – trods visse vanskeligheder – lidt for heldig. Gruppen møder nærmest ingen mennesker, selvom de kører på den ned­slidte og ødelagte motorvej gennem Europa og med deres lastbil burde være et ønskemål for alle overlevende. Jeg undrede mig over, hvor flygtningestrømmen pludselig var henne? Og folk i det hele taget? På et tidspunkt bliver de godt nok fanget i Frankrig, men det er tilsyneladende det eneste ‘samfund’, de støder på.

For mig fungerede første halvdel rigtig godt, mens sidste del af bogen bliver lidt for tynd. Jeg var ikke så vild med Bidstrups forklaring af Maltes ‘skytsengel’, men måske vil andre læsere mene det er en sjov gimmick.

Det er som sagt en ungdomsroman, og som sådan er den både velskrevet og underholdende med masser af action, samtidig med at den giver den unge læser stof til eftertanke med sine skarpt optrukne holdninger og de mange lighedstræk med det samfund, vi kender i dag, hvor flygtningestrømme og overforbrug ikke er ukendte størrelser.

Der er de seneste år udkommet en lang række dystopiske ungdomsromaner efter Suzanne Collins kæmpesucces med Hunger Games. Her er Lise Bidstrup et godt dansk bud sammen med f.eks. Line Kyed Knudsens Hvidt støv og Nicole Boyle Rødtnes’ Ilttyv-serier.

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 47

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Jon Bing – Mizt – Genfærdenes planet

Mizt2Mizt – Genfærdenes planet
Roman af Jon Bing
Oversat fra norsk
Originaltitel: Mizt – Gjenferdenes planet (1982)
Science Fiction Cirklen ZAP! 2015, 200 s.

Den norske forfatter Jon Bing skrev fire bøger om biblioteksrumskibet Alexandria, hvoraf dette er bind tre. Skibet er bemandet med bibliotekarer som flyver imellem koloniserede planeter for at indsamle og udbrede kultur og viden. I serien følger vi drengen Benji som var beboer på planeten Azur, men som tog med bibliotekarerne efter Alexandria havde besøgt planeten.

Biblioteksskibene er langsomme, og der kan gå årtier mellem at de ankommer til planeter, og imens rejsen finder sted, er bibliotekarerne nedfrosset. Planeter kan have være koloniseret i tusinder af år uden at have haft besøg af et biblioteksskib, så mange steder betragtes disse skibe som legender og eventyr, så det kan være med en vis mistro de bliver mødt når de kommer frem.

Da Alexandria nærmer sig planeten Mizt, bliver skibet ramt af en asteroide, og den del af skibet hvor Benji, hans flagrekat og hans kammerat Pinocchio sover, bliver delt fra resten af skibet og styrter ned på planeten. De styrter ned i ødemarken, uden at vide hvad resten af skibets skæbne er. De begiver sig ud for at finde planetens beboere, men finder ud af at beboerne har set styrtet og sendt jægere med varulve ud efter dem.

Det lykkes dem at flygte, og de bliver fundet af pigen Skare og robotten Gorm, som fortæller dem mere om planeten. På Mizt arbejder Centralinstituttet for at sikre at opgaven løses. Opgaven er blevet udstykket af de første kolonister, og disse og andre ældre hjemsøger nu fra tid til anden forskerne for at sikre at der fortsat arbejdes på at løse opgaven.

Som så ofte før er alting ikke nødvendigvis som det først fremstår, og den lille flok drager ud for at finde ud af hemmeligheden bag opgaven og genfærdene.

Bogen er som nævnt tredje bind i serien, og den vil kunne læses selvstændigt, men det vil dog være en fordel at læse de to foregående bind først. Det er bøger skrevet til den unge science fiction-læser, en målgruppe for hvem det ikke gør nogen forskel at bøgerne i 80’erne blev udgivet på dansk af Tellerup, for Tellerup-udgivelserne har været udsolgt i årevis, så SFC’s udgivelser er en god mulighed for nye læsere at stifte bekendtskab med Jon Bing og Alexandria. For den voksne læser vil dette kunne være et nostalgisk gensyn med bøgerne.

Som bibliotekar er jeg jo vild med ideen om et rumskib og en rejse hvis eneste formål er at sikre informationsformidling. Jon Bings bøger er velvalgte til Science Fiction Cirklens ungdoms serie ZAP!; en skam at der kun er en bog tilbage i serien som de kan udgive.

Jeg har aldrig læst noget af Bings science fiction til voksne, men jeg vil da håbe at SFC vil tage et kig på at udgive noget af dette når de er færdige med Alexandria-serien, for Bing har gode ideer, som jeg gerne vil læse mere af.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 47

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Childhood’s End

Childhoods-End-2015Childhood’s End
Tv-miniserie, SyFy Channel, 2015
Instr.: Nick Hurran; Screenplay: Matthew Graham; Story: Arthur C. Clarke
Medv.: Mike Vogel, Charles Dance, Osy Ikhile, Daisy Betts, m.fl.

Arthur C. Clarkes filosofiske klassiker om en potentiel evolution af menneskeheden i lyset af den første kontakt med en fremmed civilisation, der på dansk hedder Ud af barndommen, har længe været på manges ønskeseddel til en filmatisering. Det er nu sket i form af en miniserie på 3 x 1½ time, produceret af SyFy Channel, som vist har lyttet en smule til deres kritikere (i hvert fald fra science fiction-miljøet), der længe har brokket sig over, at der var for meget monster of the week-pladder og ugens apokalypsefilm m.m. på kanalen. De er i hvert fald begyndt at lave mere ‘rigtig’ science fiction, altså noget med rumskibe (Dark Matter, Defiance, The Expanse) og andet science fiction (Helix, Continuum, 12 Monkeys).

For dem som ikke har læst bogen, så er handlingen kort fortalt, at nogle venligtsindede aliens dukker op på Jorden og hjælper os med alle vores problemer fra sygdomme til krige og beskadiget miljø, etc., og skaber et rendyrket Utopia. Hvorfor og hvordan bliver efterhånden forklaret, og der er nogle (i den grad for datiden og sikkert også for en del i vores nutid) markante overraskelser og provokationer undervejs. Bogen er relativ kort, fyldt med info-dumps og delt i tre dele med et par generationers mellemrum. Hver del har sin separate hovedperson, der har en specifik synsvinkel på begivenhederne.

Bogens underliggende koncept om transcendens er først beskrevet indgående af en jesuitpræst, der også var uddannet palæontolog, geolog, biolog, m.m., ved navn Pierre Teilhard de Chardin. Det er siden brugt mere eller mindre bevidst af en masse forfattere (Frank Herbert, Dan Simmons, Julian May, m.fl.) og transhumanister (Kurzweil, m.fl.).

Ligesom med den tematisk beslægtede Ascension fra 2014 (anmeldt i Himmelskibet nr. 43) er de faktisk sluppet ganske heldigt fra denne filmatisering, og jeg var egentlig forbløffet over hvor trofast den var over for bogen. De væsentligste forskelle er at man har forkortet længden på perioden mellem at de fremmede væsner dukker op og til de afslører sig. Tilsvarende er perioden med Utopia forkortet betragteligt. Derudover er der indført flere romantiske bipersoner der ikke eksisterer i bogen, da Clarke ikke var specielt interesseret i dette aspekt, og den dominerende hovedrolle er ikke længere FN-diplomat, men en opfindsom fredelig landmand.

Grunden til disse ændringer er, at man tydeligvis har villet fastholde hovedkaraktererne igennem hele serien, og så selvfølgelig gøre den mere amerikansk. Det synes jeg er i orden, selvom det er typisk og de romantiske scener blev noget langtrukne. Det mest utrolige er dog, hvor lidt action der rent faktisk er i serien – der er masser af spektakulære scener som er en visuel nydelse, selv på det begrænsede budget der trods alt er på en tv-miniserie, men hovedvægten er på mere eller mindre filosofisk snak!

Instruktøren Nick Hurran er ikke kendt for noget specielt andet end lidt britisk tv, bl.a. enkelte afsnit af Doctor Who, men manusforfatteren Mike Vogel har skrevet en del genre-materiale f.eks. de to britiske serier Life on Mars og efterfølgeren Ashes to Ashes. Det er da også efter min mening historien der holder mere end instruktionen, som er sådan lidt generisk, men dog med nogle nydelige effekter. Det skinner også af på skuespillet, som er sådan lidt dovent, men selvfølgelig og heldigvis med Charles Dance som ham, der gør mest indtryk i rollen som en alien med et opsigtsvækkende udseende.

Den eneste anden, der rigtig brænder igennem på skærmen, er Colm Meaney i en taknemmelig rolle som noget nær den eneste rigtige skurk (en højreorienteret mediemogul).

Min konklusion er at dette nok bliver det bedste, vi kan få som filmatisering af denne historie, så længe det skal laves i kommercielt regi. Anbefales primært til dem som IKKE har læst bogen, men er interesseret i emnet og vil have en nem indgang til videre studier. Os, der har læst bogen og gerne vil se, hvordan den kan visualiseres, kan sagtens se den uden at få ødelagt bogen.

Anmeldt af Niels Gjerløff i Himmelskibet 47

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Tale of Tales

tale-of-tales-poster-120x160-bdTale of Tales
Film, Italien 2015
Instruktør: Matteo Garrone
Medvirkende.: Salma Hayek, Vincent Cassel, Toby Jones, John C. Reilly m.fl.

Tale of Tales (Il racconto dei racconti) er løst baseret på tre eventyr fra samlingen Pentamerone fra 1634: “Den fortryllede hjort”, “Loppen” og “Den flåede kvinde”. Jeg vil undlade at referere handlingen, da det er svært uden at give spoilers. De tre historier bliver meget løst bundet sammen af nogle få scener hvor man ser personer fra én historie optræde i en anden, men uden betydning for denne anden historie.

Historierne har mange af de klassiske elementer fra folke­eventyr: Den barnløse dronning, der får et barn på magisk vis, grusomme uhyrer, fortryllede kvinder osv. Historierne er mere barske og erotiske end de senere eventyr samlet af brødrene Grimm og meget mere end de mere børnevenlige moderne tolkninger af samme. Der er ikke altid en klar morale i eventyrene, udover at man skal passe på, hvad man siger eller lover. Det er f.eks. ikke altid de onde, der straffes og de gode, der belønnes.

Filmen er visuelt meget flot lavet med flotte og mystiske landskaber, fantastiske kostumer og eventyrlige slotte. Mange af scenerne har ingen eller kun lidt dialog, men bæres af personernes handlinger. Skuespillet er generelt godt og castingen god. Men man ender alligevel med en blandet oplevelse: Der er ikke nogen tydelig tematisk forbindelse mellem de tre historier udover de klassiske folkeeventyr­elementer, så de virker løsrevet fra hinanden og bliver ikke til mere end summen af komponenterne. Så se den for det visuelle indtryk, som er både flot og eventyrligt, og ikke for at se en veldrejet fortælling. Bevares, der er ingen pinlige brist i historierne, og den sparsomme dialog er velskrevet og -afleveret, men man føler aldrig rigtig noget for personerne.

Jeg vil give den 4 ud af 6 stjerner: 5 for det visuelle indtryk og 3 for historien.

Anmeldt af Torben Ægidius Mogensen i Himmelskibet 47

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Warm Bodies

Warm_Bodies_Theatrical_PosterWarm Bodies
Film, USA, 2013
Instruktør Jonathan Levine
Medvirkende: Nicholas Hoult, Teresa Palmer, John Malkovich

Hovedpersonen i denne film er en zombie, og vi oplever det hele fra hans synsvinkel. Hans krop er i fordærv, og han hungrer efter hjerne fra de levende, men med den voice-over som er lagt på filmen, lader det ikke til at han er så meget i fordærv endda. Hans hukommelse om hvem han var da han var i live, er væk, men hans stemme der beretter om hans dagligdag, er sammenhængende og virker ikke til at være specielt påvirket.

På et raid til byen for at skaffe mad kommer hans lille gruppe af zombier i kamp med en flok unge som er sendt ud i krigszonen for at lede efter medicin. Der sker noget inde i ham da han ser en af de unge piger, og da han lige har spist lidt af hendes kærestes hjerne, føler han sig bundet til hende. Han redder hende fra at blive spist af de andre zombier ved at smøre noget af sit blod ud på hende så hun lugter død, og han tager hende så med tilbage til den lufthavn hvor zombierne holder til og spærrer hende inde i det fly hvor han bor.

Jeg kan nok godt sige uden at spoile noget at filmen nu går ud på hvordan zombien og mennesket forelsker sig i hinanden, i bedste Twillight-stil. Om det er en hjerneblødning eller det ultimative Stockholm-syndrom der gør at hun forelsker sig i den zombie der har ædt hendes kæreste, skal være usagt.

Det der er sket inde i ham i mødet med hende, resulterer også i at han lige så stille begynder at vende tilbage til at blive et levende menneske; en udvikling han sågar ‘smitter’ de andre zombier med, så lige så langsomt arbejder vi os hen imod en (meget mærkelig) lykkelig slutning.

Jeg var ikke specielt begejstret for denne film, men må dog også indrømme jeg fik den set færdig i en form for spænding om hvilke mærkelige påfund de nu kunne finde på for at prøve at få historien til at hænge sammen (desværre var de ikke særligt interessante).

Så hvis man køber præmissen med et kærlighedsforhold imellem de døde og de levende og ellers er i humør til en romantisk film, så kunne man et kort øjeblik overveje denne.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 47

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

The Last Witch Hunter

Last-Witch-Hunter-Poster-1a-Large_1200_1778_81_sThe Last Witch Hunter
Film, 106 min, 2015
Instruktør: Breck Eisner
Medvirkende: Vin Diesel, Elijah Wood, Michael Caine m.fl.

Vin Diesel har spillet i bedre film, f.eks Guardians of the Galaxy (2014), og i mere skrækkelige som xXx (2002). I mine øjne placerer denne film sig et sted mellem disse to.

Handlingen i filmen er ret enkel og ret effektiv. Filmen foregår i nutiden, men starter med et tilbageblik 800 år tilbage i tiden. Her sender en ond dronningeheks en pest over menneskene. Heksejægeren Kaulder (spillet af Vin Diesel) stopper hende, men bliver til gengæld forbandet med evigt liv af heksen. Det hævdes, at heksen er død og ikke kan vende tilbage. Efter det har man indgået en fredsaftale, der siger at heksene ikke skal angribe mennesker. Men nogle hekse bryder fredsaftalen. Det er så Kaulder, der skal opretholde balancen og stoppe de hekse som angriber menneskene. Kaulder arbejder for nogen der kalder sig Øksens og Korsets orden. De fængsler de hekse som bryder fredsaftalen. Men så sker der noget: Kaulders mentor (eller præst, kaldet den 36de Dolan, spillet af Michael Caine) indenfor Øksens og Korsets orden, forsøges myrdet, og Kaulder forsøger at finde ud hvem gerningsmanden er. Mere skal ikke siges om handlingen.

Hvis det lyder spændende, er det også til dels rigtigt. Filmen er god thrash-underholdning. Computereffekterne er glimrende, og skuespillet er ok, specielt Michael Caine er god. Det der trækker ned, er at historien er noget søgt og måske lidt for simpel. Man regner rimeligt nemt ud, hvad der kommer til at ske. Endvidere kan man kritisere den for et noget underligt syn på hekseforfølgelserne. Kaulder refererer et sted i filmen til hekseforfølgelserne i Salem (ifølge Wikipedia er byen Salem kendt for hekseforfølgelser) men det bliver bare slået hen (filmen ville ikke fungere uden præmissen om onde hekse). Hvis man skal se en mere seriøs film om hekseforfølgelser er Carl Th. Dreyers (har bl.a. lavet genremesterværket Vampyr, 1932) Vredens Dag (1943) et bedre valg. På rottentomatoes.com kan man læse følgende som enighed fra filmkritikken: “Grim, plodding, and an overall ill fit for Vin Diesel’s particular charms, The Last Witch Hunter will bore and/or confuse all but the least demanding action-fantasy fans.” Kritikkens enighed om at The Last Witch Hunter er ‘grim’ og kedelig er jeg ikke enig i, trods nævnte mangler. Har man brug for at koble lidt af, er The Last Witch Hunter ikke det dårligste valg at se.

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 47

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 47

Himmelskibet47Vinter, 2016
56 sider. 65kr
Forsideillustration: Henrik Kublick
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6955

Den Fantastiske Virkelighed: Planet 9 in outer space – Artikel af Flemming R.P. Rasch
Sure Minere – Tegneserie af Peder Riis
Bjørnejagt – Novelle af Morten Carlsen
Anmeldelser
Film
• The Last Witch Hunter
• Warm Bodies
• Tale of Tales
• Childhood’s End
• The Peanuts Movie
• Deadpool
Bøger
• Jon Bing – Mizt, Genfærdenes planet
• Lise Bidstrup – Overlevernes by
• Niels Dalgaard – Vinkler på dansk science fiction
• Sofie Magnus – Drømmemageren
• Mogens Sørensen – Tong den vise drage og andre fortællinger
• Katherine Addison – The Goblin Emperor
• Valdemar Hanøl – Den elvte planet
• James Frey – Endgame: Himmelnøglen
• Anders Reemark – Mandigo og helvedeshundene
• Signe Fahl – Hels rejse: Den 6. bog om Satan
• Irene S. Rasmussen – Ormeføde: Den 7. bog om Satan
• Søren og Morten Ellemose – Tidsmaskinen: Rummets detektiver 1
• A. Silvestri – Kærlighedsfrugt – 14 Rædsler
• Neil Gaiman – Hans & Grete
• Martin Wangsgaard Jürgensen – Åndemanerne
• Claire North – Harry Augusts første femten liv
• Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger
• Som et urværk
• Familie & Ære – Bordrollespil af Bjarne Sinkjær
Andet
• NaissanceE
• Spandex Force: Champion Rising
• Fallout 4
• The Geek’s Guide to the Galaxy
Er Kraften vendt tilbage? – Star Wars – Episode VII: The Force Awakens
Stjernebase Halter, del 2 – Novelle af Martin Willer
Science fiction-tegneserier: Nausicaä – Af Klaus Æ. Mogensen
Bagsiden – Novelle af Flemming R.P. Rasch
Indkaldelse til generalforsamling
Nyt om fantastik – Ved Klaus Æ. Mogensen
Godmorgen, hvordan har De det, Darth Vader? – Star Wars fan fiction af Excavatrice
Ny fantastik på dansk – Ved Janus Andersen

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 1 kommentar

Deadpool

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!deadpool-poster-sweaterDeadpool
Film, USA 2016, 108 min.
Instr.: Tim Miller
Medv.: Ryan Reynolds, Morena Baccarin, Ed Skrein, Brianna Hildebrand, m.fl.

Selv om jeg mildest talt er storsamler af superheltetegneserier, så må jeg tilstå at jeg faktisk ikke har læst særlig mange Deadpool-blade. Figuren, hvis borgerlige navn er Wade Wilson, har mest slået sine folder efter min storhedstid som samler. Jeg læste de tidligste historier med ham i New Mutants og X-Force i starten af 1990erne – de var ikke særlig gode, og jeg har lykkeligt glemt dem. Det var så også før han blev til den vittighedsspruttende “merc with a mouth” som han udviklede sig til senere. Jeg har derudover hovedsageligt læst Christopher Priests numre af Deadpool, som blev udgivet i 1999-2000, og de var sjove og generelt ganske udmærkede – Wade måtte en overgang bl.a. gennemgå den frygtelige lidelse at få Tom Cruises ansigt! Bortset fra dette, har jeg kun læst to meget middelmådige nyere TPBs med figuren, samt en lille håndfuld enkelt-blade hist og her af varierende kvalitet. De bedste af dem har dog været sjove nok til at jeg gerne vil finde og læse nogle flere historier med figuren, også så jeg kan sammenligne fortællestilen bedre med filmen.

Filmen er effektivt underholdende. Den starter med morsomme “credits”, hvor der f.eks. står “Written by: The real heroes here”, og intro-teksterne, som foregår midt i en action-scene, akkompagneres bizart af den gamle kærligheds-popsang Angel of the Morning af Juice Newton for ligesom at sætte en cool retro-kitsch stil – denne sang vil måske nu for evigt være associeret med Deadpool, og det kan kun gøre den bedre! Sangen er også relevant for kærlighedshistorien, som fylder en hel del i filmen. Mellem action-sekvenserne fortælles Deadpools oprindelseshistorie i flashback-scener, og man hører også om begyndelsen på hans forhold til den prostituerede Vanessa (Morena Baccarin). Da de mødes går de straks i gang med at konkurrere om hvem af dem der har haft den værste barndom, a la Monty Pythons “Four Yorkshiremen” sketch. Men midt i deres lykke får Wade kræft, og har ikke langt igen. Han deltager derfor i et (viser det sig, skurkagtigt) eksperiment der både kurerer ham og giver ham superkræfter – en smertefuld affære som hans plageånder forsikrer ham for at ingen kommer ud af med humoren i behold! De tager selvfølgelig ganske fejl. Men proceduren vansirer Wade over hele kroppen, så han kan ikke få sig selv til at vende tilbage til Vanessa – i stedet bruger han al sin tid på at jage den skurk som gjorde det her ved ham, i håb om at det kan ændres tilbage igen. Og nu og da bliver han forstyrret af nogle X-Men, som åh-så-gerne vil gøre en helt ud af ham. Yeah, right. Så langt, så fint!

Men, selv om filmen er yderst underholdende på mange steder, så er den desværre ikke det super-klassiske mesterværk man som superheltefan har gået og håbet på. Hele flashback-delen er ikke humoristisk, og det fungerer ikke særlig godt i forhold til resten af filmen. Der bruges alt for meget tid på en kedelig oprindelseshistorie (og en kedelig skurk) som burde have været fortalt hurtigt, overfladisk og tongue-in-cheek i stedet for. At Deadpool en tre-fire gange i filmen taler direkte til publikum (bryder “den fjerde væg”) har efter min mening desværre ikke helt den ønskede “edgy” effekt; det virker lige netop en tand for poleret og stift til at det ikke lyder som om det kommer fra hjertet (af en psykopat). Stilen i filmen skifter for meget og vedligeholdes ikke på en konsekvent måde, og det gør filmen ujævn. Og så er der jo så vores anti-helts mange latrinære replikker, som ifølge min erfaring er en hel del mere smagløs end stilen i tegneserierne, og samtidig virker kunstigt lavet til en film der på papiret skal virke meget karl-smart-agtig, men reelt mangler ægthed. Slutresultatet er at hovedpersonen i filmen føles mere som Ryan Reynolds selv end som tegneseriefiguren Deadpool.

Dog vil jeg sige at filmens reklamekampagne har været virkelig god – faktisk væsentlig bedre end filmen selv. Der er blevet lavet en masse sjove plakater og promo-klip, med en masse jokes og humor som tydede på en film i helt usædvanlig særklasse. Sådan skulle det dog ikke være – ærgerligt nok. Filmen har bestemt nogle kvaliteter og en masse gode gags, men den ender med hverken at være så imponerende, gennemført eller så fortællemæssigt spektakulær som man kunne have ønsket. De gjorde et tappert forsøg, men filmen kan i sidste ende ikke siges at leve helt op til tegneseriefigurens fulde potentiale. Men bedre end ingenting – dét er den!

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 47

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Jessica Jones – 1. sæson

!jjsicajonesJessica Jones – 1. sæson
Tv-serie, USA 2015, 13 episoder
Medv.: Krysten Ritter, David Tennant, Mike Colter, m.fl.

Seneste skud på Marvel-stammen er ikke just business as usual for Marvels hastigt voksende live action superhelte-univers. “Jessica Jones” tv-serien fra Netflix handler om en eks-superheltinde, som næsten inden hendes superhelte-karriere var gået i gang havde et traumatiserende tilfælde af nærkontakt med en særdeles modbydelig super­skurk.

For at begynde med lidt tegneseriebaggrund: Skurken i serien her er Kilgrave; en let forandret udgave af tegneserieuniversets Purple Man (alias Zebediah Killgrave). The Purple Man har den evne at han kan få enhver til at gøre som han siger. Enkelt, ikke? Han startede tilbage i 1964 som fjende af Daredevil, og hans største saga var i en Marvel Graphic Novel fra 1980’erne, Avengers: Emperor Doom. Det er en skøn (what if) historie om hvordan Dr. Doom faktisk opnår verdensherredømmet; og metoden han bruger er at sætte The Purple Man ind i en maskine der forstærker hans kræfter, så Doom kan gøre hele verdens befolkning til sine viljeløse slaver. Det var en historie om hvorvidt man (hvis man er Doom!) nu også vil blive lykkelig af at realisere sin største ambition.

I år 2000 optræder The Purple Man så i Marvel-tegneserien Alias, som nærværende tv-serie er baseret på. Konceptet er at udforske hvor frustrerende og afmægtigt det ville være for en kvinde – selv en kvinde med superkræfter – at have en overmenneskelig stalker der var besat af at kontrollere hendes liv. Efter at have været under hans (også seksuelle) kontrol i en periode, var det lykkedes Jessica at modstå Kilgraves kommandoer, men hun er den eneste der har kunnet gøre det, og Kilgrave kan fortsat manipulere med hende ved at true andre menneskers liv. Jessica har nu slået sig ned som privatdetektiv, og har selvfølgelig som sit primære mål at fange og dræbe Kilgrave. Det er ikke nemt, da han kan få enhver til at glemme at de har set ham, samt er omgivet af de bedste bodyguards. Til gengæld holder hans kontrol kun i tolv timer, før den evt. skal fornyes.

!jjkilgraveposterJeg var aldrig fan af Alias-tegneserien; jeg syntes ikke at den type historier passede til et superhelte-univers. Det gør jeg for så vidt stadig ikke, men tv-serien er heldigvis en hel del bedre end tegneserien, og slår på en masse relevante tangenter. Jeg var lidt skeptisk i løbet af de første 3-4 afsnit, men syntes at serien virkeligt leverede i sidste ende. Jessica Jones har flere forskellige sager i løbet af sæsonen, men de fleste af dem relaterer på en eller anden måde til Kilgrave, og der er tale om en crime noir serie med masser af blod, vold og død. Jessica møder Luke Cage (kendt i Marvel-universet som Power-Man, “hero for hire”, og partner med kung fu-helten Iron Fist – begge figurer har også Netflix tv-serier på vej), og indleder et løst seksuelt forhold til ham. Også han inddrages i Kilgraves rænkespil.

Krysten Ritter blev kendt i tv-serien “Breaking Bad”, og med den anmelderroste “Jessica Jones” har hun fået sit store og fortjente gennembrud som hovedperson. Hun gør det godt.

David Tennant i rollen som Kilgrave bør ligeledes fremhæves. Han er dødsens alvorlig og autentisk truende, og man sidder bestemt ikke og lader sig distrahere af andre ting når han er på skærmen. Tennant har endelig demonstreret at han er en skuespiller med ligeså stor spændvidde som Christopher Eccleston (den første nye Doctor Who, som Tennant fulgte op på), der også kan spille både meget dyster og meget munter med særdeles stor overbevisning.

Det skal siges at “Jessica Jones” er en særdeles politisk korrekt serie. Der er ingen kvindelige figurer som har et stabilt forhold til en mand (Jessicas advokat er lesbisk gift), og den eneste positive mandlige figur er afro-amerikaner. Kilgrave repræsenterer den (kvinde)undertrykkende hvide mands rolle i kulturhistorien – og man kan faktisk ikke med god samvittighed benægte at det er på tide at der kom sådan en serie! Den har noget på hjerte. Den er velskrevet. Og den er intens. Marvel har begået endnu et hit!

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 46

Udgivet i tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Trillium

trillium-03Trillium
TPB-tegneserie, USA, DC/Vertigo 2014, 212 sider.

Denne udgivelse er den samlede udgave af Vertigo-miniserien Trillium fra 2013, som er en ganske imponerende science fiction-tegneserie skrevet og tegnet af Jeff Lemire. Den er desuden vandfarvelagt af en af tegnese­rieindustriens allerbedste farvelæggere, José Villarrubia, hvis evner og bidrag til helhedsindtrykket ikke kan overvurderes.

Historien består af to forløb som blandes sammen på stadig mere komplicerede måder. Vi starter i år 3797, hvor en (muligvis intelligent) rum-pest næsten har ud­slettet menneskeheden. Den eneste kur er blomsten “trillium”, som kun vokser på én planet, hvor den fredelige men fremmedartede indfødte befolkning anser den for hellig. De sidste rester af menneskeheden debatterer om de skal bede de indfødte om adgang til blomsten, eller bare tage den med magt – de vælger naturligvis det sidste, da der er så meget på spil. Men blomsten vokser foran et tempel som snart viser sig at være en tidsportal til Jorden i 1921. Og i 1921 har en europæisk opdagelsesrejsende i Sydamerika netop fundet samme tempel, og hovedpersonerne fra de to tider mødes da porten blæses åben af fremtidsmenneskenes voldsomme fremfærd. Derfra bliver det kompliceret, for indflydelsen fra år 3797 (ja, der bliver overført noget teknologi) får verdenshistorien siden 1921 til at ændre sig markant, hvilket også giver alvorlige dønninger helt frem til 3797 – selv vores hovedpersoner smelter sammen til alternative versioner af dem selv.

Selvom det lyder som – og også er – en drønkompleks tidsrejsehistorie, så er den fortalt på en utrolig klar, original, flot og opfindsom måde. Der sker noget på hver eneste side, og nogle kapitler fortælles på meget alternative faconer. Der er desuden stærkt fokus på hovedfigurerne, Nika fra 3797 og William fra 1921, som forelsker sig, og får stor betydning for hvordan tidslinjerne blandes sammen. Det er intet mindre end en fantastisk historie, og den kan anbefales varmt til alle fans af SF-tegneserier. Med et ordentligt budget kunne der nemt blive en 10-stjernet sci-fi film ud af denne kulørte og actionmættede, men også emotionelt intense fortælling, og mens jeg egentlig ikke er vild med tegnestilen i sig selv, så skal Villarrubias farvelægning endnu en gang fremhæves som værende at stor vigtighed for den høje kvalitet af det endelige resultat.

Mit eneste kritikpunkt er at slutningen bliver lige lovlig metafysisk for min smag, men det er næsten en ubetydelig detalje – og desuden havde det været svært at forestille sig en konventionel, logisk SF-slutning på denne historie.

Karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 46

Udgivet i Tegneserier | Tagget , | Skriv en kommentar