Warm Bodies

Warm_Bodies_Theatrical_PosterWarm Bodies
Film, USA, 2013
Instruktør Jonathan Levine
Medvirkende: Nicholas Hoult, Teresa Palmer, John Malkovich

Hovedpersonen i denne film er en zombie, og vi oplever det hele fra hans synsvinkel. Hans krop er i fordærv, og han hungrer efter hjerne fra de levende, men med den voice-over som er lagt på filmen, lader det ikke til at han er så meget i fordærv endda. Hans hukommelse om hvem han var da han var i live, er væk, men hans stemme der beretter om hans dagligdag, er sammenhængende og virker ikke til at være specielt påvirket.

På et raid til byen for at skaffe mad kommer hans lille gruppe af zombier i kamp med en flok unge som er sendt ud i krigszonen for at lede efter medicin. Der sker noget inde i ham da han ser en af de unge piger, og da han lige har spist lidt af hendes kærestes hjerne, føler han sig bundet til hende. Han redder hende fra at blive spist af de andre zombier ved at smøre noget af sit blod ud på hende så hun lugter død, og han tager hende så med tilbage til den lufthavn hvor zombierne holder til og spærrer hende inde i det fly hvor han bor.

Jeg kan nok godt sige uden at spoile noget at filmen nu går ud på hvordan zombien og mennesket forelsker sig i hinanden, i bedste Twillight-stil. Om det er en hjerneblødning eller det ultimative Stockholm-syndrom der gør at hun forelsker sig i den zombie der har ædt hendes kæreste, skal være usagt.

Det der er sket inde i ham i mødet med hende, resulterer også i at han lige så stille begynder at vende tilbage til at blive et levende menneske; en udvikling han sågar ‘smitter’ de andre zombier med, så lige så langsomt arbejder vi os hen imod en (meget mærkelig) lykkelig slutning.

Jeg var ikke specielt begejstret for denne film, men må dog også indrømme jeg fik den set færdig i en form for spænding om hvilke mærkelige påfund de nu kunne finde på for at prøve at få historien til at hænge sammen (desværre var de ikke særligt interessante).

Så hvis man køber præmissen med et kærlighedsforhold imellem de døde og de levende og ellers er i humør til en romantisk film, så kunne man et kort øjeblik overveje denne.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 47

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

The Last Witch Hunter

Last-Witch-Hunter-Poster-1a-Large_1200_1778_81_sThe Last Witch Hunter
Film, 106 min, 2015
Instruktør: Breck Eisner
Medvirkende: Vin Diesel, Elijah Wood, Michael Caine m.fl.

Vin Diesel har spillet i bedre film, f.eks Guardians of the Galaxy (2014), og i mere skrækkelige som xXx (2002). I mine øjne placerer denne film sig et sted mellem disse to.

Handlingen i filmen er ret enkel og ret effektiv. Filmen foregår i nutiden, men starter med et tilbageblik 800 år tilbage i tiden. Her sender en ond dronningeheks en pest over menneskene. Heksejægeren Kaulder (spillet af Vin Diesel) stopper hende, men bliver til gengæld forbandet med evigt liv af heksen. Det hævdes, at heksen er død og ikke kan vende tilbage. Efter det har man indgået en fredsaftale, der siger at heksene ikke skal angribe mennesker. Men nogle hekse bryder fredsaftalen. Det er så Kaulder, der skal opretholde balancen og stoppe de hekse som angriber menneskene. Kaulder arbejder for nogen der kalder sig Øksens og Korsets orden. De fængsler de hekse som bryder fredsaftalen. Men så sker der noget: Kaulders mentor (eller præst, kaldet den 36de Dolan, spillet af Michael Caine) indenfor Øksens og Korsets orden, forsøges myrdet, og Kaulder forsøger at finde ud hvem gerningsmanden er. Mere skal ikke siges om handlingen.

Hvis det lyder spændende, er det også til dels rigtigt. Filmen er god thrash-underholdning. Computereffekterne er glimrende, og skuespillet er ok, specielt Michael Caine er god. Det der trækker ned, er at historien er noget søgt og måske lidt for simpel. Man regner rimeligt nemt ud, hvad der kommer til at ske. Endvidere kan man kritisere den for et noget underligt syn på hekseforfølgelserne. Kaulder refererer et sted i filmen til hekseforfølgelserne i Salem (ifølge Wikipedia er byen Salem kendt for hekseforfølgelser) men det bliver bare slået hen (filmen ville ikke fungere uden præmissen om onde hekse). Hvis man skal se en mere seriøs film om hekseforfølgelser er Carl Th. Dreyers (har bl.a. lavet genremesterværket Vampyr, 1932) Vredens Dag (1943) et bedre valg. På rottentomatoes.com kan man læse følgende som enighed fra filmkritikken: “Grim, plodding, and an overall ill fit for Vin Diesel’s particular charms, The Last Witch Hunter will bore and/or confuse all but the least demanding action-fantasy fans.” Kritikkens enighed om at The Last Witch Hunter er ‘grim’ og kedelig er jeg ikke enig i, trods nævnte mangler. Har man brug for at koble lidt af, er The Last Witch Hunter ikke det dårligste valg at se.

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 47

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 47

Himmelskibet47Vinter, 2016
56 sider. 65kr
Forsideillustration: Henrik Kublick
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen

Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6955

Den Fantastiske Virkelighed: Planet 9 in outer space – Artikel af Flemming R.P. Rasch
Sure Minere – Tegneserie af Peder Riis
Bjørnejagt – Novelle af Morten Carlsen
Anmeldelser
Film
• The Last Witch Hunter
• Warm Bodies
• Tale of Tales
• Childhood’s End
• The Peanuts Movie
• Deadpool
Bøger
• Jon Bing – Mizt, Genfærdenes planet
• Lise Bidstrup – Overlevernes by
• Niels Dalgaard – Vinkler på dansk science fiction
• Sofie Magnus – Drømmemageren
• Mogens Sørensen – Tong den vise drage og andre fortællinger
• Katherine Addison – The Goblin Emperor
• Valdemar Hanøl – Den elvte planet
• James Frey – Endgame: Himmelnøglen
• Anders Reemark – Mandigo og helvedeshundene
• Signe Fahl – Hels rejse: Den 6. bog om Satan
• Irene S. Rasmussen – Ormeføde: Den 7. bog om Satan
• Søren og Morten Ellemose – Tidsmaskinen: Rummets detektiver 1
• A. Silvestri – Kærlighedsfrugt – 14 Rædsler
• Neil Gaiman – Hans & Grete
• Martin Wangsgaard Jürgensen – Åndemanerne
• Claire North – Harry Augusts første femten liv
• Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger
• Som et urværk
• Familie & Ære – Bordrollespil af Bjarne Sinkjær
Andet
• NaissanceE
• Spandex Force: Champion Rising
• Fallout 4
• The Geek’s Guide to the Galaxy
Er Kraften vendt tilbage? – Star Wars – Episode VII: The Force Awakens
Stjernebase Halter, del 2 – Novelle af Martin Willer
Science fiction-tegneserier: Nausicaä – Af Klaus Æ. Mogensen
Bagsiden – Novelle af Flemming R.P. Rasch
Indkaldelse til generalforsamling
Nyt om fantastik – Ved Klaus Æ. Mogensen
Godmorgen, hvordan har De det, Darth Vader? – Star Wars fan fiction af Excavatrice
Ny fantastik på dansk – Ved Janus Andersen

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 1 kommentar

Deadpool

!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!deadpool-poster-sweaterDeadpool
Film, USA 2016, 108 min.
Instr.: Tim Miller
Medv.: Ryan Reynolds, Morena Baccarin, Ed Skrein, Brianna Hildebrand, m.fl.

Selv om jeg mildest talt er storsamler af superheltetegneserier, så må jeg tilstå at jeg faktisk ikke har læst særlig mange Deadpool-blade. Figuren, hvis borgerlige navn er Wade Wilson, har mest slået sine folder efter min storhedstid som samler. Jeg læste de tidligste historier med ham i New Mutants og X-Force i starten af 1990erne – de var ikke særlig gode, og jeg har lykkeligt glemt dem. Det var så også før han blev til den vittighedsspruttende “merc with a mouth” som han udviklede sig til senere. Jeg har derudover hovedsageligt læst Christopher Priests numre af Deadpool, som blev udgivet i 1999-2000, og de var sjove og generelt ganske udmærkede – Wade måtte en overgang bl.a. gennemgå den frygtelige lidelse at få Tom Cruises ansigt! Bortset fra dette, har jeg kun læst to meget middelmådige nyere TPBs med figuren, samt en lille håndfuld enkelt-blade hist og her af varierende kvalitet. De bedste af dem har dog været sjove nok til at jeg gerne vil finde og læse nogle flere historier med figuren, også så jeg kan sammenligne fortællestilen bedre med filmen.

Filmen er effektivt underholdende. Den starter med morsomme “credits”, hvor der f.eks. står “Written by: The real heroes here”, og intro-teksterne, som foregår midt i en action-scene, akkompagneres bizart af den gamle kærligheds-popsang Angel of the Morning af Juice Newton for ligesom at sætte en cool retro-kitsch stil – denne sang vil måske nu for evigt være associeret med Deadpool, og det kan kun gøre den bedre! Sangen er også relevant for kærlighedshistorien, som fylder en hel del i filmen. Mellem action-sekvenserne fortælles Deadpools oprindelseshistorie i flashback-scener, og man hører også om begyndelsen på hans forhold til den prostituerede Vanessa (Morena Baccarin). Da de mødes går de straks i gang med at konkurrere om hvem af dem der har haft den værste barndom, a la Monty Pythons “Four Yorkshiremen” sketch. Men midt i deres lykke får Wade kræft, og har ikke langt igen. Han deltager derfor i et (viser det sig, skurkagtigt) eksperiment der både kurerer ham og giver ham superkræfter – en smertefuld affære som hans plageånder forsikrer ham for at ingen kommer ud af med humoren i behold! De tager selvfølgelig ganske fejl. Men proceduren vansirer Wade over hele kroppen, så han kan ikke få sig selv til at vende tilbage til Vanessa – i stedet bruger han al sin tid på at jage den skurk som gjorde det her ved ham, i håb om at det kan ændres tilbage igen. Og nu og da bliver han forstyrret af nogle X-Men, som åh-så-gerne vil gøre en helt ud af ham. Yeah, right. Så langt, så fint!

Men, selv om filmen er yderst underholdende på mange steder, så er den desværre ikke det super-klassiske mesterværk man som superheltefan har gået og håbet på. Hele flashback-delen er ikke humoristisk, og det fungerer ikke særlig godt i forhold til resten af filmen. Der bruges alt for meget tid på en kedelig oprindelseshistorie (og en kedelig skurk) som burde have været fortalt hurtigt, overfladisk og tongue-in-cheek i stedet for. At Deadpool en tre-fire gange i filmen taler direkte til publikum (bryder “den fjerde væg”) har efter min mening desværre ikke helt den ønskede “edgy” effekt; det virker lige netop en tand for poleret og stift til at det ikke lyder som om det kommer fra hjertet (af en psykopat). Stilen i filmen skifter for meget og vedligeholdes ikke på en konsekvent måde, og det gør filmen ujævn. Og så er der jo så vores anti-helts mange latrinære replikker, som ifølge min erfaring er en hel del mere smagløs end stilen i tegneserierne, og samtidig virker kunstigt lavet til en film der på papiret skal virke meget karl-smart-agtig, men reelt mangler ægthed. Slutresultatet er at hovedpersonen i filmen føles mere som Ryan Reynolds selv end som tegneseriefiguren Deadpool.

Dog vil jeg sige at filmens reklamekampagne har været virkelig god – faktisk væsentlig bedre end filmen selv. Der er blevet lavet en masse sjove plakater og promo-klip, med en masse jokes og humor som tydede på en film i helt usædvanlig særklasse. Sådan skulle det dog ikke være – ærgerligt nok. Filmen har bestemt nogle kvaliteter og en masse gode gags, men den ender med hverken at være så imponerende, gennemført eller så fortællemæssigt spektakulær som man kunne have ønsket. De gjorde et tappert forsøg, men filmen kan i sidste ende ikke siges at leve helt op til tegneseriefigurens fulde potentiale. Men bedre end ingenting – dét er den!

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 47

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Jessica Jones – 1. sæson

!jjsicajonesJessica Jones – 1. sæson
Tv-serie, USA 2015, 13 episoder
Medv.: Krysten Ritter, David Tennant, Mike Colter, m.fl.

Seneste skud på Marvel-stammen er ikke just business as usual for Marvels hastigt voksende live action superhelte-univers. “Jessica Jones” tv-serien fra Netflix handler om en eks-superheltinde, som næsten inden hendes superhelte-karriere var gået i gang havde et traumatiserende tilfælde af nærkontakt med en særdeles modbydelig super­skurk.

For at begynde med lidt tegneseriebaggrund: Skurken i serien her er Kilgrave; en let forandret udgave af tegneserieuniversets Purple Man (alias Zebediah Killgrave). The Purple Man har den evne at han kan få enhver til at gøre som han siger. Enkelt, ikke? Han startede tilbage i 1964 som fjende af Daredevil, og hans største saga var i en Marvel Graphic Novel fra 1980’erne, Avengers: Emperor Doom. Det er en skøn (what if) historie om hvordan Dr. Doom faktisk opnår verdensherredømmet; og metoden han bruger er at sætte The Purple Man ind i en maskine der forstærker hans kræfter, så Doom kan gøre hele verdens befolkning til sine viljeløse slaver. Det var en historie om hvorvidt man (hvis man er Doom!) nu også vil blive lykkelig af at realisere sin største ambition.

I år 2000 optræder The Purple Man så i Marvel-tegneserien Alias, som nærværende tv-serie er baseret på. Konceptet er at udforske hvor frustrerende og afmægtigt det ville være for en kvinde – selv en kvinde med superkræfter – at have en overmenneskelig stalker der var besat af at kontrollere hendes liv. Efter at have været under hans (også seksuelle) kontrol i en periode, var det lykkedes Jessica at modstå Kilgraves kommandoer, men hun er den eneste der har kunnet gøre det, og Kilgrave kan fortsat manipulere med hende ved at true andre menneskers liv. Jessica har nu slået sig ned som privatdetektiv, og har selvfølgelig som sit primære mål at fange og dræbe Kilgrave. Det er ikke nemt, da han kan få enhver til at glemme at de har set ham, samt er omgivet af de bedste bodyguards. Til gengæld holder hans kontrol kun i tolv timer, før den evt. skal fornyes.

!jjkilgraveposterJeg var aldrig fan af Alias-tegneserien; jeg syntes ikke at den type historier passede til et superhelte-univers. Det gør jeg for så vidt stadig ikke, men tv-serien er heldigvis en hel del bedre end tegneserien, og slår på en masse relevante tangenter. Jeg var lidt skeptisk i løbet af de første 3-4 afsnit, men syntes at serien virkeligt leverede i sidste ende. Jessica Jones har flere forskellige sager i løbet af sæsonen, men de fleste af dem relaterer på en eller anden måde til Kilgrave, og der er tale om en crime noir serie med masser af blod, vold og død. Jessica møder Luke Cage (kendt i Marvel-universet som Power-Man, “hero for hire”, og partner med kung fu-helten Iron Fist – begge figurer har også Netflix tv-serier på vej), og indleder et løst seksuelt forhold til ham. Også han inddrages i Kilgraves rænkespil.

Krysten Ritter blev kendt i tv-serien “Breaking Bad”, og med den anmelderroste “Jessica Jones” har hun fået sit store og fortjente gennembrud som hovedperson. Hun gør det godt.

David Tennant i rollen som Kilgrave bør ligeledes fremhæves. Han er dødsens alvorlig og autentisk truende, og man sidder bestemt ikke og lader sig distrahere af andre ting når han er på skærmen. Tennant har endelig demonstreret at han er en skuespiller med ligeså stor spændvidde som Christopher Eccleston (den første nye Doctor Who, som Tennant fulgte op på), der også kan spille både meget dyster og meget munter med særdeles stor overbevisning.

Det skal siges at “Jessica Jones” er en særdeles politisk korrekt serie. Der er ingen kvindelige figurer som har et stabilt forhold til en mand (Jessicas advokat er lesbisk gift), og den eneste positive mandlige figur er afro-amerikaner. Kilgrave repræsenterer den (kvinde)undertrykkende hvide mands rolle i kulturhistorien – og man kan faktisk ikke med god samvittighed benægte at det er på tide at der kom sådan en serie! Den har noget på hjerte. Den er velskrevet. Og den er intens. Marvel har begået endnu et hit!

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 46

Udgivet i tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Trillium

trillium-03Trillium
TPB-tegneserie, USA, DC/Vertigo 2014, 212 sider.

Denne udgivelse er den samlede udgave af Vertigo-miniserien Trillium fra 2013, som er en ganske imponerende science fiction-tegneserie skrevet og tegnet af Jeff Lemire. Den er desuden vandfarvelagt af en af tegnese­rieindustriens allerbedste farvelæggere, José Villarrubia, hvis evner og bidrag til helhedsindtrykket ikke kan overvurderes.

Historien består af to forløb som blandes sammen på stadig mere komplicerede måder. Vi starter i år 3797, hvor en (muligvis intelligent) rum-pest næsten har ud­slettet menneskeheden. Den eneste kur er blomsten “trillium”, som kun vokser på én planet, hvor den fredelige men fremmedartede indfødte befolkning anser den for hellig. De sidste rester af menneskeheden debatterer om de skal bede de indfødte om adgang til blomsten, eller bare tage den med magt – de vælger naturligvis det sidste, da der er så meget på spil. Men blomsten vokser foran et tempel som snart viser sig at være en tidsportal til Jorden i 1921. Og i 1921 har en europæisk opdagelsesrejsende i Sydamerika netop fundet samme tempel, og hovedpersonerne fra de to tider mødes da porten blæses åben af fremtidsmenneskenes voldsomme fremfærd. Derfra bliver det kompliceret, for indflydelsen fra år 3797 (ja, der bliver overført noget teknologi) får verdenshistorien siden 1921 til at ændre sig markant, hvilket også giver alvorlige dønninger helt frem til 3797 – selv vores hovedpersoner smelter sammen til alternative versioner af dem selv.

Selvom det lyder som – og også er – en drønkompleks tidsrejsehistorie, så er den fortalt på en utrolig klar, original, flot og opfindsom måde. Der sker noget på hver eneste side, og nogle kapitler fortælles på meget alternative faconer. Der er desuden stærkt fokus på hovedfigurerne, Nika fra 3797 og William fra 1921, som forelsker sig, og får stor betydning for hvordan tidslinjerne blandes sammen. Det er intet mindre end en fantastisk historie, og den kan anbefales varmt til alle fans af SF-tegneserier. Med et ordentligt budget kunne der nemt blive en 10-stjernet sci-fi film ud af denne kulørte og actionmættede, men også emotionelt intense fortælling, og mens jeg egentlig ikke er vild med tegnestilen i sig selv, så skal Villarrubias farvelægning endnu en gang fremhæves som værende at stor vigtighed for den høje kvalitet af det endelige resultat.

Mit eneste kritikpunkt er at slutningen bliver lige lovlig metafysisk for min smag, men det er næsten en ubetydelig detalje – og desuden havde det været svært at forestille sig en konventionel, logisk SF-slutning på denne historie.

Karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 46

Udgivet i Tegneserier | Tagget , | Skriv en kommentar

Lumino City

Lumino CityLumino City
Computerspil, 2014

Lumino City er et spil til PC som fås via Steam. Det har været på tilbud på hjemmesiden Humble Bundle til 1 dollar. Det er en fortsættelse til det tidligere spil Lume. Det er et point-and-click adventure som udkom i december 2014.

Man spiller pigen Lume hvis bedstefar bliver kidnappet mens hun er ved at lave thé. Herefter leder hun efter ham i Lumino City. Lumino City slår på at skulle hedde noget lignende “luminosity”, men dette navn var copyrightet. Byen Lumino City består af huse, offentlige bygninger og beboere på et kæmpestort hjul. Det hele er bygget op i pap og filmet af spiludviklerne. Der er også et skib, en station, restauranter og meget andet på hjulet.

Man kommer videre gennem byen ved at løse nogle puzzles. Disse er lidt på den nemme side. Der er også et sted, hvor man skal spille på guitar, hvilket er ret sjovt.

Spillet er meget flot men også lidt for kort. Man kan gennemføre det på under 10 timer. Det er et rent kunstnerværk i sig selv så flot er spillet. Der er ikke indtalt stemmer men man kan læse hvad byens beboere siger. Man læser mange bøger og hæfter I spillet som er lavet rigtige flotte. Der er et nemt at gå til hint-system for dem som ikke er dygtige til adventure-spil.

Karakter: 8 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet 46

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

The Inner World

Inner-World-featureThe Inner World
Computerspil, 2013

The Inner World er et point-and-click adventure-spil til PC (fås på Steam, GOG og i Gamestop), Iphone, Ipad og Android. Jeg har spillet Android-versionen. Det er fra 2013.

Det foregår i Asposia som er en indre verden i en verden som er lavet af jord. Her bor indbyggerne i en by i en rund hul verden, hvor luft kommer ind gennem tre lufthuller i jorden. Der er nogle guder som også er drager, der hedder Basilians og som kommer ud gennem disse jordhuller. Ved at udsende en stråle som folk kan få lige i øjnene, kan de forstene folk. Det er ikke første gang, de angriber denne verden, og en konge som hedder Conroy afværgede det forrige angreb. Conroy styrer nu verdenen ved at være dens beskytter mod disse Basilians.

Spilleren kommer ind i historien i spillet ved at Robert har taget en due ind i Conroys palads. Robert er hoffets musiker og en smule naiv ung eventyrer. Der sker det uheldige at duen sluger det vedhæng i en snor som Conroy har taget om halsen og forsvinder ud af ventilationsanlægget. Robert sætter efter den. Han havner nede på en gade i byen. Her møder han pigen Laura og eventyret begynder. Du spiller Robert i spillet men ind imellem også Laura.

Der er en del hemmeligheder som spilleren finder ud om verdenen ved at spille spillet. Der ligger i virkeligheden noget mere bag historien. Slutningen i spillet er både lykkelig og sørgelig på samme tid.

Karakter: Jeg vil give spillet 9 ud af 10 stjerner, fordi det var godt præsenteret og det var svært visse steder.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet 46

Udgivet i Spil | Tagget , | Skriv en kommentar

Michael Olesen – Den sidste syndflod

Den Sidste SyndflodDen sidste syndflod
Roman af Michael Olesen
Forlaget Mellemgaard 2014, 402 sider.

Den sidste syndflod er en science fiction-roman som består af tre dele. Romanen tager et twist efter første del som jeg ikke vil afsløre, men spændende er det.

Bogen handler om et hold som spiller en MMORPG sammen. Dette er et online-spil i stil med World of Warcraft, bare med et undervands-tema. De spiller på et elite-plan, som gør at netop de bliver udvalgt til at dyste i en konkurrence. Det kunne godt være blevet meget ligesom tv-serien “The Guild”, som kun handler om at spillerne spiller det spil og deres indbyrdes forhold, men efter twistet i anden del bliver det noget helt andet.

Der er masser af spændende interaktion mellem bogens karakter, og romanen har mange gode idéer, men det virker som om forfatteren ikke havde mulighed for at lave romanen helt færdig, om det så var pga. tid eller penge.

Den har et vist talesprog. Mange steder er der slemme stavefejl. Han vil gerne skrive “tæt var” i en sætning, men det bliver til “tæt tvar”. Der er rigtigt meget af den slags, sammen med mellemrum som mangler eller mellemrum som er for meget. Det burde en computer kunne have fundet og rettet. Mit gamle Word Perfect til min 486’er ville kunne have gjort det. Der mangler også lidt en slutning, og der er mange idéer i luften som aldrig helt gennemføres.

Mht. at mangle ressourcer til at lave bogen færdig, så minder det om en anden bog, jeg anmeldte, der hed Ørkenvandring af Helga Berg. Denne var også på dansk. Den bog var meget billigt fremstillet. Når man åbnede bogen var siderne ved at falde ud. I dette tilfælde har der også manglet ressourcer. Bogen er kommet for hurtigt ud. Måske er der ikke så mange penge i at udgive dansk fantasy og science fiction. Hvor mange skal læse det i Danmark i forhold til hvis bøgerne var udgivet i USA?

Karakter: Jeg vil give bogen 7 ud af 10 for at være et godt dansk forsøg på science fiction.

Anmeldt af Andreas Søe i Himmelskibet 46

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , | 1 kommentar

Eleanor Hawken – Den blå dame

den_bla_dame-eleanor_hawkenDen blå dame
Roman af Eleanor Hawken
Høst & søn, 2014, 272 sider.
Oversat af Louise Ardenfeldt Ravnild

Den blå dame er en spøgelseshistorie. Og genren tro spøges der på grund af svigt, mishandling og lidelse. Historien om den blå dame er en historie alle elever på skolen St. Mark’s, der er en kostskole for piger, kender til. Den blå dame var en elev der døde på St. Mark’s for over to hundrede år siden og som stadigvæk spøger på skolen. Hovedpersonen i bogen er den 14-årige Frankie som sendes St. Mark’s. Der er også en afdeling for drenge, der hedder St. Hilda.

Og det er ret dystert at være elev på St. Mark’s. Frankie trives ikke. Hun er en outsider på skolen og har ikke nogen veninder. Hendes position som upopulær slås fast, da hun bliver valgt til at være brandansvarlig, der som der står på s. 46: “Bekræftelsen af, at jeg var den mest upopulære pige på min årgang, kom, da jeg blev valgt til brandansvarlig hos fjerdeårseleverne – en titel, ingen ville have”.

Bogen beskriver effektivt hvor ubehageligt det er at være udenfor. Frankie kommer dog til at kende Suzy og gennem hende kommer hun at kende Sebastian, kaldet Seb, der er elev på St. Hilda.

Frankie er meget afhængig af venskabet med Suzy. Hun føler at tilværelsen på St. Mark’s er uuholdelig uden Suzy. Suzy er teatralsk og dramatisk som person. Hun fortæller Frankie historien om den blå dame. Suzy siger hun har set den blå dame, og vil gerne lege den spiritistiske leg ånden i glasset, for at få kontakt til den blå dame. De leger så ånden i glasset og de får kontakt til et eller andet overnaturligt. Og der opstår et skår i deres venskab. Suzy beskylder Fran-kie for at stå bag. Det viser sig, at Suzy ikke har set den blå dame alligevel. For Suzy sker det, som der står på hjemmesiden spritist.dk, hvor kan man læse følgende: “Men benyttes Ouijaboardet og ‘ånden i glasset’ med frygt og med hensigten om at skræmme sig selv og andre (på det bevidste eller ubevidste plan), så er det også det, som vil ske.”

Men som læser er man via Frankie som fortæller klar over at det ikke er Frankie der står bag. Men efter episoden bliver Frankies ensomhed offentlig: “Alle kunne se, at uden Suzy havde jeg ingen.” (s.68)
Efter episoden med ånden i glasset kommer der langsomt fart på handlingen. Det overnaturlige kommer snigende. Viser sig i det små. Som underlige lyde og lugte. Og det er først lidt ind anden halvdel af bogen, der kommer mere fart på handlingen. Bogens styrke ligger i at forfatteren formår at skabe sympati og identifikation med Frankie. Og det er mere skildringen af ensomhed, ubehagelig kostskolestemning, og venskabet mellem Suzy og Frankie og senere forholdet til Seb, der skaber spændingen i romanen; snarere end det er spøgelseshistorien. Sproget i bogen er effektivt, men der er ikke mange metaforer i bogen. Og bogen ville klart stå stærkere, hvis der var flere af dem. Også hvis der var mere beskrivelser af miljøet. Bogen er således en god ungdomsbog, men egner sig i mindre grad til voksne.

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet 46

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar