Himmelskibet

Deadpool
Film, USA 2016, 108 min.
Instr.: Tim Miller
Medv.: Ryan Reynolds, Morena Baccarin, Ed Skrein, Brianna Hildebrand, m.fl.

Selv om jeg mildest talt er storsamler af superheltetegneserier, så må jeg tilstå at jeg faktisk ikke har læst særlig mange Deadpool-blade. Figuren, hvis borgerlige navn er Wade Wilson, har mest slået sine folder efter min storhedstid som samler. Jeg læste de tidligste historier med ham i New Mutants og X-Force i starten af 1990erne – de var ikke særlig gode, og jeg har lykkeligt glemt dem. Det var så også før han blev til den vittighedsspruttende “merc with a mouth” som han udviklede sig til senere. Jeg har derudover hovedsageligt læst Christopher Priests numre af Deadpool, som blev udgivet i 1999-2000, og de var sjove og generelt ganske udmærkede – Wade måtte en overgang bl.a. gennemgå den frygtelige lidelse at få Tom Cruises ansigt! Bortset fra dette, har jeg kun læst to meget middelmådige nyere TPBs med figuren, samt en lille håndfuld enkelt-blade hist og her af varierende kvalitet. De bedste af dem har dog været sjove nok til at jeg gerne vil finde og læse nogle flere historier med figuren, også så jeg kan sammenligne fortællestilen bedre med filmen.

Filmen er effektivt underholdende. Den starter med morsomme “credits”, hvor der f.eks. står “Written by: The real heroes here”, og intro-teksterne, som foregår midt i en action-scene, akkompagneres bizart af den gamle kærligheds-popsang Angel of the Morning af Juice Newton for ligesom at sætte en cool retro-kitsch stil – denne sang vil måske nu for evigt være associeret med Deadpool, og det kan kun gøre den bedre! Sangen er også relevant for kærlighedshistorien, som fylder en hel del i filmen. Mellem action-sekvenserne fortælles Deadpools oprindelseshistorie i flashback-scener, og man hører også om begyndelsen på hans forhold til den prostituerede Vanessa (Morena Baccarin). Da de mødes går de straks i gang med at konkurrere om hvem af dem der har haft den værste barndom, a la Monty Pythons “Four Yorkshiremen” sketch. Men midt i deres lykke får Wade kræft, og har ikke langt igen. Han deltager derfor i et (viser det sig, skurkagtigt) eksperiment der både kurerer ham og giver ham superkræfter – en smertefuld affære som hans plageånder forsikrer ham for at ingen kommer ud af med humoren i behold! De tager selvfølgelig ganske fejl. Men proceduren vansirer Wade over hele kroppen, så han kan ikke få sig selv til at vende tilbage til Vanessa – i stedet bruger han al sin tid på at jage den skurk som gjorde det her ved ham, i håb om at det kan ændres tilbage igen. Og nu og da bliver han forstyrret af nogle X-Men, som åh-så-gerne vil gøre en helt ud af ham. Yeah, right. Så langt, så fint!

Men, selv om filmen er yderst underholdende på mange steder, så er den desværre ikke det super-klassiske mesterværk man som superheltefan har gået og håbet på. Hele flashback-delen er ikke humoristisk, og det fungerer ikke særlig godt i forhold til resten af filmen. Der bruges alt for meget tid på en kedelig oprindelseshistorie (og en kedelig skurk) som burde have været fortalt hurtigt, overfladisk og tongue-in-cheek i stedet for. At Deadpool en tre-fire gange i filmen taler direkte til publikum (bryder “den fjerde væg”) har efter min mening desværre ikke helt den ønskede “edgy” effekt; det virker lige netop en tand for poleret og stift til at det ikke lyder som om det kommer fra hjertet (af en psykopat). Stilen i filmen skifter for meget og vedligeholdes ikke på en konsekvent måde, og det gør filmen ujævn. Og så er der jo så vores anti-helts mange latrinære replikker, som ifølge min erfaring er en hel del mere smagløs end stilen i tegneserierne, og samtidig virker kunstigt lavet til en film der på papiret skal virke meget karl-smart-agtig, men reelt mangler ægthed. Slutresultatet er at hovedpersonen i filmen føles mere som Ryan Reynolds selv end som tegneseriefiguren Deadpool.

Dog vil jeg sige at filmens reklamekampagne har været virkelig god – faktisk væsentlig bedre end filmen selv. Der er blevet lavet en masse sjove plakater og promo-klip, med en masse jokes og humor som tydede på en film i helt usædvanlig særklasse. Sådan skulle det dog ikke være – ærgerligt nok. Filmen har bestemt nogle kvaliteter og en masse gode gags, men den ender med hverken at være så imponerende, gennemført eller så fortællemæssigt spektakulær som man kunne have ønsket. De gjorde et tappert forsøg, men filmen kan i sidste ende ikke siges at leve helt op til tegneseriefigurens fulde potentiale. Men bedre end ingenting – dét er den!

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 47