Som et urværk – Lige under overfladen 10

UrværkSom et urværk
Lige under overfladen 10
Antologi
Red. Carl-Eddy Skovgaard
Science Fiction Cirklen 2015

Science Fiction Cirklen har siden 2007 udgivet antologi-serien Lige under overfladen. Serien redigeres af Carl-Eddy Skovgaard, og alle bind får navn efter en novelle i samlingen. Som et urværk er taget fra novellen af samme navn af Flemming R.P. Rasch. Titlen er nok mere valgt som navngiver af Lige under overfladens bind 10 for sit flot klingende navn end for hvorvidt netop Raschs novelle siger noget om resten af antologien.

Redaktøren slår i det korte forord et slag for, at læseren skal gå på opdagelse i antologien uden en egentlig forudsætning for at mene noget om novellerne på forhånd. Antologien skal ikke læses efter et tema eller en symbolik, men som en randomiseret science fiction-oplevelse. Den skal give et øjebliksbillede af dansk science fiction. En ambition jeg har stor respekt for.

Det er et meget modigt træk, men det er også risikabelt. Ved hver novelle starter læseren helt fra scratch. Det virker nogle gange. Andre gange føles det lidt for abrupt. Jeg skulle efter hver 10-15 sider skifte verden, stemning, hovedpersoner og tema fra genren “5 minutter ude i fremtiden” til “Månerejser” til meget eksistentielle og filosofiske noveller. Det faldt mig ikke så naturligt. Måske fordi jeg læser de fleste noveller enten i samlinger af bestemte forfattere, med temaer som kærlighed eller rumrejser, eller fordi jeg for tiden støder på og læser langt de fleste noveller på internettet.

På internettet præsenteres noveller nogle gange med anonyme forfattere og gerne alene og uafhængige af andre. Næsten som Skovgaard også ønsker det med Lige under overfladen. Forskellen er, at i en bog giver novellerne, om man vil det eller ej, automatisk smag, duft og karakter til oplevelsen af hinanden. Om man springer frem og tilbage i antologien, læser lidt af gangen, eller det hele på en gang, står novellerne ikke for sig selv.

Jeg beklager mig meget over form. For det første fordi en rød tråd virkelig kan hjælpe læseoplevelsen og læseflowet og uden tvivl hjælpe til et bedre helhedsindtryk af Som et urværk – selv om jeg sympatiserer med redaktørens idé. For det andet fordi det er svært at brokke sig over den skønne samling af meget forskellige noveller i antologien.

Lige under overfladen er meget varieret. Befriende varieret, og et opløftende bidrag til dansk science fiction. To noveller stikker særligt ud for mig. De to var Hans Peter Madsens “Pindsvinet” og Richard Ipsens “Skøjteløber”.

“Pindsvinet” er meget velskrevet, men er også en interessant og lidt anderledes måde at læse en novelle på. Samtidig præsenter den en idé jeg endnu ikke har læst i science fiction (tror jeg). Stemningen i “Skøjteløber” er så unik, at jeg vendte tilbage og læste den igen med det samme, selvom historien ikke lige faldt i min smag. Og igen et par dage efter.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet 47

Udgivet i Antologi, Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger

Slaget_ved_LyngbySlaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger
Antologi; red. Niels Dalgaard
Science Fiction Cirklen, 2011. 254 sider
ISBN: 978-87-90592-55-4
Omslag: Carl-Eddy Skovgaard

Denne udgivelse fra Science Fiction Cirklen er ikke helt ny, men eftersom novellerne heri i forvejen har omkring 100 år på bagen, gør et par år fra eller til vist ikke den store forskel i forhold til en anmeldelse.:)

Som undertitlen antyder, handler de seks noveller om tænkte fremtidige krigsscenarier og følger i den retning samme tråd som en tidligere udgivelse i serien ‘Gammel Dansk Science Fiction’, nemlig Karl Larsens Dommens dag der oprindelig udkom i 1908 og blev genudgivet af SFC 100 år senere i 2008.

I Dommens dag angriber Tysk­land Danmark, hvis militær er blevet nedprioriteret, og det er samme udgangspunkt her i titelnovellen “Slaget ved Lyngby”. Tyskland invaderer Danmark, som forgæves håber på hjælp fra Rusland da det danske militær slet ikke kan hamle op med den effektive tyske krigsmaskine. P. N. Nieuwenhuis står bag novellen, der udkom i 1880. Nieuwenhuis havde en lang militærkarriere bag sig, og fortællingen sprudler da heller ikke ligefrem litterært, men tynges i stedet af alenlange militære opremsninger.

Samlingens anden novelle er langt lettere at læse og dermed også (i mine øjne) mere underholdende. “Københavns belejring i 189*” er skrevet af R-r, og igen trues Danmarks grænser af en tysk invasion. Men i stedet for kun at se på situationen i Danmark, lader R-r konflikten sprede sig til hele Europa, idet Frankrig og Rusland står overfor Tyskland og Østrig. Danmark forsøger at holde sig neutralt, men invaderes alligevel, og endnu engang beskrives det danske militær som aldeles utilstrækkeligt. Modsat “Slaget ved Lyngby” må den ukendte forfatters motiv altså være at advare mod en militæroprustning.

“Den store revolution 1904” er ligeledes skrevet af en anonym forfatter og blev trykt som en avisføljeton i 1901. Her er der ikke tale om en udenlandsk invasion af Danmark, men derimod en anarkistisk revolution i København. Historien er på den ene side satirisk med masser af ‘name dropping’ af datidens kendte, men samtidig indeholder den ret voldsomme og udpenslede scener, som beskrivelsen af, hvordan anarkisterne torturerer og dræber børn af rige forældre.

Viggo Schiwe har skrevet novellen “Lynet”, hvor den tyske kejser Wilhelm for at forberede sig på krig med England og Frankrig flytter tropper til Danmark for at ‘tilbyde’ at hjælpe kong Frederik d. 8. med at bevare landets neutralitet. Skulle kongen nægte, bliver tropperne alligevel, men så som besættelsesmagt og med store økonomiske konsekvenser for landet. Endnu engang ender det med, at slaget udkæmpes på dansk jord med danskerne som de store tabere, der nogle år efter krigen må indgå i en skandinavisk forsvarsunion med Sverige og Norge. “Lynet” udkom i 1908, samme år som Dommens dag, og blev i første omgang udgivet anonymt, men da en mistanke om plagiat blev luftet, meldte Schiwe sig på banen med afvisninger af dette. Ligesom P. N. Nieuwenhuis er Schiwe tilbøjelig til at remse alt for mange tal og navne op, men “Lynet” er dog alligevel langt mere læsevenlig.

Som et modsvar til Schiwes pessimisme udgav Ekstra Bladet, ligeledes i 1908, fortællingen “Skypumpen” der tykt parodierer historier som bl.a. “Lynet”. Historien er skrevet af Julius Magnussen og Frejlif Olsen og er en ret morsom fortælling om, hvordan tyskerne vil invadere os, men i stedet ender Danmark med at herske over hele Europa pga. danskernes store tapperhed og fædrelandskærlighed. “Skypumpen” hører klart til de bedre læseoplevelser i samlingen, og de to forfattere var da også journalister og derfor vant til at skrive.

Samlingens sidste fortælling hedder “Angrebet på København 8. juli 1918 skildret af et øjenvidne”. Den udkom i et månedsblad i 1909 og er af en ukendt forfatter. Historiens fortæller er tidligere militærmand, som pga. en skade har måtte lade sig pensionere. Han er dog stadig stærkt optaget af landets forsvar og forsøger – forgæves – at gøre den militær ledelse opmærksom på, at man trods oprustning og udbygning af forsvarsværker helt glemmer ‘det vertikale forsvar’. Ingen vil dog lytte til ham, men heldigvis er han på plads til at hjælpe, da tyskerne angriber med luftskibe, som det danske forsvar er fuldstændigt hjælpeløse overfor. Historien er en blanding af en heltefortælling og en fremtidskrigsfortælling, som vil fortælle en underholdende historie og gøre opmærksom på at det ikke nytter at stagnere i sin militære tankegang, men at man er nødt til at holde de nye våben og metoder for øje.

Udgivelsen sluttes af med et oplysende efterord af Niels Dalgaard, som både forklarer om perioden, genren og særlige omstændigheder for historierne og som også fungerer som opslagsværk over de mange navne og betegnelser der bruges undervejs.

Som altid er Dalgaards efterord fremragende til at give en forståelse af historierne og hvorfor de er valgt til udgivelsen. Det hjælper på oplevelsen at få sammenhængen til sidst, men jeg må indrømme, at jeg undervejs i læsningen til tider havde lyst til at lægge bogen fra mig. Især titelnovellen var uhyre kedelig, men jeg forstår alligevel godt bevæggrundene for at tage den med i samlingen og også hvorfor den står først. Det gør den desværre bare ikke til underholdende læsning. I den anden ende af spektret er “Skypumpen”, hvis satiriske tone og betydeligt bedre fortalte historie stadigvæk er morsom og læseværdig.

Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger er et godt indblik i en genre, der i denne særlige form kun eksisterede i en kortere periode. Samlingen er ikke så umiddelbart tilgængelig som hverken Dommens dag eller Slaget ved Dorking, og jeg tænker, at man skal have en vis interesse i enten militærhistorie eller større kendskab til tidens politiske og kulturelle klima, end jeg har, for at få fuldt udbytte af udgivelsen.

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 47

Udgivet i Antologi, Bøger, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Claire North – Harry Augusts første femten liv

Harry_AugustHarry Augusts første femten liv
Roman af Claire North
Rosinante, 2016. 468 sider
Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild efter The First Fifteen Lives of Harry August
Omslag: Mikkel Henssel
ISBN: 978-87-638-4094-1

Harry Augusts første femten liv er en velskrevet, veldrejet og anderledes tidsrejse-roman, der både vækker til eftertanke og underholder på samme tid.

Sidste år læste jeg Kate Atkinsons roman Liv efter liv, som omhandler pigen Ursula, der fødes igen og igen og må gennemleve et utal af liv uden at vide, hvorfor hun nogle gange har på fornemmelsen, at hun har oplevet en begivenhed før. Liv efter liv var fremragende skrevet, og da jeg hørte om Harry Augusts første femten liv, tænkte jeg, at den lød lidt i samme boldgade, men nok ikke kunne være ligeså god. Jeg tog fejl.

Harry Augusts liv starter på dametoilettet på jernbanestationen Berwick-upon-Tweed, nyt­årsdag 1919. Moren dør efter fødslen, og da Harrys far er den lokale herremand, Rory Hulne, hvis familie ikke er interesseret i at få en bastard i huset, så vokser Harry op hos Harriet og Patrick August, der arbejder som opsynsmand for familien Hulne.

Harrys liv er ganske almindeligt, og han dør i 1989 som en fraskilt, barnløs folkepensionist, og så burde den historie være forbi. Men i stedet for fødes Harry igen nytårsdag 1919, og det hele starter forfra, og modsat Ursula i Liv efter liv husker Harry hver en detalje fra sit første liv.

Claire North lader Harry selv fortælle sin historie, som han starter ved afslutningen af sit ellevte liv. Her ligger han for døden, da en lille pige opsøger ham på hospitalet, hvor hun beder ham overbringe en besked, der lyder: “Verdens ende er på vej, som den nødvendigvis altid må være det. Men det går hurtigere og hurtigere.”

Herfra springer vi tilbage til begyndelsen, dvs. til Harrys fødsel og første liv, og så videre frem med spring i både i liv og tid mens vi følger Harrys erindringer fra tidligere liv, som både kan være 10 år før og samtidig 150 år senere. Det kunne blive temmelig forvirrende, men North har styr på sin fortælling, der trods sin snørklede struktur er både spændende og letforståelig.

Det viser sig, at Harry ikke er den eneste af sin slags. I Kronos-logen møder han andre udødelige som har organiseret sig, bl.a. for at kunne hjælpe medlemmerne nemmere gennem barndommen når de genfødes med et sind, der kan være hundredvis af år gammelt. Logen holder dog også øje med, at ingen piller for meget ved de temporale begivenheder, så tidens forløb ændres, hvilket beskeden på Harrys dødsleje dog tyder på, at nogen er i gang med. Og Harry har en idé om, hvem det kan være.

Ud over den umiddelbart spændende handling er Harry Augusts… også en roman om determinisme og fri vilje, om venskab, kærlighed og selve eksistensens kompleksitet.

Jeg er duperet, hvordan North indarbejder forholdsvis komplekse fysikteorier ved at lade Harry diskuterer muligheden af paralleluniverser, kvantespejle og forståelsen af universet, uden at det på nogen måde går ud over hverken flow eller spændingsniveau. Og da hun samtidig har kreeret nogle personer, der er interessante og troværdige, ender Harry Augusts første femte liv som en overvældende oplevelse, der efterlader læseren både følelsesmæssigt og intellektuelt grebet.

En helt igennem imponerende roman af Claire North (som i øvrigt er et pseudonym for den britiske forfatter, Catherine Webb, der har skrevet en række romaner, hvor Harry Augusts… dog er den første, der er blevet oversat til dansk).

“Ville de skyde Hitler?” spurgte jeg. Han skulede olmt. ”Jeg troede lige, vi havde fastslået, at der er en vis sandsynlighed for, at universet bliver ødelagt ved en sådan temporal indgriben.”

“Vi postulerede også et parallelunivers, som De muligvis ville kunne forskåne for krigens prøvelser,” svarede jeg. “Vi fremsatte endog en hypotese om en verden, hvori De selv ville kunne opleve glæden ved en sådan fred, paradokset desuagtet.”

Han trommede med fingrene på kanten af stolen. Så røg han det ud af ham. “Der er også socioøkonomiske kræfter at tage i betragtning. Var Hitler eneårsag til krigen? Nej, vil jeg mene.” “Men den drejning, krigen tog…?”

“Det er jo lige netop det!” udbrød han, på ny med øjenbrynene i fuldt sving. “Hvis jeg træffer beslutningen om at skyde Hitler, hvordan kan jeg så vide, at en, der er mindre villig til at kæmpe med Rusland midt om vinteren, eller til at belejre byer med minimal strategisk værdi på bekostning af hundredtusindvis af mænd, eller begynde at bombe London og ikke dens flyvepladser – hvordan kan jeg vide, at denne anden, mere tilregnelige krigsmager ikke opstår af de eksisterende betingelser?”

“Hævder De kompleksitet som undskyldning for inaktivitet?”

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 47

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Martin Wangsgaard Jürgensen – Åndemanerne

Aandemanerne_largeÅndemanerne
Gotisk roman af Martin Wangsgaard Jürgensen
H. Harksen Productions, 2014, 228 sider

I denne bog følger vi fire venner der igennem livet render ind i forskellige overnaturlige og okkulte hændelser. For tre af dem starter det allerede i ungdommen.

Søren og Mathias sniger sig en aften op til et gammelt forladt hus, og her overværer de ved et tilfælde et ritual udført af to nøgne kvinder. Da kvinderne har forladt stedet, sniger Søren sig tættere på og finder her en lille salamanderlignende skabning, som han tager med sig. Dette kommer han dog til at fortryde, for den lille skabning opfører sig ikke som forventet.

Da Samuel, er på ferie med sine forældre lægger han en dag mærke til en pige de passerer, og det virker også til at hun har sin opmærksomhed rettet mod ham. Han kan ikke få hende ud af sine tanker. En nat lægger han mærke til hende uden for huset, og han følger efter hende, men der er noget som er helt galt.

Maries første møde med det okkulte er ombord på et nattog. Hendes familie skulle have haft en sovekupé for sig selv, men en bookningsfejl gør at de skal dele den med en fremmed mand. Dette må familien acceptere, men det besøg som denne mand får om natten, er et som Marie ville have ønsket hun havde sovet fra.

Sådan fortsætter bogen med et række nedslag i deres liv, hvor der berettes om de mystiske oplevelser de har. Kun en af oplevelserne har de i fællesskab, men ellers er det hver for sig eller to sammen. Der er ikke den store sammenhæng imellem beretningerne, udover at nogle personer går igen. Det er heller ikke fordi deres tidligere erfaringer inddrages i de efterfølgende beretninger. Det der dog binder beretningerne sammen, er at man kan mærke at hændelserne tærer på dem. Hvor Søren opsøger det uforklarlige, så bliver Mathias’ sind mere og mere tyndslidt, og i en af beretningerne er han indlagt på et sindssygehospital. Samuel har også svært ved at slippe det mystiske. Han bliver draget af en digtsamling han tilfældigt finder. Han bliver så fascineret at han sætter sig for at finde ud af mere om forfatteren. Han får opsporet en stak af forfatterens personlige breve, men han finder meget mere end det.

Opbygningen, og det at de enkelte kapitler kun bygger løst videre på hinanden, gør på mange måder at denne bog lige så godt kunne have været en novellesamling. Uanset om man læser den som en novellesamling eller som en roman, så er der nogle af kapitlerne der træder mere igennem end andre, og det havde været et plus hvis de fire personers beretninger havde været flettet noget mere ind i hinanden og måske havde haft en mere samlet slutning end de har.

Det er en bog der starter ud som en spøgelseshistorie og ender ud i en beretning om folk der drages ind og fortabes i det okkulte, og trods mine anker imod opbygningen, så er det en færd man som læser også bliver fanget ind i.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 47

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Neil Gaiman – Hans & Grete

hans-og-grete_320144Hans & Grete
Genfortalt af Neil Gaiman
Illustreret af John Kenn Mortensen
Høst og Søn, 2016, 46 sider

Siden Brødrene Grimm udgav fortællingen om Hans og Grete som en del af de eventyr de havde indsamlet i 1812, er historien blevet genfortalt et hav af gange af forskellige forfattere, men også i forskellige medier som film og teater, og den er blevet illustreret i utallige børnebøger og eventyrsamlinger. En af dem der har illustreret den, er Lorenzo Mattotti, som kreerede sine illustrationer til en udstilling i forbindelse med at Metropolitan Operaen iscenesatte eventyret. Disse illustrationer inspirerede Neil Gaiman til skrive sin genfortælling af eventyret, som så senere blev genudgivet sammen med Mattottis illustrationer.

Ved at genfortællingen bygger på illustrationer der allerede var lavet, så ligger Gaimans udgave noget tættere på Grimm-udgaven end den udgave af “Tornerose” som blev udgivet som Søvn og torne (anmeldt i Himmelskibet 45). Historien er derfor her den klassiske med en fattig skovhuggerfamilie, hvor forældrene finder sig nødsaget til at sætte deres børn ud i skoven og forlade dem der. Børnene Hans og Grete finder frem til heksens hus som er bygget af sirupskage og bolsjemasse.

Det der gør den danske udgave speciel, er at forlaget valgte ikke at trykke Mattottis illustrationer til Gaimans tekst, men de bad derimod Post-it Monster-tegneren John Kenn Mortensen om at illustrere teksten.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg er begejstret for Mortensens streg og hans på samme tid dystre og hyggelige monsterillustrationer. Hans streg passer rigtigt godt til historien, for nok er der kun én heks i historien, men armoden hos den fattige familie træder tydeligt frem i illustrationerne.

Hvis man allerede har eventyret stående, er det derfor ikke for teksten at man bør anskaffe sig denne udgave, men derimod for illustrationerne som virkeligt understøtter historien perfekt.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 47

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

A. Silvestri – Kærlighedsfrugt

KærlighedsfrugtKærlighedsfrugt
– 14 Rædsler
Novellesamling af A. Silvestri
Kandor, 2015, 362 sider

Silvestri er en yderst produktiv forfatter, og hvis man følger med på hans blog, så har man her ved årsskiftet kunnet læse hvor mange noveller han har skrevet i løbet af 2015. Han har sat sig for at han skal skrive en vis mængde tekst hver dag, hvilket gør at han får skrevet mange noveller. Dette gør så også at når han udgiver en samling, så betyder det ikke at han nu blot har skrevet nok til at lave en samling, men derimod nærmere at han nu har skrevet nok til at han kan udvælge de bedste til samlingen, så en samling fra hans hånd vidner derfor altid om en høj gennemgående kvalitet i de trykte noveller.

Et par af hans tidligere samlinger har ikke været genrespecifikke, men har været en god blanding, således at hver gang man startede på en ny novelle, vidste man ikke hvor den ville pege hen ad. Det ved man denne gang, for med undertitlen “14 Rædsler”, så er vi her ude i horror-fortællinger.

I stedet for at løbe alle de 14 noveller igennem, så vil jeg prøve at belyse samlingen som et samlet værk. Og et samlet værk er det, for selvom de enkelte noveller ikke hænger sammen, så er det samme tone og stemning der er i dem.

På den ene side, så er de alle bygget over den klassiske horror-skabelon med personer der i deres dagligdag pludseligt stilles over for noget uforklarligt, som hurtigt tager en skræmmende drejning. Der er paintballspillet der viser sig at være meget mere seriøst og dødeligt end normalt, manden der i en bar synes han ser en anden mand der udviser symboler på at han vil begå et mord, til der hvor det er en bestemt lokation der er skyld i flere drab, og så er der de døde der vender tilbage med en sidste besked, og så også en novelle hvor døden selv er ude for at indkræve hovedpersonens liv. Alle novellerne har en grad af det overnaturlige over sig, om det blot er en fornemmelse eller at der direkte er dæmonisk aktivitet.

Det dæmoniske kan vise sig som vampyrlignende væsner, som væsner der må leve af andre enten via blodet, eller ved at suge hjerne og livsessens ud af ofrene, eller det kan være via impulser der får folk til at gøre ting, som f.eks. udarbejde et computerspil indeholdende en labyrint som er så godt som uløselig, men hvor man fornemmer at skulle det lykkedes at løse den, så åbnes er en port som ikke bør åbnes.

Det bliver selvfølgeligt hurtigt lidt rodet at prøve at beskrive en novellesamling som ét værk uden at dykke ned i de enkelte noveller, da man hurtigt får sagt for meget om de enkelte, så jeg vil hellere lade ovenstående stå som et forsøg på at beskrive de elementer der indgår i novellerne. Samlet kan det siges at novellerne holder et højt niveau, og de passer sammen i denne samling, da de alle har samme dystre tone.

Som med alle genresamlinger bør man altid overveje om man skal læse alle novellerne ud i ét lige efter hinanden, eller om man skal dele den op med andet læsestof ind imellem, da man risikerer at køre lidt træt i at læse for meget på hinanden følgende som følger samme genrekonventioner. Denne risiko er der selvfølgelig også her, men jeg læste den uden at køre træt, for selvom præmissen med den ‘skræmmende’ overraskelse holder op med at være overraskende, så er der så mange gode historier i denne samling, og et par af novellerne har lige det ekstra tvist der gør at overraskelsen bliver bibeholdt.

Med den store produktivitet som Silvestri har, så håber jeg snart at vi får endnu en samling fra hans hånd.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 47

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Ellemose – Tidsmaskinen

rummets-detektiver-tidsmaskinenTidsmaskinen:
Rummets detektiver 1
Roman af Søren og Morten Ellemose
Facet, 2015, 156 sider

Rummets detektiver er en ny letlæsnings-ungdomsserie skrevet af tvillingerne Søren og Morten Ellemose, og de to første bind er allerede udkommet på forlaget Facet.

Xander er en 13-årig dreng som har lidt svært ved at koncentrere sig i skolen, bl.a. fordi han for alvor er ved at lægge mærke til pigerne, i særdeleshed den jævnaldrende Jeanne som han dagdrømmer en del om. Det står faktisk så skidt til med hans skolegang at han bliver tvunget til at skulle deltage i ekstra lektielæsning, noget han først er rigtigt træt af, indtil han finder ud af at Jeanne også skal deltage. Hun skal dog deltage fordi hun er blandt de dygtigste og skal derfor undervise.

Der er dog noget underligt ved lektielæsningen. Der er kun 4 elever, de to dygtigste og de to dårligste. Endnu mere mærkeligt er det at rektor låser dem inde i et rum og fortæller dem at ingen ville kunne høre dem. I rummet står en computer, og da døren er låst, begynder en nedtælling på skærmen. Da nedtællingen når nul, går lyset ud.

Robert og Tammie er to tvillinger fra året 2055 som har taget sig en tur i en tidsmaskine, noget der egentlig er dem forbudt. De bliver derfor nu jagtet af en Timecop, men snart viser det sig at måske hele universets fremtid og fortid er i fare.

Bogen er som nævnt en letlænings-ungdomsbog rettet til 11-årige, så den er hurtigt læst. Der er godt fart over feltet i bogen, hvilket passer godt til målgruppen, og her i bind ét gøres der en del ud af at beskrive forskellige ting omkring fremtidstvilling­erne og deres rumskib, således at man som læser bliver godt præsenteret for fortællingens univers. Bogen åbner en række tråde uden at lukke nogen af dem igen, således at der er gjort godt klar til de næste bind i serien, hvoraf bind 2 allerede er udkommet.

Det er en serie jeg sagtens kan anbefale til de helt unge læsere, der gerne vil læse en actionfyldt science fiction-serie.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 47

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Irene S. Rasmussen – Ormeføde

Den 7 bog om SatanOrmeføde
Den 7. bog om Satan
Kortroman af Irene S. Rasmussen
Kandor, 2015, 70 sider

Forlaget Kandor fortsætter udgivelsen af bøger hvor forskellige forfattere i kortromaner giver deres bud på en historie som omhandler Satan. Ormeføde er en bog om en kvindelig journalist der bliver sat til at følge op på en sag om en kvinde der mishandlede sin datter til døde. Datteren var blevet spærret inde uden adgang til lys, og hun havde til sidst spist noget af sit eget hår, blot for at at få noget i maven.

Journalistens vinkel på historien er at følge op på om kommunen har gjort tiltag for at sikre at de ikke svigter andre børn, som de havde svigtet omkring deres tilsyn her.

Journalisten havde selv en opvækst med svigt pga. alkoholiserede forældre, så hun føler meget stærkt for emnet, samtidig med at det vækker gamle minder, og det føles som om hun har en orm i sit indre der æder hende op efterhånden som hun dykker ned i sagen.

Det dæmoniske i denne historie er både i det monstrøse svigt og den mishandling som den lille pige var blevet udsat for, men også i den måde som journalisten mister sin menneskelighed da hun går efter at søge retfærdighed ved at hævne sig på den lille piges moder og sagsbehandler.

Som læser sidder man og både føler at det er retfærdighed der sker fyldest i journalistens handlinger, og man kan sagtens følge hende, men dette sættes også op imod at man også kan se hvordan hun selv suges så meget ind i sagen at hun mister sig selv og sin menneskelighed.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 47

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Signe Fahl – Hels rejse

Den 6 bog om SatanHels rejse
Den 6. bog om Satan
Kortroman af Signe Fahl
Kandor, 2015, 58 sider

Hel sidder i sit dødsrige og er begyndt at se tegn på at Ragnarok nærmer sig. Det er dog ikke den krig og Fimbulvinteren der skal ødelægge verden, som Vølven spåede, der er på vej.

Hun får besøg af en mand som hun først tror er en ildjætte, da han lugter af røg. Han præsenterer sig dog som Lucifer og fortæller hende at verden er i forandring, og at de sjæle der før kom til hende, nu kommer til ham, og at han blot er på besøg for at se hvad det er for en verden han er ved at overtage. Han fortæller også at denne ændring sker, da mennesket er gået fra de gamle guder og over til Kristus, og at han, Lucifer, er fulgt med i den transformation.

Hel ved ikke hvad hun skal tro, men der er noget der tyder på at han har ret. Dette ser hun specielt da hendes bror Fenrisulven kommer til hende. Han er sluppet fri af sine lænker, hvad der er endnu et tegn på at Ragnarok er på vej. Alt virker dog forkert i forhold til hvad de havde forventet, så de drager afsted for at besøge Lucifer i hans rige.

Ideen med at guder fra forskellige trosretninger kommer i konflikt når mennesket har skiftet tro, er ikke ny og har været brugt i en række bøger. Ofte er det dog konflikten imellem guderne man ser, mens det her er herskerne over underverdnerne der strides.

Der hvor denne historie passer godt ind i Kandors serie om Satan, er at Lucifer her ikke blot er en frister over for mennesker, men også over for tidligere tiders guder, hvilket passer meget godt på billedet af ham som en man ikke skal stole på og som man skal passe på med at ville prøve at snyde.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 47

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Anders Reemark – Mandigo og helvedeshundene

mandigo-og-helvedeshundeneMandigo og helvedeshundene
Roman af Anders Reemark
Forlaget L.Stender e-books
2015, 242 sider

Mandigo er i starten af bogen en otte-årig dreng der arbejder i sine forældres mølle. Hans far er streng og slår tit Mandigo. En dag hvor Mandigo er ude for at leverer en melsæk for sin far, ser han et spædbarn der ligger på en tømmerflåde, og selvom Mandigo er nervøs for hvad hans far skal sige hvis han kommer hjem med dette barn og ikke har leveret melet, vælger han at redde barnet. Dette bliver starten på et helt andet liv for Mandigo. Pludseligt stiller en stor kronhjort sig i vejen for ham og nærmest driver ham ind i skoven til den kloge kone Greta. Hun tager mod både ham og barnet. Hun tager både barnet og Mandigo til sig, og hun begynder at lære Mandigo at læse og skrive og mange af de andre ting hun ved. Ikke mindst så lærer hun ham at bruge den magiske kraft som hviler i ham.

En dag nogle år senere angribes Mandigo, barnet og Greta af nogle dæmonagtige væsner, hvad der får Greta til at ville rejse væk, da hun er nervøs for at de skal blive angrebet igen. Mandigo vil drage med hende, men inden rejsen påbegyndes, bliver han hentet af en mand som fortæller ham at mølleren ikke er Madigos far, men blot er en som manden har betalt for at passe Mandigo. Mandigo har ikke noget valg, men må drage med denne mand, som viser sig at være hans onkel. De tager til et slot på Blodstenen, hvor onklen uddanner børn med magiske kræfter. Der virker dog til at være noget galt, og det virker mere til at det er en hær han er ved at opbygge sig. Mandigo er på slottet i nogle år, alt imens han udvikler sine evner, men han tænker ofte på hvad der mon skete med Greta og barnet.

Bogen er handlingsdrevet, og det virker til at forfatteren har haft en masse ideer til hvilke eventyr Mandigo skulle igennem, men det er ikke rigtigt lykkedes at flette dem sammen. Mandigo får nogle få venner på slottet, og en aften drager de afsted på bedste Harry Potter-manér for at undersøge noget skummelt i kælderen. Det går dog helt galt, og de opdages. Herefter er disse venner stort set ikke med i bogen, og dette på trods af at der afsløres hemmeligheder der skulle have knyttet specielt den ene tættere til Mandigo. Et andet eksempel på noget der ikke rigtigt vendes tilbage til, er at Mandigo kommer til skade i en magi-kamp imod en dæmon. Han vansires på den ene side af ansigtet. Dette havde været oplagt at bruge senere til at beskrive hvordan han udvikler sig som person, da noget sådan ikke kan andet end påvirke, men det bruges ikke rigtigt senere i bogen. Generelt er personerne meget flade, og ud over udvikling i de magiske evner, udvikler de sig ikke meget, og man lærer dem ikke rigtigt at kende.

Den verden som historien finder sted i, er en verden der er blevet slået tilbage af en kraftig storm som tidligere ødelagde infrastruktur og satte al udvikling kraftigt tilbage. Denne begivenhed hører man ikke meget om, og generelt hører man ikke meget om hvordan verdenen er. Bogen er dog også kun bind 1 i en trilogi, og handlingen er kun i landsbyen, skoven og slottet, men man må formode at der i de kommende bind vil blive beskrevet mere af verdenen, når nu Mandigo drager ud i den store verden; for godt nok ender dette bind med at Mandigo klarer den umiddelbare udfordring og slår Skyggernes Herrer tilbage, men som i alle gode trilogier, så vinder det gode et slag i slutningen af bind 1, men man er heller ikke i tvivl om at krigen kun lige er begyndt.

Bogen bygger på flere gode ideer, og hvis der bruges noget mere tid på karaktererne, fremfor kun på handling, så bliver det spændende at følge Mandigo igennem de næste to bind.

‘Anders Reemark’ er et pseudonym for Lars A.R. Stender. Han har valgt at udgive fantasy under dette pseudonym og science fic­tion i sit eget navn.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 47

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar