Supernova Sæson 1

Supernova Sæson 1
TV-serie, UK/AUS, 2005, 29 min.
pr. afsnit (6 afsnit)
Instr.: Matt Lipsey
Manuskript: Harry Cripps
Medvrk.: Rob Brydon, Kris McQuade, Peter Kowitz, Kat Stewart, Tim Draxl, m.fl.

Præmisset: Den britiske astronom Paul Hamilton (Rob Brydon) får job som stjernegas-ekspert på et observatorium i den australske ødemark. Her arbejder bl.a. også Max, som tvinger alle til at udleve hans drøm om at være stjerneskibskaptajn, og Rachel, hvis meget mandige kæreste er astronaut på en rumstation i kredsløb om Mars (men som hun ikke desto mindre kan snakke med i radioen i real-time!), og den 22-årige professor Mike. Som komedieserie kan Supernova tillade sig at tage visse friheder, især med det videnskabelige indhold, så holdets astronomiske undersøgelser er lige lovlig larger-than-life, selvom det skal forestille at foregå sådan cirka i nutiden. Deres satellitkamera kan drøne gennem ormehuller og finde jordlignende planeter i andre galakser (!) – og se dem blive ødelagt af supernovaer. I et afsnit tror de at de kan se Guds ansigt i en fjern stjernetåge – men det viser sig at være Doctor Who’s ansigt, idet et TV-signal lige kom på tværs…

Det er dog trods alt en lavbudget TV-serie, som nok opretholder et vist niveau af underholdende humor, men på den anden side er der også lidt langt mellem snapsene. Det er ganske typisk britisk/australsk TV-humor (der er også noget toilet-”humor”, men heldigvis ikke i overvældende mængder), men trods alt i den bedre ende, og vil være specielt sjovt hvis man er astronomiinteresseret – og hvem er ikke det i en forening som vores?

Der er også en 2. sæson på yderligere seks afsnit fra 2006, men om serien fortsætter længere end det, vides endnu ikke. Kun 1. sæson er i skrivende stund kommet på DVD. Karakter: 7 ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.15

Dette indlæg blev udgivet i Film, tv-serie og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *