The Librarian: Quest For The Spear
TV-film, USA, 2004, 90 min.
Instr.: Peter Winther
Medvrk.: Noah Wyle, Bob Newhart, Sonya Walger, Kyle MacLachlan, Kelly Hu, m.fl.
Man hører ikke så meget om TVfilm, men med moderne special effects kan de faktisk være ligeså visuelt imponerende som Hollywood- film, og The Librarian er bestemt i samme kvalitetskategori som en dyr Hollywoodproduktion. Konceptet kan beskrives som ”humoristisk Indiana Jones for nørder”. Vi har en hemmelig organisation kaldet The Library, som i et tophemmeligt underjordisk bibliotek opbevarer farlig historisk viden og artefakter fra mytologiske og bibelske tider. Pagtens Ark, Pandoras Æske og alt den slags. ”The Librarian” er bibliotekets primære field agent, som skal finde og beskytte disse artefakter mod diverse skurkagtige organisationer. Det er et mægtig underholdende koncept med masser af seje detaljer (det nuværende Library er det andet af slagsen; det første var biblioteket i Alexandria), og kan trække på uanede mængder af historiske og mytologiske begivenheder og personer. I den første film bliver Noah Wyle’s figur, Flynn Carsen – en 30-årig nørdet evighedsstuderende med 22 universitetesgrader -, hyret som den nye Librarian, og møder under sin første mission også sin egen personlige livvagt, den Lara Croft-agtige Nicole Noone (Sonya Walger). De skal så finde de tre dele af ”the spear of destiny”; det spyd som gennemborede Jesus på korset, og som giver enorm magt til de folk der besidder det (tidligere besiddere tæller bl.a. Karl d. Store, Napoleon og Hitler).
Filmen har som sagt et godt koncept, og derfor er det ærgeligt at det ikke bruges bedre. Komikken går ofte lidt for langt ud, og historien udvikler sig ikke helt tilfredsstillende. Men den indeholder stadig en masse sjove elementer af den type som enhver ægte nørd garanteret har drømt om mange gange, og det gør den absolut et bekendtskab værd. Karakter: 7 ud af 10 – næsten 8.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.15