Imaginationland
South Park Feature-Length DVD movie (65 min)
Comedy Central 2008, US$ 19.99
Jeg elsker den amerikanske tegneserie South Park og benytter enhver lejlighed til at se den, lige fra jeg første gang så den på de tyske kanaler, over de første videobånd med afsnit, til nu hvor de dels kan ses online (de første 10 sæsoner er lagt ud i fuld længde her), og kan købes sæsonvis på DVD. Da jeg derfor faldt over en ny-udgivet feature, kaldet Imaginationland, i Malmøs science fiction-boghandel, måtte jeg bare have den med hjem til samlingen.
Som regel har folkene bag serien een eller flere aktuelle pointer og personer med ind i det lille mini-samfund, men i denne feature (episode 10, 11, og 12 i årgang 11 af South Park TV-serien) er de bare gået helt over gevind! Det er en three-parter, egentlig kaldet Kyle sucks Cartmans Balls – The Trilogy, men det kan man nok ikke markedsføre i USA, så derfor det mere neutrale Imaginationland på omslaget. Her er porten til selve fantasiens land, summen af alle vore forestillinger samlet på eet anakronistisk sted, blevet åbnet, og vore venner Stan, Kyle, Butters, Cartman, Kenny og alle de andre, kommer på deres største eventyr nogensinde.
I åbningsscenen forbereder Cartman et bagholdsangreb på en lille irsk gnom ude i skoven. Hele klassen er aktiveret med at holde udkig, sikre fælder, etc. Cartman har nemlig væddet med Kyle om at han kan bevise eksistensen af sådanne småfyre. I de forløbne dage har Cartman observeret den i skoven, og nu skal eksemplaret blot indfanges som bevis. Kyle tror ikke på eksistensen af gnomer, og har underskrevet en kontrakt om at han vil suck Cartmans balls hvis gnomen rent faktisk findes. Hvis ikke, skal Cartman til gengæld betale 10$ til Kyle, en – for dem der kender serien – mental umulighed for Cartman. Gnomen kommer faktisk – men for at advare alle om at terrorister har planlagt et nyt angreb på amerikanerne.
Cartman står fast på kontrakten, og da Kyle værger sig, går Cartman til domstolene for at få sin ret. Kyle dømmes til at opfylde kontrakten, men inden dette kan ske, transporteres Stan, Kyle, Butters, og Kenny på magisk vis ind i Imaginationland. På et fartøj der er hentet fra proto-sf dagene, både skib, bil, ballonskib, flyvemaskine, og udklædt i et spraglet cirkustelt flyver de vha en i særlig grad enerverende melodi ind i Imaginationland. Her møder de og vi alskens væsner, steder, og figurer fra den menneskelige fantasi: Svævende øer, eventyrslotte, ægyptiske guder, søslangen Nessie, Robin Hood, smølfer, romerske helte, kentaurer, klovnen fra McDonald, animeret tetøj, alt sammen placeret side om side i denne lykkelige dal.
Landet er desværre allerede indtaget af al-qaida terrorister, retssagen har holdt dem fra at fortælle nogen om terroristangrebet (og hvem skulle man også sige det til?). I kampens hede lykkes det vores knægte at undslippe, undtagen Butters som tages til fange og senere optræder i terroristernes video.
De to sideløbende historier – om kontrakten (og om gnomer er ægte eller imaginære – rent juridisk set), og om besættelsen af fantasiens land – kører parallelt med stor krydsklipningseffekt. Undervejs får vi mikset stort set alle science fiction, fantasy og horror film og fortællinger ind i denne intense feature. Vi møder dem alle, fra Aslan, over Luke Skywalker, den gode fe, Wonder Woman, Merlin, osv – til det særligt effektfulde i at fx også Jesus er i fantasilandet. For igen – er de blot indbildte eller er disse personer mon mere virkelige end de almindelige mennesker i verden der jo ikke påvirker os i samme grad?
I anden episode, The Drying of the Balls, der åbner som en Ringenes Herre tegnefilm, må FBI jo gribe ind og åbner det hemmelige projekt der siden 1962 faktisk har haft en port til fantasien (Stargate) for derigennem at redde fantasien hos os alle fra terroristernes angreb. De (terroristerne) er også ganske intelligente (for en gangs skyld i amerikansk film!) og der er jo ikke kun søde eventyr i vores fantasi, der er også alle de grumme ting, fra Lovecraft-ting, over H.G.Wells’ væsner fra Mars, til den fra South Park så kendte manbearpig, halvt menneske, halvt bjørn, og halvt gris. Og ingen havde regnet med Kyles mareridtsagtige fantasier – det er utroligt hvad et lille egern kan afstedkomme i den forkvaklede drengs fantasi!
Noget må gøres, og FBI inviterer derfor eksperterne, Hollywood-instruktører, til at komme med kreative ideer til terroristbekæmpelsen i vores fantasi. Først M. Night Shyamalah, så Michael Bay, der begge leverer hysterisk morsomme parodier på deres egen kreativitet, indtil Mel Gibson kommer til og redder vores story-line tilbage på sporet.
Det er hysterisk morsomt, og genrereferencerne er ganske enkelt proppet ind i hvert billede og baggrund, det bliver bare ved og ved. Jeg skal på ingen måde afsløre hvad sidste episode, Moistening of the Scrotum, ender med, blot nævne at Al Gore får en fremtrædende rolle at spille i dette klimaks af grin.
Jeg ved godt at South Park er en acquired taste, sådan var det jo også i sin tid med Monty Python som vi også var få der begyndte at se, men som alle nu kender. Jeg tror South Park bliver stående som sindbillede på disse årtiers mere politisk orienterede humor også om mange år, samtidig med at den rummer almengyldige elementer nok til at alle (vesterlændinge) kan identificere sig med pointerne. Kender man ikke South Park, men er science fiction / fantasy / horror fan, er denne feature så bestemt det rigtige valg. Man er velkommen til at hjælpe mig i mit private projekt med at finde flest mulige genre-referencer (jeg er på over 100 nu, men er ikke så stærk i horrorgenren). ER man allerede South Park fan, skal man bare se den, man kan ikke forestille sig andet!
Anmeldt af Knud Larn i Himmelskibet nr.17