Hands of Steel

Hands of Steel
Film, Italien, 1986, 90 min.
Instr.: Sergio Martino
Medv.: Daniel Greene, Janet Agren, George Eastman, John Saxon, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment.

Jeg blev glad da jeg modtog denne film som anmeldereksemplar, for den er nemlig en af den lille håndfuld af post-apokalyptiske firserfilm som jeg tydeligt kan huske fra videoudlejningsmarkedet da jeg var omkring 14 år gammel. Jeg husker stadig den ærefrygt jeg følte da jeg så filmplakaten – samme billede som på den nye DVD-udgave, men med anderledes tekst – på døren til en videobiks: QUERUAK! Det var den titel den udkom under i Danmark – omend der iflg. IMDb.com også var en udgave der hed Manden med jernnæven (måske en undertitel). Originaltitlen er Vendetta dal futuro, men den er mere kendt under dens internationale titler, hhv. Atomic Cyborg og Hands of Steel. Den er én af mange Terminator rip-offs, men den kom på et tidspunkt hvor jeg ikke gik særlig meget i biografen, og på det tidspunkt ikke kendte Terminator. Jeg måtte naturligvis straks se Queruak, dengang i 1986. Filmen handler om en cyborg-fyr, Paco Queruak, som er blevet programmeret til at slå en progressiv politiker og miljøforkæmper ihjel. Hans menneskelighed dukker dog op til overfladen i tide til at holde igen med snigmordet, og da han derefter forfølges af sine magtfulde skabere, tager han flugten gennem den amerikanske midtvests ørken, hvor han gemmer sig på et lille motel som dels fungerer som trucker-bordel og dels som værtssted for lokale armlægningskonkurrencer. De lokale truckere er selvfølgelig nogle frygtelige bøller, som Queruak må sætte på plads fra tid til anden. Der bliver også tid til at kissemisse lidt med motelmutteren. Det ender naturligvis med det store opgør, hvor John Saxon personligt håndterer en mega laser-gøp.

Den dag i dag ved jeg ikke om min erindring om scenen hvor cyborgen sidder og reparerer sin arm-hydraulik oprindelig stammer fra Terminator eller Hands of Steel. Den anden scene jeg bed mærke i for 25 år siden var sekvensen med syreregn – det var jo noget man snakkede meget om dengang, og indenfor billige sci-fi film tog man begrebet meget alvorligt: syreregn var noget der virkelig ætsede sig gennem marv og ben, for slet ikke at snakke om metal. Efter at have set denne film kunne man som ung teenager godt blive lidt bekymret for udsigterne til mere syreregn… men overdrivelse fremmer jo som bekendt forståelsen!

Daniel Greene som Queruak er fysisk imponerende, og filmen udgør sikkert hans karrieres højdepunkt. Den svenske model Janet Agren (som havde en lang karriere i den italienske lavbudgetsfilmindustri) er også pæn at se på, men derudover kan der efter gensynet i 2011 desværre ikke siges ret meget positivt om denne film. Der sker ikke ret meget, begivenhederne er ikke logisk opbyggede, effekterne er til at grine af, skuespil er der næsten intet af, og det meste foregår bare i en total udørk. Det er en fuldkommen uoriginal film, som faktisk må siges at være ret forfærdelig. Men selv forfærdelige film kan betyde noget for den unge og uerfarne men sci-fi tørstige seer, som længes vildt efter underholdning med bare en lille smule sejt sci-fi indhold. Og deri må filmen stadig siges at have sin berettigelse.

Karakter: 3 stjerner ud af 10

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.28

Dette indlæg blev udgivet i Film og tagget , , . Bogmærk permalinket.

1 Response to Hands of Steel

  1. Jonas Wilmann skriver:

    He, he, denne anmeldelse indkaplser fuldstændig min egen oplevelse med filmen. Jeg så den som lille og synes, det var det sejeste i verden. Det var også mindet om, især, syreregn, armlægning og robotarm, jeg kunne huske. Jeg begyndte at lede efter filmen, som jeg også kun kendte som “Queruak” for 5-6 år siden, og fandt dengang med min storebrors assistance frem til en VHS på e-bay med titlen “Hands of steel”. Det var dog ikke besværet værd, for føj, hvor var den ringe. Dog er der dialog i, der er så frygtelig, at det næsten må skrive sig ind i historien, som det værste nogensinde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *