Københavnske Fabeldyr
Bog af Jørgen Kristiansen
Selvudgivelse i kommission hos Forlaget Underskoven, 2009, 94 sider
Jeg har efterhånden boet i København i lidt over ti år, og har bevæget mig igennem byen et utal af gange, når jeg har skullet fra det ene sted til det andet. Når jeg på turene endeligt har set mig omkring har det været på butiksvinduer eller gadeskilte. Alt for sjældent får jeg kigget på bygningerne, og de udsmykninger der måtte være, men ofte har jeg ærgret mig over ikke at have givet mig selv tiden til at lægge mærke til tingene på min vej.
Jeg kunne derfor ikke stå for bogen Københavnske Fabeldyr, for her er en der har gjort det som jeg har gjort for lidt i. Jørgen Kristiansen har bevæget sig igennem København og lagt mærke til alle de udsmykninger der har rod i fabler om dyr og væsner. Det er basilisker og dragerne ved rådhuset, havfolk og pegasuser på ornamenter og udsmykninger til gelændere med griffer.
Bogen er rigt illustreret, og de fabeldyr som forfatteren har kunnet placerer i mytologier er beskrevet ud fra disse. Flere figurer har ikke kunnet placeres i mytologier, men grundsubstansen kunne lige såvel være fra fabler.
Bogen påstår ikke at være fyldestgørende i forhold til hvad man vil kunne finde på Københavns bygninger, men ud over at give forslag til vandreruter opfordre den også til at man selv lægger mærke til hvad der er at finde rundt i byen.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.31