Dystre Danmark 2

Dystre Danmark 2
Antologi redigeret af Henrik Sandbeck Harksen
H. Harksen Productions 2011, 220 sider

I 2009 udgav Henrik Harksen gyser antologien Dystre Danmark. Nu er næste binde i serien klar. De 14 dystre historier i denne samling spænder vidt, fra makabre hjemmerøverier, over historier om kannibalisme til historier der høre hjemme under weird fiction.

I Patrick Leis’ “Babyalarm” er Irena sendt ud af et bureau for at være barnepige hos et velhavende par. Der er dog noget helt galt i huset, parret virker overraskede over at se hende, og i kældrene ligger to mishandlede mennesker.

“Portræt af dukke og dreng” af Bjarke Schjødt Larsen prøver en maler at få et bestemt udtryk frem i et billede af en dreng. Billedet bliver dog ved med at tage magten og motivet, men også over de der er i nærheden af det.

Lars Ahn Pedersen og A. Silvestri deler ofte sejrene i novelle konkurrencer imellem sig, og i denne samling er det også de to der har de bedste bidrag med.

Lars Ahn Pedersens “Blomstervanding” gør det en god, dyster historie skal. Den tager udgangspunkt i dagligdagen og giver den så et tvist, eller antydning af at der er noget galt. Denne historie er en tragisk historie om en mand der går i hundene og som ender med at gøre noget utilgiveligt. Der ender historien dog ikke, for for de berørte er det ikke ovre endnu. Historien er skrevet som Facebook opdateringer, et noget anderledes format for en horror-novelle, men det fungerer faktisk rigtigt godt, og dette er en af de bedste noveller i samlingen.

Silvestris novelle “Jacobs stige” er et mareridts besøg i et cirkus, der viser at det ikke kun er klovne der kan være skræmmende ved et cirkus., og at nogle mareridts kan man ikke vågne op fra. Silvestri viser med denne novelle endnu engang at han er formidabel til at beskrive handling og stemninger.

De mange antologier med fantastisk litteratur der udkommer for tiden viser at der både er en del forfattere der skriver i genrerne, men også at der er et marked for at disse bøger bliver udgivet og læst. Selvom der er mange navne der begynder at gå igen i de forskellige antologier, så er der også hver gang nye navne med. Dette gør at nye forfattere får muligheden for at komme på tryk, og derved kan få styrket interessen for at skrive, samtidig med at der også er velkendte navne med som kan hjælpe med at sælge bøgerne. For horrorfans er H. Harksens Production dog et kvalitetsstempel i sig selv, og man kan kun håbe han fortsætter med udgivelser som denne.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.31

Dette indlæg blev udgivet i Antologi, Bøger, Horror og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

One Response to Dystre Danmark 2

  1. Pingback: Nominerede 2012: Dystre Danmark 2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *