Diget
Roman af Teddy Vork
Tellerup 2010, 184 sider
Teddy Vorks novellesamling Hvor Skyggen Falder fra 2008 fandt jeg værende rigtig god. Selvom jeg godt kunne lide hans første bog, så fik jeg dog ikke læst hans næste, romanen Diget, da den udkom, heller ikke selvom den fik rigtigt gode anmeldelser.
Da Tellerup på årets bogmesse i forum kørte tilbuddet 99 kr. pr. bog, fik jeg købt en del af de af deres udgivelser som manglede i min samling, heriblandt Diget.
Knud lever i en lille landsby ved vadehavet, hvor høsten har slået fejl da havet har været brudt igennem digerne. Knud har en livlig fantasi og har lyttet til alle de historier, sagn og myter han er blevet fortalt. Selvom præsten prædiker om kristendommen, så lever de gamle sagn godt i lokalsamfundet. De gamle traditioner bliver også holdt i hævd.
Præsten havde egentligt fået stoppet menneskeofringerne til havet, men da havet bryder igennem digerne bliver det besluttet at der igen skal ofres en dreng til diget. Knud taber lodtrækningen og bliver spærret inde i et lille rum inde i diget. Vi følger nu Knud der sidder i det lille rum og venter på sin skæbne mens han tænker på alle de sagn han har hørt og spekulere på om det er de underjordiske, en genganger eller slattenpatten der kommer og tager ham, for han er mere og mere overbevist om han ikke er alene i mørket.
Bogen refererer flere danske sagn, og fletter dem sammen med Knuds skæbne, da han sidder i mørket og genkalder sig de historier han har fået hørt. På forsiden står teksten “Roman baseret på danske sagn og myter”, så man kunne have en frygt for at der blot ville være tale om en tynd historier der skulle flette disse sagn og myter sammen. Der er dog tale om en rigtigt solid, spændende og skræmmende historie der benytter fortidens frygt for naturen over det overnaturlige, samlet med en ung drengs frygtelig skæbne som det er svært at se nogen god udgang på.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.31