I overfladen – Lige under overfladen 2
Antologi redigeret af Carl-Eddy Skovgaard
Science Fiction Cirklen 2008, 268 sider
I 2007 udgav Science Fiction Cirklen (SFC) en antologi med danske science fiction-noveller under titlen Lige under overfladen. Den blev så stor en succes at SFC har besluttet sig for at lade den blive en årligt tilbagevendende begivenhed. I overfladen er nr. 2 i serien, og en tredje er på vej.
Titlen på den anden antologi er ikke bare et ordspil på den førstes titel, det er også titlen på en af novellerne. I alt byder samlingen på tyve noveller af varierende længde – fra mindre end fire sider til toogtyve. Forfatterne er en blanding af folk, der har skrevet i årtier, til helt unge forfattere der debuterer i denne antologi. Stil og indhold i novellerne er lige så varieret som forfatterne selv; men ud over at de alle er science fiction, er der én fællesnævner, som jeg vil komme tilbage til. Mange af historierne er bygget på særligt danske emner og steder, men mange andre læner sig meget op af den engelsk/amerikanske tradition. Der er ingen af novellerne der vil flytte milepæle inden for genren, men der er heller ingen direkte dårlige historier.
I overfladen lægger hårdt ud med Kenneth Krabats ”Historiens korte arm”, der handler om at man dybt under jorden finder en maskine, der kan flytte mennesker til andre planeter. Man ved ikke hvilke planeter, og det er en énvejstur, men det afholder ikke hundredtusindvis af drømmere, tabere og desillusionerede i at strømme til Maskinen for at komme væk fra Jorden. Det er ikke en nem tur at komme ned gennem lange, snævre tunneler, og hovedpersonen må bogstaveligt talt vade gennem ligene af folk der er bukket under for strabadserne før de nåede målet. Der er dømt mareridt fra første linje, og der er ikke meget lys for enden af tunnelen.
Den førnævnte fællesnævner er at denne mørke linje faktisk går igen i alle historierne, der ikke rummer mange håb for fremtiden. Patrick Leis, nok den mest kendte forfatter i samlingen, byder på en lille zombie-historie, ”Infektion”, der næppe vil rumme mange overraskelser for dem, der kender hans forfatterskab. Novellen er også at finde i hans nye novellesamling Necropolis, som er anmeldt andet steds her i dette nummer af Himmelskibet. Mere original er Søren Hemmingsens ”Bidrag til danmarkshistorien”, der bruger den danske monsterfilm Reptilicus som springbræt til en fortælling om hvordan fascisme kan vinde frem med sikkerhed som undskyldning – man aner nogle paralleller til angrebene på frihed i den såkaldte “krig mod terror”. Mest markant er nok den garvede forfatter John Peter Andersens ”Krydsning” om en first contact-situation skildret fra både menneskenes synspunkt og de insektlignende aliens’. Begge sider af konfrontationen bliver drevet mere af begær og magtsyge end af ønsker om samarbejde og fredelig sameksistens – det er ikke ligefrem hyggelæsning.
Der er faktisk kun én novelle i samlingen som kan siges at være munter, og det er A. Silvestris ”When the Music’s Over”, der er en ret syret historie om mærkelige rumskibe der lander i Central Park. Munterheden har dog også sine mørke sider, så historien falder ikke helt uden for antologien formentlig uplanlagte tema.
Ud over de nævnte historier er der noveller af Richard Ipsen, Flemming R.P. Rasch, Arash Sharifzadeh Abdi, Nikolaj Højberg, Camilla Wandahl, Ellen Miriam Pedersen, Rasmus Wichmann, Camilla Fønss Bach Friis, Brian P. Ørnbøl, Gudrun Østergaard, Manfred Christiansen, Sara Tanderup (med titelnovellen), Lars Ahn Pedersen, Dan Mygind og H.H. Løyche. Mange er disse vil være velkendte navne for folk der jævnligt læser Himmelskibet, men der er rart at se at SFC også har formået at aktivere en mængde nye forfattere, der ikke i forvejen er kendt i miljøet.
Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.19
