Optisk Bedrag
Novellesamling af A. Silvestri
Hexameter, 2012, 276 sider
Silvestris fjerde bog er lige som hans første en novellesamling med meget blandet indhold. De fleste af novellerne er ikke inden for de fantastiske genrer, men der er enkelte som har et strejf af science fiction, og flere af dem har horror-elementer.
De to noveller der mest falder inden for de fantastiske genrer, er “Vinderbon” som er en fortælling fra en postapokalyptisk verden, hvor man følger en dag hos en ensom mand der lever i en død verden og gør hvad han kan for at holde sig i live mens han venter på døden. Den anden er novellen “E-pas” som finder sted 30 år efter Gud har endegyldigt vist sig for mennesket. Det at folk nu med sikkerhed ved at himlen eksisterer, giver begrænsninger i hvordan de kan leve deres liv for at sikre sig deres plads i himmelen. Men hvor der er en himmel, er der også et helvede, som også kræver sine sjæle. Netop dette er blevet en forretning, da man nu har fundet en metode hvor folk med en uren sjæl kan få en ny, ren sjæl imens den gamle ryger i helvede. Det er dog dyrt at købe en ny sjæl, ikke kun for den der køber en ny sjæl, men også for den der skal levere.
De fleste af samlingens 21 noveller er som nævnt ikke fra de fantastiske genrer, men er historier om menneskeskæbner, om afsavn, svigt og selvbedrag, men også om glæde. Silvestris historier er altid værd at læse da han har et alsidigt og spændende fortælleunivers. Jeg var blevet inviteret til at skrive en tekst til bogens bagside, og netop det alsidige fortælleunivers, og det at Silvestri ikke lader sig begrænse af genrekonventioner var noget af det jeg trak frem efter at have læst såvel denne som hans andre bøger.
Hele novellesamlingen er indrammet af samlingens første novelle “Eventyret om historien” som er fortællingen om en mand der har sat sig for at læse alle historier. Han finder nogle gigantiske søjler hvorpå alle historier står, så han må dagligt kravle op af dem for at få læst det hele. Han bruger derfor sit liv på at læse alt. Samlingens sidste novelle, “100% reklamefri”, er en masse små brudstykker af hvad der sker for folk rundt i den virkelige verden imens en bog bliver skrevet og læst.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.35