World War Z
Roman af Max Brooks
Originaltitel: World War Z: An Oral History of the Zombie War
Tellerup, 2013
440 sider, 249,95 kr.
Det er ikke tit at zombiefilm bliver til stort opslåede biograffilm med store budgetter, men det skete alligevel i 2013 med filmen World War Z, som havde Brad Pitt i hovedrollen. I filmen har en zombieplage spredt sig over hele jorden, og den er tæt på at udslette mennesket som et levende væsen. Brad Pitt sendes ud for at finde kilden til plagen og derigennem en vaccine.
Filmen havde nogle gode effekter og gode ideer, men efterlod ikke det store indtryk. Indtrykket var dog stort nok til at jeg alligevel tænkte jeg ville læse den bog som den byggede på, også da jeg havde hørt at der var et godt stykke imellem bogen og filmen.
Bogen starter med at fortælle at zombiekrigen nu har været slut i over 10 år, og at det levende menneske vandt. Den består af beretninger fra folk fra hele kloden fra krigen og om deres oplevelser. Igennem disse beretninger følger man både zombie-smittespredning fra de første døde der rejste sig igen til krigen er i fuld gang og til den er overstået.
Der er civile personer der fortæller om deres flugt, både fra enkelte zombier og fra flodbølger af zombier der strømmer gennem gaderne. Der er myndighedspersoner som forsøger at holde styr på en eller anden form for infrastruktur og som må tage hensyn til helheden og ikke til de enkelte. Der er historier om hvordan forskellige folk har indrettet sig for at overleve, enten i lejre eller ved at bevæge sig rundt. Der er også beretninger fra en der i starten så epidemien som en mulighed for at tjene en masse penge.
Generelt er historierne i store dele af bogen fra de personer som flygtede, for de fleste af dem der tog kampen op, overlevede ikke. Der er dog også militærfolk blandt dem der fortæller historierne. Det er historier om hvordan deres træning og våben lige pludselig ikke er meget værd. De kampteknikker de har lært, er beregnet på at dræbe levende, mens de levende døde er ligeglade med fragmenter fra eksplosioner, og det er kun skud i hovedet der har en effekt.
Som det ofte er med zombiehistorier (i hvert fald de gode af dem), så er zombierne ikke den væsentligste del. De er blot den trussel der får folk til at måtte handle. Dette kunne også have været en science fiction-bog om en alien-invasion, hvor mennesket først infiltreres, derefter bringes i knæ, for så at rejse sig og samlet slå igen, og så til sidst måtte stå tilbage og reflekterer over hvor menneskeheden nu er kommet hen. Alle disse faser har denne bog med, og ved at det er fortalt igennem så mange forskellige personer, så bliver det en historie om en verdenskrig og ikke blot om enkelte mennesker der forsøger at overleve. Det gør også at historien adskiller sig fra f.eks. The Walking Dead, hvor zombierne ikke også ‘blot’ er truslen, men hvor det er den enkelte gruppe og dynamikken heri som er i centrum.
Det er også atypisk at man her fra starten allerede ved at zombietruslen bliver besejret, hvor man ellers som oftest har svært ved at se hvordan det vil kunne lade sig gøre. Man kan selvfølgelig drøfte hvad det er for en verden som de overlevende står tilbage i, og i bogen berøres både miljømæssige og politiske konsekvenser efter en sådan epidemi, for selvom mennesket stod sammen imod truslen, er det ikke sikkert at gammelt fjendskab er glemt bagefter.
At man stort set allerede fra kapitel et ved at det ender sådan, gør ikke bogen mindre spændende, men man bliver fanget i hele tiden at ville vide mere om hvordan man så kommer hen til denne slutning.
Lad jer ikke skræmme væk af filmen. Læs bogen.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 39