Hospitalet
Roman af Michael Kamp
Tellerup 2013
199,95 kr. (E-bog 79,95)
“Vi er røget ved siden af resten af verden. Alting hernede forsøger at holde dig tilbage. Indtil lyset går ud og uhyret tager dig.”
Det er med disse ord at den nye tilstand Jonas er havnet i, bliver beskrevet for ham. Jonas er en ung mand der har været ude for et meget alvorligt trafikuheld. Han svæver imellem bevidsthed og mareridtstilstande, og selvom han gerne vil være tapper, så har han konstant smerter, nogle gange i en grad så det føles som han bliver flået indefra. Han er pumpet fuld med smertestillende medicin som gør at han har svært ved at skelne hvad der er virkeligt omkring ham, og hvad der er syner fremkaldt af medicinen. Men virkeligt eller ej, så føles det virkeligt for ham mens han gennemlever tingene.
Mareridtet er dog først lige begyndt, for en dag ‘vågner’ han og kan ikke kommunikere, og det er tydeligt at alle omkring ham agerer som var han død. Han bliver bragt til en etage under hospitalet, hvor han godt nok får sin førlighed igen, men det er en anden verden han er kommet til, en verden som han skal slippe op fra for ikke endegyldigt at dø.
Flugten fra denne anden verden er en tur igennem mareridtsscenarier med vanskabninger og mystiske væsner, for hvem de fleste ikke vil ham noget godt. Han møder dog den lille pige Maja, som gerne vil hjælpe ham mod at han tager hende med op fra underverdenen. Det er dog som om mørket er knyttet til hende, og han er ikke sikker på om han kan stole på hende. Flere af de skræmmende skabninger han møder, er forvanskede udgaver af mennesker han kender, og gradvist går det op for ham at det er meningen at han skal lære noget af sin nye tilstand.
Tellerup er ved at få godt gang i deres udgivelser af horrorromaner som ikke primært er rettet mod unge. Udgivelserne er primært af danske forfattere som f.eks. Teddy Vorks roman Ex, som tidligere er blevet anmeldt her i Himmelskibet, men udgivelsen af World War Z viser at forlaget ikke vil begrænse sig til danske forfattere, men bestemt meget positivt at der er fokus på de danske forfattere.
Michael Kamp startede som selvudgiver med en række mindre horrorbøger, samt en fantasyserie (hvor vi stadig venter på sidste bind), men efter han er kommet til Tellerup, er der begyndt at komme nogle flere sider i hans horrorbøger, og man kan også kun antage at han må have mere tid til at fokusere på at skrive, nu han ikke selv skal stå for udgivelsesdelen.
Kamp har tidligere skrevet horrorfortællinger hvor scenen har været folkeskoler og plejehjem, men denne gang er det et hospital der er scenen. Det er dog en underverden til hospitalet, eller rettere en sindstilstand i rammerne af et hospital som bogen beskriver, så hvor Fordærv var en kommentar til folkeskolen og Hvor de gamle visner var en kommentar til plejesektoren, så er dette ikke en kommentar til hospitalsvæsenet. Mange af beskrivelserne og skrivestilen i Hospitalet er dog nok mere i stil med hallucinationsbeskrivelserne i hans bog Bunker 137 og er uden det glimt af humor, omend sort, som der var i for eksempel Moln og Fordærv.
Bogen har en masse gode beskrivelser af groteske skabninger og en god fængende og medrivende flugtbeskrivelse. Flugten og bogens pointe går dog kun til dels op for hovedpersonen og dermed læseren, men på de sidste sider bliver det dog forklaret for både ham og os. Denne erkendelse havde jeg gerne set bedre indarbejdet i historiens udvikling, men det sagt, så er det en god og spændende historie krydret med forskellige makabre og groteske beskrivelser.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 39