Christian Reslow – Vrangvendt

Vrangvendt-2Vrangvendt
Roman af Christian Reslow
Valeta, 2013
142 sider, ca. 200 kr.

En brutal bande i Skive står ikke tilbage for at tæve tilfældige folk, og når de tager til fest, er det mere med det formål at lave ravage og ødelægge, end det er for at deltage i de andres fest.

Denne bande består af 6-7 personer og ledes af en ung mand kaldet Halvanden. Han er yderst brutal og står heller ikke tilbage for at slå de andre i gruppen eller sin kæreste.

Den aften hvor alt ændrer sig, er de til en fest hvor det ender med slagsmål og en brand der raserer lejligheden. En af gruppens medlemmer er dog kommet til at fortælle andre af festens deltagere gruppens medlemmers rigtige navne, så for at rette op på denne fadæse, fortæller han om en kontakt der vil betale godt for et indbrud.

Gruppen mødes med den mand der har et job til dem. Han er en mystisk person der står indhyllet så de ikke kan se hans ansigt, og han har en udstråling som gør at gruppen er paralyseret og nødt til at gøre som han ønsker.

Efter indbruddet er de alle lidt i tvivl om hvad der egentlig er sket og om såvel det som mødet med den mystiske mand overhovedet har fundet sted. De husker alle noget, husker noget om et mord, og nu er der en af gruppens piger som de ikke kan finde.

Alt ændrer sig nu, mentalt falder de fra hinanden, mens nogen af dem fysisk ændrer sig til monstre med tentakler, og på andre vokser øjne ud på hele kroppen. Hvor de tidligere kun var monstrøse af væsen, så er de nu monstre som lader deres kræfter gå ud over alt omkring sig, men det ender også med kampe imod hinanden.

Reslows tidligere bøger har været fyldt med monstrøse og groteske beskrivelser af såvel hændelser som vanskabninger. I Micki 19.50 var det hele en febervildelse hvor alt var uklart og kørte i forskellige tidsspor, mens det i Kimæren var et grotekst monster fra urtiden som gik amok.

Denne gang er der heller ikke sparet på det groteske og monstrøse, men selvom der også denne gang er masser af beskrivelser af fysiske monstrøsiteter, så er dette også fortællingen om en flok der i sjælen er monstrøse og hvor de nu bliver vrangvendt så deres dæmoniske monstrøse indre nu også bliver tydeligt på ydersiden.

Bogen er kort, små 150 sider, hvilket passer godt til historien, da den bliver intens i sin fortælling. Transformationen fra de indre til de ydre monstre og ikke mindst kampene imellem monstrene, er levende beskrevet, så man kan følge groteskhederne på nærmeste hold.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 39

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Horror, Roman og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *