Malkøbing Museum
Fortællinger af: Jesper Ilum Petersen, Morten Carlsen og Chris D’Amato
Mojibake 2014, 112 sider.
Omdrejningspunktet for fortællingerne i denne udgivelse er Malkøbing Museum. I mellem hver af fortællingerne er der gengivet skrifter, fundet i arkiverne på museet, som binder fortællingerne sammen. Det kan være en beskrivelse af at elementer fra fortællingen har været udstillet på museet, eller om at folkemindesamlingen omtaler den begivenhed, der berettes om. På den måde fremstår bogen ikke som en antologi, men som en folkemindesamling for et område hvor der ikke blot fortælles om fortidens væsner som trolde, nisser og hekse, men hvor de stadig i det skjulte har indflydelse på området. Bogen er også med til at indramme de mystiske ting som er sket i området over de 100 år som museet har eksisteret.
Fra 1905 er der beretningen om en læge der gerne vil forsøge at forlænge livet via et stykke metal af ukendt beskaffenhed. Fra 1912 er det en beretning om en kunstfærdig, men gyselig, dør som giver adgang til en underverden hvor væsner fra en anden tid venter på at kunne trænge igennem til vores tid. Fra 1935 er det også en historie om væsner fra en anden tid. Disse bor dog stadig i blandt os, og de kan finde på både at være hjælpsomme, drillende eller direkte onde, alt efter hvor godt mennesket passer dem.
Fra andre tider er det beretninger om andre væsner, og skæbneberetninger fra lokalområdet.
Det er kun i bogens kolofon at det er nævnt hvem der har skrevet hvilke af novellerne, det er ikke nævnt inde i bogen ved novellerne. Dette gør at bogen ikke kommer til at fremstå som en antologi af noveller, men netop en folkemindesamling over et områdes fortællinger, som her er blevet samlet. Dette er med til at give en god ramme omkring bogen, og det virker bestemt til at man har gjort sig mange tanker omkring hvordan bogen skal fremstå for læseren; noget der ganske fortræffeligt er lykkedes.
Når man sidder med bogen får man en fornemmelse af at man sidder i et lokalhistorisk arkiv og læser gamle beretninger, hvilket også er det, der gør, at selvom det er tre forskellige forfattere der har skrevet historierne, så fremstår samlingen som en helhed. Mellemstykkerne der binder fortællingerne sammen er sat op som fotokopierede tekster, hvilket funger virkeligt godt. Alt i alt en virkeligt vellykket udgivelse af nogle velskrevne fortællinger.
Bogen kan både købes i en trykt udgave, eller downloades gratis som PDF fra forlagets hjemmeside.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 40