Poe – 4 Makabre hyldester
Antologi indeholdende A.M. Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart, Steen Langstrup
2 Feet Entertainment, 2009
112 sider, 50kr.
I anledningen af 200 året for Edgar Allan Poes fødsel tog forfatteren Steen Langstrup initiativet til en dansk hyldestantologi. Bogen blev udgivet i forbindelse med Krimimessen i Horsens, hvilket må siges at være passende da Poe ikke kun regnes for skaberen af den moderene horror fortælling, men også til krimi-genren, med sine fortællinger om detektiven Dupin.
Bogens fire noveller er alle tolkninger af klassiske Poenoveller, men ud over at være inspireret af Poe, så er de alle blevet drejet i en endnu mere makaber retning end Poes originaler.
Poes fortælling ”The Tell-tale Heart” handler om, den skyld det at begå et mord kan give. I fortællingen bliver morderen ved med at kunne høre den døde mands hjerte slå, uanset hvor han opholder sig. I A.M. Vedsø Olesens udgave ”Orkestergraven” bliver en dirigent forelsket i en sangerinde, og specielti hendes fortryllende stemme. Efterhånden bliver han fuldstændig besat af hendes sang, og det er ved at drive ham til vanvid. Han sætter sig derfor for at gøre hende stemme tavs, hvilket dog på ingen måde gør at han slipper for vanvidet. Vedsø Olesen var gæst på såvel Fantasticon 2005 og Eurocon 2007 i forbindelse med hendes trilogi om den ægyptiske kaosgud Seth. Man er ikke i tvivl om hvilken novelle det er ”Orkestergraven” er inspireret af, og den kan bestemt kaldes en makaber hyldest.
Steen Langstrup eget bidrag er novellen ”Metro” inspireret af Poe novellen ”William Wilson”. Det er blevet til fortællingen om en forretningsmand der vender hjem efter en længere udlandstur. Da han lander, bliver han ringet op af sin assistent der fortæller at politiet er efter ham, da han ligner en voldtægtsforbryder der har været på spil i nogle utroligt voldelige overfald. Han beslutter sig til at tage hjem og sove, og vil så tage kontakt til politiet næste dag. På turen hjem er han alene med en ung pige i metoren, lige ind til hans dobbeltgænger træder ind i toget.
Rikke Schubarts navn har det med at dukke op i forbindelse med horror herhjemme. Hun forsker på området og har udgivet en række faglitterære værker om emnet bl.a. I lyst og død fra 1993. Hun udgav for nyligt ungdoms vampyrbogen Bid, men kaster sig her ud i en af de mest makabre settings man kan forestille sig – en tandlægens konsultation. ”Ormekur” beretter om tandlægen Henning der er sygeligt besat af det perfekte tandsæt. Hans kone er en smuk kvinde, men hendes ene fortand er lettere skæv, men det går Henning så meget på at han når de er i seng sammen helst tager hende bagfra, for ikke at risikerer at se tanden. Helst galt går det den dag han under en omgang analsex opdager at hun har orm… Historien er en nytolkning af ”Berenice”.
Sidste bidrag er Patrick Leis novellen ”Opløsning”, en nytolkning af ”The Fall of the House of Usher”. Dette er den novelle i bogen hvor stilen mest er holdt i samme stil som originalen. ”The Fall of the House of Usher” er en novelle i den gotiske stil, en stil som Leis har beholdt beholdt i sit bidrag ”Opløsning”.
Advokaten Harker bliver bedt af sin chef om at tage til Rumænien for at bistå ved udfærdigelsen af nogle testamenter, samt hjælpe med et ejendomskøb. Da han ankommer til Ushers ejendom, er det dog tydeligt at denne gamle slægt er i opløsning.
opløsning. Novellen har Leis bygget op med en tydelige inspiration til Stokers Dracula, med klare referencer til dette værk, bl.a. da Usher præsenterer sig, og undskylder at han ikke kan spise med da han er på en meget speciel diet, samt selvfølgelig det faktum at hovedpersonen der hos Poe er navnløs, her er døbt Harker, og hans ærinde er også lig det med hans navnebror fra Dracula.
Bogens fire bidrag er meget tydeligt ikke forsøg på at gøre Poe kunsten efter, men derimod, som titlen siger, hyldester til ham på deres egne makabre måder. Samtidig er de fire bidrag også internt meget forskellige, da forfatterne netop har fået lov til at sætte deres eget præ, på bidragene og ikke har været underlagt at skulle holde sig inden for nogle bestemte fortællemæssige rammer.
Bogen er således et gensyn med klassiske historier, men bestemt på en helt ny måde.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.20
