James Frey – Endgame – Kaldet

Endgame-KaldetEndgame – Kaldet
Roman af James Frey
og Nils Johnson-Shelton
Høst, 2014, 460 sider.

Kaldet er første bind i en trilogi, der handler om spillet Endgame. Siden menneskets oprindelse har 12 slægter vidst, at Endgame vil komme. Når dette sker, må en Spiller fra hver slægt i alderen 13-20 år udvælges for at spille om slægtens overlevelse. Nogle af Spillerne har trænet hele deres liv, mens andre af forskellige årsager kun har få års træning. Når 12 meteorer rammer i nærheden af de forskellige Spillere, er Endgame i gang. Spillerne kommer fra hele verdenen, men samles i Kina for at begynde spillet. Spillerne er tvunget til at deltage, og vinderens slægt får lov til at starte en ny æra på jorden, mens resten af menneskeheden vil blive udslettet. I Kina møder spillerne en repræsentant fra Himmelfolket, som står for Endgame. Himmelfolket kommer fra en anden planet og har overnaturlige kræfter og viden. Repræsentanten bestemmer reglerne for Endgame. For at vinde skal en Spiller finde tre nøgler i en bestemt rækkefølge og aflevere dem til Himmelfolket. Spillet er dødsensfarligt, da alle Spillere er mestre i forskellige kampteknikker og våben. De enkelte Spillere får undervejs ledetråde, som de overnaturlige væsener giver dem igennem deres tanker. Disse ledetråde fører ofte de samme stedet hen, hvilket skaber masser af konfrontationer og action­fyldte scener.

Bind ét handler udelukkende om jagten på den første nøgle: jordnøglen, hvilket også betyder, at alt foregår på jorden, så det bliver spændende at se, om vi evt. møder et nyt univers i en af de efterfølgende bøger. Bogen er fuld af action, spænding og skjulte spor og koder, hvilket gør det tæt på umuligt at slippe bogen igen. Synsvinklen skifter mellem de forskellige spillere, hvilket gør introduktionen en smule lang, men til gengæld lærer man hovedpersonernes motiver og tankemønstre at kende.

Endgames handling om en dødelig kamp mellem 12 personer, der ender med kun én vinder/overlevende, minder en del om The Hunger Games, så hvis du kan lide Hunger Game-bøgene, vil du helt sikkert også kunne lide Endgame.

Samtidig er Endgame ikke bare en bog. Det er en verdensomspændende skattejagt. Gemt i bogens sider finder du som læser koder og koordinater, der kan hjælpe dig i jagten på at løse gåden om Endgame og finde skatten. Den første, der løser gåden, der gemmer sig i bogen, vil vinde $ 500.000 i guld. Så det er ikke kun bogens hovedpersoner, der deltager i jagten efter nøglerne. Du gør også!

Bogen henvender sig til unge fra 13 år, der er vilde med hæsblæsende fantasibøger spækket med action og måske selv har lyst til at deltage i en skattejagt. 

Anmeldt af Mads Bækmand Raun i Himmelskibet 43

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *