Tuschmørke 2
Tegneserieantologi
Ondskabens Flydende Vatikan
2014, 74 sider
Tegnet og skrevet af diverse
Vatikanets halvårlige antologi, Tuschmørke, er nu ude for anden gang og tilbyder en god palette af interessante historier. Her får vi:
“Lullaby Watchmen” af Patrick Leis (14 sider): Hvad laver børnenes tøjdyr om natten? Jo, de fyrer den af med vold, sex og stoffer, for hvordan skulle de ellers kunne holde ud at blive pussenusset og lege teselskab og far, mor og børn hele dagen? Og så er der også lige børnenes mareridt, som skal stoppes og bekæmpes. Det er hårdt og opslidende arbejde! Patrick Leis, bodypainter og forfatter, er en mand med mange talenter, og siderne i denne historie er tætpakkede med spændende og dystre detaljer, udført i en øvet streg på fuldt professionelt niveau.
“Venskab” af Asger Grevil (5 sider): En kort vignet om en personlig samtale mellem to venner. Tegnestilen er enkel, men effektiv til formålet.
“Evolutionisme” af Peder Riis (24 sider): Denne længere historie er hurtigt læst, for den indeholder ingen tekst. Alligevel er den meget tankevækkende. Den handler om evolutionen af to intelligente arter på en planet; en reptil-lignende og en skaldyr-lignende. De to spenderer så æoner med at bekrige og slavebinde hinanden, alt imens de udvikler stadig mere avanceret teknologi og gennemgår indtil flere apokalypser. En klar lignelse over menneskets dårskab og hvad det hele dog skal ende med.
“20 års udødelighed” af Henning Larsen (7 sider): En veltegnet, men besynderlig historie, som er svær at blive klog på. Den handler om to intelligente dinosaurer som er i gang med morgenmaden i en tilsyneladende menneskelig tilværelse. Den ene lader til at drømme om forskellige ting, men ender med at blive trukket tilbage til virkeligheden igen. Tankerne virker til at kredse om et parforhold, men hvad det har at gøre med titlens udødelighed, kan jeg ikke lige gennemskue. Alligevel en flot historie, med albummets suverænt bedste lydeffekt: “GRAHAM!”
“Pedro Navaja” af Romen (12 sider): En historie baseret på sangtekster (oversat til dansk) af Ruben Blades. Handler om vold og sex i storbyens natteliv. Tegningerne må siges at være lidt primitive; det virker som om de er tegnet i fri hånd, uden at have lavet skitser først (på dén måde minder de mig ikke så lidt om Johan Pedersens Bill Nash-albums, som dog er endnu mere primitive i stregen). Men sådan er de fleste tegnere jo nok startet.
Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet 43