Tidsmaskinen:
Rummets detektiver 1
Roman af Søren og Morten Ellemose
Facet, 2015, 156 sider
Rummets detektiver er en ny letlæsnings-ungdomsserie skrevet af tvillingerne Søren og Morten Ellemose, og de to første bind er allerede udkommet på forlaget Facet.
Xander er en 13-årig dreng som har lidt svært ved at koncentrere sig i skolen, bl.a. fordi han for alvor er ved at lægge mærke til pigerne, i særdeleshed den jævnaldrende Jeanne som han dagdrømmer en del om. Det står faktisk så skidt til med hans skolegang at han bliver tvunget til at skulle deltage i ekstra lektielæsning, noget han først er rigtigt træt af, indtil han finder ud af at Jeanne også skal deltage. Hun skal dog deltage fordi hun er blandt de dygtigste og skal derfor undervise.
Der er dog noget underligt ved lektielæsningen. Der er kun 4 elever, de to dygtigste og de to dårligste. Endnu mere mærkeligt er det at rektor låser dem inde i et rum og fortæller dem at ingen ville kunne høre dem. I rummet står en computer, og da døren er låst, begynder en nedtælling på skærmen. Da nedtællingen når nul, går lyset ud.
Robert og Tammie er to tvillinger fra året 2055 som har taget sig en tur i en tidsmaskine, noget der egentlig er dem forbudt. De bliver derfor nu jagtet af en Timecop, men snart viser det sig at måske hele universets fremtid og fortid er i fare.
Bogen er som nævnt en letlænings-ungdomsbog rettet til 11-årige, så den er hurtigt læst. Der er godt fart over feltet i bogen, hvilket passer godt til målgruppen, og her i bind ét gøres der en del ud af at beskrive forskellige ting omkring fremtidstvillingerne og deres rumskib, således at man som læser bliver godt præsenteret for fortællingens univers. Bogen åbner en række tråde uden at lukke nogen af dem igen, således at der er gjort godt klar til de næste bind i serien, hvoraf bind 2 allerede er udkommet.
Det er en serie jeg sagtens kan anbefale til de helt unge læsere, der gerne vil læse en actionfyldt science fiction-serie.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 47