Eclipse Three
Antologi Redaktør Jonathan Strahan
Night Shade Books 2009
289 sider
I løbet af få år er australieren Jonathan Strahan blevet en af de mest aktive og prominente redaktører på science fiction- og fantasy-scenen. Udover at være redaktør for anmelderdelen i det toneangivende magasin Locus har han stået fadder til adskillige antologier, deriblandt The New Space Opera 1-2 sammen med veteranen Gardner Dozois og sin egen The Best Science Fiction and Fantasy of the Year. Hans største bidrag indtil nu har dog været antologiserien Eclipse, som foreløbig er udkommet i tre bind, med et fjerde på vej.
Eclipse er en såkaldt originalantologiserie, hvilket vil sige, at den består af lutter noveller, som ikke har været udgivet andetsteds før. Forbillederne er klassiske serier som Orbit og Universe, men med den forskel ,at hvor de var rene science fiction-antologier, har Strahan en noget bredere definition af, hvad der er genre-litteratur.
Eclipse er med andre ord en serie for de læsere, som ikke har noget imod at prøve kræfter med flere forskellige afarter af SF og fantasy. Jeg skal på forhånd nævne, at jeg ikke har læst Eclipse One, men den skal efter alt at dømme have en overvægt af fantasy-noveller. Eclipse Two er derimod domineret af science fiction og indeholder blandt andet Hugo-vinderen “Exhalation” af Ted Chiang.
Med Eclipse Three har Strahan valgt en helt tredje vej, for flere af de 15 bidrag er svære at placere inden for de traditionelle genre-bokse. Det gør den måske ikke helt så tilgængelig som forgængerne, men omvendt er niveauet tårnhøjt, og de få noveller, der falder igennem, gør det kun, fordi de skuffer ved ikke at bryde med rammerne.
Åbningsnovellen “The Pelican Bar” af Karen Joy Fowler er nok det mest ekstreme eksempel på Strahans tankegang, fordi den ved første øjekast ikke virker til at indeholde fantastiske elementer og derfor slet ikke burde være med. Uanset hvad er det en fremragende og frysende uhyggelig fortælling om en rebelsk teenagepige, hvis forældre i afmagt sender hende til en kostskole, der viser sig at være en mareridtsagtig opdragelsesanstalt, hvor eleverne mister enhver form for identitet gennem et sindrigt system af straffeaktioner.
Min favorit er dog Nicola Griffiths “It Takes Two”, hvor en forretningskvinde og en kvindelig stripper til deres gensidige overraskelse falder med et brag for hinanden og skal til at kaste sig ud i den helt store romance. Men halvvejs inde i fortællingen smider Griffith en overraskende oplysning på bordet, der ikke alene vender alt på hovedet, men også sender os direkte over i science fiction-afdelingen og stiller spørgsmålet, om det er følelser eller kemi, der styrer, hvem vi forelsker os i. Det sker sjældent, men det her er en af de få gange, hvor personerne er så levende beskrevet, at jeg har læst en novelle flere gange, fordi jeg ikke havde lyst til at slippe dem. “It Takes Two” er da også fortjent blevet nomineret til en Hugo.
Et andet højdepunkt er Maureen F. McHughs “Useless Things” – en nærfremtidsberetning om en dukkemager, som laver tro kopier af babyer. Men novellens styrke ligger i dens beskrivelse af et kriseramt USA, og hovedpersonens forsøg på at leve op til sine egne idealer om ikke at være bange for dem, der har endnu mindre at gøre godt med end hende selv.
Caitlín R. Kiernans “Galápagos” er nok det bidrag, som er tættest på at være en traditionel science fiction-historie. Rammen er velkendt nok fra værker som 2001: A Space Odyssey, Rendezvous With Rama og Solaris, men Kiernans udgave er langt mærkeligere, mere mareridts- og horrorpræget og, frem for alt, mere seksuelt orienteret end sine forgængere.
Nu er det lidt pudsigt, at tre ud af de fire fremhævede noveller er science fiction, for en af Strahans store styrker som redaktør er i mine øjne hans evne til at blande genrekortene godt og grundigt. Det samme kan siges om de forfattere, han har valgt at tage med. Eclipse Three har ingen trækplastre i form af stjernenavne – udover de nævnte er de mest kendte nok Peter S. Beagle, Paul Di Filippo, og Pat Cadigan – men for den nysgerrige læser er antologien fyldt med smagsprøver på en række eventyrlystne forfattere.
Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.24
Pingback: Gratis guld på nettet | Lars Ahn Pedersen