Emil Taj Petersen – Slinger i rumtiden

slinger-i-rumtidenSlinger i rumtiden
Roman af Emil Taj Petersen
Science Fiction Cirklen (Zap!), 2015, 247 sider.
Omslag: Manfred Christiansen

Nogle dage burde man bare være blevet i sengen – og for krigsveteranen Bark er det én af de dage.

Emil Taj Petersen debuterer som forfatter med ”Slinger i rumtiden”, første bind i en trilogi og et rigtigt rum -eventyr med masser af ramasjang, syret humor og rendyrkede science fiction facts.

Den tidligere soldat og nuværende rumrejsende Bark har sammen med sin makker, den yderst intelligente 11-årige Tesk, lagt en genial plan om at kidnappe Latoniens prinsesse, Kiara. Men desværre går tingene slet ikke efter planen. Godt nok lykkes det dem at få fat i prinsessen, men under flugten væk ender de i lastrummet på et tudsegammelt rumskib – ejet af rumpiraten Dieko, som Bark ikke har det bedste forhold til.

For at gøre ondt værre bliver de herefter fanget af den Galaktiske Union, som har prøvet at underlægge sig det Latoniske Kongerige i årevis, og nu får serveret prinsessen på et sølvfad. Under deres forsøg på at slippe væk eksploderer prinsessens hjemplanet, og trioen ender sammen med prinsessen i et ukendt, stjerneløst rum. Og her starter eventyret først for alvor.

Som det forhåbentlig anes af den korte smagsprøve er Slinger i rumtiden noget af en røverhistorie, der indeholder alt lige fra tidsrejser til oprørske robotter og telepatiske rumskibe. Jeg erkender blankt, at jeg undervejs i læsningen ikke altid var helt sikker på, hvad retning historien nu gik i, og hvordan det hele hang sammen, men alligevel følte jeg mig hele tiden godt underholdt.

Historien fortælles friskt og med masser af crazy humor iblandet mere seriøse science fiction facts, som når Tesk forsøger at forklare de andre, hvordan de er endt i det stjerneløse rum ved at sammenligne tyngdekraftens træk i rumtiden med en bowlingkugle på en trampolin. Det fungerer fint, og er med til at gøre historien både sjov og interessant.

Skal jeg blande lidt malurt i bægeret, kan man ind i mellem godt mærke på sproget, at her er tale om en debut. Petersen bliver til tider meget beskrivende og glemmer lidt det gode råd om ”Show, don’t tell”. Spørgsmålet er så, om målgruppen overhovedet tænker over det, eller om det kun er den voksne læser, der kan savne lidt ”sprogblomster”. På trods af denne lille anke så er Slinger i rumtiden et underholdende bekendtskab for læsere med hang til tempofyldt, crazy ramasjang science fiction.

Romanen er udgivet som en del af Zap!, Science Fiction Cirklens serie til unge. De hidtil udgivne titler er en blanding af genudgivelser af ungdomsklassikere som Jon Bings serie om Biblioteksskibet Alexandria, og nyskreven dansk science fiction som Emil Taj Petersens Slinger i rumtiden hører under. Den anmeldte bog er en 3. udgave af bogen, hvor en række fejl er rettet i forhold til 1. udgaven

Besøg Emil Taj Petersens hjemmeside på www.emiltaj.com

Anmeldt af Jette S. F. Holst i Himmelskibet 50

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *