Syndefald
Roman af Stephan Garmark
Kandor, 2016, 100 sider
En mand har opdaget at hans kone har været ham utro. I vrede opsøger han den mand hun har været sammen med. Det er mand ved navn Isak Niijd, som reagerer helt anderledes end forventet på at blive opsøgt. I stedet for et slagsmål, så bliver manden budt indenfor til en snak om årsagen til at utroskaben fandt sted. Det ender med at Isak inviterer ham til at blive i to dage, og han vil betale ham en million kroner for at blive. Manden lægger nu sin vrede bag sig for at få fingre i de mange penge. I løbet af de to dage bliver mandens verdensopfattelse ændret af de ting som Isak fortæller og viser ham.
Forlaget Kandor har kørt serien Den X. bog om Satan hvori forskellige forfattere har bidraget med forskellige vinkler på hvem eller hvad satan er og hvordan han virker på os mennesker. Jeg tænker at Syndefald oprindeligt har været tiltænkt denne serie, for både indholdet og længden på bogen virker til at være tilpasset serien. Om dette er tilfældet, ved jeg ikke men det er blot en nærliggende tanke.
Historiens hovedperson lader sig noget hurtigt påvirke af Isak, på trods af denne har været sammen med hans kone. Køber man som læser denne præmis, så er dette en fin, lille og hurtigt læst bog om en mand der troede at hans verden var brudt sammen, men som finder ud af at verden måske hænger sammen på en helt anden måde end han gik og troede.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet 51