Dropsy
Devolver Digital, 2015
Til Windows (Steam), OS X, iOS, Linux, Android
Dropsy er et spil som er lavet lidt i en gammel stil. Tue Sørensen syntes at det lignede noget fra 80’erne. Det er et børnevenligt spil, men nok for større børn, da det kan være svært at regne løsningerne ud. Det er et point-og-click adventure-spil. På PC’en klikker man med musen, og på Android med sin finger.
Dropsy handler om en klovn som hedder Dropsy og foregår på en ø. Han kommer fra et cirkus, men er ude for at løse diverse opgaver for folk på øen. Der er mange miljøer på øen, blandt andet en by med højhuse som hedder Kierkegaard, en ørken, en kirkegård, et sted til at se aliens, en skrotkonge, en skov, pladebutikker og meget andet.
Spillet starter med at klovnen Dropsy optræder i cirkus sammen med sin familie. Han kommer til at tabe en cigaret ned i noget benzin på gulvet, og cirkusset brænder ned. Hans mor dør af det. Han bliver ildeset på øen pga. dette. Han får en dårlig følelse og begynder på at rejse ud for at gøre alle glade på øen.
Dropsy kan godt lide at kramme folk. Det er et mål med spillet at blive venner med diverse folk og bagefter kramme dem. Der er sådan en lidt ‘feel-good’-stemning over det. Dropsy kommunikerer med folk og dyr gennem talebobler med tegninger, som viser ønsker og intensioner.
Dropsy får senere hjælp af diverse dyr som kommer i hans følge. Der er en hund, som har egenskaben at kunne grave. Der er en også en mus som kan komme ind de snævre steder, og en fugleunge som kan flyve.
Stemningen i spillet er god. Der er forskellig musik til alle lokationer. Der er også musik som er dejlig rocket. Det er et af de lidt sværere point-og-click spil, hvilket er dejligt at se. Jeg var godt underholdt. Jeg vil give spillet 9 ud af 10 stjerner.
Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet 51