Claus Holm – Tempus Investigations

Tempus Investigations – A Fictional TV-Show
Roman af Claus Holm
Selvudgivet, 2016
270 sider, 190 kr.

I forordet til denne bog skriver forfatteren at man, når man læser den, skal forestille sig at man sidder og ser første sæson af en ny tv-serie. Man skal sætte sig med den spænding, som man har når man begynder på en ny serie, hvor man ikke ved hvor mange afsnit der kommer, da det hele tiden er uvist om selskabet bag vil fortsætte serien.

Det er dog ikke sådan at man sætter sig med en længere historie hvor man risikerer ikke at få slutningen med, for bogen er godt nok delt op over fire afsnit, men hver af dem er en afrundet kriminalsag som detektiverne i Tempus Investigations er indblandet i.

I den første sag er der dog kun en detektiv, og så hans kontordame som også tages med i felten. Jim Corrigan er efter en ulykke blevet udødelig, og har også fået evnen til at kunne tale med de døde. Denne evne bruger han bl.a. når politiet kontakter ham i forbindelse med mystiske mordsager, hvor offeret så denne vej igennem kan hjælpe med opklaringen. I den første sag er liget af en pige blevet udstillet i en engleformation, men hvor det er hendes organer der er blevet bredt ud som vinger. Hendes spøgelse kan give nogle få spor i forhold til hvem hendes morder er, og denne vej igennem kommer Jim på sporet af en anden udødelig, for hvem udødeligheden har gjort at han næsten føler sig guddommelig.

Som allerede nævnt så løses de enkelte sager inden for hvert afsnit, og med bogens sidetal, betyder det at det ikke er de største krimiefterforskninger der indledes, men nærmere med CSI-agtigt lethed findes gerningsmanden. Hensigten med bogen er næppe heller at skulle være et stort komplekst krimiværk, men nærmere at lege med ideen om hvordan det okkulte kan hjælpe med at løse sager. Bogen har et fint højt tempo, og nogle krimisager der passer godt til setuppet. Som i mange krimi-tv-serier så er der ikke den store udvikling i karaktererne imellem sagerne, og der er spørgsmål til karaktererne som en roman nok ville afdække, men som her nok nærmere gemmes til senere afsnit (hvis der kommer flere).

Set som en hurtig gang underholdning, så fungerer bogen fint, men hvis det var en tv-serie så ville det nok blive nogle korte afsnit, men det er der jo heller ikke nødvendigvis noget galt med.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr. 52

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Horror, Roman og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Claus Holm – Tempus Investigations

  1. Janus skriver:

    En Jim Corrigan, der løser forbrydelser og snakker med de døde – hvor har man hørt det før? https://en.wikipedia.org/wiki/Jim_Corrigan

    • Claus Holm skriver:

      Hej Janus,
      Det var faktisk først efter jeg havde skrevet bogen og brugt navnet i lang tid i forvejen, at jeg fandt ud af at The Spectre’s hemmelige identitet også hed Jim Corrigan og var en politimand. Dog – The Spectre taler som sådan ikke med ånder – han ER en ånd. Min Jim er ikke et genfærd, han er noget ganske andet. Så jeg føler mig sikker på at de to ikke bliver forvekslet med hinanden.
      Iøvrigt var det et ret almindeligt navn i 1930’ernes Chicago – hvilket sikkert er grunden til at både jeg og Jerry Siegel har brugt det.
      Jeg håber ikke det vil ødelægge din nydelse af bogen, hvis du bestemmer dig til at læse den – for det var helt utilsigtet.
      Og jeg håber at de der kan lide historien, vil glæde sig til sæson 2 – som er godt på vej og forhåbentligt udkommer i 2018.
      Mvh Claus Holm – forfatter til Tempus Investigations.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *