Ahrvid Engholm: Mord på månen

Mord på månen – och andre mysterier i Luna City
Ahrvid Engholm
Novellesamling, 164 sider
Zen Zats Faktasiserie, 2006

Den svenske science fiction-fan og -forfatter Ahrvid Engholm har i de senere år skrevet en række noveller om politichef Peter Dustin, der opklarer mord og andre krimimysterier i og omkring månebasen Luna City. Disse noveller er nu blevet samlet i Mord på månen.

Det er en vanskelig opgave at skrive science fiction-detektivhistorier. Detektivhistorier og science fiction-historier har forskellige formkrav, og formkravene fra begge genrer skal være opfyldt i en ordentlig science fiction-detektivhistorie. Et krav til gode detektivhistorier er at detektiven (og dermed også læseren) bliver præsenteret for en række spor som skal bruges til at opklare forbrydelsen, og når historien også er science fiction, skal der indgå science fiction-elementer i krimigåden, men på en måde så læseren er i stand til at gætte med.

Generelt set gør Ahrvid Engholm det godt. Hans krimimysterier kan gennemskues af læsere med en skarp hjerne og et basalt kendskab til fysik, der ikke behøver at række ud over gymnasieniveau. Rumbasen Luna City er beskrevet realistisk og nøgternt, så man kan tro på miljøet. Det er ikke noget videre originalt miljø, men det fungerer i sammenhængen og er til at forstå.

Historierne oser ikke af stemning, og de fleste personer er ret overfladisk beskrevet, så det er ikke for den litterære oplevelse at man skal læse Ahrvid Engholms historier. Men der er ganske meget humor i novellerne, og mysterierne er skruet fint sammen så man kan fornøje sig med selv at lege detektiv og prøve at opklare mysteriet før detektiven gør det. Hvis man skal udsætte noget, så må det være at det ofte er lidt for nemt at opklare mysterierne, og nogle gange undrer man sig over at hovedpersonerne, der trods alt bor i den beskrevne fremtid, ikke gennemskuer sandheden. De bedste af historierne er dog gode og udspekulerede krimimysterier. Det gælder blandt andet titelhistorien, som fylder næsten en tredjedel af bogen, og andre noveller som fx “Ledtrådar” og “Det inverterade rummets gåta”. Bogen har et fint lille forord af den svenske forsker Niklas Järvstråt, der har specialiseret sig i kolonisering af månen.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.14

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Novellesamling, Science Fiction og tagget , , . Bogmærk permalinket.