Helle Perrier – Zoltars Krypt

Zoltars Krypt
Roman af Helle Perrier
Calibat, 2018, 264 sider

Mike er en helt normal dreng, der går i syvende klasse. Hans bedste ven Niller og ham spiller et virtual reality spil, kaldet Zoltars Krypt. Spillet er bygget op i en fantasy verden med elvere, dværge, trolde mennesker, troldmænd og dæmoner.  Mike og Niller er begge i level 43. De har begge en drøm om at komme i level 100. Den eneste måde, man kan komme i level 100 på, er hvis man finder og besejrer troldmanden Zoltar. Først skal man finde nøglen til hans krypt. Derefter har man to dage til at finde krypten. Man er under et stort pres, for alle andre spillere kan se, at man har nøglen. Det er enormt sjældent, at nogen finder nøglen. Den er kun blevet fundet to gange i spillets historie, hvor krypten aldrig blev åbnet.

Ved et uheld finder Mike nøglen. Alle spillere er efter ham. Opgaven ser næsten umulig ud. Men med hjælp fra Niller, Bacon, Wanda og Executer er det hele lidt nemmere. Sammen rejser de igennem de smukkeste islandskaber og møder mange farlige dyr på vejen. Når de samarbejder, kan de nedkæmpe de fleste udfordringer.

Wanda er en smuk elver i level 99. Hende og Mike mødtes for længe siden og de er tit på eventyr sammen. Wanda er vildt god til at bruge sin magi i kamp. Hun forsvarer altid Mike og vil meget gerne hjælpe ham med at finde Zoltars krypt. I virkeligheden hedder hun Rosa og går en klasse under Niller og Mike.

Niller, er i spillet, en stor og smuk nordisk kvinde ved navn TheDude, hvilket er lidt ironisk. TheDude har en trofast følgesvend ved navn Bacon. Bacon hjælper altid i kampene, men ender med at dø op til flere gange. Så er det jo godt, at det bare er et spil.

Executer er en giganorm idiot. Han har købt sig til det meste i spillet med rigtige penge. Det eneste han synes er sjovt, er at tyrannisere alle de andre i spillet. Han er især efter Mike og Niller. Wanda får dog Executer overtalt til at hjælpe dem med at finde krypten. Men Executer har en betingelse. Han vil have Zoltars stav, der gør ham uovervindelig. Det er de andre lidt utilfredse med. De kan bare ikke klare det uden ham.

I den virkelige verden hedder han Dennis og går i niende klasse. Han er en rigtig mobber, der giver Niller og Mike buksevand. Derfor er de to drenge ikke særligt begejstrede for at få hjælp fra Dennis, men de har virkelig brug for hans hjælp. Han er nemlig også i level 99.

Zoltars Krypt er et meget smukt spil. Det er inddelt i alle mulige forskellige verdener. Ved at læse bogen får man virkelig lyst til at se de steder i spillet. Der er marker fyldt med gigantiske roser, mystiske sumpe, savanner med mærkværdige dyr, bundløse frosne søer og meget mere.

Jeg blev helt vildt grebet af denne bog. Fortællingen virkede enormt fangende, selvom sproget var meget let. Bogen er skrevet som letlæsningsbog til børn i alderen 9-10 år. Temaerne i bogen om mobning og det med at slippe væk fra virkeligheden er ret så relevante for den aldersgruppe. Bogen kan helt klart læses af alle. Ideen med det her computerspilsunivers er helt vildt god!

Anmeldereksemplaret er leveret af forlaget.

Anmeldt af Ea Marie Løfstedt

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Fantasy, Roman og tagget , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *