Fandenivoldsk

Fandenivoldsk
Skrevet af Lars Kramhøft, illustreret af Tom Kristensen, farvelagt af Laura Blicher
Fahrenheit, 2018, 106 sider

Lars Kramhøft og Tom Kristensen vandt i 2013 med deres tegneserie Made Flesh Dansk Horrorselskabs pris for årets bedste horrorudgivelse. Det var derfor med nogen forventning at jeg her satte mig med deres nyeste udgivelse Fandenivoldsk. Heldigvis så bliver man meget hurtigt klar over at der her er tale om en helt anden type fortælling. Dette gør at man hurtigt stopper med at sammenligne med Made Flesh, og man derved læser Fandenivoldsk på dens egen præmis.

Historien starter med et bryllup, hvor det nygifte par brutalt myrdes. De arbejdede begge i et freak show, og det antydes at det er derfor de bliver myrdet. Skift til Olympen hvor gudinden Afrodite lige har haft sex med krigsguden Ares, og de ligger nu og taler om hvad der sker i menneskenes verden. De indgår et væddemål, om det dræbte par vil søge hævn eller om de vil søge væk og dyrke deres kærlighed, hvis de bliver givet changen for at leve videre. For at afgøre væddemålet genopliver de det dræbte ægtepar. Dette bliver starten på en historie der fuldt lever op til tegneseriens titel ”Fandenivoldsk”.

Parret er ikke blot kommet tilbage, men har også fået overnaturlige kræfter, som de bruger i deres brutale hævntogt, for det er netop den vej de vælger at gå.

Det er en hæsblæsende og underholdende historie, og vi ser her endnu en gang at Tom Kristensen har en streg der passer perfekt til at give zombier og dæmoner liv. Så ikke et forsøg på at lave en ny Made Flesh, men en blodig og grotesk historie der er helt sin egen.

Anmeldt af Thomas Winther

Dette indlæg blev udgivet i Tegneserier og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *