Jane Mondrup – Zeitgeist

Zeitgeist
Roman af Jane Mondrup
forlaget Vandkunsten, 2019, 378 sider

Forlæggerens følgebrev til denne roman var fuld af forsikringer om at dette ikke er almindelig science fiction, men faktisk en helt original roman. Den slags får mig til at få lyst til at læse noget almindelig, uoriginal science fiction i stedet … Men … det er en faktisk en god roman – og god, gammeldags science fiction er det også.

Zeitgeist er en tidsrejsefortælling. Hovedpersonen er en forsker i filologi som vågner i en parallelverden, hvor Skandinavien er udslettet af en radioaktiv bombe en gang i 1541. Videnskaben, som har gjort dette muligt er opfundet i parallelverdenen, så derfor er der mange ting der er anderledes. Lidt efter lidt præsenteres et persongalleri, som har noget med hovedpersonens og andres mere eller mindre frivillige tids- og parallelrejser at gøre. Der er et hemmeligt selskab – faktisk flere, og det viser sig nødvendigt at rejse op gennem det ødelagte Jylland, hvor ”læderhuderne” bor. Læderhuderne er mennesker der har overlevet og tilpasset sig til stråling og som måske også har andre egenskaber.

Filologen har god gavn af sin sprogkundskab i parallelverdenen, hvor sprogene selvfølgelig ikke har udviklet sig helt ens. I nogle afsnit følger man nogle af de andre karakterer i romanen. Jeg synes ikke det giver så meget mere til hverken persontegning eller historien.
Bogen tegner en rig og kompleks verden med masser af plads til andre fortællinger.

Fortællingen udmærker sig med en masse uventet og fantasirig handling, men jeg blev lidt skuffet over den bratte slutning, for jeg havde håbet det var etteren og at man ville få en sløjfe på de løse ender i de næste romaner. Sproget er ok og forfatteren er god til at beskrive hvordan videnskabeligt uddannede mennesker tænker. Mod slutningen savnede jeg at karakterernes valg var forudanet eller stærkere begrundet.

Samlet set er det en flot debut og en spændende bog. Og det er skønt at der nu er endnu en science fiction roman skrevet på dansk 😉

Anmeldereksemplaret er stillet til rådighed af forlaget

Anmeldt af Majbrit Høyrup

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

One Response to Jane Mondrup – Zeitgeist

  1. Jane Mondrup skriver:

    Tak for den fine anmeldelse, Majbrit! Jeg er faktisk i gang med at skrive en fortsættelse. Det har hele tiden været meningen at historien skulle strække sig over to bind, og jeg mente også selv det burde fremgå af bagsideteksten – men forlaget var ikke enig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *