Freddy E. Silva – Virtropolis

Virtropolis
Roman af Freddy E. Silva
Valeta, 2018, 354 sider

I 2012 udgav Freddy E. Silva Mediatropolis (anmeldt I Himmelskibet nr. 33). Den handlede om en fremtid hvor fanger blev sat til at kæmpe i underholdningsprogrammer, hvilket nogle gange gjorde at folk blev anklaget og dømt fordi de var blevet vurderet til at være gode deltagere i disse programmer. Bogen endte med en fangeflugt, og en afsløring af de metoder som de store medievirksomheder benytter.

Freddy E. Silvas nye bog Virtropolis er en selvstændig fortsættelse til Mediatropolis. Den starter umiddelbart efter Mediatropolis, hvor vi følger en af de flygtende fanger, som forsøger at skaffe nogle penge så han kan stikke af med sin kæreste. På sin flugt møder han den mand, som var sin bedste ven igennem deres opvækst. Vennen er dog nu blevet politibetjent, og han er nu ude for at lede efter de flygtede fanger. Det er dog en anden fange som er det primære nål for politiets jagt, men de to mænd nu står over for hinanden er der en konfrontation som ingen af dem ønsker.

Dette er den indledende af de fem fortællinger som denne bog består af, og selvom de alle tager udgangspunkt i noget fra den forrige bog, så står den nye bog ganske godt som en selvstændig historie. Den gør meget ud af beskrive forskellige miljøer i samfundet. Den første fortælling er på gadeplan, et niveau der leder tankerne hen på slummen i Blade Runner. Allerede i den næste af fortællingerne finder vi ud af at der er meget mere på spil end en fangeflugt. En udvikler fra en af de store korporationer er stukket af med en prototype på et nyt banebrydende software, og alle er interesseret i at få fat i ham. Nogen ønsker at fange ham for at få fat i prototypen, og andre ønsker ham død. Manden er således både på flugt fra det offentlige politi og fra det private politi som korporationen har, og ja, så er der også en lejemorder efter ham. På sin flugt prøver han få arrangeret et møde med en journalist så han kan fortælle om prototypen. Det er dog svært at få arrangeret et møde, både pga. dem der jager ham, men også fordi de mødesteder han beskriver for journalisten ikke stemmer overnes med hvad hun ser når hun står på de aftalte steder.

De fem historier fortæller hver en del af historien set fra forskellige vinkeler. Det at der ikke springes imellem personerne igennem bogen, men hver får afsluttet deres historie en for en, gør at deres historie og skæbne bliver fortalt mere fokuseret. Det fungerer rigtigt godt at bogen er opbygget på denne måde. I det hele taget så er det en spændende historier (omslaget siger da også ”Spændingsroman” og ikke ”Science Fiction” som den lige så godt kunne have gjort). Bogen står som sagt fint selv, jeg følte i hvert fald ikke bet var et problem siden at det er 6 år siden jeg læste det første bind.

Anmeldereksemplaret er stillet til rådighed af forlaget.

Anmeldt af Thomas Winther

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *