Anne Christina Eriksen – Daniel

Daniel
Roman af Anne Christina Eriksen
Mellem Himmel og Helvede, 1
DreamLitt, 2016, 339 sider, 299 kr.

Jeg har haft fornøjelsen af at læse Anne Christine Eriksens debutroman Daniel, bind 1 i serien “Mellem himmel og helvede”.

Til at starte medhavde jeg ingen forventning til historien, da det som sagt er hendes debutroman, og det eneste jeg vidste om bogen, var at den ville befinde sig i fantasy/sci-fi genren.

Historien handler om en 18-årig mand ved navn Daniel, som lever i en temmelig forandret verden i forhold til hvad vi kender i dag. Jorden er befolket af mennesker, magikere, elvere, dæmoner, telepater, vampyrer, havfolk, engle og de faldne (faldne engle, ikke soldater dræbt i krig).

Vi starter med at møde Daniel i et flashback/forward hvor han ser hans forældre dræbt. Men når historien starter, springer vi lige lidt tilbage og møder ham som en typisk teenager hjemmeboende hos sine forældre. Men efter drabet på forældrene udvikler historien sig hurtigt og bringer nye aspekter i en teenagers liv og verdensopfattelse med sig.

Vi følger Daniel på hans færd for at finde mening og sig selv efter hans forældres drab. Hvordan han føler sig nødsaget til at rejse fra den sikre tryghed i familiens skød for at finde en forklaring på hvorfor hans forældre skulle dræbes. Samt hans søgen efter hævn.

Ude i en verden, hvor han ikke længere kender reglerne og deltagerne, finder han rejseselskab med djævlens sønner, som ikke umiddelbart er godt eller sikkert selskab.

Trods dette, så udvikler deres fælles rejse sig til en slags tryghed og en form for kærlighed og venskab trods de forskelle der er imellem rejsepartnerne.

Jeg vil ikke gå mere i dybden med hvad der sker i his­torien, da jeg syntes at man selv skal læse hvad der sker og hvorfor historien udvikler sig som den gør.

Bogen kategoriseres som LBGT Young adult, da en vigtig del af historien er Daniels kamp for at finde sig selv midt i al den omvæltning og forvirring det må være for en ung mand at opleve sine forældre blive dræbt og rejse alene ud i en stor, skræmmende, ukendt verden, samt det at finde kærlighed og følelser på steder man ikke forventede og hvordan man kan komme i konflikt med sig selv i forhold til at erkende sine indre følelser.

Anne Christine Eriksen har arbejdet i otte år på denne debutroman, og personligt syntes jeg hun har alt mulig grund til at være stolt over hendes resultat. Den er velskrevet på et friskt sprog, uden at det føles påtaget. Netop her kan man nok mærke hendes alder. da hun startede med at skrive på historien, samt at hun ikke er blevet sat i en bestemt fortællemåde endnu. Jeg kan kun give mine anbefalinger til denne roman, især hvis man er til fantasy og young adult.

At historien er LBGT gør ikke at man ikke kan læse og nyde den som heteroseksuel. Jeg syntes ikke man tvinges en masse i halsen, som hvis man læste en meget lyserød Barbera Cartland-novelle, men tværtimod så bærer historien flere facetter, og det homoseksuelle forhold som svæver mellem Daniel og hans rejsefælle, er ikke overvældende, men ligger som et ekstra lag i den for Daniel store historie i at finde hans forældres morder.

Jeg ser frem til at læse bind 2 i serien, som jeg også har modtaget, og læse mere om hvordan historien udvikler sig, da bind 1 slutter med en fin lille overraskelse og drejning.

I alt så er der planlagt 6 bind i historien “Mellem himmel og helvede”, og bind 1 har absolut lagt en forventning til resten.

Anmeldereksemplar doneret af forlaget.

Anmeldt af Thomas Westermann i Himmelskibet 57

Dette indlæg blev udgivet i Bøger og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *