Tobias Stenbæk Bro – Blodets Sti

Blodets Sti
– anden del af Et varsel om Storm
Roman af Tobias Stenbæk Bro
Turbine

Tobias Stenbæk Bro skriver noget så sjældent som fantasy til voksne på dansk. Nogle forlag er ved at få øjnene op for, at der rent faktisk findes danske forfattere, der kan skrive fantasy, og at der tilmed også er læsere til bøgerne.

I den første bog, Væddermændenes nat, blev vi introduceret til bogens univers; mere specifikt De Brudte Riger og mere præcist Vestagamore. Et sted med traditioner, folklore og et verdensbillede, der bliver detaljeret forklaret. Det er gedigen world building. Det kunne godt trække tempoet lidt ud af historien i den første del, men så er der til gengæld kommet væsentligt mere gang i den i fortsættelsen.

3 brødre
2 hemmeligheder
1 sejrherre

Står der bag på bogen, og så dykker vi ellers ned i dystert fantasyunivers.

Vi mødte de tre brødre Rodrik, Cedrik og Stormfrik. De måtte flygte fra deres hjem, Ravnehøj, da det blev brændt ned af maskerede mænd. I Blodets Sti fortsætter vi, hvor vi slap. De tre brødre er stadig på flugt. Det er med livet som indsats, at de påbegynder den lange rejse mod Mågehavn, hvor de måske kan finde de svar, de søger. Deres fjender er stadig ude efter dem. Mellem brødrene lurer konflikterne også, og det bliver ikke nemt at finde ud af, hvad det er for en stor hemmelighed, faderen gemte på og hvorfor han skulle dø.

Igen er historien fortalt i skift mellem de forskellige brødres perspektiver. Desuden har Olyssia fået sin helt egen stemme. Det fungerer rigtig fint og driver fortællingen fremad på naturlig vis med et dejligt flow. Blodets Sti er væsentligt mere voldelig og grusom end sin forgænger, og forfatteren holder sig bestemt ikke tilbage, når det kommer til beskrivelserne. Tobias Stenbæk Bro har helt sikkert fundet sin stemme og man bliver ført gennem den spændende fortælling med sikker hånd. Det er spændingsmættet fantasy fra start til slut. Det er en udsøgt fornøjelse at læse en dansk forfatter, der først og fremmest har gjort sig umage med at skabe et forunderligt og detaljerigt univers. Tobias Stenbæk Bro tør godt – og det kan man kun være taknemmelig for.

Anmeldt af Helle Perrier

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Roman og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *