Terminator: Dark Fate

Terminator: Dark Fate
Film, USA 2019, 128 min.
Instr.: Tim Miller
Medv.: Mackenzie Davis, L. Hamilton, A. Schwarzenegger, Natalia Reyes, Gabriel Luna

Anmeldereksemplar stillet til rådighed af PR Nordic.

Terminator: Dark Fate er både den sjette og den tredje film i sin franchise. Det er den sjette Terminator-film i det hele, men den tredje som James Cameron har haft noget at gøre med. Og han giver pokker i film nr. 3, 4 og 5, og lader denne være en fortsættelse til hans første to. Han synes nemlig, lige som rigtig mange fans, at film nr. 3-5 er ret dårlige. Personligt synes jeg nu at film nr. 3 og 5 er stort set lige så gode som de første to, mens film nr. 4 – Terminator Salvation fra 2009 – var en svipser.

I denne sjette film er der på papiret meget at være begejstret for. Budgettet er højt, effekterne er gode, actionscenerne er underholdende, instruktionen er fin (Tim Miller har tidligere instrueret den første Deadpool-film) og skuespillerne er gode – men desværre fejler filmen på det mest afgørende punkt: historien. James Cameron, som er et af navnene blandt den håndfuld forfattere (ja, hele fem af slagsen) der er krediteret for historien, dvs. de ideer som manuskriptet er skrevet ud fra, bestemte at han ikke kunne lave en Terminator-film uden Arnold Schwarzenegger, og derfor er hele plottet tilrettelagt ud fra hvordan man kunne give endnu en Schwarzenegger-terminator en væsentlig rolle at spille i filmen. Og det endte med at han så måtte være den terminator som endelig får slået John Connor ihjel. Wait, what? Samme John Connor som samtlige fem foregående film har handlet om at redde? Jep. Det er desværre helt ekstremt respektløs overfor alle de tidligere film, og de publikummer som har investeret sig i de films historie. Og hvad medfører John Connors død så i den nye film? Jo, at der simpelthen er en anden sej person der så bliver oprørsleder i fremtiden i stedet for John Connor, OG som terminator’ne nu bliver sendt til fortiden for at dræbe. Det fjerner al spændingen fra plottet, for nu ved vi jo at hvis den nye fremtidige oprørsleder bliver dræbt, så kommer der bare en ny, og så gentager det hele sig i det uendelige. På denne måde afsløres franchisen som værende intet andet end et kommercielt hylster som bare vil have vores penge, men ikke længere har noget originalt at tilbyde. Af samme grund blev denne film straffet af publikum ved at floppe fælt, og høste dårlige anmeldelser.

Men filmen kunne sådan set måske stadig have fungeret hvis den havde være spændende og innovativt fortalt. Det er den bare ikke. I stedet for at være en fortsættelse til de to første Cameron-film, virker historien i Dark Fate ikke som andet end et halvhjertet opkog på dem. Det er nøjagtig samme elementer og samme struktur som før; det er som om Cameron er overbevist om at fans’ene bare vil have det samme igen-igen. Samme flugt over plankeværket med den fremtidige oprørsleder, samme sammenbidte super-terminator som i Terminator 2: Judgment Day, masser af scener der virker som kopier af scener fra de gamle film, og samme sentimentale slutning på den søde, rare Arnold-terminator til sidst. Det er den filmsygdom man på engelsk kalder for ”sequelitis”; når en efterfølger lider af alt for mange call-backs til den eller de forrige film i franchisen. Og at de fleste af hovedpersonerne nu er kvinder er bare ikke nok til at gøre det interessant. Man havde virkelig forventet noget bedre fra James Cameron, men han er simpelthen blevet for kommerciel – hvilket jo får én til at frygte lidt for de fire Avatar-efterfølgere, han er i gang med at lave…!

Ydermere kan man indvende at Terminator: Dark Fate med sine to timer er for lang; den har ikke historie nok til mere end halvanden time. Især kunne stort set alle de kedelige TYVE minutter de bruger på at krydse grænsen mellem Mexico og USA med fordel have været skåret væk. Som hjernedød og i øvrigt flot actionfilm kan man da sagtens sidde og stene til denne film, men der er ikke noget spændende ved historien. Og selv om skuespillerne er ganske fine, så kommer man aldrig rigtig særlig dybt ned i deres personskildring. Linda Hamiltons Sarah Connor er god, men de øvrige er overfladiske, og det viser også at der er for mange hovedpersoner i denne film. Der er Sarah Connor, Grace (den nye super-soldat fra fremtiden), Dani (den fremtidige oprørsleder) og så Arnolds T-800 terminator, og de skal alle sammen have ca. lige meget tid, hvilket gør at der ikke rigtig er tid nok til at skildre nogen af dem tilstrækkelig meget til at de bliver levende for os. Paradoksalt nok er REV-9, den nye super-terminator spillet af Gabriel Luna, en mere spændende og velspillet figur end nogle af de andre. Desværre er han på flere måder uoriginal, og ikke spor mere avanceret end Robert Patricks kviksølv-agtige T-1000 i Terminator 2: Judgment Day. Jeg sad og kunne forestille mig masser af langt mere avancerede måder, den kunne få slået Dani ihjel på, men manuskriptforfatterne havde åbenbart ikke den store fantasi at gøre godt med. Desværre en Dark Fate dermed også en svipser, og faktisk den ringeste Terminator-film i hele serien. Denne franchise bør dermed lægges i graven, for den gør hvad så mange Hollywood-efterfølgere har gjort før den: i stedet for at tilbyde noget nyt og interessant, kannibaliserer den blot sine foregængere ved at bruge alle de samme elementer endnu en gang og derved ende som en parodi på sig selv. Stop nu. Please.

Karakter: 4 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen

Dette indlæg blev udgivet i Film, Science Fiction og tagget . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *