Michael Mørkboe – Fanget i Limbo

Fanget i Limbo
Roman af Michael Mørkboe
Forlaget SMSpress
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Systemadministrator i Himmelen. Det lyder på samme tid som verdens mest spændende og verdens kedeligste job – for hvad er der at administrere? Der burde jo være styr på Himmelen.

Ikke desto mindre, er det – uden at afsløre for meget – den jobtitel Benjamin Jesper Nikolajsen får, da han ved et held i uheld dør og bliver fanget i Limbo, middelalderteologiens og Dantes mellemtrin mellem Jorden og Himlen. Der er selvfølgelig ikke styr på sagerne i det hinsides.

I virkeligheden var Benjamins liv på Jorden, i al sin meningsløshed, hans egentlige limbo. Et limbo, som mange mennesker kender til, hvor man venter og venter på næste ting, der vil give mening. Liv for livets skyld er ikke særligt spændende. Livet i meningsløshed og måske ensomhed, kan let føles som det rigtige limbo. Benjamin finder – forholdsvis hurtigt – mening, formål og selskab i det himmelske Limbo, og indledningen til romanen er en rigtig fin kommentar på hvordan det moderne liv kan føles for mange.

Fanget i Limbo kan sagtens læses som en eskapistisk fantasi, hvor hovedpersonen føler sig fanget i sit liv – dette er selvfølgelig en af de helt klassiske fantasy-genrer, og genren indeholder nogle af min barndoms bedste læseoplevelser. For eksempel skal børnene i Narnia-serien blot træde gennem et klædeskab for at komme til en anden verden, Bastian fra Den uendelige historie flygter med hjælp fra en gammel antikvitetshandler og en magisk bog til landet Fantásien. Tvebak og Jonathan er nødt til at dø for at komme til deres eventyrland, men det er ved ankomsten til Nangijala at deres egentlige, meningsfyldte liv begynder. Fanget i Limbo er en voksen og opdateret version af genren, som jeg nød at læse.

Med andre ord, er Fanget i Limbo en underholdende fantasyroman, der trods sin titel har fuld fart på og allerede er godt i gang efter kun 20-30 sider. Den flotte og sjove forside til Fanget i Limbo er en sjov kontrast til titlen og signalerer, at det ikke er en kedelig bog. Det bedste ved bogen er de virkelige sjove moderne opdateringer af hvordan helvedes første koncentriske cirkel fungerer som et gammeldags advokatkontor og ikke mindst administreres af bureaukrater og lidt for egenrådige computersystemer. Anbefalelsesværdig aften- eller ferielæsning.

Anmeldt af Anne Dencker Bædkel i Himmelskibet nr. 64

Dette indlæg blev udgivet i Bøger og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *