Patrick Leis: Når Mørket Kommer

Når Mørket Kommer
Patrick Leis
Paperback, 160 sider
Facet 2007

Forfatteren Patrick Leis var blevet kontaktet af et forlag med en forespørgsel på en gyserbog til en serie af letlæsningsbøger. Dette blev til bogen Når mørket kommer, men forlaget syntes ikke bogen var letlæselig nok til denne serie (den har et lixtal på 32). I stedet for at ændre på bogen, så den blev mere letlæselig, har Patrick kastet sig over en anden historie til den serie, og har nu fået Når mørket kommer udgivet på forlaget Facet. Da bogen er fremkommet som en del af et lidt specielt projekt, så blev Patrick enig med Facet om at udvide projektet, så den er også blevet et forsøg ud i ”graphic novel” traditionen, så Patrick har lavet over 120 illustrationer til den.

Vi følger en dansk familie der skal på ferie i en fjeldhytte i Norge, hvilket teenager datteren Mia bestemt ikke er meget for. Bedre bliver det ikke da hun kan se at de er så langt ude at der ikke er nogen dækning på mobilen, så hun dermed er uden kontaktmuligheder til sine veninder. Grunden til at familiefaderen Lasse har slæbt sin familie med så langt væk, er at han vil opleve den forstående måneformørkelse, langt væk fra byernes forstyrrende lys. Mia er dog ligeglad med dette naturfænomen, og på aftenen for formørkelsen går hun tidligt i seng og ligger og ærgrer sig over ikke at kunne være med til skolefesten, der finder sted samme aften. Da hun ligger i sengen, hører hun en lokkende musik/sang fra skoven, og da hun kigger ud af vinduet, ser hun en smuk ung mand der står i skovbrynet. Hun føler sig draget, kravler ud gennem vinduet, og følger ham ind i skoven, ind i tågefolkets verden. Det er en smuk verden med smukke alfeagtige mennesker, så hun følger velvilligt med og lægger sig med velbehag på alteret…

Forældrene har opdaget at datteren er væk, og faderen begiver sig ind i skoven for at lede efter hende, nervøs for at den sindsforstyrrede vagabond, der tidligere har forsøgt at skræmme dem væk med historier om forsvundne børn, har taget hende…

Det kunne lyde som om dette er historien om mødet mellem mennesker og skovvæsner, men det udvikler sig hurtigt til at blive alt andet end en sød fantasy historie, og man bliver mindet om at Patrick endnu ikke er færdig med sin zombie-trilogi (Requiem, Pax Immortalis og den endnu uudkomne Regnum Mortis), og således stadig har sin tankegang i disse baner.

Bogen er rigt illustreret, hvilket er med til at gøre bogen rigtigt stemningsfuld, og illustrationerne underbygger historien glimrende. Specielt kan jeg godt lide den illustration hvor han har lånt figurer fra flere af hans andre bøger (Pax Immortalis, Psykonauten, Imitator mfl.).

Bogen er skrevet til at være en letlæsningsbog, hvilket man ikke tænker over når man sidder med den, men det gør at den er hurtigt læst, men den når både at fange og overraske læseren.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.15

Dette indlæg blev udgivet i Bøger, Horror, Roman og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *