Die Schmelze

Udgivet den maj 15, 2011 af Admin

Die Schmelze
Roman af Risto Isomäki, Öko-Thriller, BLT in der Verlagsgruppe Lübbe, Band 92285, 1. auflage: april 2008
370 sider plus et efterord på 10 sider
Oversat fra finsk Sarasvatin Hiekkaa til tysk af Angela Plöger
Udkom i Finland i 2005
Udgives på dansk af Turbine Forlaget i efteråret 2011

Denne bog er så god, at den skal anmeldes, selvom den foreløbigt kun er udgivet på finsk og tysk, så vidt jeg ved.

Forfatteren, Risto Isomäki, er en kendt finsk miljøaktivist med en omfattende viden om bl.a. økologi og konsekvenser af drivhuseffekten. På dansk vil bogen evt. kunne få titlen Den store Afsmeltning. Bogen er Isomäkis fjerde roman.

Det er to år siden jeg læste bogen, og det er måske en af de bøger, som har gjort mest indtryk på mig nogensinde. Jeg tænker stadig, her to år efter, næsten dagligt på nogle af de problemstillinger, som denne roman afdækker. Bogen er ikke forsøgt skrevet som et stort litterært kunstværk (og tak for det!), men forfatteren ved noget, har sat sig ind i noget, og han vil noget med det, han ved.

Isomäki skriver i et nøgternt og præcist sprog, hvor der bruges de ord, som er nødvendige og ikke meget mere. Ligesom George Orwell, som er den politiske forfatter, jeg ville sammenligne med, når det handler om at formidle et politisk budskab til romanform.

George Orwells romaner er blevet nogle af de mest læste og respekterede i verden, men hans anti-totalitære budskab har ikke bredt sig meget. Jeg håber, at Isomäkis miljø-budskab trænger bedre igennem og at denne roman vil blive lige så læst – inden det er for sent…

Isomäki vil redde verden fra truende katastrofer, og han har gjort sig den ulejlighed at formidle denne viden og dette budskab i en fantastisk spændende og velkomponeret roman. Jeg har kun et par små indvendinger i slutningen, hvor et par småting kunne have gjort handlingen endnu mere troværdig. Men det er ren kosmetik og uden betydning for handlingen og budskabet.

Genremæssigt er bogen nærmest hård Sci-Fi , men også med kraftige elementer af thriller, hvor de hårde videnskaber i romanen bl.a. er geologi, glaciologi, arkæologi og konsekvenserne af global opvarmning. Det tyske forlag har da også præsenteret bogen som en økothriller.

Hvis du tror, at den globale opvarmning er noget som langsomt vil få verdenshavene til at stige over nogle hundrede år, eller slet ikke tror på nogen klimakatastrofe, så vil denne bog formentlig overbevise dig om, at en global katastrofe kan indtræde meget hurtigere og meget tidligere end mange af os hidtil har antaget.

Det gør denne Sci-Fi øko­thriller påtrængende skræmmende, at den bygger på nøgtern naturvidenskab på vores egen klode med vores eget økosystem. Der er ikke opfundet nye verdener, hidtil ukendte naturkræfter eller særligt mange nye teknologier.

Forfatteren skriver i nogle bemærkninger til romanen, at han var ved at færdiggøre bogen da den store tsunami anden juledag 2004 ramte kysterne i mange asiatiske lande. Det fik ham til at omarbejde bogen. Han blev bl.a. opmærksom på, at Indien var i færd med at opføre et atomkraftværk med en såkaldt hurtig formeringsreaktor tæt ved kysten. Heldigvis var atom­kraftværket ikke færdigbygget, for den type atomkraft­værker, hvis de overskylles af vand/en tsunami bølge, vil rea­gere som en mindre atombombe.

I romanen lykkes det en af vore helte at få overbevist politikerne i Europa om, at der kommer en megabølge fra Grønland og alle formeringsreaktorerne bliver slukket inden bølgen kommer, så der undgås en radioaktiv katastrofe. Bølgen kommer og den er STOR. Men den er ikke udløst af et jordskælv. Store bølger kan nemlig også dannes på anden måde. Læs selv!

Handlingen begynder i nutiden eller meget nær fremtid i en mindre ubåd, Lomonossow, der udsættes for nogle meget besynderlige naturkræfter, som dog senere forklares.

Der er både romance og en overbevisende teori om, at det sunkne Atlantis kunne have ligget i Khambha-Bugten (Gulf of Cambay) i det norvestlige hjørne af Indien, hvor landet er sunket, som følge at en landstigning inde i landet bl.a. i Himalaya bjergene. Landet hævede sig, efterhånden som isen begyndte at smelte efter sidste istid for ca. 10.000 år siden. Denne del af historien bruges til at forklare nogle af de konsekvenser det formentlig vil få, at isens smelter i Arktis.

En flod af smeltevandet fra Himalaya, som løb ud i den nuværende Khambha Bugt tørrede efter nogle årtusinder ud. Ligesom man oplever det i mindre målestok flere steder i verden i dag, og frygter vil ske mange flere steder.

Handlingen, som i høj grad også foregår på Grønland eller nede i U-båden, benytter U-bådens midlertidige udstationering i Indien til dels at skaffe vor helt en smuk indisk kvindelig professor som kæreste og dels til at forklare nogle af de geologiske aspekter ved den kraftig afsmeltning af store ismasser.

Personerne i handlingen er stort set alle videnskabsfolk med forskellige specialer, hvis viden, via romanens handling, kombineres til at forudse den store katastrofe. Desværre for sent til at forhindre den.

Handlingen er elementært spændende, fordi de forskellige handlinger og personer alle, hver på deres måde, bidrager til at forklare, hvad der sker og hvorfor. Selvom handlingen er spændende, så er det også spændende, hvordan forfatteren får bygget alle de forskellige opdagelser og videnskaber sammen til en logisk og sammenhængende årsagsforklaring.

Den løbende omtale i medierne af klimaproblemerne bekræfter i skræmmende grad denne bogs fremtidsscenarie. Og det er kun 6 år siden bogen udkom i Finland.

Anmeldt af Erling Frederiksen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

China Mieville – Kraken

Udgivet den maj 14, 2011 af Admin

Kraken
Roman af China Mieville, 2010
Lydbog fra audible.com
Fås også som trykt bog

Mieville er et af de store (relativt) nye navne indenfor britisk science fiction og fantasy. Mig bekendt er han endnu ikke blevet oversat til dansk, men det sker nok snart. Efter sin seneste succes med den meget velskrevne og genialt udtænkte The City and the City, der vandt nogle af de store science fiction-priser, men ikke er nem at placere genremæssigt, er han sprunget over i noget som er mere eller mindre vaskeægte fantasy med Kraken.

Som gammel fan af H.P Lovecraft og tidligere rollespiller med hang til det Lovecraft-baserede spil Call of Cthulhu, kunne jeg slet ikke holde mig fra Kraken. For dem der ikke ved det, så er hr. Cthulhu en meget ubehagelig, blæksprutteagtig gud fra Lovecrafts univers, så jeg havde forventet noget i retning af en Lovecraft-pastice udsat for Mievilles meget markante meninger om hvordan bøger bør skrives. Det var det så ikke helt, men alligevel.

Romanen starter med at nogen har stjålet en kæmpeblæksprutte fra et zoologisk museum i London. Det vil sige hele den gigantiske præserverede tingest med glastank og det hele, og det på trods af både normale og magiske sikkerhedsforanstaltninger og selv om tanken faktisk ikke ville kunne komme ud ad døren. Så der er klart magi på spil.

Vor helt Billy arbejder på museet og er manden der stod for præserveringen af blæksprutten. Han er en typisk fantasy-helt, ved det at han ikke aner en pind om hvad der foregår, men efterhånden hurtigt involveres i plottet og må prøve at følge med så godt han kan. Ligesom os læsere. Plottet er dog så stort og komplekst at Mieville har valgt at lade os følge flere forskellige andre personer og grupper, inklusiv politiets specielle afdeling for det overnaturlige.

Uden at afsløre for meget, kan jeg vist godt sige at det handler om ikke mindre end verdens undergang! Men hvem der har stjålet blæksprutten, hvorfor den blev stjålet og hvad den har med verdens undergang at gøre, får man først at vide ret langt henne i romanen. Man skal dog ikke frygte at komme til at kede sig undervejs: Bogens univers er befolket af et væld af sjove, underlige og skræmmende personer og væsener.

Der er for eksempel makkerparet Goss og Subby, som efterlader en lang række af lig i deres kølvand, og som råder over så stærk magi at ingen tilsyneladende kan stille noget op imod dem. Andre eksempler er kulten der tilbeder blæksprutter, den meget mærkelige gangsterboss ”Tatoveringen” og hans endnu mere mærkelige dødsfjende og tidligere chef, som godt nok er død og begravet, men bestemt ikke er sat ud af spillet af den grund. Som et lille politisk indslag har vi troldmandshjælpernes fagforbunds formand som heller ikke ligefrem er noget menneske.

Efterhånden som verdens ende nærmer sig, bliver situationen i London mere og mere kaotisk. Den sidste del af bogen er nærmest én lang hæsblæsende jagt på dels at finde de sidste spor til hvad der foregår, dels at prøve at hindre diverse skurke i at gennemføre deres forskellige planer, og samtidig undgå selv at blive slået ihjel eller taget til fange. Billy vokser heldigvis med opgaven, selv om jeg ikke vil afsløre om det faktisk lykkes ham at redde verden til sidst.

Hvis jeg skal opsummere, så er bogen noget af det mest underholdende jeg længe har læst/hørt. Der bruges mange ideer andre steder fra, men der er også originale ideer, og både personer og plot fungerer rigtig godt. Da jeg ved at Mieville kan mere end det, nemlig få en fantastisk historie til at række ud over sit eget univers og fortælle os noget om os selv og vores samfund, kunne jeg måske have ønsket mig at se lidt mere af det her, men på den anden side tror jeg at det ville have ødelagt bogens meget humoristiske tone og alt det underforståede der er i den for fans af både fantasy, horror og science fiction. Ren underholdning måske, men af topkvalitet.

Anmeldt af Flemming Rasch i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , | Skriv en kommentar

Stig W. Jørgensen – Det virtuelle cocktail­party

Udgivet den maj 13, 2011 af Admin

Det virtuelle cocktail­party – Artikler om science fiction 1984-2009
Essays af Stig W. Jørgensen
Science Fiction Cirklen 2010
293 sider

Igennem 25 år har Stig Jørgensen tænkt, anmeldt og gjort sig tanker om science fiction-litteratur, og med dette værk kan læsere følge Stigs færd gennem litteraturen. Artikelsamlingen er delt i fem dele – anmeldelser, por­trætter, alternativer, refleksioner og punktnedslag – hvis bestanddele er hentet fra tidligere numre af Proxima, fra Stigs blog, Ekkorummet, og diverse andre steder.

Anmeldelserne fungerer som et fint katalog over klassisk science fiction-litteratur, og oversigten har den fordel, at Stig både inddrager engelsk- og dansksproget litteratur. Anmeldelserne er i mange tilfælde fra 1980’erne, og de er visse steder opdateret til at inddrage referencer til senere udgiven litteratur, hvilket kuriøst giver et billede af, hvordan science fiction-markedet så ud i 1980’erne, men opdateret til nutidige forhold, uden at få inddraget den mellemliggende periodes forfattere. Man kunne fejlagtigt få et indtryk af, at der ikke er kommet nye forfattere til siden, men sådan forholder det sig naturligvis ikke, hvilket man kan konstatere i de efterfølgende afsnit af bogen.

Anden del af bogen kan nærmest betragtes som en overbygning til første del, hvor der skiftes fokus fra at anmelde bøger til at beskue forfatterskaber, og Stig Jørgensen er bredt belæst, hvilket gør gennemgangen af forfatterskaberne en fornøjelse at læse. Fra forfatterskaber flytter bogen sig i tredje og fjerde afsnit til at omhandle motiver og temaer i science fiction og kulturen omkring science fiction-miljøet. Alle artiklerne er mærket af, at Stig Jørgensen er bredt belæst, og der er en solid bredde i artiklerne, der åbner døre til nye værker for den nysgerrige læser at følge op på. Femte afsnit er en bred samling artikler, der beskæftiger sig med, ja, lidt af hvert inden for science fiction-litteraturen.

Generelt er artikelsamlingen let læst, og den er en fornem milepæl over en dedikeret læsers indsats over 25 år. Der er en bredde og en indsigt, som gør artiklerne fornøjelig læsning, og de er et fint katalog for nye læsere, der gerne vil have en indsigt i, hvad det er, som science fic­tion-litteratur kan og gør. Manglerne ved værket består mestendels i, at anmeldelserne ikke løber kontinuerligt op til dags dato, og de seneste 10-15 år fremstår derfor noget pauvre, og i at artiklernes begrænsede længde hindrer nogle dybdegående analyser af indholdet, hvorfor nogle artikler kun lige når at kratte i overfladen, førend de afrundes. Interesserede læsere henvises desuden til at følge bloggen Ekkorummet, hvor forfatteren fortsætter sine refleksioner over science fiction-litteraturen.

Anmeldt af Morten G. Petersen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Bøger, Faglitteratur, Science Fiction | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Hell of the living dead

Udgivet den maj 12, 2011 af Admin

Hell of the living dead
Aka. Virus
Film, Italien/Spanien
1980, 101 min,
Intruktør: Bruno Mattei
DVD fra Another World Entertainment 2010

Blandt de første udgivelser fra Another World Entertainment var en række klassiske og kult zombie film fra halvfjerdserne, film som f.eks. Zombie 2 – Zombie Flesh Eaters m.fl. Problemet er blot at så mange gode og holdbare zombiefilm blev der ikke lavet dengang, og nu hvor deres zombie-serie er kommet til udgivelse nr. 7, er kvaliteten dalet. Det er dog film, der har en anden form for kvaliteter, nemlig de kiksede morsomme, som ofte skyldes lave produktionsomkostninger. Dette er Hell of the Living Dead et godt eksempel på.

Et kemisk udslip er skyld i at de døde rejser sig igen og kaster sig over de levende. Dette finder sted på øen Ny Guinea, og en militær enhed sendes af sted for at rydde op. Udover militæret er der lokalbefolkningen og en flok videnskabsmænd, der må kæmpe sammen imod de udøde. Dette er handlingen kort fortalt. Hvad er det så der gør filmen værd at se? Zombier, der pudsigt nok næsten ingen fysiske skader har, selvom de er tidligere ofre for andre zombier, men nu blot har fået en ny ansigtskulør, og nogle af dem ser ud til at have tabt en portion havregrød i ansigtet. Hertil er der en kødædende rotte og militærfolk der må siges at være overmodige, dumdristige og komiske heltetyper.

Noget af det der sikrer at filmens spilletid er 101 minutter, er et utal af naturbilleder og optagelser af stammedanse. Alle disse optagelser er tydeligt stock photo, noget der desværre gør filmen for lang.

Filmen har dog masser af komiske sekvenser. Et godt eksempel på dette, er da den kvindelige videnskabsmand skal kontakte en lokal stamme. Hun klæder sig af og maler sig lidt i ansigtet og på overkroppen, mens hun nu bevæger sig ind i landsbyen og observerer deres ritualer. Her er sammenklipningen mellem stock photos og filmens scener meget tydelig.

I DVD’ens booklet omtales filmens instruktør som følger: “Når horrorfilmens store annaler engang skal skrives, vil kapitlet om zombiefilm sikkert ikke levere megen plads til Bruno Mattei”, og andet steds står der at “jeg skal ikke forsøge at overbevise dig om at filmen, du netop har investeret dine surt tjente sparepenge i, er et stort mesterværk. Det er den nemlig ikke!” Pointen som skribenten (Jack Jensen) vil frem til, er at filmen ikke er stor kunst, men derimod hurtig let fordøjelig underholdning, og at den ikke skal tages for andet end det. Dette vil jeg give ham helt ret i, og jeg var bestemt underholdt, om ikke af andet. så af filmens manglende kvaliteter.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

The House of the Devil

Udgivet den maj 11, 2011 af Admin

The House of the Devil
Film, USA, 2009, 95 min.
Instr.: Ti West
Medv.: Jocelin Donahue, Tom Noonan, Mary Woronov m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment.

Filmens indledning får os meget pænt tilbage til de 80’ere, den prøver at genskabe. Desværre når filmen først forbi indledningen da der er ti minutter tilbage.

The house of the Devil er en hyldest til 80’ernes babysitter-gysere, og det mærkes tydeligt på historien. Vi har alle troperne lige fra høje uhyggelige mænd til satanister, der vil hidkalde deres afguds arvinger. Flere gange lykkes det at bruge disse troper, så man som seer bliver spændt på, hvad der sker, andre steder virker de bare tåbelige.

Historien handler om den un­ge Samantha, der får et job som babysitter. Men som hun får at vide, da hun ankommer til huset, er det ikke et barn hun skal passe på, men en ældre dame. ‘Foræl­drene’ skal ud og se på månefor­mørkelsen (måske mere oplagt med stjerner, der står på en helt specielt måde, men stadigvæk) og tør ikke lade den gamle mor være alene hjemme. Dog skal Sam ikke være bekymret, da hun ikke skal forvente at se noget til den gamle dame der for det meste holder sig for sig selv.

Starten af filmen handler om Sam, der er træt af sin sambo på kollegiet og gerne vil flytte for sig selv. Derfor mangler hun penge, og ser et babysitter-job. Der er også en ligegyldig veninde, som får lidt for meget screen-time.

Anden del af filmen foregår i huset, hvor vi først introduceres til en dialog der er mere underlig end uhyggelig, et pizzabud, der er skummel, men ikke uhyggelig, og et stort, næsten tomt hus.

Så begynder de. Lydene. Mærkelige bump (som en person der går rundt) oppe på overetagen. Vandrør, der laver lyde (som er der en på overetagen, der har tændt for en vandhane deroppe). Alt sammen ting, der i en traditionel gyser ville være suspense-skabende… Men altså, der bor en gammel dame deroppe, og er hun så privat som hendes børn siger, så må hun vel have adgang til eget vand, hvis ikke hun skal dø af tørst?

Tæt imod slutningen må det gå op for folkene bag, at deres taktik ikke rigtigt virker, for i stedet for at insinuere at der er noget galt, så viser de os det i stedet. Ved at zoome væk fra Samanthas syn, ser vi et aflåst rum, hvor der er døde mennesker liggende i et pentagram af blod. Det er altså ikke bare en gammel dame! (Ok, det havde jeg heller ikke troet på grund af filmens titel, men det burde Samantha. Med mindre altså vi er inde i noget meta-agtigt hvor hun også er bevidst om titlen? Må se filmen igen ved lejlighed kan jeg godt høre).

Så går tredje del i gang. Nu går det stærkt. Den gamle dame er en deform gammel heks, og ægteparret er med i kulten sammen med … Dam dam DAM, pizza-buddet… Og nu vil jeg ikke afsløre mere. De sidste ti minutter af filmen må du se, hvis du vil finde ud af hvad der sker. Vær dog beredt, twistet til sidst er ikke så twisty som det gerne ville.

Jeg beundrer et eller andet sted forsøget på at lave en 80’er-gyser. Og flere steder er jeg altså også fuldstændig med, og fanget af historien. Mange af de film jeg elsker, ER fra 80’erne. Desværre dvæler den her film ved lidt for mange detaljer. Dialoger kører ud i det uendelige. Meningsløse scener sætter en dæmper på suspens’en.

Havde man klippet halvdelen af spilletiden fra, tror jeg faktisk at filmen ville have været mere effektfuld. Og specielt det sidste kvarter er skidegodt. Bare en skam at man skal se flere minutters 80’er-dans til walkman og samtaler om pizza igennem. Den slags bør altså kun, og gjorde også kun dengang, tage et par minutter.

Men i hvert fald et godt forsøg, der skulle bare lige skæres en halv film fra.

Anmeldt af Bjarke Schjødt Larsen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Repo! The Genetic Opera

Udgivet den maj 10, 2011 af Admin

Repo! The Genetic Opera
Film, USA, 2008, 98 min.
Instr.: Darren Lynn Bousman
Medv.: Paul Sorvino, Anthony Head, Alexa Vega m.fl.
På DVD fra Scanbox Entertainment.

I en ikke så fjern fremtid er organsvigt og sygdomme blevet en epidemi. Der er ingen kur. Indtil firmaet GeneCo gør det muligt at transplantere kunstige organer. Men alt har sin pris. Og verdens frelser får hurtigt indført inkasso-ordninger, så kan du ikke betale for din lever, så kommer inkasso – i forklædning af de røde repo-mænd – og de er ligeglad med dine undskyldninger, for du skylder…

Imens sidder den unge Shilo Wallace spærret inde på sit værelse. Hun har fået en blodsygdom fra sin afdøde mor, og Shilos far, Nathan, tør ikke lade sin datter gå ud i verden, før han selv har fundet en kur.

I den anden ende af byen sidder Rotti Largo, ligeledes syg af noget, der endnu ikke er en kur for. Rotti er GeneCo’s grundlægger, og på dødens rand ser han, at ingen af hans børn er værdige arvtagere. Heldigvis har Rotti og Nathan noget til fælles…

Som titlen afslører, er der musik med i den her film. Det er faktisk en musical. En musical om en opera. Kan man ikke lide musicals, så … se filmen alligevel, det fortjener den.

Igennem hele filmen svinger vi imellem at høre om Rottis kamp for at finde en arvtager, og Shilos kamp for at finde en kur. Samtidig hører vi også om byens afskum, de prostituerede og en pusher, der går under navnet Gravrøver. Alt bliver kædet sammen i en samlet historie om en by i forfald, og de mennesker, der har gjort at det ser sådan ud.

Det mest interessante i filmen er bipersonerne. Gravrøver, der også agerer fortæller for publikum, er spændende, og man kan ikke andet end at ønske at der var mere med ham (det er der også, på ekstramaterialet). Rottis børn er ligeledes fantastiske, Bill Mosely som den psykopatiske Luigi Largo, og Nivek Ogre som Pavi – en voldtægtsforbryder der ynder at skrælle pigers ansigter af for selv at kunne gå med dem.

Den sidste af de tre børn er Amber Sweet, spillet af Paris Hilton. Hun har igennem tiden fået meget høvl, men jeg er meget benovet over hendes præstation i denne film. Måske fordi hun spiller en rig og forkælet arving, måske fordi hun har talent.

Det dystopiske setting er også gennemført. Og med en masse reklamer, der spilles i tide og utide får vi et godt billede af hvem, der er de store, og hvem, der er de små. Nathan og Shilos hus, og ofte også deres tøj, får endda en til at tænke steampunk, dog uden at damp nogensinde spiller en rolle. Det er trods alt en nær fremtid.

Sangene er fængende, og man kan efter et par gange synge med på det meste (og man vil komme til at se den et par gange, det kan ikke undgås). Det er rock, det er pop, det er opera, alt sammen blandet sammen, og med små nik til Rocky Horror Pic­ture Show.

Sangen “Zydrate Anatomy” skal her have speciel ros, da den i tre små vers får forklaret meta-viden til publikum, uden at man nogensinde bliver revet ud af filmens univers. Sangen minder mest af alt om en børnesang i dens opbygning, og det fungerer! Hvis man altså er til børnesange om hvordan man tager stoffer – og det er jeg, åbenbart.

Skal man sige noget negativt, og det bør man jo nok, når man skriver en anmeldelse, også selvom man ikke har lyst, så er det at filmen nogle steder godt kunne have ryddet lidt op efter sig. Enkelte steder i filmen er der gen­stande og dialoger, der giver en indtryk af, at der er noget man ikke har fået fortalt, og hører man kommentatorsporet, hvor de fortæller hvordan historien først var opbygget, begynder det hele at give mening. Men det er vel en af den slags ting man må leve med når man redigerer post-produktion. Jeg vil egentlig også hellere have filmen som den er nu, end med det originalt tænkte, da det virkede en kende for urealistisk – Men det kan du jo selv bedømme når du ser filmen.

Alt i alt er jeg vild med Repo – the genetic opera. Den har humor, alvor, samfundskritik, og glimt i øjet. Godt skuespil hele vejen igennem, lækre sange, man til sidst ikke kan andet end at synge med på, og en historie, der til sidst går lige i hjertekulen på en.

Anmeldt af Bjarke Schjødt Larsen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Vampire Girl vs. Frankenstein Girl

Udgivet den maj 9, 2011 af Admin

Vampire Girl vs. Frankenstein Girl
Film, Japan, 2009, 84 min.
Instr.: Yoshihiro Nishimura, Naoyuki Tomomatsu
Medv.: Yukie Kawamura, Takumi Saitô, Eri Otoguro m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment.

Jeg er meget let at behage når det gælder film. Ekstremt let faktisk. Så længe filmen lever op til det den sælger sig selv som. Vampire Girl vs. Frankenstein Girl sælger ifølge coverets bagside sig selv som den japanske udgave af Twilight. Okay, så ved jeg hvad jeg går ind til.

At instruktøren bag så er den samme Yoshihiro Nishimura som også lavede Tokyo Gore Police lader jeg mig ikke skræmme af. Burde jeg nok. Men når Spielberg spænder imellem Indiana Jones og E.T. …

Jeg sætter forventningsfuldt dvd’en i maskinen, og har endda lavet popcorn. Forinden spurgte jeg min kæreste om hun ville se med, det var jo den japanske udgave af Twilight. I retrospekt er jeg glad for at hun svarede nej.

Filmen starter med at vi introduceres for hovedpersonen. Vi er på en japansk skole, hvilket betyder skoleuniformer. Udover skoleuniformerne har filmen dog ikke andet, der byder på nogen form for struktur. Skolen er overrendt med alt fra konkurrence-cuttere til piger, der sådan drømmer om at være sorte, at de iklæder sig masker og maler huden mørk. Hovedpersonens kæreste er en højtråbende havgasse, hvis far er vicerektor på skolen, hvilket man kunne få meget sjov ud af. Det gør man bare ikke, for den information er glemt så snart han springer ud af skabet som Grev Franken­steins arvtager.

Det hele ender galt da klassens nye pige tilbyder vores hovedperson en chokoladepastil på Valentinsdag – hvilket åbenbart er en tradition derovre, så man kan lære meget om japansk kultur fra filmen – en chokoladepastil fyldt med hendes blod.

Resten af filmen vil jeg ikke afsl… Bæ, der er intet at afsløre. Kæresten bliver slået ihjel, bygget om til en Frankenstein-klon af sin far, og så slås de.

Er der slet ikke noget positivt at sige om filmen? Jo. Jeg kan faktisk godt lide hvordan Frankenstein girl bliver skabt. Den reder nogle tråde ud, jeg var begyndt virkelig at hade. Om det så giver mening, kan diskuteres. Det føltes mere som at se en søndag morgens japansk tegnefilm, bare med rigtige skuespillere. Ganske rigtigt er historiens ophav da også fra japans kulørte tegneserier, et medie jeg er overbevist om at historien ville have gjort sig bedre i.

Men okay, nu så jeg så også filmen, stærkt farvet af bagsidens udsagn om at dette var den japanske Twilight. Rejser jeg tilbage i tiden, sletter bagsideteksten fra min erindring, og ser filmen igen … Så ville jeg nok stadigvæk synes at den er lidt for ’farverig’ og ’hurtig’ for mig. Jeg kan godt lide karakterudvikling, motivation og indlevelse i filmens univers, og det så jeg sgu ikke meget af her. Kan man overleve dette sagn, og synes man at hurtige klip, meningsløs og voldsom blodsprøjt krydret med meningsløse jokes om piger der vil være negere, og cutter-turneringer, ja, så er filmen sgu nok noget for dig.

Anmeldt af Bjarke Schjødt Larsen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Yatterman

Udgivet den maj 8, 2011 af Admin

Yatterman
(Yattâman)
Film, Japan, 2009, 119 min.
Instr.: Takashi Miike
Medv.: Shô Sakurai, Sadao Abe, Kyôko Fukada m.fl.
Distribueret af Another World Entertainment

Yatterman (egentlig Yattâman) begyndte som en tegnefilmserie, der kørte i 108 afsnit i Japan 1977-1979. Serien blev genoplivet i 2008, og i 2009 blev der lavet denne live action-film baseret på den gamle serie.

Af hvad jeg kan se af klip på YouTube, er tegnefilmene en ret fjollet børneserie, der dog indeholder nogle bizarre sex-elementer, som fx kvindelige kæmperobotter der skyder raketter ud af brysterne. Det er den sædvanlige historie om de heroiske unge mennesker mod de onde voksne.

De unge er parret Gan og Ai. Gan er søn af en genial, men forsvundet, robotbygger, og han har bygget faderens største opfindelse, robothunden Yattawan færdig. Ai er hans kæreste og datter af en lokal legetøjsproducent. Når de bekæmper ondskab, altid i form af den inkompetente Dorombo-bande, tager de rollerne som Yatterman 1 og 2, iført kulørte kedeldragter og bevæbnet med elektrisk ladet legetøj. Robothunden Yattawan er kæmpestor, men ikke voldsom sej. Dog, når man fodrer han med nogle bestemte elektroniske kødben, begynder han at producere horder af minirobotter, designet til at klare det øjeblikkelige problem.

Dorombo-banden består af den sexede Doronjo og hendes to inkompetente, dyrelignende håndlangere, hvoraf den ene er ulykkeligt forelsket i Doronjo. Deres kamprobotter går altid i stykker i mødet med Yatterman, så de har jævnligt brug for at udføre diverse kulørte svindelnumre for at skaffe penge til en ny. Dorombo-banden tager ordrer fra en mystisk, skjult skikkelse, som kalder sig Tyveguden Dokurobei. Han er ude efter stumperne af et forstenet kranium, der besidder stor magisk kraft, og det er Yatterman, der plejer at forpurre hans onde planer.

Filmen følger i det store og hele skabelonen fra tv-serien, blot men en lidt mere kompliceret historie. Ikke fordi historien betyder så meget; attraktionen i filmen er så afgjort de energiske og dybt fjollede optrin undervejs. Effekterne svinger mellem at være ret imponerende til at ligne noget fra Børnetimen, men fordi filmen overhovedet ikke tager sig selv alvorligt, generer det ikke. Det er ikke nogen dyb film, men udmærket, useriøs underholdning, der nok mest er for større børn (bl.a. fordi filmen er undertekstet, ikke eftersynkroniseret), men godt kan nydes af voksne med barnesindet bevaret.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Nude for Satan

Udgivet den maj 7, 2011 af Admin

Nude for Satan
(Nuda per Satana)
Film, Italien, 1974, 82 min.
Instr.: Luigi Batzella
Medv.: Stelio Candelli, Rita Calderoni, James Harris m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2010

Gotisk horror-porno – what’s not to like? Læs og bliv klogere…

En mørk aften, da lægen William Benson er på vej ud til en patient på landet, ser han en skikkelse midt på vejen og kører i grøften. Øjeblikket efter finder han en ung, bevidstløs kvinde, Susan, der selv er kørt galt. Han bugserer hende til rette i sin bil og søger hjælp til hende på et nærliggende slot, hvor ingen åbner for ham. Men da der både er lys i vinduerne, og døren står ulåst, vælger den gode doktor at lukke sig selv ind. Bag slottets døre gemmer sig det ene mere vanvittige optrin end den anden, og snart efter støder William på en tro, men noget frembrusende kopi af Susan, som ud over at være frisk og hjemmevant på slottet kalder ham Peter og er af den opfattelse, at de to danner par og har gjort det længe. Hun hedder så blot Evelyn.

Mærkeligere endnu bliver det dog, da Susan dagen efter ankommer til slottet og modtages af slotsherren, en sortklædt og åbenlyst skummel mand, der tilbyder at hjælpe hende. Susan møder snart denne Peter, Evelyn omtalte over for William (og som selvfølgelig kalder Susan for Evelyn), og som viser sig at være et lystent og anmassende modstykke til den noget mere anstændige doktor.

Kan William og Susan overvinde drifter og fristelser, finde hinanden og undslippe det mystiske slot, eller vil de bukke under for liderligheden og ende – gisp! – nøgne for Satan?

Uden at spolere slutningen eller andre vigtige plot-elementer for nogen, kan jeg allerede nu forsikre om, at der forekommer en god del nøgenhed (for Satan, naturligvis!) filmen igennem. Der er nemlig tale om den ‘XXX-ratede eksport-version’, som det hedder sig på omslaget. Dette er ensbetydende med decideret por­nografiske scener, hvilken synes ironisk, da det i stil med Dracula egentlig er en fortælling om et pænt pars udfordringer på anstændighed og troskab over for hinanden. På samme måde forsøger Nude for Satan at gøre et spændingsmoment ud af hovedpersonernes fristelser på slottet, alt imens den sigter til et publikum, der alligevel helst vil se dem smide kludene og kaste sig ud i de omgivende orgier.

Virkemidlerne er ofte noget kiksede. Det er svært ikke at fnise lidt af overspillet, når den gode dr. Benson først åbner den ene dør på slottet og chokeret lukker den igen, da en død butler med kniv igennem halsen hilser på ham. Endnu bedre bliver det, da han antager et forfærdet ansigtsudtryk ved opdagelsen bag næste dør, og der så klippes til et nærbillede af et pumpende lem i munden på en ung kvinde. Orgiet i bemeldte rum fortsætter i nogle minutter med diverse varianter af deltagelse og stillinger – hvorefter doktoren, der åbenbart har stået i døren og gloet al den tid, forarget lukker den igen.

Således afbrydes historien jævnligt af påklistrede sexscener, der kører ud af en tangent i flere minutter, gerne med uvedkommende personer, drømmeagtig musik og diverse syrede billedeffekter som kalejdoskop, slør osv., der sikkert er tilført for at give scenerne et mere artistisk præg. Mændene lider tilsyneladende af præstationsangst, og kvinderne fumler tvivlrådigt rundt i hinandens kønsbehåringer med tunger og fingre, der sjældent synes at ramme, hvor det batter. Det er mere fladt end frækt, og jeg sad hele tiden med følelsen af, at bedre implementerede og mere antydende end egentlig eksplicitte scener ville have gjort en mere seværdig film. At erotisk horror fremfor porno-horror måske kunne have skabt et frækt lille gys frem for den latterligt lumre affære, det endte med.

Og endelig kommer så scenen med det frygtelige edderkoppemonster – en livløs plasticdims, som langsomt glider hen over den skrigende Susans ynder, mens hun klamrer sig til det overdimensionerede net, den har udbredt i slotskælderen. Hvis ikke filmens klodsede sexscener og de medvirkendes overspil allerede har fået ramt på publikums lattermuskler, burde denne episode kunne klare ærterne.

Ligesom sexscenerne er også slutningen med sin opstyltede og forklarende dialog for udleverende. Oplægget er egentlig udmærket, og der kunne såmænd nok være blevet en okay film ud af det. Derfor er det lidt synd, at man ikke har valgt og forvaltet sine virkemidler bedre. Men det er altså ikke mere synd, end der trods alt findes indtil flere Dracula-filmatiseringer, som serverer problematikken mere effektivt.

Der har uden tvivl været en større berettigelse for og et publikum til film som Nude for Satan, da den udkom og kombinationen af horror og porno endnu var opsigtsvækkende. Men i en tid, hvor DVD-afspillere og internet er hvermandseje, har filmen svært ved at fremstå som andet end en fjollet bastard af en hor­rorfilm, der jævnligt sløves af lange og eksplicitte sexscener, og så en dateret pornofilm, hvor sex-scenerne er pakket ind i alt for meget omstændeligt nonsens (og urimelige mængder af hår) og i øvrigt ret blød efter nutidens standard.

Medmindre du er en decideret samler af italiensk 70’er-sleaze og bare må have filmen af nostalgiske årsager, vil det måske give mere mening at købe en regulær pornofilm, som vel koster omkring det samme og går direkte til makronerne.

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Two Orphan Vampires

Udgivet den maj 6, 2011 af Admin

Two Orphan Vampires
(Les deux orphelines vampires)
Film, Frankrig, 1997, 103 min.
Instr.: Jean Rollin
Medv.: Alexandra Pic, Isabelle Teboul, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2010

Henriette og Louise er to forældreløse vampyrer. I starten af filmen bor de på et børnehjem, styret af en flok nonner som forguder de her to ‘artige’ piger. Om dagen er de blinde små englebasser, om natten folder de sig ud som vampyrer, hvor de kan se. De bliver adopteret af en øjenlæge, som mener, han kan kurere deres blindhed, og det ender med at de slår ham ihjel, fordi han er ved at komme for tæt på. Den del af historien er slet ikke uddybet nok; jeg savner at se de undersøgelser han gør sig, hvor han kommer nærmere på sandheden. Det eneste tidspunkt hvor man ser ham komme tæt på, er at han griber de to dydsmønstre ved et stativ, hvor de står og snakker om en bog, hvilket selvfølgelig sker i nattetimerne, hvor de kan se.

De kommer med en lam søforklaring som han accepterer, herefter slår de ham så ihjel ved køkkenbordet efter han har forberedt lidt morgenmad til dem. De stikker af og vender tilbage til børnehjemmet, og her bider de et par stykker mere, men må senere flygte, da de bliver opdaget af nonnerne. Slutningen er ikke helt til at blive klog på.

Jeg syntes der er gjort for meget ud af at male et billede af perfektionisme, hvor det hele er finpudset og alt bare er så gammeldags pænt og nydeligt om dagen, hvilket jeg næsten fik kvalme af. Tiden kunne have været brugt bedre til at uddybe nogle af de underliggende dele i historien, såsom adoptivfaderens undersøgelser som kunne have ledt til hans opdagelse af sandheden. Der er nogle flash-backs i filmen, hvor man måske kunne have spekuleret i om man ikke burde have set mere af deres ”uartige side” i et mere nutidigt perspektiv, og derved få skabt en større kontrast med den fint til­slebne overflade.

De påståede erotiske øjeblikke, som på omslaget bliver fremhævet som værende lesbisk sex, skal man ikke lade sig narre af. Det tætteste på et næsten-erotisk øjeblik er hvor de to piger står nøgne foran vinduet ind til deres adoptivfader, som sidder dybt koncentreret over sit arbejde, for at se om han nu vil kigge eller ikke. Fordi de er høje oven på at have bidt et offer i et cirkustelt, suger de restblodet fra deres offer af hinandens overkroppe, hvorefter det følges op af en varm omfavnelse – og det er så det.

Jeg savner især spænding i filmen. De punkter hvor der trods alt er lidt ‘bid’ i historien bliver ikke til noget særligt, og der er ikke gjort meget ud af action-sekvenserne. Hovedpersonernes få ‘vampyrkræfter’ bliver slet ikke højnet af special effects som kunne have gjort scenerne mere spændende end det de fremstår som: tamme og kedelige. Endelig savner jeg også at se Henriettes og Louises dyriske side foldet mere ud, end det som filmen viser.

Jeg ville ønske jeg kunne sige at Two Orphan Vampires var fransk, fræk og forførende, men det er den ikke på nogen som helst måde; tværtimod er filmen fransk, flad og forfærdelig. De to skuespillerinder, som spiller Henriette og Louise, er meget tiltrækkende, og generelt syntes jeg at filmens billedmæssige side er ganske stemningsfyldt, men så holder festen også der. Når det kommer til selve action-indholdet og hvordan det er filmet, er jeg helt og aldeles skuffet. Hvis Two Orphan Vampires skal være en gyser/spændingsfilm, og det virkelig er det bedste fransk film har at byde på, i henhold til det jeg læser på etiketten som fulgte med filmen, så skal jeg aldrig nogensinde se franske vampyrfilm mere, da jeg var ved at falde i søvn. Hvis man forventer at få gys og spænding ud af denne film, er man gået ned af den forkerte gyde, hvor man straks burde gøre omkring og følge en anden og mere sikker sti hjem.

Skulle jeg indføre et nyt målesystem, skulle det være rådne æg, hvor 10 rådne æg er for den ringeste præstation og 0 for det absolut bedste. Jeg vil mene denne film fortjener at få 8 rådne æg – og det er lige før den fortjener 2 mere for en spildt aften bag skærmen.

Anmeldt af Henrik Pasgaard i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , | Skriv en kommentar