Nude for Satan

Udgivet den maj 7, 2011 af Admin

Nude for Satan
(Nuda per Satana)
Film, Italien, 1974, 82 min.
Instr.: Luigi Batzella
Medv.: Stelio Candelli, Rita Calderoni, James Harris m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2010

Gotisk horror-porno – what’s not to like? Læs og bliv klogere…

En mørk aften, da lægen William Benson er på vej ud til en patient på landet, ser han en skikkelse midt på vejen og kører i grøften. Øjeblikket efter finder han en ung, bevidstløs kvinde, Susan, der selv er kørt galt. Han bugserer hende til rette i sin bil og søger hjælp til hende på et nærliggende slot, hvor ingen åbner for ham. Men da der både er lys i vinduerne, og døren står ulåst, vælger den gode doktor at lukke sig selv ind. Bag slottets døre gemmer sig det ene mere vanvittige optrin end den anden, og snart efter støder William på en tro, men noget frembrusende kopi af Susan, som ud over at være frisk og hjemmevant på slottet kalder ham Peter og er af den opfattelse, at de to danner par og har gjort det længe. Hun hedder så blot Evelyn.

Mærkeligere endnu bliver det dog, da Susan dagen efter ankommer til slottet og modtages af slotsherren, en sortklædt og åbenlyst skummel mand, der tilbyder at hjælpe hende. Susan møder snart denne Peter, Evelyn omtalte over for William (og som selvfølgelig kalder Susan for Evelyn), og som viser sig at være et lystent og anmassende modstykke til den noget mere anstændige doktor.

Kan William og Susan overvinde drifter og fristelser, finde hinanden og undslippe det mystiske slot, eller vil de bukke under for liderligheden og ende – gisp! – nøgne for Satan?

Uden at spolere slutningen eller andre vigtige plot-elementer for nogen, kan jeg allerede nu forsikre om, at der forekommer en god del nøgenhed (for Satan, naturligvis!) filmen igennem. Der er nemlig tale om den ‘XXX-ratede eksport-version’, som det hedder sig på omslaget. Dette er ensbetydende med decideret por­nografiske scener, hvilken synes ironisk, da det i stil med Dracula egentlig er en fortælling om et pænt pars udfordringer på anstændighed og troskab over for hinanden. På samme måde forsøger Nude for Satan at gøre et spændingsmoment ud af hovedpersonernes fristelser på slottet, alt imens den sigter til et publikum, der alligevel helst vil se dem smide kludene og kaste sig ud i de omgivende orgier.

Virkemidlerne er ofte noget kiksede. Det er svært ikke at fnise lidt af overspillet, når den gode dr. Benson først åbner den ene dør på slottet og chokeret lukker den igen, da en død butler med kniv igennem halsen hilser på ham. Endnu bedre bliver det, da han antager et forfærdet ansigtsudtryk ved opdagelsen bag næste dør, og der så klippes til et nærbillede af et pumpende lem i munden på en ung kvinde. Orgiet i bemeldte rum fortsætter i nogle minutter med diverse varianter af deltagelse og stillinger – hvorefter doktoren, der åbenbart har stået i døren og gloet al den tid, forarget lukker den igen.

Således afbrydes historien jævnligt af påklistrede sexscener, der kører ud af en tangent i flere minutter, gerne med uvedkommende personer, drømmeagtig musik og diverse syrede billedeffekter som kalejdoskop, slør osv., der sikkert er tilført for at give scenerne et mere artistisk præg. Mændene lider tilsyneladende af præstationsangst, og kvinderne fumler tvivlrådigt rundt i hinandens kønsbehåringer med tunger og fingre, der sjældent synes at ramme, hvor det batter. Det er mere fladt end frækt, og jeg sad hele tiden med følelsen af, at bedre implementerede og mere antydende end egentlig eksplicitte scener ville have gjort en mere seværdig film. At erotisk horror fremfor porno-horror måske kunne have skabt et frækt lille gys frem for den latterligt lumre affære, det endte med.

Og endelig kommer så scenen med det frygtelige edderkoppemonster – en livløs plasticdims, som langsomt glider hen over den skrigende Susans ynder, mens hun klamrer sig til det overdimensionerede net, den har udbredt i slotskælderen. Hvis ikke filmens klodsede sexscener og de medvirkendes overspil allerede har fået ramt på publikums lattermuskler, burde denne episode kunne klare ærterne.

Ligesom sexscenerne er også slutningen med sin opstyltede og forklarende dialog for udleverende. Oplægget er egentlig udmærket, og der kunne såmænd nok være blevet en okay film ud af det. Derfor er det lidt synd, at man ikke har valgt og forvaltet sine virkemidler bedre. Men det er altså ikke mere synd, end der trods alt findes indtil flere Dracula-filmatiseringer, som serverer problematikken mere effektivt.

Der har uden tvivl været en større berettigelse for og et publikum til film som Nude for Satan, da den udkom og kombinationen af horror og porno endnu var opsigtsvækkende. Men i en tid, hvor DVD-afspillere og internet er hvermandseje, har filmen svært ved at fremstå som andet end en fjollet bastard af en hor­rorfilm, der jævnligt sløves af lange og eksplicitte sexscener, og så en dateret pornofilm, hvor sex-scenerne er pakket ind i alt for meget omstændeligt nonsens (og urimelige mængder af hår) og i øvrigt ret blød efter nutidens standard.

Medmindre du er en decideret samler af italiensk 70’er-sleaze og bare må have filmen af nostalgiske årsager, vil det måske give mere mening at købe en regulær pornofilm, som vel koster omkring det samme og går direkte til makronerne.

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Two Orphan Vampires

Udgivet den maj 6, 2011 af Admin

Two Orphan Vampires
(Les deux orphelines vampires)
Film, Frankrig, 1997, 103 min.
Instr.: Jean Rollin
Medv.: Alexandra Pic, Isabelle Teboul, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2010

Henriette og Louise er to forældreløse vampyrer. I starten af filmen bor de på et børnehjem, styret af en flok nonner som forguder de her to ‘artige’ piger. Om dagen er de blinde små englebasser, om natten folder de sig ud som vampyrer, hvor de kan se. De bliver adopteret af en øjenlæge, som mener, han kan kurere deres blindhed, og det ender med at de slår ham ihjel, fordi han er ved at komme for tæt på. Den del af historien er slet ikke uddybet nok; jeg savner at se de undersøgelser han gør sig, hvor han kommer nærmere på sandheden. Det eneste tidspunkt hvor man ser ham komme tæt på, er at han griber de to dydsmønstre ved et stativ, hvor de står og snakker om en bog, hvilket selvfølgelig sker i nattetimerne, hvor de kan se.

De kommer med en lam søforklaring som han accepterer, herefter slår de ham så ihjel ved køkkenbordet efter han har forberedt lidt morgenmad til dem. De stikker af og vender tilbage til børnehjemmet, og her bider de et par stykker mere, men må senere flygte, da de bliver opdaget af nonnerne. Slutningen er ikke helt til at blive klog på.

Jeg syntes der er gjort for meget ud af at male et billede af perfektionisme, hvor det hele er finpudset og alt bare er så gammeldags pænt og nydeligt om dagen, hvilket jeg næsten fik kvalme af. Tiden kunne have været brugt bedre til at uddybe nogle af de underliggende dele i historien, såsom adoptivfaderens undersøgelser som kunne have ledt til hans opdagelse af sandheden. Der er nogle flash-backs i filmen, hvor man måske kunne have spekuleret i om man ikke burde have set mere af deres ”uartige side” i et mere nutidigt perspektiv, og derved få skabt en større kontrast med den fint til­slebne overflade.

De påståede erotiske øjeblikke, som på omslaget bliver fremhævet som værende lesbisk sex, skal man ikke lade sig narre af. Det tætteste på et næsten-erotisk øjeblik er hvor de to piger står nøgne foran vinduet ind til deres adoptivfader, som sidder dybt koncentreret over sit arbejde, for at se om han nu vil kigge eller ikke. Fordi de er høje oven på at have bidt et offer i et cirkustelt, suger de restblodet fra deres offer af hinandens overkroppe, hvorefter det følges op af en varm omfavnelse – og det er så det.

Jeg savner især spænding i filmen. De punkter hvor der trods alt er lidt ‘bid’ i historien bliver ikke til noget særligt, og der er ikke gjort meget ud af action-sekvenserne. Hovedpersonernes få ‘vampyrkræfter’ bliver slet ikke højnet af special effects som kunne have gjort scenerne mere spændende end det de fremstår som: tamme og kedelige. Endelig savner jeg også at se Henriettes og Louises dyriske side foldet mere ud, end det som filmen viser.

Jeg ville ønske jeg kunne sige at Two Orphan Vampires var fransk, fræk og forførende, men det er den ikke på nogen som helst måde; tværtimod er filmen fransk, flad og forfærdelig. De to skuespillerinder, som spiller Henriette og Louise, er meget tiltrækkende, og generelt syntes jeg at filmens billedmæssige side er ganske stemningsfyldt, men så holder festen også der. Når det kommer til selve action-indholdet og hvordan det er filmet, er jeg helt og aldeles skuffet. Hvis Two Orphan Vampires skal være en gyser/spændingsfilm, og det virkelig er det bedste fransk film har at byde på, i henhold til det jeg læser på etiketten som fulgte med filmen, så skal jeg aldrig nogensinde se franske vampyrfilm mere, da jeg var ved at falde i søvn. Hvis man forventer at få gys og spænding ud af denne film, er man gået ned af den forkerte gyde, hvor man straks burde gøre omkring og følge en anden og mere sikker sti hjem.

Skulle jeg indføre et nyt målesystem, skulle det være rådne æg, hvor 10 rådne æg er for den ringeste præstation og 0 for det absolut bedste. Jeg vil mene denne film fortjener at få 8 rådne æg – og det er lige før den fortjener 2 mere for en spildt aften bag skærmen.

Anmeldt af Henrik Pasgaard i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Xtro

Udgivet den maj 5, 2011 af Admin

Xtro
Film, England, 1983, 81 min.
Instr.: Harry Bromley Davenport
Medv.: Philip Sayer, Bernice Stegers, Danny Brainin m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2010

Da Tonys far, Sam, bliver kidnappet af rumvæsener, tror ingen på drengen. Tre år efter bor Tonys mor sammen med en ny kæreste, Joe, der har svært ved at komme ind på livet af drengen. Tony er stadig meget optaget af sin far og bliver selvfølgelig lykkelig, da denne uventet vender tilbage, men det er selvsagt ikke alle, der er lige begejstrede for situationen. Joe stoler ikke på Sam, der hævder, at han intet husker, og det bliver ikke bedre af, at Rachels gamle følelser for manden atter begynder at rumstere under overfladen. Under Sams overflade, derimod, rumsterer en grum hemmelighed af udenjordisk tilsnit…

“Not all Extra Terrestrials are friendly,” hævder Xtro, som bestemt heller ikke har meget at gøre med den rare, rynkede klump, vi kender fra E.T. Det havde jeg nu heller ikke nogen forventninger om og så i stedet frem til konventionelt og hyggeligt lille 80’er-rumgys med masser af dertilhørende hørende campy gummimonstre og blinkende lamper. Og Tony var så garanteret knægten, ingen af de voksne troede på, men som alligevel skulle vise sig at være klogere end de andre og redde dagen i sidste ende.

Det kan være farligt med alle de forventninger; man risikerer bare at blive skuffet. Og jeg sad da også tilbage med en ejendommeligt uopfyldt følelse, da jeg havde set Xtro færdig. Til filmens fordel skal det dog siges, at jeg gik ombord i den med forventningerne justeret efter en model, jeg godt tør kalde amerikansk, uden dette nødvendigvis skal have en negativ klang.

Den amerikanske filmindustri ligger inde med et anseligt bagkatalog af film om diverse uvæsener og rumvæsener, og de eskapader deres besøg medfører. Fortællingerne tegner sædvanligvis et rimelig klart billede af helte og skurke, af de overvejende sympatiske og usympatiske, og det plejer at være nemt at finde en person at identificere sig med eller bekymre sig for. Navnlig i de kulørte 80’ere.

Men ikke i den engelske Xtro, en mere dyster sag, der frem for bekvemme konventioner satser på komplicerede karakterer med følelsesmæssige gråzoner og mo­ralsk tvetydighed. Alle de invol­veredes motivationer synes for­ståelige, også selv om de kan have alvorlige konsekvenser for andre. De er alle fejlbarlige, og det er ikke sådan lige til at tage side. Filmen lægger da heller ik­ke op til dette, men lader os snarere være fluer på væggen, hvorfra det står os frit for at drage vores egne konklusioner, mens begivenhederne udvikler sig.

Det er en uvant tilgang, der udfordrer publikum og på nogle kan virke decideret fremmedgørende, måske i værste fald ligegyldig, i sine nøgterne observationer. Både denne og ovennævnte model har sine fordele og ulemper, hvor publikum på den ene side har en klar identifikation, men måske også må affinde sig med en vis forudsigelighed og en mere forenklet karaktertegning eller på den anden side kan nyde godt af mere komplekse og troværdige karakterer, men måske samtidig savner nogen at holde med.

For mit vedkommende vandt filmen dog en smule ved nærmere eftertanke. Den er ikke noget stort værk, og en række scener, hvori de mystiske, udenjordiske kræfter levendegør forskelligt legetøj, som så udfører mord, virker måske lidt fjollede, filmens afdæmpede tone taget i betragtning. Der havde jeg nok foretrukket, at truslen fra rummet var af en udelukkende biologisk natur – ikke mindst da det biologiske aspekt af filmen er dejligt grumt.

Xtro er dog stadig ganske fin underholdning, der er et kig værd. Men vær nu forberedt på, at filmen ikke som så mange andre i genren interesserer sig for at skabe pro- eller antagonister, men blot lader tingene gå deres ildevarslende gang.

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Zombie – Nattens Terror

Udgivet den maj 4, 2011 af Admin

Zombie – Nattens Terror
(Le Notti del Terrore)
Film, Italien, 1981, 85 min
Instr.: Andrea Bianchi
Medv.: Karin Well, Gianluigi Chirizzi, Mariangela Giordano, Simone Mattioli, Peter Bark m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2010

I kølvandet på Lucio Fulcis hor­rorhit Zombie 2 (også udgivet af Another World Entertainment under titlen Rædslernes grønne ø og i øvrigt et must for genrefans!) fik publikum smag for flere italienske blodigheder, hvilket medførte en regulær samlebåndsproduktion af billige zombie­splattere. En af dem, der stak ud i mængden, er Andrea Bianchis Le Notti del terrore med sit mindeværdigt perverterede indhold af zombier, sex, splat – og incest!

Under udgravningen af en gammel etruskerkrypt vækker professor Ayres uforvarende en flok sultne zombier og indser straks, at han er første punkt på deres menu. Forud for sin død har han dog inviteret nogle venner, tre par samt det ene pars søn, til sit slot for at se på sine arkæologiske fund. Da de ikke finder professoren ved ankomsten, benytter de ventetiden til lidt seksuelle udskejelser (med et samspil og en dialog, der nok er set bedre i indtil flere pornofilm), indtil zombierne pludselig kommer stavrende og ødelægger deres sjov. Flokken trækker sig forfærdet tilbage til slottet, hvor de levende døde belejrer dem. Iklædt sæk og aske og bevæbnet med diverse have- og høstredskaber udgør dødningene et rammende billede på plebejeres oprør imod dekadente herskaber, i dette tilfælde en flok lystne livsnydere uden meget andet end lir for øje.

Netop dette modsætningsforhold imellem kødets glæder og dets rædsler er gennemgående i italiensk (og anden sydeuropæisk) horror fra perioden. En trøstesløs underminering af den katolske tro på ånden, hvor mennesker i stedet fremstilles som blot forgængelige, driftsstyrede køddukker. Både de levende og døde søger det varme kød, og selv om zombiernes hensigt er at sætte tænderne i det, fremstår de hurtigt som lumre, ormstukne voyeurs, når de lister sig ind på de elskende, og der sigende krydsklippes imellem sex og død.

Selv den 10-årige yngling Michael emmer af drifter, hvilket kommer til udtryk i et bizart og foruroligende incest-subplot, som udgivelsen bryster (utilsigtet ordspil!) sig af på omslaget. Michaels mere end almindelige moderbinding er hurtigt åbenlys: Han afbryder bestyrtet sin mor og papfar i seng sammen, og da drengen senere rører moren mellem lårene, og hun standser ham i dette, indvender han vantro: “What’s wrong? I’m your son!” Øh, ja…

Det ville selvfølgelig være ulovligt at bruge et barn i den meget nærgående rolle, der yderligere demonstrerer en særlig smag for mors barm. Skuespilleren, Peter Bark, var da også 25 år, men havde en form for dværgvækst, der fik ham til at fremstå som en miniatureudgave af et normalt menneske. Hans plagede udtryk minder dog om en voksen mands, hvilket gør det hele så meget mere bizart, og tilsammen har givet både filmen og Bark lidt af en kultstatus i horrorkredse.

Nu er det ikke ligefrem noget ukendt fænomen, at karakterer i gyserfilm undertiden træffer u­smarte valg, alene for spændingens eller plotfremdriftens skyld. Tilhængere af genren vil måske næsten betragte dette som en konvention, og hvem har i øvrigt også nogensinde været belejret af zombier, således at de kan modbevise det troværdige i disse personers adfærd? Alligevel er det dog ikke hver dag, man støder på en zombiefilm, hvor de levende døde i den grad fremstår så meget mere kompetente end de mennesker, de forsøger at komme ind og fortære.

“Stand back, I’m your friend!” udbryder professoren skræk­slagent og nyttesløst i et forsøg på at holde den første af zombierne fra livet, da han forstyrrer deres gravfred. “Mother … This cloth, it smells of death,” konstaterer lille Michael med kendermine efter at have snuset til en gammel las i slottets værksted. Her lærer drengens papfar hans mor at skyde til måls med en pistol imellem de sikkert værdifulde genstande, professoren har udgravet. Da zombierne dukker op, og kuglerne ikke bider på deres kroppe, gør manden sig ingen yderligere anstrengelser for at holde dem fra livet. “Let them come in! Maybe it’s something in the house they want, not us!” foreslår et af de andre kvikke hoveder, da zombieflokken stormer slottet, og resten af gruppen er straks med på idéen. Sådan fortsætter dumhederne filmen igennem, i øvrigt akkompagneret af noget, jeg bedst kan beskrive som syret rummusik.

Som om flokkens egen dumhed ikke truer deres overlevelsesmuligheder tilstrækkeligt, kan zombierne også visse tricks, som når de med koordinerede stød fra en rambuk forsøger at sprænge slottets port eller med hakker, økser og lugejern hugger sig vej igennem slottets træværk. Som en rådden ninja bestiger en af dem en lodret stensøjle og klatrer op til 1. sal, hvor den i et direkte rip-off af Zombie 2 trækker en stakkels kvindes hoved ved håret ud igennem vinduesrammens skarpe glasskår. Og i en mindeværdig scene kaster en anden ninjazombie en nagle, der spidder tjenestepigens hånd til muren, da hun læner sig ud af et vindue for at lukke skodderne. Mens hun skrigende forsøger at slide sig løs, samles en gruppe af de andre zombier under vinduet, hvorfra de rækker en sløv gammel le op og skærer hendes hoved af, så det dumper ned til dem. Klasse!

Zombierne har et rustikt og til tider ret effektivt look, om end det i nogle tilfælde kammer over og snarere ser fjollet ud. Nogle af de ellers ganske fine sminkninger og masker udsættes også for flere close-ups, end disse egentlig kan klare. Jeg skal ikke kunne sige, om det har virket i VHS-dagene, men i DVD’ens tidsalder bemærker man (trods den stadig lidet imponerende billedkvalitet) tydeligt en sortmalet næsetip, der stikker frem gennem det trekantede hul midt i kraniet samt et par sortmalede læber bag tænderne. Det er lidt synd eller lidt ekstra sjovt, afhængig af hvor alvorligt man tager filmen. Dog er både zombierne og den megen splat tilpas klamt lavet, og filmen har flere fine scener med zombier, der står op fra deres grave.

Zombie – Nattens Terror er et bizart miskmask af splattet rædsel og ufrivillig komik. Ikke så snart er det lykkedes en scene at oparbejde en stemning af uhygge og væmmelse, før en eller anden tåbelighed fuldstændig punkterer dette og i stedet vækker hovedrysten og latter hos publikum. Det kunne være så nemt at afskrive filmen af samme grund, men i stedet er det svært ikke at holde af dens oprigtighed og insisteren på gru, selv i de mest fjollede øjeblikke. I DVD’ens medfølgende booklet optræder en anekdote om, hvordan instruktøren ikke havde travlt med at gribe ind, da der under optagelserne gik ild i en stakkels zombiestatist – i hvert fald ikke før der var kommet nogle gode skud af det i kassen. En kamikazeagtig tilgang, der på en eller anden måde synes at kendetegne resten af filmen også…

Er du fan af zombier eller B-films-splat i almindelighed, vil jeg bestemt anbefale denne elskelige og uslebne lille genreperle. Og på vej hjem fra DVD-pusheren kan du jo passende svinge ind forbi dit lokale supermarked eller købmand, købe en stribe pilsnere med og invitere nogle ligesindede over til en god gang gru og grin.

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Alien vs. Zombies

Udgivet den maj 3, 2011 af Admin

Alien vs. Zombies
Originaltitel: The Dark Lurking
Film, Australien, 2010, 97 min.
Instr.: Gregory Connors
Medv.: Tonia Renee, Bret Kennedy, Ozzie Devrish, Roslyn van Doorn m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2010

I et hemmeligt forskningskompleks dybt under jorden går et eller andet frygteligt galt, og en broget gruppe af soldater, videnskabsfolk og forsøgskaniner er nu nødt til at kæmpe sig igennem horder af kødædende monstrøsiteter, hvis de nogensinde igen vil se dagens lys.

Alien vs. Zombies (som filmen distribueres som i Danmark) lægger hårdt ud med splat og action og spilder ingen tid på ligegyldigt pjat som etablering af situation eller karakterer – publikum får katastrofen smidt i ansigtet uden videre forklaring, og så hamrer filmen ellers derudad.

Lad det være sagt med det samme, at der venter staklerne en ualmindeligt fæl oplevelse – og her mener jeg ikke filmens persongalleri, men derimod de, der vælger at investere penge og tid i dette uhyrlige makværk af en film.

Idéen med at desorientere sit publikum ved at starte midt i en situation, kan såmænd godt fungere, hvis bare der er noget at holde fast i, mens tingene falder på plads. Det kan være et eller flere spor, nogle personer, en følelse af, at begivenhederne udvikler sig mod en form for mening … bare ét eller andet.

AvZ’s bud er en gruppe stereotype papfigurer, der aldrig uddybes eller udvikles, men til gengæld råber og skriger af hinanden og omgivelserne, mens de skyder løs og flygter og skyder noget mere på monstrene, som kommer væltende fra alle sider for at æde dem. Skulle denne fremgangsmåde ikke være forvirrende og fremmedgørende nok i sig selv, suppleres den af en masse close-ups (for hvad er bedre til at skabe overblik??) og en rodet og elendig klipning (nåh ja, det skulle da lige være dét!!).

Dialogen er tåkrummende i en klasse for sig, og det er svært at vurdere, om manuskriptforfatteren eller skuespillerne slipper værst fra den. Sjældent har jeg oplevet replikker blive leveret så uinspireret, men det er på den anden side heller ingen nem opgave at kommunikere i dårlige oneliners. Intet menneske burde nogensinde behøve at gabe over den osende omgang mundbæ, dette manuskript har disket op med!

Hele vejen igennem planker filmen skamløst idéer og momenter fra forbilleder som Aliens (en af karaktererne hedder sågar Yutani!), Resident Evil, Dawn of the Dead fra 2004, Doom og Event Horizon – komplet med sidstnævntes grynede videoskærme, ildevarslende latin og hurtige glimt af blodige og maddikebefængte lidelser. Et diskret eller veludført nik til en given films forbilleder kan sagtens have en vis charme, men AvZ har snarere karakter af en fordrukken og ukoordineret flyveskalle.

Det samme gælder DVD-omslaget med titlens alien, der i profil og med den rette, grønne belysning kan forveksles med Ridley Scotts ikoniske filmmonster, og så taglinen – “Under jorden kan ingen høre dig skrige”. Ja, gu’ har jeg lyst til at skrige! De såkaldte zombier lugter desværre også bare af et tarveligt marketingstrick og virker mere som blodtørstige mutationer. I det mindste er både makeup- og splattereffekterne ganske veludførte, ligesom kulisserne også er ganske hæderlige for en billigt produceret film. Intet af dette skal dog misforstås som en anbefaling af DVD’en.

Uforholdsmæssigt langt inde i filmen forsøger man at stoppe en smule sammenhæng og forklaring ind imellem action- og horrorscenerne, men det er både for sent og for sølle. På dette tidspunkt har de fleste mennesker nok alligevel taget skiven ud af afspilleren og erkendt, at den er mere egnet som ølbrik.

Jeg har set en del skodfilm i min tid. Nogle af dem endda flere gange, fordi de trods alt var dårlige på den underholdende måde, mens andre var svære nok bare at komme igennem den første og eneste gang. AvZ hører til den sidste gruppe. Den gruppe, der bare får mig til at rumstere uroligt rundt i sofaen, mens jeg bliver ved med at tjekke, hvor lang tid, der dog kan være tilbage. Men eftersom jeg skulle anmelde den, var der jo ikke andet for end at sidde igennem.

Du, derimod, har et valg. Brug det ordentligt!

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Bad Biology

Udgivet den maj 2, 2011 af Admin

Bad Biology
Film, USA, 2008, 84 min.
Instr.: Frank Henenlotter
Medv.: Charlee Danielson, Anthony Sneed m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2010

Det er kun et par måneder siden, jeg stiftede bekendtskab med Frank Henenlotters film. Dette i form af den kulsorte (og blodrøde) komedie Frankenhooker om en tidligere medicinstuderende, der med nøje udvalgte dele af sønderlemmede prostituerede forsøger at genskabe (og forbedre en smule på) sin afdøde kærlighed, som er omkommet i en hæslig, plæneklipper-relateret ulykke. Hvis du allerede nu synes, at dette både lyder grotesk og usmageligt, har du såmænd helt ret – men det forhindrer det nu ikke i også at være ganske underholdende.

Another World Entertainment har med deres udgivelse af Henenlotters senere film, Bad Biology (som angiveligt er instruktørens debut på det danske marked), inkluderet en fire siders booklet. Denne giver en lille introduktion til instruktøren skæve univers og forkærlighed for afvigende hovedpersoner, såvel fysisk som mentalt.

Hans Basket Case-trilogi omhandler en fyr, der slæber rundt på sin vanskabte tvilling i en kurv, mens de to søger hævn over lægerne, der adskilte dem ved fødslen. Brain Damage er om en parasit, som gør sin vært til narkoman og bruger ham til at skaffe friske menneskehjerner. Og ovennævnte Frankenhooker leder tematisk og stilmæssigt tankerne hen på Stuart Gordons Re-Animator. Blot virker Henenlotter mindre optaget af horror-aspektet end Gordon og mere optaget af legesygt at udfordre publikums grænser og den gode smag.

Således også i den tragikomiske Bad Biology – historien om en kvinde, der fra naturens side er udstyret med syv klitorisser og en umættelig, nærmest kompulsiv libido. Da ekskæresten fik øjnene op for hendes deformitet og frastødt lod hende i stikken, knuste det hendes hjerte. Nu er mænd kun noget, hun bruger til at stille sine egne behov og derpå smider væk – undertiden døde, hvis det er gået rigtig vildt for sig.

I kølvandet på sine one night stands bliver hun gravid og føder på rekordtid. Vist kunne hun vælge at beskytte sig, men fødslerne giver hende en nydelse, hendes orgasmer ikke kan hamle op med. De vrælende, deforme babyer efterlader hun til selvdød, idet hun bryder den fjerde væg og selvretfærdigt forklarer publikum: “Real babies take nine months to grow, mine take less than two hours, which means my babies aren’t real babies, my babies are fake, unfinished freak babies, so just mind your own damn business and ignore it!”

Måske er det Henenlotter, der presser publikums smertetærskel, men det kan lige så vel være et sigende billede på den nagende og tilsyneladende umulige kærlighed, der får Jennifer til at distancere sig følelsesmæssigt fra sine partnere og gør hende decideret morderisk, når hun alligevel falder i vandet og bliver såret.

Hun aner dog et spagt håb, da hun ved et tilfælde støder på den tilknappede særling Batz, som giver udtryk som ‘langlemmet’ og ‘monsterpik’ en helt ny betydning. Da han var nyfødt, klippede lægerne ved et uheld Lille-Batz af sammen med navlestrengen, og selv om det lykkedes dem at sy den tilbage på plads, var han kun i stand til at få rejsning ved at fylde lemmet med steroider og væksthormon. Dette har til Batz’ fortrydelse fået den til at vokse ud af proportioner og forvandle sig til et liderligt narkoman-monster med eget liv. Jennifer, derimod, ser straks det intimiderende vedhæng som en mulighed for at opnå den hårdt tiltrængte tilfredsstillelse, engangsaffærerne ikke formår at give hende.

Jennifer og Batz er begge outsidere med mørke hemmeligheder. Hvor hun har opbygget en pæn facade side om side med sit udsvævende natteliv, gemmer han sig i skyggerne og ædes op af skyldfølelse, frustration og frygt for sine drifter. Deres historier tilfører filmen en snert af tragedie, om end de måske er lidt firskårne i deres formidling via bl.a. voice-overs og monolog. Det betyder nu også mindre, eftersom filmen gør en dyd ud af sin exploitation-arv med fokus på nøgenheden og den opsigtsvækkende seksualitet snarere end de dybe, nuancerede personskildringer.

Ja, Bad Biology er skam vældig biologisk i henseende til monsterpik og patter – et faktum, der rigeligt understreges, da det livlige lem slider sig løs fra sin ejermand og selv slår til gækken. I en meget lavkomisk montage, der ligger fint i tråd med filmens titel, tager bæstet lystigt for sig af retterne i en ejendom, som tilsyneladende udelukkende er befolket af skrigende, meget velproportionerede og meget lidt påklædte kvindfolk. Det er plat, men også et forrygende og vældig morsomt optrin. Slutningen er til gengæld lidt hurtig og henkastet og kan som sådan måske føles som et antiklimaks, om end en meget sjov krølle af slagsen.

Som allerede nævnt er Henenlotter en ekstrem instruktør. Ifølge førnævnte booklet er hans filmhold flere gange i løbet af karrieren udvandret under optagelserne i forargelse over ham. Han forsøgte derfor bevidst at hemmeligholde Bad Biologys monster og store dele af manuskriptet længst muligt for både skuespillere og crew. Og filmen vil da utvivlsomt også være et los i smagsløgene på en del mennesker. Den er en grovkornet og sygelig suppedas af sex, kønslige deformiteter, stofmisbrug, mutantbabyer og mord. Retten serveres dog med så meget glimt i øjet, opfindsomhed og fandenivoldsk selvfølgelighed, at jeg ikke kunne lade være med at labbe den i mig, dårlig smag eller ej.

Bad Biology er absolut ikke for alle, men de, der efter nærværende anmeldelse føler sig opfordret snarere end advaret, bør bestemt tage et kig på misfostret.

Anmeldt af Ruben Greis i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Re-Animator

Udgivet den maj 1, 2011 af Admin

Re-Animator
Film, USA 1985, 82 min.
Instr.: Stuart Gordon
Medvrk.: Jeffrey Combs, Bruce Abbott, Barbara Crampton, David Gale.
Distribution: Another World Entertainment

H.P. Lovecrafts historier har inspireret mange film, men de færreste kan prale af at have opnået en status, der gør dem specielt mindeværdige.
En af de få undtagelser – hvis ikke den eneste – er Stuart Gordons splatterkomedie Re-Animator fra 1985, som er blevet en kultklassiker og jævnligt opnår høje placeringer, når der laves lister over tidernes bedste horrorfilm.
For de uindviede handler både novellen og filmen om den lægestuderende Herbert West, som i bedste Frankenstein-stil er besat af tanken om at vække dødt væv til live. West har opfundet et serum, der rent faktisk virker, men hans store problem er at få fingre i lig, der er friske nok, for det viser sig desværre, at jo længere folk har været døde, jo mere zombieagtige er de, når de genoplives.

Her ophører så stort set alle lighedspunkter mellem forlægget og filmen, for Re-Animator foregår i nutiden og indeholder ikke alene bare kvindebryster (pri­mært leveret af Barbara Cramp­ton), men også en pæn por­tion kulsort humor – elementer som bestemt ikke kan siges at kendetegne Lovecrafts værker.
Trods det er der ingen tvivl om, at Re-Animator fortjener sin klassikerstatus, for et gensyn bekræfter, at det er en film, som stadig fungerer her mere end 25 år efter premieren.

Det skyldes ikke mindst den entusiasme, som alle involverede lægger for dagen, både foran og bag kameraet. På skuespillersiden er der selvfølgelig Jeffrey Combs, hvis præstation som den bindegale, men også sært overbevisende Herbert West gjorde ham til lidt af en kulturfigur blandt horrorfans – og førte til, at han gentog rollen i yderligere to film, Bride Of Re-Animator (1990) og Beyond Re-Animator (2003).
Men de øvrige skuespillere gør det faktisk også godt. Bruce Abbott undgår at gøre filmens egentlig helt, Dan Cain – Wests bofælle og assistent – alt for pæn og kedelig, mens David Gale giver Jeffrey Combs kamp til stregen som skurken dr. Hill om, hvem der kan agere mest vanvittig uden at kamme over i det parodiske. Ja, selv Barbara Crampton formår at tilføre sin rolle som Dans kæreste en sødme, så det er andet end hendes mange topløse scener, der retfærdiggør hendes tilstedeværelse.

Den samme smittende og uprætentiøse tilgang til tingene finder man ligeledes hos instruktøren Stuart Gordon og producenten Brian Yuzna, som udmærket ved, at de ikke er i gang med at lave stor kunst – og ironisk nok er det måske netop derfor, at resultatet er endt med at blive så vellykket.

De har i hvert fald øje for, at historien i sig selv er så absurd, at den bedst glider ned, hvis den er tilsat humor af den bælgmørke slags samt selvfølgelig spandevis af rødt blod. Da Re-Animator oprindeligt kom frem, var det selvsagt de vilde splatter-effekter, der vakte opmærksomhed. Selv i dag er flere af scenerne sindssyge nok til, at man tager sig i at måbe, mens andre ikke uventet føles forældede. Generelt holder effekterne sig dog overraskende godt, og der er noget forfriskende hæmningsløst over måden, som blod og indvolde flyver gennem luften.
Re-Animator udkom på dansk dvd i 2007 i en nyrestaureret og ucensureret director’s cut udgave. Det var en af Another World Entertainments tidlige udgivelser og en af dem, hvor man fik mest for pengene.

Udover to kommentarspor – et med Stuart Gordon og et ganske fornøjeligt et med Brian Yuzna og skuespillerne – er der en selvstændig dvd med interviews. Disse er dog tydeligvis ret billigt produceret og skriger på en stram­mere redigering og danske undertekster. En 50 minutter samtale mellem Gordon og Yuzna har samme problem, og den bliver heller ikke bedre af at lydkvaliteten er halvdårlig, selv om snakken mellem dem indeholder flere interessante historier.

Desuden prøver komponisten Richard Band at forklare, hvorfor hans score lyder mistænkelig meget som Bernard Hermanns musik til Psycho, og endelig bydes der på en enkelt slettet scene samt 16 scener i deres oprindelige længde, inden de blev strammet op i klipningen.

Men selv om ekstramaterialet ikke helt holder vand, så gør filmen det, og den er trods alt det vigtigste.
Karakter: 8 ud af 10

Anmeldt af Lars Ahn Pedersen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Les aventures extraordinaires d’Adèle Blanc-Sec

Udgivet den april 30, 2011 af Admin

Les aventures extraordinaires d’Adèle Blanc-Sec
Film, Frankrig, 2010, 107 min.
Instr.: Luc Besson
Medv.: Louise Bourgoin, Mathieu Amalric, Gilles Lellouche, m.fl.

Adèles Ekstraordinære Oplevelser er en voksentegneserie skrevet, tegnet og farvelagt af franskmanden Jacques Tardi, og Luc Bessons længe ventede filmatisering er nu blevet en realitet. Filmen har desværre ikke fået bred international biograf­dis­tribution, men er kun blevet vist på filmfestivaller rundt om i verden og på enkelte andre lærreder i især USA. Den er allerede ude på fransk DVD, men uden engelske undertekster (der må dog meget snart være en undertekstet DVD på vej). Hvorfor så få distributører har villet vise filmen må stå hen i det uvisse, for det er en komisk, eventyrlig og meget vellykket tegneserieagtig film; en slags blanding af Bessons egen The 5th Element og den frankofile 2004-komedieudgave af Around the World in 80 Days (som jeg personligt syntes vældig godt om), tilføjet flere okkulte elementer.

Filmen er baseret på en slags blanding af det første album i serien, Adèle og uhyret (Adèle et la Bête, 1976) og det fjerde (Vanvidets mumier; fransk Momies en Folie, 1978). Det første album er også er det mest mindeværdige, takket være uhyret fra titlen, som er en pterodaktyl – en flyveøgle som pludselig udklækkes af et 135 mio. år gammelt æg på et naturhistorisk museum i 1911. Denne pterodaktyl er blevet lidt af et ikon indenfor franske tegneserier generelt; f.eks. kan man i den franske Yoko Tsuno nr. 17 (1988, dansk 1989; nr. 16: De flyvende dæmoner), hvor hun møder nogle flyveøgler, se hende udbryde “Des ptéro … – Non! Des ptéranodons!” – altså ikke pterodaktyler, men den anden store flyveøgle-art, pteranodoner, hvilket uden tvivl er en reference til at man ellers så ofte, takket være Tardi, ser pterodaktyler i tegneserier (den lidt dovne danske oversættelse inkluderede desværre ikke denne skelnen, men skrev bare “Det er flyveøgler!”).

Adèle-filmen laver måske nok en del om på tegneseriens historie, men den gør også en del af historiens sammenhæng mere klar og letforståelig, især også fordi filmen tydeligvis er møntet på et ungt publikum, og bestemt langt mere komisk end det mere surrealistiske – man tør endda sige kafkaske – forlæg. Plottet er ret enkelt, men det er fortalt på en langtrukken måde, hvilket dog ikke er nogen ulempe, men tværtimod bidrager til spændingen og den absurde komik.

Adèle er forfatter af kulørte romaner baseret på sine egne fantastiske oplevelser. Hun har en tvillingesøster som ligger i koma pga. en sportsulykke fem år tidligere, og da Adèle har hørt at videnskabsmanden Esperandieu har fundet en metode til at genoplive de døde, har hun sat sig for at finde verdenshistoriens bedste læge – livlægen til den ægyptiske farao Ramses II, som kun findes i mumificeret tilstand – og få Esperandieu til at bringe ham tilbage til livet så han kan kurere hendes søster. Mens Adèle således er i Ægypten for at få fat i den rigtige mumie, formår Esperandieu at genoplive pterodaktyl-ægget, så den nyudklækkede pterodaktyl flyver rundt i Paris og laver ulykker. Det fører til masser af forviklinger og en lang række sjove og særprægede optrin, der kulminerer i at Ramses II og hele hans hof tager på sightseeing i Paris i 1911. Unikt, storslået og fantastisk morsomt.

Karakter: 9 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film | Tagget , | 1 kommentar

Two Evil Eyes

Udgivet den april 29, 2011 af Admin

Two Evil Eyes
Film, USA/Italien
1990, 120 min.
Instr.: George A. Romero & Dario Argento
Medv.: Harvey Keitel, Adrienne Barbeau, John Amos, Sally Kirkland, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2010

Two Evil Eyes består af to af hinanden uafhængige segmenter inspireret af Edgar Allan Poes fortællinger; Romeros historie The Facts in the Case of Mr. Valdemar og Argentos historie The Black Cat. Den første er en spøgelseshistorie om en rig gammel knark – Mr. Valdemar – som af sin kone og dennes elsker hypnotiseres til at underskrive de dokumenter som skal sørge for at de får udleveret hans formue. Da rigmanden pludselig dør, mens han var under hypnose, lægger de hans lig i fryseren for at gemme ham i et par uger, til hans død passer bedre ind i deres planer. Imidlertid begynder de at høre en klagende stønnen fra dybfryseren, og det viser sig at gamle Mr. Valdemars levende bevidsthed er fanget i limbo og forbundet til konen og elskeren, selvom hans krop er død. Elskeren, som er læge, forsøger desperat at finde en logisk forklaring på hvad der sker, men konen er så skrækslagen at hun skyder huller i liget. Det skulle hun ikke have gjort – og så må jeg vist hellere lade være med at afsløre mere. En ganske fin lille historie.

Den anden historie, The Black Cat, handler om en fotograf (Harvey Keitel) hvis kæreste en dag bringer en sort kat hjem. De bliver begge, på hver sin måde, opslugt at den sorte kat, og fotografen slår den ihjel i forbindelse med nogle kunstfotos. Hans kæreste bliver ude af sig selv over kattens forsvinden, og fotografen drømmer om hende som heks og om at katten fortæller hende at det er ham der har dræbt den. Katten – eller en mage til – vender tilbage, og da fotografen igen forsøger at slå den ihjel, får han i stedet slået sin kæreste ihjel og må sætte himmel og jord i bevægelse for at skjule sin forbrydelse. Hvor­dan tror du selv det går…? Også en velproduceret historie, omend det er ret uklart for mig hvad fotografens motivation er – vil han kattens ondskab til livs, eller er det ham der bliver korrumperet af katten? Eller er han selv ond til at begynde med? Jeg duer ikke rigtig til at dechifrere denne slags budskaber, hvis der da er noget budskab. Men ganske underholdende små horror-historier er det bestemt.

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Kæmpeblæksprutten

Udgivet den april 28, 2011 af Admin

Kæmpeblæksprutten
Film Italien/USA 1977, 107 min
Originaltitel: Tentacoli
Medvirkende: Henry Fonda, Bo Hopkins, Shelley Winters, John Huston m.fl.
Instruktør: Ovidio G. Assonitis
DVD fra Another World Entertainment 2008

Sømonstre i form af forstørrede hajer og blæksprutter har ofte været benyttet i lavbudget film. Man kan holde sig inden for ret få effekter, og man behøver blot placere personerne på en båd langt ude på vandet, hvorefter de ikke kan slippe væk, hvilket bidrager til en øget spænding.

Ved en lille havneby begynder folk at forsvinde på vandet. En journalist og en marinebiolog sætter sig for at undersøge hvad det er der sker, og det står snart klart at der er en morderisk kæmpeblæksprutte på spil. Problemet er at finde ud af hvorfor den har kastet sig over at slå mennesker ihjel, samt at finde ud af hvordan uhyret dræbes. Grunden til monstrets specielle opførsel skal måske findes i forbindelse med et igangværende tunnelbyggeri, samt nogle mystiske og ulovlige videnskabelige forsøg der udføres i området.

Filmen er tydeligt et Jaws ripoff, hvor der nu blot er tale om en kæmpeblæksprutte. Effektmæssigt klarer filmen sig hæderligt, men den bliver desværre aldrig rigtigt spændende, måske lige bortset fra da en ungdomsregatta afholdes på blækspruttens jagtmarker.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar