Piranha 3D

Udgivet den april 27, 2011 af Admin

Piranha 3D
Film, USA, 2010, 88 min.
Instr.: Alexandre Aja
Medv.: Elisabeth Shue, Jerry O’Connell, Christopher Lloyd, Kelly Brook, m.fl.

Den nye version af Piranha er overraskende velproduceret. I USA findes der en forårsferie­uge, hvor skolebørn og universitetsstuderende i marts eller april har en uges læseferie; den såkaldte ‘Spring Break’ (det skulle ikke undre om samme tradition snart bliver indført hertillands). Amerikanske studerende, specielt i de varme sydstater, har siden 1980erne afholdt kæmpe beach parties i denne uge, og begivenheden er i de sidste mange år blevet populariseret via MTV, som hvert år rapporterer fra det traditionelle Spring Break-sted Lake Havasu i Arizona. Piranha 3D foregår reelt dér, omend søen i filmen er blevet omdøbt til Lake Victoria. Begivenheden omfatter uanede mængder af festglade unge mennesker i badetøj, og er (derfor) også blevet et arrangement man forbinder med sex. Der optages nemlig samtidig en mængde blød porno af filmselskabet Girls Gone Wild, som er parodieret i denne film under navnet Wild Wild Girls. Vi følger en række forskellige hovedpersoner, inkl. et par piger fra Wild Wild Girls (med fokus på barmfagre Kelly Brook), og deres ansvarsløse og usympatiske instruktør.

 Handlingen starter med et undersøisk jordskælv, som næsten ingen dog lægger mærke til. Lake Victoria forbindes pludselig til en undersøisk hule hvor der viser sig at have overlevet glubske piratfisk fra forhistorisk tid. I første halvdel af filmen hører man mest om intriger og forviklinger blandt personerne, mens de lokale myndigheder arbejder på at finde ud af om jordskælvet er til fare for nogen. I anden halvdel af filmen bryder helvedet løs, da piratfiskene går til angreb på de mange festende badegæster. Hvis du kan lide store mængder blod og afrevne lemmer, så er dette filmen for dig. Selv bliver jeg lidt defensiv når den slags går over gevind og bliver helt utroværdigt – som det gør her.

Men som sagt er det en overraskende velproduceret film. Gamle kendinge som Elisabeth Shue, Christopher Lloyd og Richard Dreyfuss har gode roller, og den solbeskinnede stemning er der bestemt ikke noget i vejen med. Skal man sammenligne filmen med 1978-versionen, så er den helt store forskel i temaet at myndighederne nu er the good guys, mens de unge strandløver er idioterne som ikke vil lytte til fornuft og bare griner af advarslerne. Piratfiskene er heller ikke militære eksperimenter, men et naturfænomen.

Filmens slutning bliver rimelig ekstrem, og netop fordi trovær­digheden lider til fordel for eks­tremismen, kan jeg ikke give filmen nogen særlig høj karakter. Imidlertid kan jeg ikke benæg­te at filmen må siges at væ­re en af de flotteste og mest un­derholdende B-film, der er lavet.

Karakter: 6 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Piranha

Udgivet den april 26, 2011 af Admin

Piranha
Film, USA, 1978, 94 min.
Instr.: Joe Dante
Medv.: Heather Menzies, Bradford Dillman, Kevin McCarthy, Dick Miller, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2010

Piranha fra 1978, produceret af Roger Corman, er også en Jaws-ripoff, men plottet er dog ikke direkte kopieret fra det populære forlæg. Jeg forventede at historien også ville handle om en strand med masser af badegæster, men det gjorde den ikke. Historien foregår oppe i bjergene, langs en flod med en dæmning på halvvejen og en børnesommerlejr på den anden side. To unge backpackers kommer forbi en militærinstallation som ikke står på kortet og er dumme nok til at bade i det vandbassin de finder derinde. De bliver selvfølgelig ofre for muterede piratfisk skabt af militæret som et våben i Vietnam-krigen (krigen sluttede godt nok tre år tidligere, men eksperimentet kørte videre). Da en kvindelig detektiv, Maggie (Heather Menzies), nogle dage senere kommer for at lede efter de to savnede unge (i følgeskab med en lokalkendt arbejdsløs ved navn Paul), dræner de bassinet for at checke om der skulle være lig på bunden. Desværre lukker de derved piratfiskene ud i floden, og så har vi balladen. Resten af filmen går med at forsøge at begrænse misærens omfang, især hvad angår børnenes sommerlejr, hvor Pauls lille datter også opholder sig. Der er samtidig gratis åbningsdag for et nyt lokalt vandland, og det bliver ligeså stor en katastrofe som man kan forvente. Militæret forsøger blot at nedtone og bagatellisere begivenheden og er totalt ligeglade med de betydelige tab af menneskeliv. Takket være vores to helte, ender historien rimeligt lykkeligt, bortset fra at disse muterede piratfisk også kan tåle saltvand, og derfor helt sikkert (trods militærets forsikringer om det modsatte) er nået ud i havet. Og ja, der kom en efterfølger til denne film et par år senere, som efter sigende er en del dårligere. Men denne første film synes jeg fungerer meget fint på de fleste områder, og selve piratfisk-effekterne er ret godt lavet i forhold til tiden. Bortset fra diverse smådetaljer virker filmen både vellavet og, alt taget i betragtning, ganske troværdig.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

The Last Jaws

Udgivet den april 25, 2011 af Admin

The Last Jaws
Film, Italien, 1981, 83 min.
Instr.: Enzo G. Castellari
Medv.: James Franciscus, Joshua Sinclair, Vic Morrow, Micaela Pignatelli, Stefania Girolami Goodwin, m.fl.

L’ultimo squalo hedder filmen på italiensk, og den er kendt som en af de bedre Jaws-ripoffs. Historien er meget tæt på ‘originalen’: en mindre amerikansk strand­by trues af en kæmpehaj i dagene lige op til en stor wind­surfing-konkurrence. Den lokale rigmand, William Wells (Joshua Sinclair), der ejer det halve af byen, står over for at blive valgt til guvernør, og det vil skade hans kampagne hvis den populære sejlads bliver aflyst. Han træffer derfor en del sikkerheds-foranstaltninger, med hjælp fra den erfarne gamle sø-ulk Ron (Vic Morrow) og den lokale forfatter / hajekspert / sikkerhedsekspert (??) Peter Benton (James Franciscus). Hajen bider dog ikke så nemt på krogen, og den bryder i gennem det ‘hajsikre’ net og skaber panik og kaos under windsurfing-konkurrencen. Alle sejl må sættes til for at få has på hajen, og bl.a. tager fire unge, heriblandt Wells’ naive søn, ud i farmand Wells’ lystbåd for at skyde hajen. Det går natur­ligvis hurtigt i fisk, og Bentons datter Jenny (Stefania Girolami Goodwin, i øvrigt instruktørens datter) får bidt det ene ben af! Så tager rigmand Wells imidlertid personligt affære og flyver ud i sin helikopter for at fange hajen. Han har dog ikke rigtig nogen plan, og det ender med at hajen spiser helikopteren!! Da den rammer vandet og spises af hajen, er det dog tydeligvis en fjern­styret legetøjshelikopter, men det er ganske sjovt alligevel.

Filmen fungerer faktisk udmærket, for den er generelt ganske vellavet og virkelig flot filmet (instruktøren er den samme som et par år tidligere lavede den originale The Inglorious Bastards). Og selvom personerne gør dumme ting, er de ikke usympatiske. Filmen er engelsksproget, omend det er tydeligt at dialogen er eftersynkroniseret i et studie. De flotte strandscener svulmer med smukke, ariske mennesker. Optagelserne fandt sted på Malta, og der er virkelig så idyllisk at man får helt lyst til at komme derned! Filmens store problem er selve hajen, som er en gummihaj der i mange scener minder om en badebold med haj­hoved. Hver gang den slår til, kommer den først op og hvæser af folk, og først derefter sætter den tænderne i dem. En del scener er desuden klippet ind fra diverse naturoptagelser. Hvis man vil, kan man godt tage det meste af filmen alvorligt, men hajen er svær at sluge! De ‘grufulde’ scener er ikke spor skræmmende, selvom musikken og lydeffekterne gør deres arbejde med stor ivrighed. Og selvom hajen og personernes handlinger ikke just er vildt overbevisende, så vil jeg gentage at filmen er ganske gennemført i udførelsen og mange steder teknisk beundringsværdig. En okay B-film med et par gode (ikke nødvendigvis planlagte) grin smidt oveni.

Karakter: 5 stjerner ud af 10.

På DVD fra Another World Entertainment, 2010

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Mars

Udgivet den april 24, 2011 af Admin

Mars
Film, USA, 2010, cirka 86 min.
Instr.: Geoff Marslett
Medv.: Zoe Simpson, Mark Duplass, Paul Gordon, Cynthia Watros, James Kochalka, m.fl.

Ovre i vores gamle biskopsæde Lund afholder de en årlig festival for fantastiske film, og i år havde den lille biograf i Huset i Magstræde fået mulighed for at vise tre af filmene fra Lund-festivallen. To af dem var vampyrfilm, og den tredje var Mars. Det er en indie-film der er lavet i en decideret tegneserie-agtig stil, ved hjælp af rotoscope-effekten, som giver et animeret look (det var også den effekt de brugte i filmudgaven af A Scanner Darkly fra 2006). Fordelen er at man kun behøver at placere skuespillerne foran et sæt greenscreens, og så kan filmens øvrige visuelle miljø animeres på i post-produktionen. Det fungerer aldeles udmærket. Mars er en romantisk sci-fi-komedie. Godt nok er der ikke super-meget romantik (i hvert fald ikke før til sidst), og den er heller ikke grine-sjov, men ‘kun’ smile-sjov. Den var nu meget god alligevel, især fordi sci-fi-delen er ret vellavet. Historien, som foregår i ganske nær fremtid, omhandler et nyt rumkapløb mellem NASA og ESA, som dog ligeså meget har karakter af samarbejde. Først opsender ESA en Mars-sonde, som de desværre mister kontakten med lige efter landingen på Mars (som man jo så ofte gør med Mars-sonder). Imidlertid var en forkølet russer, lige inden sondens opsendelse fra Baikonur, kommet til at nyse på den, så den har bragt en del sjove baciller med til Mars… Elleve år senere sender NASA så en bemandet raket til Mars, bestående af to mandlige NASA-folk og en ESA-kvinde. De kommer ikke specielt godt ud af det med hinanden (og deres rumskib bliver også ramt af meteoritter, så det er tvivlsomt om de kan komme tilbage til Jorden igen), men det ender dog med små-romantiske forviklinger alligevel. Og de finder naturligvis noget ret overraskende på Mars…

Det er en fin lille film som jeg gerne køber når/hvis den udkommer på DVD. Den demonstrerer tydeligt at producenterne kender en del til den virkelige verdens rumfart, og der er mange muntre referencer til hvordan rumprogrammet i dag er en del mere magert end tilbage i begyndelsen af ‘70’erne. Den eneste væsentlige kritik man kan rette mod Mars, er at den, ligesom i øvrigt den nylige (men uafsluttede) tv-serie Defying Gravity, bevidst ignorerer det faktum at kommunikation mellem Jorden og en naboplanet ikke kan foregå hurtigere end lysets hastighed. Både i Mars og Defying Gravity (hvor de f.eks. tager til Venus) har de telefonkontakt med Jorden i realtime, uden hensyn til at signalerne kun kan bevæge sig mellem planeterne med lysets hast, hvorved enhver kommentar frem og tilbage mindst må tage et par minutter. I begge tilfælde er det selvfølgelig noget som producenterne er helt klar over, men vælger at ignorere for den dramatiske effekts skyld. Det er ærgerligt, for det er en klar og overlagt overtrædelse af videnskabelige love som reelt ikke kan overtrædes. Man skuffes over at de ikke kunne strukturere historierne ud fra en mere realistisk kommunikationsform – med det er jo åbenbart forskellen på sci-fi og alvorlig science fiction. Men nu er Mars jo en komedie, så jeg vil lade være med at tage det så tungt. Det er sgu’ meget sjovt at de, lige under Mars-landingen, snakker i telefon med NASA, som forlanger at en amerikaner skal være det første menneske på Mars, men den amerikanske astronaut i landingsmodulet (den anden er jo oppe i kredsløb) nægter at adlyde, så det alligevel ender med at blive kvinden fra ESA … og som amerikaneren siger da han følger efter hende ned på overfladen: han er jo stadig den første mand på Mars…

Det, der fylder mest i filmen er forholdet mellem personerne, og det ville blive for omfattende at komme ind på her. Lad det være sagt at denne film er en lille perle med både en god historie og nogle interessante personer. Er man manisk sci-fi-fan (og også til tegneserier), så skal den helt klart have en plads i filmsamlingen.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , | Skriv en kommentar

The Quiet Earth

Udgivet den april 23, 2011 af Admin

The Quiet Earth
Film, New Zealand, 1985
88 min.
Instr.: Geoff Murphy
Medv.: Bruno Lawrence, Alison Routledge, Pete Smith.
På DVD fra Another World Entertainment, 2010

Filmen The Quiet Earth er baseret på en roman af samme titel fra 1981, forfattet af New Zea­landske Craig Harrison. Bogen er meget sjælden og ikke nem at få fat på, men filmen kan nu fås hos enhver velassorteret DVD-forhandler. En tidlig morgen i 1985 vågner en mand op på et motelværelse. Han opdager hurtigt at alle andre mennesker er forsvundet. Det er sket inden for de sidste par timer, og folk er vitterligt forsvundet i den blå luft. Optagede toiletter er tomme, og det samme er huse som er låst indefra. Manden, hvis navn er Zac Hobson (Bruno Lawrence), er videnskabsmand, og han var i gang med en del af et stort projekt for amerikanerne, kaldet Operation Flashlight. Det var noget med at forstyrre selve naturlovene, og effekten viste sig at være katastrofal. Zac har stadig mulighed for at bruge noget af udstyret og finder nogle flere instrumenter på et universitet, og han finder ud af at der er noget galt med solen. Den er begyndt at pulsere og er måske i fare for at kollapse. Efter nogle uger finder Zac endnu en overlevende, den unge kvinde Joanne (Alison Routledge). De bliver et par, men møder senere maori-manden Api (Pete Smith), som Joanne også godt kan lide, og de personlige forviklinger er lige ved at tage overhånd. Men Zacs beregninger viser at Operation Flashlight stadig er i gang, og at der vil komme en ny ‘effekt’ snart. Kan de nå at standse det i tide, før naturlovene igen får et ordentligt hug?

The Quiet Earth er en af de absolut bedre varianter af ‘Palle alene i verden’-konceptet, hvor nogle enkelte overlevende må klare sig i en affolket og apokalyptisk verden (lidt ligesom i f.eks. I Am Legend). Der er både god personskildring og en interessant videnskabelig baggrundshistorie med en fascinerende slutning.

Karakter: 7 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film, Science Fiction | Tagget , , | Skriv en kommentar

Santa Claus Conquers the Martians

Udgivet den april 22, 2011 af Admin

Santa Claus Conquers the Martians
Film, USA, 1964, 81 min.
Instr.: Nicholas Webster
Medv.: Leonard Hicks, Vincent Beck, John Call, Bill McCutcheon, Pia Zadora, m.fl.
På DVD fra Another World Entertainment, 2010

Denne film er berømt for at være dårlig; den ligger som nr. 83 på Internet Movie Databases Bottom-100. Helt så dårlig er den nu ikke, især ikke hvad angår de tekniske produktionsdetaljer. Filmen er blevet latterliggjort i det amerikanske satireprogram Mystery Science Theater 3000, og hvis man ikke er science fiction-fan, så er det også meget nemt at grine af de sjove antenner og den grønne ansigtsmaling som marsboerne har på, men er man SF-fan, så kan man faktisk se at filmen, ud fra 1964-standarder, er ganske velproduceret. Det er en børnefilm og må også dømmes som en sådan. Stilen er ikke meget anderledes end en gammel dansk Far til Fire-film. Den handler om at børn på Mars ikke leger og morer sig eller holder jul, og derfor opfordrer en gammel vismand marsboerne til at hente julemanden fra Jorden, så han kan sprede glæde blandt Mars’ børn. Mars-boerne tager så ned til Jorden for at kidnappe julemanden, og de får samtidig fat i et par jordbørn, Billy og Betty. På Jorden bemærker man godt at julemanden er blevet bortført, hvilket skaber en international krise der forener alle Jordens lande! Det er jo december…

Så USA’s førende rumekspert, Wernher von Green (hø hø!), sender en raket op for at forfølge marsboerne. Denne raket hører vi imidlertid ikke mere til efter opsendelsen fra Jorden – sikkert fordi det ville have været for dyrt at lave de nødvendige scener. Men på Mars laves der en legetøjsfabrik, så julemanden kan sende legetøj ud til alle marsbørnene, og derefter er marsboerne tilstrækkelig taknemlige til at sende ham og jordbørnene tilbage til Jorden.

Filmen er holdt i en enkel men gennemført stil; børneskuespillerne virker lidt for veltrænede (de taler meget tydeligt), men man imponeres over at de meget alvorlige voksne skuespillere kan holde masken. Det store problem med filmen, er at den er ren og skær propaganda – ikke for julen, men for kapitalismen. Efter få minutter ses det ret tydeligt at de stakkels marsbørn fra den røde planet skal forestille at leve i et kommunistisk samfund, og ih, hvor skal Amerikas børn dog have ondt af dem! På Eurocon i Bulgarien i 2004 fortalte en bulgarer om at de under kommunismen lærte i skolen at børn i den vestlige verden havde det dårligt, og derfor havde ondt af dem; well, nøjagtig samme slags propaganda gør Santa Claus Conquers the Martians sig skyldig i. Julemanden bliver derfor til en repræsentation af det imperialistiske Amerika, som skal erobre Mars, dvs. den kommunistiske verden. Dette budskab er så tykt og tydeligt i filmen at man mange steder sidder og krummer tæer. Især også når noget af det legetøj der fremstilles i filmen faktisk er krigslegetøj… Sikke noget, altså!

Karakter: 4 stjerner ud af 10.

Anmeldt af Tue Sørensen i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Film | Tagget , , | Skriv en kommentar

Nicole Boyle Rødtnes – Blodtåge – Skeletter i skabet 2

Udgivet den april 21, 2011 af Admin

Blodtåge –
Skeletter i skabet 2
Roman af Nicole Boyle Rødtnes
Facet 2011 257 sider 199 kr

Vi er tilbage i Rødtnes’ univers, hvor hvert et hjems slægtsskelet kender alle hemmeligheder, fejltrin, dårligdomme og ugerninger familiemedlemmerne har begået. Dette er kritisk for Davie, da han allerede har mange ting på samvittigheden. Han har begået indbrud, gravskænding, og hjulpet, både med at skjule ét dødsbarn, og hjulpet et andet på flugt. Dødsbørn kan dræbe blot ved berøring, og de holdes derfor indespærret. Dog holdt Davies gamle læremester sit dødsbarn skjult, hvilket Davie hjalp ham med. Nu er læremesteren i fængsel, og dødsbarnet på en institution. Dette er dog ikke det eneste dødsbarn, som Davie har været i kontakt med, for det viste sig at hans fætter, Davon, også er et dødsbarn. Davon er stukket af fra en institution, og har fået Davie til at begå en række kriminelle handlinger under trusler om at der ellers ville ske noget med Davies venner. For at skjule alt dette, er det lykkedes Davie at kaste en besværgelse på hans eget slægtsskelet, således det ikke afslører ham.

En blodtåge har lagt sig over byen, hvilket skyldes at et slægtsskelet ikke har kunnet bære skammen over hvad dets familie har gjort, og det har derfor ødelagt sig selv, hvorved det blod det indeholdt, har lagt sig som en tåge over byen. For at få opklaret hvilket skelet der er skyld i dette har skeletinspektørerne ekstra travlt, og Davie er derfor kommet i lære som inspektør, nu hvor hans gamle læremester er i fængsel. Inspektørerne er ikke altid lige velkomne hvor de kommer hen, for det er bestemt ikke alle der bryder sig om at alle deres hemmeligheder kommer frem. De bliver derfor truet, og en kollega bliver slået ihjel. Den største fare for Davie er dog at hans fætter stadig er på færde, og nu har Davon bortført den lille pige Temate, datteren til Davies tidligere læremester. Davie skal forsøge at undgå Davon og finde ud af hvem, der er skyld i blodtågen, samtidig med at hans egne hemmeligheder ikke kommer frem.

Bogen er en god fortsættelse til Dødsbørn, og ved at Davie har fået ny læreplads, lærer vi en anden side af dette lavmagiske moderne fantasy-univers at kende. Hvor vi i bind 1 bevægede os rundt i kloakkerne, er vi nu over jorden, og der begynder at vise sig tegn på at det er en større sag som Davie er blandet ind i, for en af byens mest betydningsfulde familier, ser ud til at have noget med Davon at gøre.

Rødtnes skriver både godt og levende, og bogen er både underholdende og spændende. Efter at jeg anmeldte bind 1 (Himmelskibet 24), forærede jeg bogen til en kollegas 10-årige søn, som var meget begejstret for den, faktisk så meget at bind 2 har stået på hans ønskeseddel siden. Jeg glæder mig derfor til også at give ham dette bind, da jeg er sikker på dette bind også er noget for ham.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Guillermo Del Toro og Chuck Hogan – Mørke

Udgivet den april 20, 2011 af Admin

Mørke
Roman af Guillermo Del Toro og Chuck Hogan
Hr. Ferdinand 2010, 361 sider.

Mørke er bind to i Hogan og Del Toros vampyrtrilogi, en serie hvor vampyrerne ikke er glamouriseret eller følsomme melankolske væsner, men en serie hvor de er brutale og farlige.

De ældste vampyrer sørger for at holde orden og for at vampyrerne bliver ved med at være en myte. Der er dog en af de ældste der ikke er med til at holde denne orden. I første bind, Blod, ankom han til USA med fly. Da flyet var landet, var der ingen der forlod flyet, da han havde dræbt næsten alle. I første omgang tolkes dødsfaldene dog som et biologisk angreb, men der er en lille flok mennesker der finder ud af at det er vampyren kaldet Herren der står bag. Den lille flok ledes af den gamle jøde Setrakian, som første gang stødte på vampyrer og herren da han var interneret i en kz-lejr under anden verdenskrig.

Ved begyndelsen af bind to er Herrens hær af nye vampyrer ved at få overtaget. Officielt omtales det som en global pandemi, samt uro og optøjer blandt kriminelle bander. Det der dog virkeligt sker, er at Herren har sluppet sin vampyrhær fri på verden. Han har en ide om at indhylle verden i mørke, hvoraf der skal rejse sig en ny verdensorden. Setrakian og hans lille flok har taget kampen op, de er dog kraftig i undertal. Der er dog dukket en ting op der ville kunne vende kampen til menneskenes fordel. Occido Lumen er en mystisk bog, som de fleste tror kun er en myte. Nu er den dog dukket op igen, og er blevet sat til salg på en auktion. Denne bog indeholder måske løsningen på problemet. Det er blot det med bogen, at der er flere meget pengestærke folk der er interesseret i den, så Setrakian må lave en aftale med sin fjendes fjende, for at forsøge at rejse finanserne til at skaffe bogen. Problemet er blot at det at lave en aftale med de ældste vampyrer måske ikke er det klogeste.

Eldritch Palmer har finansieret Herrens opstandelse. Palmer er en gammel syg mand der har set denne mulighed for at komme til at leve evigt. Han er dog ved at være træt af at Herren endnu ikke har gjort ham til vampyr, og han begynder derfor at trække sine ressourcer tilbage for at presse Herren. Det er dog ikke specielt smart for en svagelig gammel mand at true en vampyr der står over for at overtage verden.

I en tid hvor de fleste vampyrfortællinger er inden for paranormal romance, er det befriende med en roman der igen gør vampyrerne til mørkets skabninger, hvis dagsorden er alt andet end fred og fordragelighed. Historien er action fyldt, hvor vi både følger menneskenes kamp, men også følger nogle af vampyren i deres jagt. Bl.a. en mor der nu jagter sin søn for at fortære ham, for på den måde at få ham til at blive til en del af sig selv igen. Vi følger også gadebander der har taget kampen op imod vampyrerne.

Bogen er et typisk mellemspil i en trilogi. Kampen er svær, og de onde står bedst. Flokken der kæmper for lyset bliver lige så stille mindre. Det kan dog være svært at finde ud af hvor historien helt er på vej hen, men det finder vi ud af når tredje bind udkommer, hvilket bliver i løbet af 2011.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Thomas Strømsholt – De Underjordiske: Gotiske fortællinger og sære historier

Udgivet den april 19, 2011 af Admin

De Underjordiske: Gotiske fortællinger og sære historier
Noveller af Thomas Strømsholt
H. Harksen productions 2010, 186 sider

Første gang jeg læste nogle af Strømsholts noveller, var da han sendte et mindre udvalg til mig, i forbindelse med mit zine Nyarlathotep. Allerede fra første fortælling var jeg solgt, og jeg har således både brugt hans noveller i mit zine og også flere gange i Himmelskibet. Allerede dengang vidste jeg, at her er et forfatterskab, der bestemt fortjener at udkomme i bogform, noget som Henrik Harksen var enig med mig i, hvilket nu har resulteret i bogen De Underjordiske – gotiske fortællinger og sære historier. Harksen var så begejstret for Stømsholts historier, at det blev en samling af dem, der kom til at udgøre, den første hardcover bog fra hans forlag.

Det er ikke kun i Himmelskibet og Nyarlathotep Strømsholt har været trykt, men også i andre zines og novellesamlinger, så man kunne have haft en mistanke om, at denne bog ‘blot’ ville være en samling af tidligere trykte noveller. Dette er dog ikke tilfældet, for af de 19 noveller, har kun 2 været trykt før.

Bogens undertitel, gotiske fortællinger og sære historier, dækker bogens indhold rigtigt godt. Historierne finder primært sted rundt i lokalsamfund i Danmark, gerne tæt ved naturen, hvor lygtemænd og mosekoner ikke blot er ammestuehistorier. På mange måder minder flere af historierne om folklore, hvor almindelige mennesker, midt i deres almindelige liv, bliver vidne om hvad der gemmer sig i skyggerne og tågerne.

I “I en dans så lang” bliver hovedpersonen en del af en fest, hvor dansen bliver ved og ved, og langsomt går det op for ham, at han ikke kan stoppe med at danse, men at han nu var blevet en uendelig del af festen. En anden der bliver en del af en uendelighed, møder vi i novellen “Det møblerede værelse” hvor en ung forfatterinde bliver logerende hos en gammel dame. Huset er gammelt, men har ligesom sin egen sjæl, en sjæl der dog ikke nødvendigvis vil sine logerende det godt. Disse kunne godt lyde som klassiske gyserfortællinger, men i Strømsholts univers bliver man lige så stille lokket ind i de særheder der finder sted.

I “Spøgelset på den gyldne løve” er vi på samme hotel i Viborg som M. R. James beretter om i sin novelle “Nummer 13”. Denne gang er det dog værelse 15 , og spøgelset der, det handler om. I en sidebemærkning kan det fortælles at, i den annoterede M.R. James bog Count Magnus and Other Ghost Stories i Penguin Classic-serien, er det Harksen der har leveret noterne til bl.a. “Nummer 13”.

Inden for weird fiction er det ofte benyttet at berette om hvor farlige bøger kan være. I “Becchiana” er det farligheden af en hel bogsamling vi stilles over for. En antikvar får fingrene i Becchiana-slægtens berømte bog­samling, men da han får samlingen hjem og begynder at katalogisere den, begynder den at gøre ham urolig, og samtidig virker det til at bøgerne ikke vil forlade samlingen.

Min favorit i samlingen er titelnovellen “De underjordiske”, som i sandhed er en fantastisk weird tale, hvor den matematik, der ligger til grund for hele det verdensbillede vi har, også er den, der åbner døren til andre verdner.

Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg havde glædet mig meget til denne udgivelse, og jeg er bestemt ikke blevet skuffet. I et citat fra bogen siges det at “den mest sande beskrivelse af et landskab, skabes af fantasien snarere end af den personlige erfaring”. I denne bog er der et meget godt og fantasifyldt dansk folklorelandskab, som dog også er krydret med et par kommentarer til nutidens danske samfund, og dets politiske landskab. Jeg håber at bogen kommer til at sælge så godt, at vi både får mere at se fra Strømsholts hånd, men også så Harksen atter tør kaste sig ud i at udgive flotte hardcover udgaver som denne.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Bøger, Horror, Novellesamling | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Christian Reslow – Micki 19.50

Udgivet den april 18, 2011 af Admin

Micki 19.50
Roman af Christian Reslow
Valeta 2010, 136 sider

Som omslagets illustration antyder, er dette ikke nogen behagelig bog.

Da en koncert med den populære sangerinde Raquelle skal til at begynde, går lyset ud og alle undtaget 4 personer forsvinder. De fire personer er sangerinden, en kameramand med skæv ryg efter mange års arbejde med tunge kameraer, en aldrende dirigent og en forfatter, der kun omtales som Jyden. De er dog ikke de eneste tilstedeværende i den mørke koncertsal. Raquelle har igennem hele sit liv båret på resterne af sin ufødte tvilling. Disse rester har taget form af en knude i hendes bryst, hun har dog her på de seneste tvivlet på, om det blot er en klump dødt væv, eller om der er en bevidsthed knyttet til denne tvilling, da Micki, som hun har døbt tvillingen, lader mærke på sig, ved at sende smertestød igennem Raquelle. Da lyset gik ud og folk forsvandt, rev Micki sig løs og derved maltrakteredes Raquelles bryst, og væsnet udvikler sig nu på uformelig vis. Uvidende om dette finder den lille flok sammen, for at finde ud af hvad der er sket, og hvordan de kommer ud. Da det går op for dem at de er fanget i en cyklisk tidslomme, begynder en drabelig og makaber kamp på liv og død. Kampen er både imellem personerne og i nogles tilfælde også imod Micki.

Når jeg skriver at bogen ikke er behagelig skyldes det den meget beskrivende og brutale vold der er med. Dette element er dog med til at underbygge den ondskab der er en del af tidslommen, og hele den paradoksale situation.

Tiden i bogen er ikke gået i stå, men hver gang der er gået nogle minutter, bliver klokken igen 19.50. Personerne oplever tiden som lineær, men da tiden kører i ring, bliver de hele tiden påvirket af ting de enten har gjort eller ikke har gjort endnu.

Micki 19.50 er en fængende lille grotesk historie, der her er blevet skruet sammen. Bogens styrke er klart at tidsparadokset hænger rigtig godt sammen, og hvordan den underbygger personernes frustration over ikke at kunne slippe fri og slippe væk fra den ondskab de er fanget sammen med.

Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.27

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar