Palle Tonning – Føle mig om

Udgivet den marts 18, 2022 af Admin

Føle mig om
Roman af Palle Tonning
Forfatterskabet 2020/21
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

En lille gruppe unge fra samme gymnasium kan pludselig sanse andres følelser – ligesom vi andre kan bruge vores syn, hørelse og lugtesans. Hvorfor er det sket lige præcis for dem? Hvad er forbindelsen mellem dem? Hvorfor bliver der flere af dem? Og hvad har de tænkt sig at bruge deres fantastiske evne til?

Oplægget til romanen Føle sig om er stort tænkt, samtidig med at det er historien om en lille gruppe venner (og fjender). Det er dansk science fiction ‘light’, som foregår i et i et letgenkendeligt københavnermiljø. Det er “hvad nu hvis?” der er omdrejningspunktet i fortællingen – og ikke “hvordan kan det lade sig gøre?”

Jeg må være helt ærlig – romanen var en blandet fornøjelse, som jeg ikke kan give min uforbeholdne anbefaling. Netop derfor vil jeg først nævne romanens meritter. Den væsentligste er, at den tager fat i det store spørgsmål om bevidstheden: Tænker vi før vi handler, eller rationaliserer vi bare vores handlinger bagefter? Romanen præsenterer mange argumenter på det sidste.

Selve plottet kan være inspireret af Scanners-filmene, hvilket bestemt ikke er en skidt ting. I Scanners har en gruppe mennesker har fået særlige, psykiske evner – navnlig telepati og telekinese. Hovedpersonerne – Sanserne – i Føle sig om har en mere diskret evne, nemlig en slags overudviklet empati. De har alle sammen deres at slås med, også mere end det er almindeligt for unge. Stoffer kommer fra en splittet skilsmissefamilie, Kamilla fra et overklassehjem med høje forventninger, Jazzmin har politiske ekstremister i sin familie, Christian bliver domineret af sin mor, og Anders, ja, han er nærmest alt for almindelig. Men det er meget sundt at runde persongalleriet af med en just sådan en neutral personlighed.

Præcis ligesom i Scanners er der en Sanser som både kan – og vil – misbruge evnen. Christian kan nemlig ikke lukke af for andres følelser, og han forstår ikke sine egne. Da han havner på psykiatrisk afdeling, føler han at de andre Sansere bærer skylden, fordi de ikke forhindrede det. Hvordan kom det så vidt? Jo, i én af de mere mindeværdige sekvenser prøver Stoffer at forhindre Christian i at komme på tomandshånd med en pige kaldet Julie, fordi han tror at Christian vil begå et overgreb. Hvad han dog ikke forstår – før det er for sent – er at det er Christian, der har allermest brug for beskyttelse.

På visse områder minder romanen meget om Bjarne Reuters Zappa. Begge romaner har et virkelig dumt svin som omdrejningspunkt og gør meget ud af at illustrere hvorfor det er gået så galt. Om de andre Sansere får reddet Christian fra sig selv – eller ej – vil jeg dog ikke afsløre.

Romanen har altså både en god bærende idé og masser af intriger i den lille venne- og fjendekreds. Så hvorfor skrev jeg, at jeg allerhøjest kan anbefale den med visse forbehold?

Svaret er: Dialogen gør den vanskelig at komme igennem. Ikke vanskelig som i højt lix eller snørklet eller kunstfærdigt. Nej, problemet er at dialogen er alt for realistisk.

Ser I – selv når man taler om ‘realisme’ eller endda socialrealisme i litteraturen, så er det aldrig ført ud i sin fulde konsekvens. Som regel mener man blot, at personer og miljøer er genkendelige. Men i fiktionens verden er mennesker som regel mere velformulerede end de er i virkeligheden. De taler ikke i rigtige sætninger, men i replikker, som man så kan sidde og fryde sig over. Hvor var det dog vittigt, flot eller ondskabsfuldt sagt! Forfattere beundres for deres sprogblomster. Skuespillere beundres for at gøre selv de mest opstyltede replikker virkelighedstro.

I Føle sig om taler alle personerne som man gør i virkeligheden. Især Stoffer har en tendens til at rable, uden at nogen gør mine til at afbryde ham (hans venner er helt utrolig tålmodige med ham). Hvis du stadig ikke kan se problemet, så prøv at optage en samtale, som du har med en ven. Du vil blive chokeret over hvor ofte du gentager dig selv, fordi du falder over dine egne ord og runder sætningen af med at gentage det første du sagde igen (og ja, foregående sætning var et eksempel på dette). Det kan være ret ubehageligt at blive konfronteret med, men det gør denne roman.

Jeg kan ikke sige om forfatteren har gjort det bevidst eller ej. Det er hverken litterært, teatralsk eller filmisk, men slet og ret superrealistisk. Det er et stilgreb, som kunne have været interessant i en kort, eksperimenterende novelle. Der kunne forfatteren endda have gået all in, og have tilføjet alt fra “øh” til de konstante afbrydelser, der også hører til i talesproget! Når stilgrebet bruges igennem en hel roman, bliver det til gengæld anstrengende at læse, og det er en skam.

Føle sig om er tænkt som en hel trilogi – om det bliver med det samme persongalleri eller rent tematisk ved jeg ikke. Jeg håber dog at det bliver det sidste. Det vil nemlig give forfatteren en mulighed for at starte på en frisk, uden at det vil skurre for meget, hvis stilen skifter. Der er potentiale i plottet og nogle af de store spørgsmål forfatteren stiller, men det rent sproglige og skrivetekniske skal være bedre.

Anmeldt af Rasmus Wichmann i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Danny Biltoft Davidsen – Destin 3 – Dødemandstågen

Udgivet den marts 17, 2022 af Admin

Destin 3 – Dødemandstågen
Roman af Danny Biltoft Davidsen
Forlaget mellemgaard, 2021, 284 sider
Grafik: Simone Hollmann Pedersen
Anmeldereksemplar doneret af forlaget

Dødemandstågen er tredje bind i serien om den forældreløse Destin fra asteroiden Lyoneida. De to foregående bind er Seerkrystallen, der udkom i 2016, samt Snefuglen der udkom året efter i 2017. Det betyder, at der er gået fire år, siden jeg læste bind to, og min nærmest eneste anke til Dødemandstågen er, at den ikke starter med et kort resumé af de tidligere bind, så vi lige får genopfrisket handlingen indtil nu. I stedet for genlæste jeg bind et og to, og det var i virkeligheden en fornøjelse, men det er ikke sikkert, at alle læsere har tålmodighed til det.

Så først en kort gennemgang af handlingen i bind et og to:

Historien udspiller sig langt ude i fremtiden, efter at den teknologiske overlegne race Torakiderne er forsvundet og menneskene stort set har glemt alt om dem. Torakidernes artefakter findes dog stadigvæk rundt om i rummet og er mål for mange skattejægere og magtbegærlige mennesker, idet de giver deres ejere store evner.

Seriens hovedperson, Destin, er vokset op på asteroiden Lyoneida, hvor han arbejdede på en energifarm drevet af mester Eberon. Hans eneste ven, den ligeledes forældreløse pige Maridel, fandt i første bind et smukt skrin, der indeholdt et af Torakidernes eftertragtede artefakter, en seerkrystal. Uden at vide hvad det er, rører Maridel artefaktet, som binder sig til hende.

Desværre er der flere på jagt efter skrinet. Dels soldater (rødfrakker) fra kongeriget Carnelior der ledes af kong Leonhardt, og dels skattejægeren Cyril og hans besætning fra skibet Den Lovløse. Maridel bliver taget til fange af Carnelior-kommandanten Isaac, der vil bruge hende til at finde andre artefakter rundt om i universet. Destin ender derimod på Den Lovløse, hvor han hjælper Cyril med at finde Isaac og dermed også Maridel på en forladt rumstation i stjernesystemet Ameliet, gemt af vejen i gaskæmpen Nourants yderste ring. Men det går ikke helt efter Destins plan i bind et.

Da bind to starter, er Destin blevet efterladt på månen Rheinoud, der hører til det Azurelieuske rige under dronning Claudette. Månen vrimler med soldater (blåfrakker), og snart befinder Destin sig dybt under jorden som slave i en mine. Med hjælp fra piraten Rawlin, som han møder i minen, og Hammet, en bekendt fra mester Eberons energifarm, lykkes det ham at blive købt af grevinde Abrielle. Siden stjæler han ad kringlede veje hendes skib, Snefuglen, og fortsætter sin eftersøgning af Maridel. Jagten fører ham bl.a. til piraternes frihavn på månen Daenore ved gaskæmpen Graymere, hvor de må overvinde piratkongen Archard for at slippe væk igen.

Dødemandstågen fortsætter, hvor vi efterlod Destin i bind to – på Snefuglen som kaptajn over en lille, broget skare. Udover Destin består besætningen af styrmanden og tidligere pirat Rawlin, maskinmesteren Hammet som egentlig kun er lærling, grevinden Abrielle der ejer skibet, men lader Destin bruge det mod at få del i skattene de regner med at finde, samt løjtnant Risette, der er Abrielles loyale livvagt og stålsat blåfrakke.

Det er lykkedes gruppen at slippe fra Daenore og piratkongen Archard med livet i behold, men alt andet mangler de. Uden at have en egentlig plan beslutter Destin at de skal flyve til planeten Dawnsbury, hvor han har en tåget fornemmelse af at Maridel er. Det viser sig, at der har været et stort slag, så da de ankommer, er det ikke længere Carneliors rødfrakker, der patruljerer, men Azurelieus blåfrakker, hvilket vækker glæde hos Abrielle og Risette.

På Dawnsbury skal de proviantere og finde en besætning. Men pludselig får Destin øje på Julia, den næstkommanderende på Den Lovløse. Det lykkes ham at tage hende til fange for at bytte hende med Maridel. Men da han finder Den Lovløse og stiller Cyril ultimatummet, flyver Cyril blot uden Julia. Destin sætter efter i Snefuglen, men Den Lovløse flyver ind i Dødemandstågen, en stor sort masse i rummet over Dawnsbury om hvilken der går grufulde historier. Historier, der viser sig at være mindre forfærdelige end virkeligheden.

På bibliotekerne er bøgerne om Destin placeret i børne/ungdomsafdelingen, men det skal ikke afholde en voksen læser fra at kaste sig over serien. Persontegningerne er ikke de dybeste, men underholdningsværdien er i top, og jeg er bare blevet mere og mere begejstret for serien. Historien er fyldt med action og ramasjang, og spændingskurven er stort set støt stigende hele vejen igennem. Samtidig er hele universet bygget troværdigt og overbevisende op, så det er en fornøjelse at udforske det sammen med Destin.

Biltoft har skabt et spændende steampunk-univers, hvor højteknologiske våben eksisterer side om side med kårder og knive, og hvor menneskene kan mekaniseres med dampdrevne dele for at få bedre syn eller flere kræfter. Biltoft går ikke i detaljer med teknologien, men fortæller i stedet et rigtigt rumeventyr med tydelige helte og skurke, tilsat et godt skvæt 1800-tals-atmosfære.

Hver bog er et spændende eventyr, hvor jagten på Maridel er den samlende tråd. Derudover er der nogle bagvedliggende plottråde, som jeg glæder mig til at se samlet til sidst. For bind tre er ikke sidste bind om Destin! Forhåbentlig går der dog ikke fire år igen, før vi får en fortsættelse.

Destin 3 – Dødemandstågen er et voldsomt underholdende steampunk-rumeventyr. Jeg kan varmt anbefale den, men læs bind et og to først.

Anmeldt af Jette Holst i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

He-Man and the Masters of the Universe

Udgivet den marts 16, 2022 af Admin

He-Man and the Masters of the Universe
Animationsserie, Netflix 2021
Sæson 1
10 episoder af ca, 25 minutter
Udviklet til tv af Robert David
Stemmer: Kimberly Brooks, Antony del Rio, Grey Griffin, David Kaye, Yuri Lowenthal, Ben Diskin m.fl.

Netflix har i 2021 lavet ikke mindre end to animationsserier baseret på serien He-Man and the Masters of the Universe fra 1980’erne. Hvor den anden serie er en slags fortsættelse af den gamle serie, er denne en re-imagining med nyfortolkninger af figurer og steder. En anden nyskabelse er at denne serie er 3D-animeret til forskel fra de andre seriers klassiske 2D-animation.

Vi starter med at følge Teela, som her er en ung tyv, der af nogle skumle typer er blevet hyret til at stjæle et magisk sværd fra kongeslottet. Som følge af en mængde begivenheder ender sværdet i stedet i hænderne på den unge mand Adam, som har mistet hukommelsen og er vokset op i en barbarisk klan, hvor han blandt andre er blevet ven med den store, grønne krigerkat Cringer og pigen Kras’tine. Da Adam samler sværdet op, bliver han til den muskelsvulmende He-Man, som bliver rodet ind i kampen mod den onde Skeletor og hans kumpaner. Det viser sig (måske ikke overraskende for folk med lidt kendskab til He-Man) at Adam er Kongens søn, som alle troede var død. Måske mindre overraskende er det, at Skeletor er Kongens bror og dermed Adams onkel; et forhold der skaber lidt ekstra drama.

Det er tydeligt at serien henvender sig til et yngre publikum, som ikke kender den gamle serie, og især til drenge, der gerne vil have mere action end romantik. Dette ses blandt andet i de svulstige (og lange og gentagende) transformationsscener, som når Adam løfter sit sværd og bliver til He-Man.

Jeg kan godt mærke at jeg ikke er det rette publikum til denne nyfortolkning. Historien er sådan set okay, om end med lovlig meget fokus på lange actionscener, men jeg finder animationsstilen grim, larmende og, i mangel på et bedre ord, skrydende. Men måske er jeg bare en træt, gammel boomer (okay?).

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Animation, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

Masters of the Universe: Revelation

Udgivet den marts 16, 2022 af Admin

Masters of the Universe: Revelation
Animationserie, sæson 1, del 1 & 2
Netflix, 2021
10 episoder af ca. 25 minutter
Udviklet til tv af Kevin Smith
Stemmer: Sarah Michelle Gellar, Lena Heady, Mark Ha-mill m.fl.
Anmeldelsen indeholder spoilere!

Netflix har i 2021 lavet ikke mindre end to animationsserier baseret på serien He-Man and the Masters of the Universe fra 1980’erne. Denne serie, med filminstruktøren Kevin Smith (Clerks, Chasing Amy, Dogma m.fl.) som tovholder, er en “spirituel fortsættelse” af den gamle serie, og første afsnit kunne langt hen ad vejen godt ligne et afsnit af den oprindelige serie, hvor He-Man kæmper mod den onde Skeletor mens han prøver at holde sin identitet som Prins Adam hemmelig for alle andre end nogle få udvalgte. Men afsnittet slutter apokalyptisk: Castle Grayskull bliver ødelagt, og He-Man og Skeletor bliver begge dræbt i den magiske eksplosion – som også betyder at næsten al magi forsvinder fra planeten Eternia.

I de følgende 4 afsnit følger vi den desillusionerede Teela (Gellar), datter af Man-at-Arms og He-Mans romantiske interesse. Hun er skuffet over at hendes far og Prins Adam har holdt hemmeligheden om He-Man skjult, og hun vælger at ernære sig som dusørjæger sammen med veninden Andra. Hun bliver imidlertid kontaktet af Skeletors tidligere håndlanger, Evil-Lyn (Heady), som har en plan for at få magien tilbage til Eternia – en plan der kræver at de to tidligere dødsfjender må samarbejde om at finde de to dele, som He-Mans magiske sværd er blevet splittet i. De to dele kan findes i Eternias udgaver af Himmel og Helvede, så det bliver ikke nogen let opgave. Undervejs støder vores hovedpersoner på gamle venner og fjender, som hjælper eller stiller sig i vejen for opgaven. Stilen i disse afsnit er anderledes mere mørk og dyster end i den gamle serie og minder mere om en anden Netflix-animationsserie, horror-serien Castlevania. Uden at have set ret meget af den gamle serie, tror jeg der de scener som vil få gamle fans til at knibe en tåre.

I seriens anden del på 5 afsnit er tingene lidt mere som man forventer det af en Masters of the Universe. Skeletor (Hamill) vender tilbage, og så handler det om at forhindre at han får den totale magt over Eternia og måske andre verdener; en opgave der kan synes umulig. Det hele spidser til i en apokalyptisk finale, hvor intet mindre end hele universets eksistens er truet.

Jeg synes at Kevin Smith har klaret opgaven udmærket og har tilføjet flere dimensioner til den oprindelige series ret ret todimensionelle figurer. Den nye serie er ikke helt på højde med søster-serien She-Ra, men den byder på nogle timers hæderlig underholdning for både gamle fans og nye seere. Om der kommer en fortsættelse, vides ikke endnu.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Animation, tv-serie | Tagget , , | Skriv en kommentar

She-Ra and the Princesses of Power

Udgivet den marts 16, 2022 af Admin

She-Ra and the Princesses of Power
Animationsserie, Netflix 2018-2020
52 afsnit af ca. 25 minutter
Udviklet til tv af Noelle Stevenson
Stemmer: Aimee Carrero, Marcus Scribner, Karen Fuku-hara, Keston John, AJ Michalka m.fl.

Netflix har i nogle år arbejdet med at opdatere det gamle Masters of the Universe univers til moderne seere. Masters of the Universe startede som en legetøjsserie fra Hasbro med titlen He-Man and the Masters of the Universe, som blev til en animeret tv-serie af samme navn og senere til en spillefilm med Dolph Lundgren i titelrollen. På tv kom også en spinoff-serie, She-Ra: Princess of Power (1985), og dette blev den første serie som Netflix begyndte at opdatere tilbage i 2018, i samarbejde med forfatteren Noelle Stevenson, kendt for sine feministiske tegneserier Lumberjanes og Nimona. Og det feministiske skinner klart igennem, da langt størstedelen af de centrale figurer er kvinder – eller rettere, piger, for de flestes vedkommende.

I første episode møder vi den unge Adora, en toptrænet kadet for det civiliserede samfund Horden, og hendes medkadetter, specielt den rebelske kattepige Catra, der er Adoras bedste veninde, måske fordi de begge er forældreløse og er blevet opdraget af Horden. Kadetterne er trænet til at bekæmpe de dæmoniske Prinsesser i den farlige Whispering Forest, som omgiver Hordens by, og Adora bliver forfremmet til kaptajn, som skal lede et angreb mod en by i skoven. Men inden det sker, nødlander hun i skoven, hvor hun finder et magisk sværd og møder en af de frygtelige prinsesser, Glimmer, og hendes ven Bow. Hun indser at Glimmer og Bow faktisk ikke er så dæmoniske, og hun bekæmper sin indoktrinering og skifter side. Det magiske sværd forhandler hende til en ny inkarnation af She-Ra, den mægtigske af de prinsesser, der bekæmper Horden og dens leder Hordak, som er kommet til planeten Etheria fra en anden verden. Som She-Ra er hun superstærk, men som Adora bliver hun mødt med mistro fra prinsesserne, da hun bærer en Horde-uniform. Hun bliver dog efterhånden accepteret og begynder at kæmpe mod Horden, især i selskab med Glimmer og Bow. Det bringer hende i direkte konflikt med Catra, som føler at Adora har forrådt hende og Horden.

I løbet af seriens fem sæsoner (hvor sæson 2 og 3 reelt er én sæson delt i to) bliver vi introduceret til et stort galleri af bifigurer, hvoraf nogle har dramatiske forhistorier mens andre mest er comic relief. Denne blanding af drama og humor kendetegner i det hele taget serien, og man kan virkelig leve sig ind i personernes ambitioner, sorger og frustrationer. Figurerne kan ikke sort/hvidt deles op i helte og skurke, for selv de værste skurke har gode sider eller forståelige motiver, mens flere af heltene kan optræde selvisk mod deres allieredes bedste. Det gælder fx seriens nok sjoveste figur, prinsesse Entrapta, der lader sig lokke til hvad som helst hvis hun får lov til at lege med avanceret teknologi. I det hele taget er serien regnbuefarvet i mere end én forstand. For det første er tegningerne holdt i en kulørt, pastelfarvet palet, og for det andet er en del figurer mere eller mindre tydeligt homoseksuelle. Det viser sig fx at Bow har to fædre, og to af prinsesserne har et romantisk forhold til hinanden. Det er ikke noget som der bliver gjort et stort nummer ud af – sådan er det bare – og det bliver heller ikke påtrængende, blandt andet fordi der ikke er en gnist af sex i serien. She-Ra og de andre prinsesser ligner for eksempel ikke Barbie-dukker som i den oprindelige serie, men er i stedet naturligt proportionet (med plads til overvægt) og har ikke specielt fremtrædende bryster eller røve, sådan som det ellers tit ses for kvindefigurer i fantasyfilm og serier.

Seriens univers byder på en blanding af magi, super­evner og science fic­tion-teknologi. I de sidste sæsoner får det sidste mere plads, da konflikten breder sig ud over planeten Etheria og kommer til at dreje sig om hele universets skæbne; en opgave som She-Ra og hendes venner er dårligt rustet til at håndtere. Der er solid spænding helt indtil slutningen af den dramatiske finale, som afslutter serien.

Selvom serien er lavet til børn, er der rigtig meget for voksne at komme efter. Konflikterne er komplekse, persondramaerne er medrivende, og humoren lige i plet, så man klukler sig gennem flere episoder. Serien er hermed helhjertet anbefalet!

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Animation, tv-serie | Tagget , , | 1 kommentar

The Silent Sea

Udgivet den marts 15, 2022 af Admin

The Silent Sea
Tv-serie, sæson 1, Netflix 2021
8 afsnit af ca. 45 minutter
Instruktør: Choi Hang-yong
Med: Bae Doona, Gong Yoo, Joon Lee, Kim Sun-yong mfl.

The Silent Sea er en sydkoreansk science fiction-tv serie. Det er en nyfortolkning af kortfilmen The Sea of Tranquility af Choi Hang-yong. Den handler basalt set om at Jorden har fået mangel på vand. Det er blevet meget tørt på Jorden. Vandstanden i havene falder dramatisk (af ikke-forklarede årsager), og vandet er også blevet forurenet af plastik. Folk får vand tildelt alt efter hvor højt oppe i hierarkiet de er. En gruppe videnskabsmænd får til opgaven at hente tre kapsler på en forladt base på månen. De tager afsted i deres rumskib, men noget går galt undervejs. De nødlander og skal gå over til månebasen hen over månen. En mand er såret. Han kan ikke gå hele vejen. Han omkommer derude. De andre når ind på månebasen i sidste øjeblik, før deres iltforsyninger slipper op. Der er et mysterium omkring månebasen. Der er mange hemmeligheder, og folk i gruppen har skjulte agendaer. Hvad er der sket på månebasen? Hvorfor får de ikke alt at vide så de bedre kan klare deres mission? De må selv opklare hvad der er sket. Der sker en hel del på månebasen. Mere af handlingen skal ikke afsløres.

Jeg vil sige at The Silent Sea ikke er hard science fic­tion. Der sker ting, der bryder med selv de allermest basale naturlove, og hovedpersonerne håndterer ikke deres situation særlig realistisk. Jeg kunne ikke lide at man ikke hører noget om hvordan gruppen klarer sig på månebasen. Hvordan spiser og sover de? Er der i hele taget noget mad til dem? Det måtte gerne have været med i tv-serien. Det er måske dog ikke meget tid de er der, men de er jo også strandede indtil der kan blive sendt et redningsfartøj. I den første Alien-film ser man trods altbesætningen på rumskibet spise omkring et bord. Der er faktisk lidt Alien over The Silent Sea. Tv-serien er ikke særligt uhyggelig, men det er heller ikke meningen med den.

Jeg kunne godt lide mysteriet, som fortsætter i næste sæson. Man får mange svar, men ikke alle svar. Du kan se den, hvis du kan lide et godt mysterie. Det er også tilfredsstillende at få at vide hvad titlen The Silent Sea hentyder til. Jeg kunne også godt lide karakterne i tv-serien. De er nogenlunde realistiske. Jeg kunne se tv-serien med koreansk eller engelsk tale. Der er også engelske undertekster. Der er måske kun et enkelt lille plothul. Ellers hænger det godt sammen. Det er nok ikke noget for børn. Jeg var godt underholdt hele vejen til enden. Jeg vil gerne se sæson to, når den kommer. Det plejer jo også være gode ting som kommer på dansk Netflix, når det er fra udlandet. 8 ud af 10 stjerner.

Anmeldt af Andreas J. Søe i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Film | Tagget , | Skriv en kommentar

Arcane

Udgivet den marts 15, 2022 af Admin

Arcane
Animationsserie, Netflix 2021
Sæson 1, 9 afsnit af ca, 40 minutter
Skabt og skrevet af Christian Linke og Alex Yee
Stemmer: Hailee Steinfeld, Ella Purnell, Kevin Alejandro, Katie Leung, Jason Spisak, Harry Lloyd m.fl.

Arcane, med undertitlen League of Legends, er en animeret science fantasy-serie løseligt baseret på populære online-kampspil League of Legends fra Riot Games, som også er medudvikler på tv-serien. Det har angiveligt taget 6 år at lave de blot 9 episoder i sæson 1, og det kan ses! Jeg skal lede meget længe for at finde animation, der er lige så flot som her, selvom jeg medtager Disney, Dreamworks og Studio Ghibli.

Vi befinder os i en verden præget af avanceret steampunk-teknologi, med store luftskibe og store tandhjulsdrevne maskiner. Centrum for historien er to nabobyer forbundet af en bro, den storslåede og lysende Piltover med himmelstræbende art noveau-tårne og den fattige, mørke Zaun hvor folk bor i gamle, slidte boliger mellem smalle, dybe gyder hvorfra lyden af dunkende industri aldrig er fjern. Byerne illustrerer det klassiske skel mellem en overklasse af købmænd og akademikere og en undertrykt underklasse af arbejdere og håndværkere. Begge steder er primært beboet af mennesker, men vi møder også trolde, gnomer og andre mindre menneskelige intelligensvæsener.

Første afsnit begynder med slutningen på en konflikt, hvor indbyggerne i Zaun forsøger at sætte sig op mod Piltover, men  bliver slået hårdt tilbage og tvunget til at acceptere en ulige fred. Under konflikten bliver de to små søstre Violet og Powder forældreløse, og de bliver adopteret af oprørslederen Vander. Vi springer hurtigt 6-8 år frem, hvor pigerne er blevet teenagere og sammen med de to venner Mylo og Claggor forsøger at finde sig en plads i samfundet som klatretyve. De bliver lokket til at lave et kup i Piltover, trods adoptivfaderens formaninger om at undlade kup derovre, og de kommer til at stjæle noget som er mere værdifuldt og mere farligt end de aner. Dette bliver starten på en ny konflikt mellem Piltover og Zaun, som kulminerer i et opgør mellem Vander og hans gamle rival, gangsterlederen Silco, med pigerne fanget i midten.

I Piltover følger vi de unge akademikere Jayce og Viktor, som arbejder med at forene magi og teknologi, noget som er strengt forbudt på grund af magiens kaotiske og potentielt ødelæggende væsen. De ønsker ikke personlig  magt, men at gøre magi tilgængelig for alle, også underklassen i Zaun, hvor Viktor har sine rødder. Vi møder også den mange hundrede år gamle forsker Heimerdinger (en lille, hundeagtig gnom), den rebelske overklassepige Caitlyn og den smukke og ambitiøse rådskvinde Mel Medarda.

Blandt disse og flere personer bliver der i løbet af en håndfuld år dannet omskiftelige alliancer og fjendskaber i og på tværs af de to byer, og de to søstre bliver undervejs fanget på hver sin side af konflikterne. Et gennemgående tema er ambitioner på egne eller andres vegne og den pris, der skal betales for at få opfyldt ambitionerne – og om man i sidste ende er villig til at betale den pris. Vi præsenteres for hævntørst, kærlighed, ærgerrighed, håb, vanvid og tragedie i en kompleks historie, der virkelig får følelserne frem hos hovedpersonerne (og seerne). Det er ikke altid lige let at se, heller ikke for seerne, hvad der er det rigtige eller forkerte at gøre i de svære dilemmaer som hovedpersonerne bliver stillet overfor. Man anet et spinkelt håb forude – men bliver det knust før det kan finde rodfæste?

Arcane har opnået stor success og er en af de mest populære Netflix-serier nogensinde, og på IMDb har den p.t. den sjældent høje karakter 9.1. Den kan sagtens ses uden at have spillet computerspillet (det har jeg fx ikke). Der er en sæson to på vej, men selvom producenterne siger at det ikke vil tage 6 år at lave anden sæson, får vi den næppe at se før tidligst slutningen af 2023, snarere 2024. Det skal dog ikke afholde folk fra at se sæson 1 med det samme. Det ville være en synd og en skam at lade være.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Film | Tagget | Skriv en kommentar

Spider-Man: No Way Home

Udgivet den marts 14, 2022 af Admin

Spider-Man: No Way Home
Film, USA, 2021, 2 timer 28 minutter
Instruktør: Jon Watts
Medvirkende: Tom Holland, Zendaya, Benedict Cumber-batch, Jacob Batalon m.fl.

Spider-Man: No Way Home har fået en god modtagelse, både fra publikum og kritikere. På IMDb får den hele 8,7 i rating, og 71 i metascore. Så må vi have med en god film at gøre, tænker man.

Men jeg må sige at jeg, i modsætning til mange andre, blev skuffet da jeg så den. Da Spider-Man er en af mine favorit-superhelte havde jeg visse forventninger til filmen. Specielt første gang jeg så den, var jeg skuffet. Anden gang var den bedre. Da kunne jeg bedre sætte pris på filmens visuelle side.

Men hvorfor var jeg skuffet over den? Svaret er, at det er historien der skuffer. Den er tyndbenet og forudsigelig.

Spider-Man: No Way Home starter med, at hele verden ved at Peter Parker er Spider-Man, og pressen er på nakken af ham. Bl.a. J. Jonah Jameson fra Daily Bugle er efter ham. Og det vil han forståeligt nok ændre på.

Peter Parker opsøger så Dr. Strange og spørger ham om han vil hjælpe. Dr. Strange siger ja, og via magi får han verden til at glemme, at Peter Parker er Spider-Man. Men det går galt, da Peter Parker hele tiden blander sig, mens Dr. Strange skal kaste sin besværgelse. Det betyder at grænserne mellem dimensionerne kollapser og der kommer skurke ind i vores helts univers fra andre universer. Der kommer for eksempel Dr. Octavius/Octopus, og det virker vældig godt når han kommer på banen. Jeg forventede en god historie ud af mødet mellem Dr. Octavius og Spider-Man. Mødet mellem de to fungerede udmærket i Sam Raimis Spider-Man 2, som jeg synes er en af de bedste Spider-Man film der er lavet. Men her fungerer det ikke.

Det hele falder sammen som en kage, til det rene ingenting, og Dr. Octavius bliver indespærret af Dr. Strange sammen med andre skurke, bl.a. Green Goblin. Og skurkene bliver således ikke brugt til ret meget i historien.

Hvad der sker videre, skal ikke afsløres her. Og det er heller ikke nødvendigt. Resten af filmen er i de store træk temmelig forudsigelig. Det må derfor desværre konstateres, at Spider-Man: No Way Home har en tyndbenet historie. Det er i min verden mærkeligt at kritikerne ikke har kritiseret dette. Hvis Peter Parker ikke havde afbrudt Dr. Strange, havde der ikke været nogen historie. Jeg synes at det er alt for tyndt et grundlag at spinde en historie omkring. Det gjorde også at jeg havde svært ved at blive grebet af filmen. Og jeg synes også at filmen er for lang.

I stedet for at have en konflikt med et begrænset antal skurke om noget vigtigt, så vælger man at basere hele historien på en fejltagelse lavet af Peter Parker. Havde man valgt det første, kunne det have været en god film. Men historien er selvfølgelig ikke det hele i en film. Der er andre ting der trækker op i filmen.

Film er selvfølgelig først og fremmest et visuelt medie og Spider-Man: No Way Home er en flot film med gode effekter. Her tænker jeg specielt på scenen hvor Dr. Strange og Spider-Man er i “the mirror dimension”, spejldimensionen. Den virker, og er meget flot. Og Spider-Man: No Way Home er således en vellykket film hvad det visuelle angår. Og skuespillet er fint nok. Der er også god action i filmen, men den er som sagt hængt på en tynd historie. Og den action som er i filmen, gør også at filmen undgår at blive kedelig. Men det er ikke nok til at redde filmen. Og i kvalitet er historien ikke særlig god, specielt sammenlignet med de andre film der er lavet om Spider-Man i de seneste omkring 20 år; hverken Sam Raimis film eller de andre Tom Holland film.

Karakter: 4 stjerner ud af 10

Anmeldt af Jóannes á Stykki i Himmelskibet nr. 63

Udgivet i Film | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Himmelskibet 63

Udgivet den februar 22, 2022 af Admin

Himmelskibet 63
Forår, 2022
186 sider.
Forsideillustration: Chili Christensen
Layout & montage: Klaus Æ. Mogensen
Forsidegrafik af Michael Bernth
Redaktør: Klaus Æ. Mogensen
Download på:
http://himmelskibet.dk/anmelderblog?download=6437

 

Indhold:
Redaktionelt
Kampagnen i sandkassen – Bjarne Sinkjærs rollespilsklumme
Dukkeføreri – Novelle af Mikael Rigtrup Madsen
Gas over Passchendaele – Novelle af Michael Pilgaard
Anmeldelser: film, tv og spil
• Spider-Man: No Way Home
• Titane
• The Silent Sea
• Arcane
• She-Ra and the Princesses of Power
• Masters of the Universe: Revelation
• He-Man and the Masters of the Universe
Hugo awards 2021 – Af Klaus Æ. Mogensen
World Fantasy Awards 2021 – Af Klaus Æ. Mogensen
Anmeldelser: bøger og tegneserier
• Vølvens vej: Snehild – Roman af Anne-Marie Vedsø Olesen
• Dragesten – Romanserie af Ry Kristensen
• Pulp Horror Fiction – Antologi. Red. Lars Grill Nielsen
• Destin 3 – Dødemandstågen – Roman af Danny Biltoft Davidsen
• Føle mig om – Roman af Palle Tonning
• Terraforming Mars: I skyggen af Deimos – Roman af Jane Killick
• Fede svin – Novellesamling af Nikolaj Højberg
• En strek gjennom tyngdekraften – Antologi
• Warning Light Calling – Digtsamling af Peter Graarup Westergaard
Korte omtaler – Af Thomas Winther
• D.S. Henriksen – Genvejen
• Lovecraft – Det hvide skib
• Lovecraft – Sarnaths undergang
• William Hope Hodgson – Den okkulte detektiv – de samlede Carnacki-fortællinger
• Vand (fanzine)
• A. Silvestri – Vardekød
• Christian Engkilde – Pandora – bind 2 – Sandstorm
• Christian Engkilde – Pandora – bind 3 – Jordskælv
• Erwin Neutzsky-Wulff – Horror and Science Fiction in the Cinema Before 1980 II
• Ustumallagam – The Reel Ghoul II: The Celluloid Addiction
• Kaspar Colling Nielsen – Frelseren fra Hvidovre
• Steen Langstrup – Forfattersind: interviews og tanker om drømmejobbets bagsider
• (Antologi) Udenfor Intet
• (Antologi) Komplekskuller
• Satankulten på Anholt
• Basserner nr. 1148 – Iskolde Gys
Nær salten Østerstrand – Novelle af Cato Pellegrini
Jean-Claude Mézières, 1983-2022 – Nekrolog ved Klaus Æ. Mogensen
Trofast – Novelle af Torben Mogensen
Andre store superheltetegnere – Artikel af Klaus Æ. Mogensen
Tegneserieklummen – Artikel af Tue Sørensen
Ny fantastik på dansk – Bogliste af Janus Andersen

Udgivet i Himmelskibet | Tagget | 1 kommentar

Anne-Marie Vedsø Olesen – Vølvens vej: Snehild

Udgivet den november 26, 2021 af Admin

Vølvens vej: Snehild
Roman af Anne-Marie Vedsø Olesen
Lindhardt & Ringhof, 2021
416 s, hardcover

Dansk Jernalder. Midt om vinteren flygter den unge kvinde Asdis fra krigere, der angriber hendes landsby, mens hendes ufødte barn presser på for at komme ud. Barnet bliver født i et læskur med jættekvinden Hyrrokin som jordemoder og nornerne Verdande, Skuld og Urd som vidner. Tretten år senere bor barnet, Snehild, i kongebyen Himlinge i riget Sialand. Hendes mor er nu en æret lægekyndig, og Snehild er begyndt at få profetiske syner. Hun får lov at studere sammen med kongens tvillingesønner Roar og Aslak, som hun også træner kampkunst med. Begge begærer den smukke pige med det viltre, hvide hår, og hun begærer dem igen, mest den smukke, snedige Aslak.

Alt tegner godt for den unge pige, men virkeligheden kommer i vejen i form af høvdingedrab, pest og en jaloux ypperstepræstinde. Snart må hun flygte, alene gennem en snestorm, til landet på den anden side af floden Tryggveld. Her bor jætter og alfer, og Asgård ligger kun en regnbue væk. Hyrrokin og hendes ulvesønner træner hende i sejd og kampkunst. År senere vender hun tilbage til Himlinge, netop som intriger, hævn og ærgerrighed ramler sammen under et blodigt bryllup.

Det er kort sagt handlingen i Anne Marie-Vedsø Olesens roman Vølvens vej: Snehild, der er planlagt som en trilogi, men ifølge forfatteren måske ender med at være ni bind – en for hver af den ni verdener i nordisk mytologi. Historien veksler fermt mellem to verdener, den jordnære, som Olesen (med en vis ret) kalder Game of Thrones-sporet, og den mytologiske hvor guder og jætter vandrer på jord. Mens intrigerne spidser til i Himlinge, udspiller parallelle intriger sig i Asgård, og Snehild oplever begge dele gennem sine syner, som bliver stadigt mere sikre. Den jordnære handling udspiller sig ikke i rent opdigtede omgivelser, men på Stevns, hvor Olesen bor: Floden Tryggveld er Tryggevælde Å, og kongebyen Himlinge er Himlingøre. Det skaber en ekstra jordforbindelse for handlingen, som kan mangle i meget andet fantasy.

Trods sine over 400 sider er bogen hurtigt læst. Tekststørrelsen er læsevenlig, og kapitlerne er korte, ofte kun 3-4 sider, og det giver også en del luft. Dertil flyder sproget let, både i beskrivelsen af realistiske begivenheder og i de mere mytologiske, der ofte fortælles med lange, drømmende sætninger. Der citeres flittigt fra Eddaen, og Anne-Marie Vedsø Olesen bidrager selv med vers i samme stil. Man aner en erfaren forfatter, der har fundet sin egen stil.

Allerede inden udgivelsen var bogen dømt til succes, solgt til elektronisk udgivelse på otte andre sprog, og siden er det kommet frem at historien om Snehild skal blive til en streaming-serie produceret af Piv Bernths selskab Apple Tree Productions. Godt gået!

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Bøger, Fantasy, Roman | Tagget , , , , | 1 kommentar