Flow

Udgivet den februar 11, 2025 af Admin

Flow
Animationsfilm, Letland 2024
Instruktion: Gints Zilbalodis
Manus: Gints Zilbalodis og Matiss Kaza

Vi befinder os i en nær fremtid eller alternativ nutid, hvor en ukendt katastrofe har oversvømmet meget af planeten. Der er ingen tegn på mennesker, men der går dyr rundt i deres efterladenskaber. Vi følger en kat, der søger at overleve trods mange farer, fx vilde hunde, bissende hjorteflokke og det stadigt stigende vand. Den må forlade sit trygge hjem, da vandet oversvømmer det, og den søger mod højere steder. Da også de bliver oversvømmet, svømmer katten ud til en forbipasserende sejlbåd, hvor den finder en kapivar. efterhånden får de selvskab af flere dyr; en lemur, en hund og en sekretærfugl. Dyrene former et venskab på tværs af arter og lærer efterhånden at de kan styre båden ved at skubbe til roret. Nogle gange går de i land og undersøger områder, men hopper ombord igen når vandet stiger. Efterhånden stiller man sig selv spørgsmålet om der overhovedet er et sted hvor dyrene kan finde et hjem når den stadigt mere ramponerede båd går helt i stykker. Slutningen skal ikke afsløres, men er ganske fyldestgørende

Dette er groft sagt handlingen i den lettiske animator Gints Zilbalodis’ computeranimerede tegnefilm Flow. Til forskel fra andre tegnefilm med dyr, er dyrene her ikke antropomorfe, men ligner og opfører sig som rigtige dyr (dog har vores kattehelt meget store og ekspressive øjne). Der er ingen tale, og alle dyrenes lyde er optagelser af rigtige dyr. Til tider får filmen surrealistiske træk, blandt andet gennem kattens drømme, men er i det store og hele realistisk i sit udtryk. Vi får aldrig at vide hvad det er for en katastrofe, som har ramt Jorden, men nogle meget kraftige nordlys antyder at der kan være tale om en meget kraftig solstorm. Hvad der er blevet at alle menneskerne, bliver heller ikke forklaret og overlades helt til publikums fantasi. Der er tale om slow cinema uden det store plot, men man kan læne sig tilbage og nyde de smukke, oversvømmede landskaber og byer.

Hele filmen er lavet med open-source-programmet Blender med et budget på bare estimeret €3½ mio., men resultatet er fuldt på højde med hvad vi ser fra de store animationsstudier. Flow er utrolig flot og stemningsfuld, og man føler rigtigt med katten på dens farefulde odyssé gennem en forladt, oversvømmet verden. Zilbalodis har ikke alene instrueret filmen; han er også hovedansvarlig for produktion, manuskript og musikkomposition.

Herfra får filmen en 100% anbefaling, og det er bestemt en af de film man bør eje i stedet for at affinde sig med streamingtjenesternes forgodtbefindende.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Animation, Film | Tagget | Skriv en kommentar

Hellraiser (2022)

Udgivet den februar 11, 2025 af Admin

Hellraiser (2022)
Film, USA og Serbien, 2022, ca. 121 min.
Instruktør: David Bruckner
Medv.: Odessa A’zion, Jamie Clayton, m.fl.

Jeg har set de to første film af Hellraiser serien for nyligt. Nummer et var på UMD via min PSP og nummer to var i Huset i Magstræde. Det er nogle rigtigt gode horrorfilm. De holder den dag i dag.

Jeg så Filmgutten på YouTube. Det er en mand der hedder Kasper der anmelder for det meste horrorfilm. Han var meget glad for den nye Hellraiser fra 2022. Jeg har så bestilt den via iMusic på DVD.

Hellraiser (2022) skulle være en remake af den første Hellraiser film, men den er i stedet en hel anden historie. De ville gerne starte Hellraiser franchiset op igen. Det er oprindeligt nogle noveller, som Clive Barker skrev i 80’erne. Her har de set det fra en anden synsvinkel.

Hellraiser handler om en terning som folk drages af. Det er en slags avanceret Rubiks terning. Den kan skubbes til forskellige konfigurationer. Hvad folk ikke ved, er at der kommer et lille knivblad ud og skærer folk. Så kommer de overnaturlige væsener Cenobites for at torturere dig og tage dig med til helvede. De har også en gud der hedder Leviathan. Han kommer frem, når terningen er skubbet igennem en masse konfigurationer. Han kan opfylde ønsker.

Historien har en hovedperson der hedder Riley. Hun er narkoman. Man ser både folk ryge meget i filmen, og hun tager piller. Hun er sammen med sin kæreste. De mangler penge og beslutter sig for at plyndre rigmanden Roland Voight. Det er her de finder terningen. Den skulle de aldrig have pillet ved.

Jeg synes det er en middelmådig film. Den er slet ikke på niveau med de gamle film. Cenobitene ligner rumvæsener. De har ikke haft det samme budget. Det var også i de gamle film, hvor de møder Leviathan. De har ikke gjort lige så meget ud af det i den nye film. Det var rigtigt ubehageligt med krogene, som går igennem folks hud i de gamle film. I den nye film er de i stedet gået meget mildt til den. Jeg kan ikke lide at Pinhead(lederen af Cenobites) er lavet om til en kvinde her. Det er pga. woke. Det fungerer bare dårligt. Der er også mange ting i historien som bare er vagt. De har ikke evnet at fortælle en lige så god historie som i de gamle film.

Alt i alt synes jeg bedre at jeg kan anbefale de gamle film i stedet for den nye. Det er en bedre oplevelse.

Anmeldt af Andreas J. Søe

Udgivet i Film, Horror | Tagget | Skriv en kommentar

Vesper

Udgivet den januar 28, 2025 af Admin

Vesper
Film, Europa, 2022
Instrueret af: Kristina Buozyte, Bruno Samper
Skrevet af: Bruno Samper, Kristina Buozyte, Brian Clark
Med: Raffiella Chapman, Eddie Marsan, Rosy McEwen m.fl.

Vi befinder os i en postapokalyptisk fremtid, hvor verdens økosystem er kollapset. Forsøg med at bruge syntetisk biologi til at genoprette det er fejlet og har i stedet frembragt muterede, dødbringende planter, der gør det særdeles risikabelt for alle, der ikke kender farerne, at færdes i naturen. Verdens befolkning er splittet i to: En teknologisk overklasse bosat i citadeller, og spredte småsamfund uden adgang til særlig meget teknologi. For at overleve, må småsamfundene købe frø fra citadellerne – men frøene er genetisk programmeret til kun at give én høst (ligesom Monsantos gensplejsede afgrøder i dag). Betalingen er, helt bogstaveligt, ungt blod, som det antydes bliver brugt af citadellernes beboere til at holde alderdommen tilbage(link is external).

Vi følger den 13-årige pige Vesper, som bor alene med sin meget syge far, som er sengeliggende og kun bliver holdt i live af eksterne, kunstige organer. Når Vesper er væk, kommunikerer hun med faren via en svævende drone. Hun er lidt af et geni inden for syntetisk biologi og søger at finde en måde til at omprogrammere citadellernes frø, så at de kan frembringe såsæd. Når hun mangler noget, må hun sælge noget af sit blod til en nærliggende gård drevet af hendes ret klamme onkel. Alting forandrer sig, da en flyver fra citadeller styrter ned i nærheden og Vesper redder den overlevende kvinde Camellia, som måske har den viden, Vesper mangler for at kunne nå sit mål.

Filmens univers er på én gang kuldslået og smukt, og der er en masse detaljer, der tilføjer kolorit til fremtidsuniverset, uden nødvendigvis at blive forklaret i detaljer. Filmen har nogle mindre troværdige elementer, som man må ignorere når man ser den – fx frodige skove efter en biologisk apokalypse – men det kan i en vis grad tilskrives filmens lave budget på blot € 5 mio. Den indtjente ifølge IMDb kun US$ 1,7 mio., og det er synd, for det er en film med meget på hjerte og en engagerende hovedperson. Man kunne godt have ønsket sig en lidt strammere klipning, men ellers fejler filmen ikke noget, sit lave budget taget i betragtning. Kan anbefales til alle, der vil se en science fiction-film, der får en til at tænke, i stedet for blot renskuret effektunderholdning.

Vesper kan p.t. ses på streamingtjenesten Prime Video.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Film | Tagget | Skriv en kommentar

Sheridan Le Fanu – Carmilla

Udgivet den januar 23, 2025 af Admin

Carmilla
af Sheridan Le Fanu
Oversat af Teddy Vork
2 Feet Entertainment, 2025, 132 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget.

2 Feet Klassikere er en bogserie med gys og horror genrens mestre, som her bringes frem i lyset igen. I serien har vi tidligere set en samling af Bram Stokers noveller, der viste at han var meget mere end bare forfatteren til romanen om vampyren Dracula. I det seneste bind i serien er det en vampyrroman som er blevet bragt frem, men en som er skrevet godt 25 år før Stoker skrev sin.

Ved, hvad der ligner, en tilfældig ulykke med en væltet hestevogn, lover den unge adelige pige Lauras far at tage sig af en af de tilskadekomne. Det tilskadekomne er den unge kvinde Carmilla, og de to unge kvinder får hurtigt et venskab, og det mere end antydes at der er en spirende kærlighed imellem de to. Der er dog noget ved Carmilla som foruroliger Laura, og hun kan heller ikke få Carmilla til at fortælle om sin fortid.

Det foruroligende tager kun til efterhånden som Laura begynder at vise sygdomstegn.

Da det er velkendt at dette er en vampyrfortælling, så er der ikke så meget overraskende i hvor historien bevæger sig hen. Også ved at dette er en klassiker inden for vampyrfortællinger så har vi siden set utallige historier der er bygget op på samme måde. Bogen er dog ikke kun værd at læse ud fra et genre-historisk perspektiv, for den har overlevet tidens tand ganske godt. Selvom historien i sig selv i dag ikke byder på de store overraskelser, så er den yderst velskrevet og stemningsmættet. Teddy Vork har gjort at godt arbejde med oversættelsen, som både er tro mod den tid som historien stammer fra, samtidig med at oversættelsen flyder glimrende når den læses i dag.

Bogen er, lige som de andre bind i serien en rigtig flot udgivelse, med den enkle grafik på forsiden på et ellers mørke omslag , gør at det også er en bog som man virkeligt har lyst til at have stående i bogreolen.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Horror, Roman | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Gudrun Østergaard – Kæntrede Træer

Udgivet den januar 12, 2025 af Admin

Kæntrede Træer
Af Gudrun Østergaard
Forlaget Leitura. 276 sider, 2024

Gudrun Østergaard har udgivet romanen Kæntrede Træer, der handler klimaforandringerne og hvordan de påvirker os, med vægt på hvordan de på virker os på psyken. Gudrun Østergaard har skrevet om klimaforandringer før i novellen Vejrskifte, der er udgivet i antologien Komplekskuller udgivet af Science Fiction Cirklen. Og novellen Vejrskifte er også behandlet i podcasten Robotter på loftet afsnit 52: 052 Vejrskifte – Robotter På Loftet

Kæntrede Træer har vundet Forlaget Leituras romankonkurrence.

Kæntrede Træer har tre hovedpersoner, Bjørg, Brynja og Hjørdis, der er søstre.

Kæntrede Træer er således opdelt i tre dele med hver søster som hovedperson, som så hedder efter hovedpersonen i, altså Bjørg, Brynja og Hjørdis.  

Hver del er desuden forsynet med en vignet i starten. Bjørgs del er den længste del. Den fylder ca. det samme som de to andre søstres dele til sammen. Bjørgs del bliver brugt til at introducere os til romanens verden. Romanens virkelighed foregår som sagt i fremtiden, så der er nogle ting der er anderledes i forhold til vores verden. Så disse ting skal lige introduceres.

Og desuden er der en prolog og en epilog, der samler trådene. I bogen, der foregår i en fremtid, hvor klimaforandringerne er blevet værre end de er nu. Men forandringerne er ikke blevet apokalyptiske endnu i romanens verden. Og de værste konsekvenser kan stadig bremses. Og det er er et af temaerne i bogen. Som brugeroplysning kan det siges at der er ikke meget action i bogen. Men det betyder ikke at der ikke er spænding i bogen, for det er der. For klimaforandringerne får konsekvenser for hovedpersonerne. Og de bliver nødt til at handle.   Jeg vil ikke komme nærmere ind på handlingen for ikke at spoile.    

Forfatteren viser endvidere hvordan det er at leve med klimaforandringerne.  Og hvordan klimaforandringerne påvirker os psykisk. Bl.a. den usikkerhed der følger med. Og det er lykkes godt for forfatteren at vise disse ting.

Jeg ved ikke hvad de kæntrede træer i titlen hentyder til. Der er ikke nogen referencer i bogen til kæntrede træer. Jeg kunne i hvert fald ikke finde nogen. Men det kan være at de hidtil mislykkede tiltag til at stoppe klimakrisen, er de kæntrede træer, da klimakrisen ikke er bremset. Forfatteren vil måske på en eller anden måde også kritisere, synes jeg, at man ikke gør nok i dag med at løse klimakrisen. Og det kan jeg godt lide. Både den konkrete kritik. Og jeg kan også godt lide når en bog generelt har noget at sige. Men det er i hvert fald en stilfærdig kritik. Forfatteren råber ikke budskabet ned i læseren. Og det er også udmærket.

Der er ikke nogen kapitler i bogen, men der er mellemrum i teksten, som man kan sige fungerer som kapitler på den måde. 

Bogen er velskrevet og sproget i bogen er godt. Der er ikke så mange metaforer i romanen, men der er f.eks. denne her: 

 “…hvor hendes perfekt formede øjenbryn blev til sorte slanger, der vogtede sultent oven over hendes lysebrune øjne” (s. 247) og den synes jeg er god. Jeg synes at Kæntrede Træer er en god bog, som kan anbefales. Men bogen kræver lidt af sin læser og det tog lidt tid for mig at læse den færdig. Men det er udmærket med bøger, der kræver lidt af sin læser. Og som sagt, så er Kæntrede Træer en god bog.

Anmeldt af Jóannes á Stykki

Udgivet i Bøger, Roman, Science Fiction | Tagget , , | 1 kommentar

C. C. Thybro – I skyggen af Udgårdsø

Udgivet den december 21, 2024 af Admin

I skyggen af Udgårdsø
af C. C. Thybro
Read.Die.Repeat, 2024, 600 sider

På Bibliotek.dk kan du i ’Bibliotekernes vurdering’ af C. C. Thybros bog, der er en elegant moppedreng på 600 sider, læse følgende under anmeldelser:

Hvis man undlader at stille spørgsmål ved plot­mæssige udfordringer, såsom hvad et indkøbscenter og et psykiatrisk hospital laver på en lille, småt befol­ket ø og blot nyder uhyggen, er der timevis af god un­derholdning.

Netop det, at C. C. Thybro lader handlingen foregå i et lille øsamfund, synes jeg gør hele romanen dejligt over­skuelig og bevirker, at man som læser hurtigt bliver fortrolig med stedet og personerne, ikke mindst fordi bogen indeholder både et kort over Udgårdsø og et detaljeret persongalleri.

Jeg har aldrig læst særlig meget hverken fantasy el­ler horror. Faktisk kan jeg ikke huske at have be­skæftiget mig rigtigt med de to genrer siden jeg var ulveunge, hvor vi fortalte hinanden bloddryppende gy­serhistorier, når vi var på sommerlejr og lyset var blevet slukket på sovesalen.

Derfor har I skyggen af Udgårdsø for mit vedkom­mende været en rejse ind i et nyt univers, som jeg begav mig ud på af nysgerrighed. Jeg havde redige­ret C. C. Thybros roman Komplekskakkerlakkerne, der også udkom i 2023, og måtte simpelthen se, hvor­dan Cecilie gebærdede sig i dette helt anderledes univers. Jeg blev imponeret. Plottet er selvfølge­lig helt anderledes, men hvad der i særlig grad imponerede mig, var sproget. Det er så anderledes, at jeg flere gange forledtes til at tænke, at I skyggen af Ud­gårdsø måtte være skrevet af en anden forfatter.

Beskrivelsen af miljøet i øens uhyggelige parallelle univers synes jeg er genial. Hvorfor finde på sofi­stikerede begreber, når mørke, tåge og skygge dækker fint. Eller hvorfor lade hovedpersonerne traske rundt i mær­kelige substanser, når aske kan gøre det samme. Og hvorfor komme med komplekse psykologisk inspi­rerede beskrivelser af personer, som er fortabte i det uendelige mørke miljø, når det kan klares med at beskrive dem som tomme?

Og nu vi er ved enkelthed. Jeg synes, at forklaringen på hovedpersonen Adams evne til at finde personer, er rigtig fin. Den er, siger han, at det er ligesom om han følger en tråd.

Som jeg plejer, så røber jeg ikke mere om handlingen i mine anmeldelser end forfatteren selv gør i sin bagsidetekst, hvor jeg dog lige må gøre en enkelt undtagelse. Det er heldigt, at der står en lygtepæl nedenfor Runas’ lejlighed. Men tilbage til bagsideteksten, der lyder:

’Det er en alment kendt sandhed på Udgårdsø, at alle forsvinder før eller siden, og at ingen vil lede efter dig eller gøre noget, når det sker. Tværtimod.’

Da en gruppe unge amerikanske turister på spøgel­sesjagt forsvinder på en lille ø i Kattegat, bliver Adam Winther – en mand, der efter sigende kan finde alt – sat på sagen. Men det eneste han finder, er et tabt kamera med en grynet optagelse.

Rosemarie Udgaard har altid drømt om at komme væk, men inden hun rejser, vil hun til bunds i myste­riet om øens forsvundne. Der er bare det problem, at ingen tør bryde tavsheden.

Mosemanden tager nemlig efter sigende dem, der stiller for mange spørgsmål, og gennem årene er øboerne blevet gode til at ignorere mørket, der har fortættet sig og ligger som en tæt tåge over øen.

Omstændighederne får det umage par til at slå sig sammen om at løse mysteriet, men for hvert skridt de kommer tættere på sandheden, træder skyggerne dem i hælene, og det bliver mere og mere usikkert, om de nogensinde vil komme af øen i live.

Til plottet, som jeg allerede har omtalt, må jeg lige tilføje, at jeg synes flugten sidst i bogen godt kunne være kortet ned, for der er vel meget dacapo i beskrivelserne af den overlast, som personerne udsættes for.

Tilbage er kun sproget, hvor C. C. Thybro gerne excellerer i anvendelsen af fremmedord. Det er, som i Komplekskakkerlakkerne, elegant og flydende. og da I skyggen af Udgårdsø er første bog i en planlagt serie med titlen Om Skyggeaksens kald, så ser jeg allerede frem til at læse næste bind.

Til slut; jeg er meget imponeret over, at C. C. Thybro har klaret at skrive to bøger med så forskellige handlinger som Komplekskakerlakkerne og I skyggen af Udgårdsø næsten samtidigt. Derfor er det synd, at forlagets korrekturlæser ikke har leveret, hvad jeg synes man bør kunne forvente, i det mindste ved at bruge autokorrektur.

Anmeldt af Johannes Lundstrøm

Udgivet i Bøger, Roman | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Mulm

Udgivet den november 29, 2024 af Admin

Mulm
Film, Danmark, 2024, ca. 90 min.
Instruktør: Martin Vrede Nielsen
Medv.: Jens Sætter-Lassen, Julie Christiansen, Louis Trinskjær, Martin Geertz, m.fl.

Anmeldelsen er baseret på en pressevisning afholdt af distributøren, Another World Entertainment. Filmen har biografpremiere d. 5. december 2024.

Det er ikke så tit at danske horror-forfattere formår at få en af deres romaner filmatiseret, men det er ikke desto mindre hvad der er sket for Teddy Vork – en forfatter som gennem årene har haft adskillige noveller trykt her i Himmelskibet, hvor hans roman, Mulm, også har været anmeldt. Fælles for filmen og romanen er at vi følger Jacob og Majas parforhold, som langsomt forværres samtidig med at en overnaturlig, og givetvis oldnordisk, dæmonisk entitet lader til at yde indflydelse på deres 6-årige søn, Johannes, som en ”usynlig ven”. Maja er har ladet sig indskrive på en psykiatrisk afdeling, fordi hun frygter for sin egen mentale sundhed, og også for hvad der muligvis reelt er et uhyggeligt skyggevæsen i deres hus, som især interesserer sig for deres søn. Jacob går til psykologisk terapi, og begynder at opleve det samme som Maja, men vil ikke helt indse det. Sønnen Johannes vil snart ikke længere lege med sine jævnaldrende børn, men kun med Svupben, den usynlige ven som også har mange andre navne, og påvirker Johannes til at bygge små stendysser. Til ofringer. Mon dét ender godt?!

Man kan undre sig over hvorvidt den dæmoniske indflydelse er et symbol på det skrantende parforhold, eller måske omvendt, men spørgsmålet er om de to overhovedet kan adskilles. Er det ene mere primært end det andet, eller er de to flettet fuldkommen sammen? Jeg har desværre ikke læst romanen, men der er ingen tvivl om, at den indeholder langt flere detaljer om specielt figurerne og deres emotionelle tilstand, end en halvanden times film kan gøre sig håb om, og derfor virker filmen også som om den overnaturlige indflydelse, som nødvendigvis må fylde en del i plottet, er mere primær, og årsag til parrets problemer, mere end det omvendte er tilfældet. Som sådan virker filmen måske mere som ”ren horror”, hvor jeg forestiller mig at bogen nok indeholder flere og stærkere elementer af socialrealisme. Den rædsel, historien skyder sig soleklart ind på, er forældres frygt for at der skal ske noget med deres børn – en rendyrket rædsel, som man godt kunne forestille sig, at der indenfor horrorgenren var en hel undergenre for (og det er der måske! Så unik og nyskabende er denne historie trods alt heller ikke). Det er dog også en grænseoverskridende rædsel, som næsten er så unævnelig, at den kan virke så umoralsk og overvældende, at den nok aldrig rigtig kan blive mainstream, selv indenfor horrorgenren – det brede publikum vil ganske enkelt finde denne slags horror for forstyrrende. Men det lidt smallere horror-publikum vil nok lade sig spændt tiltrække. Og dette er naturligvis en film de skal se.

Anmeldt af Tue Sørensen

Udgivet i Film, Horror | Tagget , , | Skriv en kommentar

Martin Wangsgaard Jürgensen – Drømmenes pris – H.P. Lovecrafts liv og litteratur

Udgivet den oktober 29, 2024 af Admin

Drømmenes pris – H.P. Lovecrafts liv og litteratur
Af Martin Wangsgaard Jürgensen
Kandor, 2024, 444 sider

Anmeldereksemplar leveret af forlaget

Det er ca. 5 år siden at det sidste bind med oversættelsen af Lovecrafts samlede værker udkom på forlaget Kandor. Nu er der udkommet en bog om Lovecraft på forlaget, og lad mig allerede fra her sige at bare synet af bogen gør at den må være et must-buy hvis man har de andre bøger. Omslaget er i den samme hvide tone som de andre, og så er den prydet af en svag men stemningsfuldt Lovecraft silhuet.

Forfatteren til Drømmenes pris – H.P. Lovecrafts liv og litteratur er Martin Wangsgaard Jürgensen, som ud over også selv at skrive skønlitteratur inden for det overnaturlige gys (senest Pramdrageren), også har udgivet fagbogen Skrækvisioner – Den moderne gysers udvikling (Syddansk Universitetsforlag, 2020). Jeg må med skam indrømme at selvom jeg selvfølgelig har købt Skrækvisioner så har jeg desværre ikke har fået læst den endnu.

Drømmenes pris er ikke en direkte biografi, men derimod en bog der kombinerer en gennemgang af Lovecrafts liv med udgangspunkt i de historier han skriv, og hvornår han skrev dem. Det er således mere en analyse af hans værker og hans udvikling som forfatter, sammenstillet med hvordan hans liv artede sig, og hvordan han udviklede sig.

Jeg skrev selv en Lovecraft biografi i første nummer af mit Lovecraft fanzine Nyarlathotep (2003), men når jeg læser Drømmenes pris, og kigger tilbage på det jeg skrev, så kan jeg tydeligt se at der er sket meget i analysen for forståelsen af hvem Lovecraft var, og at de værker jeg byggede min biografi på var af de ældre biografier, og ikke de nyere eller de mange tekster der er blevet skrevet om Lovecraft. Og der er blevet skrevet meget om Lovecraft. Litteraturforskeren S.T. Joshi joker selv med at det han har skrevet om Lovercraft, fylder mere end Lovecrafts samlede værker. Med alt det der er skrevet og udgivet om Lovecraft kan man selvfølgelig godt tænke om der er behov for endnu en bog. Efter endt læsning af Drømmenes pris må jeg sige at denne bog bestemt har sin berettigelse. Ikke kun fordi det er det første udgivelse på dansk der så grundigt går til stoffet, men også fordi den ikke bare er en et opkog af andre biografier, men Jürgensen har lavet et grundigt analytisk arbejde.

Den sidste del af bogen omhandler Lovecrafts indvirken på eftertiden, og de mange der har ladet sig inspirere af hans værker. En af konklusionerne som drages i dette afsnit, og som jeg er enig med forfatteren i, er at man i dag støder på Lovecraft referencer rigtigt mange steder, men at langt de fleste af disse faktisk ikke referer Lovecraft, men derimod mere hans kunst-mytologi som oftest betegnes Cthulhu-mythos. Lovecraft gik meget op i stemning og mange af de væsner han beskrev var kun løseligt beskrevet og gerne i termer der skulle vise at den menneskelige opfattelse ikke kunne rumme disse væsner. I dag så ser man tentakelvæsner flere steder i pop-kulturen, hvor man tydeligt kan se at det tager afsæt i Cthulhu-mytologien, men at der ikke er meget Lovecraft tilbage i det. Jeg var selv i mange år Lovecraft samler, og købte hvad jeg stødte på at film, bøger og tegneserier. Mængden steg dog så meget, og meget af det kunne jeg se ikke rigtigt havde noget med Lovecraft at gøre alligevel, så jeg begrænsede mig til at samle hvad der kom på dansk, men efterhånden så gik jeg også fra at skulle samle alt, til en noget mere selektiv tilgang.

I Drømmenes pris nævnes kun et par enkelt danske værker som tager afsæt i Lovecraft, og jeg kunne da godt have tænkt mig at der var blevet brugt noget mere plads på den del, specielt med de tegneserier og andet der er udgivet på dansk.

Opsummeret så er dette et værk som bestemt hørre hjemme i en Lovecraft samling, men også ikke fans vil bestemt kunne finde bogen interessant, specielt den del der omhandler hvordan eftertiden har taget Lovecraft til sig, og hvordan hans værker har fået nyt liv i mange forskellige former.

Anmeldt af Thomas Winther

Udgivet i Bøger, Faglitteratur | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Magtringene, sæson 2

Udgivet den oktober 27, 2024 af Admin

Magtringene, sæson 2
Tv-serie, USA 2024
Skabt af: Patrick McKay og John D. Payne
Med: Morfydd Clark, Charlie Vickers, Charles Edwards m.fl.

Den første sæson af Magtringene, Amazon Prime Videos prequel til Ringenes herre baseret på dennes appendikser, fik en ret blandet modtagelse af publikum, blandt andet fordi den tog sig nogle friheder med oplægget – men det samme kunne siges om Peter Jacksons filmatiseringer af Ringenes Herre og ikke mindst Hobbitten, uden at det gik ud over karakteren på IMDb. Som jeg skrev i min anmeldelse af første sæson, synes jeg at den ret skrappe kritik af sæson 1 var uretfærdig. Nu har jeg så set sæson 2, og efter min mening burde den få al kritikken til at forstumme (selvom jeg godt ved at det ikke vil ske).

Første sæson sluttede med at de tre magiske elverringe blev smedet af elversmeden Celebrimbor med hjælp fra den gådefulde Halbrand, og vi fik også til sidst afslører hvor Sauron havde gemt sig siden hans formodede død. Fokus i denne sæson er på hvordan Sauron i en ny forklædning manipulerer Celebrimbor til at smede syv ringe til dværgenes herrer og menneskenes konger, men vi følger også en række andre samtidige narrativer. I øriget Númenor kæmpes en magtkamp mellem den retmæssige tronarving Miriel og den ambitiøse Pharazôn; i landet Rhûn mod øst prøver to hobbitter at hjælpe den mystiske, himmelfaldne Fremmede til at finde sin skæbne; i dværgenes rige Khazad-Dûm får en katastrofe den aldrende konge Durin II til at søge nye veje til at bringe lys til den underjordiske by; I Lindon er Galadriel og Elrond uenige om hvorvidt man kan stole på elverringene; i Mordor søger den mørkeramte elver Adar at samle en orkhær, og den unge Isildur må kæmpe for at overleve i Sønderlands ødemark efter første sæsons katastrofale vulkanudbrud og støder på flere overlevende, blandt andre elverbueskytten Arondir og drengen Theo. Der er meget at holde styr på, men hvert afsnit begynder med hjælpsomme referater af hvad der hidtil er sket, og Prime Video har også lagt et referat af hele sæson 1 op, og det hjælper.

Sæsonen otte afsnit er på omkring en time hver, så sæsonen er altså omtrent lige så lang som Jacksons tre Ringenes herre-film tilsammen, men den virker ikke for lang, I de første mange afsnit er vægten lagt på intriger, magtkampe og Saurons manipulation af snart sagt alle og enhver, og det giver en knugende spænding, der varsler at noget må springe i luften til sidst, og det gør det også (næsten bogstaveligt) i sæsonens sidste tre afsnit, hvor der er action nok til at tilfredsstille de, der sætter pris på den slags. Mange af sæsonens konflikter bliver forløst, men andre venter forude i de næste sæsoner, hvoraf der er planlagt i alt (mindst) fem. Jeg håber at vi får lov til at se serien til ende, men det er langt fra en sikkerhed i disse streaming-tider, hvor et lille hik i seertal kan få direktørerne til at stoppe serier, uanset hvor gode anmeldelser de får. Jeg var i hvert fald godt underholdt af denne anden sæson, som jeg synes står stærkere end den første – og selv kritikerne må indrømme at Magtringene er ualmindelig flot.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i tv-serie | Tagget , | Skriv en kommentar

Sirocco og vindenes verden

Udgivet den oktober 27, 2024 af Admin

Sirocco og vindenes verden
Tegnefilm, Frankrig 2024
Instruktør: Benoît Chieux
Danske stemmer: Lars Mikkelsen, Anette Støvelbæk, Henrik Koefoed m.fl.

Vi bliver præsenteret for en magisk verden, hvor vindmesteren Sirocco, stormenes behersker, skaber nogle træfigurer til at underholde sig, men hurtigt bliver træt af dem og blæser dem langt væk. Så skifter vi til den virkelige verden, hvor vi bliver klar over at Sirocco er den centrale figur i en række børnebøger skrevet af den unge forfatter Agnes. Hun har skrevet hele natten og vil til at sove, da det ringer på døren. Hun havde glemt at hun skulle passe venindens to piger, Carmen og Julie, i weekenden! Hun beder børn underholde sig med nogle af hendes bøger, mens hun lægger sig til at sove. Alt mens børnene skændes, dukker en af Siroccos træfigurer op! Den laver hurtigt en portal til Siroccos verden, og pigerne hopper med ind. Ved ankomsten er de forvandlet til kattepiger! Træfiguren insisterer på at tage dem tilbage med det samme (det vil også transformere dem tilbage), men den energiske Julie overtaler ham til at vise dem noget af sin verden først. Siroccos verden viser sig at være befolket af en mængde sære væsener, nogle venlige, nogle fjendtlige; nogle hjælpsomme og andre ligefrem farlige, og pigerne bliver hurtigt rodet ind i nogle lokale skærmydsler, som de må prøve at rode sig ud af. Vejen hjem synes lang og umulig, og den bringer dem godt omkring i vindenes verdens sære landskaber med lige så sære bygninger. Undervejs byder filmen på spænding, komik, romance og tragedie, som jeg gætter på nogle steder kan virke stærke for mindre børn – men godt for dem! Stærke indtryk giver stærke minder, og børn skal ikke overbeskyttes.

Filmens historie giver minder om Studio Ghiblis fabulerende verdener, hvor unge piger kommer i knibe, måske mest The Cat Returns og Chihiro og heksene, men tegnestilen er mere enkel end især sidstnævnte, men ikke dårligere af den grund. Den skarpe, enkle streg mindede mig om Robot Dreams, en anden nyere europæisk tegnefilm, mens designet af væsener og især arkitektur mindede mig en hel del om den sære amerikanske tegner Jim Woodring. I Danmark bliver filmen markedsført til børn og vist med (glimrende) dansk tale med bl.a. Lars Mikkelsen, Anette Støvelbæk og Henrik Koefoed, men filmen kan sagtens ses af voksne, der ligesom filmens hovedpersoner vil blive suget ind i Siroccos magiske verden. En klar anbefaling herfra.

Anmeldt af Klaus Æ. Mogensen

Udgivet i Animation, Film | Tagget | Skriv en kommentar