Bid
Roman af Rikke Schubart
Politikens Forlag 2008
Forfatteren Rikke Schubart er godt kendt i sin horror-litteratur, og har bl.a. skrevet bogen I lyst og død, som er en af de bedst kendte danske bøger om horror-genren. Bid her er hendes første skønlitterære bog, og bud på hvordan man skriver i genren.
Søstrene Natacha og Helene har altid været forskellige på det punkt at Helene altid har gjort meget for at hun havde de ”rigtige” venner og er kommet med til de rigtige fester. Natascha har derimod været ligeglad, men hendes skønhed og mystik gjorde hende eftertragtet. Nu hvor de er i midten af trediverne er deres liv også meget forskellige. Helene har en familie, det gode job og en facade at vedligeholde. Natacha derimod rejser meget og er for tiden freelance journalist i Italien.
Da Natacha melder at hun vil komme til København og bo hos søsteren bliver Helene ikke glad. Familiens 12-årige datter, Rosa, er derimod henrykt, da der altid har været et specielt bånd imellem hende og mosteren, et bånd som Natacha dog har tænkt sig at udnytte. Hun er for få år siden blevet gjort til vampyr, og nyder nu denne nye tilværelse, og vil gerne have sin niece med ind i dette nye liv.
Nataschas besøg går ikke stille af. Helenes mand bliver tryllebundet og begynder at opfører sig meget underligt, hvilket ikke gør Helene mere tryg ved søsterens nærvær, mens Rosa hurtigt fornemmer der er noget galt. Sammen med en veninde forsøger Rosa at finde ud af hvad det er der gør at mosteren opføre sig så specielt, og hun når hurtigt frem til vampyrisme, som hun sætter sig for at undersøge nærmere.
De er ikke de eneste der undersøger sagen, da det italienske politi finder ud af at der i København sker mord, der minder om en stribe mord der er begået i Italien, og sender de to betjente til at assistere, det danske politi. Der er dog punkter hvorpå mordene ikke helt ligner hinanden; nogle af de danske virker mere brutale end det der er sket i Italien. Endelig er der også vampyrsamfundet der ikke bryder sig om alt den opmærksomhed Natacha tiltrækker sig.
Bogen gør meget ud af hvordan Helene har det med søsteren, men gør også rede for hvordan hun forsøger at få familien til at hænge sammen, mens den er under Natachas indflydelse. Selvom bogen har mange vampyrklicheer, så indeholder den mere end blot fortællingen om vampyrer, ofre og vampyrjægere. Det er et godt bud på en vampyrroman, og det er helt befriende med en vampyrbog hvor teenagere ikke er evigt betagede af vampyren.
Bogen har en del løse ender der kan lede til en efterfølger, som jeg dog ikke ved om er planlagt. Jeg håber der kommer en opfølger, for jeg vil gerne læse mere fra Schubarts hånd.
Anmeldt af Thomas Winther i Himmelskibet nr.26